Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[I, 15]

[202] Et Forhold mellem to unge Personer, der kun grundet paa Interesse ikke har et bestemt andet Maal end en blot aandelig Udvexling, hører af gode Grunde til de saare sjeldne hos os. De synes at tilhøre lykkeligere, friere, mere udviklede Tilstande end de nærværende. Naar de desuagtetdesuagtet] likevel finde Sted, vække de en Opsigt som alle de Phænomener, der ikke spire i en naturlig Grund. Mødre og Værger kunne ikke fordrage den Slags Venskaber. De ere dem for upraktiske, ofte hindrende for Døttrenes Lykke. Og Mødrene have Ret. Hvortil denne farlige Prøvesteen? vore Børn kunne blive lykkelige ad den almindelige Vei, uden at der spørges om de have nogen Aand eller Sjel . . . En Smule Ungdom og dens HuldHuld] hengivenhet og et Qvantum praktisk Dygtighed, mere behøves der ikke, det knytter Baandet, og dermed Basta. Hvad kommer der ud af en høiere Stræben for en ung Pige? Medens hun beriger sin Aand og opklarer sin Livsanskuelse, glemmer [203] hun Krænkelserne, der lurer udenfor i Verdens skjæve Udtydninger,Udtydninger] fortolkninger glemmer hun maaskee endogsaa Lykken, der imidlertid har banket paa i Skikkelse af en «holden Mand» eller en vakker Fætter, der avancerer, og hun maae endda være glad, naar hendes platoniske Ven, for hvem hun trodsede alle disse Andre, ikke selv bliver den slemmeste Forræder . . . Mødrene have, som sagt, ganske Ret. Her, som i alle Conflicter mellem begge Kjøn, har hun Alt at tabe, han derimod Intet. En ung Pige, der med al sin Varme skriftlig og mundtlig pleier en saadan Forbindelse, maae enten besidde en extraordinair Sjelsstyrke til at sætte sig ud over Følgerne, eller en Naivetet, der Intet aner. Det var en sær Forening af begge disse Egenskaber, der gjorde, at Sophie saa uforbeholdent hengav sig til den.

Den egne Pagt, de havde sluttet, vakte derfor snart Omtale. Det er sandt, de paalagde sig ingen Tvang. Man havde truffet dem spadserende, til Hest, alene, paa Hjemtoure magede de det altid saa, at de kom til at sidde sammen.

Paa et Bal hos den nævnte Capitain, kort før Cold reiste, talte de næsten ikke med Andre. Der blev hvisket i alle Kroge. «Saadan foran det hele Selskab!» det maatte da være en Forlovelse, men saa vare de igjen saa besynderlig kolde! Ingen havde endnu seet ham tage hendes Haand, og den Stilling, [204] han iagttog under deres lange Conversationer, der forresten blev holdt i Alles Nærværelse, var saa afmaalt, saa høitidelig, som om det var en Dronning han havde for sig. Det værste var, at da Cold ved Midnat reiste hjem, faldt Sophie, der ikke dansede, i Søvn, og hun sov til den lyse Morgen, da Ballet sluttede. Sophie anede Intet, indtil man ved næste Leilighed kom med Gratulationer, da blev hun yderlig forbauset, og nægtede det tørt og afgjørende. Hendes Moder nægtede det ogsaa, men med denne hemmelighedsfulde Mine, der tillader Fortolkninger efter Behag. Dette forvirrede dem aldeles, men det formildede ikke Stemningen.

