Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 15]

[211] I en lille, høist tarvelig Stue, befandt sig to unge Fruentimmer. Det var just i Tusmørketimen, da Dagens Prosa sagtner sine knarrende Møllevinger og Hjerterne udfolde sig. Den eneste Belysning for Skriftemaal, netop saa mørkt, at man kan skjule sin egen Banghed og Rødme, netop saa lyst, at man i den Andens Ansigtstræk kan hentrylle den Mine, man netop trænger til. Et saadant Skriftemaal maatte allerede have fundet Sted. Den ene af de to, den unge Pige, saa forgrædt og udmattet ud. Hun lænede sig ind i Krogen ved Sophaen i en saa nedbøiet Stilling, som om hun havde ondt ved at holde sig opreist.

Det er umuligt at sige, om den anden Dame, der sad paa Stolen foran hende med Ryggen mod Vinduet, idetsamme belyst af et stærkt Blus fra Ovnen, nogensinde havde været smuk. Vist er det, at [212] hun ikke var det mere, ikke vilde være det. Hendes hele Dragt og Holdning tilhørte ganske de Kvinders, der have glemt, at de have et Udvortes. En Kappe af et utækkeligt Snit og en noget tvivlsom Hvidhed, bedækkede et rigt, glindsende brunt Haar, og tog sig ud som et af disse hæslige Vaartræk, hvormed den huuslig Oekonomiehuuslig Oekonomie] husholdningen pleier at indhylle et eller andet Pragtmøbel. Forklædet, dette smagløseste af al Damepynt – et rødternet ovenikjøbet, det brogede Silketørklæde, der var fæstet med Naale over Brystet, og en jadsket Sirzes Kjolejadsket Sirzes Kjole] sjusket bomullskjole fuldstændiggjorde Indtrykket. Ved Siden af den nydelige, i sin Simpelhed dog elegante Skabning ligeoverfor, saa hun ud som en Tjenestepige. Dog kun saalænge hun taug, var det muligt at gjøre sig skyldig i en saadan Vildfarelse. Der var netop indtraadt en Pause, hvori de begge syntes at forfølge en Betragtning over Samtalens Gjenstand. Naar man havde hørt Fru Caspersen, fordum Louise Ramm, tale, afbad man hende villig denne Feiltagelse. Hendes Stemme var klangfuld, om end undertiden skarp; dens stærke Modulationer understøttede hun endnu ved livlige Bevægelser af en lille, høist velformet Haand, der syntes at have oplevet bedre Dage. Sproget var dertil cultiveret, sikkert, uden mindste Spor af Dialect. Hvad hendes Maade at udtrykke sig paa angaar, da vil den bedst tale for sig selv. En saadan Udtryksmaade [213] i en Dames Mund, kan enten forkynde en aandig Overlegenhed, eller den kan være Skjul for en indre, navnløs dyb Elendighed.

Saa han var grusom mod Dig, min stakkels lille Søster, sagde hun ligesom for sig selv. Hvorledes gik det til, sagde Du? Han fik det vel for tidlig at vide, kan jeg tro. Du vidste ikke, du, at Kulde er det Limet, hvormed man fanger den Slags Fugle.

Louise . .!

Nei, nei, jeg vil langtfra sige noget ondt om Dig. Jeg maatte da heller skjænde paa Naturen, der ikke strax lærer os Knebet. Du har ikke kunnet forstille dig, det er Sagen.

Du tror dette Louise, Du tror, jeg har været svag og uforsigtig. Hvorledes skal jeg overbevise Dig om, at Du gjør mig Uret? Jeg forsikrer Dig, hvad Du kalder uforsigtig, har jeg ikke været. Det er ikke for at rose mig deraf, det ligger kun saadan i min Karakteer. Jeg har temmelig megen Magt over mig selv.

Nu vel, jeg tror Dig, jeg tror Dig. Du har fra det første Øieblik været paa din Post. Du har vidst at træffe denne slemme Middelvei mellem en altfor paafaldende Kulde og den Bevægelse, der hvert Øieblik vil løbe af med os. Alt dette vil jeg tro, men der er alligevel for mig uforklarlige Puncter i denne Historie. Du, saa bly, saa mistroisk, kunde [214] virkelig lade Dig fange i hans smukke Phraser om at vise Mod og komme ham imøde, om kvindelig Feighed etc. Og det troede Du paa?

