Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[I, 4] Noget af Colds Optegnelser til Margrethe.

. . . . . Dette Barn forvirrede mig i høi Grad. Undertiden brast min Taalmodighed, og jeg foreholdt hende alvorlig hendes Mangel paa Iver og Flid. Da kunde hun see paa mig med et Blik saa ydmygt, saa bønligt, at jeg ikke kunde sige et Ord mere. En anden Gang tog hun det saa ligegyldig, som om det slet ikke angik hende. Maaskee det kommer af, at hun nu engang ikke kan lide mig, tænkte jeg. Nede mellem hendes Egne vil hendes Væsen naturligere gaae op. Her vil jeg bedre kunne iagttage hende. Men her var hun næsten aldrig at see. «Det er en Umulighed,» sagde hendes Moder, «at faae Sophie til at sidde stille inde med et peent Arbeide. Kan hun derimod ligge i Haven og grave og plante i Jorden, hjælpe Budeierne med at fodre Dyrene, saa er hun fornøiet. Tænk Dem, hvad der hendte mig forleden. Bispinden kom ganske uventet her, og hun spurgte efter Sophie. Jeg fik hende i Hast ind fra Skuret, hvor hun stod og skagedeskagede] ristet Liin [34] mellem Huusmandskonerne, for at faae hende omklædt . . hun træder ind, vel i sin Stadskjole, men med Haaret dryssende fuldt af Avner,Avner] små blader, rusk og et Ansigt saa fortvivlet!. . . jo De kan troe det var behageligt»! Slige Historier fik jeg ofte nogle af. En Dag, som Gjeteren var bleven syg, bad hun indstændig om at maatte gaae i hans Sted. Man maa kjende den Sorgløshed, hvormed Børn paa Landet opdrages, for at begribe, at hun fik Lov at tilbringe en heel Dag ganske alene i den vilde, eensomme Udmark. Paa denne Viis saae jeg hende næsten blot ved Bordet; der sad hun taus, men yttrede hun Noget, saa troede Moderen altid at opdage noget Dumt deri, eller ogsaa Noget, der stod i Strid med den Velopdragenhed, hun søgte at bibringe hende. Amalie behandlede hende under dette med en vis taabelig, altklug,altklug] veslevoksen halv bekymret Beskyttelse. I disse Smaaconflicter med hendes Egne følte jeg altid en stor Lyst til at forsvare hende, og jeg søgte ved mangt et Tegn at lægge dette for Dagen. Hun vilde aldrig forstaae det.

. . . . . . . . . . . . . . . . .

Grotten var nok hendes kjæreste Opholdssted, hendes egentlige rette Værnething. Af den Grund gik jeg sjelden derned, uagtet dette Sted ogsaa for mig havde noget høist Tillokkende. Sophie havde nu engang et Slags Eiendomsret dertil, og et Par Gange, [35] jeg havde truffet hende dernede, bar hendes Miner umiskjendelige Tegn paa, at Overraskelsen var hende ubehagelig. Men engang kom jeg ovenfra Dalen, og jeg fik Lyst til at klavre ud paa de Klipper, der danne denne mærkværdige Hvælving, for at see hvorledes den lukkede sig foroven. Her saae jeg gjennem en Revne Sophie ligge udstrakt, ubevægelig paa Bunden af Grotten. Forskrækket fløi jeg ned; thi jeg tænkte der kunde være tilstødt hende Noget. Hun sov, træt af sit Arbeide; ved hendes Side laae en Spade, der syntes altfor tung for hendes spæde Kræfter. Over hendes Ansigt, der blev skarpt belyst af Skinnet ovenfra, hvilede et Udtryk af Sorg, som jeg aldrig før havde seet. Det kom fra Sjælens Dyb, kun i Søvne kunde hun have det saa, eller var det idetmindste mueligt at fastholde det. Det er besynderlig med visse Ansigter, som i Søvne eller en dødlignende Roe antage en Skjønhed, man ellers ikke bemærker, maaskee fordi de endnu ikke have vundet det for denne Form harmoniske Udtryk: for første Gang bemærkede jeg, at Sophies Træk vare smukke og regelmæssige. Men endnu mere undrede det mig at see, at hendes Hoved hvilede paa en stor Bog. Det var ingen af hendes sædvanlige Bøger, det saae jeg strax, men hvilken Bog kunde det da interessere hende at læse i? Det gik just dengang allerbedrøveligst med vore Skoletimer. At faae dette [36] at vide var en Umulighed, naar jeg ikke vilde vække hende. Hun holdt den omspændt med Armen, som om hun værgede for sin Hemmelighed.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Hendes Mistroe til mig var grændseløs. Kun en eneste Gang har det lykkedes mig at overvinde den og bringe hende ind i en ordentlig Samtale.

