Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[I, 10]

[86] En Uges Tid senere, paa en smuk solhed Formiddag, herskede megen Støi og Travelhed i det Rammske Huus. En Fjeldtour skulde gaae for sig. Cold var dragen paa Jagt Dagen iforveien, han skulde møde ved Sæteren, derfra skulde man tage hen at fiske i et nærliggende stort Kjern. Sophie stod ved Vinduet reiseklædt og tænkte: hvor besynderligt at Touren nu først skal virkelig iværksættes, mig er det som om den allerede var oplevet. Saameget var der allerede talt, drømt og disputeretdisputeret] snakket; diskutert om den. Fru Ramm, der gjerne stod i Spidsen for slige Foretagender, tog dem slet ikke paa den korte improvisatoriske Maade, der har viist sig at være den eneste heldige. Tilberedelserne var enorme, og ikke sjelden gik den lykkelige Stemning, hvori man undfangede Planen, tabt, og man var halvveis kjed af den, inden man kom paa Veien. En heel Dag iforveien var der stegt og braset som til at forsyne et Compagni. Uagtet Colds Forsikring, at han skulde sørge for Vildt, fandt Fru Ramm det nemlig forsigtigst, at belave sig paa Noget, i det «mulige Tilfælde,» at han ikke skulde være heldig. Inde i Stuen kunde man ikke flytte en Fod for Reisetøi og pakkede Kurve. Det længselfuldt attraaede, næsten høitidelige Moment, da man erklærede: «nu er Alt færdigt,» var dog endelig indtraadt, kun erindrede Fruen, at det kunde være nyttigt at tage Sennep med, En raabte [87] paa en Ridepidsk, en Anden paa en Parasol, da udbrød Amalie med et Blik ud af Vinduet: Gud! der kommer Lorentz Brandt!

Er Du gal! skreg Fruen, men tilføiede ziirligere,ziirligere] høfligere naa det manglede bare! Misfornøielse leirede sig paa alle Ansigter. Sophie drog et dybt Suk af Utaalmodighed.

Hurtig Børn! væk med Tøiet, sagde Fru Ramm. Han maa aldeles intet mærke. Vi kan dog for Gud ikke drage det Menneske med, det vil forspildeforspilde] ødelegge os hele Touren.

Ved en stum Forstaaelse var allerede Enhver ilsomt ifærd med at udrydde Sporene til Reisen. Tøiet blev kastet ud og Kurvene stukne ind under Sophaer og Borde. Det hele Selskab, for et Øieblik siden lutter Liv, stod som forstenet.

Den Person, der vakte denne ubehagelige Forstyrrelse, nærmede sig imidlertid Gaarden med stærke Skridt, og traadte uden Omstændighederuden Omstændigheder] uten omsvøp eller formalitet ind ad Stuedøren. Det var et Menneske, der af Natur og Bevægelser endnu tilhørte Ungdommen, men hvis Alder man har saa vanskelig for at bestemme; det er umueligt at sige, om Aarene eller Udskeielser havde ældet Trækkene og gravet disse Furer. Han var iført en grøn, slidt Bonjour,Bonjour] dobbeltknappet frakk som rekker til knærne der engang i en lykkeligere Tid syntes at have tilhørt en førfør] tykk(fallen) Mand, Vadmelsbeenklæder, upudsede Støvler, en Hue, paa hvis Bordugsbetræk en Cocarde,Cocarde] rosett, knapp om hvis Farver man ikke længer [88] kunde stride. En rudet VerkensvestVerkensvest] verken: (hjemmevevd) stoff med blanke Knapper var knappet heelt op i Halsen og syntes, i Forening med en blaaternetblaaternet] blårutet Halsklud, venskabelig at ville skjule hvad der var under. En stor mager Pudelhund af smudsig hvid Farve fulgte ham.

Ah, god Dag, god Dag, mine Venner, hvorledes lever man her, ydmygste Tjener, min naadige Frue! Det er længesiden jeg havde den Glæde at see Dem, altid den samme; lige ung og blomstrende. Paa Dem passer Digterens skjønne Ord: «og Iduns evig unge Vaar paa hendes Kinder farvet staaer»og Iduns … staaer] fra diktet «Hvor herligt er mit Fødeland» (også kalt «Nordmandssang») av Simon Olaus Wolff (1796–1859), utgitt i samlingen Samlede poetiske Forsøg (1833) – – Puh, det er Satan saa hedt!

God Dag, Brandt, hvorledes lever De? sagde Fruen med suur Venlighed. De skal formodentlig besøge Deres Moder. Amalie, skaf Brandt noget Frokost, han skal vist strax afsted, der er en drøi Tour til Holt endnu.

Oh! det haster ikke – med Touren mener jeg, det er tidsnok at omfavne sin Moder i Aften. – – Det vil blive en Overraskelse! Hun har ikke seet mig paa et Aar. Bror Hans maatte da stryge med, stakkels Gut! Jeg er nu hendes eneste Støtte.

En almindelig Lyst til at lee døde hen i en medlidende Forlegenhed, som Brandt slet ikke mærkede. Han fik idetsamme Øie paa Sophie, der havde trukket sig hen i Krogen.

[89] Hvad for noget! Er det Sophie, jeg seer! er Du kommen hjem igjen? Nei, er det Sophie?

Sophie rakte ham med Overvindelse sin Haand. God Dag, Lorentz.

Nu, det maae jeg sige! man oplever meget Underligt i denne snurrige Verden, men det skulde jeg Gud – mig svoret paa var en Umulighed. Er det Sophie! Du var en ganske vevervever] livlig; kvikk (og lett) liden Tingest før Du reiste, men forbandet tynd og bleg – jeg husker nok, at jeg var dum nok til at vrage Dig paa Ballerne – –

Vær saa god, Brandt! afbrød Fruen og søgte at afskjære Emnet, tag en Smule Frokost. Amalie, skjænk i Glasset!

Mange Tak, sagde han og tog dygtig fat – noget tynd og bleg fandt jeg Dig som sagt, men Du havde Pinedød noget AparteAparte] uvanlig; sjeldent ved Dig, som ikke lignede noget ved de andre Snerper – – nu, nu, bliv ikke vred, jeg siger jo at jeg var en Dumrian, der ikke skjønte rigtig paa Dig, og ikke vilde forstaae at Du var blandt dem, der havde et godt Øie til mig – – Det var dengang, – her tømte han Glasset med en TaskenspillersTaskenspillers] bedragers Hurtighed, da jeg var den vakre Lorentz Brandt.

Sophie, der havde trukket sig tilbage, stirrede blot paa ham med Blikke, hvori Modbydeligheden afvexlede [90] med Skræk. Hun søgte forgjæves i disse oppustede rødlige, blyfarvede Træk, hvori alle lave Lidenskaber strede om Plads, Sporene af en fordums ungdommelig Skjønhed. Lorentz Brandt havde virkelig engang været den smukkeste Dreng man kunde see, og den stakkels gamle Madame Brandts Haab og Stolthed. Den Tid kom han ofte til Amtmandens, hvor de unge livlige Piger altid saae ham med Glæde. Da han røbede ualmindelige Anlæg, havde en Slægtning taget sig af ham og ladet ham studere. Det hører ikke hid at berette, hvorledes den raae Tone blandt Studenterne fra en vis Periode rev ham hen og bragte ham paa Afveie, indtil han traadte frem i den Fornedrelsestilstand, hvori vi nu see ham. Forgjeves havde alle Forsøg, som deels Amtmanden, deels andre velvillige Mennesker havde anstillet for at redde ham, hidindtil været. Kan en smuk ædel Form i den Grad forstyrres? tænkte Sophie. Hvor var den rene Profil, denne fiintskaarne Mund bleven af? og disse Øine, hvis dybe, rene Blaae havde udtømt hendes Søstres hele ForraadForraad] lager; opplag; forsyning af smukke Lignelser! Det lyse, krøllede Haar, der i sin mærkværdige Rigdom kunde tjent en Billedhugger til Model, hang nu uordentlig opløst som TakkelagenTakkelagen] fellesbetegnelse for et skips tauverk som hører til mastene om et synkende Skib.

