[I, 14]

[188] Cold var en af disse fiintorganiserede Naturer, der ikke opdrages, men som eie Dannelsen og dens Gratie som Medgift. Han var modtagelig, og en varm og let henreven Følelse, en Charakterens Reenhed oprettede hos ham, hvad den maaskee manglede af Styrke. Hvem der havde seet ham, da han kom til Christiania, straalende af Ungdom og Haab, smuk, aaben, glad som en Gud, vilde imidlertid fundet ham nu heel forandret. Han havde paa det heldigste uddannet vor Ungdoms Instinct at drage en usynlig Rustning over disse lettest angribelige Sider. I den Kunst at dæmpe ethvert naturligt Udbrud af Følelse og synes kold og uberørt, hvor han minst var det, kunde han maale sig med den Bedste. Man erindre hans Brev til Müller, der øieblikkelig maatte undgjælde for et Øiebliks Forglemmesle. Müller havde maaskee mere end noget Andet selv paavirket sin Ven i denne Retning. For haardt havde denne Jernnatur berørt en fra den [189] saa grundforskjellig og som ifølge sin Art maatte være ham uforstaaelig. Deres Venskab havde været Leerkrukkens og Vasens Reise med hverandre; kun ved at undvige, redder denne sidste sig.

I Samtaler med Andre var Cold sleben, beleven, ikke uden et Anstrøg af Ironi, der for en dybere Iagttager netop vilde have røbet de ømme Punkter. I hans nuværende Omgivelse var der heller Ingen, som havde gjort et Blik i denne Natur, uden det skulde været Amtmanden. Fruen betegnede ham altid som et Uhyre af Kulde og Ufølsomhed, og for de Yngre, der vanskeligere opgive Troen paa noget ligestemt,ligestemt] likesinnet var han da ialfald en Gaade.

Mere forrædersk afspeilede hans Ydre enhver sterk indre Bevægelse. Ogsaa hans physiske ComplectionComplection] tilstand var af denne delicate Art, der let giver efter for Sjelens Angreb, og han maatte mere end engang finde sig i at gjælde for syg, naar noget kun stærkt havde angrebet ham.

Margrethes Mindeblade havde rystet ham dybt. Han gjenkjendte denne anelsesfulde Imødekommen, hvormed hun, tilsyneladende mindst beskjeftiget med ham, traf de dybeste Strenge i hans Sjel. Ingen, som hun, havde den Evne at gjette Tankens stumme Sprog og løse Tvivl, og at yde Trøst, hvor det mindst ventedes. Dobbelt indtrængende naaede denne Røst, da den [190] klang til ham fra Graven, forklaret gjennem en nu forstummet Smerte.

Den øvede en øieblikkelig Virkning paa hans Tanker og Følelser ligeover for Sophie. Den halv nysgjerrige Mistro, hvormed han havde betragtet hende, veeg med eet for øm Interesse og Medlidenhed.Interesse og Medlidenhed] rettet fra: Interesse-Medlidenhed (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) Som Margrethe stod ogsaa hun ene i sin Kreds, uden som denne at have en Livserfaring at støtte sig til. En uendelig Lyst til at nærme sig hende greb ham, men en ligesaa dyb Skye holdt ham tilbage. Han kunde ikke overvinde sig til at drage hende ind i en af disse almindelige, daglige Discurser,Discurser] samtaler eller henvende noget Ord til hende i de Andres Nærværelse. At træffe hende ene, vilde aldrig lykkes ham. Derved fik deres Forhold mod hverandre noget Tvungent og Fremmed, som begyndte at vække Opmærksomhed. Enhver, som kjender lidt til Livet paa Landet, veed, hvor fornaglet Sligt kan blive.

