Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[I, 9]

Sophie havde aldrig havt nogen Fortrolig eller Veninde. Men i hendes Barndom havde hun holdt en Dagbog, hvori hun samvittighedsfuld nedskrev sine [72] smaae daglige Begivenheder. I Kjøbenhavn havde hun ophørt dermed. Hun var formeget optaget udenfra til at faae Tid dertil og hun følte desuden selv, at hun stod paa et Overgangstrin, hvor man mistroer sine egne Indtryk. Efter hendes Hjemkomst vaagnede igjen Trangen til hendes gamle Fortrolige. Men da Tanken om en sammenhængende Dagbog var hende imod, indskrænkede hun sig til nu og da paa løse Blade at nedskrive, hvad der stærkt havde grebet hende. Af disse Blade, der maaskee troere end noget Andet vil gjengive et Billede af hende, meddele vi nogle, skrevne strax efter hendes Hjemkomst.

Den 24de Mai 183.183.] årstallet er sannsynligvis bevisst ufullført av forfatteren, i de tidlige romanene er det vanlig å ikke skrive navn og datoer fullt ut
Hvor besynderlig det er at vide, at jeg igjen er hjemme! Er jeg virkelig i mit Hjem? Om Natten i Drømme drives jeg igjen bort, det foresvæver mig som noget Uopnaaeligt, jeg lander hundrede Gange paa den norske Jordbund, jeg seer Hjemmet og træder ind under dets Tag, da forvandles Alt igjen, jeg er i lutter fremmede Omgivelser, blandt fremmede Skikkelser. I denne Strid vaagnede jeg i Nat. Er det da ikke sandt! raabte jeg høit, og see! alle de kjendte Gjenstande traadte saa sælsomt belyste frem af Dunkelheden. [73] Oldemoders Portrait over Komoden, blev næsten levende, da Rammen laae i Skyggen, jeg synes livagtig, at hendes strenge, stive Ansigt fortrak sig til et Smiil over min Forundring. Det er vor norske, lyse Sommernat. Jeg maatte springe op, hen til Vinduet, aabne det for at indaande Duften af Hæggen nedenunder, og høre paa Møllefossen, der sang sin gamle Sang for mig. Hvormange tusinde Erindringer stige op i denne Lyd! Og saa maatte jeg see paa denne vidunderlig blanke Nathimmel, hvorpaa Fjeldlinierne tegne sig saa skarpe og dunkle. Ikke længe efter steg Solen rød som en Glød op over Aasen.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Jeg kan ikke leve uden i den norske Natur, borte fra den maatte jeg sygne midt i alle de Glæder og Nydelser, Verden formaaer at give. Alt er nyt og friskt i den og dog kjender jeg Alt saa vel igjen. Med mine Omgivelser er det netop omvendt. Der er Alt som det var da jeg forlod det, dog synes det mig forandret. Jeg gik idag ind i Havesalen. Den forekom mig besynderlig snæver og lav. Og Maleriet, der forestiller Antiochus og Stratonice, denne syge Kongesøn, der elsker sin Stedmoder,Maleriet … Stedmoder] det finnes flere kjente malerier med dette motivet, f.eks.: 1640 av den nederlandske maleren Theodoor van Thulden (1606–1669); ca. 1667–1668 av den nederlandske maleren Jan Steen (ca. 1626–1679); ca 1671–1675 av den nederlandske maleren Gérard de Lairesse (1640/1641–1711); ca 1700 av den italienske maleren Antonio Bellucci (1654–1726); 1704 av den tyske maleren Johann Heiss (1640–1704); 1774 av den franske maleren Jacques-Louis David (1748–1825); 1840 av den franske maleren Jean-Auguste-Dominique Ingres (1780–1867) forekom mig ikke som det samme. Var det blot Ideen som henrev mig?

