Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 13]

[188] Dorthe, gamle skikkelige Dorthe! Hvem kjender ikke gamle Dorthe, har ikke havt en saadan Dorthe i sin Familie? . . . Det var hende, der fortalte Dig saameget Smukt, indtil Du sov ind førend Du havde hørt Enden . . . Det var hun, som bad for Dig, naar Du havde slaaet Ruder ind, og som hver Dag med mageløs Utrættelighed brød ned igjen, hvad enhver Smule fornuftig Strenghed havde bygget op . . . Det var hende, som græd saa bitterlig, da Du første Gang, kjæk og freidig, drog fra Hjemmet, og som ikke sov af Glæde den Uge, Du ventedes hjem igjen . . . ak beriget med de første, skurrende Verdenserfaringer kom Du! . . Og da saa Alle vare borte, ogsaa den Allersidste, og der var ikke Flere igjen at «skjæmme bort,» da sad Dorthe forladt og traurig tilbage, og som hun sad der og sturede, huskede hun pludselig, at hun havde havt Beilere, og hun giftede sig med [189] En af sin Stand, det er, hun giftede sig med Nød og Elendighed.

Saa har hun da et Hjem selv, men hun hænger med alle sine Hjerterødder fast i Dit. Der lever hun sit egentlige Liv . . . Det er nu bleven den Feeverden, hun oplukker for sine Børn. Indtræffer der vigtige Begivenheder i Familien, saa har Dorthe betydningsfulde Drømme og Syner, som hun kommer for at melde; hun digter Vers ved festlige Anledninger, som dog Confirmanden, Brud eller Brudgom selv maa afskrive efter Dictat, thi med al sin Sprogfærdighed og Belæsthed har hun dog aldrig drevet det til at føre sine Inspirationer i Pennen. Dorthe venter blot paa at blive Enke igjen, saa lukker hun sin Hytte, og er den gamle Arne ikke mere til, saa vil hun opsøge Din, og hun vil med sit hele trofaste Hjertes opdæmmede Ømhed kaste sig over dine Børn.

Vor gamle Dorthe havde som ung tjent i den afdøde Provstindes Fædrehjem. Hun havde ammet og opdraget denne, der ogsaa tidlig havde mistet sin Moder, og var siden, efter at hun havde været gift en kort Tid, tagen i Huset til sin Pleiedatter. Men Dorthes Opdragelsesværk bar ikke altid lige heldige Frugter. Den lille Ada havde aldeles ikke arvet Moderens uforstyrrelige jevne, blide Natur. Dorthes blinde Kjærlighed og grænseløse Eftergivenhed havde i den [190] lille Pige allerede udfoldet alle hine farlige Anlæg, som kunne arte sig til noget Stort og Herligt, men ogsaa til noget høist Ulyksaligt. Den lille Ada beherskede hele Huset. Naar hun legte sammen med Lina, der var tre Aar ældre, føiede denne hende ubetinget som Noget, der faldt naturlig af sig selv. Selv Faderen kunde ikke modstaae Dorthes Bønner, naar han en sjelden Gang vilde være streng. Om Nogen havde beskyldt ham for at han gjorde Forskjel paa sine Børn, vilde han fundet denne Beskyldning paafaldende, for ikke at sige uretfærdig. Var han ikke lige mild, lige overbærende mod dem Begge? Vistnok, men han tænkte ikke paa, at det Ene var lige saa fromt og artigt et Barn, som det Andet var vildt og selvraadigt. Og dog dvælede Faderens Øine med et ganske andet Udtryk paa den lille Ada, end paa den anden Datter. Hvem vilde ikke det! Skjønheden har en underfuld, daarende Magt, som Ingen kan rose sig af at kunne modstaae. Dertil kom den Uro, et saadant Barn maatte vække i en Faders Sjel. Hun tvang ham til en idelig Sysselsættelse med hende. Ubændig i Sorg og Glæde, indsmigrende, uimodstaaelig, naar hun vilde naae et Maal, begavet med stærke Anthipathier og Sympathier, hørte de sidste dog til Sjeldenhederne, men var Nogen saa lykkelig at vække disse hos hende, var der heller ikke Maal og Maade paa hendes Kjærlighed. [191] Saaledes var den Hengivenhed, hun havde fattet for Sophie. Ved sin Heftighed var den mere skikket til at skrække denne tilbage end til at røre hende. Den unge Pige var imidlertid blandt alle de Ældre den Eneste, der øvede nogen Magt over hende. Nogle Smaatræk vil bedre oplyse dette.

En Dag havde Ada været uartig. Brøcher havde faaet en afrettet Dompap i et peent, lille Buur foræret af Seminaristen.Seminaristen] en som skal bli lærer Han fandt stor Fornøielse i at fodre det lille Dyr, og lokke det til at synge. Med Et forsvandt Fuglen, og det var temmelig beviisligt, at Ada havde været Forbrydersken. Om hun havde sluppet den eller hvad hun forresten havde gjort ved den, var ikke muligt at bringe ud af hende.

