Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[I, 8]

Ondt Veir havde igjen i nogle Dage forsinket Sophies Hjemkomst, som nu endelig indtraf, og vakte lydelig Glæde i den stille Nat. Først næste Formiddag gik Cold med bankende Hjerte ned ad Trappen. Han fandt Sophie i Dagligstuen med sin Moder og sine Sødskende. Hun hilsede ham, dog uden at nærme sig. Cold vidste ikke, om han skulde række hende Haanden [60] eller ei; naar sligt skal overlægges, bliver det for seent. Der blev vexlet nogle almindelige Velkomst- og Høflighedsphraser, Beklagelser over Veiret anstillede,anstillede] utvekslet; sagt og Cold, der, i den Spænding han var, følte sig ilde tilmode, drog sig snart tilbage. Han ilede op paa sit Værelse, tog Ørsteds HaandbogØrsteds Haandbog] Håndbog i den danske og norske lovgivning (6 b., 1822–1835) av Anders Sandøe Ørsted (1778–1860), dansk jurist, embedsmann og (stats)minister frem, og læste vedholdende og fordybet deri et Par Timer, endte derpaa en vidtløftig Indstillingvidtløftig Indstilling] omstendelig forslag/tilråding for Amtmanden, og red saa ud. Først nu nødtes han til at give sine Tanker Gehør.give sine Tanker Gehør] (ta seg tid til) å tenke gjennom noe Hans Møde med den Nysankomne havde rigtignok været saare flygtigt, men Indtrykket var dog alt for utilfredsstillende. Havde han da gjort sig Forventninger? Om hendes Væsen kunde han intet dømme; den Lethed og Sikkerhed, hvormed hun modtog og gjengav disse intetsigende Phraser, hvoraf Samtalen havde bestaaet, behagede ham ikke ganske. Om hun var smuk, vidste han heller ikke. Hun havde en Kappe paa, og et stort Shawl indhyllede hendes Figur, der forekom ham tynd og slank. Hendes Ansigtsfarve var noget rød og echaufferet.echaufferet] opphisset Dette burde ikke være Nogen paafaldende, der veed hvorledes et Par Dages Reise i vor skarpe Vaarluft kan bringe de skjønneste Træk af Lave.af Lave] i uorden Men vor Helt var enten ikke saa liberal som den danske Digter,danske Digter] Henrik Hertz (1797/98–1870) naar han siger:

«Om Kummer eller Østenvinden,
Har skadet Roserne paa Kinden
Tro mig, min Ven, det siger ikke stort.»Om Kummer … ikke stort] fra lærediktet «Naturen og Kunsten» (Første Afdeling) av Henrik Hertz (1797/98–1870). Midterste linje er feilsitert, hos Hertz lyder den: «Har bleget Foraarsroserne paa Kinden».

[61] Eller, rimeligere er det, han havde slet ikke tænkt over Luftens Indvirkning paa den menneskelige Hud. Han tænkte vel, hvad hundrede koparrede og tatoverede Adamssønner havde tænkt før ham, at en Dames TeintTeint] hudfarge; ansiktsfarge skal være reen og skjær som hendes Rygte, og Sophies stærke Teint mishagede ham.

I flere Dage kom Sophie ikke tilsyne, da hun havde Tandpine og holdt sig paa sit Værelse. En Indbydelse til en Familie i Nabolavet blev imidlertid modtaget. Det var første Pinsedag. Vaaren stod i sin fulde Flor. Den hele Familie reiste tidlig derhen, længere ud paa Aftenen indfandt Cold sig. Der var stort Selskab, det forreste Værelse var næsten opfyldt. Da han Ingen søgte, og ikke vilde trænge igjennem, blev han staaende i en Krog, hvor den tiltagende Dunkelhed næsten skjulte ham. Man skulde netop begynde at danse. Fra Storstuen, hvor Meublerne var ryddede tilside, lød en lystig Strauszer,en lystig Strauszer] en dansemelodi av enten Johann Strauss d.e. (1804–1849) eller Johann Strauss d.y. (1825–1899) og Herrerne, hvoriblandt nogle Gjæster fra Byen, de unge Hrr. Landhandlere, Capellanen og Husets Sønner kom just stormende til for at engagere. I en Afstand saae Cold Sophie. Det maatte være hende, det kunde ingen Anden være, dog havde hun noget ganske fremmed for ham. Det forekom ham, at hun afslog flere Opfordringer til Dands. Han stod og grundede over dette i sin Krog, medens Stuen begyndte at blive tom, da [62] kom Amalie farende ud fra Salen igjen, og med Miner, der forkyndte Ting af yderste Vigtighed, drog hun Sophie med sig hen i Vinduet.

