Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[I, 13] Uddrag af Margrethes Blade.

. . . . Jeg tænkte nok, at det havde en anden Sammenhæng. Der er noget dybt bedrøvende og ydmygende i disse Facta, saaledes som jeg endelig har hørt dem fortælle af Dem selv. Bedrøvende for Dem, ydmygende for os. Den hele Gaade ligger i, at ingen af disse Damer, som De har forelsket Dem i, virkelig har elsket Dem. Dog var der ikke det Mindste i Veien for, at De kunde blevet gift med hvilkensomhelst af dem. Tak Gud, at det ikke er skeet. . . . . .

Et Slags Følelse have de vel havt, og de vilde blevet meget fornærmede, havde man kaldt denne andet end Kjærlighed, den havde alle dens Luner og Fordringer. Et Slags Følelse havde de, ellers vilde de ikke have kunnet indgaae en Forbindelse. Men den ægte var det ikke. Det var ikke hiin uvilkaarlige, ukaldede og uimodstaaelige Magt, der Planten lig, der fødes i Skyggen, nærer sig useet og upleiet af sin egen Saft, og som man ikke kan oprykke, uden at oprykke Livets Rødder med det samme.

Det var den uægte, Drivhuusfølelsen, Tilfældighedens umodne Frugt, det var denne matte Reflex [155] af Mandens Begjær, der opstaaer af et Sammenspil af smigret Forfængelighed, fornuftig Beregning og en nedarvet Underkastelsesvane.

Det er denne, Manden tager tiltakke med, han forlanger ingen bedre, og erobrer han den ovenikjøbetovenikjøbet] dessuten; til og med; hva mer er med lidt Møie, saa er han stolt som en Gud.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Naar det var muligt, burde Mændene aldeles ikke vælge. De vælge meest efter sandselige Indskydelser, de sætte Besiddelse over Alt.

Kvinderne burde heller ikke vælge. De er saa lidet udviklede, at de ikke engang kan vælge fornuftig af Fornuft. Man vilde forfærdes ved at see de Motiver, der ofte bevæge dem til at tage imod et Tilbud.

De saakaldte «stiftede Partier» indeholde ofte en større Betryggelse for den gjensidige Lykke, end man troer. Man skal ikke foragte dem.

Der er blot et, der i Sandhed bør vælge, og det er den kvindelige Kjærlighed. . . . .

Mændene vælge som Daarer og bøde som Martyrer. . . . .

Af alle de drømte og virkelige Egenskaber, der fængsle ham hos hende, hans Valg falder paa, glemmer han [156] blot en lille ubetydelig, det er hendes Kjærlighed.

Mærker han, at den lille Ting mangler, saa tænker han: den kommer nok.

Alle Mænd troer sig Pygmaleoner, der tidsnok kunne belive Galathea, naar den Tid kommer, da hun nødvendigviis maae stige ned af Piedestalen.Alle Mænd … Piedestalen] henvisning til den greske myten om Pygmalion og Galathea, jf. innledningen, «Komposisjon og tematikk»Piedestalen] sokkel for statue

Men Ægteskabet tænder neppe nogen Kjærlighed; der bør tvertimod bringes et dygtigt Fond med, for at holde det ud.

En Mand kan, selv om han ikke er nogen øm Ægtemand, være en brav Ægtemand. Han kan røgte sit Kald lige ivrigt, lige samvittighedsfuldt. Hans Pligter har en bestemt Begrændsning.

En Kone maae være øm, skal hun være brav. En Kones Kald har ikke saadanne Grændser. Det bestaaer i en Skare ubestemmelige, forskjelligartede, navnløse Enkeltheder, usynlige som Duggen der falder, og som blot faaer deres Betydning gjennem det Sindelag, hvoraf de udgaae. I dette, i Kjærligheden ligger dets Ubegrænsethed. Uden denne skrumper det ind til et Aag,Aag] tvang; plage en trivieltriviel] rettet fra: feiriel (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) Pligtfølelse, hvori det øieblikkelig søger sin Begrændsning.

En Mand kan sidde hele Dagen ved sin Pult, uden en eneste Gang at tænke paa hende, for hvem han dog arbeider. Derimod tænker han meget paa, hvorledes den Afhandling, han arbeider paa, vil tage [157] sig ud i Bladet og hvad Virkning den maaskee har paa næste Forfremmelse.

En Kone der elsker, tænker alene i al sin Gjerning paa ham. Til ham, for ham, ved ham, Alt. Han er hendes Ærgjerrighed, hendes Offentlighed, hendes StatsraadsafdelingStatsraadsafdeling] regjering . . . .

