Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 18]

[252] Sophie var forlovet. Hun var forlovet med vor brave, elskværdige Provst. Umuligt! vil Enhver raabe ligesom Cold, umuligt! En ung Pige, udrustet med mere Selvbevidsthed, mere Modstandskraft end de Fleste, med Hjertet endnu blødende af en nys udreven ungdommelig Tilbøielighed, samtykker frivillig i at ægte en Mand, der efter Alder kunde være hendes Fader, og som hun visselig ligesaalidt havde tænkt paa at ægte, som Stormogulen. Ikke umuligt Ømtfølende! . . . Ofte, saare ofte, stiller Livet os saadanne Misforhold, ja meget værre end dette, for Øie, og da vække de ingen Forundring. Vanen gjør det. Den flygtige Studsen derover beroliger sig med at det kan gaa an, og at det kan gaa an, det er netop Samfundets Hemmelighed, et Mysterium, som den beskedne Fortæller kun med sky Ærbødighed vover at løfte Fligen af. Vi forbigaae [253] altsaa de Kampe, Sophie kunde have havt at bestaa med sig selv, medens vi forsøge at udhæve nogle af de ydre samvirkende Kræfter, der manede hende indenfor Kredsen, hvorfra der ingen Udvei mere gives.

Man skulde virkelig tro, at det er sandt, hvad der paastaaes, at alle Damer have Lyst og et medfødt Talent til at stifte Partier. Vist er det, at Mændene ere ikke begavede i denne Retning. Nei Himlen skee Tak, de forplumreforplumre] forkludrer; forstyrrer blot deres egne Anliggender, men synes at mangle baade Evne og Lyst til at befatte sig med Andres. En underlig MaliceMalice] ondskapsfullhet; skadefryd af Naturen dette! Er det ikke som om den hemmelig stræbte at oprette noget af Ligevægten, idet den gav den Halvdeel af Menneskeslægten, der nægtedes Tilladelse til at sørge for sig selv i et Anliggende, hvor Følelsen, og alene Følelsen burde raade, denne geniale Evne til at gribe ind i Andres? Mærkværdigt er det, at de Forbindelser, hvori en saadan lille usynlig Haand har havt sit Spil, ofte blive lykkelige, og atter igjen ikke saa mærkværdigt, naar man vil lægge Mærke til, at en kvindelig Tilbøielighed som oftest danner Udgangspunktet.

Louise, der skrev saa sjelden hjem, og altid meget korte Breve, havde i et Saadant fundet Anledning til meddele Moderen – i al Hemmelighed forstaar sig – Provstens Attaque paa Sophies Haand. Derved [254] lagde hun Sagen i de dueligstedueligste] dygtigste Hænde. Efter den første Overraskelse følte Fru Ramm, at dette var en vanskelig, en saare vanskelig Opgave at løse, selv for en mere end almindelig Dygtighed. Det gjaldt her et Tilbud, som ikke var noget Tilbud, et Afslag, som ikke var noget Afslag; det var et Tilbud, som var taget tilbage, et Afslag, som aldrig var givet. Hun kjendte dertil sin yngste Datter nok til at vide, at man ad almindelige Veie, ved Overtalelser etc., neppe vilde opnaae Noget, kort – det var en Sag, der krævede den yderste Varsomhed.

Det første hun havde at iagttage, var at anstille den dybeste Uvidenhed over dette Punkt. Fra dette Skjul begyndte hun at rette sit Skyts. Amalies Stilling til Provsten og hans Huus gav hertil den bedste og velkomneste Anledning.

Naar hun og Døttrene de lange Vinteraftener sadde i Dagligstuen med deres Sytøi, dreiede Samtalen sig fordetmeste derom. Det skulde blive Amalies Hjem, hvor naturligt for en Moder at dvæle ved og udhæve alle dets Goder og Behageligheder! Og alle disse Goder og Behageligheder havde sit Ophav i en eneste Person. Nu erindrede hun hundrede Smaatræk, der alle var beregnede paa at sætte denne Person i det gunstigste Lys. Fru Ramm fortalte meget godt, og Vinteraftenerne paa Landet ere lange. Var hun [255] ene med Sophie, antog disse Udladelser et mere elegisk Anstrøg.elegisk Anstrøg] klagende tone I en søsterlig, fortrolig Tone kunde hun da udbryde: Ak Sophie, Du kan tro, det er mangen Gang haardt at tænke, hvorledes Amalie har forspildt sin egen Lykke. Naar jeg tænker paa hvad hun har og hvad hun kunde have havt! Men vi Forældre raade ikke for Noget i saa Henseende, vi kunne blot ønske. Eders Fader er gammel og svag, vi kan miste ham hvad Øieblik det skal være, en tung Tanke maae det være ham, at han ikke skal see een af sine Døttre rigtig lykkelig gift . . . Jeg er stærkere og bærer det lettere! . . . Hvilken Glæde det vilde været for ham at see Amalie forenet med Rein! . . . Ja, rolig kunde de Forældre lukke deres Øine, som vidste sit Barn i slige Hænder!