Der stod hun da tre Skridt fra ham, Dagslyset faldt stærkt paa hendes Skabning.

Du maae dandse, Sophien min, Du maae endelig dandse. For Himlens Skyld afslaa det ikke – det vil tages ilde op . . .

Jeg dandser aldrig, sagde Sophie.

Hvorledes Sophie, Du aldrig dandse! skreg Amalie. . . Du elskede jo Dands lidenskabelig . . . Kan Du ikke huske, da Du var liden, dandsede Du rundt saalænge til Du tumlede overende og slog Dig mod Stole og Borde? . . . Du har desuden taget InformationInformation] undervisning i Kjøbenhavn . . . det er altsaa ikke dit Alvor.

Mit fulde Alvor, svarede Sophie med fast, men dog noget bedrøvet Tone . . . . Men, Gud signe Dig Sophie! . . . .

Der er jo Damer nok, afbrød Sophie hende noget heftig. Elise Breien seer ud som om hun bragte et stort Offer ved at spille, det kan jo jeg saa godt gjøre! . . . . og dermed var hun allerede inde i Salen, og under den første Pause, der indtraf i Musikken, havde hun allerede halv bedende, halv med Vold, indtaget den omtalte Plads ved Pianoet. Her spillede hun urokkelig næsten den hele Aften, Vals paa Vals, [63] FeiereFeier] rask norsk folkedans og Galopper.Galopp] rask dans i 2/4 takt Maaskee troede hun derved lettest at forsone de fortørnede Guder.

Af gammel vinterlig Vane havde man tændt Lys i Salen, men man kunde neppe see dem. Fra alle Vinduer indstrømmede den nordlige Horizonts natlige Sommerklarhed. Pianoet var stillet saaledes, at et stærkt Skjær faldt paa den Spillende.

Ligesaavist som ethvert Kunstværk vil sin Ramme,Ramme] rettet fra: Stemme (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) sin eiendommelige Belysning, enhver Ædelsteen sin Indfatning, ligesaavist som der gives Vine, der kun spille i grønne Glas, saavist er det, at Skjønheden, den levende Skjønhed, er bunden til sine Betingelser, under hvilke den vil træde frem. Forstod man dette ret, forstod man at sondre det Tilfældige, vilde man ikke saa ofte gjøre den Uret, forstod Skjønheden selv ret at afverge det Tilfældige, vilde den oftere være skjøn. Sophie bekræftede dette, da hun saadan sad foran Klaveret afsondret, fri, blot hvilende i sin egen ungdommelige, gratiøse Sikkerhed. En mørk Silkekjole uden al Prydelse af Sløifer, Broscher, Ørenringe, fremhævede i Snit og Farve vidunderlig hendes fine, slanke Figur. De unaturlig høie Frisurer begyndte dengang netop at vige Pladsen for den græske Knude, der klæder et ungt Ansigt saa vel . . . Sophies rige, deilige Haar var ordnet paa denne Viis, men da denne Mode endnu ikke var kjendt deroppe, gav det [64] hende noget fremmed mellem de Andre. I Aftenskjæret havde hendes Træk antaget en lysende Marmorbleghed, men nærmede man sig, vilde man opdage at hun ikke manglede en sund, ungdommelig Farve.

