Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 2]

[17] Dette var passeret, medens Cold var borte. Han ventedes nu daglig hjem. Aftenerne bleve allerede dunklere og kjøligere, Høslaatten var næsten tilendebragt. Fru Ramm syntes at yde hans forventede Hjemkomst mere Opmærksomhed end sædvanligt. Hun arrangerede Alting med en særegen Omhu paa hans Værelse, hvorunder hun lod Yttringer falde, som om hun halvt om halvt ansaa ham som en Søn af Huset. Man vil erindre, at Amtmandinden, ved at bemærke den synderlige Interesse, der med Et knyttede sig imellem de to unge Folk, efterat de længe havde begegnet hinanden med Kulde, tog det Parti, at lade som om hun Intet mærkede. Hun paalagde sig en Taushed, som hun i Stilhed beundrede hos sig selv. Denne Taushed var i Grunden ikke andet end Skyttens lurende Ubevægelighed, idet han vel veed, at et Blink med Øiet kan forspilde ham hele Fangsten. Hun troede det ikke strengt nødvendigt at overholde den længere, og gjorde derfor hine Hentydninger, der ikke undlode paa det Pinligste at forskrække Sophie, [18] der – vi faae vel ud med det – i den sidste Tid havde nok med at klare sig selv. Sophie var slet ikke længere saa rolig, som hun havde været. Gud, sagde hun ved sig selv, Moder siger det – Alle som see mig hentyde derpaa – og hvad sagde ikke den afskyelige Lorentz! . . . . Har jeg fortjent det? . . . Har jeg baaret mig saa galt ad. . . . sat al Anstændighed tilside? . . . . Min Samvittighed bebreidede mig dengang Intet. Jeg følte mig saa stærk og tryg i hans Nærværelse; jeg var saa glad ved at høre ham tale, hele Dagen at kunne udvexle mine Ideer med ham, spørge ham om saa Meget, og faae Svar inden jeg endnu havde spurgt. At jeg uforbeholdent søgte ham og han mig, at vi helst vilde være uforstyrrede, var det noget Ondt? . . . . Jeg fik ikke Tid til at tænke derpaa. Undertiden naar en Skruppel opsteg, som Andre havde vakt, kunde han strax læse den, og han vidste saa veltalende at beseire den, at jeg skammede mig over min Feighed. Jeg frygtede hans Spot, mere end alt Andet . . . . Feighed kaldte jeg hiin Frygt – men hvad skal jeg vel kalde dette? Nu turde jeg jo slet ikke gjøre det . . . nei, ikke for nogen Priis. Jeg begriber ikke mit Mod dengang. Nu bæverbæver] skjelver jeg bare ved at tænke paa at see ham igjen. . . . Jeg kan aldrig tale med ham alene mere . . . . Den Glæde er da forbi!

[19] Enhver vil have følt, at det smukke Lærerforhold, Cold havde sat sig i til sin forrige Elev, var af en betænkelig Art. Med en Individualitet som hans vilde det under ingen Omstændighed kunnet holdt sig længe paa den virkelige eller indbildte lidenskabsfri Spidse, hvorpaa det havde balanceret indtil hans Afreise. Ethvert Stød udenfra er farligt, men allerfarligst en Adskillelse. Altfor tidlig var denne traadt imellem dem. Saalænge Sophie var i hans Nærhed, havde deres Samtaler, der havde aabnet nye Verdener for hende, ganske opfyldt hende. Neppe var han borte, saa indfandt Tomheden og Savnet sig, og da begyndte hans Billede mere at beskjæftige hende. Træk for Træk steg dette Billede igjen frem for hende i al sin indtagende Magt, snart i denne, snart i hiin Situation: Det Smiil, hvormed han havde sagt dette, – en eiendommelig Grimace ved Noget, der mishagede ham, – Lyden af hans Stemme, kun mere levende, mere indtrængende. Inden hun vidste det, var denne Skikkelse bleven Et med hendes aandelige Savn. Hun overførte al sin Længsel paa den, hun indrankedeindrankede] viklet inn den i alle sine Drømme. Sophie havde maaske endnu i nogen Tid kunnet skuffe sig selv over den Forandring, der foregik hos hende, havde Andre ladet hende i Fred. Der er Intet, der mere ægger Mængdens Nysgjærrighed og Angreb, end det opvaagnende Liv i en [20] ung Piges Indre; og jo renere og dybere dette er, jo inderligere det vil værge for sin Skat, desto ubarmhjertigere drives dette. Det er ubeskrivelig Synd! Selv det saakaldte uskyldige Drilleri er aldrig ganske uskyldigt. Men i dette Stykke tænke alle, selv de Bedre, letsindigt. Mennesker, der gjøre sig til af deres fine Følelser, der holde det for en gyselig Synd, at stjæle en Blomst paa en Grav, gjøre sig ingen Samvittighed af at rane Freden i et ungt Bryst, af at krænke et Mysterium, ved hvilket Engle lægge Fingeren paa Munden, og Digteren, den stakkels Jordiske, kun frygtsom og med keitet Haand forsøger at afsløre.