[74] Den gamle Mands Hoved i Kobberstik overraskede mig derimod som noget Nyt, jeg aldrig havde seet før.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Den Modtagelse, jeg har faaet i hjemmet, har overrasket mig. Moder og Sødskende kom mig saa kjerligt imøde. Det var som om de havde ventet mig med Længsel! . . . og Fader! . . . Have de mærket sig et gammelt Ønske eller gjettet det? Jeg har faaet mit eget Værelse; det lille Kammer indenfor Amalies er sat istand og nydelig indrettet. O, alt dette har jeg ikke ventet! Jeg voldte dem jo ingen Glæde, da jeg var hjemme; var jeg ikke en Mislyd i deres Liv? Med hede Taarer har jeg blandt Fremmede tænkt derpaa, men herefter vil jeg volde dem Glæde. Alt for dem uforstaaeligt i mit Væsen skal jeg vide at beherske, de skal ikke kjende det, ikke ængstes over det. Ak, er det forstaaeligt for mig selv?.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

I Grotten har jeg endnu ikke været. Igaar, da de Fremmede skulde derned, kunde jeg ikke overvinde mig til at gaae med. Kan man bede til Gud, midt i et pyntet leende Selskab?


[75] Den 30te.
Vi har været i Selskab paa Eng, Fader, Moder, Cold, Amalie og jeg. Den hele Bygd var der, jeg gjensaae alle mine Bekjendte. Ogsaa med dem denne Forandring, som jeg ikke kan begribe,begribe] rettet fra: gribe (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) end mindre beskrive. Jeg var saa glad ved at træffe dem, især Meyers, mine gamle Legekamerater. Men det var ligesom de tvivlede paa at min Venlighed var oprigtig; det hændte undertiden, at de lagde en spydig Fortolkning i mine simpleste Ord. Wilhelm Meyer kalder mig «Frøken,» og sagde De til mig, saa jeg vidste ikke enten jeg skulde blive vred eller lee, da jeg aldrig huskede at gjengjelde denne Artighed. Emma D. var langt fra saa smuk som da jeg reiste. Det værste var, at jeg nær var kommet i en alvorlig Strid med den unge Breien, fordi jeg fandt hans Forældre smukkere end Portraitterne, og uden mindste critisk Hensigt kom til at sige, at jeg fandt disse frygtelige. Med en sand udfordrende Mine spurgte han mig, «hvad jeg meente,» bad han mig, være saa god at «forklare» mig. Flere Gange om Aftenen hedte det: «ja De er vel bleven saa vanskelig,» – – «nu da De har været saa længe udenlands, synes De vel Intet duer heroppe hos os.» – – Der var Noget ved de Fleste, der trykkede mig, saa jeg var ret glad, da jeg sad i GighenGighen] hestevognen med Fader, og kjørte med ham i den deilige, lyse [76] Foraarsnat. Fader var saa oprømt, vi havde saa meget at fortælle hinanden. Jeg troer ikke man var saa livlig i den Vogn som kjørte bagefter. Cold havde sat sig hos Kudsken, og baade Moer og Amalie vaagnede af en lille Luur da vi stansede for Døren.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .


1ste Juni.
Først idag Morges var jeg i Grotten. Den var idetmindste ikke forandret; den forekom mig gribende, prægtig. Veien derhen gjennem Kløften, Udsigten, Aaen, Alt yndigt, eiendommeligt. Hvor underlig var jeg tilmode, da jeg gjensaae denne min Barndoms Lege- og Tumleplads. Lege- og Tumleplads! nei leget og tumlet har jeg ikke der, men jeg har arbeidet, grublet, drømt dernede og grædt.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Til, til Tara
I Moraa skal vi fara
Høgt op i djupe Dala.Til, til Tara … Dala] eg. en gammel regle, «Till, till tare»: Till, till tare! / I morgen skal vi fare / langt bort i dype daler / til Elvekongens saler. / Der er så godt å gjete, / der faller ingen væte. / Der vokser løken, / der galer gjøken, / der bygger sulua, / høyt opp i furua, / der danser dua / med røde gullband i lua.

Som en fjern Drøm foresvæver mig mit allerførste Besøg dernede. Det var en Sommereftermiddag; jeg var som ganske lille Barn ude at spadsere med Barnepigen. Mod Tilladelsen havde hun taget [77] mig med ned til Møllen. Medens hun fordybede sig i en PassiarPassiar] samtale med Mølleren, havde jeg listet mig fra hende og fundet Veien ind ad Fjeldpasset. Udsigten lukkede sig snart; Terrainet var dengang ganske uveibartuveibart] ufarbart og tilgroet, og jeg saae mig ene mellem de dybe Fjeldvægge. De gamle AmmeviserAmmeviser] vuggeviser havde alt vakt en eventyrlig, Dunkel Forestilling i mig om en Natur, der var anderledes end Havens, og jeg havde altid i min Tanke lagt den hen i de mørke Skove hinsides Elven, som jeg kunde see fra Vinduerne. Nu, var jeg der, her maatte de velsignede Egne være, hvorom der synges i Visen:

