Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 19]

[259] Man havde hverken hørt eller seet Noget til ham paa Gaarden den hele Høst. To Potteblomster, en Geranium og en Myrthe, der strax visnede, vare til forskjellige Tider paa en hemmelighedsfuld Maade satte ind i Sophies Værelse; hun vilde ikke spørge Nogen, men det anede hende, at det var en Hilsen fra ham.

En trist Februarmorgen var hun beskjæftiget i sit Værelse, da hørte hun de tappende Trin af en Hund i Forværelset. Krøsus sprang logrende ind paa hende, og inden den forskrækkede Pige kunde komme til at lukke Døren, stod allerede Lorentz Brandt paa Tærskelen.

Det var ham og det var igjen ikke ham. Hans Dragt, hans Holdning var anderledes, end man var vant til, og denne Metamorphose strakte sig ligetil hans hele Figur, der syntes mindre og tyndere end sædvanlig. Han havde faaet en ny afdanket Kjole paa, der omhyggelig børstet, dog ikke syntes at kræve nogen [260] Opmærksomhed for sin egen Skyld, men kun at være til for at skjule saa meget som muligt en ditto broget Fløielsvest, nye Støvler der knirkede stærkt, og en ganske hvid Skjortekrave. Der var over det Hele udbredt en vis kummerlig Pyntelighed, der kræver et dybere Studium, et større Forbrug af Tid og Kunst end det rigeste Toilette.

Sophie veeg uvilkaarlig tilbage, men et Blik paa Lorentz overbeviste hende om, at han ikke var kommen for at volde hende Frygt, men maaskee netop for at beseire enhver Rest af denne Følelse hos hende.

Han havde nedladt sig beskeden paa en Stol ved Døren. Medens han sad der med Albuerne støttede paa Knæerne og sit Hoved hvilende paa de flade Hænder, blev Forandringen ogsaa i hans Ansigtstræk iøinefaldende.

Det unaturlig Oppustede var forsvunden, men havde efterladt Trækkene hule og skarpe. Saaledes synker Strømmen, der længe har været opsvulmet, ofte for lavt ned, saa at den usynlige Harmoni mellem den og dens Bredder forstyrres. Blyfarven var vegen for en mat terra cotta-Guulhed, der end mere fremhævede det oprindelig Rene, næsten Classiske i disse Træk. En Upaavirket, der i Ro havde kunnet betragte ham, medens han sad saaledes, med Blikket ligesom fasttryllet, vilde have sagt, at her var en herlig menneskelig [261] Form gaaen tilgrunde, som selv i sin Ruin var mærkelig at skue.

Vi ville ikke Ord for Ord gjengive den piinlige Samtale eller rettere Monolog, der nu fandt Sted. Læser! har Du nogensinde drømt, at Du skulde holde en Tale, hvorpaa dit og Verdens Vel beroede, for et spændt Publicum, men pludselig huskede Du ikke et eneste Ord? En saadan Fornemmelse maatte Lorentz have, da han begyndte sin første, stammende Indledning. Han talte om sin Forbedring, om sin virkelige Forbedring, om de Offre han havde bragt den, han talte om nogle Forhaabninger han nærede, om at komme ind i en agtet Stilling. Men han troede maaske ikke paa det selv, han vrøvlede frem og tilbage, han stammede, som om det var noget Ondt han vilde bekjende. Hans Humor, hans Svada, hans tillidsfulde Uforskammethed havde forladt ham, og medens han roste sig af den Selvovervindelse, der havde fordrevet disse Dæmoner, havde han maaskee i samme Øieblik givet sit Liv, om En af dem var kommet ham til Hjælp. Hans Sjels Strømme vare ogsaa skjunkne under den Vandstand hvor de ophøre at være Strømme, og hvor de neppe kunne dække de Dødens og Ødelæggelsens Spor de dølgedølge] skjuler paa Bunden.