Naar hun havde været ude, fandt man hundrede Ting at bemærke om hende. En fandt hende for fri, en Anden for stiv, atter en Anden fandt, at hun alt for tydeligt lagde for Dagen, at hun kjedede sig – kort, det var ubegribeligt, hvor den elskværdige, dannede Kone Fru Ramm, kunde komme til den Datter, der var saa underlig, saa forskruet, saa aparte, saa barnagtig, saa – man vidste ikke selv hvad. Det «Barnagtige» bestod i, at hun undertiden brød de Voxnes stive Kreds og sluttede til Børnenes Lege, til megen Fryd for dem. Hos Præstens smuttede hun gjerne op til den gamle Jomfru Nandrup, der, skjøndt altid sengeliggende, dog var fuld af Livlighed. Det gamle Menneske [2005] fik ligesom nyt Liv den Dag den unge, smukke Pige traadte ind til hende, venlig spurgte til hende, og derpaa med megen Interesse hørte paa hendes mange lystige og traurige Historier. Dog var det især, naar Sophie var fraværende, man følte en Lyst til at bekritlebekritle] tale nedsettende om; kritisere hende; naar hun var tilstede, øvede hendes Personlighed sin Magt over Alle, og mod deres Villie imponerede hun dem. Et Omdømme forstørres altid i sine fjernere Svingninger, ligesom de større og større Ringe, der omkredse den Smaasten, der falder i Dammen. I næste Bygd havde Rygtet gjort hende til et reent Fabeldyr.

En Dag, da Amtmandens paa Sophie nær vare bortreiste, kom en Familie fra et fjernt Distrikt, for at aflægge et Besøg. Sophie modtog dem alene, og idet hun følte den Forpligtelse, der paalaae hende som Værtinde, opbød hun Alt for at behage de Fremmede. Et nydeligt Middagsbord, Toure omkring paa Gaarden, lod dem ikke savne de Fraværende . . . . de reiste aldeles opfyldte af hendes forekommende Opmærksomhed. Til Slutning maae vi endnu bemærke, at Sophie stod sig bedst hos Bygdens gamle Herrer, der mere eller mindre var hendes varme Beundrere. Mænd ere aldrig saa smaalige i sine Domme som Fruentimmer, og da ingen krænket Forfængelighed kom med i Spillet, optoge de Sophies Elskværdighed reent og uforvandsket. [206] Det Fremmedartede i hendes Væsen morede dem, uden at støde dem, det blotte Syn af hende vakte lyse Minder. Hun tyktes dem Gjenskinnet af et Ideal, drømt engang for længe, længesiden, og som Mutters ProsaProsa] (alt for) triviell og hverdagsaktig tenke- eller handlemåte og et trediveaarigt Contorstøv ikke ganske havde begravet.

Lorenz Brandts Besøg vare i den senere Tid blevne hyppigere hos Amtmanden, da han for det første havde slaaet sig ned hos sin Moder. Desværre saae man, at det for hver Gang gik ned ad Bakke med ham. Den grønne Bonjour, Verkensvesten og Voxdugshuen med Cocarden (hiin Habit, Cold havde foræret ham, havde han solgt igjen, da hans Stolthed ikke tillod ham at bære den) toge øiensynlig af, og han selv syntes med stærke Skridt at nærme sig til det sidste traurige Trin, denne dyriske Sløvhedstilstand, hvorhen BluselBlusel] skamfølelse og Anger ikke mere naae. Mod de Andre var han mere høirøstet og uforskammet end nogensinde, medens han viste Sophie en ligesaavidt dreven pathetisk Beundring. Gud veed, hvem der er meest at beklage, sagde Amalie til hende, Moder og jeg, som han er saa uartig imod, eller Du, der er Gjenstand for hans Høiagtelse. Der er ingen Tvivl om, at jeg er ulykkeligst, meente Sophie, thi jeg bestræber mig dog redelig for at nedstemme hans Følelser for mig, medens Moder og Du ikke gjøre Eder synderlig Umage for at formilde dem, han nærer for Eder. Hans Paatrængenhed [207] begyndte virkelig at genere hende høilig. Var det hende muligt, undgik hun at være nærværende. At møde ham ude, alene, voldte hende i Tankerne en stor Rædsel.

En Eftermiddag befandt Sophie sig paa sit Værelse ovenpaa, der var beliggende indenfor et større, der tilhørte Amalie. Hun sad paa den lille, lave Sopha mellem Vinduerne, og læste i en Bog, som Cold havde laant hende. Udenfor slog et længe ventet Regn forfriskende ned paa de tørre Marker. Af og til, naar et svagt Lyn blinkede for de sænkede Øielaag, saae hun op, medens hun mekanisk fulgte den endnu fjerne Tordens Rullen. Hun hørte saaledes, fordybet i sin Læsning, at det gik i den ydre Dør, at hendes egen Dør lukkes op og igjen, og sagtesagte] stille Skridt nærme sig. Da hun troede det var Amalie, saae hun efter en Stund ligegyldig op. Foran hende stod Lorenz Brandt, med et stivt, næsten forvildet Blik fæstet paa hende:

O, hvorfor saa ræd! sagde han, er jeg da et Uhyre, endnu har jeg jo Intet sagt!