Tak, ikke mere, Fru Ramm! Slet ikke mere, sagde han, og tømte det fjerde Glas. Denne Farve [91] duer ikke i en saadan Temperatur. Nei, den brune, den kjøler! Jeg veed ikke, om De har bemærket, Frue, at der er intet bedre Middel mod Hede end Cognak. Gamle Ole Rein lærte mig det, og det er mærkværdig, ganske mærkværdig! Har De en Smule ved Haanden, skal vi forsøge engang. Ikke? Men De bør anbefale Amtmanden det, som ganske probat.probat] virkningsfullt Faae vi ikke den Ære at see ham nede?

Min Mand er just i Dag saa overlæsset med Forretninger, sagde Fruen. Han kommer neppe ned.

Ih naturligviis, saa vil vi ikke uleilige ham. Det er desuden mere passende at jeg gaar op og hilser paa ham.

Fader er ikke rigtig rask heller, sagde Amalie.

Han er virkelig overmaade daarlig, tilføiede Fruen med betænkelig Mine.

Overmaade daarlig! og dog overlæsset med Forretninger! Det er jo stor, blodig Synd. – Men hvor kan da De, Fru Ramm, der er Ømheden selv, tillade sligt? Nei, det maa ikke tillades, dertil er han os Alle altfor dyrebar, vil ingen Anden tale fornuftig med ham, saa vil jeg – – – jeg skal øieblikkelig – –

Fru Ramm forstod ikke den raae Ironi, der laae skjult i disse Ord. Hun vilde just ved et nyt Paaskud forsøge at afværge den hendes Mand tiltænkte Visit, som hun vidste blot havde til Hensigt at «laane,» [92] som Lorentz kaldte det, Penge, da en Hændelse idetsamme gav hans Tanker en Vending, som var hende endnu mindre behagelig.

Croesus, det stakkels forsultne Bæst, havde opsnuset Kurven under Bordet og begyndte at anstille Undersøgelser paa en Maade, der strax ledede Brandts Opmærksomhed derhen. Inden Fruen kunde forebygge det, var den allerede opdaget. Han trak den frem, saa Glas og Flasker klirrede.

Ei ei, was ist das!was ist das!] (ty.) hva er dette? Flasker, Brød, Confect! hvor skal det hen? og nu seer jeg først, at Frøken Amalie har en saa curiøs Habitcuriøs Habit] merkeligt antrekk; merkelig drakt paa, De seer jo ud som Frøken Ginevra, der skal paa Falkejagt! – – – tre – fire, sagde han og holdt Flaskerne for Lyset – – jeg troer Gud – mig at det er Rhinskviin! Tør jeg være saa dristig at spørge, hvor Touren gaaer hen?

Vi skulle gjøre en Tour til Sæteren, sagde endelig Sophie.

Og, afbrød Fruen hende, da De kom, stode vi just og raadsloge om hvordan vi skulle komme afsted. Da vi ere saa mange, kniber det med Befordringen.Befordringen] transporten Det Bedste er nok at vi opsætte det.

Ei, hvorfor det? De har jo Stalden fuld af Heste, hvad er der saa iveien?

Vi har kun tre, sagde Amalie. Moders Kjørehest og de to brune, det er til Sophie og mig. De [93] andre Heste er paa Sæteren. Brøcher skulde ogsaa være med, og han har ikke Hest.

Der er Brøcher i Alleen med to Heste! raabte Edvard. En Damehest, den er til Dig, sagde han til Amalie, der rødmede.

Seer De! sagde Brandt, den fortræffelige, velsignede Capellan! Ja, der er han s’gu, og i Jagtdragt, ja Gud – mig er han ikke grøn som en Poppegøie. Og med Sporer! naa, min Gut! det vil jeg see paa! Kommer Du redelig ned af Hesten med dem, saa skal jeg sluge baade Dig og Sporerne til Frokost i Morgen. Men det er det samme, Du er os lige kjær for det. – Saa er vi Alle hjulpne! – Nu tager jeg den gamle, blakke Hoppe.

Den gamle Blakke er jo halt, Edvard, sagde Fruen fortvilet og blinkede med Øiet.

Er den halt? bi, det skal vi snart see! og ud foer han, saa han nær havde revet den indtrædende Brøcher overende i Døren.

Nu brød der en Klagesang løs.

Hvad synes De vel, Brøcher! raabte Fruen, Alting var færdigt, vi ventede kun paa Dem, saa falder det fordrukne Menneske ligesom ned fra Skyerne! – – Vi maae tage ham med, det bliver Enden paa det.

Gud hvor det er fælt! jamrede Amalie. Det var ogsaa et Indfald af Dig, Moder, at byde ham Frokost! [94] – – Var han ikke munter nok før? – – – Hvilken himmelsk Tour det kunde blevet!

Beed ham ligesaa godt være med, bad Sophie.

Ja, det er s’gu det bedste, ligesaa godt springe i det, som krybe i det, sagde Edvard. Bryder jer ikke om ham, I Andre, jeg tager ham paa mig, lagde han vigtig til.

Brandt kom stormende ind. Viktoria! nu er Farvandet klart! Den Blakkede er ikke mere halt end De, Fru Ramm. Det kalder jeg at komme til Skrædderens Barsel.Det kalder jeg at komme til Skrædderens Barsel] refererer til et dansk uttrykk for at det står dårlig til med noe: «som ved skrædderens barsel, hvor de aad barnet med» («barn» refererer her til brødsmuler (evnt. en spesiell kake), ikke til babyen) Her mangler desuden Cavallerer til saamange Damer. Jeg seer ikke Hr. Cold! hvor er hans Herlighed henne?

Toget satte sig i Bevægelse. Først drog Fruen i en Gigh med Huusholdersken, for at kunne i Forveien arrangere alt til Selskabets Behov. Dernæst kom de to Søstre til Hest, ledsaget af Capellanen. Edvard og Brandt, ligeledes til Hest, sluttede Toget. Amtmanden stod nemlig nikkende oppe i Vinduet. Først nu viste han sig, ligesom det skræmte Vildt ved Hulens Udgang, lytter om Faren snart er over. Ved Leiligheder som denne, hvor Huset stod paa Ende, saae man ham aldrig nede, han forskandsede sig saa godt han kunde bag sin Pult.

Brøcher med de to Damer havde allerede forladt Kongeveien og tilbagelagt et godt Stykke paa den [95] smale, men velbanede Skovvei, der i en Miils Længde gjennemskjærer Bygdens nordligste Strækninger, de havde ganske tabt Edvard og Brandt af Sigte. Capellanen underholdt sig saa udelukkende med Amalie, og han syntes neppe at bemærke, at Sophie var med, saa at denne mere og mere holdt sig tilbage. Noget hun vilde rette ved Bidslet forsinkede hende lidt, og maaskee benyttede Brøcher dette til en fuldstændig tête à têtetête à tête] (fr.) fortrolig møte; samtale under fire øyne med Amalie, nok, han satte Hestene i jevnt Trav, og snart saae Sophie sig alene i den dunkle Skov. Et Øieblik stansede hun og overlod sig med et uforklarligt Velbehag til den Følelse at være ene. Hun tog Hatten af og medens det gik fremad i sagte, vuggende Skridtgang, lod hun den svale Skovluft frit omstrømme hendes brændende Hoved. Disse balsamiske Luftninger lod til at øve en lignende Virkning paa Brunen, den rystede paa Hovedlaget som om den helst vilde af med det, men da dette ikke lykkes, lod den sig nøie med i al Magelighed at opsøge de faae Græsstraae, som Mosset havde levnet ved Siden af Grøfterne.