Paa Sophaen havde Værtinden og Fru Ramm taget Plads. Amtmandinden straalede af Silke og Guldstads, med sin blankeste Festmine.

Jeg gratulerer Dem rigtig, at De har faaet Deres Sophie hjem, sagde den lille, tykke Fru Breien. Jeg kjender hende næsten ikke igjen, saa peen, saa smuk var hun bleven. Hun faaer den deilige Teint, som ligger til Deres Familie, Fru Ramm. Pas paa, hun bliver endnu vakrere end Louise.

O ja, saamen! Hun har taget sig op . . . naar Sophie blot faaer mere Couleur og hun bliver lidt fyldigere, sagde Fru Ramm, der i disse moderate Udtryk søgte at holde sin moderlige Beundring i Tømme.

Hendes fordums Lærer maae sikkert finde hende fuldkommen som hun er, thi han har ikke havt sine Øine fra hende siden han kom. Der staaer han i Døren som en Støtte. Min Elise sad over sidste Vals, det havde ikke været saa forskrækkelig et Under, om Hr. Cold . . . . men, Gud bevares, Elise døer ikke derfor, om Hr. Cold ikke veed hvad Høflighed kræver . . . . Gud fri mig, nu tager han saagar LorgnettenLorgnetten] brille uten stenger som en fester med en klemme over neseryggen op. Ja, ja, Fru Ramm, pas paa!

[65] Hvordan mener De? sagde denne med en uforlignelig uskyldig Mine . . . . ah, saaledes! . . . . nei, det vil jeg ikke haabe, det Menneske har sandelig gjort det broget nok i vort Huus, lagde hun til med et Suk. Seer De, min Mand vilde endelig have Cold til Lærer for Edvard. Han var bleven ham saa overmaade recommanderet.recommanderet] anbefalt Jeg betvivler ikke, at han er et dannet og dygtigt Menneske, det er nok for at min Gamle sætter den umaadelige Priis paa ham. Men vi Fruentimmer, min gode Fru Breien, have et skarpere Blik, vi bedømme en Mands Værd anderledes. Dannelse og Talenter ere store Fortrin hos et ungt Menneske, men i mine Øine kunne de ikke erstatte Mangel paa Følelse, paa Charakteer. Allerede førend han kom kjendte jeg flere Historier om den unge Herre, som ikke geraadegeraade] komme ham just til Ære, og som vare af den Beskaffenhed, at det nok kunde ængste en Moders Hjerte . . .

Oh, dem kjender jeg ogsaa lidt til, hvidskede Fru Breien.

Saa? lad os da høre, om Deres ere det samme?

At mine ere paalidelige, tør jeg indestaae for, meente den tykke Frue. Jeg har Mine gjennem Elise, der corresponderer, som De veed, med sin Cousine i Drammen. I Drammen er jeg kjendt, der veed man ligesaa god Besked om hvad der passerer i Christiania, som paa Stedet selv, ja mangen Gang bedre. En Dame [66] var i den Grad forelsket i ham, at hun tog Gift. Hun er senere bleven forlovet med en, som vi begge kjende, . . . men jeg nævner ingen Navne. To andre Damer sloge op med deres Kjærester, overbeviste om at Cold gjorde af dem,gjorde af dem] holdt av dem; var glad i dem neppe havde de gjort det, saa trak han sig tilbage. Saadan gaaer det, naar man vil slaae det skidne Vand bort, førend man har det Rene!

Mig er det blevet noget anderledes berettet, hvidskede Amtmandinden, der ikke fandt rigtig Behag i den lille, tykke Frues noget cyniske Udtryksmaade. Men det er nu det samme. Saameget er vist, at hans Time ogsaa slog. Han blev tilsidst dødelig indtaget af en Frøken W., en meget smuk, dannet og i alle Henseender udmærket Pige. De blev forlovede, Alt er herligt en Stund . . . saa blev han kold og besynderlig . . . . pludselig slaaer han op . . . Ingen kan begribe Grunden!