Hvad vil De! hvem søger De!

Dig, netop Dig – ingen Anden, jeg har Noget at sige Dig.

Saa er dette Værelse ikke Stedet dertil, hvor kan De vove at trænge herind? Hun reiste sig for at gaae. Men det var forgjeves. Brandt havde med sin KnortekjepKnortekjep] trekjepp stillet sig foran Døren, paa en Maade, som viste, [208] at det var hans Agt at afskjære enhver Flugt. Han var i den Tilstand, der for Alle af hans Lige er den skrækkeligste: han var ædru. Haaret hang opløst af Regnen, om det indfaldne Ansigt. I de ellers matte, glandsløse Øine, med det rødlige Hvide, lyste en dunkel Ild, en fortvivlet Resolution.Resolution] beslutning; bestemmelse

Her, intet andetsteds, kan jeg tale med Dig. Dernede ikke. Troer Du jeg har isinde at røre et Steenhjerte som din Moders? eller at give en Romanscene for din fjantede,fjantede] fjollete forskruede Søster?

Ti! raabte Sophie i høi Uvillie. Saaledes vover De at omtale dem, De skylder Agtelse idetmindste! Mennesker, som i deres hele Liv ikke have viist Dem Andet end Godhed og Overbærelse . . . .

Godhed og Overbærelse! sagde Brandt bittert. Saa din Moder har behandlet mig med Godhed! O ja, hun kjælede for Drengen hun ogsaa, saa længe han var smuk og haabefuld, saalænge Lykken smilte til ham med andre Ord; naar det var forbi, sparker man til ham som til en skabet Hund . . . . Din Fader, den stakkels, forskræmte Gamle, tør naturligviis heller ikke . . .

Sophie afbrød ham igjen. Nævn ikke Faders Navn, sagde hun. De veed ikke selv hvad De siger, hvor afskyeligt det er . . . . Tænk Dem om, hvis Skyld er det, at Fader og Moder have forandret sin Opførsel mod Dem?

[209] Du har ikke forandret den, Sophie. Du, den Bedste, den Ædleste af din Slægt, Du har viist mig Deeltagelse og Godhed . . . .

Nei, afbrød Sophie forskrækket, jeg har ingen Godhed viist mere end de Andre . . . .

Jo, jo, nægt det ikke! Du har ikke behandlet mig som en Elendig, en Forskudt. I din Opførsel laae der noget ganske Andet. Denne Ømhed, hvormed Du hang ved mig allerede som Barn, som jeg, den af Alle forgudede Yngling, dengang ikke vidste at skatte rigtig, den er endnu ikke slukt i dit Hjerte for mig – o, afbryd mig ikke – dette opgik klart for mig den første Gang jeg efter mange Aar saae Dig igjen. Fra hiin Dag, fra hiin uforglemmelige Aften paa Sæteren, daterer sig en nye Retning i mit Liv, da druknede jeg ligesom det gamle Menneske i mig, Du blev mig mit Livshaab, min nye Ledestjerne, ja Du, Sophie, er af Himlen udkaaret til en stor, en herlig Mission, til et Menneskes Frelse; ved din Haand vil han vende tilbage til det menneskelige Samfund, som har forstødt ham.

Jeg!! udbrød endelig Sophie! . . . . Hvad mener De! . . . .