En Dag sad Damerne sammen i Dagligstuen og syede; da Fruen udbrød:

Hvem er det som kommer kjørende oppe i Alleen? See Du til, Amalie, som har skarpe Øjne.

Det er vist Cold, svarede denne, jeg synes at kjende ham paa hans graa Hat.

Sophies Hjerte stod næsten stille, men slog derpaa saa voldsomt, at hun, for ei at røbe sig, maatte søge efter Noget paa Gulvet.

Ryd op i Stuen . . . . Tag de visne Blomster ud . . . . Og Sophie, min Kappe med de blaa Baand! sagde Fruen, medens hun for Speilet rettede paa sin Dragt.

[21] Bah, sagde Amalie, blind Allarm! Det er ingen anden end den gamle Lieutenant Hanck . . . Han bliver her vist inat.

Det skal ikke blive noget af, sagde Fruen, medens hun fortrædelig bandt Hverdagskappen paa igjen. Den gamle Vrøvlebøtte! Tag Du imod ham Amalie, siig at Ingen er hjemme . . . siig, hvad Du vil, faa ham bare paa Døren . . .

Skal jeg? . . . . .

Saa Sophie da! Men hold ikke paa ham, Sophie!

Men Sophie var længesiden ude af Stuen. Den Opdagelse at det ikke var Cold, men en Anden, havde ikke beroliget hende. Hun var faret med saadan Iil gjennem Haven og nedad Stien, som om hun kunde flygte fra sin indre Bevægelse.

Er det kommen saavidt! sagde hun ved sig selv. Jeg kan ikke beherske mig mere. Nu har jeg tænkt mig hans Komme hundrede Gange, jeg har udmalet mig det i alle Situationer, til enhver Tid af Dagen, naar jeg er ene og naar jeg var omgivet af Andre; jeg har prøvet og forberedet mig, men forgjæves. O hvordan skal dette gaae! . . . Det Bedste vilde være om han kom, naar her var Selskab – alle Bygdens Folk, jo flere, jo bedre; mellem disse Ansigter bliver jeg kjæk og trodsig, og naar det første Gjensyn var vel [22] over, og han Intet mærkede, vilde det gaae bedre . . . . . . Jeg har hørt, at unge Piger kunne nære en Følelse, og det længe, uden at ahne det selv. Det er vist smukt dette, men jeg forstaaer det ikke, det forekommer mig umuligt, . . . jeg kan ikke skuffe mig selv. Jeg veed min Skjæbne, jeg vidste den næsten forud, den har svævet som en dunkel, navnløs Fare over mit Hoved, lige fra hine Tider, da jeg murede Dukken inde. Ja jeg veed, at dette Menneske har faaet en farlig Magt over mig, at jeg skal stride med ham om mit Liv . . . at jeg skal offre ham mit Bedste, forat han til Gjengjæld skal gjøre mig grændsesløs ulykkelig. O Gud! saa er dog denne Elendighed brudt ud over mig! . . . . Men han kommer! jeg skal see ham igjen! Det er ganske vist at han kommer, det er ingen Drøm . . . . jeg skal see ham igjen! . . . . . . En uendelig Lyksalighed fyldte i det samme hendes Bryst; hun udstødte et af disse klingende Sukke, der ligne Lærkens jublende Opsving fra Marken, og som om hun ogsaa havde laant dens Vinger, fløi hun over Broen hen over den farlige Sti mod Grotten.