Efterhaanden blev det for sent for Sophie at tænke paa at naae Følget igjen, hun besluttede da at bie paa Edvard og Brandt, der kom efter. Snart lød Hovslag paa den hule, drønnende Klippegrund. Men det var ikke uden Skræk, at hun saae at Brandt var alene.

[96] Hvor er Edvard?

Edvard tog af ved Jochumspladsen. Han vilde hente et StangbidselStangbidsel] bissel: tau om hodet og i munnen på hest hos Smeden, men han naaer os igjen paa Sæteren, ad en anden Vei.

Og Du, Sophie, hvorfor er Du alene?

Jeg forsinkede mig lidt, og saa vilde jeg ligesaagodt vente til I kom efter, sagde Sophie og skjulte sin Frygt under den roligste Mine. Hun følte, at Brandt var ligesom visse Dyr farligst, naar man viser dem Frygt eller Mistro.

Vilde Du det? nu det var vakkert, det skal Du ikke fortryde,fortryde] angre jeg skal s’gu nok beskytte Dig.

Men lad os nu see at indhente de Andre.

Har det saadan Hast? Det er saa længe siden jeg saae Dig, jeg maae ret takke Hændelsen, som gjør mig til Din Ridder, lagde han galant til, medens en større Slappelse i Trækkene og en vis Nedslagenhed i Blikket tydede paa, at han begyndte at blive ædru igjen.

Ja det er længesiden vi saaes, jeg troer næsten fem–sex Aar.

Jeg kan ikke tænke mig, at det er Dig, der var et saadant lidet fiint Persilleblad, som man kunde blæse bort med et Pust. Det er – – mig sandt, enten Du vil troe det eller ei, jeg torde ikke danse med Dig, fordi Du var for let, jeg var bange Du kunde komme til Skade. Nu ligner Du meest Louise! – – – [97] naar jeg seer Dig, kommer jeg til at tænke paa saa mangen fornøielig Scene vi have oplevet sammen. Kan du huske dengang vi væltede i Tomsbakken, SkjækerneSkjækerne] dragerne/trestengene mellom hesten og vognen gik af, og vi stod der i det græsseligste Veir, og vidste ikke vort arme Raad!

Ja, men De betænkte Dem ikke længe, men tog Louise paa Armen og bar hende en heel FjerdingveiFjerdingvei] en fjerdedels mil hjem i den dybe Sne.

Pyt, det var lidet at rose sig af. Louise var Bygdens smukkeste Pige og Mangen vilde misundt mig den Spadseregang.

Og saa foer De afsted igjen som en Stormvind for at hente den stakkels Broch, der var bleven igjen paa ValpladsenValpladsen] eg. kampplass, her: sted der det har skjedd noe og som var krøben under Fælden . . . .

Og I sendte Muffe og Fodpose med til ham – hvor gal han blev! . . . . nei, men husker Du Sophie, da jeg havde faaet Prestekjole paa og holdt en Brudetale i Brochs Maneer? Marie og Wilhelm Meier vare Brudeparret. Da tænkte nok Marie mindst paa, at Broch næstegang selv var saa god at overtage en Rolle, og det Brudgommens, ha! ha! ha!

O, lee ikke deraf, sagde Sophie med Uvillie. Ingen kan vide, hvad Fremtiden bringer . . . .

Nei, Du har – mig Ret. Det kan ingen Moers Sjel vide . . . . det veed jeg nok.

[98] Og kan De huske, Brandt, faldt Sophie ind, ængstelig over at have sagt Noget, han kunde anvende paa sig, den Dag De vandt en Pris Damerne sat ud, ved at springe tre Gange over Majorens store Hest.

Om jeg erindrer det! Det var jo den Gang jeg var bleven Student med bedste Charakteer. Din Fader gjorde Selskab for mig, om Aftenen dansede vi! – hvad havde jeg ikke gjerne gjort den Dag! – hvilken Lystighed! hvilken Glæde! «es waren schöne Zeiten, Karlos.»es waren schöne Zeiten, Karlos] (det var gode tider, Karlos); henvisning til skuespillet Don Carlos (1787) av Friedrich von Schiller (1759–1805) Tiderne have forandret sig.

Ja vistnok har Meget forandret sig, sagde Sophie med pinlig Rørelse.

De red en Stund ganske tause.

Jeg veed ikke, hvorfor jeg just nu kommer til at tænke paa gamle Dage. Det er underlig nok . . . naar jeg seer Dig saadan til Hest, smekker og rank som en Dronning og disse lange Lokker flyve i Vinden, da sættes jeg ti Aar tilbage i Tiden og jeg drager til Sæters igjen med Dine Søstre. Accurat saaledes spillede Solen paa de grønne Tuer, Lyngen blomstrede, og vi hørte Aaens Duur nærmere og nærmere. Fast kunde jeg troe at disse ti Aar, som ligge imellem, vare en Drøm . . . o, en Drøm.

Han taug igjen stille som i en Art Tankeløshed. Atter indtraadte en piinlig Pause, og da de idetsamme naaede et Sted, hvor Veien deelte sig i to, udbrød [99] Sophie, for dog at sige noget: Hvilken Vei skal vi nu tage? Kjender De den Brandt?

Den rette Vei –! Ja, Død og Helvede, den kjendte jeg, men den tog jeg Feil af, skreg Lorenz med skraldende Latter. Sophie foer sammen.

Hvor De forskrækker mig! sagde hun, og idet hun satte sin Hest i Galop, lod hun Lorentz et Stykke efter. Da hun havde naaet Høiden af en Skrænt holdt hun og lod sin Stemme lyde ud over de stille Aase. Et fjernt Raab svarede hende. Derpaa ventede hun Lorentz, som kom langsomt efter.

Tilgiv mig, Sophie, sagde han ydmygt, hvis jeg har forskrækket Dig. Vær herefter ganske rolig. Sophie saae overrasket paa ham. Han var bleg som Døden og Øinene lyste saa besynderlig. I dette Øieblik mindede han om den Skjønhed, der engang havde udmærket ham.

Aha! raabte Lorentz i en ganske anden Tone. Der kommer nok Ridder St. Georg, der skal befrie Dig fra Dragen.Ridder … Dragen] referanse til legenden om Sankt Georg, der han befrir en hel by fra en drage som daglig krevde å få spise to av byens unge innbyggere

Nu, Gud skee Lov at jeg træffer Dem ilive! sagde Cold og dreiede sin Hest behændig ind mellem de to Andre uden at hilse Brandt. – – Selskabet er i en umaadelig Forskrækkelse . . . der er dog ikke tilstødt Dem noget?

[100] Langtfra ikke det mindste; jeg er saa kjendt i Skoven, at jeg umulig kunde fare vild.

Jeg syntes dog jeg hørte Dem raabe, eller har jeg taget Feil?

Det var blot Echoet mod Jutulsvæggen, som jeg vilde prøve. De har virkelig uleiligetuleiliget] besværet; brydd Dem uden Grund.

Et taknemmeligt Blik fra Lorentz traf hende og han sagde med en viss Selvfølelse: Hr. Cold synes slet ikke at observere at Frøken Sophie har en Ledsager.

Om Forladelse, Hr. Brandt, jeg har virkelig observeret det, og jeg forsikrer Dem, der er taget tilbørligt Hensyn til at Frøken Sophie havde Dem med.

Og dog siger jeg, sagde Lorentz hidsig, at Frøken Sophie er ligesaa sikker i min Varetægt som i tre slige, – slige «Troppisters»Troppisters] referanse til den kulturpolitiske striden i 1830-årene mellom «Patriotene» (som Henrik Wergeland representerte) og «Intelligenspartiet» (som Johan Sebastian Welhaven representerte). «Intelligenspartiet» ble også kalt «Troppen». Jf. innledningen, «Georg Colds forankring i tid og sted». som De. Om det var for ti af dem skal jeg staae ved hvad jeg har sagt.