Sophie havde intet sagt endnu. Hun havde selv siden hun saa ham sidst, erfaret saameget Smerteligt, [262] hun havde hørt Ord, der havde gaaet som Dolkestik gjennem hende, hun havde lært, hvor let ethvert Ord kan blive saarende. Hun stod ubevægelig med Haanden støttet til Bordet, det stille, tankefulde Blik stivt hæftet paa ham. Hvorhen svævede hendes Tanke idetsamme? . . . Langt, langt fra ham. Hun tænkte paa den syge Ada. Hun hørte maaskee ikke det Halve af hvad han sagde, men et Øieblik var det som om hun atter saa det lidende Barns Øie bønligt rettet mod hende.

Modigere ved at Sophie hverken viste Skræk eller Afsky, – han troede maaskee endog at høre et Svar gjennem den milde, sørgmodige Mine – gjenvandt Lorentz efterhaanden Sikkerhed og Ro i sine Forklaringer. Han fortalte hende, hvorledes han, siden den Forandring, der var foregaaet med ham – en Forandring, der skrev sig lige fra den Dag, hvor han havde voldt hende saamegen Skræk – havde følt sig mere forladt og forskudt end nogensinde før. De Seire han vandt over sig selv, forekom ham selv saa uhyre, saa overmenneskelige, at den hele Skabning maatte forundres over dem. Naar han gik gjennem en Skov, syntes han Fuglene qvidrede derom . . . Hans Hund havde vist ham dobbelt Ydmyghed, dobbelt Hengivenhed siden. Kun Menneskene vilde ikke troe det, kun de havde mødt ham med Kulde og haanlig Tvivl. Hans Moders Bebreidelser traf ham nu vergeløs. [263] Og denne Trang til et eneste opmuntrende Menneskeblik var i den sidste Tid bleven fortærende; han var kommen til det Punkt, hvor han syntes, at eet haardt Ord til, vilde støde ham redningsløst tilbage i Svælget. Og da var han kommen til hende, som maatte afsky ham mest, modløs, sønderknust . . . Og hun havde ikke sagt det haarde Ord, men ladet sit milde Blik hvile paa ham.

Nu føler jeg mig dog styrket og modig og riig, endte han, skjønt jeg blot eier fire Skilling i min Lomme, og de ere bestemte til en Kugle til stakkels Krøsus, der bliver gammel og begynder at faa onde Dage hos mig.

Krøsus hævede Hovedet fra Poterne og saa logrende paa sin Herre, som om den forstod hvad han sagde og paaskjønte dette Beviis paa hans Ømhed.

Ja Gutten, ja stakkels Gutten, Du skal have dem! . . Og nu vil jeg sige Dig Farvel, Sophie, sagde Lorentz og nærmede sig. Jeg vil ikke misbruge din Godhed. Jeg har seet dig, Du har hørt mig taalmodig, mere fordrer jeg ikke for denne Gang. Gud velsigne Dig derfor. Lev vel!

Han var allerede ved Døren, men standsede forlegen. See Sophie, sagde han og trak usikkert en Pakke frem under Kjolen, der under den omhyggelige Indhylling – et guult Bomuldslommetørklæde, dernæst et graat Papir og endelig et Stykke fiint Silkepapir [264] – viste sig at være et lille poleret Træskrin af dem man paa Markeder kjøber for fire Mark Stykket. . . . . Tag det ikke ilde op, . . . men jeg vilde saa gjerne give Dig dette til Erindring . . . for det varer længe, meget længe, inden Du seer mig igjen . . . Ikke før det er skeet, som jeg har sagt Dig. Lad det staae paa dit Bord heroppe, men ikke nede . . . Naar Du seer det, saa husk paa mig, og send en Bøn op for mig . . . See her er Sax og Fingerbøl og dette lille Speil, hvori jeg har indbildt mig at see dit Billede, ligesom nu –

En skarp Stemme afbrød dem her. Fru Ramm stod i Døren, de mørke Bryn truende optrukne, og med en livligere Teglstenscolorit end sædvanligt. Sophie forstod strax af den Mine, som hendes Moder søgte at give Udtrykket af ligegyldig Forundring, at hun havde været i Forværelset og hørt Altsammen.