«Ja Du og ingen Anden!» vedblev Brandt med den samme underlige Blanding af Svulst og virkelig Følelse. Seer Du, jeg veed jo vel, at jeg er sunken dybt, [210] og at Menneskene have en Ret, men ogsaa kun en Slags Ret til at forstøde mig – thi endnu lever der – jeg føler det, noget Godt og Dygtigt i mig, som deres Haardhed ikke har mægtet at ødelægge. Ja, vee over dette hjerteløse Samfund! . . . . paa det vælter jeg den største Skyld, den bittreste Skyld. Istedetfor at række en forvildet Sjel Haanden, istedenfor at søge at opreise ham i hans egen Agtelse, støde de ham med Foragt dybere ned i Svælget, og behandle ham som æreløs, inden han endnu er det. Det Skrækkelige ved min Stilling, Sophie, er det næsten Umuelige i at vende om, da Broen overalt er afkastet; da staaer Villien hændervridende og bryder fortvivlet sin Kraft mod det Umuelige, indtil den føler sin Afmagt igjen den stakkels Villie. Det Skrækkelige er, at man holdes for forloren, medens man endnu kunde reddes. . . . . Jeg kunde fortælle Dig Træk heraf, som vilde røre Dig, der er saa god, til Taarer, som maatte kunne røre en Steen. I hine lystige, sværmende Dage, der blev Kimen til mit Fald som saa mangen Andens, havde jeg en Kammerat,Kammerat] rettet fra: Kammeret en Ven. Han var selv Aanden i vore Sammenkomster, den onde Aand maae jeg lægge til, den vildeste, den meest extravagante, var han den første og sidste i alle Lag, dertil begavet med en vis Overlegenhed drog han de Yngre og Svagere med sig mod Fordærvelsens [211] Rand. Han selv reddede sig i Tide, og erholdt ved mægtig Protektion et af Landets gode Præstekald. Her havde han allerede i nogle Aar forkyndt Guds Ord fra sine besmittede Læber . . . . da tænkte jeg paa ham, paa denne Ven, der havde havt saamegen Skyld i min Ulykke, og i en god Stund besluttede jeg at opsøge ham – nu skal hans gode Exempel virke paa mig, tænkte jeg, det vil styrke mig at see hans virkelige Fromhed og ærefulde VandelVandel] atferd; livsførsel – og jeg forberedte mig til dette Gjensyn . . . Sophie! I lang Tid hungrede jeg, for at skaffe mig en anstændig Klædning . . . . hvad vil det sige at hungre! men i fire Maaneder smagte mine Læber ikke Forbandelsens Drik, for at jeg kunde fremstille mig ham værdig. Og jeg kom – og han modtog mig godt? – o ja – jeg hungrede ikke, og jeg fik Tag over Hovedet, men som en Tigger blev Mad og Seng tilslængt mig paa et afsides Værelse, hvor man logerede Haandværkskarle og omstreifende Personer, og naar jeg viste mig, krøb hans Kone og Børn i Skjul, som om jeg var en Spedalsk. Ogsaa hid i denne Afkrog havde Rygtet trængt sig foran mig, her, hvor han agtet og tilfreds nød Frugterne af sin Skinhellighed. Ja, han var en af disse mange vanhellige Præster her i Landet, der bruger Slapheden efter Udsvævelsen som en Fromhedsmaske, hvorved de blænde de stakkels godtroende Bønderfolk. Troe [212] dog ikke, at han lod mig gaae uden at see mig – nei bevares! næste Morgen blev jeg stædet for hans Aasyn, og hans Velærværdighed holdt en salvelsesfuld Formaningstale og afskedigede mig derpaa, idet han trykkede mig en heel Speciedaler i Haanden, som jeg ikke havde Fatning nok til at kaste ham i Ansigtet, den elendige Hykler! Naar Venner behandle En saa, hvad troer Du da jeg har døiet af Fremmede? Ja ogsaa her i Huset, hvor jeg engang var elsket som en Søn, møder mig denne Ringeagt,Ringeagt] forakt der er desto frygteligere, da den skjuler sig under en glat, kold Opførsel, som jeg ikke kan faae Tag i, og glider mig som en Aal af Hænderne – saaledes er jeg bleven jaget som et saaret, som et udmattet Dyr, indtil jeg sank for dine Fødder. Sophie, af Dig venter jeg Livet – Du har det i din Haand – bestem!

Sophie, i hvis medlidende Træk man kunde læse den Deeltagelse, hvormed hun havde fulgt hans Skildring, glemte over den næsten hans egentlige Hensigt, maaske havde hun endnu ikke ret forstaaet den. Hans sidste Ord bragte hende pludselig tilbage til Virkeligheden.

