Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 21]

[275] I fire Uger vaagede Müller ved Colds Sygeleie. Stum, afmægtig, forbløffet stod nu den kolde Forstand ligeover for den utilslørede Lidenskab. Müller havde vænnet sig til at betragte denne som en Sygdom, der krævede en egen Behandling, ligesom Typhus og Nervefeber, og som, naar den havde overstaaet sin Krisis Nærheden, ikke mere var farlig. Den fremmedartede Vending Colds Sygdom tog, bragte ham lidt ud af Fatning. Halv forbauset, halv nysgjerrig sad han ved hans Seng og lyttede til disse Udbrud, der meer eller mindre forvirret altid dreiede sig om et Navn, altid henvendtes til en Person, som han vexelviis bønfaldt og beskyldte. Det var baade ynkeligt og hjerteskjærende tillige at høre den Syge, der saa dyrekjøbt havde vogtet sin Hemmelighed fra at blive Müllers Bytte, [276] uafladelig at opramse ham Gangen i den ulykkelige Historie, og dette med en Gjentagelsens Omstændelighed, en Lidelsens Inderlighed, som naar man skrifter for en øm Moder. Var han derimod ved sin Bevidsthed, viste han Müller en Kulde, en Mistro, der ofte var fuld af Bitterhed, men her maae man lade denne, at han virkelig fortjente den Roes, som kun en utrættelig, altid overbærende Moder kan naae. Med en Stoikers Taalmodighed bar han den Syges Luner. Müller forstod maaskee ikke et Ord af den hele Sammenhæng, men det havde vakt en uhyggelig Følelse i ham, og han spurgte sig selv, om han dog virkelig havde nogen Skyld i sin Vens Lidelse.

Maisolen skinnede kraftigere ind i Sygeværelset. Cold kunde sidde oppe. Der kom Venner og besøgte ham. Der blev passiaret og spillet Kort. Cold var livlig som alle Reconvalescenter, og tog Deel i al Underholdning. Men Müller var nu bleven mistroisk. Denne Livlighed huede ham ikke, og af en vis fordybet Henstirren midt i en saadan oprømt Stemning forstod han, at en eller anden fix Tanke beskjeftigede ham. Nogen Reise, eller et andet voldsomt Skridt kunde det neppe være; Dagen, den omineuseomineuse] skjebnesvangre Dag da Sophie skulde forenes med den Anden var dertil rykket for nær. Kunde han blot lykkelig og vel bringe Pasienten ud over denne, saa var han reddet. Cold havde maaskee [277] ikke lagt saa nøie Mærke til Datoen, første Juni, og den havde siden slet ikke været nævnt mellem dem.

En ung, aandrig Svenske, som de begge kjendte, gjæstede dengang Christiania. Müller vilde bede ham, samt nogle andre Venner sammen den Dag, og feire Kolds første Tilladelse til at være ude, med et Aftenlag i det Grønne. En halv Tønde Østers og en Kasse fine Vine, som var bleven sendt Müller fra en taknemmelig Helbredet henne i en af Byerne, kom netop som bestilt til Festen.

Det var den Tredivte. Saare tilfreds med den sindrige Plan han havde lagt, skiltes Müller fra Cold om Morgenen. Aftenen tilbragte han med at søge et Logi til Festen og gjøre nogle Anstalter. Først henimod Middag den Enogtredivte kunde han opsøge Cold igjen.

Neppe indkommen i Huset mødte Værtinden ham med et uroligt Ansigt. Ak er det Dem, Doctor! og han er ikke med Dem heller?

Hvem mener De?

Ei, naturligviis Candidaten. Ligesom De var gaaet fra ham igaar, gik han ud og har siden ikke været hjemme. Var det ikke et saadant stille Menneske, skulde man tro, han havde gjort en Ulykke paa sig. Jeg har sandt for Gud ikke lukket et Øie den hele Nat.

Müller hørte ikke mere. Han var allerede oppe. [278] I Georgs Værelse var Alt forladt i Skynding. Paa Bordet laa en Seddel.