O nei, nei, Louise, afbrød Sophie hende noget heftigere end før, det var ikke Phraser! Ogsaa heri tager Du Feil! O kunde jeg forklare Dig dette rigtig! . . . Han meente det virkelig. Denne Overbeviisning kan intet berøve mig, han meente dette; i lange Samtaler tidligere i Sommer, medens vi endnu stode ganske rolige ligeoverfor hinanden, har jeg hørt ham udtale sig derom uforstilt, med saadan Inderlighed! En ny, mere lyksaliggjørende Idee af det Kvindelige begeistrede ham, og han søgte at gjøre den begribelig for mig. Ak, det rørte alt for bekjendte Strenge. Jeg følte mig saa modig; naar jeg engang kom i en saadan Stilling, tænkte jeg, da vilde jeg handle derefter, jeg vilde være mere sand og naturlig end alle de Andre. Men da det kom til Stykket, var jeg dog saa feig . . saa feig . .

Og dog dette lidenskabelige Udbrud ved Grotten? faldt Louise skarpt ind.

Sophie sænkede stum sit Hoved.

Ak, det er det jeg siger, vedblev den ældre Søster. Sandhed og Naturlighed! Lyksaliggjørende Idee af det kvindelige! ah bah! store Ord! det er ikke i vor Tid der sættes slige Ting igjennem. Der skal svedes meget [215] Ondt, megen gammel Elendighed ud forinden. At et eller andet ungt, umodent Hoved phantaserer derom, fører ikke til Noget. Meent det har han, siger Du? det kan gjerne være, men det undskylder ham aldeles ikke i mine Øine. Du er for god til at blive Prøveklud for nogle nye Ideer. Han har dog benyttet sig af Din Svaghed og drevet Dig ud over Dine Grændser. Thi tro mig, en Maar er ikke gridskere efter Blod end en Mands Forfængelighed efter den Slags Seire. Du har været et ganske almindeligt Offer for denne. Han har elsket sine egne smukke Theorier, ikke Dig, stakkels Sophie.

Sophie, der et Par Gange havde aabnet Læberne til en Indvending, forstummede ved disse sidste Ord. I sin nøgne, uzarte Favn udtrykte de dog ganske bestemt hendes dybeste Smerte. Hendes Søster mærkede godt det Indtryk, hun havde gjort og gjentog i en Tone, som hun stræbte at gjøre mildere:

Glem det Altsammen. Gud signe dig, grubl ikke mere over det. Denne Historie er ikke Andet end en slet og desværre ganske almindelig Indledning til Dit Liv, der nu først skal begynde. Vi tale ikke engang mere derom, hører Du? Herefter skal Du have andre Tanker, andre Interesser. Vi skal nok hitte paa Raad. Gift Dig med Provst Rein!

[216] Sophie saa tvivlende paa hende, som om hun ikke havde hørt Ret.

Jeg raader Dig alvorlig til at tage imod Provstens Tilbud.

Er det dit Alvor! Du raader mig dertil, Du, som . . .