Det er mærkværdigt, hvorledes man kan føle, idet man træder ind i et Huus, om denne belivende Gnist er tilstede eller ei. Man mærker det ordentlig paa Atmosphæren inde i Stuerne. Hvor den raader, vil Alt have et mildt, beaandet Skjønhedens Præg, hvor den mangler, er Alt dødt, koldt og nøgternt, selv i den rigeste Omgivelse. Enten river hun sig da med Magt løs af Aaget, og lader Maskineriet gaae som det kan, medens hun søger at døve sit Liv udenfor Huset, eller hun gaaer reent op i det, hun selv bliver en knarrende Maskine, som man helst undgaaer.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Madame Dudevants RomanerMadame Dudevants Romaner] den franske forfatter Amandine-Aurore-Lucile Dupin (1804–1876), senere baronesse Dudevant, skrev en rekke romaner under psevdonymet George Sand gjøre nu Opsigt. Det er sandt, de ere forfærdelige, forfærdelige som de Aarsager, der kan have frembragt dem. Her nytter [158] det ikke at anlægge en almindelig, borgerlig Kritik eller komme med den sædvanlige Maalestok for det Uoverskridelige. Vi maae kunne læse disse Romaner rolig, men med den skrækfulde Interesse, hvormed man fra et trygt Standpunkt iagttager et af disse voldsomme Naturudbrud, der udbrede Rædsel og Ødelæggelse i Nærheden. De passe ikke paa vore Forholde. Vi og det franske Samfund kunne omtrent repræsentere de tvende Yderligheder: det begyndende, haarde, uudviklede, haardt i sin Knop sammensluttede, der kun kan trues af Kulde og Vanrygt, og det raffineret overcultiverede, der er sin Opløsning nær, og det er fra dettes Moradser,Moradser] sumper at hun sender sine Nødskrig ud over den hele civiliserede Verden. Hun gjør ingen Betingelser, hun vil en total Løsrivelse, en fuldkommen Ligestillen med Mændene i alle borgerlige og selskabelige Vilkaar, en Deelagtighed i deres Sæder, deres Sædvaner, ligetil deres Klædedragt. Alt dette springer nu langt ud over vore ydmyge Ønsker, og virker kun frastødende. Nei – det forstaae vi ikke. Til evige Tider maae Manden blive vor naturlige Støtte og Beskytter. Vee den, der maae undvære denne Støtte, og vee Enhver, der troer at kunne undvære den! Mad. Dudevant vil Opløsning af Ægteskabet, der hos os er den eneste Havn og Frelse. Kun føles her som der det Krav, at dette kunde blive lykkeligere. I Frankrig sluttes de meest af Pengehensyn; der med [159] Penge og uden Kjærlighed, her uden Penge og uden . . . . Kjærlighed, men med den store Forskjel, at her ere Mændene ufordærvede, hvorved Misforholdet dog bliver langt mindre føleligt – ja, man skal ikke sige Andet, end at disse, med en mærkelig og øm Skaansel mod deres Koner, ligesom ubevidst søge at udjevne noget af det Ubillige i de forskjellige Livskaar. Nei, George Sand passer ikke her hos os. Hun har ingen Tunge for vore stumme Klager, hendes Skrifter oprive kun og irritere, som al falsk Trøst. Vi trænge ikke til en blodtørstig Frihedsmegære,Frihedsmegære] megære: hevngjerrig/misunnelig kvinne ikke engang til en skriblende, docerende Madame Roland,Madame Roland] Jeanne-Marie Roland (1754–1793), fransk politisk aktivist, aktiv under den franske revolusjonen men vi trænge til disse Kræfter, der virke usynligt, stille i deres Kreds, og som umærkeligt afgnave de Traade, der binde os til den gamle Ballast. Det var den fattige, ukjendte Madame Le Gros,Madame Le Gros] Madame Legros skal ha sørget for Jean Henri Latudes løslatelse fra fengslet Bastillen i 1784, jf. kommentar til la Tudes og Bastillen der ved sin stille Udholdenhed i la Tudesla Tudes] Jean Henri Latude (1725–1805), fransk forfatter, berømt for sitt langvarige fangenskap i Bastillen og hans mange rømninger fra fenglset Sag omstyrtede Bastillen.Bastillen] festning i Paris, oppført 1370–82, brukt som fengsel på 1600- og 1700-tallet Vore Befrielsesforsøg bevæge sig endnu paa usynlige Enemærker, og vi forstaae os ikke det Mindste paa de Erobringer, der ere at gjøre udenfor disse. Gud frie os for at concurrere med Mændene til deres borgerlige Ombud,borgerlige Ombud] offentlige verv eller aftviste dem den Fornøielse at bære Uniform og Tschakot.Tschakot] sylinderformet militært hodeplagg Hvad vi ville, er en større Tankens og Følelsens Frihed, Ophævelsen af de utallige latterlige Hensyn og Fordomme, der hemmer denne, sandere, mindre forskruede Dydsbegreber, en sundere Moral, der af sig [160] selv vilde afvise alle Antastelser af en umoralsk, offentlig Dom, for hvilken den Bedste nu ikke er sikker, en større aandelig Uafhængighed af Mændene, der vilde bringe en større Nærmelse tilveie, og tillade os at være Mere og i en dybere Forstand for dem, end nu.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

En Forfatter, der forøvrigt ivrer mod det Emancipationsskrig,Emancipationsskrig] rop om frigjøring og likestilling der har reist sig i Frankrige, siger: Kvinderne have kun en Kilde til deres Erfaringer, deres Kjærlighed er deres Forstand, deres Tro, deres Genialitet, deres Emancipation. Meget vel, vi forlange ingen bedre. Men saa maae denne Kjærlighed først emanciperes, det er: reddes fra Barbarie og Trældom. Beskyt da, o Menneskehed! denne vort Livs første Blomst, thi det er af den al Velsignelse siden skal modnes. Agt paa dens Væxt og Frugt . . . . Forstyr ikke letsindig dens fine Hjerteblade i den stupide Troe, at de grove Blade siden ere gode nok . . . Nei, de ere ikke gode nok. Der er ligesaastor Forskjel paa dem, som paa den The, vi almindelige Jordbeboere tage tiltakke med og kalde The, og den, som Keiseren af det himmelske Rige ene drikker, og som er den virkelige The, den høstes først og er saa zart, at den maae plukkes med Handsker paa, efter at Indsamlerne har vasket sig fyrgetyvefyrgetyve] 40 (kommer fra oldn. fjórir tigir, fjórutigi = fire tiere) Gange, troer jeg.

[161] . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Ja, der er mange slige haarde Betingelser i vort Liv, der gjør at vi kun ufuldstændigt kunne svare til vor Opgave. Ja, ja det være raabt for de tusinde døve Øren, der er noget Skjævt, noget Galt i vor Stilling. Skulde ikke de bittre Beklagelser fra begge Sider have nogen Grund? Vi høre ingen, ville I sige. Men de komme dog disse Beklagelser, ligesom hine uforklarlige Klageraab, der synes at stige op af den blanke Søe, eller klinge gjennem Luften men faae Øren ere indrettede til at høre dem.