Cold kom ikke til nogen af de Tider, hun havde tænkt sig. Han kom nemlig midt om Natten, da alle sov. Ogsaa med ham var Forandringen foregaaen, kun mindre bemærkeligt for ham selv. Hans Venner og Adspredelser havde idelig optaget ham. Overfor den [23] aandelige Ramme, hvori han havde stillet hende, følte han sig betrygget. Han var saa stolt, saa lykkelig i den Opgave, han havde sat sig selv; den ansporede hele hans lammede Villiekraft. Alt, hvad der havde lagt stivnet og forkommet i ham, dette Dybeste og Aandigste, som Mand aldrig udvexler til Mand, og som i mangt et Liv kan ligge der evigt begravet, – alt svulmede og skjød ny Væxt. . . . Og hende tilhørte det. Foran hendes Billede nedlagde han i ydmyg Forventning den hele Flor.

Da kunde det vel hænde, at hun i en stille, farlig Time tillod sig at stige ned af Rammen, og da var det ikke længere den i dyb Fortabelse af hans Viisdom lyttende Sophie; men hun lagde tvertimod Fingeren ganske sagte paa hans Mund, og saa ham dertil ind i Øiet, som om hun vilde briste i Latter. Slige Visioner lukkede han altid ind i Dybet af sin Sjel, glad forskrækket ligesom den Gjærrige, der dynger Skat til Skat, men vil have Ro til at tælle den.

Hvad der fornemmelig bidrog til at vedligeholde Georgs uskyldige Selvbedrag, var den uforstyrrede Besiddelse af hans Hemmelighed. Han selv undgik med gnieragtig Ængstelse alt, hvad der kunde drage Formodninger hen i den Retning. Derved kunde han dog ikke forebygge, at Bevidstheden derom straalede ud gjennem hele hans Væsen. Man kjendte ikke den forrige, [24] uselskabelige, mismodige Georg igjen, man trængte sig om dette lykkelige Ansigt, ligesom man qvæger sig ved et længe savnet Solglimt, under et vedholdende Graaveir. En Mands Hemmelighed er ikke saa pikant at forstyrre, som en ung Piges. Kom det deraf, eller ahnede man virkelig ikke Grunden til denne Forandring hos ham? Saameget er vist, at der aldrig blev gjort fjerneste Hentydning dertil. Der var ikke falden den mindste Steen i den rolige Flade, hvori hans Lykke speilede sig, saa seiersmodig velbehagelig, saa eiendomssikker.