Du som, kun ud dermed, Du, som selv har havt en Inklination, der først skulde kasseres inden Du bøiede Nakken under Aaget.Aaget] tvang; underkastelse Var det ikke din Mening? Hør min Søster, jeg vil sige Dig Noget. Mærk Dig vel mine Ord. Som unge Piger skabe vi os Alle nogle underlige, høist ensidige Begreber om Lykke. Der gives kun en Lykke, det er at giftes med den vi elske, der er kun en eneste Ulykke, og det er naturligviis ikke at faae ham. Det er i Grunden rørende dette. Vort Hjerte er endnu saa reent og skjært, saa sværmersk, saa fuldt af himmelsk Uforstand, saa aldeles uskikket til nogen jordisk Beregning, intet Under, at det krymper sig for Tanken om en Forbindelse – og barmhjertige Himmel hvilken Forbindelse! – med nogen Anden end netop med ham, den Ene. Det forekommer os som Vanhelligelse, som Selvmord, ikke sandt? . . . . Ja det er underlig med denne vor første Kjerlighed; man skulde ordentlig tro at Gud havde bestemt den til Noget, da han nedlagde den saa stærk og varm i vort Bryst, at den var der for at [217] udrette noget rigtig Stort og Godt, ikke for at afrives som en utidig Frugt af vort Livstræ, thi anderledes bliver dens Skjæbne ikke . . . . . At giftes med den vi elske! – Hvilken Luxus! hvilke himmelstormende Fordringer! Nei min Pige, det er ikke Meningen at vi saaledes skulle tage Forskud paa den himmelske Lyksalighed, at vi allerede hernede skulle eie den fix og færdig. Der er sørget derfor. Mændene betragte dette med Rette som et Indgreb i deres Rettigheder. Hvis vi fik den vi vilde have, hvor skulde saa de Mandfolk som er stygge og ulidelige faae Koner fra? Nu gives ikke Nogen saa miserabel paa Sjel og Legeme, at han jo kan faae en Kone, og det nok saa god En. Nei, det gaaer ikke an. Det vilde forrykke Verdensordenen. Der er altsaa ingen Tale om dette. Stryg kuns behjertet en Streg over dette første følsomme Kapitel. Vor Lykke er den, at den Mand, som begjærer os, ikke mishager os formeget, at han er brav, ganske simpel skikkelig, hører Du, og at han kan beskytte os mod Mangel. Og vil Du vide hvad Ulykke er, sagde hun med pludselig dæmpet Røst bøiet mod Sophies Øre, saa skal jeg ved Leilighed nok fortælle Dig lidt derom. Sophie gyste.

Seer du Sophien min, naar Du vil være rimelig og ikke overdreven i dine Fordringer, saa vil Du ved et lille, ganske let Regnestykke komme efter, at et Tilbud [218] af en Mand som Provst Rein ikke alene er en Lykke, men en stor, ualmindelig Lykke.

Rein! nei det kan ikke være dit Alvor. Og Du glemmer at han har opgivet al Tanke paa mig. Han har forsikret mig, at han herefter kun betragter mig som før – som –

En Fader, en Ven formodentlig?

Du tror det ikke Louise?

Jeg tror, sagde Søsteren, og betvang et Smiil, der krusede sig om hendes indfaldne Øie, at han er en meget beskeden Mand, en klog Mand, han har ikke villet forskrække Dig, og deri har han gjort vel. Hvad hans Venskab og faderlige Følelser angaar, saa lad mig om dem. Jeg skal indestaa Dig for at de ikke skulle være et Gran til Hinder om Du ved passende Leilighed forsikrede ham, at Du var en fornuftig Pige, som havde overveiet Tingen og fundet at saamange virkelige Goder nok kunde opveie en Smule Forskjel i Alderen.

Hvordan! Jeg skulde selv –?

Siig mig en Ting. Hvad synes Du om Provsten? Siig det uden Omsvøb.uden Omsvøb] rett ut

Du veed jo jeg synes godt om ham, særdeles godt. Det skrev jeg Dig til allerede i Sommer. Siden var jeg i hans Huus. Der var saa behageligt at være; alting var saa smukt og velordnet. Der [219] var netop denne Ro, som vi tildeels savne hjemme. Jeg syntes ordentlig at Amalie var lykkelig, at hun skulde bo der og daglig omgaaes denne milde, elskværdige Mand. Nu er det forbi, jeg tror aldrig jeg kommer derhen mere.

Du synes særdeles godt om ham, Du misunder Amalie den Lykke at bo i hans Huus! men i Himlens Navn, hvad vil Du da mere, ufornøielige Barn!

Intet Louise. Jeg vil intet Mere i denne Verden. Hvorfor skulde jeg ville det! Min Følelse modsætter sig det; der er ingensomhelst udvortes Nødvendighed derfor. Hvorfor skulde jeg giftes?

