Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[I, 12]

[144] Paa Landet er det en hellig Skik at have «Storstue,» det er, et eller to Værelser i Huset skulle staae ubeboede, for at tages i Brug to, høist tre Gange om Aaret ved store Anledninger. Da rulles Gardinerne op og Overtrækket tages av Meubler og Lampetter, der røges og pudses, dog vil man forgjæves betage dem dette Ødets ubeskrivelige Stempel, der hviler ligesom trykkende i Luften i Værelser, der ikke daglig beboes af Mennesker og ligesom alt andet Skabt, Natur, Dyr o.s.v. beaandes og gjennemtrænges af menneskelig Indvirkning. Er det Vinter, da spotte de gjennemisnede Vægge enhver Anstrængelse for at faae det luunt, Ovnen oser og gløder, men i Stuen raader alle Zoners Temperaturovergange. For at have Storstue boer Familien ubekvemt hele Aaret igjennem. Ifølge denne Skik havde den Rammske Familie stuvet sig sammen i den lille snævre, om Sommeren meget lumre Dagligstue, men Sophie havde benyttet den [145] Authoritet, en ung, smuk, nylig hjemkommen Datter har i et Huus og havde faaet dem til at tage Havesalen, et stort, skyggefuldt Værelse, i Brug.

En Morgen kom Cold ned og fandt Familien samlet her. Glasdørene til Haven stode aabne og lod den livsalige Sommerluft strømme ind. Enhver syntes ogsaa at finde sig særdeles vel ved Omflytningen og man kunde nu ikke begribe, hvorfor det ikke var skeet før.

Fruen og Sophie syede ved den aabne Dør, Amalie skjænkede The, og paa Sophaen laae Edvard med Benene op paa Lænet, og sendte Amalie for tredie Gang bort med en Kop, som ikke var ham rigtig tilpas. Da Cold kom ind, reiste Edvard sig. Han viste altid sin Lærer Agtelse. Cold var siden Begivenheden paa Sæteren steget betydelig i Husets Gunst, især kunde en saadan lille RomandaadRomandaad] heltedåd ikke forfeile sin Virkning paa Fruen og Amalie. Sophie erindrede, hvor beredvillig og med Opofrelse af egen Bekvemmelighed han havde udført hendes Ønske, og hun kunde ikke undlade at betragte ham med mildere Øine. Nu kom ogsaa Amtmanden. Han tog næsten aldrig Deel i deres Udflugter, men nøiede sig med at høre Beretninger derom. Ikke før havde han sat sig i Lænestolen og Edvard havde rakt ham den tændte Pibe, førend Gaarsdagens Krønik blev ham meldt, og det saa [146] livlig fra alle Sider, at han vidste ikke, hvem han skulde høre paa. Fruen vidste at fortælle om et nyt Optrin af Lorentz Brandt, der vakte megen Latter, men den Gamle rystede bedrøvet paa Hovedet.

Det arme Menneske, saa er han da reent forloren!forloren] fortapt; ødelagt

Hvor kan Du beklage ham, bedste Ven, sagde Fruen. Her kan man blot have Ondt af dem, som han gjør Skam og Sorg, som han viser en oprørende Utaknemmelighed, og fremfor Alle af hans gamle, agtværdige Moder.

Alle var mere eller mindre enige heri og meente, at Lorentz ingen Interesse mer fortjente. Cold sagde, at saavidt han kjendte Brandt, kunde der ikke synderlig være gaaet tabt i ham; den, der har kunnet saaledes slukke enhver Gnist af Æresfølelse, kan aldrig have havt den i nogen høi Grad.

Min kjere Cold, sagde Amtmanden mildt, men dog alvorligt, dette er baade haardt og urigtig dømt. Tak De Gud, at Deres Natur og en bedre Tingenes Orden har holdt Fristelsen borte fra Dem. Brandts Studenterdage faldt i en noksom bekjendt Periode, der bragte Flere paa Afveie end ham, og hvor de Bedste allerlettest faldt. Dengang var Studenten næsten alene anvist paa sig selv. Byens Huse stode ham ikke saa aabne som nu, offentlige Forlystelser gaves der næsten ikke og hvor skulde de unge Mennesker, der kom ned [147] til Universitetet med Brystet fuldt af Livslyst og Begeistring, vel hen? De tyede da sammen, og en Tradition fra de gamle, djerve Drikketider gjorde Punsch og KommersKommers] lystige lag; selskaper; spetakkel uundværlig. For de svage Charakterer blev paa denne Maade Glæden eensbetydende med Sviir.Sviir] drikkelag De mest Begavede vare under disse Forhold mest udsatte, baade fordi de higede ubevidst efter en større Livsfylde, og fordi de bleve søgte fremfor Alle. Paa denne Maade er Lorentz reven med. Ak, hvor mange Forventninger knyttede sig ikke til dette Menneske! vi troede Alle, at der skulde blive noget Udmærket af ham!