Jeg var paa Jagt oppe i Fjeldene, paa hvis sydøstlige Knæe Gaardens lille Sæter ligger. Jeg lagde Veien over den, i det Haab at træffe et eller andet Medlem af Familien der, som ikke sjelden gjorde Besøg derop, ialfald kunde jeg hvile mig ud paa den smukke Skrænt og faae lidt at spise af Sæterpigen. Endnu længe førend jeg kom ned til Sæteren hørte jeg en underlig gjenlydende Musik, der snart lød nær, snart fjernt, og skjelnede tilsidst to Fruentimmerstemmer, der bestandig afløste hverandre i at kaue.kaue] hauke; rope; lokke Men hvilken Stemme var ikke den ene! Saa bævende, fuld og klokkereen, saa jublende stærk og dog saa bøielig, gav den Gjenlyd i de fjerneste Aaser og fyldte den hver VraaVraa] avkrok i de tause Skovdybder nedenunder. Jeg var nu saa nær, at jeg kunde oversee Sætervangen, uden selv at bemærkes. Det var Sophie der sang; hvem kunde tænkt, at dette spæde Barn havde en saadan [37] Dommedagsrøst. Marit gav vel Undervisningen, men det var kjendeligt at hun betragtede sin Elev med en Art stolt Forbauselse. Ved al denne Lokken og Kauen nærmede Kjøerne sig mødigemødige] trøtte; søvnige og mætte til Leddet.Leddet] gjerde; grind Sophie sprang ned mod dem, op paa Leddet, og medens hun klappede den store hvide Bjældekoe udenfor, sang hun endnu en Stump af en gammel Vise, med den samme forunderlig bøielige og vibrerende Røst, der, idet den henvendtes til Koen, fik et ganske eget Udtryk af comisk Melankolie. Uvilkaarlig undslap mig et Bifaldsraab, idet jeg traadte ud af mit Skjul. Sophie vendte et Ansigt mod mig, hvorpaa den yderste Forskrækkelse stod malet, gjorde en Bevægelse, der skræmmede alle Kjøerne til den iilsomste Flugt ned i Skoven igjen, og hun var forsvunden med dem. Jeg ligesaa fort efter; min Hund ledede paa Sporet, og efter et kort Krydstog i det Tykkeste af Skoven fandt jeg hende siddende paa en Fjeldpynt, der meget steilt hælder ud over Dalen mod Øst. Hun rørte sig ikke, hun syntes neppe at bemærke at jeg satte mig ned hos hende. Uvis begyndte jeg:

Hvad skal denne Flugt betyde, kjære Sophie? Hvor kan min Overraskelse over din Sang skræmme Dig saaledes? Vær dog ikke saa skye, saa mistroisk. Er der noget underlig i, at din Stemme forbauser mig?

Istedetfor Svar begyndte hun bitterlig at græde.

[38] Jeg forstaaer Dig ikke. . . .

«Lov mig blot, at De ikke vil sige det hjemme . .»

Hvilket?

«At jeg kan . . . at jeg har sunget.»

Men Gud, hvorfor maae De hjemme ikke vide det? Der er dog intet Ondt i at synge.

«Fordi jeg da kom til at spille med Organisten. Han er saa fæl, saa fæl, De skulde blot vide hvad den stakkels Louise har udstaaet . . .»

Louise?

«Ja, min Søster Louise, hun som blev gift med Caspersen, som var Huslærer hos os . . .»

Naa saa! sagde jeg, og greb uvilkaarlig til min Hat.