Ja, vi fortjente at stilles bedre, vi ere bedre, meget bedre end det Opdragelsen, vore Institutioner og det almindelige Omdømme har stemplet os til. Der gives herlige Naturer, der fuldelig vide at gjenvinde deres Ret ligeoverfor den Enkelte. Individet feirer mangen Seir over Slægtens Ringhed. Kommer det deraf, at Mændene, de Gifte, agte vort Kjøn mere, og i Omgang er elskværdigere mod det, end de Unge? [162] De hædre det idetmindste i deres Koner og Døttre. Ingen Damer ere tjente med at omtales i en Ungkarlekreds, og det er en Kjendsgjerning, at den eneste Maade, man kan hædres og udmærkes paa, er ikke at blive nævnt.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Det fortælles meget om den høie Stilling, Amerikanerinderne indtage i deres Land. Det kan nok være, at dette hviler paa noget huult,huult] falskt Noget, vi ikke ret vilde anerkjende. Derfor kan det være lige vægtig i sine Resultater. Jeg vil troe, at den praktiske Maade, de opdrages paa, Lovene, der indrømme dem alle Fordele, Mændene, der med klog beregnet, fiin Egoisme værne om denne Stilling, gjør dem fra Vuggen af til disse stolte, uafhængige Væsener, hvis Indflydelse strækker sig fra Dagligstuen op gjennem alle Forgreninger af det Offentlige.

Ved Siden deraf vil jeg forsøge at give et Omrids, kun et svagt Omrids af vore unge Pigers Livskaar. [163] Endnu inden de fødes til Verden, have Lovene plyndret dem. Det forudsættes allerede da som en Nødvendighed, at de skal forsørges af en anden Mand, der vil tage dem tilægte. Ægtemanden bliver da for dem et Slags Brødstudium, ligesom Jus og Krigsvidenskab for Sønnerne. Opdragelsen anlægges derefter, det vil sige, meget mere paa at opnaae AttestatsAttestats] attester til Kaldet, end egentlig paa at lære at bestyre det. Saaledes voxe de op uden virkelige Kundskaber, uden dybere Interesser, i et ubeskjeftiget Liv, fuldt af tomme Glæder. Det er ligesom Forældrene i en Slags medlidende Svaghed ikke kunne skaffe dem nok af disse, ikke nok kunne bedøve for den alvorlige Skjebne, der venter dem; de skulle idetmindste more sig og have det Godt saalænge de ere hos dem. Ofte kommer dertil en hemmelig Hjertesorg, der herjer i deres Indre, ligesom disse snigende Skovbrande, som man ikke mærker i det klare Sommerlys. Saa staae de da ved Grændsen: Hjælpeløshed paa den ene Side, et kummerligt Tilfældighedspartie paa den anden. Valget er ikke saa svært. GarottenGarotten] halsjern som dødsdømte ble kvalt med er jo ærefuldere end Strikken.Strikken] galgen De blive da gifte. Og nu venter man, at idetmindste de bedste af dem skal skaffe sig en Betydning ædlere end den, nogle elendige Baltriumpher har beredt dem; nei, det vil kun sige, at de nu først gaae ind i Dunkelhedens og Ringeagtens Nat. En pludselig Henvisnen [164] betegner denne Overgang. Man veed ikke mere om disse Væsener, der engang nævntes under Navn af den smukke Den eller Den, man kjender dem fast ikke mere, naar de vise deres falmede Skikkelse ude. De ere ikke mere Individer, de ere norske Huusmødre. Veed De, hvad en norsk Huusmoder er? Jeg ikke heller rigtig, men jeg veed, at jeg kjender ikke en eneste Kone, der virker belivende i en videre Kreds, det være ved kvindelig Elskværdighed eller ved Aand, og dog kjender jeg mange, der baade kunde og burde det.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

