Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[I, 6] Til Müller.

. . . . gaard den 29de Marts.

Jeg har taget et uhyre Ark frem, skaaret alle de Penne jeg har, og skyndt mig at skrive «Kjære Müller», jeg har laaset Døren af, skjøndt jeg veed at ingen Sjel forstyrrer mig, alt dette i Troe paa, at det Gamle «frisk begyndt, halv fuldendt»«frisk begyndt, halv fuldendt»] eg. «godt begyndt er halvt fuldendt», fast uttrykk for at en god begynnelse øker sjansen for en god avslutning udtrykkelig er myntet paa Brevskrivning, denne lunefuldeste, vanskeligste af alle menneskelige Idrætter. Naar De vidste hvad der hviler paa mit Sind af Breve! og jo varmere tænkte og følte . . . . dog derom Intet her. Nu vil jeg skrive Müller til, jeg skal, jeg vil. Man skal maaskee vente [47] længe paa et saadant Sammentræf af baade ydre og indre Betingelser for et Brev, et ordentligt, langt, fornuftigt, gemytligt Brev. Disse Betingelser ere: Marts Maaned udenfor, der i Almanakken kalder sig «Vaarmaaned» – jeg vilde nu give den et ganske andet Navn, hvis jeg ikke kunde stryge den aldeles ud – og Qvarantaine og slet Humeur indenfor. Troe dog ikke, at vi ikke har Sol. Den straaler Dag for Dag, Uge for Uge paa den blegblaae Himmel, med en sand fortvivlet Udholdenhed. Den blinder os næsten med Reflexen fra de hvide Tage, uden at den mægter at fordrive Sneemasserne. Den eneste bare Flæk, jeg skimter oppe i Aasen, det første mine Øine opløfte sig til om Morgenen, er i de sidste tre Dage ikke bleven større. Lokker Solskinnet Nogen ud, og man har naaet hen til Hjørnet i et ubeskriveligt Føre, mødes man af den skjærende Nordenvind, der jager os lige ind igjen. Saaledes gaaer Dagen uendelig eensformig. Gaarden er som uddød – den eneste Lyd man hører er Tærskerens Slag fra Laaven, fra den tidlige Morgen til den sene Aften, ustandselig, rastløs som Slagene af et utaalmodigt Hjerte. Hvor trist er denne Lyd! Denne Tid paa Landet er utaalelig! Naar Sommeren kommer! . . . .