«Der er saa godt at gjete –
der falder ingen Væde,
der synger Sulua
høgt op i Furua.»Der er … Furua] se kommentar til «Til, til Tara» over

Mit Hjerte bankede vel, men uimodstaaelig drev det mig fremad. Jeg smuttede under Buskene langs Aaen, vandrede gjennem Skove af Ormegræs og den himmelhøie Venusvogn.Venusvogn] en plante med mørkeblå blomster, også kalt «storhjelm» Jeg synes jeg gik saa langt, saa langt. Saa kom jeg til Overgangen over Aaen, enAaen, en] rettet fra: Aaen. En (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) halvraaden moesgroet Træstamme – maaskee nedblæst engang – maaskee lagt der af Mennesker for at danne en Bro, som vi nu nok vilde betænke os paa at forsøge. Jeg kravlede imidlertid trøstig over, og nu stod jeg paa Pladsen foran Grotten, der danner [78] ligesom en lille lukket Verden for sig. Glemt var al Frygt over de Herligheder, der her udbredte sig for mig! Her under de lune Fjeldvægge modnedes Jordbærrene i uforstyrret Fylde. Hver Klipperevne hang fuld af spraglede Blomster; jeg løb fra det Ene til det Andet, og vidste ikke hvad jeg skulde gribe til først. Jeg speidede længe forsigtig ind ad Aabningen, der halvt var skjult af blomstrende Nypetorn. Dengang havde jeg blot et Ord for alt hvad der var skadeligt og frygteligt i hele Dyreverdenen. Nei, jeg kunde trygt gaae ind, der var ingen Bjørne. Men 3 Skridt fra mig, midt paa Sandet i Hulen, laae et deiligt, sort, glinsende Baand; det maatte jeg have. Til min usigelige Forundring var det der ikke mere da jeg kom. Jeg ledte i Sprækken – jeg gyser ved at sige det – ganske bedrøvet. Det sorte Baand var og blev forsvunden. Var det en Snog?Snog] rettet fra: Snag (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) Jeg har siden aldrig seet Nogen der.

Den underste Hvælving var halv fyldt med Smaastene og Gruus; det trøstede mig snart. Deriblandt var der Stene saa merkværdig deilige. De vare hvide som Marmor og næsten runde; der var nogle som glimrede. Jeg søgte og søgte, jeg maatte have en med til hver hjemme:

[79] «En til Faer,
En til Moer,
En til Søster,
En til Broer
Og en til den som Fisken drog.»En til Faer … drog] fra barnesangen «Ro, ro til fiskeskjær»

Men dette tog Tid ud, og inden jeg vidste det var det begyndt at dunkle. Hvor sjeleglad ilede jeg afsted med mine Skatte, Jordbærrene, Blomsterne, Smaastenene i Forklædet, ingen Frygt hindrede mig mere; som baaret paa usynlige Hænder, kom jeg over den skummende Aae, gjennem Skovene af Ormegræs og Venusvogn. Aandeløs, forreven, uden Sko, men straalende af Glæde, naaede jeg hjem . . . . Her kom Moder mig imøde . . . . hun var vred, og jeg blev straffet haardt. Stenene kastede man i Dammen og mine Klæder i Vaskerballien. Barnepigen var ond i lang Tid, fordi hun havde havt FortredFortred] ubehagelighet; trøbbel for min Skyld. Fader vidste intet af det Hele.

Men Grotten var opdaget. Engang længe efter, da Moder fortalte denne Scene til Cold, sagde han: Sophie faaer trøste sig med, at det ikke gik Columbus og MagelanColumbus og Magelan] Christofer Columbus (1451–1506) og Ferdinand Magellan (1480–1521), oppdagelsesreisende bedre, da de kom hjem med deres Trophæer. De fik ogsaa Straf til Tak.

Ak, de loe ad det, men hvor glad, hvor stolt og hvor from jeg var kommen hjem, vidste de dog ikke.

. . . . . . . . . . . . . . . . .