Dagen før hans Afreise var saaledes kommen. Det var en Søndag. Augustsolen, der havde brændt hedt om Dagen, dalede bag de takkede Bærumsaase, og den friskere Luft udenfor, lokkede Folk ud paa Gaden. Christiania var ikke dengang saa belivet som nu. En Søndagseftermiddags hele Tryk laa over den stille By. Enkelte Spadserende dreve om i Gaderne, uvisse hvor de skulde hen med deres Aftenlængsler; hist og her viste sig en Mand i Skjorteærmerne, der resigneret røg sin Pibe i det aabne Vindu. Cold sværmede ogsaa en Tid planløs omkring og forsøgte tilsidst Landeveien, men Støvet drev ham strax tilbage. Christianias Omegn er egentlig blot til for dem, der eie Heste og Landsteder; for dem denne Herlighed, hvormed den pranger, for de Andre Støvet af deres [25] Vogne, Byen og dens Sommerlede. Oppe paa Fæstningen var der livligere, men denne Livlighed havde noget begrændset spidsborgerligt, som langtfra stemmer Sindet muntrere. Her gjorde Byens pyntede Borgerfolk i brede Rækker deres fredelige Runder omkring Volden, blot standsende for at speide efter Røgen af den forventede Dampbaad. Havnen frembød undertiden paa saadanne Dage, naar Veiret var smukt, et livligt Skue, hvori Betragtningen fandt nogen Lise, ved den Mængde Seilbaade, der fløi udefter til Øerne; men idag var Søen blikstille, og Stilheden blev kun afbrudt ved et enkelt pladskende Aareslag, der tabte sig under Volden, eller ved en Skiltvagts traurige Løsaf!Løsaf] avløsning Cold stod længe paa Brystværnet af Tridschlers Bastion,Tridschlers Bastion] Tritschlers bastion på Akershus festning i Oslo og saa tankefuld udover Vandet. Af og til kastede han et flygtigt Blik paa de stumme Forbigaaende. Blandt disse bemærkede han næsten ingen unge Mennesker. Hvor er Christianias Ungdom paa en saadan Dag! udraabte han næsten høit. Vor Hovedstad eier ingen Forlystelsessteder, som enhver anden større Stad, hvor man i Skovens Ly kan nyde Forfriskninger for en Bagatel og oplives ved Musik og Synet af en broget, bevægelig Menneskemasse; et saadant Udløb for den sunde, ufordærvede Livslyst, der af alle Stænder kunde benyttes, findes ikke. Man maa vandre i Støv og Solhede lange Veie, for at komme [26] ud i det ensomme Grønne. Men Studenten, der hele Ugen har grublet over sine Bøger, føler nok mindst nogen Trang til et werthersk Drømmerie i Naturen,werthersk Drømmerie i Naturen] henvisning til Die Leiden des jungen Werthers (1774), en brevroman av Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) han vil Selskab, Liv, Realitet, og har han intet Tivoli, at tage ud til, søger han Langvig, hvor han, i mangel af at see smukke Damer, kan dandse med pyntede Sypiger. Hvorfor skulde han ikke det? Faa have Tilflugssteder i Familierne, de fleste af disse stakkels unge Mennesker ere aldeles overladte til sig selv. Hvor qvækeragtig stilleqvækeragtig stille] kveker: en som tilhører protestantisk kirkesamfunn, stiftet ca. 1650 i England. Kvekernes andakt foregår som oftest i stillhet. er Byen paa en saadan Dag; i den soler sig vort Hydra,vort Hydra] vårt store onde; Hydra er en mytisk figur, et kjempestort sjøuhyre Raaheden, velbehagelig. Mangen en ung, forladt Sjel har paa en saadan Søndag gjort sit første Trin paa den glatte Bane, – da, o gjæstmilde Christiania, til hvis Priis der er sagt og skrevet saameget af reisende Stormænd og Kunstnere, aabne dine mange Døre og giv dine egne Børn Plads ved din Arne.Arne] eg. ildsted, her: familiekrets; hjem . . . !

Det er ikke vist, at Cold gjorde alle disse Betragtninger; ialfald havde han ingen Grund til at anvende dem paa sig selv. Han stod netop og overveiede hvilke af de mange Indbydelser for Aftenen, han skulde modtage, udenat han havde nogen særdeles Lyst paa nogen af dem. Hans selskabelige Lune svigtede ham pludselig denne sidste Aften. Længselen drog ham, og han var i Aanden alt hjemme. I denne Stemning blev han tiltalt af en gammel [27] Bekjendt, som drev forbi, en Student, der ikke hørte til de Lykkelige, der blive budne meget ud. Med ham gik han Volden et Par Gange rundt. Tilfældigviis havde endnu Ingen nævnt Sophies Navn for ham. Det faldt ham ikke ind, at denne Stjerne kunde være opdaget af Andre end ham; da kom Studenten ganske uskyldig til at spørge, om der var Døttre i den Familie, hos hvem Cold boede, og da denne med en vis Forsigtighed havde besvaret dette Spørgsmaal, spurgte den Anden ligesaa troskyldig, om det var en af disse Frøkener Ramm, som under et kort Ophold ivaares havde vakt saadan Opsigt for sin Skjønhed, at man ikke havde talt om Andet i nogen Tid etc.; kun havde man beklaget, at hun skulde være halt, da hun ikke dandsede. Cold benægtede paa det Bestemteste, at han kjendte nogen halt Frøken Ramm.