O du sørgelige Bye, hvor man er fordømt til evig at tømme Erindringens Bærme! Eier Du ingen Drik for Haabet og Glemselen! Den, der engang i dit Skjød er bleven bedrøvet til Hjertet, kan aldrig blive glad mere. Overalt hvor man gaaer, støder man paa Kors, der betegne, hvor en Glæde, en Illusion ligger jordet. Overalt spøge de omkring, disse hvileløse Aander. De svæve Dig forbi paa Trapperne, de [165] møde Dig paa Gadehjørnerne, de vinke Dig fra Vinduerne snart fra det, snart fra det Huus, der nu selv staae der som Monumenter, øde og forstenede. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . O du store, du lille Bye! hvad det er for en Skye af Kulde og Mismod, der ruger over dig! Du er stor nok, du Tusindnæbbede! stor nok til langsomt at hakke det Individ tildøde, der ikke morer dig længere, eller som du ellers har faaet Noget imod. Dog ikke stor nok, til at en saadan Ulykkelig kan finde en VraaeVraae] (av)krok; gjemmested til at skjule sig i. Den Mand, som har faaet Skygge af Plet paa sin Ære, den Kvinde, som engang er ridiculeret,ridiculeret] latterliggjort kan ligesaagodt grave sig en Grav strax og styrte sig i den, hvis de ikke foretrække at begrave sig i Tromsøe eller Christianssand. Stor er du, du har allerede alle en stor Byes Lidenskaber og fortærende Higen og Krav, og hvor lille, hvor arm dog, da du ikke formaaer at fyldestgjøre et af dem! Du henviser os Alle venskabeligst paa hverandre, vi, dine Børn, vi skulle leve af hverandre, tære paa hverandre, saalænge der er en Fold af vort skjulteste Liv uopdaget. Men det gjør os ikke elskværdige, saaledes idelig at skulle være paa vor Post mod hverandre. Vi blive uendelig skikkelige, uendelig correcte, men uendelig ubehagelige; Enhver fornagler sig og Alt hvad han har saa godt han kan, og den, som nu virkelig har Noget at værge [166] for, et Hjerte, en Individualitet f. Ex., eller en anden dyb Ulykke, den, som vil leve redelig af sit Eget, og mindst trænger til Andre, den bliver ogsaa ilignet meest i den almindelige Næringsbeskatning. Her er intet Livets, ingen Nydelsens Fylde, der kan trænge imellem, ingen Begivenheder, ingen Rystelser, ingen velgjørende Adskillelser uden ved Døden, intet mildnende clair-obscur.clair-obscur] halvlys; dunkel belysning Men ingen Følelse, der øser af Illusioner og Phantasiens Kilder, kan holde ud, men maa gaae træt. Venskab og Kjærlighed allerførst, deres Gang er egentlig kun en lang Gravmarsch gjennem alle Stadier af den kolde, afklædende Virkelighed, og Beundringen og Enthausiasmen, oh! de Ulykkelige, der engang have paadraget sig denne, og kanskee skulle leve i ti Aar bagefter! Ikke engang Naget kan holde ud, der dog, som bekjendt, er det seigeste, Naget, som Aar ud og Aar ind møde sin Modstander paa et Gadehjørne, kanskee paa samme Klokkeslet, det bliver træt af at hvæsse sine Blikke, man bliver selv sløv og affældig som disse, og Ulykken har imidlertid paataget sig saameget. Ja, vi bliver saa hjertelig trætte af hverandre, vi dine kjære Børn, du store, du lille Bye, og dog maae vi fordrage hverandre indtil vi bæres bort. Og naar da Klokkerne ringe, veed enhver af os for hvem, og da blive vi [167] dog vemodige, naar vi tænke paa, hvorlænge vi have levet christelig aflevet christelig af] vært veldig opptatt av ham.

Jeg veed dog Noget, som er trofast inden din Kreds, og som ikke trættes, og det er Sorgen, den ruger over sig selv og bekymrer sig ikke om Andre.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Engang hørte jeg Moder, der ikke troede mig i Nærheden, sige til gamle Tante Hanne: «Margrethe siger aldrig Noget om det, men det er tydeligt at hun svinder hen. Men er det dog ikke en Gaade, at en Pige som hun kan gaae hen og græmme sig over det ubetydelige Menneske? . . . Om M . . . vil hun Intet høre.» «O, lad hende i Fred», sagde Tante Hanne.

Nu er det allerede besynderlig bittert at høre Andre paa vore Vegne nedsætte det, som ringe og foragteligt, som vi selv vilde give vort Liv for at opnaae. En Lindring vilde det være, at høre dem skjælde [168] os uværdige til en saadan Lykke. Thi det er Sandheden. Ethvert oprigtigt Menneske maa finde sig uværdigt til en stor, en overvættes Lykke. Ubetydelig kalde de ham? Kjende de ham? Hvad hjælper det desuden mig, hvad de sige og troe? Denne Stemme, som de finde læspende og sad, for mig er den Musik, ja den eneste jeg forstaaer, som gaaer mig til Hjertet. Man har sagt, at han er kold, at han er tom, affecteret, at den eneste GratieGratie] skjønnhet han har, den henter han hos sin Skrædder i Hamburg: Alt dette sige Damerne, dog tale de idelig om ham. Mændene paastaae, at han har Charakteer. Hvad angaaer det mig! Over mig øver han denne ubetingede Overlegenhed, denne hemmelighedsfulde Magt, der vilde holdt min Følelse frisk og skye til det sidste – som gjør, at Intet kunde blevet tungt og trivielt, hvis jeg kunde baaret det for ham . . . for ham, og som gjør at jeg maae døe af Sorg over at det ikke kunde skee.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Det er dryppet i mit Øre engang – hvorledes, af hvem, veed jeg ikke, at Grunden til at der ikke blev nogen Forbindelse mellem os skulde være hans [169] store Frygt for at drage en Kjærlighed som vor ned i et norsk borgerligt huusligt Livs Armod. Skulde han gifte sig, da maatte det være med en riig Kone. Nei, nei, jeg hører Huulheden klinge i denne Phrase, hvori Mange vilde maaskee søgt en Trøst, nei, nei, jeg veed det bedre. Der er ingen anden Fattigdom, der skiller os ad, end den han huser i sit eget Hjerte. Jeg var riig for os Begge.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Oh, man skulde ikke foragte et trofast Sind! Naar de kolde, trange Dage komme! . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Hvor kan en Mand vedholdende og koldblodig krænke en Kvinde, af hvem han veed sig elsket! og dog see vi endog her hos os Mænd forsøge sig i det aandelige [170] Forførerfag, og misbruge den Magt, Tilfældet engang indrømmede dem over en stakkels Skabning, ved systematisk at forfølge og saare den. De maae jo huske, at Enden, den ubønhørlige Ende paa al Slags Bravour her i vor lille Kommune, er en prosaisk Huusfader, og det Eneste og det Høieste, der er at haabe og vinde, en skikkelig, trofast Hustrue, helst en, der har bragt et friskt, uberørt Sind med, og Døttre, som man med Liv og Blod vilde forsvare mod den Ulykke at tabe denne Skat.