Forstemt over dette, vred paa sig selv, gik han en Aften til Roe. Da havde han denne Drøm:

Det lille Optrin paa Sæteren, som han havde meddeelt i hine Blade til Margarethe – disse Blade, som hun ikke fik – gjentog sig igjen. Sophie sad i sin barnlige Dragt, med de tykke, brune Fletninger ned ad Ryggen, paa Gjærdet og sang. Han klappede i Hænderne og raabte et skingrende Bravo! Da vendte [191] hun et Ansigt mod ham, hvorpaa der stod malet en Smerte, en Rædsel, der næsten forstenede ham selv . . . men det var ikke længer Barnet Sophie. Han seer hendes Skikkelse glide foran han mellem Træerne, men naae den kan han ikke; hvergang han troer at være hende nær, forsvinder hun igjen. Hist ved Klipperanden maae hun standse, der sidder hun paa Stenen, tænker han. Men see! hun er ikke heller der – men fra Dybet lyder Toner op til ham, vilde, jamrende, hendøende, og atter igjen smeltende og lokkende som en Huldresang. Han vil styrte efter, men vaagner med et Raab. Endnu hører han Tonerne, endnu jamre de i Dybet, da springer han forvildet op og hen til Vinduet og lytter. Det er Lyden af et Piano, han hører; det er Sophie som synger. Hendes Instrument var da kommet, over Sophie havde han reent glemt hendes Musik.

Med utaalmodig Hast klædte han sig paa og ilede ned i Havestuen. Sophie var alene. Et Øieblik standsede han igjen uvis. Hun sad med Ryggen vendt mod ham, iført en frisk strøgen, rødstribet Morgenkjole. Hendes lange Lokker, maaskee ikke bestemte til at hænge ned den Dag, var tvungne glat til Siderne, men ligesom oprørte ved denne Tvang dannede de i deres bølgende Fylde en Frisur, som den man seer paa de antike Kaméer.Kaméer] smykkesteiner med utskåret bilde i relieff Ved hans Indtrædelse vendte hun [192] Ansigtet om hvorpaa der idetsamme stod malet en let Overraskelse; hun mindede ham om Drømmen.

See, der er jo Fortepianoet, saa faae vi Musik her i Huset, det vil blive herligt!

Blot De ikke faaer formeget af det Gode, sagde Sophie smilende, hvad mener De om Øvelser som disse? og hun tog et Par chromatiske Løb.chromatiske Løb] halvtonetrinn Cold holdt for Ørene.

Nok, nok! spil nu noget Smukt ovenpaa, eller syng Noget, jeg beder Dem – De synger jo, ikke sandt? – men idetsamme frygtede han igjen for at faae det gamle traditionelle Svar – «o nei! en Smule – det er ikke værdt at høre paa» – men lykkeligviis svarede hun:

Jo, jeg synger. Sang er min Glæde. Naar jeg nu vidste noget rigtigt Smukt, vilde jeg synge det for Dem, . . . . De har mere end nogen Anden Ret dertil.

Jeg? sagde Cold overrasket.

Jeg skylder egentlig Dem min Sang. Uden Dem vilde den maaskee aldrig bleven til noget. Erindrer De ikke engang for mange Aar siden, De traf mig paa Sæteren? . . . dog, hvor skulde De huske en saa ubetydelig Begivenhed . . . for mig blev den vigtig.

Cold forstod hende, men han lod hende tale.

De opmuntrede mig til at udvikle dette Talent, og De gjorde det paa en Maade, der lod mig see Tingen fra en ganske nye Side . . .

Ah, virkelig!

[193] Fra det Øieblik fik jeg en saadan Lyst, og jeg greb begjerlig det Tilbud, jeg ofte havde afslaaet, at besøge min Tante i Kjøbenhavn. Her har jeg arbeidet saa flittig som muligt, men Tiden var for kort. Nu angrer jeg næsten, at jeg afbrød den.

De afbrød den selv, og hvorfor gjorde De det?

Jeg kunde ikke andet, jeg blev betagen af en saadan Hjemvee,Hjemvee] hjemlengsel at jeg ikke kunde holde det ud længer.

Og nu længes De ned til Danmark igjen? Har De maaske ikke fundet Alting saa herligt heroppe som De tænkte?

Nei, jo . . nei rigtignok . . jo naturligviis, sagde Sophie i en Confusion,Confusion] forvirring hvorover de begge istemte en Latter. Dog kan jeg ikke nægte, at meget forekommer mig anderledes end det foresvævede mig. I Danmark er der dog saa meget godt og elskværdigt, som man kan længes efter igjen.