Hvem kan nægte alt det Undskyldende, der ligger i Forholdene! Men, Hr. Amtmand troer, at de selskabelige Vilkaar skulle være saa meget bedre for Studenten nu end før, det skulde jeg dog betvivle. Endnu savnes offentlige Adspredelser, og Adgangen til Familierne er vanskelig nok.

Det burde dog De mindst klage over, afbrød Fruen ham, De, som er bleven saa uhyre afgjort,afgjort] avholdt; yndet man stræbte Dem jo formelig efter Livet med Invitationer.

Mig Frue! sagde han leende, jeg forsikrer Dem, jeg har i to Aar boet paa et Tagkammer, uden at Nogen vidste at jeg var til.

Men saa blev De dog opdaget, og jeg veed positiv, at De har været med overalt.

[148] Christiania skal i den senere Tid være bleven saa uhyre selskabelig, bemærkede Amalie.

Det er sandt, i den sidste Tid drev jeg meget omkring paa Baller og i Selskaber, leider dessen!leider dessen] (ty.) dessverre Christiania fik virkelig pludselig Trang til en høiere Selskabelighed, men man havde ikke Tid til at bie til den kom naturlig af sig selv, Alting skulde strax have et europæisk Tilsnit. Dertil behøvedes der brugbare Subjekter, et vist Talent til at producere sigproducere sig] oppføre seg; ta seg ut var det Eneste, der fordredes. Disse udvalgte NumereNumere] personer uten særpreg gik da i Brug og bleve uafladelig slidte paa, ja i den Grad slidte paa, at mange af dem til Slutning ikke kjendte sig selv igjen. Jeg reddede mig, som De seer, i Tide, naadige Frue . . . . En Bye kan være selskabelig men det er ikke sagt at den derfor er gjestfri, og det skal sandelig lidet hjelpe den store Mængde, der staaer udenfor, at see en Haandfuld af deres heldigere Kammerater idelig trækkes frem, at see nogle ofte tilfældige og tvilsomme Fortjenester gjøre Lykke. Nei, Gud skal vide, de ydre Opmuntringer ere faae, og er Tonen nu bedre og Udskeielserne sjeldnere, saa maae det søges i noget ganske Andet.

Vistnok, tilføiede Amtmanden, i en dybere Erkjendelse af Civilisationens Værd, i en alvorligere videnskabelig Stræben, med andre Ord i Tiden selv, der ogsaa hos os har brudt sin Bane. Det maae være en trøstende Bevidsthed for den Unge nu til Dags. [149] Mørkhedens Dage ere forbi; Grundvolden til det Gode er lagt, nu gjælder det at bygge paa den.

Ak ja, denne Grundvold! – Det var ingen Nød var den allerede lagt, men det er netop den vi arbeide paa og vi gjør det i vort Ansigts Sved.Ansigts Sved] uttrykk for at noe er slitsomt Vi flytte Stenen, siden er den let at rulle . . . O, vore Efterkommere ville kunne dømme om, hvor ondt vor Tid har havt det! – Den forrige Generation, der i cynisk Tankeløshed traadte det under Fødder, som vi nu stride for, var at skatte lykkelig mod os, denvar at skatte lykkelig mod os, den] rettet fra: vare at skatte sig lykkelig mod os, de (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) havde dog Raahedens Samdrægtighed.Samdrægtighed] enighet og harmoni Nu ligger Spaltningen mellem os indbyrdes . . . ethvert Individ, der vil det Rette, møder ofte i sine Nærmeste den bitreste Modstand.

I Sandhed, disse Splittelser, denne evige Strid derinde er jo sørgelig at tilsee, sørgeligere endnu for dem, der berøres af den, bemærkede Amtmanden.

. . Nei, Forholdene ere ikke gunstigere! Anledning til Udskeielser er der endnu i rigeligt Maal, men vi have faaet Øinene op, vor Tid er selvbevidst. Derfor ville vi staae imod, vi kunne lade os rive hen, men ikke lettelig fortabes som Lorentz Brandt . . . . .

Naar Samtalen mellem Mændene tog en alvorligere Vending, forlod de to ældre Damer den gjerne frivillig, men Cold havde mærket, at Sophie, tilsyneladende fordybet i sit Arbeide, fulgte den med Opmærksomhed. Denne unge Pige var vant til at de [150] Anskuelser,Anskuelser] synsmåter; meninger; oppfatninger hun dannede sig om Livet, afveg fra hendes Omgivelse og det havde gjort hende mangen Gang forvirret og uenig med sig selv. Hun udtalte aldrig en Dom uden om den ligegyldigste Ting. Nu havde det hændt, at Cold med sine Yttringer pludselig belyste hendes stumme Tankegang. Naar hans Blik streifede hende, kunde han undertiden blive overrasket ved den spændte Deeltagelse, der røbede sig i hendes Miner. Han følte da en stor Lyst til at drage hende ind i Samtalen, men det vilde aldrig rigtig falde sig. Den Tilbageholdenhed, han havde plantet mellem dem, forekom ham med Et baade piinlig og taabelig og han lurede nu blot paa en Anledning, der let og af sig selv kunde løse den.