Der blev talt forleden om en ung Pige, der i flere Aar havde været under en saadan Behandling. Hendes Ungdom var visnet hen under den, hendes Fremtid spildt. Hun havde elsket og været elsket af et Menneske af en dæmonisk Charakteer, og havde i dette Forhold gjennemgaaet al denne privilegerede Mishandling, alle Arter og Grader af denne hemmelige Tortur, hvorved Alverden alene er tilstede, for ligesom den bestaltede Læge at tælle Pulsslagene og mærke paa hvorvidt man kan gaae. Disse Arter, I kjende dem I som kjende dem! Denne Trang til at see os lide, denne Forfølgen saalænge vi flye, dette isnende «Hvad nu»? naar vi skye og overvældede standse, denne Utrættelighed i at ægge vor Svaghed – lokkende Tale og kolde Miner, dunkle Ord og brændende Blikke! – disse Straffe, naar vi ere svage, Straffe, naar vi vise Styrke. [171] Dette Raserie, naar vi vil løsrive os, denne Jalousie uden Ømhed! . . . . o Gud, hvad siger jeg! . . . . hvem talte vi om? Om hende, der blev bedraget for sit Liv, som jeg . . . som jeg. Man roste hendes Mildhed og Forsonlighed . . . . jeg troer, den har været Sløvhed, en Mangel paa Evne til at lide mere! Hun kom i hans Huus, hun omgikkes ham venskabelig, hun havde endog hjulpet Veninden med at sye. . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . .

Er jeg uforsonlig? Jeg troer dog paa en indre Forsonlighed, der ved Bøn og Faste kan opnaaes. Jeg troer endog, at var det et begavet Menneske, vilde man kunne bringe det indtil at glæde sig over de aandelige Resultater af hans Liv. Men Undseelsen,Undseelsen] blygheten men Skrækken, som sidder i Nerverne! En maae dog blegne ved Synet af den Anden, og kan ikke Foruretteren, saa maae den Forurettede. . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

O Gud, Du veed det, jeg har kjæmpet med Naget og Bitterheden! Hjælp mig at seire i denne Strid! [172] Du veed det, der har været Timer, hvori jeg syntes din Himmel ikke kunde rumme to som os, og dog maae denne elendige Bye indeslutte os Begge.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Nei, jeg kan ikke slippe Troen paa ham. Tusinde Gange fordømmer jeg ham, men saa kommer dog en Stemme, som siger, at hans Haardhed kun var Ungdommens Overmod, Raahed, denne vor nationale Arvepart. Jeg troer dog paa en Diamant bag dette Slagg af Arrogance, Forfængelighed og Verdslighed. Men Diamanten skal slibes i sit eget Støv, kun ved noget ligesaa stærkt, ligesaa ædelt, ligesaa udholdende, kan det lykkes at bringe den for Lyset. Jeg veed, hvad dette er, hvor det findes. Jeg veed det, ingen, ingen Anden.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