Slog han op? – slog han virkelig op selv! det kalder jeg skammeligt! skreg Fru Breien i en saa høirøstet Indignation, at Amtmandinden saae sig bekymret om til alle Sider. Den stakkels Tilla Torp var forlovet i sex Aar, og jeg vil ikke rose ham i det Forhold, men den Triumph undte han hende dog, at han lod hende slaae op.

De kan begribe, snille Fru Breien, at jeg blev urolig for mine Smaaepiger, da jeg hørte at han skulde [67] komme i Huset, . . . med Sophie havde det ingen Nød, hun var saa reent Barn endnu, og hun kunde desuden ikke fordrage ham; der var altid Klammeri mellem dem. Men Amalie, den stakkels uerfarne Pige . . . . et Hjerte, der er saadan bare Uskyld! . . . .

Nu ja! maae jeg nu høre, hvordan det egentlig hænger sammen mellem Amalie og ham, afbrød Fru Breien hende, og rykkede gridsk en Tomme nærmere. Jeg har mere end en Gang troet at det var klappet og klart mellem dem.

Det maae De saamen meget gjerne høre. Amalie var i Førstningen bly og yderst tilbageholden. Hun havde ogsaa hørt disse Rygter. Han udmærkede hende imidlertid øiensynlig, dog maae jeg sige paa en beskeden, ærbødighedsfuld Maade. Aldrig forsømte han at hjælpe hende op i Vognen og ud af den, og en Gang fulgte han hende hjem fra Meyers, da det havde regnet, og det sandelig ikke kunde være for Spadseretourens Skyld. Naar en ung Herre i vore Dage gaaer saa vidt, skal der ikke megen Gjetningsevne til at see hvad det fører til. Men der maae være kommen Noget mellem de Unge. Amalie trækker sig pludselig tilbage – hendes Tilbageholdenhed . . . dog dette bliver mellem os . . . gaaer over til en complet Uvillie. Hun kan aldeles ikke udstaae ham. Læg Mærke til, de tale aldrig sammen. Paa ham kan man [68] Intet mærke, han maae have en besynderlig Magt over sig selv. Men at den stakkels Pige har lidt i dette Forhold, det veed jeg. Under dette sorgløse Ydre, frygter jeg, skjuler sig et brudt Hjerte, Fru Breien.

Amalie, der idetsamme valsede forbi med Capellanen, bekræftede aldeles ikke ved sit Udseende dette Moderens Udsagn. Hendes noget sværbyggede Figur tog sig endnu anseeligere ud i den hvide Kjole, og hendes Kinder, endnu mere blussende ved Dandsen, kappedes i Farve med den Rosenkrands, hun havde anbragt skraas over Haaret.

Tager jeg ikke meget Feil, sagde Fru Breien, og forfulgte det dandsende Par med sine smaae, blinkende Øine, saa har vor alvorlige Capellan stor Lyst til at læge det brustne Hjerte. Aldrig har jeg seet ham dandse før, og i Aften er han en af de Ivrigste.

Parret var netop standset et Stykke foran dem. Medens Capellanen med Hænderne under KjoleskjødetKjoleskjødet] snipper på en mannsfrakk ivrig syntes at underholde sin Dame, dannede han en ganske besynderlig Contrast til denne.