Jeg kan nok begribe Hjemveen, sagde Cold, dog troer jeg, at den aldrig skulde underkue mig, forudsat at mit Ophold i det fremmede Land var frivilligt.

Det kommer af, at De endnu ikke har prøvet den.

Nei, det kommer af, at jeg forud er overbeviist om, at den vilde berede mig en Skuffelse, naar jeg gav efter for den. Jeg vilde tvinge den til at afklæde Hjemmet alle usande Fuldkommenheder. Den skulde blot faae Lov til at gjøre mig de virkelige Fortrin [194] bevidste. I Hjemveen er der desuden skjult en Portion Skrøbelighed, en Magelighed nemlig, en Modbydelighed for nye Indtryk.

Og dog, og dog er jeg bange for den vilde overliste Dem. Hvori kan det ligge, at denne Følelse er saa mægtig, saa dragende, naar der er en Stemme i os, som siger, at vi gjøre Uret i at give efter for den?

Ja, hvori kan det stikke? det er Nationalitetens Mysterium. Jeg tænker mig, at et Lands Naturbeskaffenhed ligesom afsætter sine Stoffer og afpræger sit Billede i sin Befolkning, og at Individet løsrevet fra denne sin Jordbund føler et Savn, der drager det tilbage til Hjemmet med al Erindringens Magt. I Danmark maae en Norsk, saavidt jeg kan indsee, klarere end noget andet Steds blive sig sin nationale Eiendommelighed bevidst – og omvendt en Dansk heroppe.

Maaske det ligger meget deri, at de to Nationer nu for Tiden saalidet ynde hinanden, bemærkede Sophie. I Danmark vil man ikke anerkjende noget Norsk.

Cold studsede og nær havde han sagt: Har De gjort den dybsindige Erfaring i Deres Tantes Salon; dog vel ikke ved de to af «første Rang?»

Finder De det comisk? sagde Sophie, der saae hans Smiil.

Nei, slet ikke, tvertimod, det er jo sørgeligt, men det maatte jo komme engang. . .

[195] Hvordan mener De?

Jeg mener blot, at paa Grund af de gamle Baand og gamle Baner hendrages man til hinanden, men ved at bemærke Forskjelligheden frastødes man igjen saameget stærkere. Til at være Fremmede ligne vi hinanden formeget, og til at være Landsmænd alt for lidt. Men derfor ere de Danske ikke ganske retfærdige mod os. Thi midt i vor Raahed og Egoisme bevare vi dog en oprindelig Frihed, en sund Forstand, hvoraf der i Tiden maaskee kan blive noget Godt. En Dansk maae sikkert hos en ufordærvet Normand mærke Spor af en drøiere Natur, han maae ligesom mærke, at der klæber en Duft af Qvade og Granbar ved ham.

Ja, men det er jo netop denne Duft af Qvade og Granbar, som de Danske ikke kunne fordrage, sagde Sophie.

Det er sandt, det volder dem ubehagelige Erindringer. Vore kjære ci-devantci-devant] (fr.) forhenværende; tidligere Landsmænd ignorerte os i Grunden helst ganske, for om mueligt at udslette Mindet om at vi ikke mere ere det. Vi derimod, som ingen Grund have til Ærgrelse, men meget mere til at være saare fornøiede, vi paaskjønne ret hjerteligt alt hvad der er Stort og Dygtigt dernede, Alt hvad de have forud for os. Det skal saamen ikke hindre mig fra at sætte stor Priis paa at tilbringe nogen Tid i Kjøbenhavn. Men jeg har desværre ingen Gudmoder dernede.

[196] De kan ogsaa vanskelig gjøre Dem en Idee om, hvor forskjelligt Livet gestalter sig dernede fremfor her. Tilværelsen forekommer mig der lettere, sorgløsere, mere overfladisk, man er mere fornøiet med sig selv og sin Næste, og man tager sig alting paa en mindre besværlig Maade. . . . Naar man er kjed af Dagens Byrde, griber man med usvækket Lyst efter Fornøielser. Man har Lyst til Alt, man har Tid til Alt . . . men her . . .