Men da nu jeg i det Høieste kun er een Troppist, saa er det ikke værdt for en saa tapper Mand som De at indlade Dem med mig.

For Deres SkoserSkoser] krenkelser; spydigheter skal De staae mig til Regnskab en anden Gang, sagde Lorentz bleg af Vrede.

Skose Dem! Stakkels Mand! det er længesiden [101] Nogen fandt det Umagen værdt, blev Cold ubarmhjertig ved, vendt mod Sophie.

Hvad mener De dermed? foer Lorentz op, nu skal De Død og H.H.] forkortelse for «Helvede» ud med Sproget – –

For Guds Skyld, Brandt, styr Dem, vær rolig! raabte Sophie, saa skal jeg dog beklage mig over Dem!

Er det paa den Maade, sagde hun til Cold, at De agereragerer] bære seg at som; late som man er min Ridder, jeg forsikrer Dem, jeg har ikke havt Grund til Frygt førend nu.

Og er det min Skyld, Frøken Sophie? sagde Cold lidt saaret ved Sophies Tale.

Det kalder jeg talt som en Engel! sagde Lorentz pludselig mild. For hendes Skyld skal det være glemt, jeg tilgiver Dem! Han rakte ham høitidelig Haanden.

O tusind Tak! sagde Cold med det forunderligste Ansigt, og drev sin Hest afsted foran de Andres.

Ved det store KjærnKjærn] tjern (merk at skrivemåten «Kjærn»/«Kjern» varierer, jf. neste setning) træffe vi Selskabet igjen. Dette Kjern laae saa dybt og forborgent i Urskovens Skjød, at man stødte lige paa det inden man anede det, og da gav den store blikstille Speilflade i den dunkle Ramme et ganske overraskende, malerisk Skue. Skjønt Solen endnu stod høit paa Himlen, syntes Aftenen allerede at have leiret sig her. En Flig af dens Straaler glødede endnu kun paa den østlige Bred og gav de gule Aakander,Aakander] vannliljer der brystede sig i Mundingen, [102] en skinnende, metalagtig Glands. Den øvrige Vandflade laae i dybe, blaalige Skygger af Skoven, der reiste sig til alle Sider, og som med Nød og neppe syntes at have afstaaet den lille Plet, hvorpaa Anders Fisker havde bygget sin Stue.

Foran denne stansede Selskabet og læssede af sig Kurve og Reisetøi.

Hvor her er smukt! var det almindelige første Udbrud.

Høist pittoresk, høist eiendommeligt – hvor besynderlig ensomt og stille! lød enkelte Stemmer.

Her, Børn, ville vi drikke The, sagde Fruen, det vil blive deiligt.

See saa, tænkte Cold, der netop flyttede nogle sjeldne Planter fra sin Hat over i en Næverskrukke, nu skal der spises igjen. Vi komme netop fra et uendeligt Maaltid paa Sæteren. Men saadan ere disse Lysttoure: Maden det er Hovedsagen. Man spiser ikke for at kunne udholde en Smule mere legemlig Besvær, men man opsøger Besværligheden for at kunne spise desbedre . . . Men jeg kan spare mig den Umage at beklage mig . . . hvem i dette Selskab vilde forstaae det? ikke en . . og idetsamme kunde han ikke tilbageholde en lille Grimasse, der et Øieblik vanzirede hans smukke Træk.

Skal vi nu spise igjen, Moder, udbrød Sophie [103] naivt. Jeg troede vi skulde fiske; nu burde vi virkelig selv fortjene Føden.

I med Eders Fiskerie! ja af det blive vi fede. Var ikke jeg med, saa sultede I sagtens ihjel; luk op Døren, Edvard.

I Hytten var Ingen tilstede. Anders og hans Datter var sandsynligvis gangne til et nærliggende Kjærn for at fiske. Det er ikke sjeldent at disse ere saa rige paa Ørret, at de arme Folk derved friste deres Tilværelse paa det øde Fjeld. Stuen var ellers peen, Krakke og Borde hvidskurede til St. Hanstid. Birkeløv under Loftet og i Kakkelovnspalten, og i det lille Vindue med grønne Ruder stod en halseløs Flaske, hvori en frisk Kvast med Koblom og Nyperoser. Paa Bordet laae Kingos PsalmebogKingos psalmebog] Thomas Kingo (1634–1703), dansk salmedikter og biskop opslagen, brun af Slid og Ælde, dens ærværdige store Tryk traadte lapidarisklapidarisk] som hugget i stein frem under et Par uhyre, stærkt convexeconvexe] konveks: utbuet; krummet utover Næsebriller, der laae som Mærke. Det eneste levende Væsen, foruden de surrende Fluer, var en halvvoxen hvid Gris, der reiste sig fortumlet op af Asken, og forfærdet over Synet af saamange uventede Gjæster foer ud af Døren.

Hvor her er peent og hyggeligt! sagde Amalie. Det vil blive yndigt at drikke The her i denne lille Fiskerhytte ved den stille blanke Søe. See blot hvor nydeligt! . . Her i denne Hytte kunde jeg ordentlig ville boe . . . her mangler intet . .

[104] Uden et Hjerte, parodierede Edvard. Ikke sandt Amalie, det var «en Hytte og hans Hjerte»«en Hytte og hans Hjerte»] En Hytte og hans Hjerte, lystspill i 3 akter av Scribe og Alphonse (oversatt av Carl Borgaard og fremført første gang 15. april 1836 på Christiania Theater) Du tænkte paa?

Hvilket Tøv, sagde Amalie snerpetsnerpet] rettet fra: snærpent (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) Hvad vil det sige! Det passer jo her som «God Dag, Øxeskaft.»«God Dag, Øxeskaft.»] henvisning til folkeventyret «God dag, mann! – Økseskaft», utgitt i Asbjørnsen og Moes Norske Folkeeventyr 1841–1844

Ikke saa ganske, bemærkede Cold. Skulde denne Combination virkelig aldrig være falden Dem ind, Frøken Amalie? Den er dog baade smuk og naturlig. . . . Vær nu engang oprigtig!

Jeg forstaaer ikke et Ord af det Hele, maae jeg være fri for Deres Combinationer, sagde Amalie, der nu for Alvor blev stødt.

Din Broder og Cold sigter til et fransk Stykke af den Titel, der har gjort stor Lykke paa Theatret, sagde Fruen belærende. Forfatteren, Scribe,Scribe] Augustin Eugène Scribe (1791–1861), fransk forfatter sværmer der noget forskrækkelig for Hyttelivet. Det kan være smukt nok, men saadan Kjærlighed med tørt Brød og Kildevand tager sig nu bedre ud i Romaner og Comedier end i Virkeligheden.

Cold saae sig om, som om han søgte Hjelp. Sophie var ikke tilstede.

Brandt, der efter en dygtig Hjertestyrkningdygtig Hjertestyrkning] real dram paa Sæteren havde faaet sit gode Lune igjen, udbrød lidt plumpt: Frøken Amalie behøver vist ikke at søge længe efter et Hjerte til sin Hytte. Maaskee det bliver vanskeligere at finde Hytten til Hjertet. Hvad mener De, [105] Hr. personel Capellan?»personel Capellan] kapellan som en sogneprest selv lønner Amalie flygtede rødmende, men Brøcher, der længe forgjeves havde søgt et lidet Kald, svarede blot med et vredt Blik.

Ja, nu har jeg søgt i hver Krog forgjeves, sagde Sophie, der traadte til.

Efter et Hjerte? Nei, efter en Thekjedel.Thekjedel] tekjele Tænk, den findes ikke, hvad gjøre vi nu?