Capellanen, Brøcher, havde en høi, tør, spinkel Figur, som han bar meget rank; et langt, desto smalere Ansigt, et skarpt Fugleprofil, store lyseblaae, blondhaarede Øine og et noget fremstaaende Underansigt. Et Par dygtige Bakkenbarter vilde nogenledes oprettet Ligevægten i dette Ansigt, men Naturen havde nægtet [69] Capellanen denne Prydelse. Han lod heller ikke til at finde sit Ansigt for langt; idetmindste bestræbte han sig for endnu at forøge dets Længde, ved at tvinge sit tynde, høragtigehøragtige] hør: lin Haar op i en Hanekam. Hans Ansigtsfarve var af denne rødlig ubestemmelige Art, der er ligesaa langt fra Sundhedens Purpur som fra den varme, brunlige Farve, der antyder en kraftig, choleriskcholerisk] hissig; oppfarende Sjel. Efter disse Træk vil man slutte, at Brøcher ikke var nogen smuk Mand. Det var han heller ikke. Men han havde en Egenskab, der fuldkommen erstattede ham hans Mangel paa personlig Skjønhed. I de dannede Familier paa Landet flyve Sønnerne tidlig ud af Reden for at søge deres Lykke andensteds i Verden. DøttreneVerden. Døttrene] rettet fra: Verden. [nytt avsnitt] Døttrene (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) derimod flyve ikke, de blive tilbage i Reden for at vente paa at Lykken skal opsøge dem. I en saadan afsides, men familie- og døttrerig Egn repræsenterede Capellanen Lykken. Han var virkelig saagodtsom det eneste tænkelige Partie i den hele Omegn. Dette hindrede dog ikke de unge Piger fra indtil videre at bruge ham som den hemmelige Skive for deres uskyldige Morskab. Den stive, pedantiske, i Klæder og Manerer yderst pertentlige Capellan gik mellem dem som en stor Blindebuk, der en Stund taalmodig lader sig nappe og drille, men som, bedst som det er, nok kan gjøre et Greb i Flokken, og denne [70] Usikkerhed er netop det Piquante ved Fornøielsen. Hidtil havde man dog ikke mærket, at han havde noget saadant i Sinde. Det Erotiske syntes slet ikke at være et for ham hjemligt Element, og endnu havde man ikke oplevet Noget hos ham, der lignede at «gjøre Cour.»gjøre Cour] flørte; varte opp; beile De Symptomer, som de to Fruer fra Sophaen havde opdaget, kunde derfor ikke andet end være dem i høi Grad paafaldende.

I dette Øieblik blev Symptomerne betænkelige.

Amalie havde i Distraction plukket Bladene af en Blomst, og kastede nu Stilken idet hun gik. Denne Stilk tog Capellanen skyndsomt op og stak i sin Lomme.

Nu! har jeg Ret? sagde den lille Frue og blinkede. Hvad siger min naadige Amtmandinde dertil?

Intet, Fru Breien, sagde Amtmandinden med en Rolighed, som man nok maa kalde stoisk.stoisk] uforstyrrelig sinnsro og selvbeherskelse I slige Ting vil jeg ganske lade de Unge raade. Min Bestræbelse har været at opdrage mine Piger saaledes, at de selv forstaae at træffe deres Valg. Tvang kjender jeg ikke og den skal ikke kjendes i vort Huus.

De to Damer iagtog nu stiltiende, idet de vexlede et betydningsfuldt Blik, hvorledes den gamle Amtmand, der kom ud fra Spilleværelset, nærmede sig Cold og ved et Slag paa Skulderen vakte denne af hans tankefulde Stilling. Hans drømmende Mine veg strax for et Udtryk af ærbødig Venlighed; den [71] Gamle tog ham fortrolig under Armen og drog ham hen i et Vindue, hvor de kom i en ivrig Samtale, der afbrødes da man skulde til Bords.

Aftenen og et godt Stykke af Natten forløb paa denne Viis hurtig. Paa Landet morer man sig, man seer ikke saa ofte paa Uhrene som i Byerne.

Sophie havde den hele Tid, uden at hun selv tænkte det, været Centrum i den lille Kreds. Hun øvede ubevidst en Magt over Alle. Den aabenbarede sig i de smigrende Øiekast, Moderen sendte hende, i Amalies søsterlige Forelskelse. Men, medens de Gamle i Selskabet, der havde kjendt Sophie som Barn, trohjertig viste hende deres Beundring, var det hos de Yngre mere Nysgjerrighed end frivilligt Velbehag, hvormed de trængte sig om hende.

Kun med Cold havde hun den hele Aften ikke vexlet et Ord.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.