Her, supplerede Cold, her tager man Livets Disharmonier ret grundigt, og naar man er kjed af Dagens Byrde, er der ingen Tid til Fornøielser, hvoraf der heller ikke gives stort flere end dem, den vilde Natur tilbyder.

Men, tilføiede han alvorligere, denne republikanske Afsluttethed, disse Savn, hvori vi ammes op, gjør netop Charaktererne stærke, om end strenge, og Gemytterne dybe, om end smertefulde og indadvendte . . . . Ja, Norge er en stræng Moder for sine Børn.

Sophie fæstede ved disse Ord sine Øine paa Cold, det var ligesom der malede sig en Angst i hendes Miner.

Da Cold smilende bemærkede dette og spurgte, om hun leed af Hjemvee efter Danmark, sagde hun:

Jeg troer det næsten, jeg veed ikke bedre end at [197] De imellem faaer holde et lille Foredrag for mig om alle de Skuffelser, denne Følelse bereder os.

Jeg vil gjerne holde alle de Foredrag, De ønsker, sagde han med Varme. De veed jo, Sophie, at jeg har en gammel Ret dertil . . . . og at jeg har Noget at indhente, lagde han til med Betoning.

Og jeg, sagde Sophie rødmende, vil til Gjengjeld synge for Dem . . . . hvis det kunde formilde lidt af vore Disharmonier.

Godt! sagde han med straalende Mine, det er en Aftale. Jeg holder Taler for Dem og De skal synge for mig. Vi ville strax begynde.

Med Sangen eller med Talerne?

Med Sangen . . . .

Sophie bukkede sig efter et Nodeblad, men idetsamme traadte hendes Moder ind. Hun syntes lidt forundret over dette tête à tête. Er De saa tidlig paa færde, Hr. Cold! saa gjør De os vel den Fornøielse at drikke The med os? Sophie, see at skynd paa den. Sophie greb fornøiet dette Paaskud til at udsætte Sangen, som hun med Et følte Ulyst til.

Isen var brudt. De søgte hinanden ikke stjaalent, aabenlyst, uden Tvang. Ved Bordet, paa Spadseretoure, i Selskaber sluttede de sig til hinanden. Det er sandt, de havde meget at sige hinanden. I Førstningen studsede man, men Fru Ramm, der tog det [198] fra den eneste Side, som saadant tages op paa, besluttede at være delicat.delicat] taktfull

Lykkelige Tid! Ingen af dem tænkte paa at give dette Forhold noget Navn. Sophie blot hørte paa ham, hun indsugede hans Ord, hun troede Alt hvad han sagde, han var bleven hendes Lærer igjen, og hun skulde jo indhente det Forsømte. Et nyt Afsnit i hendes Liv var indtraadt: Opklarelsens, Bevidsthedens. Hendes hele Væsen modtog Præget deraf, det blev sikrere, tillidsfuldere, mere eiendommeligt, undertiden mere hensynsløst. Hun udviklede en forbausende Virksomhed, var oppe med Solen, og naar hun saaledes efter en lang Dag, tilbragt med Læsning, Musik, Samtaler med Cold og huuslige Forretninger, lagde sig til en sød og fast Søvn, syntes hun at Dagen endnu havde været for kort. Den Hjælp hun ydede i Huset glædede hendes Moder meget. Denne havde vant sig til ikke at have synderlig Nytte af Amalie, der tilbragte sin Tid meest med de saakaldte Fruentimmernetheder,Fruentimmernetheder] alle slags finere kvinnesysler med at male Vandfarve, og imellem klimpre lidt paa en Guitar.