[80] Da jeg blev større, syslede jeg hele Dage dernede. Ingen brød sig endnuendnu] rettet fra: enduu om Stedet, og hvem som havde seet mine Anstrengelser, vilde fundet dem ligesaa latterlige som afmægtige. Dog et Barn kjender intet til CalculensCaculens] kalkyle; beregning; overslag Blylod, der nedtynger de Voxnes Mod og lammer deres Kraft: Phantasien bærer dem over alle Hindringer, over det Umulige og naaer undertiden det, som Klogskaben ikke naaer. Medens jeg begyndte med at bortrydde den uhyre Gruusdynge, laae allerede Grotten, udsmykket som et lille Feepallads, færdig i mine Tanker. Edvard, der en Dag saae mig utrættelig fylde og tømme min lille Kurv, loe haanligt og spurgte, om jeg kjendte «Mesdemoiselles Danaidernes Historie.»«Mesdemoiselles Danaidernes Historie»] Danaidene måtte ifølge gresk mytologi øse vann i et bunnløst kar Men Spot nedslog ikke mit Mod. Ligesaa vigtig som han, viste jeg ham, hvorledes Draaben fra Fjeldet havde hulet en Rende i Stenen. Hvor glad var jeg ikke, naar Fader bevilgede mig en Arbeidsmand, der paa en Dag udrettede mere end mine maanedslange Anstrengelser. Paa denne Viis fik dog Grotten – ved Draabens Fald paa Stenen – det Udseende som den nu har og er bleven vort fælleds Yndlingssted.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .


[81] 10de Juni.
Igaar reed jeg paa min lille flinke Brune gjennem . . . Skoven og da jeg kom saa nær . . . holt, at jeg saae de hvide Piber skinne bag den lille Furulund, kunde jeg ikke bare mig for at dreie af for at see lidt ind til gamle Madame Brandt. Hun kjendte mig ikke igjen, og troede først det var en Fremmed, siden Amalie, men da hun endelig havde samlet sig, og hun førte mig ind i Stuen, hvor endnu Hans’s Gevæhr og Hagelpung hang paa den gamle Plads, brast hun i Graad, skjøndt hun sagde, at hun havde udgrædt alle sine Taarer. Ak, at den vakre, brave Hans skulde døe, denne kjerlige Søn, hendes eneste, eneste Glæde. Jeg spurgte efter Lorentz; da saae hun paa mig med usigelig Kummer og sagde: «spørg ikke efter ham. Jeg har ingen Børn mere.» Jeg turde ikke spørge, men jeg tænkte: Ak, hvorfor just Hans! Hun fortalte mig omstændelig om hans Sygdom og Død. Slige Beretninger kunne være gyselige, det er vist; men den moderlige Sorg maae være meer veltalende end enhver anden, den hævede hende undertiden op til noget saa Skjønt i Udtryk, næsten Sublimt,Sublimt] opphøyd; fullkomment hvortil jeg aldrig havde troet denne simple, jevne Kone istand. Jeg selv var saa bevæget, at jeg intet kunde sige. Pludselig foer der et Smiil over hendes Ansigt; «nu skal Du bare see!» sagde hun og trak mig ind i Kammeret. Her [82] var det store Familiestykke med Silhouetterne over KanapéenKanapéen] mindre, benklignende sofa flyttet hen paa en anden Væg og der hængte et Portrait istedet. Det var omgivet med en Krands af Harefod, netop af disse fine smukkeste, der see ud som smaae Miniaturroser, og som hun sagde hun havde plukket selv. Skolemesterens Søn, der giver sig af med at «skildre Folk,» havde malet dette i Vandfarve efter Hukommelsen. En rædsom Caricatur! dog lignede det. Der arbeidede Noget inde i mig, hvorover jeg ræddedes selv, men det opløste sig i Graad, det var som om jeg skulde qvæles. Ikke sandt, det ligner? sagde hun. Overordentlig, sagde jeg; – ikke for meget godt vilde jeg forstyrret hendes Glæde derover.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Vil man troe, at hiin barnlige Tildragelse, da jeg saa pludselig, uden at begribe hvorfor, blev nedstyrtet i Skræk og Smerte, efterlod et Indtryk paa mig, som jeg ikke kunde forvinde! Jeg blev alvorligere. Netop som jeg var gladest, kunde der overfalde mig en Angst, saa jeg sneg mig hen i en Krog og græd. Lurede der ikke under min Fryd noget Ondt, en Synd – fulgte der ikke en Straf efter?

Det sorte, deilige, glinsende Baand, som jeg greb saa begjerlig efter, var det en Snog?