Hvad i al Verden! Er det Dem, Brandt? Jeg kunde ikke begribe, hvad det var for knirkende Støvler heroppe! Er De endnu saa ukjendt i Huset, at De kan tage saadan Feil af Dørene? Det er din egen Skyld, Sophie, som lader dem staae aabne . . . Vil De have Frokost, Brandt, saa staar den nu nede. Men jeg vil sige Dem i Forveien, at der drikkes The og intet Andet.

Nei Tak, Frue, stammede Lorentz bleg som Døden.

[265] Som De vil. Vi nøde aldrig Nogen.

Hun slog Døren op og gjorde en lokkende Bevægelse: St. St. Lorentz . . hvad siger jeg! . . Karo, Krøsus, ud med Dig!

Gjennem den aabne Dør sneg sig Hunden og dens Herre.

Bi lidt. Er det ikke Deres Skrin? I Deres Sted, Brandt, vilde jeg forsøge at finde Eiermanden igjen. Jeg vilde avertere. Dog for mig maa De gjøre hvad De vil, jeg forsker ikke efter hvor De har faaet det.

O Moer! raabte Sophie oprørt.

Da hun var alene, kastede hun et Blik rundt om sig, dette Blik, hvormed man søger en Redning, et Noget, hvormed man kan standse en Forblødning. Da river man det Bedste, det Kostbareste itu, hvad man netop har. Ja, her stod hun ligeoverfor en af disse Vunder,Vunder] lidelser som den enkelte ingen Lægedom kan bringe, ikke engang Lindring. Endnu i Sophies Aar er man saa uvant med at see dem, endnu har ikke Vanen sløvet Indtrykket, man synes, for at dulme denne Lidelse maatte man give en Deel af sig selv, men man har intet andet end Almisse, og bestandig Almisse! Man vilde lægge en Velsignelse, et Gud styrke Dig! paa dette elendige Hoved, der forsøger paa at reise sig, men det bliver kun en Fornærmelse, man vilde yde en Opreisning, [266] men man kommer med en Ydmygelse til. Den unge Pige følte dette saameget smerteligere, siden hun selv var bleven et Redskab i denne Ulykkeliges Liv, som da dette ikke mægtede at drage ham op, maaskee kunde støde ham dybere ned end han var.

Forstyrret drog hun alle sine Skuffer op og i, to Gange havde hun allerede taget den Mynt, hun eiede, i Haanden og med Væmmelse kastet den igjen – og dog tog hun denne Mynt, og hun tømte Amalies Chatol og hun var allerede paa Trappen . . . Nei! disse Penge brændte hende i Haanden, han skulde idetmindste ikke see dem. Atter var hun inde igjen, slog en Konvolut om, forseglede denne og nu foer hun afsted.

Veiret var mildt og stille, det tøede lidt og det dryppede fra Tagene, hvor der endnu var Spor af et flygtigt Snelag. Enkelte store Sneflokke flagrede i den stille Luft og syntes gjækkendegjækkende] ertende at nyde sin Tilværelse inden de forgik paa den vaade, smudsige Jord. Man hørte de dumpe Slag af Pleielen,Pleielen] håndredskap til tersking naar den faldt paa de fulde Kornneg. Det var ret et Veir for Spurvene, der i store Flokke fløi omkring i Gaarden og qvidrede, og levede flot.

Sophie havde naaet Alleen. Hun kunde see en Skikkelse, som hun antog for Lorentz, bevæge sig øverst oppe, men pludselig forsvandt den, og hun frygtede, at han havde naaet et for stort Forsprang. Hun bevingede [267] sine Skridt, da hørte hun sit Navn nævne med Glædens Overraskelse.

Paa Randen af Grøften sad Lorentz beskjæftiget med at skjære nogle Stykker Brød ved Hjælp af en Foldekniv af til sin Hund. Da han saa Sophie, kastede han det Hele til Hunden.

Den unge Pige var aandeløs af Sindsbevægelse og den hurtige Gang, og Lorentz, der ikke havde regnet paa den Lykke at see hende endnu engang, stirrede maalløs paa hende.