Under megen Latter satte nu Alle sig i Bevægelse for at opdage Noget, hvori der kunde koges Vand. Endelig fandtes Hyttens eneste Gryde, men den var fuld af Vælling, og maatte først tømmes og paa det grundigste renses, skulde den kunne benyttes til det omtalte Øiemed. Man blev enig om, at hvem Lodden traf skulde, hvem det saa end var, paatage sig dette lidet tillokkende Arbeide. Lodden traf Sophie, og hun tog Gryden meget peent med de yderste Fingerspidser og bar den under mange Drillerier ned til Stranden, hvor hun ufortrøden begyndte Arbeidet. Bag hende stod Amalie og afbrød undertiden Søsterens Anstrængelser med nogle sværmeriske ExklamationerExklamationer] utbrudd; utrop over Landskabet. Brandt var i idelig Bevægelse. Han foer op og ned med en umaadelig Iver og Tjenstagtighed, han citerede og declamerede, alt imellem talte han forblommet om den sande Prindsesse i Eventyret, der paatager sig Ternens Gjerning, om Ternen, der forklæder sig og agerer Prindsesse etc.

[106] Cold, der laae henslængt i Græsset udenfor Huset, forstod endelig, at det var Sophie alt dette gjaldt, og han vidste ikke enten han skulde lee eller ærgre sig. Han var selv altfor meget beskjæftiget med hende, til ikke at finde en Andens støiende Beundring utaalelig.

Sophie havde aldrig viist sig i et mere indtagende Lys end i denne Stund. Den ophøiede Skovnatur syntes at være den rette Ramme for en Skikkelse som hendes. Den fuldkomne Skjønhed har Momenter, hvori den er mangelfuld, og jo aandrigere den er, jo mere er den underkastet denne Tilfældighedens Lov. Sophies var af denne Art, den var stærkt journalière.journalière] (fr.) omskiftelig Hvo der havde seet hende i Øieblikke, hvor Kjedsomhed eller Mismod trykkede hende, kjendte hende ikke igjen, naar Glæden oplivede disse Træk, eller en dybere Følelse afspeilede sig i dem. Det ualmindelige Rye for Skjønhed, som senere – takket være vore ravnekrogske Forholdravnekrogske Forhold] ravnekrok: avkrok – spredte sig i saa viid en Omkreds, var derfor paa en Maade ufortjent, thi denne Skjønhed var ikke af den Slags, der bør bedømmes af Mængden. Nysgjerrigheden, der gridsk spærrede hende Veien, følte sig derfor ikke sjelden skuffet.

Sophies Haar var overordentlig deiligt. Det var en Familiearv, som Fru Ramm var lidt stolt af. Dets Rigdom faldt allerede i Øinene, da hun var Barn, dog kun som en smuk Enkelthed, nu var det paa det [107] nøieste sammensmeltet i det Heles Harmonie. Det var af en dyb, castanjebrun Farve, og saa glandsfuldt, jevnt og blødt i sit Fald, at det selv i Uorden var en ziirlig Prydelse. Hun bar det i mange Fletninger, da det var for tungt til at tvinges ind i en Eneste. De lange Lokker foran berørte hendes Hals og Skuldre. Hun havde hiint blomstrende Incarnat,Incarnat] framtreden; framtoning der følger med en riig Haarvæxt. Dette Incarnat var dog ligesaa bevægeligt som hendes Øines Udtryk og Farve, hvilken sidste af Nogle paastodes bruun, af Andre blaae. Vi ville i al Hemmelighed betroe, at de vare blaae, men de havde et brunet Udtryk. Mund og Næse upaaklagelige for at være her i vor antiklassiske Grund, men Ingen ved at beskue dette Aasyn, tænkte paa, at de kunde været smukkere. Her passede virkelig Digters Ord: «wer kan wissen, wo der Mund aufhört und das Lächeln beginnt.»wer kan wissen, wo der Mund aufhört und das Lächeln beginnt] (hvem kan vite hvor munnen slutter og smilet begynner); henvisning til novellen Florentinische Nächte av den tyske dikteren Heinrich Heine (1797–1856)

Sophies Skabning havde denne Formernes Slankhed og Spædhed, der tyde paa, at de aldrig ville træde ud i Førhed:træde ud i Førhed] bli tykk(fallen) den lange Hals, de sænkede Skuldre, de fine Lemmer. I sine Bevægelser var hun let og piilsnar som en Vild. Efterhaanden bestræbte hun sig vel for at lægge en større Roe i disse, og det kostede hende ikke liden Umage at vænne sig til at gaae, istedenfor at løbe, en Hang hun havde fra Børneaarene, naar hun drev om i det Frie. Naar man saae denne [108] hurtige, svævende Gang, maatte man tænke paa Linerlen, der nødtvungen følger Jorden, idet den bereder sig til Flugt.

Cold følte, at den Gaadefuldhed, der havde indhyllet Sophie, nu stod paa Nippet til at løse sig, og hendes egentlige Væsen var i Begreb med at stige ud som Puppen af sit Svøb. Dette voldte ham en besynderlig Angst. Nu kunde det ikke undgaaes mere. Det halvdrømte Billede maatte fuldendes – eller forstyrres. Han kunde ikke faae Øinene fra hende, men det var ikke langt fra at han følte en Uroe, hvergang hun aabnede Munden for at sige Noget. Til Lykke var Sophie temmelig taus.

Hvorfor skulde hun være anderledes end Andre! sagde han til seg selv, medens han oppe fra Bakken med Øinene fulgte enhver af Sophies Bevægelser. Har jeg ikke før ladet mig bedrage? Hvorfor skulde hun undgaae denne Usandhed, som kanskee er deres naturlige Vaaben mod Verden? Denne Usandhed, denne Forstillelsesfærdighed,Forstillelsesfærdighed] evne til å være unaturlig/uekte; evne til å narre fødes den med dem? er den maaskee allerede i Vuggen paatrykt deres Sjele som et usynligt Slavemærke? Hvorledes skulde dette stakkels, forsømte Barn undgaaet den? . . . dog maaskee netop fordi hun er forsømt. Kunde de blot voxe vildt op som Hvidtjørnen,Hvidtjørnen] en type stor, blomstrende busk kunde man holde dem denne nederdrægtige Forqvakling,Forqvakling] ødeleggelse som de kalde Opdragelse, omhyggelig [109] fra Livet . . . Sophie er naiv og hun har levet meget ene . . . o, jeg vil være mild mod hende, støtte hende, hvis jeg kan . . . hun er dog yndig! . . . nei, nei – mod hende vil jeg netop være streng, uden Barmhjertighed. Hvis hun ikke mere end de Øvrige forstaaer at vurdere det Ægte i sin Sjel, hvis hun ikke karrig, ubønhørlig bevogtede det, med grændsesløs Stolthed! . . . . hvis ogsaa hun bortskakrede det i en umoden Følelse! Bønhør Ingen, Ingen, Sophie, førend Du elsker selv . . . og giver Du denne Følelse Rum . . . . da nægt ikke, skjul det ikke, lyv ikke. . . . O, kunde hun være stærk og sand! . . . hvor fiin og svævende er hendes Skabning, naar hun reiser sig fra den bøiede Stilling! . . . . . . . . Naar hun slaaer Blikket op, er det som om det havde skjult en dyb, grublende Tanke, og naar hun saa vender det frygtsom, bedende mod os, var det som om hun sagde: har jeg forsømt Noget? o vær ikke vred, og da er hun idelig Opmærksomhed mod Alle . . . . hun har sorte Øine, troer jeg . . . . besynderlig nok har hendes Blik aldrig truffet mit. At hun gider tale med denne Lorenz! Hun smiler til ham! . . . Hvor kan hun taale, at den fordrukne Landstryger seer paa hende med forelskede Blikke!