«De maae vide,» vedblev hun, «at da Louise var paa min Alder havde hun en ganske ubetydelig Stemme, men hun var munter og glad, og hun trallede hele Dagen. Moder troede der var noget Udmærket ved den, og den gamle Organist blev bestilt for at uddanne den. Men da den var saa længe forsømt, maatte Sagen tages grundigt. Det vil sige, at der begyndtes Klokken otte og Timen varede til Klokken tolv, accurat saalænge som der tærskedes paa Laaven, og saa spiste vi, og saa begyndte de igjen! og i den hele Tid sad Louise der med Nodebladet, som hun havde saa ondt for at fatte noget af, foran sig, og den ækle, gamle [39] Karl sad ved Siden af hende med sin Skraae i Munden, og smækkede hende over Fingrene med en tynd Pind, og dunkede hende Takten i Ryggen. Louise kom altid forgrædt fra disse Sangtimer, og sagde ofte: Vogt Dig Sophie for at synge, ellers skal Du lære Musik . . .»

Lærte din Søster da Noget?

«Ja, nu skal De høre. Efter halvandet Aars Forløb havde hun lært at synge to Stykker, nemlig: «Skjønne Minka»Skjønne Minka] russisk folkevise, fire vers av visen er nedtegnet i den håndskrevne Ullmanns visebok fra 1865 (Norsk visearkiv) og «Hvorfra kommer Du, o lille Stjerne»,Hvorfra kommer Du, o lille Stjerne] fra skillingsvisen «Tåren» (bl.a. trykket i Alf Prøysen (red.): Skillingsviser, Oslo 1975, der oppført med dansk opphav) og Læreren blev afskediget. Men nu begyndte en nye Plage for hende. Hvergang der kom Fremmede maatte hun frem og synge. Ingen Undskyldning hjalp. Moder sagde, at det var Skam, naar hendes Fader havde kostet saa mange Penge paa hende, at hun ikke kunde gjøre dem den Glæde. O, hvormange Gange har hun ikke sunget: skjønne Minka stands din Klage! med saa fortvivlet Stemme . . . naar jeg bare tænker paa det!» . . . Her brast hun atter i Graad. . . . . . «Louise blev saa angst, naar hun hørte en Vogn, at hun foer afsted over Stok og Steen» . . .

Græd nu ikke mere over det, kjære Sophie. Din Søster har sandsynligviis aldrig havt noget Talent, men det har Du umiskjendelig. Synes Du da ikke at Du begaaer en Synd, ved saaledes at dølge og undertrykke det?

[40] «Nei, nei,» raabte hun heftig, «derved undgaaer jeg netop en stor Synd.»

Men en raae Behandlingsmaade er ikke uundgaaelig for Enhver, der vil lære at synge. Din Stemme trænger til en ganske anden Uddannelse end den kan gives her, det vil dine Forældre nok forstaae.

Hun saae med store Øine paa mig.

«Ak,» sagde hun, «selv om jeg kunde lære at synge . . . saaledes som jeg tænker mig det . . . Hvad Nytte havde jeg selv af det? Louise synger aldrig mere.»

Det Ord Nytte bragte mig næsten til at lee, men jeg vogtede mig vel. Jo, netop Nytte, sagde jeg. For det Første er det Nyttigt at kunne glæde Andre, og jeg tvivler ikke om at Du snart vilde skaffe dine Forældre en Glæde, som den stakkels Louise vist aldrig har skaffet dem, om hun end nok saa villig sang «skjønne Minka». Det vilde aldrig falde dem ind at misbruge din Sang til et fast Forlystelsesapparat for Fremmede. Musikken vil gjøre Dig selv friere og mere tillidsfuld, den vil berige din Sjel. Dette er endnu det Allernyttigste. Tro mig, kjære Sophie, for en ung Dame er alt det Skjønne nyttigt, og hun kan aldrig tilegne sig formeget af det. Hendes Sjel trænger til al den Ligevægt, al den Selvstændighed, den kan naae. Atter saae hun paa mig længe og gjennemborende. Der laae Forundring, Smerte, Tvivl i dette Blik, hun [41] vilde sige Noget, men taug. Et udtryksfuldere Menneskeansigt har jeg aldrig seet.

Jeg benyttede Leiligheden, som jeg frygtede ikke vilde saa snart vende tilbage, til at udvikle dette for hende, og jeg talte saa peent og fornuftigt, og gav mig saamegen AirAir] viktig mine/holdning; viktighet som jeg kunde.