Stenen var falden i Dammen. Disse faa Ord efterlod en Uro, et besynderligt Mishag hos ham, der drev ham lige hjem i hans Logi, hvor han begyndte at pakke ind, og han bestilte Heste. At dette ikke er falden mig ind før! sagde han; det er jo aabenbartaabenbart] rettet fra: aabenbar bedre at reise om Natten, hvorved jeg undgaaer Heden og Støvet. Han var slem mod Skydshestene, og undte sig ingen Hvile, hvilket ogsaa havde sin Grund i hans Modbydelighed for Landeveien.

Klokken to den næste Nat holdt han udenfor Porten, [28] vandrede ned ad Alleen, og listede sig stille ind paa Gaarden. Allerede vilde han banke paa, men betænkte sig igjen, gik sagte gjennem den lille Stakitport ind i Haven, og søgte sig en Bænk under et Syrintræ. Det var en deilig Augustnat, paa denne Tid, da Maanen gjenvinder sit natlige Herredømme over Jorden; dens kjølige Friskhed sænkede sig straks som et Bad over hans trætte, støvede Lemmer. Paa den sidste Lysbræm i Horizonten tegnede Skov og Fjeld sig skarpt i dunkle, broncerede Omrids; men Maanen, der hævede sig bag Havens Træer, belyste allerede med sit milde Skjær Toppen af de nærmeste Gjenstande. Den stræbte at bryde igjennem Løvværket, der zittrede i lange, underlige Skygger opad Husets Væg. En ung, smekker Poppel strakte sin Skygge som en Skiltvagt foran et Vindu til Høire ovenpaa, der var det Første, Georg søgte med sine Blikke. Nedenunder hvilede Alt i et Halvdunkel. En enkelt Straale listede sig op ad Gangen henimod Blomsterbedet foran Trappen, men den traf kun en Klynge ranke, hvide Stokroser, der hævede sig spøgelseagtig op af Dunkelheden. Ingen Lyd hørtes fra Huset, kun en SiridsSirids] gresshoppelignende insekt sang i Muren. Fossens Brusen nede i Dalen, og en AgerixesAgerixes] en type fugl taktmæssige Slag, vare saa monotone at de smeltede sammen med Nattestilheden. Georg var sælsomt tilmode. Han indsugede dybt og beklemt den Duft, der [29] opfyldte Atmosphæren, en eiendommelig Blanding af Roser og nyslaaet Hø. Han ønskede sig hundrede Sandser, for tilfulde at kunne nyde denne Nats Herlighed, den var i dette Øieblik et Billede af hans egen Sjel. Hvad der nu foregik i den, var saa forskjelligt fra Alt, hvad han hidtil havde følt og oplevet, som denne Nat i sin magiske Dunkelhed, sine vexlende, fortryllende Lys, med sine berusende Dufte var det fra en taaget Martsdag. Alle Fortidsbilleder droge blege og besynderlig fremmede forbi ham paa denne Grund. Den Lykke, han før havde drømt om, hvor farveløs, hvor intetsigende var den, mod den, der nu fyldte ham!

Medens han forfulgte disse Drømmerier, havde Trætheden sagtelig omsnoet ham, og han slumrede ind, lænet mod en Træstamme. Da han vaagnede vare Natteskyggerne borte. Morgenrøden kastede sit første Skjær paa Vinduerne og tændte alle Farver. En frisk Morgenvind rystede Bladene og forstyrrede det fine Perleslør, som Duggen havde bredet over de blomstrende Rosenbuske. En Kuldegysen gjennemrislede den Opvaagnende. Han reiste sig, næsten lam af Træthed og gik langsomt henimod Huset, men her standsede han, som rørt af et elektriskt Slag, der igjen drev Blod og Liv raskt gjennem hans Aarer. Ved at løfte Blikket mod Sophies Vindu, troede han at bemærke en hvid Arm, der ligesom vinkede ad ham! . . . dog ved [30] at see nærmere til, opdagede han, at det var Sophies hvide Kat, hun havde den Uvane at have inde om Natten, og som nu gjorde sit Morgentoilette i Vinduet.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.