Den stakkels Sophie anede ligesaalidt at hun var Gjenstanden for denne lange Betragtning, som at Lorenz’s [110] GalanterieGalanterie] oppvartning gjaldt hende i Særdeleshed. Han var falden som en Byrde paa Selskabet, og nu syntes hun at det var billigt,billigt] rimelig; passende at hun ogsaa tog sin AnpartAnpart] andel deraf. Hun havde desuden ondt af ham, og uden noget Forsæt søgte hun ved Venlighed at bøde lidt paa de Andres Uskaansomhed og slet dulgte Ringeagt.slet dulgte Ringeagt] dårlig skjult forakt

Theen var færdig og blev drukket under megen Støi og Lystighed, om end ikke med Munterhed, dertil var Selskabet altfor ueensartet; den egentlige dybere Samklang manglede. Af og til forefaldt nogle smaae RivningerRivninger] uenigheter; stridigheter mellem Fru Ramm og Lorenz, der morede Cold og opbragte Amalie. Uagtet Fruens og Huusholderskens Paapasselighed, havde dog Brandt vidst at tilvende sig Resterne af de medbragte Spirituosa,Spirituosa] brennevin noget kold PunschPunsch] drikk bestående av vann, vin, sukker og sitron og en halv Flaske Kognac bestemt for gamle Anders, og man frygtede ikke uden Grund Følgerne deraf. Brandt, der ædru var trist og indesluttet, ja næsten forknyt, naar man ikke tirrede ham, blev i beruset Tilstand uforskammet, storpralendestorpralende] storskrytende og yderst nærgaaende i sin Tale; det Værste var, at der var altid noget Sandt i hvad han sagde. Hans RaillerieRailleri] spøk; spott havde denne fortvivlede Humor, hvormed Mennesker i hans Stilling søge at hevne sig paa de Lykkeligere, som foragte ham, og det traf undertiden alt for godt. Fru Ramm især frygtede ham som Pesten. Som Dreng havde allerede Lorenz skarpsindig [111] nok opfattet alle hendes Svagheder, og det var med en særegen Skadefryd han søgte at ramme hende i nogle af dem.

Landtoure, der for faae samstemmende Mennesker kunne være saa nydelsesrige og herlige, burde aldrig foretages i blandet Compagnie. Menneskene blive ikke betydeligere og bedre, fordi man flytter dem ud i den store, ophøiede Natur, ligesaalidt som et maadeligt SkilderieSkilderie] tegning; reproduksjon tager sig bedre ud ved at hænges op i en brillant Ramme. Har man oplevet et saadant slet sammensat partie du plaisir,partie du plaisir] (fr.) selskap; en del av moroa saa har man oplevet dem alle; man vil overalt gjenfinde de samme Grundbestanddele: megen Æden og Drikken, som Cold allerede har bemærket, det samme Snak og Kjævleri om Ingenting, kun mere høirøstet og godlunet end hjemme i Dagligstuen, en besynderlig Lyst til at gjøre Støi, megen usand Naturbegeistring, der kommer ligesaa ubeleilig som Applaussen fra Galleriet, og hvori den Smule sande Følelse beskeden eller ærgerlig forstummer. Undertiden kommer Hændelsen tilhjælp med et lille Eventyr, der sjelden er af den behagelige Slags: en gjennemvaad Trøie, en forvreden Fod etc., og det Hele ender med den Glæde at komme hjem, og dette er en saa virkelig Glæde, at man skulde troe det var ene og alene for den man havde foranstaltet det Hele.

Vi springe derfor over nogle Timer, som Læserens [112] egne ReminiscencerReminiscencer] erindringer lettelig vil udfylde, førend vi igjen opsøge vort Selskab. Lystigheden har culmineret,culmineret] nådd høydepunktet der begynder at indtræde Pauser. I en saadan Pause bemærkede Capellanen: Her støie og larme vi som om Anders og hans Familie ikke var til. Det er artigt nok saadan i fremmed Mands Stue at lade som man var hjemme.

Ja, De har virkelig Ret! sagde Amalie. Naar jeg betænker det ret, er det i Grunden skjændigt. Om Nogen vilde gjøre det samme med os! storme vore Værelser, naar vi var ude, vende op og ned paa Alting, hvad vilde vi sige? Anders har accurat samme Grund til at beklage sig.

Dette Spørgsmaal vakte en lille Strid. Medens den mere følelsesfulde Deel af Selskabet, hvoriblandt Huusholdersken, ubetinget gav Amalie Ret, formeente nogle af de Andre, at Tilfældet ingenlunde taalte Sammenligningen.

Ja, Børn, det være nu som det vil, saa er det for seent nu at ændre Noget. Jeg skal nok stille vor Vært tilfreds, saa han skal takke til for Besøget – hvad mene I, om jeg lagde denne Seddel ind i Psalmebogen? det vil blive en from Overraskelse.

Havde blot ikke Brandt slaaet Ruden ud, vedblev Amalie. Tænk om de arme Folk ikke mærke det, men lægge sig her lige ved den aabne Rude. Natteluften [113] skal være saa uhyre skadelig. Jeg troer jeg sætter mit Tørklæde ind i den, det skal være min Overraskelse.

Jeg synes meest Synd for Blomsterne, tilføiede Sophie. See kun hvor ynkelig de ligge nedtraadte! Nypetorn, Blaaeklokker og røde Tjæreblomster. Maaskee har Kari været en heel Miil nede for at finde dem, og vi behandle dem som om det var Græs.

Det er unægtelig Husets eneste og kostbareste Vase ogsaa, sagde Cold, og betragtede melankolsk Skaarene af den halseløse Flaske; det Værste er, at det er af den Art, som det er en Umuelighed at erstatte.

Brandt kan det uden Tvivl, han forstaaer sig paa alle Operationer med Flasker, meente Edvard; hei Brandt, De skulde vel ikke tilfældigvis kunne knække Halsen paa en saadan?

Paa ti om Du vil, min Gut. Er det Rhinskviin?

. . . . . . . . . . . . . . . . .

Men det falder mig ind, sagde Fru Ramm, ved at see disse Briller i Psalmebogen, . . . . hvor kan gamle Sønneve være henne? . . . . jeg har reent glemt hende.

Ja, gamle Sønneve, raabte Alle. Død og Plage, hun kan dog ikke være gaaet til Dands paa Bygden, sagde Edvard.

Sønneve har ikke paa de sidste tyve Aar været udenfor denne Plads, det er siden hun sidste Gang [114] gik til Herrens Bord, forsikrede Capellanen ministirielt. Hun gaaer formodentlig reent i Barndommen. Ubegribeligt! Vi maa have indgydtindgydt] fylt hende en saadan Skræk, at hun har gjemt sig etsteds, hvis hun ikke er faret lige til Skovs.

Ud at søge hende! raabte Alle. Halli, Hallo, en Jagt paa gamle Sønneve! raabte Edvard.raabte Edvard] rettet fra: [mangl. ord] Edvard Krøesus foer gjøende foran.

I det lille Fjøs sad den gamle Sønneve trykket ind i Hjørnet af den tomme Baas. Ved Siden af hende stod Grisen, som om de gjensidig søgte Beskyttelse hos hinanden. Den lille visne, sammenskrumpne Figur, med det graae Haar stikkende ud af den sorte Hue, stak besynderlig af mod de ungdommelig friske, brogetklædtebrogetklædte] som hadde forskjellige klær Skikkelser, der omringede hende. Hun stirrede med dyrisk Forbauselse paa dem. Gamle Sønneve maatte længe ingen Erindring mere have om disse GestalterGestalter] skikkelser – hvordan de saae ud, gebærdedegebærdede] oppføre sig og klædte sig. Deres Tilværelse var svunden ud af Kredsen af hendes Forestillingsevne, der dreiede sig snevrere og snevrere om den vilde, øde Plet, hvorpaa hun vegeterede, og lidt efter lidt gik ud som de ældste, moosgroede Graner. Forgjæves søgte man at bevæge hende til at gaae ind eller at bringe hende til at tale. Fruentimmerne bøde hende Mad og Lækrerier, men fik hende ikke til at spise, medens de vare tilstede, [115] bortfjernede de sig derimod, fortærede hun det med Graadighed.