Ikke vred, kjære Müller, ikke vred – De havde dog ikke kunnet holde paa mig. En Strid med Dem vilde blot røvet mig de faa Kræfter, jeg saa vel trænger til. Naar jeg seer Dem igjen, er jeg roligere. Tro mig, jeg er ikke utaknemmelig.
G.
Beed min Værtinde at lukke alle Vinduer op og lade dem staae til jeg kommer tilbage.

Afsted efter ham! var Müllers første Tanke. Den Rasende! sagde han besindende sig, han er allerede deroppe.

Reisen op til Amtmandens Gaard medtog i Regelen to Dage. Ved at reise hele Dagen og den følgende Nat med bestilt Skyds, lykkedes det Georg allerede ved Daggry at naa den sidste Station, hvorfra der nu kun var en kort Spadsertour hen til Gaarden. Han undte sig her kun en kort Frist, for at bringe sit forstyrrede Udvortes lidt i Orden, og begav sig derpaa til Fods det sidste Stykke af Veien.

Klokken var omtrent syv da han naaede Indkjørselen til Alleen. Han gik først nogle Skridt ned ad den, sprang saa over Gjærdet og fulgte en lille Marksti, der ad en Omvei ubemærket fører ind i Haven. Fra det tætte Buskads kunde han iagttage Huset og Enhver der forlod det.

[279] Det var ret en Foraarsmorgen saa klar og varm! Naturen udfoldede al sin første, vaarfriske Pragt. Hvert Træ, hver Busk syntes stolt af at vise det unge, skinnende Grønne, som endnu ikke Solbrand havde mørknet, eller et eneste Støvfnug berørt. Haven var netop pudset og færdig. Om alle Bed slyngede Pinselillierne og Auriklerne sine Krandse. I de nyragede Gange viste der sig endnu ikke et menneskeligt Spor, men Æbletræet og Hæggen havde festlig strøet sine Blade ned paa dem. Georg ændsede neppe Noget af dette, hans Blik var spændt rettet mod Huset. Der indenfor var der allerede Liv og Travlhed. Man hørte Lyd af Kjøkkenredskaber og mange surrende Stemmer; gjennem dette trængte Fru Ramms Discantrøst kort og dictatorisk som en Generals gjennem Slaglarmen. Fra det aabne Vindue blandede Kanarifuglen sin skingrende Røst med Bogfinkernes udenfor . . . En Pige pudsede Vinduer i Havedøren, de glittrede i Morgensolen. Men Sophies Vindue ovenpaa stod aabent, et hvidt Gardin viftede ud og ind som en Hilsen – eller som en Afsked. Hun er allerede nede, sagde han. Det var det han vilde vide. Nu forlod han sin Post og søgte gjennem de ensomste Gange i Haven hen til den velbekjendte Grind, der fører ud til Marken, og tog Veien ned ad mod Møllen.

Duggen glindsede endnu paa Stien, denne Sti, [280] hvor han saa ofte havde forfulgt Sophies Spor. Her først sagtnede han sin Gang og lod Blikket streife omkring. Hver Busk hilsede ham som en gammel Ven, han kjendte hver særskilt lille Blomsterfamilie igjen. En saadan stenet Engbund udvikler ogsaa fortrinsvis en broget Flora, som man forgjeves søger i den federe Græsmark. Marienøglen var der allerede og den rosenrøde Skovpryd; Gjøgesyren stod i fuld Flor. . . Over de brune Moostuer udbredte de sidste Anemoner rødlige Tepper. Konvallen knuppede bag de brede Blade, men havde ikke udfoldet en eneste af sine skjære Klokker endnu. Maaskee den vægrede sig ved at bringe Festen noget Offer. Overalt flagrede og rørte det sig, overalt en Summen, en Hvisken, en Knittren af tusinde, smaae usynlige Liv. Den stakkels Georg, lige sluppen ud af sit Vinterfængsel, havde ikke tænkt paa Vaaren, han var ikke belavet paa dette nye, mægtige Indtryk. En sagte, vemodig Musik tonede hen over Engen, det var den fjollede Ole, der sad paa en Tue og blæste paa en Syljefløite; i de døsige Blaabærøine rørte sig ikke Tegn til Forundring eller Gjenkjendelse idet Cold gik forbi . . . Uforstyrret klang Fløiten. Den blide, drømmende, vaarlige Lyd greb ham med nye Erindringer og vakte den hele Sammenligning mellem Fordum og Nu. Hvor freidig havde han ikke før paa denne Sti hilst Vaaren! Og endnu sidste Gang – det var netop i de [281] Dage, Sophie ventedes hjem – med hvilken Længsel og svulmende Forventning! . . Nu sneg han sig som en Fremmed hen ad den, syg, miskjendt, krænket, martret af Angst og Uvished! Alt overvældede ham. Den søde, berusende Duft af Marken rystede hans Nerver og vakte en usigelig smertelig Fornemmelse. Han kastede sig til Jorden og brød ud i en Taarestrøm. Et Øieblik følte han et Raseri mod sig selv over dette ufrivillige Udbrud, og han saa sig truende omkring, om en eller anden RødkjelkeRødkjelke] rødstrupe havde mærket det.