Men jeg skal til at skrifte, det er sandt, og De mærker nok, at jeg i denne lange Indledning gjør ligesom Børnene en Omvei, der af Frygt fordi de komme [48] for seent, gjøre endnu en Omvei til Skolen. Ja, i Sandhed, det Skriftemaal jeg har at aflægge bliver vanskeligere end jeg havde tænkt, og jeg vil have ondt for at opfylde mit Løfte – ikke af Frygt for Dem, bedste Müller, o nei, bild Dem ikke det ind! De skal ikke have Grund til den fjerneste Spot, De skal tvertimod have Glæde af mig. Hvorledes skal jeg forklare mig: – jeg har faae Begivenheder at stille op; min Ulykke ligger i en eneste stor Skuffelse, som Folk af Deres Art aldrig have at gjennemgaae, og som De derfor vanskelig kan fatte hos Andre. Denne Skuffelse har jeg lidt i en Verden, jeg søgte med saadan brændende Længsel. De kjender jo nok mine stakkels ungdommelige Illusioner, De har ofte nok ubarmhjertig gaaet dem til Livs. Siden skiltes vore Veie. Der var hele Aar, hvori jeg neppe saae Dem! Jeg troede De havde ganske ladet mig fare, indtil De pludselig overraskede mig heroppe i min Ensomhed. Det var smukt, det var trofast af Dem. Jeg kan ikke til Gjengjæld gjøre mindre end at fortælle Dem, hvordan jeg har tilbragt det mellemliggende Tidsrum. Det er med en egen Rørelse, man i de senere Aar tænker tilbage paa sin første Ungdom, hiin lyksalige Grønhedsperiode. Man veed ikke, om man skal ynke eller beundre den. Man vil nok storagtig forkaste den Lykke, den bereder, men man gjør det ikke uden et hemmeligt, nagende [49] Savn, og mangt et længselsfuldt Tilbageblik. De veed jo, at jeg, der mindst drømte om en saadan Lykke, kom i Mode, og skulde være med overalt. Det var netop i den Tid, da Selskabeligheden i vor Bye pludelig tog et nyt Opsving. Man forsøgte sig i alskens fremmede Reunions;Reunions] selskapeligheter det var Baller paa Baller, Kanefarter,Kanefarter] utfart med hest og slede, ofte med selskap etterpå Soiréer og Matinéer. Midt i dette Festliv maatte jeg ofte tænke paa, hvordan jeg i mine ubemærkede Dage havde stillet mig ved Indkjørselen til Stiftsgaarden, naar StatholderenStatholder] person som på regentens vegne styrer en landsdel eller et land med særlig status, Norge ble under unionen med Danmark i lange perioder styrt av en statholder gav Bal, for at see Damerne stige ud. Her maae De da tilbagekalde Dem, hvorledes Opvæxten i en eensom Fjeldegn, hvor jeg i Mangel af Menneskeomgang læste Romaner og Digte, havde indvirket paa mig. Min Moder, en begavet og meget smuk Kone, bidrog ogsaa til at forstærke min Begeistring for det andet Kjøn, en Trang til at beundre det, Egenskaber, som ogsaa skal have charakteriseret mine Forfædre, og som har givet Anledning til en heel Deel romantiske Begivenheder i min Familie. Jeg troer jeg har fortalt Dem nogle af disse, men gik man ret langt tilbage i Tiden, vilde de formodentlig ende i en Dragestjert eller noget Lignende. Hvad Under da, at jeg, endnu førend jeg var værdig til at være med, begyndte med brændende Iver at søge Idealerne til mine Drømme! De skulde vide, hvordan jeg forfulgte Sporet af enkelte Damer, som [50] Mængden betegnede som Skjønheder. Min Hylding var saameget sandere, som jeg selv var ubemærket. Ingen Troubadour kunde i Ydmyghed og Udholdenhed maale sig med mig. Naar jeg saae dem i deres lette Baldragt stige ud, eller flagre som Syner forbi de oplyste Vinduer, forekom de mig som Væsener af en høiere Art end vi andre, jordiske, plumpe og bestøvlede Skabninger, og den Lykke at danse med dem, tale med dem, tabte sig for min Tanke i noget «Ueberschwenglich»,«Ueberschwenglich»] (ty.) overstrømmende Noget, en Dødelig ikke kunde bære. Mine Extaser dannede en underlig Contrast til mine Kammeraters raae, spottende Bemærkninger. Hvor forbittret stormede jeg fra deres Selskab! Det er ligegyldigt, ved hvilket Tilfælde jeg blev draget ind i den Sphære,Sphære] krets der var Gjenstanden for min Attraae. Jeg stod indenfor Kredsen, og