Nu var det Aften. Kjernet var sunket ganske ned i Skyggen. Solens Gløden paa de høieste Grantoppe forkyndte dog at den endnu var oppe. Nymphæerne lukkede sine Bægere og lagde sig til Roe paa de brede, glindsende Blade. Det lokkede og kauede fra de nærmeste Sætere, Bjelderne klingrede taktmæssig hjemad. . . . . I det dybeste Fjerne tonede en Luur. Cold og Edvard stode paa en Tømmerflaade, der var fastgjort med en VidielænkeVidielænke] tau; bånd til Stranden. De vare i Færd med at fiske, Edvard meget ivrig, Cold distrait, fortabt i Omgivelserne. I en lille Ege midt paa Vandet, et Slags Baad med flad Bund, der kun kan bruges i stille Vande, laae Amalie og Sophie beskjæftiget med at indfange hvide Vandlilier, hvoraf der voxte nogle Faae. De to Søstre havde, drevet af Brandts tiltagende Paatrængenhed, tilsidst listet sig ned i Baaden og stødt fra Land. Det hele Landskab afspeilede sig med minutiøsminutiøs] svært nøyaktig; svært detaljert Klarhed i det blikstille Dyb: Granernes Dunkle Væg, det straalende Himmeltag, Huset paa den moesgroede Klippebred med en Potetesager saa stor som et Stuegulv, to Ribskjær og en rød Valmuebusk, der repræsenterede Haven, den hvide Gris, der idetsamme kom spadserende ned ad Stien, Alt gjentog sig i Vandspeilet med en næsten latterlig Nøiagtighed.

[116] Ned fra Huset lød vexelviis Lorenz Brandts Latter, og Fruens og Huusholderskens skarpe, ublide Røster.

Colds Blikke streifede bestandig ud paa Dybet, medens han mekanisk passede og drog Anglen,Anglen] fiskekroken eller med en kort Stavelse besvarede Edvards Haabs- eller Utaalmodigheds Udraab. Ikke halvhundrede Skridt fra ham laae Sophie bøiet ud over Baaden; hendes lange Lokker berørte næsten Vandfladen. Han maatte beundre den gratiøse Livfuldhed, hvormed hun snart skjød den brydsomme Lokkefylde tilbage, snart greb efter Blomsterne, der tilsyneladende tamme og ubevægelige, drillende undveg hende, og skjød snart under, snart til Siden paa de lange, svaiende Stengler. Hun syntes at tilhøre det samme Element, hvorpaa hun vuggede sig med dem, drømmende, flygtig, gaadefuld, fremmed blandt de Andre, og at være opsteget af den dybe Bjergsøe lokket af de menneskelige Røsters Tryllerie, hun selv lokkende Menneskene, og Amalie ved hendes Side syntes et saadant Menneskebarn, der trøstig eller letsindig havde givet sig i hendes Vold.

Man kan ret blive harmfuld, i det Øieblik Noget har grebet os dybt, da at høre en Anden udskrige hvad vi endnu ikke have eller ville have noget Sprog for. Cold blev vækket af sin stumme Beskuelse ved Brandts høirøstede PerorationerPerorationer] (siste del av) tale bag ham.

Er det ikke som jeg siger! See paa de to Søstre! [117] Den ene kalder sig en Skjønhed og kroer sig som en saadan, men ved Siden af den anden er hun, – mig ikke andet end en Kammerlærke, en opstrammet Budeie. . . . . hun derimod har intet Navn endnu, men jeg vil være en Kryster,Kryster] udugelig og svak person om hun ikke skal faae et, og det et som skal klinge fra Lindesnæs til Nordkap. Det er noget det! . . . . det forstaae I jer ikke paa, I ville have Noget, der skjærer i Øinene. Det er Figur! det er Øine! det kalder jeg Teint, som har vadsket sig! og den som siger noget Andet, den erklærer jeg for en Philister,Philister] trangsynt; spissborger en StokfiskStokfisk] tørrpinn . . . en . . .

«Saa smal som Stengelen af en Lilie»
saa fuld som – saa fuld som . . . saa fuld . . .

Som et Bæst, supplerede Edvard, og kastede ærgerlig ud igjen . . . . «Skrig dog ikke saa forbandet høit!»

Jeg siger blot, min Ven Edvard, at Du ikke skal lade dine fagre Søstre saaledes skjøtte sig selv paa det troløse Dyb . . . . Det er vor Pligt at staae dem bi . . . . vor Ridderpligt . . . .

«Skjøn Havmand sig op af Havet skjød
Beklædt med Tang . . . .
Hans Øie var kjærligt, hans Tale var sød» –Skjøn Havmand …] sitat fra skuespillet Fiskerne (1779) av Johannes Ewald, henspiller sannsynligvis på folkevisen «Agnete og havmanden»

Bliv fra Flaaden, Brandt, De skræmmer Fisken . . .

Er De rasende, Menneske! skreg Cold, men det var for seent. Under Refrainet: «o voge Dig, mit [118] Barn, for de falske Mandfolk», havde Brandt allerede løst Vidien og med et Tellsk Fodspark stødt Flaaden fra Land. Edvard reddede sig med et fortvivlet Hop, men Cold drev paa det lille ynkelige, vaklende Fartøi tilligemed den ligesaa vaklende Brandt ud paa Vandet.

Vær ikke bange! det har ingen Fare, sagde denne, det har aldeles ingen Fare. Nu skal De blot see, hvor peent det skal gaae. Kan De see Bunden? det er en Fandens Dybde paa disse Kjern.

Men er De da reent besat gal, Brandt! Giv mig Stangen – Væk fra den Side! . . . . Flaaden vælter jo!

Jeg seer De er bange. Det gjør mig ondt, overmaade ondt. Det maae være en Satans Plage den Frygt. Nyere Læger paastaae at den skal være noget reent physisk og være begrundet i et Organ, der skal befinde sig etsteds, Gud veed hvor det var. Det kan gjerne være, jeg maae sige det er en Fornemmelse jeg aldrig har havt. Støt Dem til mig . . . plumpe vi, saa plumpe vi begge, det er klart . . . det er soleklart . . . og et Guds Under vilde det være, om vi ikke plumpede . . . . . Men det er det samme, reddet skal De blive, mit Æresord derpaa! . . . . Jeg fortjente ikke Navnet af den bedste Svømmer . . . jeg har svømmet fra Vippetangen over til Hovedøen, hvad mener De om det? . . . jeg fortjente ikke Navnet . . . [119] au Død og Salte! – nei – see saa, nu gaaer det! . . . . jeg fortjente ikke Navnet af den bedste Svømmer, siger jeg, skulde jeg ikke kunne paatage mig at bringe en saadan let, vindigvindig] lett; uten tyngde PatronPatron] beskytter, velgjører; skytshelgen paa det Tørre. De kommer til at gjøre mig accurat samme Nytte som en Blære. Ha, ha!

Medens Lorenz vedblev at vrøvle saaledes, havde Cold raabt til Damerne i Baaden at de skulde nærme sig. De vare nu saa nær at de strakte en Aare ud, og Barken vilde snart lagt bi, havde blot Brandt kunnet forholde sig rolig. Hvad Cold befrygtede skeede. Brandt kan ikke oppebieoppebie] (av)vente Baaden, han vil med et voldsomt Sprang naae den, men taber Balancen, Flaaden vipper over og de to ulykkelige Seilere i Vandet. Det var en Scene! Et uhyre Vandpladsk indhyllede et Øieblik hele Gruppen, der dunkel bronzefarvet, midt paa den guldgule Flade, ikke var ulig den berømte NereidegruppeNereidegruppe] gruppe av havnymfer (gresk mytologi) i det store Bassin, naar Vandene springe. Krøesus, der var svømmet efter, og allerede havde naaet Baaden, lagde endnu sit til ved at ryste sin dryppende Pelts ud over de stakkels Damer. Cold, en dygtig Svømmer, kom strax op; han greb instinctmæssig om Baaden, men Søstrenes skingrende: For Guds Skyld, Brandt drukner! hjælp ham! drev ham strax tilbage. Det var gaaet Lorenz, som det saa ofte gaaer berusede Folk, naar de falde i Vandet; han blev greben [120] af en Slags Lamhed. Efter nogle fortvivlede Ryk med Armene, der drev ham længere ud, udstødte han pludselig en drøi Eed og sank under. At dukke efter ham, gribe ham i hans lange Haar, var et Øiebliks Sag for Cold; saaledes lykkedes det ham, med uhyre Anstrengelse, at drage ham mod Land, hvor Edvard ydede ham den fornødne Hjælp.