Disse Taarer styrkede ham. De efterlode en Følelse af Vrede, Vrede mod hende, mod sig selv . . . . Blot ved at tænke paa hvad han havde lidt, og at Synet af hende dog maaske vilde smelte ham, kunde gjøre ham rasende. Nei, nei, ingen Blødhed, ingen Svaghed skulde forstyrre ham dette Møde, dette dyrekjøbte Møde, hvoraf Død og Liv syntes at afhænge.

Fra Møllen sendte han en Seddel med en Forbigaaende, derefter vilde han oppebie hende i Grotten.

Med hurtige Skridt ilede han op ad den bekjendte Huulvei. Om den nu kom sikkert i hendes Hænder . . Hvorledes hun vilde optage det . . Om hun kom – strax – villieløs, som man lyder en Døendes Forlangende, dette beskjæftigede ham saa, at han intet sandsede, førend han var ved Indgangen til Grotten. Han stod ligeover for Sophie.

[282] Hun sad paa den brede Stenbænk i Klippen. Det hvide Shawl, hun havde svøbt om sig, smeltede i Belysningen ovenfra saaledes sammen med hendes Hals og Ansigts Hvidhed, at den hele Fremsyning antog noget Busteagtigt.Busteagtigt] lik en byste Et Øieblik troede Georg for Alvor, at hans Indbildningskraft foregjøglede ham denne Skikkelse, der idelig sysselsatte hans Tanker. Men Skikkelsen gjorde en Bevægelse, den reiste sig halvt og sank tilbage igjen med Blikket stivt hæftet paa ham. En Stund stirrede de paa hinanden.

De kjender mig nok ikke, Frøken Ramm? sagde Georg med usikker Røst, som om han endu frygtede for at see Synet svinde.

Jeg kjendte Dem strax . . . skjøndt! . . Et forundret Blik paa Colds forandrede Udseende fuldendte hendes Tanke. Har De allerede truffet Fader? Skal vi søge ham op? Hun vilde atter gaae.

Det er ikke for at søge Deres Fader, jeg er kommen. Jeg er kommen for at søge en Samtale med Dem. Nu, da vi staae Ansigt til Ansigt, turde det maaske lykkes mig engang . . .

Jeg har aldrig vidst, at dette Ønske var Dem saa vigtigt. For første Gang erfarer jeg det.

Det er sandt, De har ikke læst mine Breve. De har nægtet mig al Adgang. Selv en Forbryder har Ret til at tale sin Sag.

[283] Fordi jeg var overbeviist om, at Hr. Cold Intet – nei Intet havde at sige mig, som jeg burde høre paa.

Ikke Frøken Sophie, virkelig ikke? Tror De, jeg ligefra Sygesengen stormet herop, at jeg udsætter mig for den Tort at blive seet her paa en Dag som denne . . at jeg saa villig laante mig som en Decoration til Deres Bryllupsfest? . . Og tror De endelig, at jeg vilde trodset det Værste af Alt, at falde Dem besværlig, naar det jeg havde at sige, ikke netop var Noget De burde høre? Og vil De da nu høre mig? . . Er det Dem beleiligt?

Al Farve var veget fra Sophies Kinder. Hun reiste sig og sank atter tilbage. Et Blik, bønfaldende og vægtigere end Ord, traf ham.

