Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 10]

[151] Har man under et Gjæstebesøg paa Landet tilgavns beseet sig inde i Huset, saa kommer Raden til det ikke mindre Interessante, det Udvendige. Det er gjerne næste Dags Opgave. Førend man rigtig har orienteret sig, er der ikke at tænke paa nogen rolig Nydelse af Samlivet. Vore Gjæster havde været i Stald og Fjøs, Hønsegaard og Kaninbuur, i Melkeboden og Væverstuen, havde beseet Tærske- og Valseindretninger. Alle disse Ting, hvorvel sædvanlige, forefandtes hos Provsten i en ikke sædvanlig Stand. Man roste, gjorde Sammenligninger, man lagde stille Planer. Noget ganske Usædvanligt var derimod Skoleanstalten paa Gaarden. Et forhenværende tomt Maskinhuus (Provstens Formand havde været en uheldig Projectmager) var bleven omskabt til Skolebygning for Omegnens fattige Børn. Her undervistes [152] hver Formiddag Drengene fra 8 til 12 a 14 Aar af Skolemesteren og Gaardens Seminarist. Den anden Afdeling var for Pigebørn, og stod siden Provstindens Død, under gamle Dorthes Opsigt. Klokkerens Datter gav disse Underviisning i alle simple, nyttige Haandarbeider. Dertil bleve de opøvede i hvad der ellers forefaldt i Huset, det gik da efter Tour, enhver i de Arbeider, der passede sig for deres Alder og Kræfter. Snart reklamerte Huusjomfruen dem til at stryge og rulle, snart Kokkepigen til at skure, bage KjørellerKjøreller] kar til å oppbevare noe i ud, rendse Haveurter etc. Hele Formiddagen blev benyttet paa denne Maade, om Eftermiddagen tilhørte de Forældrene. Det var virkelig et glædeligt Syn at see de mange reenlige Børn, med de fornøiede Ansigter. Idet Damerne traadte ind i Stuen, standsede Nysgjerrigheden et Øieblik den surrende Flid, men blot for at den kunde begynde desto ivrigere igjen, og Vævene klang, og Rokkene snurrede og Naalen gik saa flinkt,flinkt] raskt saa det var en Lyst. Der var intet beklemmende anstaltmæssigt ved denne Virksomhed. Alle Vinduer stode aabne og udenfor paa den grønne Vold, der strakte sig ned til Dammen, var der ogsaa Liv og Travlhed. Her laa Hvidtøiet udbredt og om Sommeren de lange, skinnende Væve. Nogle af Smaapigerne skyllede, Andre vred Tøiet og hængte det op – ligetil en sexaarig, hvidhaaret Ting var beskjæftiget [153] med at passe det sene Kuld med Kyllinger, at det skulde holde sig peent bag Dammen og ikke komme paa Klæderne. Sophie, den stille, fordybede Sophie, syntes at finde mere Interesse ved dette, end ved hvad hun ellers havde seet. Hun fulgte det med en vis tankefuld Opmærksomhed, som om hun i sin Erindring søgte et Tilknytningspunct, erkyndigedeerkyndigede] spurte sig om Alt hos Dorthe og gav sig venlig af med Børnene. Provsten, der tilligemed Mændene længere havde dvælet i Drengeskolen, kom nu til for at undskylde sig, at han nu maatte forlade dem, da det var Tiden for ham til at vente Besøg af Bønder. Med ham gik de andre Mænd ind, medens Damerne, førte af Dorthe, tillige med Børnene skulde besøge Haven, og gjøre en Tour ned i Tyridalen. Saaledes kaldtes Leiet for flere Brug; et betydeligt Teglværk, en Spigerfabrik samt to Møller, hvilke sidste tilhørte Provsten, sysselsatte her en Mængde Arbeidere. Det hele Dalstrøg var derfor stærkt bebygget. Gaardens Huusmænd havde fra Arilds Tidfra Arilds Tid] fra uminnelige tider; for veldig lenge siden havt sine Pladse i dette Strøg, og alskens Haandværkere havde fundet sin Regning ved at slutte sig til den lille Koloni, der ved hvert Aar var tiltaget i livlig Virksomhed. Det var paa dette Sted, man skulde dømme om Frugterne af den menneskevenlige Præsts Bestræbelser. Disse Huusmandsstuer vare saare forskjellige fra de ureenlige Huler, [154] man ellers seer paa Landet i vort gode Norge. Velstand og Reenlighed lyste ud af ethvert Huus gjennem de blanke Ruder. Mange af dem vare pyntelig malede, den allerfattigste Stue havde sin lille Have, der endog undertiden var prydet med Æble- og Kirsebærtræer. Intetsteds mødte man det modbydelige Syn af lasede Børn,lasede Børn] barn med fillete klær der paa slige Steder stimle sammen, for i Fælledsskab at drive Dagen bort.