[173] . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Syv Aar senere, niende Juni.
Min Fødselsdag! Jeg opdagede idag, at jeg endnu er saa ung af Aar. Jeg synes jeg har levet saa uendelig længe; kun femten var jeg, da jeg lærte ham at kjende. Saalænge jeg gik i Fortryllelsen, var jeg som de i Bjerget Indtagne.i Bjerget Indtagne] bergtatt; forhekset De sandse Intet af Udenverdenen, de mindes den ikke, de have tabt Maalestokken for hvad vi ellers kalde Tid. Naar de komme ud, kjendes Ingen ved dem. Saa er det gaaet mig. Jeg var et troende, blændet, naivt Barn, jeg er vaagnet med Alderens og Lidelsens kloge Blik, der, selv saaret, gjennemskuer Alt. Derimellem ligger Ungdommen udslettet. Jeg har ikke kjendt nogen af dens Glæder eller harmløse Nydelser. . . . . Jeg har Intet læst, Intet lært, ikke engang at vinde nogle Veninder. Alt seer saa fremmet og forundret paa mig. Disse falmede Ansigter, disse ældede Gestalter kjender jeg dog igjen, jeg har seet dem som i en Drøm, da vare de unge og fagre og skinnende af Haab. Tiden har faret gjækkendegjækkende] spøkefullt hen over Alt. Ogsaa han! Ogsaa af hans Liv, der var saa forventningsrigt, har den grusomt fremdraget Parodien. Han er gift. Intet af Alt dog er opfyldt, hvorfor jeg ydmygt vilde have baaret min Forsagelse. Hans Skjæbne [174] skulde jo været langt herligere end den, jeg kunde beredet ham! Hans Kone er ikke riig, idetmindste ikke paa Aand og Elskværdighed. I hans Huus skal der herske Alt andet end Skjønheden og Gratien. Han kunde ikke lide Børn, hørte jeg ham ofte sige, fordi de virkede forstyrrende paa den Livets Roe og Harmonie, uden hvilken voxne Mennesker ikke kan leve, det maatte da til Nød være et Par, der, saa deilige som Thorvaldsens Marmorgenier,Thorvaldsens Marmorgenier] Bertel Thorvaldsen (1770–1844), dansk kunstner og billedhugger, kjent for en rekke statuer og monumenter, mange av dem i marmor kunde gjøre omtrent samme Virkning inde i en Stue. Han har sex Børn, men ingen ere smukke. Han skal være en øm Fader . . . . Jeg kan nedskrive disse Details uden Skadefryd, men ogsaa uden Sorg, ikke ligegyldig, men dog uden Bevægelse, som Noget, der ikke angaaer mig, ikke skal angaae mig mere. Nu kan intet Mere berøre mig.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Naar jeg fra min Krog seer de unge Piger bevæge sig i en Balsal, saa yndige, saa lette, saa ungdomssikre, saa straalende af Glæde og Tankeløshed, [175] fyldes jeg af en Vemod, en næsten moderlig Vemod – naar jeg for mine sexogtyve Aar torde bruge dette Udtryk. En Hær af Ængstelser stiger op i denne Vemod, Ængstelser, som jeg intet Navn, ingen Form kan give. Vore Fædre og Bedstemødre samlede saa nemt alle disse vor Tids tal- og navnløse Spørgsmaal i et eneste stort og forstaaeligt, det bekjendte klassiske: «Kan Du koge Grød?» men ak, i vore Dage har man jo opdaget, at dette ikke forslaaer, at Lykken i et Huus ikke er assureret, om hun bringer denne Videnskab og alle dens Forgreninger ind i det. Jeg vilde heller sige . . . nei, jeg veed ikke hvad jeg vilde sige, . . . hvor jeg skal ende og begynde. Om jeg nu sagde: Har Du, o unge Pige, blot i Tanken gjort det uhyre Sprang fra din nuværende Existens til den næste, der venter Dig, og som Du, ifølge den Lov, Skaberen nedlagde i Dig, der forlanger din Andel af Livets Møie og Livets Fryd, selv stille higer efter? . . . Har Du nogensinde et heelt Qvarteer tilende alvorlig sammenlignet denne Fremtid med det Nu, hvori Du lever? . . . . Nu aander Alt kun for Dig. Forældre, ældre eller yngre Sødskende, Tjenestefolk og Veninder, Alt omkring Dig synes blot at være til for dine Fornøielser, for din Beqvemmelighed, for den Lykke Du skal gjøre. Og Enhver, som seer Dig, finder det saa naturligt, Du er saa indtagende, disse Roser, dette Flor [176] klæder Dig saa godt, som om Du aldrig skulde aflægge denne Glædens luftige Dragt. Alle leve og aande kun for Dig, og finde Lønnen i at kunne det. Veed Du hvad det vil sige, med et at skulle leve for alle Andre, men Lønnen og Takken maae Du ikke søge hos dem? . . . . Har Du tænkt hvad det vil sige, at dale fra din Florshimmel lige ned i den massiveste Virkelighed, hvis Vogterske og ansvarlige Hoved Du er sat til at være? . . . . Forstaaer Du, o Du Bagatellernes Præstinde, Du Hverdagslivets Vesta,Vesta] skytsgudinne for hjem og familie (romersk mytologi) forstaaer Du at passe disse tusinde smaae, osende Lamper, at ikke en eneste af dem gaaer ud? Kan Du opfange alle Barnekammerets og Kjøkkenets Mislyd, kan Du kjæmpe den daglige EinheriestridEinheriestrid] einherje: fallen kriger som er kommet til Valhall (norrøn mytologi) mod Raaheden og Ufuldkommenheden, uden at dit Væsens Adel og Mildhed tager Skade? Kan Du være baade Aanden og Redskabet, og saa utrolig mange modsigende Ting paa engang, ofte i et Aandedræt, at det ikke kan opregnes . . . . Kan Du, saaledes splittet i dit Væsen, og tifold knuget og mattet under denne tungvindte og gjenstridige Realitet, kan Du da tillige være Sjelen i dine Børns Opdragelse, og din Mands aandrige, oplivende Veninde? Og, min unge Søster, kan Du bære den Skuffelse, at Verden kun har seet og vurderet dit bedste Værd gjennem din Skjønhed, og gaae dit Speil forbi, med en Trøst paa rede Haand? [177] . . . . Kort, kan Du alt dette uden at forsage, kan Du rulle Stenen op hver evige Dag og hver Aften rolig see den falde ned igjen,kan Du rulle Stenen … igjen] såkalt sisyfosarbeid. I gresk mytologi måtte kong Sisyfos som evig straff rulle en stor stein opp et fjell. Hver gang han nesten var på toppen, mistet han grepet og steinen rullet ned til foten av fjellet igjen. fordi en Alf har hvisket til Dig, at den dog hver Gang kommer til at ligge nogle Tommer høiere op . . . .? nogle Tommer nærmere Maalet hver Dag! . . . . . . . . Og skulde det da hænde, at din Villie, din Iver har været stærkere end din legemlige Organisation, og at der i denne melder sig Noget, vi kalde Nerver . . . . Noget, hvis Tilværelse og mysteriøse Rapport til Sjelen Doctorerne vedgaae, naar man ikke netop spørger dem som Ægtemænd og gode Borgere . . . . skulde de gjøre Oprør disse Nerver, saa at – Himlen bevare Dig! dit hele Væsen blev en eneste lidende, dirrende Nerve, der bringer Dig til at skjælve ved en Dør, der oplukkes, og holder Søvnen borte fra dine Nætter . . . . Kan Du da lade som om Du . . . ingen Nerver havde, fordi Du selv er den store Nerve i det Hele, af hvis Roe og Styrke Alt er afhængigt? . . . . . . Jeg spørger Dig ikke, o unge Pige, om Du kan Alt dette for den Mand, din Sjel har valgt; thi da, Du Udkaarede blandt din Slægt, da veed jeg, at Du kan det, og dit lysende Øie bekræfter at Du kan det . . . men kan Du alt dette for den Mand, Du . . . faaer, som tilfalder Dig ved Livets Lykkekast, ikke mere og ikke mindre tilfældigt end den Dandser, der nu netop kommer for at byde Dig op, [178] og som Du har flere vægtige Grunde for ikke at afslaae, blandt Andet den, at Du kunde komme til at sidde over, medens Du maaske blot har en eneste Modgrund, den, at Du i Grunden ikke lider ham, . . . kan Du Alt dette og meget Andet, som min Tanke forfærdet springer over, for denne Mand, og søge Lønnen kun i dig Selv og maaskee i Haabet om en rolig Krog hos dine Børn engang . . . et Haab, der tilsidst dog træt vil dale ned til Ønsket om en Grav . . . .?