Forskrækkelsen var over. Paa Stranden laae Brandt bevidstløs, ynkelig at see til. Alle var beskjeftigede med at gnide, banke og ryste ham, for at bringe ham til Live igjen. Amalie fandt Anledningen til en Besvimelse i vore Dage altfor sjelden, til at hun kunde modstaae denne, hun laae med lukkede Øine i Brøchers Arme, og da hun endelig aabnede dem og saae Sophie og Edvard ifærd med at drage KjolenKjolen] mannsdrakt med knelang jakke eller frakk af Lorenz, saa at den bare Skjorte kom tilsyne, besvimede hun igjen. Fru Ramm vidste ikke, hvem hun skulde skjænde paa, da den egentlige Ophavsmand til Ulykken ikke var i den Tilstand at han kunde høre hende. Man forstod ikke, hvem hendes Beklagelse meest gjaldt, enten de Forulykkede eller Amalies nye Ridedragt, der var bleven spoleret. Lidt til Siden, støttet mod en Green, stod Cold blegere end sædvanlig; Vandet strømmede af hans mørke Haar, han saae ud som den unge HavmandHavmand] rettet fra: Hermand (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) i Visen.Visen] folkevisen «Agnete og havmannen» Han søgte saa godt han kunde at værge sig imod Huusholdersken, der havde grebet Fruens [121] Shawl og gned og tørrede ham alt hvad hun kunde.

Det er spildt Møie,spildt Møie] bortkastet anstrengelse kjære Børn, sagde Fruen, da Lorenz intet Livstegn gav fra sig. Her er nok al menneskelig Hjælp forgjeves! . . . hvilket Tilfælde! Lad os love hverandre at være rolige og fattede. Bare rolige, bare rolige! jeg vil selv underrette hans Moder.

Det behøves ikke, sagde Lorenz pludselig med svag Røst, det skal jeg selv gjøre . . . Puh – sagde han og pustede ud som en Hval, idet han reiste sig overende . . . Hvilket Bad! . . . Men jeg sagde det . . . Jeg tænkte det min Salighed at det vilde gaae saa! . . . Hvor er Cold! blev han reddet? Gud skee Lov, der er han! . . . . . Det forbandede kolde Bad betog mig saa Sands og Samling, at jeg neppe veed hvordan jeg fik ham i Land.

Denne Forvexling af Brandt kom saa uventet, at alle brast ud i en ustandselig Latter. Fru Ramm maatte lee midt i sit onde Lune, og Amalie formaaedeformaaede] klarte ikke længer at vedligeholde sin Besvimelse men stemte hjertelig i med. Endog gamle Sønneve blev derved lokket frem. Man saae hendes graae Hoved titte frem af Fjøsdøren. Nu var Lystigheden bragt tilveie igjen, og der blev drevet stærkt paa Hjemreisen. Fru Ramm bestemte, at Edvard skulde endnu samme Aften ledsage Brandt hjem til hans Moders Gaard, der heldigviis [122] laae i samme Egn. Denne var efter Druknelsen bleven mere spagfærdig, saa han føiede sig uden videre i Alt. Alle rustede sig – idet man skulde bryde op drog Sophie Edvard tilside og syntes ivrig at bede ham om Noget.

Hvor kan Du forlange det, Sophie? raabte Broderen. Madame Brandt kan dog umulig blive vred paa os, fordi Lorenz drikker sig fuld og plumper i Vandet. Hun burde før blive vred, fordi vi drog ham op igjen. . . . .

Fy skamme Dig, Edvard.

Hvad er det, din Søster beder Dig saa om? spurgte Cold, da han i Sophies Miner læste, at hun heftig og med Uvillie gjentog sin Anmodning.

Hun har sat sig i Hovedet, at gamle Madame Brandt skulde faae ondt af at see Lorenz i Aften, og hun vil derfor at jeg skal tage ind paa Krogvold tæt ved, og lade ham sove ud der, og saa først i Morgen bringe ham hjem. Synes De ikke, at jeg har været Galevogter nok idag? skal jeg nu ovenikjøbet forspilde min Nat paa et saadant elendigt Hul for en Grilles Skyld . . . . og Sophie tænker ikke paa at Mennesket er dryppende vaad . . . . men det er Fruentimmernes sædvanlige Upraktiskhed, lagde Edvard til, meget tilfreds over at kunne anvende dette nye fortreffelige [123] Ord, som synes at være alle StokprosaistersStokprosaisters] prosa: begrepet stod i den tiden ofte for det motsatte av følelser og romantikk (hverdagens prosa) Feltraab og Vaabenmærke.

Cold udbad sig, at det Hverv at føre Lorenz hjem maatte overdrages ham, og han gjorde det paa en Maade, der afviste enhver Indvending af Edvard. Han overdrog nu denne at sende et Ilbud hen til Krogvold med tørre Klæder til ham og Brandt. Med dæmpet Stemme tilføiede han endnu noget. . . Behøves ikke.

Vest kan han faae af mig, og jeg skal nok knibe en af Faders Skjorter, sagde Edvard høit.

Sophie var ikke ganske beroliget ved dette Arrangement. Af Cold kunde hun intet Løfte tiltrygle sig angaaende det som laa hende paa Hjerte, men idet han svang sig paa Hesten, tilkastede hun ham et bedende Blik, der er mere veltalende end Ord.

Da Brandt vaagnede næste Morgen paa Krogvold ædru og legemlig styrket, fandt han sig alene. Foran hans Seng hang en meget peen, fuldstændig Klædning. Cold havde fundet, at han ingen anden Rolle havde at spille, end de gode, tjenende Aanders, der forsvinde ligesaasnart som de have udført deres Hverv. Efter at han havde bragt Lorenz tilsengs i den bedste Seng, der var at opdrive og givet ham noget varmt at drikke, samt indprentet Bonden nogle Forholdsregler for Morgenen, drog han ilsomt hjem igjen.

[124] Med Brandts Besindelse Morgenen efter, vendte Erindringen om Gaarsdagens Tildragelse klart tilbage, og nu overlod han sig til et af disse Anfald af Anger og Sønderknuselse, der er det samme for ham, som de saakaldte «lyse Øieblikke» for den Vanvittige: ulyksalige, fulde af Elendighed. Han græd over sig selv. Den hele Sammenhæng gik op for ham, hans Redning ved Cold, hans egen broutende Uforskammenhed, de Andres Moerskab. En uendelig bitter Følelse mod denne Redningsmand betog ham, og den blev ingenlunde formildet ved at see Klæderne og tænkte paa at det var af ham, han var tvungen til at modtage dette nye Offer. En Rest af nobel Modbydelighed for at tilegne sig denne Foragtens AlmisseAlmisse] gave til nødlidende kjæmpede i ham, men var der nogen anden Udvei? . . . . Han var en øm Søn, og fremfor Alt maatte han vise sig anstændig for sin stakkels Moder, for ikke altfor meget at forskrække hende. Han var en øm Søn, derfor torde han heller ikkeheller ikke] rettet fra: heller vise sig saa nedslaaet, saa sønderknust, som han var. Hans næste Tanke var derfor det Middel, der skulde give ham noget af hans Freidighed og gode Lune tilbage.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.