Ja, mit kjære Herskab, sagde en gammel, halvblind Kone, der sad udenfor Væggen og varmede sig ved Octobersolen, saaledes saa det ikke ud i Tyridalen i min Tid. Da var der ikke andet end Nød og Elendighed og Drik og Slagsmaal. Enhver kravlede som han kunde efter Føden, og hvem som ikke fik den paa lovlig Vei, tog den paa den Ulovlige, da var Enhver glad til at faa de forsultne Unger ud af Reden, saa den Dag dem slap fra Præsten og kom paa Bygden, om det bare var som et fattigt Lægdslem,Lægdslem] en som er avhengig av hjelp og (penge)støtte var en Glædesdag for Forældrene. Nu har Ingen formange Barn, der er ingen Haand saa liden som ikke kan bruges. Ja ja, lykkelig kan dem skatte sig i Tyridalen nu mod før. Saadan en Præst findes vel heller ikke andensteds, den Evige velsigne ham! og glæde den fromme Gudsengel i sin Himmel, for hun, seer de, Provstefruen, hun har nu gjort os saa meget godt. Med Forlov, er Herskabet af Familien?

[155] Da Damerne kom hjem, havde deres Vært endnu ikke endt sine Forhandlinger med Bønderne. I Forstuen foran Studereværelset sad endnu et Par og ventede. Alle kom de for at hente Raad og Opmuntring hos «han Faer,» den ene i aandelig, den anden i verdslige Anliggender. Dorthe havde allerede for femte Gang kiget ind af Døren, for at see, om ikke den Sidste var gaaet, saa at hun kunde anrette. Endelig kom han – en Skygge af Mismod eller Træthed var synlig i hans Træk, men denne veeg ligesaasnart ved Synet af hans Gjæster og det Tryllerie, som et nydeligt dækket, ventende Bord øver paa os.

Ved Bordet kom Talen hen paa hvad der i saa høi Grad havde vakt de Fremmedes Behag. Enhver havde et lille Træk at fortælle, og enhver søgte at udtrykke sin Anerkjendelse.

En herlig Opgave, heldig gjennemført, sagde Amtmanden.

Høist efterlignelsesværdig, forsikrede Brøcher. Hvad mener Du, min Amalie, sagde han bøiet til hende, for os, der skal begynde, var dette et vakkert Eksempel?

Saa sagte, saa sagte, lad os først see at faa Noget selv, førend vi tænke paa at lyksaliggjøre Andre, hviskede hans Svigermoder paa den anden Side. Amtmanden kastede et bønligt Blik over til sin Kone, men [156] Brøcher, der var vant til den Slags Piller, svælgede den med Taalmodighed.

Ja jeg har beundret Dem Hr. Provst, sagde hun med sit huldsaligste Smiil. Man føler ret ved at see den Velsignelse, De har udbredt om Dem, at der skal noget andet til end almindelige Menneskers gode Villie.

Nei i Sandhed, sagde Rein, med den gode Villie kommer man ikke langt. Der maa en, jeg maa næsten sige halstarrig Iver, og en ligesaa stærk, sig altid fornyende Udholdenhed til. I Førstningen mødte mig saare mange Vanskeligheder. Den simple Mand har altid Modbydelighed for Reformer. Hvad han ikke haandgribelig og saa vist kan beregne Følgerne af, som af den Skjæppe Havre, han saaer i Jorden, troer han ikke paa. Da jeg for femten Aar siden tiltraadte Kaldet, fandt jeg Folket her yderlig forsømt. Alt var nedsunket i Fattigdom, Uvidenhed, Laster af alle Arter. En gammel, stivsindet Knark stod i Spidsen for vore Huusmænd. Saalænge han levede, var det umuligt at udrette Noget. Børnene vare dovne og opsætsige mod Skoletvangen; Mødrene skreg, at man tog deres Børn fra dem; at de snarere trængte til Hjælp, end til at see den formindsket. Først da den Gamle var død og hans Søn overtog Pladsen, vilde det lykkes mig at lægge den Grund, hvorpaa jeg siden med Guds Hjælp har bygget.