Derfor skulde der nu statueres et Exempel. Hun skulde være hjemme fra Kjøretouren langs Søen hen til en Bondegaard, der baade ved sin herlige Beliggenhed og en vis eiendommelig Bygningsmaade gjorde den til et Valfartssted ogsaa for fjernere Boende. Dorthe tiggede og bad . . hun paastod, at Fuglen selv havde banet sig Vei ud, hun forsikrede endog, at hun havde seet samme Individ – den var netop kjendelig paa en skjev Halefjer – sund og munter i et Træ i Haven. Men hverken Dorthes glimrende Argumentation, eller Adas Fortvivlelse hjalp, dennegang var Faderen ubønhørlig. Rørt af hendes Taarer og Bønner, lovede [192] den godmodige Amalie, at hun vilde være hjemme hos hende, men det brød den Lille sig slet ikke om. Hun saae hen til Sophie, som om hun ventede dette af hende, men Sophie sagde alvorlig: Jeg vil slet ikke være hjemme hos Dig, Ada, og jeg kommer ikke igjen, førend Du er bleven ganske artig, og har gjort det godt igjen . . . Ada taug pludselig, gik hen og satte sig paa Trappen og saae rolig paa at de drog afsted.

Det var en uheldig Talemaade af Sophie, at bede Ada «gjøre det godt igjen.» Den Lille, ligesaa heftig i sin Anger som i sine andre Affecter, havde en vis exalteretexalteret] overdrevet Maade at gjøre en Ting god paa, der ofte var værre end Forseelsen.

Neppe var Vognen hende ude af Sigte, saa sprang hun op og løb ind i Faderens Studerekammer. Her lykkedes det hende ved Hjælp af Stole og en Skammel at naae op til et Hjørneglasskab, hvori Provsten havde indrettet et lille Naturaliecabinet.Naturaliecabinet] samling av naturgjenstander Ingen forstyrrede hende i hendes hemmelighedsfulde Syslen, da Ingen faldt paa at søge hende derinde. Men at hun selv var tilfreds dermed, derom vidnede det glædestraalende Ansigt, hvormed hun modtog de Hjemvendende. Lille Ada var saa sød og indsmigrende den Aften, at man angrede paa, at man havde været saa grusom mod hende.

[193] Lampen var netop tændt, da stak Brøcher Hovedet ind ad Døren og vinkede. Alle maatte følge ham. Selv skred han foran paa Tæerne med hemmelighedsfuld Mine. Midt paa Bordet i hans Værelse stod noget Tildækket, som han skjælmsk afslørede. Der sad Papen med rødt, skinnende Bryst gravetetisk paa sin Pinde.

Den sturer synes mig, den skulde vel ikke være syg, sagde Amalie, da Fuglen, trods de høirøstede Udbrud endnu ikke rørte sig. Fløit engang til den Adolph!

Adolph fløitede, og rakte den Sukker. Men Provstens skarpe Øie lod sig ikke skuffe,skuffe] lure han tog den udstoppede Fugl og viste dem Bedrageriet, og nu udbrød den lille Ada i en saadan uendelig, øreskringrende Jubel, at de Alle, enten de vilde eller ikke, maatte istemme. Sophie stod grundende ved Vinduet. Hun tænkte paa, om denne Jubel virkelig var en barnagtig, naiv Glæde over en oprettet Forseelse, eller om der stak en lille Djevel derunder. Da hun saae op, mødte hendes Øie Reins, der var fæstet paa hende med et besynderlig bedrøvet Udtryk.

Ada elskede Pragt, hendes Klæder vare aldrig smukke nok. Alt hvad der var simpelt, tarveligt eller hæsligt, afskyede hun. Ulig andre Børn fandt hun ikke Behag i at tumle sig nede blandt Folkene og [194] more sig ved deres Beskjæftigelser. Den lille hovmodige Pige talede aldrig til de fattige Børn, som daglig undervistes paa Gaarden. Hvorledes dette Karakteertræk vilde udviklet sig med Tiden, lod sig umulig bestemme, men for Øieblikket lovede det ikke Provsten i denne Datter nogen særdeles Støtte i hans philantropiske Bestræbelser.

Maatte Ada ikke altid være inde hos de Voxne, hvis Tale hun altfor skarpt bevogtede, saa drev hun sit Spil ude i den ensomste Deel af Haven. Hendes Yndlingsplads var under Nøddehækken, hvor hun mellem Løvet søgte de nedfaldne Nødder. Længe kunde den ensomme Spadserende høre denne hemmelighedsfulde Raslen, indtil der pludselig skjød en Alf frem af Busken, saa fiin og skjær og luftig, at Skrækken døde hen i Beundringen.

