Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 20]

[270] Rygter og Folkesnak! Af alle Skrækkebilleder i en Kvindes Liv det meest Chimæriske,Chimæriske] innbilte af alle Chimærer den Skrækkeligste! Intet har en større Magt til at kue hende og bøie hende til Lydighed. Intet griber mere dæmonisk ind i hendes Liv end disse herre- og ansvarsløse Anfald, som vi er vante til at betegne ved fine Navne. Alt det Øvrige har kun bearbeidet Grunden, dette vil drive den bittre Væxt frem. Det behøver ikke at være noget Slemt eller Ærerørigt,Ærerørigt] ærekrenkende det der siges, nei – takket være denne vort Samfunds dybe Billighedsfølelse, der opstillede Kvindelighedens skjære Krystal midt i sin egen Ureenhed, med den Fordring til Krystallet altid at være krystalreent, – der behøves intet Stænk, blot et Aandedræt til at fordunkle det. Der behøves blot, at der tales. Det er ubeskriveligt hvilken mystisk Rædsel dette elendige TohuwabohuTohuwabohu] forvirring; oppstyr kan øve paa et ungt Gemyt.

[271] En ung Pige har en Hjertesorg. Hendes Sind har lig en MimoseMimose] en meget ømtålig blomst lukket sig over den, maaskee saa længe, saa længe indtil det fine, straalende Insect Kjerligheden, er død. Da folder hun det stille, smertefuldt ud igjen, mod Verden, mod Lyset. Hun tror naivt, at Ingen har mærket det, hun tror det i Bevidstheden af sin Smertes AdelAdel] verdighet og Uantastbarhed. Hun har Intet givet bort, hun eier sin Hemmelighed. Stakkels Mimosa! Din Hemmelighed eier alle. Du kan læse den i Alles Blikke. Fra alle Kanter vil Du høre den fortolket, besmykket, fordreiet, besudlet; her en Gjenstand for Medlidenhed, hist for Spot. Er den meget interessant, vil den maaske falbydes i Bogladerne.Bogladerne] bokhandlere En Rædsel griber hende da; hun vil flygte tilbage i sit eget Indre. Men Helligdommen er jo skjændet, KlenodietKlenodiet] kostbar gjenstand borte, og hun flygter da i Armene paa en eller anden Ulykke, der aldrig mangler at være ved Haanden.

Vor stakkels Sophie var ligesaalidt hævet over dette som enhver Anden. Hendes Moder havde seet hende blegne ved den sagtestesagteste] minste Hentydning til hendes Forhold til Cold. Fra denne Side var det værdt at vove et Angreb, og hendes Moder besluttede at vove et Angreb fra denne Side.

En Dag kom hun hjem fra en Visit hos den omtalte Fru Breien. Med den moderlige Indignations [272] Iver fortalte hun sine Døttre en Scene, der var forefalden mellem hende og den nævnte Dame. Fru Breien havde med hykkelsk Deeltagelse spurgt til Sophies Befindende, og endelig efter tilbørlige Omsvøb yttret den Formening, at dennes lidende Udseende skulde have sin Grund i en forsmaaet Kjerlighed for den bortreiste Huuslærer. Det var saamæn ikke hendes Formening alene, men Alles, havde hun lagt til, da hun saae Fru Ramms piqueredepiquerede] fornærmede; irriterte; indignerte Mine. En Pige, som havde tjent hos Amtmandens og siden var kommen til Andre, havde fortalt, at hun med egne Øine havde seet Frøkenen i høieste Bevægelse række ham et Brev, som han ikke vilde modtage, at det var faldet paa Gulvet og da Pigen havde rakt ham det, saa maatte han tage det. At Postbudet havde bragt flere Gange Breve fra hende paa Posthuset (Colds tilbagesendte) at hun endvidere havde skyndt sig saa med at komme hjem fra sit Besøg, men hun kom for seent, Fuglen var alt fløiten.

O, raabte hendes Moder, der ikke syntes at ville lade sig berolige, skal vi endnu have Fortræd af det Menneske! Det er ikke nok, Sophie, at han har holdt Dig for Nar, nu skulle ovenikjøbet Bygdens Sladderhanke faae fat paa Historien, og tærske Langhalmtærske Langhalm] gjenta og gjenta paa den et Aar eller to. Bedst var det, om Du kunde være borte en Stund, indtil man fik snakket ud . . . [273] ja sandelig . . . saa haardt som det vil være for mig at give Slip paa Dig, nu da ogsaa Amalie reiser – det var det Bedste for Dig. Var det ikke en Umulighed vilde jeg foreslaa Dig at drage med hende og blive der nogen Tid.

Det er ingen Umulighed, mumlede Sophie, hvid i Ansigtet som et Klæde.

Jo min Pige, med din DelicatesseDelicatesse] takt; finfølelse vilde jeg dog betænke mig . . . . Ja jeg veed ikke . . efter min Følelse vilde jeg det ikke.

Som hans Kone kunde jeg, og vil jeg det, sagde Sophie koldt og roligt, men med lydelig Stemme.

Med et Glædesskrig styrtede Amalie hende om Halsen.

Om Aftenen skrev Sophie et Brev til Provsten, og fjorten Dage efter var Svaret indløbet i den bedste Form.

Først da blev Sophies Fader dragen ind i Hemmeligheden.

Den gamle vilde ikke tro det. Det kom ham altfor uventet.

Hvorledes, Sophie! Provsten? Sophie, siger Du? . . . Mariane, lagde han næsten forskrækket til, vi have dog vel ingen Skyld? . .

Vi nogen Skyld? . . Hvad falder Dig ind! Ikke med en Stavelse er Sophie bleven paavirket, ikke med [274] en Stavelse. Jeg falder jo selv som ned af Skyerne, da Barnet fortæller mig det.

Sophie! Provsten! Min lille Sophie! . . Nei vil man see! . . Min stakkels Pige! . . . Det er jo en stor Lykke! sagde han og stirrede hen for sig.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.