Jeg vil ikke forskrække Dem. Lad os tale roligt om det, ganske roligt . . . De seer, hvor rolig jeg er . . Sophie, vær oprigtig . . . der er Noget mellem os, et Punkt, et dunkelt Punkt, som jeg ikke kan tyde . . . Forklar mig det! . . Hvorfor har De mishandlet mig saa?

Har jeg mishandlet Dem? sagde Sophie og saa paa ham med et Smiil, som fortalte om, hvad hun havde lidt.

Husker De den Dag, da De ligesom drevet af en himmelsk Indskydelse betroede mig deres Livs dyrebareste [284] Hemmelighed? . . . De kastede Dem om min Hals og sagde, at De elskede mig.

Skal jeg erindres derom, brød Sophie ud og skjulte Ansigtet i begge Hænder.

Rødm ikke derover. I hiin Time var De sand og naturlig, noget deres Kjøn aldrig vover at være. Veed De hvorledes jeg optog det? Jeg var beruset af min Lykke, jeg kunde neppe tro den. Da jeg saae Dem igjen, var De kold og afmaalt. Jeg troede endnu det var den Tvang, Omgivelserne paalagde Dem, og jeg ventede taalmodig . . . nei ikke taalmodig, men jeg ventede dog. Et saadant tvangfrit Øieblik kom ikke, og det var Dem, der skyede det. De var og blev utilgjængelig og vidste ved en mageløs Behændighed at undvige al Anledning til Forklaring. Siig selv, om jeg har forsømt Noget, hvormed jeg kunde røre Dem! Troer De ikke, at jeg har lidt! Der er Intet, der kan martre en Mand mere, end det Uforstaaelige, det han ikke kan angribe, hvorimod han idelig støder sit Hoved som mod en usynlig Muur. Jeg vilde takket Dem, havde De i rene, tørre Ord sagt mig hvorfor De behandlede mig saa. Siig mig det nu. Siig mig det Haardeste, at det Hele var en Feiltagelse, at De i hiin Stund udtalte Ord, som De maaske selv ikke sandsede i den Skræk De var . . . Ikke sandt, saaledes forholder det sig?

[285] Nei, sagde Sophie, der med selsomme Blikke havde lyttet til hans Ord, det forholder sig ikke saa. Jeg sagde sandt og jeg vidste fuldkommen hvad jeg sagde.

De vidste det? denne Lykke, som jeg følte, den deelte De ogsaa?

Ja, ogsaa jeg var lykkelig.

Han grundede lidt. Har nogen bagtalt mig hos Dem? Sophie rystede paa Hovedet. O var det ikke Andet! Ingen bedre end jeg kunde sagt Dem sligt. Ja, jeg har været svag, jeg har begaaet Vildfarelser, jeg har som de bedste Mennesker Angersplette i min Sjel, som jeg ønskede jeg kunde udslette! Men De skal dog tro, at jeg afskyer Alt hvad der er lavt og ureent. Jeg har intet Menneskes Ulykke paa min Samvittighed. Forlang det, og jeg skal brede hver Fold i mit Liv ud for Dem.

Jeg har tænkt paa Dem, men jeg har aldrig tænkt paa Deres Dyder eller Feil, sagde Sophie med en ringeagtende Betoning. Hvad De kunde have havt at betro mig, aldrig – det veed jeg kun – vilde jeg forlangt at vide det.

Ikke sandt, Kjerligheden veed Alt, den fordrager Alt, den tilgiver Alt? sagde Cold bittert. Og denne Følelse, der var saa ophøiet, saa ubetinget, den levede en heel Dag tilende, og saa slukkede den som et andet [286] Natlys, som man sover ifra, og som man om Morgenen ikke husker mere paa . .?

Fordi den maatte, De selv har slukket den. Ikke jeg, ikke nogen Anden bærer Skylden . . . . De selv drev mig til en Tilstaaelse for siden grusomt at spotte og forhaane den!

Jeg? hvordan? . .

Nu vil jeg sige Dem Alt. Hiin Aften, da kom der just en af deres Venner for at besøge Dem.