Fordi det engang seent eller tidlig skal skee. Jeg har forklaret Dig, om noget Valg efter vort eget Sind kan der ikke være Tale, og efter denne Dag vil Du mindre end nogensinde kunne gjøre et Saadant. Slaa det for Guds Skyld ud af dit Hoved. Mødrene have i dette Stykke Ret, kun præke de formeget derover, de gjøre os Tingen mere fortvivlet end den er, eller ogsaa søge de at forgylde Pillen, de hjælpe os med at indbilde os selv at en virkelig Følelse er tilstede. Det vil jeg ikke forsøge Sophie, jeg henvender mig kun til din Forstand. Tro mig vor Stilling i Livet er et reent Lykketræf, et Lotterispil, om Du vil. Det gaaer her til som i disse Spil, hvor de høieste Gevindster blot staae der som Lokkemad, de komme aldrig ud. [220] Jag ikke lykkesyg efter dem. Byder Skjæbnen Dig et nogenlunde anstændigt Lod, saa grib til – grib til medens det endnu er Tid. Der er noget Betryggende ved et saadant Lod, som den begrædte Lykke ikke har, thi den har kun en Beregning: Kjerlighedens; ved den skal man blive god og lykkelig trods Alt, den skal fylde alle Ujevnheder, bane alle Veie, bære alle Savn, ak Gud, den skulde saa meget den stakkels Kjerlighed, naar den bare fik Lov! . . Men der hvor Hjertet ikke er med i Spillet kan Du sikrere anstille dine Beregninger. Du kan forsigtig veie alle Fordele paa Vægtskaalen. Tag hans Stilling, hans gode Udkomme, den Agtelse han nyder, fordragelige Familieforbindelser . . . Tro ikke at Noget af dette er uvigtigt. Kald dette Lykken! . . . Friskt Mod! min Pige, Ungdommen gaar snart over, og med den Hjertets Fordringer, og saa har Du alle disse solide Goder, naar Alderen kommer! . . . Veed du hvad Ulykke er? spurgte hun saa pludselig som med et Slag. See paa mig. Husker Du mig da jeg var hjemme Sophie? Du synes kanske jeg har forandret mig?

Et smerteligt, næsten sky Blik paa Søsterens haarde, skarpe Træk var Svaret. Dette Blik vakte maaske en Erindring. Den bittre Ironie, der dirrede over Louises Træk forsvandt ved det, og hun gjentog sørgmodig:

Du holdt af mig dengang. Ikke sandt, jeg var mild og god? Jeg havde denne Mildhed, der synes at strække til [221] for hele Livet. Sophie, har Du lagt Mærke til Hvedeageren, naar den netop har skudt Ax og den bølger saadan for en luun Vind? Hvert enkelt Ax er saa skjært og silkeblødt og glindsende, og mellem dem staae de blaae Kornblomster, som om den ikke var smuk nok, men behøvede endnu dette Smykke. Saadan var min Sjel engang. Har Du seet den samme Ager, naar den er afskaaren om Høsten, og de skarpe Stubbe staae igjen? Veed Du hvad det vil sige at have en uagtværdig Mand, og at finde sig i at lide Savn med ham? . . O, I unge Piger troe det er saa let en Sag. I tænke Eder altid Ulykken poetisk, I drømme Eder saa ophøiede, saa resignerte under den, men jeg kan sige Dig, at det skrækkeligste ved en Saadan er den Forstyrrelse den anretter i vort Væsens Inderste. Den Kvinde, som hverken kan elske eller agte den Mand, hun er forenet med, taber lidt efter lidt sin Selvagtelse; ikke at man just bliver et Afskum, man kan vedblive at være et skikkeligt Menneske, men det Fineste, det Bedste i os, det som udgjør – hvad skal jeg kalde det! – vort Væsens Duft og Sødme, det Elskværdige, det gaar under. Alle Naadens Magter beskytte Dig mod denne Ulykke!! Vælg hvad andet Du vil i Livet, lev ensom og forladt, træl, tig for at leve, men lad Dig ikke som mig paatvinge en uværdig Skjæbne.

Paatvinge! aandede det neppe fra Sophies Læber, [222] hun var forstenet over det hun hørte . . . O Du blev ikke tvungen . . .