Hun gik taus ved min Side, lidt foran, halvt vendt mod mig, engang imellem slog hun Øinene stort op, det var som om hun sugede Ordene. Da vi kom til Sæteren, bad jeg Marit om at skaffe mig Noget at spise, thi jeg var bleven hjertelig sulten, men dette paatog Sophie sig med en Venlighed og Geskjæftighed, som jeg aldrig havde seet før. Vi var blevne de bedste Venner, da Hesten kom efter hende. Vi vandrede ned gjennem Skoven, medens jeg førte Hesten ved Bidslet, men da vi naaede Bygdeveien, steg hun op inden jeg kunde hjælpe hende. Hun havde en lille Hue af Edvards paa Hovedet, og slog nu en viid Kappe om sig, der ganske tilhyllede hendes sædvanlige uklædelige Dragt. Fra Hesten rakte hun mig sin Haand, og sagde med et Udtryk, der paa engang var bønligt og bydende: «De holder jo nok Deres Løfte, intet Ord om Sangen.» I det Øieblik saae hun igjen ikke ud som et Barn. Hun foer afsted som en Piil. . .

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

[42] Har jeg ikke taget ganske Feil af hende? Skjulte der sig ikke just under alle disse Modsigelser en fiint udpræget, med stærke Instincter udrustet Sjel, der kjæmpede for sin Befrielse, uden at vide hvorledes hun skulde haandtere den Virkelighed, hvori hun var sat. Men hvad var dette? Hvad rørte der sig i hende? Hvorledes vil det arte sig? Er det maaskee allerede udvidsket i den nye Omgivelse? Hun har været der i halvtredie Aar, og er bleven confirmeret dernede. Denne Tante fører et elegant, selskabeligt Huus. Om hun kom igjen kjøbenhavnsk forjadsket,forjadsket] ødelagt uden Præg og Individualitet? Hendes Moder betroede os forleden, at Tanten ivrig ønskede at beholde Sophie dernede, da hun der kunde gjøre «sin Lykke». Hun havde allerede to alvorlige Tilbedere, foruden nogle andre af «anden Rang». Men alle Overtalelser vare strandede paa Sophies Ønske om at komme hjem. Og hun kommer hjem. Hvad der er vist er, at det ikke er den Sophie der reiste, det opløbne Barn med Blaalærreds Kjole og Mammelukker,Mammelukker] vid underbukse med blonder nedenfor skjørtekanten og de lange PidskefletningerPidskefletninger] hårfletter ned ad Ryggen. Det er den syttenaarige Sophie, som kommer igjen, maaskee «herrlich in der Jugend Prangen wie ein Gebild aus Himmels Höh’n.»«herrlich in der Jugend Prangend wie ein Gebild aus Himmels Höh’n»] henvisning til diktet «Das Lied von der Glocke» av Friedrich von Schiller (1759–1805), gjendiktet av Ivar Aasen (men av poetiske grunner er linjene stokket litt om): «Men litle jenta stor er vordi / og stend i beste blomen sin, / ven som ei himmelssyn på jordi / med blygdar-raudning bjart om kinn. / Då kjem eit ukjent sviv i barmen, / og guten vert om hjarta veik» (Framande dikt frå fire tusen år, redigert av Hartvig Kiran, Sigmund Skard og Halldis Moren Vesaas. Samlaget, Oslo 1995 [1968], s. 222, sp. 2, l. 1–6) Og hvad saa? Ak, kjære Müller, min gamle, ærlige, ubehændigeubehændige] usmidige; klossete; famlende Bjørn med dine Huusvarmetheorier og din Frygt! Min Frygt er, at dine Ulykkesspaadomme slet ikke skal indtræffe, [43] min Frygt er, at jeg ingen Grund har til Frygt. Jeg skal aldrig mere styrte mig beruset, blindt troende, ud i hine lokkende Dybder, hvor man troer at see Perler og Skatte paa Bunden. Schillers «Taucher»Schillers «Taucher»] «Der Taucher», dikt av Friedrich von Schiller (1759–1805) var en Helt, en ungdommelig Helt første Gang, anden Gang var han en Nar. Ak, jeg skal aldrig mere være nogen Nar! I vore Dage har man opfundet Dykkerklokker, hvor man forsigtig kan hidsehidse] heise sig ned og rolig iagttage Alting, uden at faae engang saameget som Snue efter. . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.