Uger gik. Saa kom en Dag, hvor hun var taus, indesluttet; over hendes Ansigt hvilede et vemodigt, tankefuldt Udtryk. Der kom flere saadanne Dage. Bekymret spurgte Sophie, da hun en Aften fandt hende liggende paa Sophaen, med Øine, der saae ud som om de havde grædt, om hun var syg. Nei, jeg er ikke syg, sagde hendes Moder, men jeg har hørt Noget, der har rystet mig dybt. Sophie, jeg veed, at Provst Rein har friet til Dig, og at Du intet Svar endnu har givet ham.

Frygt ikke mit kjære Barn, vedblev hun, idet hun [256] saa den Skræk, der malede sig i Sophies Miner – maaskee ved at erfare, at hun endnu intet Svar havde givet ham, maaskee ved at see en Hemmelighed misbrugt der neppe tilhørte hende selv – Frygt ikke! . . . Hvad dine Forældre heri kunne ønske, kjender Du, men det skal ikke volde Dig ringeste Tvang. Din stakkels, gamle Fader skal ikke engang ane det, og jeg skal vide at undertrykke Ønsket selv paa mine Læber.

Med en i Sandhed mageløs Udholdenhed holdt hun Løftet. Faldt nu Talen hen paa Amalies tilkommende Hjem, saa blev hun ordknap, hvor hun før havde været saa veltalende. Hun afbrød den ofte med et undertrykt Suk, en smertelig, hengiven Mine. Denne moderlige Resignation greb Sophie saameget mere, som hun vidste, at den ikke var øvet i lignende Tilfælde mod hendes Søstre. Alene for hendes Skyld, paalagde hun sig denne Selvfornægtelse.

Men det var ikke Fru Ramms Mening at forlade en gunstig Post uden at have en anden Styrke i Baghold. Hun indviede Amalie i Sagen. De to Søstre holdt inderlig af hinanden. Den forestaaende Skilsmisse var ofte et vemodigt Thema mellem dem. Den Mulighed, at Skjæbnen dog ikke vilde skille dem ad, men paa en saa smuk Maade tillade dem at leve sammen, klang for Amalie mere som et Eventyr, end som Noget, hvortil hun turde knytte virkelige Forhaabninger. [257] Derfor, og maaske af en medfødt Sky for Sophie, faldt det hende ikke ind at forsøge Forestillinger; hun udsmykkede kun sit Eventyr, hun udmalede med sine bedste Farver Herligheden ved et saadant Samliv. Det er ikke usandsynligt, at disse ukunstlede søsterlige Udbrud gjorde mere Indtryk paa Sophie, end al anden Overtalelse vilde gjort, hvad enten denne havde yttret sig i indtrængende Bønner, eller hyllet sig i en falsk Resignation, og at de mere end alt Andet bidrog til at gjøre hende fortrolig med Tanken og ubemærket betage den dens Braad.

Thi fremmed var den hende ikke denne Tanke. Naar den egentlig først var vakt – om allerede i Louises Hjem – kan Ingen bestemt sige. Det er ikke i lykkelig Grunde den Slags Urt spirer, den trænger hverken til Pleie eller lune Vinde. Det er Skuffelsens og Bitterhedens Frø, der skyder op i en Nat, som Bab-al-Babas Sværd i Eventyret,Bab-al-Babas Sværd i Eventyret] mulig henvisning til Ali Baba i den orientalske eventyrsamlingen Tusen og én natt hvast og færdigt til at saare sin egen Eiermand. Den bedragne, fra sin Lykke nedstyrtede unge Pige, vil kunne fatte en saadan Tanke, men den unge Pige, som endnu har sine Drømme i Behold, vil vanskelig gjøre det.

Hvor mangen saadan fortvivlet Beslutning vilde dog maaskee bekjæmpes, eller dø stille hen af sig selv! Men en ung Piges særegne Stilling til Yderverdenen vil i det sjeldneste Tilfælde tilstede et saadant Selvprøvelsens [258] stille Værk. Hun vil ikke faae Tid dertil, ikke Ro. Er først den svageste Kime til en Mulighed der, vil Verden have tusinde Besværgelsesmidler i Beredskab. Da maa hun tage sig iagt. Luften er svanger med dem. Fra alle Kanter vil der klinge et hemmelighedsfuldt Ord, hvoraf hvert Enkelt uskadeligt, tilsammen danne den hele Trylleformel: hun vil høre det i sine Moders Sukke, i sin Faders Taushed, i sine Sødskendes uskyldige Tale . . . Og saa Veninderne, og Rygterne og Folkesnak!

Vi have talt om de Tilskyndelser Sophie havde erfaret ved sine Nærmeste. Ogsaa en anden Skikkelse skred hende manende forbi, en os bekjendt Skikkelse, den ulykkelige Lorentz Brandts.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.