Hvorledes? raabte hun, De kan dog ikke mene? . . .

At Du skal forene din Skjæbne med min – at Du skal blive min Redning, mit Haab, min Støtte . . . . jo, det mener jeg . . . .

[213] Aldrig! raabte Sophie, og traadte med Rædsel saa langt tilbage som hun kunde. Men da hun bemærkede den vilde, næsten fortvilede Gebærde,Gebærde] oppførsel hvormed Lorenz fulgte denne hendes uvilkaarlige Bevægelse, fattede hun sig voldsomt, nærmede sig igjen, og idet hun lagde sin skjælvende Haand paa hans Arm, sagde hun mildt: Besind Dem, Brandt, det kan ikke være Deres Alvor. Jeg skulde torde paatage mig et saadant Kald! . . . . jeg, saa ung, saa uerfaren, der ikke kjender det Mindste til Verden, skulde kunne formaae det over Dem, som Andre ikke har kunnet, der staae Dem langt nærmere? . . . De siger, at jeg selv har opmuntret Dem . . . . o nei, nei, det er umueligt De kan tage saadan Feil! . . . jeg har været venlig og høflig mod Dem som mod enhver Anden, . . . og hvorfor skulde jeg nægte det? . . . . ogsaa Deres Skjæbne, som jeg sammenlignede med den, vi engang udmalede os, gik mig til Hjerte, og det kunde ikke falde mig ind at skjule det . . . . jeg har ikke seet Dem paa mange Aar, og Kontrasten maatte derfor gribe mig smertelig! . . . havde jeg som de Andre fulgt Dem Skridt for Skridt, saa vilde det gaaet mig som dem, frygter jeg . . . . og De vilde nu været ligesaa vred paa mig . . . .

Denne lange, vel studeerte og høist moralske Tale klæder Dig ganske udmærket, sagde Lorenz bittert. Det er et arveligt Talent, mærker jeg. Jeg venter nu blot [214] paa Kapitlet om min gamle, nedbøiede Moder, som din Mama saa uforlignelig veed at foredrage – bliv ved! jeg hører andægtig.

Jeg vil aldeles ikke blive ved. Vi har talt altfor længe om det. Lad os gaae . . . . lad os gaae . . . . Men først skal De love mig, at det skal være sidste Gang . . . .

Og det er Alt, hvad Du har at sige mig? og dermed troer Du at kunne affærdige mig? sagde Lorenz, og traadte et Skridt nærmere.

Min Gud! hvad vil De da? Hvad kan, hvad skal jeg gjøre?

Du skal blive min . . . . o, Sophie, miskjend ikke dit Kald! Hvad troer Du en saadan Engel er sat til her i Verden, uden for at frelse de Fortabte? Det er Kvindens Bestemmelse at opofre sig.

Nei, det er ikke Kvindens Bestemmelse at styrte sig i en vis Ulykke, uden at kunne frelse Nogen . . .

Sophie, sagde han, og faldt ned, medens han med Heftighed greb hendes Hænder. Afsiig ikke denne Dom saa haardt, saa afgjørende. Jeg forlanger intet Løfte af Dig nu, giv mig blot et Haab, et lille bitte Haab om, at Du vil høre mig, naar jeg har gjort mig fortjent dertil . . . . jeg veed det, saaledes som Du ser mig nu, kan jeg blot vække din Afskye . . . din Uvillie er saa naturlig! Du skal ikke see mig, uden at [215] jeg kan vise mig for Dig i en Skikkelse, der er Dig værdig. . . . Dog jo, see Dig maae jeg, for at hente Styrke til det nye Liv, jeg skal føre, min Igjenfødelse – blot see Dig, for at læse en Straale af Haab i dine Øine, o, med det skal jeg trodse Alt, Verdens Foragt, og om selve Helvedet steg op for at friste mig.