Jeg har opholdt Dig længe, unge Pige, alt for længe . . . jeg seer dit Øie hvile fortrydelig og utaalmodig paa mig . . . . Jeg forstaaer Dig. Du giver mig Spørgsmaalet snildtsnildt] kløktig; skarpsindig tilbage. «Om jeg selv kunde Alt dette?» Nei, nei. Hvor jeg seer en af vor Midte heelt at løse denne Opgave for Guds Skyld, stille og modig, og uden at bøde sit Hjertes Ungdom og Mildhed, der fyldes jeg af Beundring. Jeg bøier mig dybt for denne ubemærkede Storhed, denne dagligdagse Heroisme, dybere end for nogen Mands Succes, hvor glimrende denne end kan være, men jeg kunde det ikke . . . . Himlen være mig naadig! . . . . jeg kunde det slet ikke.

[179] . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Et Aar senere.
Igaar gik han forbi, men standsede, opholdt af en Bekjendt, udenfor et Vindue, hvori jeg sad. Jeg havde ikke paa lang Tid seet ham saa nær, og jeg iagttog ham bag Gardinet med den bævende, halv nysgjerrige Angst, hvormed man betragter et fældet Rovdyr, der engang satte os i Skræk. Han var ældet, denne stolte og udfordrende Holdning var bøiet, og den Elegance, der udmærkede hans Person, var forsvunden: Han talte livlig, men Vinden bar Lyden bort, dog troede jeg at høre denne Stemme. Da saae han op . . . . himmelske Barmhjertighed, var det Vanvid, der idetsamme berørte mig! . . . . Dette Blik gik mig, som fordum, gjennem Sjelen, det drog mig som med usynlige Arme ned mod ham . . . jeg kunde opløst mig i Vemod og Sorg ved hans Fødder. . . . Ja, det maae være Vanvid, og jeg har altid mistænkt den kvindelige Troskab for at være en saadan Slags . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nei, nei, dette er imod Aftalen, nu vil jeg have Roe!

[180] . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Jeg har søgt i hellige Bøger og Taler, jeg har lyttet i Kirkerne, aldrig nævnes denne Sorg ved Navn. Al anden menneskelig Lidelse og Vildfarelse omtales, men den ikke. Hvorfor nævne aldrig Præsterne den? Den er dog Guds sorgfuldeste, ydmygste Barn, og han har mange, mange af dem. Jeg vilde den skulde kaldes paa ved Navn, at den kunde høre det i sin Vraa og sige, her er jeg, den Du søger, den, der af alle dine Børn trænger meest til Dig. . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

O, er jeg endnu ikke kommet videre! O Gud, denne Byrde er for svær at bære!

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Mai 1834.
Freden er dog kommen, det er Dødens, det veed jeg; derfor er den lys og glad, den er sikker. Jeg veed jeg skal døe, og jeg tænker paa det som en Reise, der ligger for os paa en liflig, klar Sommermorgen. [181] Her har jeg intet Mere at gjøre . . . . Gud vil i sin Barmhjertighed tilgive, at jeg ikke havde Mod til at leve uden for dette Ene, Ene. O han være takket, der gjorde Traadene svage! Hvor mangt et Liv, der gaaer tilsyneladende jevnt og roligt hen, er ikke en eneste lang Dødskamp? Han vil optage mig i sin Himmel, at jeg der kan leve for det, fuldkomnere, renere, og uden Braad og Bitterhed. Maaskee der, maaskee der . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Doctor E. har Noget i sit Ansigt, der siger, at han har tænkt over Mennesker og Menneskesorg. Han maae have forstaaet mig, da han alt længe har betroet mig, at min Tilstand var dødelig. For de Andre gaaer den for en nervens Svækkelse,nervens Svækkelse] nervelidelse; nervesykdom der kan helbredes med NaphtaNaphta] eter og Valeriana.Valeriana] plante brukt som beroligende legemiddel Forleden bad jeg ham sige mig naar, med mig behøvede han ikke at bruge de sædvanlige Kunster. Han meente: «naar Bladene falder af Træerne».«naar Bladene falder af Træerne»] I et brev fra mars 1836 skriver Johan Sebastian Welhaven til Camilla Wergeland: «Camilla! i Sommer naar Blomsterne falde af Træerne da er det Tid at skilles.» (Amundsen 1926–34, bd. 1: 235) Han fik Taarer i Øinene ved at see den Glæde, det voldte mig. Han maatte love ikke at forurolige [182] Mine, førend det er netop nødvendigt. Uden Støi, som jeg har levet, vil jeg gaae bort. «Naar Bladene falder af», stille og lydløst som de. Ingen Sygestue, ingen Vaagekoner, ingen Moschus,Moschus] plante, brukt som krampestillende, stimulerende legemiddel ingen Forespørgsler, ingen af disse Ceremonier, hvormed Døden melder sig i et Huus, og gjør den saa fæl for de Andre.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Tyvende Juni.
Det vil bedrøve Cold at høre, at jeg er død. Han vil maaskee tænke, at jeg troer mig glemt af ham. Ogsaa det vil bedrøve ham. Min unge Ven, kunde jeg sige Dem, hvor rolig, hvor tillidsfuld jeg tager denne Taushed. Og dog vilde det glædet mig inderlig, havde jeg hørt Noget fra Dem. Nei, jeg veed De har ikke glemt mig. Kan en Broder glemme en kjær Søster? og en saadan var jeg dog for Dem. Anden Magt veed De, at De ikke har havt, og aldrig kunde faae [183] over mig. Det Bedste, det BlidesteBlideste] vennligste; mildeste i Dem har jeg formaaet at lokke frem. Lad os være taknemmelige derfor, at vi fandt hverandre i Forstenelsen herinde, og at vort Møde var saa smukt og varmt og saa kort.