[83] 13de Juni.
Idag kommer Amalie og fortæller mig, at man havde fundet det «affecteret,» at jeg ikke dansede hiin Aften i Selskabet hos Breiens. Ubegribeligt! det er som om man vilde beskylde den arme Mand, der er nødt til at sætte sit Been af, for at han vil udmærke sig fremfor andre. Amalie havde Ret, naar hun sagde, jeg holdt af Dands. Ja, jeg har elsket den fra mine tidligste Dage. Som Barn hengav jeg mig ret til denne Lyst, paa Ballerne dansede jeg saa utrættelig, saa voldsomt, med Drenge, Smaapiger, Store eller Smaae – det var mig ligegyldigt –, at Fader ofte skjendte og var bekymret. Længe efter gjøglede den hoppende og fløitende Melodie i mit Øre. Jeg dansede alene i Skoven og nede paa Volden, indtil jeg med bankende Hjerte sank om i Græsset. Men den ubevidste, naive Glæde er nu forsvunden og med den Trylleriet.

I Tante Charlottes Huus havde jeg oftere Anledning til at dandse. Jeg glædede mig altid umaadelig dertil. Engang, da jeg kom hjem, spurgte Tante, med hvem jeg havde dandset og jeg svarede at jeg ikke vidste det, da jeg havde moret mig saa ypperlig, at jeg ikke havde lagt Mærke dertil. Dette vakte Latter og man drillede mig, saa jeg tilsidst blev fortvivlet; jeg forsikrede, at det var mit Alvor, at de Herrer, jeg [84] dansede med, lignede hinanden alle, saa det var umueligt at skille den ene fra den anden, og alle spurgte om det samme, nemlig hvordan Kjøbenhavn behagede mig og hvorlænge jeg blev der. Men nu besluttede jeg at lægge mere Mærke dertil. Fra dette Øieblik tabte min Glæde sig mere og mere. Jeg opdagede, at der dog var Forskjel paa disse Herrer, og at jeg ikke altid vilde valgt dem selv. Der var f. Ex. En, der havde en ubehagelig Aande, en Anden, der var meget corpulent og tillige brugte Briller, hvorfor han altid kom ud af Takten og trampede mig da paa Foden. Jeg sagde da til Tante, at jeg havde besluttet herefter kun at danse med dem jeg kunde lide. Da hun mærkede, det var mit Alvor, forestillede hun mig, at dette paa ingen Maade gik an, at man maatte danse med den der tilbød sig, ja at en ung Pige ikke engang burde vove et Afslag for at sidde over, og Cousine Laura oplyste det Farlige heri med en heel Deel frygtelige Exempler. Kort efter bleve vi budne paa et Bal. Ogsaa før dette var jeg urolig og søvnløs, men ikke mere af Glæde. Det Spørgsmaal, med hvem jeg vilde komme til at danse, opfyldte mig med Frygt. Da vi traadte ind i Salen, begyndte just Musikken og Herrerne stimlede til for at engagere. I et Slags Angst trængte jeg mig hen i den forreste Række, hvor jeg saae et Par unge Herrer, som jeg [85] syntes godt om, i det Haab at blive bemærket af dem, men en skamfuld Følelse drev mig strax tilbage og jeg skjulte mig i den bagerste Damerække. Her blev jeg aldeles ikke bemærket. Dansen var længe begyndt, da tilfældigviis en af mine Dansere fra forrige Bal kom og bød mig op. Det var den værste af dem Alle, en utaalelig Gjæk,Gjæk] tosk der aldrig aabnede sin Mund uden for at sige Noget, der gjorde mig forlegen. Ak – jeg vaklede et Øieblik; men Musikkens Toner henrev mig uimodstaaelig, jeg blev grebet som af en Hvirvel, og jeg styrtede mig ind i Dansen med ham. Neppe var den endt, saa kom den Tykke med Brillerne. . . . . jeg var nu kommen til Besindelse igjen og vilde sige nei – men idetsamme saae jeg Tantes Øie hvile skarpt paa mig . . . . jeg turde ikke. Saaledes gik det hele Aftenen, uden at jeg havde Kraft til at udøve mit Forsæt. Med en utaalelig Følelse af Skamfuldhed kom jeg hjem, jeg var tilmode som om jeg var bleven dybt krænket, og dog havde ingen fornærmet mig.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.