Jeg beder . . . jeg besværger Dem, Brandt, sagde den dødblege Sophie – – lad mig være . . . . ti med dette! . . . . Glem at De nogensinde har talt om det . . . . Reis Dem, for Guds Skyld, reis Dem! . . . Brandt . . . Gud veed det, hvor Deres Ulykke gaaer mig nær! . . . hvor villig jeg vil troe paa alt Undskyldende for Dem, paa Alt hvad der endnu er Godt, og som kunde reddes . . . . men ikke ved mig . . . . ikke ved mig! . . . . Jeg vil altid være venlig mod Dem . . . . Jeg skal ikke glemme, at De har været os en Broder . . . . jeg skal forsvare Dem mod Alle, og staae Dem bi i Raad og Daad som en Søster . . . hvis De selv vil det, hvis De ikke tvinger mig til at skye og hade Dem . . . .

Altsaa «Ritter, treue Schwesterliebe, widmet Euch dies Herz»Ritter, treue Schwesterliebe, widmet Euch dies Herz] (Ridder, dette hjerte vier sin trofaste søsterkjærlighet til Dem); henvisning til balladen «Ritter Toggenburg» (1797) av Friedrich von Schiller (1759–1805) . . . . Tak skal Du have: Raad har jeg nok af, Daad rigtignok mindre – og er det dit sidste uigjenkaldelige Ord?

Kom, kom . . .!

Aha, jeg forstaaer, sagde Lorenz efter en Pause, [216] medens hans Øie hvilede skarpt paa hende. En anden har trængt sig mellem Dig og mig. Det var altsaa dine beskedne Skrupler, at Du ikke var dette Kald voxen! men mig narrer Du ikke, see blot, hvor rød Du bliver! Saa har han dog lusket sig ind i dit Hjerte, denne glatte Vindbeutel,Vindbeutel] eg. vindbyge, her trolig: oppblåst person eller person som skifter mening ettersom vinden blåser saa har han dog vidst at bestikke Dig med sine nymodens, hjerteløse Phraser. Vogt Dig for dette Menneske, Sophie, han vil volde din Ulykke.

Sophie svarede ikke, men uvilkaarlig bukkede hun sig efter Bogen, der var falden ned, medens en brændende Rødme bedækkede hendes Ansigt. Brandt gjættede denne Bevægelse, han rev hende Bogen af Haanden, saae paa Titelbladet, og skreg: Tænkte jeg det ikke! der staaer hans Navn, den . . .! og som en Rasende rev han Bogen i mange Stykker og trampede paa den, oh, mumlede han, naar jeg blot vidste hvorfor jeg hader dette Menneske saa!

Hans værste Synd var vel, at han sprang i Vandet og frelste Deres Liv, sagde Sophie med Foragt.

Ja, Du har Død og Helvede Ret – det ogsaa, derfor hader jeg ham netop, skreg Brandt med stigende Raserie . . . . . . Har han ikke derved beredet sig en ny Triumph og mig nye Ydmygelser? . . . . . o, jeg forstaaer, han er bleven dobbelt interessant, uimodstaaelig siden . . . . men hans Tour kommer nok ogsaa engang! . . . . Gid mine Qvaler [217] tusindfold ramme ham! ja gid han vride sig for din Fod, fortvivlet og ubønhørt som jeg! . . . . og Du, Sophie, tag Dig iagt! Du skal herefter føle hvad det vil sige at styrte et Menneske ned i Afgrunden.

Han gik med et skrækkeligt Blik. I Døren gav han sin Hund, der længe havde pebet udenfor, et brutalt Spark, saa det arme Bæst hylende tumlede tilside. Amalie, der lidt efter kom, fandt Sophie siddende paa Sophaen, bævende paa alle Lemmer. Neppe kunde hun faae antydet hvad der var passeret.

Det skrækkelige Menneske! raabte Amalie, og søgte kjerlig at berolige Søsteren. At man skal være udsat for Saadant! . . . . see, der gaaer han! . . . og lige over Moders Nelliker . . . det er dog rædsomt! Og Søstrene saae nu med Skræk og en viss Tilfredsstillelse Brandt, fulgt af sin slukørede Hund, springe tvers over Blomsterbedene i Haven, klattre over Stakittet og forsvinde i Marken. Tordenbygen udgjød sig idetsamme under et voldsomt Lyn.

Da Amalie var gaaet, lukkede Sophie sin Dør, et Rov for nye Tanker og Bevægelser. Paa Lorenz Brandt tænkte hun ikke mere.

Ende paa første Deel.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.