Hvis Du med Tvang mener at trues til Noget, nei, da blev jeg ikke tvungen. Jeg blev ikke mishandlet, ikke slæbt til Alteret, men Du veed ikke Du, hvorledes Overtalelsens daglige Dryp virker sikkert om end umærkeligt, saalænge Forstanden endnu er saa ubefæstet, og Sindet saa blødt som Vox. Hvor sindrigt enhver lille Omstændighed kan benyttes i Øiemedets Tjeneste. Saaledes erindrer jeg f. Ex. at Moder for at raade Bugt med et vist ubehageligt Indtryk, altid fremhævede Nethed og Properhed hos en Mand som noget høist Uvigtigt, ja som noget der ikke sjelden tydede paa store indre Mangler . . . Min Gemal var dengang, som han er nu, en Sludsk, og Du husker nok, at jeg vilde gjerne være peen og nydelig.

Her rødmede Sophie, hun tænkte paa, at hendes Moder, naar Talen var om Cold, netop havde udpeget den modsatte Egenskab som en Fortjeneste.

Jeg troede det virkelig tilsidst, at en Herre som var omhyggelig i sit Udvortes, enten maatte være en Pedant eller en Dumrian. Og saaledes gik det mig med mange Ting. Min Modbydelighed var afvæbnet, inden jeg alvorlig kunde sætte mig til Modværge. Naar da en stakkels Pige indvilliger, saa hedder det, at hun har fulgt sin fri Villie, og selv forskyldt Ulykken, [223] hvis den kommer. Raadgivere have intet Ansvar. Oh mine Forældre faae forsvare dette for Gud!

Louise siig ikke det! . . tael ikke saa haardt! o kjære, kjære Louise . . ! Moder har vist dog meent det godt, og vidste hun, kunde hun ane, hvor ulykkelig Du nu er . . o det vilde knuse hendes Hjerte!

Troer Du?

Og Fader, han har dog ingen Deel havt deri, ikke sandt? han har ikke raadet Dig dertil, eller paa nogenrettet fra: nnoge Maade virket derfor!

Han har ikke afværget, han tillod det, sagde Louise mørk. Kan Du sige mig, Du, hvad det er for et Vanvid der griber Forældre, naar de skulle bortgifte Døttre? De Bedste blandt dem tabe ligesom al Sindighed. De er værre end de Vilde, der ikke tidsnok kunne faae ombyttet deres Guld og Sandeltræ mod europæisk Nürnbergerkram.Nürnbergerkram] billige pynte- og presangartikler Om de have en eneste Datter som er deres Trøst og Hygge, saa sende de hende gjerne til Tranquebar,Tranquebar] by i India, fra 1620–1845 dansk koloni de finde sig i alle Savn, i aldrig at see hende mere for deres Øine, for den Glæde at vide, at hun sidder paa KoromandelkystenKoromandelkysten] kystlinjen sørøst på den indiske halvøy . . naar hun blot er gift, naar man blot kan sige: min Datter, Fru den, eller den . . . Ja Sophie, der er Punkter i vor Tilværelse, som det ikke er værdt at tænke for dybt over. Godt, at saa Faae gjøre det. Vi, der dog ere jevnbyrdige med Mændene i Guds [224] Skabningers Række, der ere ligesaa ædle, ligesaa begavede, uberørte af deres Laster, vi blive dog saalænge vi ere Gjenstand for deres Søgen og Vragen, vurderte saa besynderlig ringe. Muligt, at Formuen andetsteds udjevner dette Misforhold, men hos os hvor Døttrene ingen Formue have, ere de ikke stort bedre end en Vare, der ikke hastig nok kan omsættes, som kan tages frem, krammes ud, taxeres, og som Kjøbmanden heller lader gaae for halv Priis, end den skal blive liggende i Hylderne . . . . Efter dette System er jeg, efter det er Maria bleven opofret. Maria husker Du vel neppe?

Kun dunkelt. Hun var høi og smal, hun lignede Amalie . . .