saae Trylleriet vige mere og mere. Skjønheden, hvor jeg fandt den, øvede vel endnu sin Magt over mig, men efterhaanden lærte jeg at indsee, at den er værdløs, naar den ikke støttes af andre Fortrin, og at der skal indre Qvaliteter til at bære den og gjøre den gjældende. Desværre skulde jeg selv praktisk gjøre denne Erfaring. Jeg forelskede mig blindt et Par Gange i Væsener, der vare lidet skikkede til at døbe mine Forventninger og holde min Troe i Veiret, og idet jeg trak mig tilbage blev jeg skjeldt for en Bedrager, medens jeg selv var den bittrest skuffede. [51] Jeg løb atter i Snaren, og dennegang blev jeg alvorlig hængende. I to Aar var jeg forlovet. Hvor hun var smuk denne Frøken W., hvor hun var smuk! I dette Ansigt, denne deilige Skabning, laae de rigeste Løfter om al den Lykke en Mand kan drømme . . . . Løfter, som hun idelig brød, hvergang hun aabnede Munden, thi trods sin forlokkende Magt var hun uden Sjel. Jeg veed ikke hvad der meest havde skadet hende, en falsk Opdragelse eller tomme Omgivelser. Hun var en Incarnation af den moderne qvindelige Opdragelse, der gjør Alt for den ydre Fernis,Fernis] overflate; glans Intet for Aandens og Gemyttets Liv, og som hos mindre dybe Naturer tilsidst frembringer Usandhed i Alt –. AffectationAffectation] tilgjorthet istedetfor Følelse, Snerperi istedetfor Blufærdighed og Sniksnak istedetfor Aandrighed. Da hundrede Gange heller vore Mødres og Bedstemødres simple Opdragelse. Ved Siden af den moderne Dannelse forekommer deres Spinderok og naive Orthographie mig rørende og ærværdig. Frøken W. havde lært Alt og vidste Ingenting. Hun havde læst en Mængde Romaner i forskjellige Sprog, men hun forstod maaskee ikke en eneste, George SandGeorge Sand] den franske forfatter Amandine-Aurore-Lucile Dupin (1804–1876), senere baronesse Dudevant, skrev en rekke romaner under psevdonymet George Sand var hende ligesaa god som Storm Vang.Storm Vang] Johan Storm Wang (1800–1849), norsk forfatter Hun gik paa alle Baller, ikke fordi hun ei allerede var træt af dem – hun havde fra sit ottende Aar været Primadonna paa alle Børneballer – men hun maatte tømme denne Glæde til Bærmen – thi hvad skulde hun sætte [52] istedet? . . . hun var . . . dog nok derom, min bedste Ven, det var endnu ikke det værste . . . det værste var, at hun elskede mig i Grunden – ikke – og dog vilde hun gifte sig med mig. I dette Punkt var hun uangribelig, og uden Stolthed. Hun, der kunde sætte en fornærmet Dronningmine op for en Bagatel, taalte med en Taalmodighed, der bragte mig til at fortvivle, mine Bemærkninger om vor Charakteerforskjellighed, ja slog tilsidst endog mine directe Antydninger om at løse vort Forhold henløse vort Forhold hen] oppheve forlovelsen i Spøg. Endelig brød jeg selv Lænken, og udholdt taalmodig Byens Sqvalder.Sqvalder] sladder Man dømte mit Forhold meget haardt, Frøken W. gjaldt for en af de første unge Damer. Og det er den traurige Sandhed, at hun maaskee var det, hun var ialfald ikke værre end Mængden. Hun var hverken meer eller mindre Productet af en heel Tilstand. I disse Aar ligge mine sognefjordske LuftcastellerLuftcasteller] luftslott nedramlede til Grunden. Jeg havde tænkt mig Kvinderne som det til alt Godt og Dygtigt begeistrende Princip, og jeg fandt en HobenHoben] gjeng Skabninger, der, allerede fra Fødslen af berøvede al sjelelig Frihed, fordummede ved Opdragelsen, villie- og hjælpeløst tilfalde den første, den bedste Forsørger. Den uværdige Betydningsløshed, hvori de befinde sig for os, faae vi, Mændene, desværre bedst føle Virkningen af, der forøvrigt er let at efterspore ned igjennem alle vore Tilstande. Tiltrækningskraften [53] tilintetgjøres, alt det Erotiske udslukkes. Vor Egoisme er ikke den amerikansk-storartede, der for egen Fordeel hæver sine Kvinder saa høit, vi drive det kun til at blive smaae Egoister ligeoverfor Vore, vi selv forplumre de Kilder, hvoraf vi skulle øse Livskraft og Begeistring.