Doctor Müller! hm ja . . . Det var netop den Aften. Han kom ubeleilig nok.

Til ham betroede De Alt hvad der foregik i Deres Sjel, som jeg var for enfoldig til at gjennemskue. Jeg har hørt denne Samtale, først ufrivillig, siden fordi jeg maatte og vilde høre den tilende. Til denne Fremmede, som jeg vidste var Deres fortroligste Ven, røbede De omtrent, hvad der var foregaaet mellem os. De fornægtede Deres Følelse og gav min spottende til Priis . . .

Aandeløs havde Cold lyttet. En ubeskrivelig Blanding af Forbauselse, grandskende Uro, Uvished og Haab bevægede sig i hans Træk. Sophie, sagde han efter et Øiebliks Taushed, er denne Samtale, som De har hørt, det Eneste, der har skilt os ad?

Ja det Eneste.

[287] Er det vist? . . . Sværg mig til, er der ikke Andet end dette som har vendt Deres Hjerte fra mig?

Ikke andet! Ikke Andet! gjentog Sophie smertelig for sig selv. Nu vel, nei, det er ikke Andet. . . .

O Gud skee Lov, brød Cold jublende ud! Saa kan alt endnu blive godt! Hvad har jeg sagt? . . . Jeg veed det ikke mere! . . . Har jeg fornægtet Dem? . . . Det er nok muligt. I den Time havde jeg kunnet begaa et Mord, før jeg havde forraadet Nogen vor Hemmelighed . . . Og til ham, min Ven siger De? Han var den sidste paa Jorden jeg vilde betroet den til. O, De veed ikke hvad man kan falde paa at sige i en saadan Time! . . . . Der gives Mennesker, i hvis Nærværelse man føler en Trang til at vrænge Alting, til at rive ned hvad der er os dyrest . . Men det forstaaer De ikke . . . . O, Alt skal blive godt, men vi maae have Mod! Der er ikke et Minut at spilde.

Hun sad ubevægelig og stirrede paa ham. Den Haand han havde grebet var kold og tung som Marmor.

Og han bad hende. Alt hvad den flyvende Angst kan lægge veltalende paa en Mennesketunge, den sande Ømhed bevæge med, forsøgte han.

Sophie, sagde han, jeg har holdt af Dem siden De var Barn. Forskudt og misforstaaet af de Andre, fandt De altid et taust Forsvar hos mig. For denne [288] Villiekraft, denne unge Selvstændighed, som de kaldte barnligt Egensind, bøiede jeg mig. Maaskee min Karakteer trængte til denne Støtte i en Anden. Da De reiste blev jeg . . for at vente paa Dem . . troer jeg . . O, alt hvad jeg havde tænkt og drømt, fandt jeg overgaaet, da De traadte mig imøde ved Deres Hjemkomst! Min selvkjerlige Angst for at see mig skuffet, forvandlede sig til en anden langt værre Angst: Jeg vilde enten det Høieste eller Intet. Deres Kjerlighed skulde være prøvet og ægte, og jeg svor ved mig selv, at jeg skulde vinde den paa en ædel Maade. De skulde lære at agte mig først. Saa tillidsfuld skulde De blive, at De som et Barn kunde flyve mig om Halsen og fortælle mig det selv. Har jeg ikke skaanet min fine Blomst? Jeg var dog paa Post med mig selv. Al den Raahed, det uværdige Spil, som en Mand tillader sig i et Forhold som dette, disse Ruus i den Andens Lidelser, det skulde aldrig øves mod Dem. De var for naiv til at forstaae det, for stolt til at taale det . . . . O Gud, og nu skal et Øiebliks, et eneste Øiebliks usalige Misforstaaelse. . .

Misforstaaelse! nei, nei, ikke Misforstaaelse. Hvor kunde jeg tvivle paa hvad jeg hørte? . . . Og havde jeg et Øieblik været svag nok til at tvivle, saa skal De vide, at . . . jeg vilde først ikke sige Dem det. . .

Hvad, hvad?