Amalie! den deilige, stille, alvorlige Maria! ja som en ægte Perle ligner en af Vox. Jeg var saa ung endnu, det havde ikke havt nogen Hast . . . men Maria var bleven femogtyve Aar – en skrækkelig Ulykke! uden at der var Udsigt til nogen Forlovelse. Og saa skulde hun, hun, der var en Konge værd, kastes bort til Broch, den Vissenpind, en saadan uendelig, borneretborneret] sneversynt Peer Nittengryn.Peer Nittengryn] pedant; smålig person Han havde ulykkeligviis faaet et lidet Kald inde i Nordfjord, og i Vigtigheden af denne Udnævnelse begyndte han at gjøre nogle latterlige Hanebeen, som endte med, at stakkels Maria gav Kjøb. Inde i Nordfjord slog han sig til at blive Pietist, og da der ingen Forlystelser var at forbyde Konen, [225] forbød han hende at læse i en god Bog om Søndagen, naar den ikke var gudelig. Maria holdt det ikke længe ud. Hun havde ingen Børn, og inden tre Aar havde hun kjedet sig tildøde, eller som der stod i Avertissementet: «Hun afgik efter en langvarig Svækkelse.» Hun visnede, hun, som Planten i Botaniserkassen.Botaniserkassen] avlang, rund blikkeske til innsamling av planter Maria havde Faders fromme, taalmodige Sjel . . men jeg, Sophie, jeg har mere af Moders Natur, jeg kan ikke døe saa let . . . jeg kan kun . . .

Hun taug og med et ubeskriveligt Udtryk af Sorg – Sorg over sig selv – slog hun Hænderne for Ansigtet.

Sophie kunde Intet sige. Hun havde nærmet sig og slyngede sin Arm om Søsteren. Ved denne Bevægelse saa Louise op og udbrød næsten forskrækket: O hvad har jeg sagt! Hvordan er jeg kommen til at fortælle Dig dette! . . Det er ikke Ting for Dig! . . Tro mig, det var ikke min Mening. Det var din Skjæbne, vi talte om, Du stod nu paa samme Skillevei som jeg engang, og saa . . og saa . .

Tal kun, tal, hvis det kan lette Dit Sind, sagde Sophie. O, Louise, det er netop din store Uret, at Du ikke har gjort det før. Du har gjort Synd mod Dig selv, mod dine Forældre og Sødskende, at Du aldrig viste os Fortrolighed. Du vilde ikke skrive, Du vilde ikke komme og besøge os.

[226] Og hvortil? Hvad skulde jeg hjemme! For at klynke og klage? Jeg skulde komme hjem for at lægge denne uhyre Sorg paa Eder Alle!

Oh Du behøvede ikke at klage. Skulde vi ikke derfor kunne dele Din Sorg? Du skulde mærke det i Alting alligevel, i vor Ømhed for Dig, i vore Bestræbelser for at opmuntre Dig. Oh vi skulde være saa gode, saa gode mod Dig.

Stakkels Søster, Du nok. Jeg var engang hjemme, som Du veed, det var tre Aar efter, men jeg var ikke glad eller smuk længer. Sophie, det er kun de smukke, lykkelige Børn, der ere velkomne hjemme. Hvor jeg kom, mærkede jeg, at jeg ikke var det længer. Det er nu saa: Den samme Verden, der koldblodig opoffrede os, spørger os siden med forundret Daddel,Daddel] misbilligelse; kritikk hvorfor vi ikke er lykkelige. Hverken Faer eller Moer har Kraft nok til at bære min Ulykke i hele sin Nøgenhed. Moer fremfor alt trænger til at indbilde sig, at jeg er lykkelig. Derfor skriver jeg korte og tørre Breve; heller end at hykle, vil jeg gjælde for en ukjærlig Datter. Jeg gjorde mere, da Fader var her i sit Besøg, syntes jeg fornøiet og tilfreds, jeg havde kun en Bestræbelse, den at dække dette Jammersdyb for hans Øine . . . Troer Du ikke, jeg længes hjem? . . Mangen Gang, naar jeg blot er gaaen udenfor Døren for at trække Luft, finder jeg [227] mig med Et vandrende saa ivrig som en Pilegrim hen ad Veien, med bart Hoved, i Kulde og Mørke, det er det samme, og da synes jeg, at jeg maatte blive ved at gaae, og gaae, indtil jeg kom til min Faders Gaard, til det Sted, hvor jeg sang og lo engang, og aldrig havde en bitter Tanke . . . . Hvordan lever Faer, Sophie? Du har ikke fortalt nok om ham! O fortæl mere! Kommer han endnu saa stille ned ad Trappen, og lukker Døren saa sagte op, at vi neppe mærke han kommer ind? Begynder han at blive skaldet, eller har han endnu sine deilige, graae Lokker? Veed du hvad jeg drømmer saa ofte? at jeg sidder paa hans Knæ som i gamle Dage, og jeg kysser hans Hænder og hans graae Haar, og hans Øine see saa kjærligt paa mig! Kunde jeg . . . kunde jeg . . . blot en eneste Gang . . .