Man behøver blot at see hen til det selskabelige Liv. Mine Øine bleve med et opladte, da Intet fængslede mig mere der. Al Tillokkelse var forsvunden. Hvilken Tomhed og Kulde, naar den aandrige Paavirkning fra begge Sider ikke findes, og en Smule Forelskelse skal afgive det eneste Forbindelsesled! Overalt mærker man ogsaa en Bestræbelse for at skilles. Hvor det paa nogen Maade lader sig gjøre, luske Mændene af og overlade Damerne Pladsen. Dette kaldes at Herrerne ryge deres Pibe, og det er naturligviis lutter Galanterie.lutter Galanterie] ren høflighet Man kjeder sig, man kjeder sig frygtelig, man mærker at der er noget Galt, og man undrer sig, hvori det kan stikke. I denne indre Huulhed tager man til «Personalcritikken», et finere Navn for Sladder, og søger at afvende det Latterlige ved Manglerne, ved selv at raillereraillere] gjøre narr av dem. Man raillerer Alting. Det gjælder kun at gjøre dette paa en nogenlunde aandrig og behændig Maade, at kunne ved Fru A-s Thebord give en saadan Skildring af fru B-s Soirée, at benævnte Frue glemmer, at hun i samme [54] Øieblik leverer Studier i den næste. For Guds Skyld intet Udbrud af Følelse, ingen Beundring for Noget, ligegyldig for Alt, og ikke uhøfligere i Omgang, end man netop kan være det, for ikke at være grov, see det er netop Grundtonen i vor nyudklækkede Selskabelighed. Intet Spor mere af disse trohjertige Dyder, der have oplivet vore Forældres selskabelige Liv, og hvorom de endnu tale med Rørelse, denne Velvillie, denne ridderlige Forekommenhed, denne overgivne Glæde, Alt dette har veget Pladsen for Noget, der skal kaldes tidsmæssig-europæisk, men som overført i vor tunge Atmosphære ikke kan blive Andet end Carricaturen. Jeg har kjendt Mennesker af et naturligt, velvilligt Sind, gjøre Vold paa sig for at blive utaalelige. Naar man seer slige beklagelige Anstrængelser, maae man tænke paa Æselet i Fabelen,Æselet i Fabelen] henvisning til Æsops fabler, en samling fortellinger som i følge folketradisjonen skal ha blitt fortalt av slaven Æsop på øya Samos på 500-tallet f. Kr. der vil agere Skjødehund,Skjødehund] liten hund (som en kan ha på fanget) enfinenfin] (fr.) nåvel; kort sagt; altså – vi ville Alle gjerne være franske Skjødehunde, og dog blive vi norske Æsler. Jeg fandt det tilsidst utaaleligt; det var ligesom Alting stivnede inde i mig, og jeg følte en saadan Misfornøielse med mig selv og Andre, at jeg havde grebet den ringeste Anledning til at komme bort. Nu kan det ikke længer undre Dem, at jeg greb denne Post med Begjærlighed. Der maatte en total Omskiftning, til at blive Menneske igjen.

