Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[I, 3]

Müller var reist. Colds første Følelse var en Lettelse. Hans fordums Lærer var optraadt med sin sædvanlige Overlegenhed og med et Krav paa gammel Fortrolighed, som Cold ikke mere kunde yde, men ikke heller havde Mod til ganske at unddrage ham.

Men dette Besøg, hvor kort det end havde været, efterlod imidlertid Spor i vor Vens Tilværelse, som han ikke selv mærkede. Den idylliske Tilfredshed, som han havde roest sig saa af, havde faaet et betydeligt Stød. Der var kommen en Uro i hans Sind. Snart droges hans Tanker hen mod tidligere Forhold, hvorom Erindringen var oprippet i hans Samtaler med den gamle Bekjendt, snart betoges han virkelig af den Ængstelse, [31] at Müller kunde have Ret, og at det frivillige Exil, hvori han for Øieblikket befandt sig saa vel, dog kunde virke slappende paa hans Aand og hemmende paa hans Udvikling. De nye Begivenheder, Tiden havde fremkaldt, fremstillede sig gjennem Afstandens Prisma ganske anderledes vigtige og interessante, end han maaskee i Nærheden havde fundet dem. Han følte Trang til et mere bevæget Liv.

I en saadan Stemning spadserede han en Eftermiddag op og ned i sit Værelse, da Amtmanden traadte ind med et Brev i Haanden. Cold havde nok mærket, at Sophies BreveBreve] rettet fra: Brev (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) til Hjemmet voldte den Gamle en overordentlig Glæde. De Dage, som de ventedes, viste han en Utaalmodighed, som om det kunde været den varmeste Elsker. Han havde dog aldrig directe meddeelt Cold noget af dem, kun dennegang havde hans faderlige Stolthed ikke modstaaet Fristelsen. Dette maatte han vise sin kjære Cold, at han ogsaa kunde glæde sig med ham.

Hos Cold vakte dette Brev den høieste Forundring. Der betog ham næsten en ubehagelig Følelse. En saadan sikker Opfatning, en saadan Modenhed i Dom, og denne Ynde og Lethed i Fremstillingen, og ikke Spor af denne Holdningsløshed, denne Svulst, der betegner Overgangen fra Skolepigen til den voxne Pige. Kunde det være Sophie, som havde skrevet dette? [32] Han blev ganske skamfuld, da Amtmanden hjertelig slog ham paa Skulderen og sagde, nu, har De ikke Ære af Deres Elev? Ja, jeg erkjender ogsaa den Deel, De har deri. En ublandet Glæde voldte det Cold, at see den Iver, hvormed hun drev Musikken, hvori hun havde erholdt de bedste Lærere. Hun udtalte sig herom snart med en Glæde, der viste hendes Begeistring for Kunsten, snart med en Nedslagenhed, der havde en dybere Kilde end den blotte Skræk for de mekaniske Vanskeligheder.

Amtmandens Besøg gav Cold netop hvad han i det Øieblik trængte til, det gav hans løse, svævende Tanke en Gjenstand, hvortil den kunde knytte sig. Han kunde ikke faae Brevet ud af sit Hoved, og han begyndte at gjennemgaae alle sine Sammenstød med det besynderlige Væsen, som havde skrevet det. Deriblandt var der mangt et Træk, som han instinctmæssig havde fortiet for Müller, og som nu opgik for ham i et Lys, hvori han aldrig før havde seet dem.

Cold havde en ældre Veninde, med hvem han i et vist Tidspunct af sit Liv havde udvexlet meget af hvad der da bevægede ham. Denne Veninde havde han lovet, at han skulde sende en eller anden lille Optegnelse fra sit nuværende Opholdssted. Hidtil var dette Løfte blevet uopfyldt, og han havde ofte gjort sig Bebreidelser derfor. Han syntes aldrig noget var [33] godt nok. Nu vil jeg forsøge, sagde han, jeg vil samle alle disse Smaatræk, og naar jeg ser dem paa Papiret, vil det vise sig, om det er noget jeg kan byde Margrethe.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.