Cold havde i visse Maader fundet Sophie anderledes end han havde ventet. Det var ikke hendes Skjønhed og eiendommelige Gratie, den havde vel overrasket ham, dog denne Mulighed havde han tænkt sig. Han mærkede ogsaa godt den Snare, denne vilde [199] drage om hans Sind, dog da han havde i friskt Minde alle de Lidelser, en fordringsfuld, lykketørstende Sjel kan gjennemgaae, naar den skal leve af Skjønheden alene og intet Andet, havde denne Egenskab hidtil mere holdt ham fjern. Men han opdagede en Sjel hos Sophie, en Sjel stærk nok til at møde hans. Hendes aandelige Natur havde været ham gaadefuld. Han troede paa noget Stærkt og Begavet i den, men han havde altid forenet dette med noget Eensidigt, Excentrisk, noget i mange Stykker Forkeert. Han havde drømt om Kampe og Modstand. Den Forstaaelse, der pludselig udfoldede sig mellem dem, saa smuk og harmonisk, saa berigende for dem Begge, overraskede og fortryllede ham. Den skulde blive det bedste Værn – det indbildte han sig idetmindste – mod en blind Forelskelse, der igjen vilde forplumre alt. Margrethe havde selv anbetroet ham denne unge Piges Lykke. Hendes sidste Bøn til ham havde været for hende, den Ukjendte. Og han skulde ikke svigte Margrethes Tillid. Han var virkelig saa ivrig, saa opfyldt af denne nye Opgave, at han ikke kom til at dvæle meget ved Sophie selv, det vil sige,det vil sige] rettet fra: vil sige (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) hendes Person, hendes Dragt og disse tusinde Tilfældigheder,

Hvoraf sig Guden spinder
Til Net om Hjerterne de stærke BaandHvoraf sig Guden spinder / Til Net om Hjerterne de stærke Baand] hentet fra Dandserinden. Et Digt i tre Sange (1832) av Frederik Paludan-Müller (1809–1876)

. . . i henrivende, indtrængende Ord strømmede hans Livsbetragtning over i en Sjel, alt for villig til at [200] optage den. Han fandt ikke alene et aabent Øre, men mangen Gang en Selvtænkning, en Modenhed, der mødte ham paa de dristigste Udflugter, og som ofte i kvindelig Gjetningsevne svang sig over ham selv.

Om Cold nu følte, at dette Værn ikke var ganske at stole paa? . . . men ligesom instinctmæssig undgik han enhver personlig Berørelse, endog den ærbødigste, som enhver Herre kan tillade sig ligeover for en Dame. Paa deres Spadseretoure bød han hende aldrig Haanden til at støtte hende over Stene ved Bækken, aldrig Armen ved et vanskeligt Sted i Fjeldet. Sophies naturlige Behændighed gjorde det tildeels overflødigt. En Dag havde hun paa en saadan Spadseertour faaet en Torn i Haanden, der smertede hende meget, men hun undertrykkede Smerten, og Cold vilde maaskee blot henviist hende til Taalmodighed eller et andet Huusraad, førend han, en anden Daphnis,Daphnis] skikkelse i gresk mytologi, den mytiske oppfinneren av hyrdediktningen. havde forsøgt at trække den ud.

Der var gaaet nogle Uger. Man var allerede midt i Juli, Juli med sine varme, farverige Aftener og straalende Nætter. LeenLe] redskap brukt til å slå gress o.l. klang, og Millioner Blomster sendte deres sidste Duftoffer ind i Husene. Lykkelige Tid! Lykke uden Navn og Maal, der fik en nye, farlig Fortryllelse under Sommerens berusende Aande! Og Sophies hele Skikkelse straalede i Gjenskinnet af denne Lykke. Hun blomstrede som en Rose. Der var [201] en Aands Lethed og Lydløshet over Alt, hvad hun foretog sig. Hendes Sang var en Jubel, hendes Gang en svævende Flugt. Man saae hende komme og forsvinde som et Syn. «Du forfærder mig med din Hurtighed», sagde hendes Moder mangen Gang, «Du kan umulig have været der nu,» men Sophie forsikrede hun havde været der, og at hun havde gaaet ganske adstadig.

Det forekom Cold, at denne Tid aldrig kunde tage ende! Og den endte – alt for snart! Han fik pludselig den Opfordring af Amtmanden, at gjøre en Forretningsreise til Christiania. Cold var vant til disse Opdrag; Amtmanden vidste, at han gjorde ham en Fornøielse med dem. Dennegang traf det ham som et Tordenslag. Med Overvindelse rev han sig løs, og medens han i urolig Iver drev paa Reisen, drømte han sig allerede tilbage igjen. Ved Afskeden rakte han Sophie Haanden, og anbefalede hende de Bøger, hun skulde læse under hans Fraværelse, samt lovede hende nogle nye, som han skulde bringe med.

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.