Saa hør da endnu et sidste Ord fra Deres Veninde. De troer nu, at Deres Sind er uddød, og at De er uimodtagelig for en ny Følelse. De første Skuffelser efterlade altid denne Troe, indtil man mærker, at ogsaa det var en Skuffelse. Maaskee De har allerede erfaret det. De vil atter føle Dem fængslet, dybere, sandere end nogensinde før. Er det en ung Pige, der er ædel og elskværdig, o saa beder jeg for hende! . . . Behandl hende varligt, krænk hende ikke. Vær ikke raae, og siig: denne unge Pige elsker jeg, hun skal blive min, men siig: denne unge Pige vil jeg bringe til at elske mig, hvis ikke, maae jeg forsage hende. Overfald hende ikke, saa hun forvirret over dette Overfald rækker Dem Haanden uden at kunne besinde sig, hvorfor hun egentlig gjør det. Lær hende at kjende Dem, lær hende at troe paa Dem; kan De ikke vinde hendes Tillid, saa ansee Alt for tabt. Lad hendes Følelse modne gjennem en dyb og inderlig Vurderen af hvad der er Bedst i Dem. Som Mosten vil den have Tid til at gjære, og er den da ægte, vil den nok strømme over af sin egen Sødme. Agt paa den da! og tag den som en Gave af hendes Haand. Tag den [184] som den er vunden: ydmyg, skjønsom, ridderlig. Thi saasandt som Menneskene agte lidet paa den og savne den bittert, saasandt som det er Deres Mening, at hun skal dele et Livs Besvær som dette med Dem, det er det Eneste, som holder ud, ja, saasandt som Gud lever og vil være mig tro i min sidste Stund, faaer De ikke dette Klenodie med, saa er det Andet ikke værdt at eie.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

St. Hans Aften.
Det gaaer hurtigere, end jeg havde troet. I Nat tænkte jeg, at min sidste Time var kommen. Jeg har dog været oppe i Dag; jeg har røddetrøddet] ryddet i mine Skuffer og har skrevet og ordnet. Alt er nu overvundet, endog Tanken om det sorte Skriin,det sorte Skriin] kisten som jeg har havt en indgroet, barnagtig Skræk for. Skal endelig Ødelæggelsens Rædsler hermetisk opspares? . . . . At ikke et Menneske kan faae Lov til at lægge sig til Roe i den Jord, hvorfra det stammer, uden i denne afskyelige [185] Varetægtskasse, som skiller os fra den Moder, der saa inderlig længes efter Gjenforening. Hvor sød var den Forestilling, at denne Moders Arme omsluttede os fast og ømt, at vi allerede strax vare Et med hende . . . Men kan det ikke være anderledes, saa læg mig i Skrinet, men med saa faae AnstalterAnstalter] unødig arbeid; unødige forberedelser og saa hurtigt som muligt. Der er Intet for Lægerne at opdage ved mit stakkels udtærede Legeme. De ville dog kun sige, at Lungen har været lidt for liden eller Hjertet lidt for stort. . . . . . . . . Ingen maa røre ved mig uden gamle Tante Hanne – – Tante Hanne har været snild mod mig – hun har havt en stille Tanke for min Skjæbne. – – – Hun er af dem, som har siddet paa sit ensomme Værelse over sit Strikketøi, og har fredet stille om det Eneste, som er værdt at mindes i Livet – – Hun har ikke glemt, at Ungdommen har et Hjerte – et Hjerte, hvoraf den kan døe. – – – Jeg vil lægges ned i Skrinet i min blaae Silkekjole og med det røde Koralhalsbaand og Armbaandene – – dem havde jeg paa en Aften – – en lykkelig Aften. – – – O min Eneste! min Tanke og min Drøm her i denne Verden, for en eneste saadan Aften er det dog værdt at udholde Livet! – – – Tak fordi Du har været til og opfyldt Tilværelsen og gjort den riig og underfuld! – – – Tak, Tak, for Alt, for den Fryd, Du har ladet mig ane, for Drømmens lyksalige Bedrag, for Smertens [186] Overmaal, Alt har været stort og fuldvægtigt, og er af det, som kan tages med. . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Kl. 12. Ikke en Skye paa Himmelen! Luften gløder og dufter – – Fjorden er et eneste Brændspeil – – o Guds Jord, Du er smuk! Farvel! Du smukke Guds Jord.


Stakkels Margrethe, sagde Cold, da han havde endt disse Blade. Ja, gaae i din Grav, Du og dine Lige, hvor de ere. Her trænge vi kun til travle og haarde Hænder, ikke til Aand eller for dybe Følelser.

Gaae til Roe igjen, stakkels Barn! Du er kommen for tidlig op. Morgenen er graae og kold og Taagen ligger tyk over Engene . . . . sov sødt og trygt, indtil Solen og Fuglene komme frem.

Men jeg vil tage disse Smertenskorn, jeg har opsamlet i dit Spor, Du henvisnede, og gjemme dem trofast, og nedlægge dem . . . . etsteds dog vel altid. . . Farvel, Margrethe, hav Tak for dit Venskab.

[187] Farvel! sagde han og trykkede det sidste Blad mod Pande og Mund, inden han lagde det hen. Nu først saae han, at den korte Sommernat var svunden, og at Dagskjæret allerede faldt rødt paa de spredte Papirer. Dødens Gysning, som havde svævet over dem om Aftenen, var svunden . . . Margrethe havde selv mildt borttagen den! Fyldt af den underbare Beroligelse, der ofte indtræder af sig selv efter et stærkt Sindets Oprør, og som meddeler sig apathisk til Legemet ogsaa, rullede han Gardinet ned for den første indbrydende Solstraale, og lagde sig til Sengs for strax at falde i den sødeste Søvn.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.