Jeg kommer, sagde hun endelig, jeg vilde kun . . . Lorentz hvorfor gik Du saa hastig? . . Jeg skal give Dig dette fra Fader.

En Rødme foer over hans Kind. Hun havde aldrig før tiltalt ham med dette søsterlige Du fra fordums Dage. Af sit overstrømmende Hjerte gav hun ham det, da hun intet Andet havde. Han lyttede henrykt.

Jeg skal give Dig dette fra Fader, gjentog hun. Det var Noget for en Tjeneste, Du har gjort ham.

Ja vist, en Tjeneste, sagde Lorentz smilende, jeg har i sex Maaneder ikke besøgt ham. En stor Tjeneste det!

Hvem siger det! Du veed selv hvad det er. Du har jo havt noget Skriverarbeide for ham.

Ja vist, ja vist noget Skriverarbeide. . . Et ikke [268] ubetydeligt Skriverarbeide, sagde Lorentz med et Anstrøg af sit gamle Lune, og blinkede med Øiet.

Han læste Udskriften paa Brevet, saa smilende paa Sophie og atter igjen paa Brevet.

Sophie, hvis jeg nu var fuld – bliv ikke bange! jeg siger bare hvis jeg var det . . . Det er dog bedre at tale om det end at være det, det er altid et Skridt, ikke sandt, et Skridt fremad? . . . Hvis jeg nu var fuld, vilde jeg holde Dig en lynende Tale om Stolthed og Menneskeværd, jeg vilde ende med at kaste disse Penge foragtelig for dine Fødder . . førend jeg stak dem i Lommen . . Og selv nu bobler der Noget op fra Dybet af min Sjel, som protesterer mod disse Penge. Men det er Bobler Sophie! de komme ikke længer end hid, saa kan jeg ikke finde de gamle Ord for dem. Hvad jeg derimod husker grant er, at disse Støvler ikke ere betalte og at jeg i to Dage ikke har spiist til Middag. Tak for disse Penge . . de kom beleiligt.

Taarerne strømmede ned ad Sophies Kinder. O Lorentz gjør mig ikke skamfuld, tal ikke om dem. Væk med dem! . Lorentz gaa til din Moder, til hende, siig alt det Gode og Haabefulde Du har sagt mig, og hun vil tro Dig. Eller kan Du ikke det engang, saa siig Dig det selv. I din inderste, dybeste Sjel siig Dig det. En vil høre det, som vil give Dig Mere end Menneskene kunne give Dig. O Lorentz, Menneskene [269] kunne ikke give hverandre Noget, nei Intet, Intet, de kunne blot saare og gjøre hverandre ondt.

Har Du alt opdaget det Sophie, sagde Lorentz, og saa nu forskende paa dette før saa friske, straalende Ansigt, hvorpaa Sorgen allerede havde sat sit første, usynlige Mærke. Det er for tidlig at gjøre saadanne Erfaringer. Hvad har Du oplevet da?

Meget, meget, Farvel!

Farvel, sagde han sørgmodig og holdt hendes Hænder fast. Farvel, Barmhjertighedens Engel . . Du Straale paa Fængselsvæggen, Farvel!

Hun var alt nogle Skridt borte, da vendte hun endnu engang om.

Lorentz, sagde hun med et Smiil. Du vilde jo give mig det lille Skrin? Skal jeg ikke have det?

O Gud . . Sophie! . . hvordan skal jeg lønne Dig! Du skal aldrig see mig mere, aldrig.

Derfor raader Gud, vær sterk og haab paa ham. Hun tog Skrinet under Schawlet og gik langsomt ned ad.

Og atter førte Tanken hende til Adas Hjem. Hun følte Noget af den Husvalelse,Husvalelse] lindring; beroligelse den besynderlige Fred, der var dalet over hende under Angstens Omsorg for det syge Barn, og hun tabte sig i en Række af Muligheder og Billeder.

Lorentz stirrede efter hende saalænge endnu en Flig af hende var synlig.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.