Den kom, men ganske anderledes end han havde ventet. En Begivenhed, usynlig for de Andre, men som dybt greb ind i hans Indre, gav hans hele Forhold til den unge Pige en Farve, en Betydning, som det maaskee ellers aldrig vilde faaet.

Som de vare samlede en Dag i den omtalte Havesal kom Posten og faldt som en Bombe ned i den høirøstede Samtale. Et Øieblik efter herskede den dybeste Taushed, kun afbrudt ved den hvislende Lyd af Bladene. Undertiden pleiede Fru Ramm at afbryde denne Stilhed med et henkastet Udraab, naar Noget i Dagens Krønik vakte hendes Interesse. Dennegang [151] fandt hun imidlertid Intet at bemærke, men hun rettede et Spørgsmaal til Cold. Et Øieblik efter gik denne ud.

Hvad gik der af Cold, sagde Fruen, han svarede ikke paa mit Spørgsmaal, og da han gik, var han bleg som en Væg.

Uvilkaarlig greb Sophie Bladet, han havde læst i.

Giv hid, sagde hendes Moder, og gav sig til at søge. Jeg seer aldeles Intet . . . . Blandt Dødsfald staaer der blot den gamle fiirsindstyveaarigefiirsindstyveaarige] 80-årige Fru S. samt en Frøken D. – ingen af dem angaaer ham . . . At der er brændt to Huse i Lillesand kan han dog ikke tage sig nær.

Cold viste sig nede ved Bordet lidt mere stille end sædvanlig. Paa de deeltagende Spørgsmaale, man ikke kunde nægte sig at gjøre ham, svarede han undvigende. Man havde aldeles taget Feil. En Opfordring til at følge med Familien paa en Tour om Eftermiddagen afslog han dog.

Han stod ved Vinduet oppe i sit Værelse, da der var bleven stille i Huset.

Han tømte den gamle Angersskaal, hvori vi drikke vore Dødes Minni,drikke vore Dødes Minni] drikke minneskål til ære for de døde – denne Anger, der jo ikke er andet end Menneskenaturens evige, ufrugtbare Kummer over dens egen Utilstrækkelighed. Kom de Døde tilbage, formaaede vi da mere?

[152] Margrethe! hvidskede hans Tanke, er Du død, min ømme, kloge Veninde? skal jeg aldrig høre din Røst mere, der saa godt forstod at trøste! Og Du er død eensom, ikke elsket, ikke forstaaet, ikke paaskjønnet . . . . ja, der er bart og koldt paa saadanne Høider! . . . Ogsaa af mig har Du troet Dig forglemt, skjøndt Gud veed, hvor ofte min Tanke har opsøgt Dig beundrende og taknemlig . . . . det er sandt, Du har intet Tegn seet derpaa, nei, ikke et eneste . . . . ikke engang disse fattige Blade fik Du! . . . . o, kan Du fra din Himmel, saa trøst mig over dette, selv kan jeg ikke tilgive mig!

Otte Dage senere modtog Cold en forseglet Pakke, der indeholdt en Deel af Margrethes skriftlige Efterladenskaber, og som addresseret til ham var funden i hendes Gjemmer.Gjemmer] sted der en oppbevarer personlige eiendeler

Med hiin underlige Følelse – halv Vemod, halv Gysen –, hvormed vi betragte kjære Afdødes Haandskrift, stirrede Cold længe paa de bekjendte Skrifttræk. O, disse Tegn! hvori Menneskelivet endnu pulserer i al sin Storhed og Lidenhed, i sin elskelige Svaghed, hvilken Contrast til Dødens Utilgjængelighed og kolde, afvisende Fornemhed. I denne Contrast ligger Grunden til at Alt, hvad der erindrer os om deres forkrænkelige Tilværelse blandt os, Klæder, Ting de have brugt – et Ord henrablet paa en Lap Papir [153] for at prøve en Pen, langt bittrere og heftigere rører Sorgens Strenge end Beskuelsen af deres sjelelige Fuldkommenheder. I denne synes vi igjen, at den svindlende Afstand forringes, og en blid Fortrøstning fylder os, at det Evige i os ogsaa engang vil føre os did, hvor de ere. Et ligegyldigt Brev ryster os mere end et af en dybere Art, de blotte Skrifttræk mere end selve Indholdet.

Vor Ven tilbragte en stor Deel af den lyse Sommernat med at læse. Det Meste deraf var løse Optegnelser uden Datum og Orden; enkelte af disse havde antaget en Brevform, hvori Colds Navn mere som en Tilfældighed figurerede. Maaskee havde hun aldrig tænkt at sende dem, indtil Døden meldte sig, og hun gav efter for den tilgivelige Trang, enhver Dødelig føler, dog at leve forstaaet i et eneste Væsens Bryst.

Vi ville ikke bebyrde Læseren, der velvillig har fulgt os gjennem Sophies Selvbiographie, med endnu en lignende. Kun som Modsætning til denne en ung Piges umiddelbare Opfatning af Livet ville vi meddele nogle Træk af en anden kvindelig Livsphilosophie, og det en, der mere er modnet gjennem Smerten og Erfaringen.

[154] . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.