[157] Ja kjære Ven, sagde Amtmanden, vi Andre have Villien, De udfører den, see det er den lille Forskjel! Hvem har ikke engang havt philantropiskephilantropiske] menneskevennlig; velgjørende Ideer! . . Jeg har ogsaa havt Saadanne; da jeg tiltraadte min Gaard, drømte jeg mig det saa let at gjøre Forbedringer. Men jeg veed ikke, hvordan det gik, det blev aldrig til Noget. Mine Forretninger vare af en saa ganske modsat Art. Præsterne kunne dette saa meget bedre end vi Andre. Kun de kunne saa smukt forene den aandelige Omsorg for sin HjordHjord] menighet med den Timelige,Timelige] jordiske; verdslige saa de ret i dobbelt Forstand kunne kaldes dens Hyrde. Jeg nøiede mig da med at give, naar Nøden strakte sin Haand ud, og jeg trøstede mig med, at der, hvor jeg ikke gav, tog de selv. Ha, ha!

Man kan i Gjennemsnit aarlig i Præstegjeldet beregne, bemærkede Brøcher, at af tyve JustitsactionerJustitsactioner] lovhandlinger angaae de to Tredieparter Indgreb i Eiendomsretten. Fattigskatten er enorm.

Vi kjende næsten ikke Tyveri her, sagde Provsten, og jeg giver aldrig Almisse.Almisse] gave til nødlidende

Af den gode Grund, at man i Deres lykkelige Egn ikke mere behøver Nogen, sagde Fruen.

Engang var her megen Nød, men selv dengang gav jeg ikke. De kan tro, jeg er en haardhjertet Mand.

Ah, Hr. Provst, det skal de faa os til at tro! Med denne Menneskekjærlighed . .!

[158] Tillad mig kjære Frue . .

Men Fruen lod sig ikke saa let betage Leiligheden til at holde et af sine smaae, salvelsesfulde Foredrag.

De skulde ikke hylde Velgjørenhed? De skulde ikke kjende til den søde Tilfredsstillelse at lindre Armods Nød? Jeg anseer den for en af de første christelige Pligter og især for et Fruentimmers uundværligste Prydelse. Derfor har jeg ogsaa tidlig vækket denne Trang hos mine Døtre. De kan ikke forestille Dem, hvor glade de vare ved at give bort. Til Slutning havde jeg Nød med at styre Lysten. Og mangengang vankede der Straf, naar det gik altfor vidt. Hvem var det af Eder Smaapiger, som rev Huller paa sine Kjoler, at de kunne see slidte nok du, til at gives bort?

Det har været Amalie, sagde Sophie med et noget utaalmodigt Ansigt.

Nei det var virkelig Sophie, forsikrede denne.

Ja, ja, Du har Ret, det var Sophie, som havde den fiffige Idee.

Jeg husker ogsaa, blev Amalie ved, at naar hun forærede slige Kjoler til Huusmandsdøttrene, maatte de høitidelig love hende, at sye dem hele igjen.

Ja men trods det høitidelige Løfte skeede det aldrig, faldt Sophie ind, for hver Gang vi saae dem, vare Hullerne større og uforbederligere, og saa gik det [159] bestandig. Den Ene skyldte paa, at hun ikke havde Naale, den anden havde ikke Traad, den Tredie kunde ikke sye. Og een, to, tre var det hele en Pjalt.Pjalt] fille

Og saa fik Du den Idee at ville oprette en Syskole paa Gaarden, lagde Fruen til. Men dette vilde Mama ikke vide Noget af. Du havde dengang saa mange Indfald i Dit lille Hoved.

Ak ja det kan nok være, at jeg havde nogle Indfald. Men troer Du kjære Moder, at dette var et af de Galeste? Jeg følte ved mig selv, at der maatte noget Andet til . . at man let kunde tabe Lysten til at give.

Hun henvendte denne sidste Replik til Provsten, som om hun af ham ventede Understøttelse.

Tabe Lysten til at give! sagde Moderen. Nei Gud skee Lov, med det har det ingen Fare. Du er gavmild nok, det var Synd at sige Andet.

Ja men . . . men det volder mig langt fra den Glæde som før.

Tys min Pige, saadant maa Du ikke sige, Du misforstaar Dig selv.