Men jeg skulde ikke forlade Byen, uden at medtage [55] et forsonende Indtryk. Det var mit Bekjendtskab med Margrethe D.

Endnu En! hører jeg Dem sige, ja, endnu En.

Jeg havde nok før seet hende i Selskaber, eller, rettere sagt, overseet hende. Hun var ikke egentlig smuk, naar man ikke kjendte hende. Maaskee havde hun været det. Hun var spinkel, og havde et svagt, lidende Udtryk, men uendelig fiin og gratiøs. Nu vakte den Passivitet, hun iagttog – hun sad næsten altid alene, naar hun var ude mellem Andre –, netop min Interesse, og denne Interesse steg for hver Samtale vi havde sammen. Snart søgte jeg ingen Anden end hende, jeg havde jo opdaget hende; thi Ingen bekymrede sig om hende før, hun havde jo ikke Skjønhedens Udhængsskilt.hun havde jo ikke Skjønhedens Udhængsskilt] hun var ikke vakker Der udviklede sig et smukt Fortrolighedsforhold mellem os, et af disse, der desværre ere alt for sjeldne mellem Kvinde og Mand. Der var intet Erotisk fra nogen af Siderne. Vi vare begge færdige paa en Viis. Om hendes Skjæbne vidste jeg blot, hvad Byen vidste derom, at hun havde modsat sig et antageligt Partie, og at hun af en Grille sandsynligviis agtede at forblive gammel Jomfru. Hos hende fandt jeg alt hvad jeg havde savnet hos mine forrige Inclinationer:forrige Inclinationer] forrige flammer/kjærester store Anlæg til Sandhed, rigtig Følelse, Tankerigdom og Skarpsindighed i Opfatningen. Hun manglede Lethed i det almindelige Selskabssnak, [56] og hun tog liden Deel deri, men i dybere Materier fik hun en Art Veltalenhed, som jeg ikke har truffet hos nogen Anden; hendes Sprog var da sindrigt,sindrigt] klokt; skarpsindig; vittig blomsterduftende, ikke blomstrende – oh, saa ægte qvindeligt! Til hende udøste jeg alle mine Klager. Hun var den første, der mildt og skaansomt bedømte min Færd, idet hun tillige viste mig Kilden til mine Skuffelser. Aldrig har jeg hos et ungt Væsen – hun var kunskuns] bare et Par Aar ældre end jeg – fundet et saadant Blik, der mindre lod sig hilde af det Tilvante, og saa megen Aandsselvstændighed under Trykket af smaaelige Forhold. Margrethe var en af disse herlige Naturer, der udvikle sig selv, trods alt hemmende, og som bærer Undtagelsens Martyrskab tyst og stille i sig selv. Men der hvilede over hendes Væsen et Dug som af Vemod eller maaskee Livstræthed. «I klage over os,» sagde hun, «og med Rette; vor eneste Udvikling faae vi gjennem Smerten, men ulykkeligviis gjør denne os med det samme uskikkede til Livet». Ja, hun selv var et saadant brudt Rør, som Vinden endnu kun aflokkede melodiske – men ogsaa enkelte skjærende Toner; hvor meget skylder jeg Margrethe! Mine glade Illusioner kunde hun ikke redde, men hun har reddet min Tro. . . . . .

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

[57] Da Cold Dagen efter saae dette Brev igjennem, for at forsegle det og sende det afsted, tog han det, aabnede sin Pult og lagde det omhyggelig ind mellem nogle andre Papirer. Inden et Qvarteer havde han et andet brev til Müller færdigt. Paa den første Side, der begyndte aldeles uden Indledning, beretter han tørt og concist som en Regnskabsfører alle sine uheldige Forlovelser. De øvrige tre fjerde Dele indeholdt Betragtninger over en offentlig Begivenhed, som dengang satte Aviserne og Gemytterne i nogen Gjæring, og han endte med at han havde opdaget to skelende Subjecter i Præstegjeldet, som Müller skulde have tilgode, naar han kom næste Gang.

Dette Brev fik Müller, og han læste det meget opmærksomt igjennem. Den letsindige Hallunk,Hallunk] skurk; bedrager sagde han een–to–tre–fire! Han er endda oprigtig, . . . og saa taler han saa ligegyldig derom, som om det var Pottemagerarbeide der skulde klinkes,klinkes] repareres «skuffet, for evig helbredet – Illusioner, der ikke mere kan reddes,» bah, jeg kjender det, det varer netop til det næste glatte Ansigt kommer ham i Veien. Nei, han maae bort, her duer det ikke for ham, han maa bort.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.