Hendes Stemme svigtede, og hun brød ud i en krampagtig Graad.

Den stakkels Sophie var igjen ret ilde deran. Neppe undsluppen en vanskelig Situation, fandt hun sig i en ny. Hun var tyet til Søsteren for at finde Trøst, og hun fandt sig lige over for en Utrøstelig. Ja i den Grad vare Rollerne ombyttede, at hun glemte hvad deres Samtale var gaaet ud fra. Med de mest modstridende Følelser havde hun hørt paa Louises næsten ufrivillige Udbrud. Smertelig Medlidenhed, Uvillie, Skræk, blandede sig med Forbauselse over den [228] Forandring, der var foregaaet i dennes Væsen. Louise stod i hendes Erindring som en mild, lykkelig Skabning, der sorgløs og med uskyldigt Coquetteri nød den Hyldest, hun mødte overalt. Ingen særegne Aands- eller Karakteeranlæg traadte dengang bemærkeligt frem i hende, hun var nydelig, indtagende, mere kjendte man ikke til, og mere spørger man heller ikke efter hos en ung Pige. Hun skal være en Gaade, ellers er hun ingen ung Pige. O, hvor skrækkelig kan Livet løse denne Gaade! Hvilke Muligheder kan der ligge skjult i dette fagre, ungdommelige Svøb! Hvilke dæmoniske Anlæg, hvilket Geni til at blive ulykkelig eller gjøre ulykkelig! See hiin unge Pige! hun er saa bly, saa taus, saa yndig. Maaskee for taus, vil Du sige. Ak glæd Dig over det, men vredes ikke paa hende, ei heller forundre Dig, om Du nogle Aar senere maaske træffer hende igjen som en altklug, paatrængende Sladrerske. Spørg ikke nogen ung Pige, hvad hun vil blive til, spørg hendes Skjæbne, spørg de Hænder, hvori hun falder.

Var det hiin Louise, der talte? Hvilke Anskuelser! hvilket Sprog! Dette Sprog havde midt i sin hensynsløse, energiske Bitterhed, dog en Sandhedens Magt, der greb den yngre Søster mod hendes Villie. Hun fik ikke Tid til at mærke Ord, og forarges over dem; forfærdet saa hun gjennem hvert af disse Ord ned paa Bunden af en Sjel, der syntes forladt af al [229] Poesi, alt Haab, al Tro. Dog Sophie var selv saa ung. Hun forstod ikke en Ulykke, der kunde frembringe saa skrækkelige Virkninger, og i Bevidstheden af sin egen Afmagt, var hun forbleven stum, næsten udeeltagende. Men nu græd Louise. Ved Synet af hendes Taarer fik den unge Pige pludselig Mælet tilbage. Hun havde lagt sig paa Knæ foran Søsteren og lod sit Hjerte strømme over i kjerlige Ord. Louise hørte en Stund taus og drømmende til, som man lytter til Fugleqvidder. Hun fortabte sig i Synet af dette yndige Ansigt, der i den uvisse Belysning syntes at tilhøre en barmhjertig Engel, der var nedstegen for at høre hendes Nød. Hendes Taarer flød mildere. Med et stødte hun Sophie fra sig og blev nogle Secunder i spændt Lytten. Endnu havde dennes Øre ingen Lyd opfanget da Louise udbrød:

Gaa væk! det er ham.

En KariolsKariol] lett hestekjøretøy til persontransport med to hjul Rullen ned over Gaardspladsen, en derpaa følgende Fløiten, ledsaget af et stærkt Pidskeknald meldte, at Procuratoren kom hjem fra en af sine Bygdereiser.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.