Det var den sidste Aften før Afreisen, netop i Solnedgangen, at Provsten og hans Gjæster kom hjem fra en Spadseretour. Paa den grønne Vold bag Skolehuset traf de den lille Gaasepige, som græd bitterlig, fordi Ada havde jaget alle Kyllingerne væk og slet ikke vilde sige hvorhen. Ada dømtes paa Stedet til at bede den lille Stine om Forladelse og til ikke at komme ind, førend hun havde bragt Flygtningerne tilveie. Men dertil var hun ikke at bevæge. Man var nu allerede halv i Spøg, halv i Alvor, vant til [195] at tage sin Tilflugt til Sophie, og nu faldt det denne ind at sige, at de skulde tage den lille Stine ind, klæde hende i Adas Klæder, og saa kunde Ada være Gaasepige i hendes Sted. Denne Trudsel, saa vel beregnet paa den Lilles Forfængelighed, blev udført paa Skrømt. Et Øieblik efter kom Lina styrtende ind og skreg, at Ada havde trukket Skoe og Strømper af og stod midt ude i Dammen.

Altfor bogstavelig havde hun taget den dicterede Straf tilfølge. Med Kjole og Ærmer opkiltredeopkiltrede] oppbrettet var hun, saaledes som hun undertiden havde seet Stine gjøre det, vadet et Stykke ud i Dammen, der lykkeligviis ikke var dyb. Her stod hun leende med Ædefadet under Armen og slængte Kornet ud paa Dammen. Rundt om hende pladskede og sloges den hele skrigende Fjederflok, der slet ikke lod til at forsmaae hvad der blev den budt paa en saa usædvanlig Maade. Hendes Kinder glødede og Haaret fløi i Vinden. Den sidste skraae Solstraale gled idetsamme hen over Dammen og oplyste Billedet. Det Hele var grebet ud af et phantastisk Eventyr. Men nu blev der en Lokken og Kalden; gamle Dorthe løb som en ulykkelig Høne rundt om Dammen, Skjænd og Kjæleord blandede sig paa den besynderligste Maade. Ada loe og gik et Skridt dybere ned. Først da Stine viste sig i sin sædvanlige Dragt, sprang hun i Land, hvor Dorthe [196] opfangede hende i sine Arme og bar hende ind. Her blev hun strax bragt i Seng, Sophie hjalp selv til, og gned hendes smaae, kolde Fødder varme. Hun gjorde sig tusinde Bebreidelser, fordi hun ved sin Spøg havde drevet det exalterede Barn til et saadant Spil. Denne Uro drev hende endnu engang ind til den Lilles Seng. Hun sov med høirøde Kinder, lo i Søvne og bevægede Læberne. Beroliget gik Sophie paa sit Kammer, hvor hun endnu havde Meget at ordne inden Afreisen.

Klokken fem om Morgenen var der allerede Uro i Huset. Den lille Ada var bleven syg. Ved Midnatstid var hun vaagnet brændende og tørstig, nu laa hun med klaprende Tænder, der var gaaet Bud efter Læge, dog kunde denne først ventes ud paa Formiddagen.

Lægen kom, han erklærede den Lilles Tilstand for en Feber, der snart vilde gaae over. Provsten, beroliget ved dette, henvendte nu igjen Opmærksomheden paa sine Gjæster, der stod i Begreb at forlade ham. Reisevognen var trukken frem. Men nu meldte der seg et kritisk Moment, som man hidindtil ikke havde tænkt paa, Sophies Afsked med Ada. Lægen, som forbød Alt hvad der kunde afficere den Syge, vilde, at Sophie skulde drage bort uden Farvel. Alle stode reiseklædte. Da kom den gamle Doctor L. ilfærdig med betænkelige Miner tilbage. Den lille Syge havde grædende [197] forlangt, at Sophie skulde komme, og han, der ikke havde nogen Idee om dette Barns Heftighed, havde troet at berolige hende med at hun allerede var reist. Men da var Ada brudt ud i en saa voldsom Sorg, at han tilsidst dog maatte ud med Sandheden. Nu bad han Sophie selv at gaae ind og trøste sin lille Veninde; det Oprør, hun nu var i, kunde have de farligste Virkninger. En Pause fulgte disse Ord. Alle stode raadvilde. Da Sophie saae op, mødte atter hendes Øine Reins, der hvilede paa hende med et ubeskriveligt Udtryk, som om han tiggede sit Barns Liv af hende. Hun vaklede ikke længe. Med en hurtig Bevægelse drog hun sine Forældre tilside, og de blev snart enige.

De Gamle tilligemed Brøcher skulde reise, de to Søstre derimod blive tilbage, indtil den Syge var stærk nok til at taale Adskillelsen.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.