Tilgiv mig Frue, tog nu Provsten tilorde, men jeg troer det gjerne. Jeg er overbeviist om, at Frøken Sophie har Ret. Hun har i Grunden fuldkommen besvaret Deres Anklage mod mig. Langt være det fra mig at ville benegte det Smukke i at give. Det er en naturlig Trang for ethvert godt Hjerte. [160] Min Adamine lod sig saa let lede, men i dette Stykke vilde hun ikke lade sig sige. Hun gjorde ingen Betragtninger, hun fulgte blot sin naturlige Tilskyndelse. Tusinde gjøre det saa. Saalænge Tilstandene ikke ere bedre, er der sandelig heller ingen anden Udvei. Der gives desuden Tilfælde, hvor Gavmildheden yder os en virkelig Tilfredsstillelse. Det er der, hvor Gaven bliver, hvad den skal være, en Understøttelse, da den hos Modtageren forudsætter en Bevidsthed om, en Stræben mod bedre Kaar. Men vi tale ikke her om saadanne Trængende, men om den laveste Klasse. Vi tale om denne dyriske, tanke- og hjælpeløse Armod, denne fra Slægt til Slægt nedarvede Elendighed, der ikke engang hæver sin Bevidsthed mod noget Bedre, ikke savner det, om dem, hvis skidenfærdige Hytter gruppere sig omkring enhver stor Gaard paa Landet, som en Insectsværm om en nedfalden Frugt. Ligeover for den, anseer jeg den øieblikkelige Gavmildhed for unyttig, ja endog skadelig. Enhver, som har øvet den, vil, naar han vil være oprigtig, tilstaae, at man har mere Ærgrelse end Glæde derved. Det er, som om man kastede Gaven i et bundløst Svælg, og saa er det. Man kunde kaste sit halve Bo med samme Nytte i dette Svælg, det vilde dog udvide sig, det er ligesom Hullerne paa Frøken Sophies Kjoler. Disse Fattige maa man ikke vænne til at modtage, men [161] til at erhverve. Kun det Erhvervede ville de vedligeholde og bygge videre paa. Man søge at vække deres Æresfølelse, deres moralske Kraft, man lære dem at foragte Almissen. Man søge at bibringe dem Sands for en bedre Tilstand, skjærpe deres Forlangende efter den, vise dem Midler til at naae den, og bringe dem til at indsee, at Enhver, selv den Ringeste blandt dem, raader for sin Skjebne. Arbeidslyst, Sædelighed, Oplysning, det er Grundpillerne, og hvor disse mangle, nytter det ikke. Har man for Alvor sat sig denne Opgave ligeoverfor dem, vil man strax mærke, at den ikke er let. Man maa her give dem meget mere end nogle aflagte Klæder eller de Smuler af sin Overflødighed, man ikke savner; man maa afsee dem sin Tid, sin Sjel, sin bedste Virksomhed. Gaverne komme da bagefter, som Belønning, som Opmuntring. Det falder af sig selv, at det er Ungdommen man maa tage sig af – for ikke at sige bemægtige sig –; med de Gamle nytter det ikke, dem maa man lade døe med den gamle Last. Det er en Sæd, som voxer seent, men man maa ikke blive træt af at luge det qvælende Ukrudt eller modløs om der længe intet Tegn er til Frugt. Enhver virke saaledes efter bedste Evne i sin Kreds og Velsignelsen vil ikke udeblive. Jeg har havt den Glæde at spore flere Efterlignere her i Præstegjeldet og daglig komme Bønder og Eiendomsbesiddere og [162] hente Raad og Oplysning – ofte ogsaa blot Nysgjerrige. Min lille Colonie har faaet et Ry, som den med Tiden haaber at fortjene.

Vi faae vel give os tabt Hr. Provst. De har saa interessant udviklet Deres System, at vi Intet kunde indvende derimod. Min lille Sophie fik med det samme sin Synd grundig absolveret.absolveret] fått syndforlatelse/tilgivelse

Hvis en ufrivillig Kjølnen for Noget, der før voldte mig Glæde, kan kaldes en Synd, sagde Sophie, saa føler jeg mig virkelig trøstet derover. Provsten har viist mig, at Grunden ligger mindre hos mig selv end i Tilstandene. Men hvorfor skal disse være saa, at man ikke kan gjøre noget Godt om man end vilde? I andre Lande er det dog vist anderledes, er det ikke?

