Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[I, 5]

Det var denne Vaklen mellem Fortid og Fremtid, mellem gamle saarende Minder og ubestemte Længsler, hvori hans Sjel vuggedes, der en smuk Aprildag drev Cold til at vandre ud i det Frie.

Det Terrain, hvorpaa Gaarden laae, sænkede sig ned mod Elven i en lang af Enge og sparsom Løvskov optaget Terrasse. En ganske anden Characteer frembød dens modsatte Bred i den Række sønderbrudte, yppigt overgroede Klippemasser, der ligesom dannede Fodstykket af de Aase, der begrændsede Dalen. Paa denne Side laae Møllen, kun aflukket ved en Stænke, og til Høire løb en Fodstie ind imellem Klipperne. Allerede denne Sti, der bugtede sig mellem de dybe Fjeldvægge, langs en Aae, var høist tillokkende, [44] men blev det endnu mere ved at den førte til den omtalte Grotte. Ved Enden af Passet havde Klipperne dannet en naturlig, rummelig Hvælving, hvis smukke Former og symmetriske Linier næsten kunde bringe til at tvivle om det var Naturens Værk. Det Indvendige viste dog Spor af, at Menneskehænder vare komne Naturen til Hjælp. Gruus og Stene vare omhyggelig bortryddede, Bunden jevnet og bestrøet med Sand, og en Ujevnhed i Klippevæggen saavelsom et Par løse Klippeblokke var ved Hjælp af Moos omskabte til Sæder. Hvælvingen, der var temmelig dyb, vilde dog været for dunkel, havde ikke en Revne i Fjeldet oventil indladt et ved Buske og Slyngplanter dæmpet, men dog tilstrækkeligt Lys. Udenom Grottens høire Side styrtede Bækken sig i flere Smaafald ned af Klipperne, udvidede sig i en Halvkreds og fortsatte sit Løb nedad. Udsigten fra dette Sted var venligere og mere oplivende end Stedets Characteer lod formode, den gav Sindet en mild Modvægt mod det dystre Indtryk, Hvælvingen gjorde. Gjennem Fjeldpasset, der aabnede sig mere og mere, saae man Bækken muntert strømme ned mod Elven, hvor man skimtede Mølletaget under nogle ældgamle Birke, og det lyse mere frugtbare Landskab hiinsides dannede den meest smilende Baggrund. Vi have forhenforhen] tidligere antydet, at Sophie ligefra sin tidligste Barndom havde tiltaget sig [45] en Eiendomsret til Stedet, som Ingen heller gjorde hende stridig. Endnu som ganske Lille, naar Adgangen ofte var yderst vanskelig, havde hun fundet Veien derhen, beskyttet ved den Ubevidsthed om Fare, som er slige Smaaes usynlige Vogter.

Det var til dette Sted Cold styrede sin Gang. Skjønt næsten utilgjængeligt, da Vandet fra Fjeldet Vaar og Høst drev Bækken over sine Bredder, naaede han dog med nogen Anstrengelse derhen. Fra Grottens Indgang betragtede han Landskabet. Det grønne, spillende Moos, den surrende Bæk, og den rene, blaae Himmel gav Alt et foraarsligt Skin, der daarede Beskueren.

Man kan hundrede Gange have seet et Menneske, en Localitet; en Dag falder det os ind at betragte, det er, med det indre Øie beskue dette Menneske, denne Localitet, som da fremstiller sig for os ganske nye og fremmed. For første Gang lagde Cold Mærke til, ved at see sig omkring i Hvælvingen, at kun den forreste Deel var regelmæssig, medens Naturen i den inderste Deel havde dannet forskjellige Nicher og Fordybninger. Her faldt Lyset fra den solblanke Dag blaaeagtigt gjennem den omtalte Revne. Speidende gled hans Øie rundt. Det forekom ham, som om enhver Steen, enhver Ridse maatte kunne give ham nogen Oplysning om det Væsen, der i det Øieblik [46] beskjeftigede ham. I Sandet vilde han finde Spor af en Fod, den mindste paa hele Gaarden. Et Par Stene i Fjeldvæggen, som noget fortørret Moos var gledet ifra, lod sig flytte. Han havde truffet et hemmeligt Gjemme! Omhyggelig gjennemsøgte han hver Spalte. Forgjeves. Ved at rode i Gruset fandt han endelig Noget. Det var en liden rund, cylinderformet, huul Gjenstand, af en haard Substants, der havde en paafaldende Lighed med et Valnøddeskal. Han besaae den fra alle Sider, han stirrede paa de smaae, krusede Linier, som om enhver af dem var en betydningsfuld Rune. Et Valnøddeskal var og blev det. . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.