Nei det kan Du tro, faldt hendes Moder ind, hvilke gyselige Skildringer af Armod faae vi ikke netop derfra.

Ja i Stæderne er den nok frygtelig, men paa Landet, hvor der er Gods og Bønder ligesom her, der stiller Forholdet sig anderledes. Naar jeg i min Barndom læste om Livet paa disse Slotte og Herregaarde, gjorde Forholdet mellem Herrerne og de Undergivne netop meest Indtryk paa mig. Det var saa smukt, saa rørende! Et rigtig ædelt Herskab betragtede deres Bønder næsten som Børn, hvis Vee og Vel personlig angik dem. Huusfruen skred fra Huus til Huus, snart lønnende, snart dadlende,dadlende] irettesettende; klandrende trøstede de Syge og blev overalt [163] hilst som en Moder. Og disse Fester, som Herskabet selv deltog i, hvor smukke vare ikke de! Naar jeg læste om alt dette, tænkte jeg mig det saa herligt at kunne være om end blot i det Smaae noget Lignende. Men her hos os ser jeg aldrig noget Saadant. Overalt paa de store Gaarde veed man kun lidet om de usle Skabninger, der boe i vor Nærhed. Vi see dem neppe undtagen naar de forrette deres Arbeide for os, eller naar man tilslænger dem en Almisse. Man gjør Intet for at belære dem eller gjøre dem bedre, man straffer dem blot naar de forgaae sig.

Nu, det maa jeg sige, det var en vakker Beskrivelse! Saaledes seer altsaa dit eget Hjem ud, vi Alle, dine Forældre med, ere saadanne ubarmhjertige Skabninger som de Du der skildrer? sagde Sophies Moder med hiin Tone, der svæver som en PerpendikelPerpendikel] pendel mellem Spøg og Alvor.

Sophie overdriver lidt, sagde Amtmanden, men der er desværre meget Sandt deri. Vi tage os for lidt af vore Undergivne.

Oh Moer maa ikke tage det saa alvorlig. Jeg mener virkelig Ingen bestemt dermed. Det er blot et gammelt Indtryk, jeg skildrede, og jeg har sandelig ikke grublet stort derpaa i den senere Tid. Idag blev jeg saa levende erindret derom. Alle mine philantropiske Barndomsdrømme stege lyslevende frem igjen. Ved hvert [164] Skridt jeg har gjort idag, faldt den gamle Tanke mig ind: At leve og virke paa et saadant Sted! selv skabe denne Lykke omkring sig! hvor herligt maatte det være!

Sophie sagde dette troskyldigt henvendt til Provsten. Hendes Ansigt blussede; hun var ikke vant til at tale saa meget. Men Provsten saa slet ikke op. Han holdt et Æble paa Spidsen af Sølvkniven og stirrede saa stivt paa dette, som om han virkelig vilde see, hvordan den saa ud, denne lille, runde, glatte, rødmossede Ting, der havde bragt saa megen Ulykke ind i Verden, og hvori egentlig det Uimodstaaelige kunde have ligget for den stakkels Adam . . . . Thi naar det kommer til Stykket, var dog Adam endnu svagere end Eva, han fristedes dog blot af sin egen Kone, medens den arme Eva havde Djævelen selv at kjæmpe med.

Efter en Pause sagde Provsten med undertrykt Bevægelse i Stemmen: Gud forunde Dem, kjære Frøken, en Virkekreds, der passer sig for Deres ædle Hjerte. Derpaa henvendte han sig med en Bemærkning til Amtmanden om Fattigbestyrelsen.

Apropos, om Fattigbestyrelsen, faldt Brøcher ind med et lille satirisk Smiil, Hr. Provsten, som er en Reformmand, har formodentlig allerede indført nye Rodeinddelinger i Deres Præstegjeld?

[165] Men Fruen hævede plutselig sit Glas og hendes: Skulle vi ikke takke vor elskværdige Vært? afskar pludselig den Vending, Samtalen truede med at faa.

Det Menneske, sagde hun, idet hun gav sin Mand Velbekommekysset, kommer vel til at kjede Amalie og os alle ihjel, inden han faaer et jammerligt Levebrød henne i en Afkrog, hvor vi aldrig faae see hende mere. Den arme, forblindede Pige! . . . Var jeg i hendes Sted, vidste jeg nok, hvad jeg gjorde.

Lad os haabe det bedste, min Mariane, det kan gaae bedre end vi troe.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.