[289] At Deres Ven, at Dr. Müller siden bekræftede mig Alt hvad jeg havde hørt. Deres Følelse for mig var blot en forbigaaende, en af disse, som oftere før havde skuffet Dem selv . . . De stod i Begreb med at gaae ind i en Stilling, en glimrende Stilling, men for at De kunde dette, maatte De være fri for ethvert Baand . . . . Han tryglede mig om at give Slip paa Dem.

Virkelig? . . derom tryglede han Dem! ha ha, . . . Müller? men han talte ikke med Dem?

Han opsøgte mig om Morgenen for at sige mig dette.

Altsaa dog! . Müller!! . Og Alt det har han fortalt Dem saa roligt og tørt . . oh saa grundigt! . . . Stakkels Sophie, ja ogsaa Du har lidt. Men beskyld ikke mig eller denne Ven som Du kalder ham. Din egen grænseløse Mangel paa Tillid bære Skylden. Mig skulde Du troet, ikke mine Ord. O jeg forstaaer Alt! . . Min Feil, min uhyre Feil var, at jeg ikke kunde vinde denne Tillid. Jeg formaaede ikke at gjøre Dig mit Væsen forstaaeligt, jeg kunde dog ikke løfte Dig op til det Punkt, hvor Du vilde lært dette! . . . Men min Kjerlighed havde jeg dog – thi jeg har elsket Dig Sophie, ja jeg har! – og netop fordi jeg vilde skjule den for alle Andre, fordi jeg vidste, at ikke En i denne lunkne Slægt, der har glemt hvad Kjerlighed er, og formastelig troer at kunne undvære den i Liv og Digt, [290] – ikke En i den vilde forstaa en som Min, netop fordi jeg holdt den saa høit, maatte det gaae saa! . . . Men, at ogsaa Du kunde tvivle paa den! . kunde tillade en saa rædsom Misforstaaelse af mig, af Dig selv. . . . Sophie . . . og var dette muligt, og Du kunde virkelig tro, at jeg var en saadan skjændig Usling, som Du maatte tro . . som, som Du troede jeg var . . hvorfor krævede Du mig ikke til Regnskab? hvorfor knuste Du mig ikke med din Foragt! . . o Sophie, Sophie, hvorfor talte Du ikke!

Den stakkels Pige kastede blot et Blik paa ham, som det bundne Raadyr, hvem man tilføier en Smerte.

Kom, kom, sagde han voldsomt, vi spilde Tiden med Snak. Det er ikke for seent. Det er vort Bryllup man bereder. . . . Din Fader er os huld, . . . jeg skal tage al Skylden . . lad os bare gaae! . .

Men om Himlens Engle vare nedstegne i det samme og havde forenet sine Bønner med hans, vilde det ikke have bevæget Sophie.

Ikke letsindig, men med sin Sjels hele dybe Alvor, efterat hun lykkelig og vel havde vænnet sit Hjerte af – maaskee som den sidste Act af dette Selvdødelsens Værk, – havde hun grebet og sat sig ind i sin nye Tilværelse. Hun havde selv rakt den Mand hun skulde tilhøre, Haanden over den frivillige Kløvt, han havde lagt mellem dem. Ligesaa tillidsfuldt som [291] dette var givet, saa tillidsfuldt, saa taknemligt var det blevet modtaget. Hendes naturlige Retsindighed oprørtes blot ved Tanken om at skuffe en Tillid som denne. Men nu forlangte hendes Elsker, at det skulde skee paa en opsigtvækkende, det er, en ret krænkende Maade. Her var ikke mere Tale om hiin Opsigelse som Verden sanctionerer, naar den skeer i kontraktmæssig Tid og den skjuler sin Braad i et lille fiint, velforseglet og velfrankeret Stykke Velin.Velin] fint, glatt, pergamentlignende papir Det var Oprør, Mord, Brandstiftelse, det var et Frafald i Slagets Øieblik, det var et Brud Dagen før et Bryllup. Hun skulde bringe Forvirring ind i det festsmykkede Huus, Sorg og Forfærdelse over alle Sine. For voldsomt, for uforberedt kom dette over hende. Ligesaalidt som de første brændende Straaler Marssolen sender ned til den frosne Jord ville kunne trænge igjennem og løse det fængslede Liv dernede, ligesaalidt formaaede hendes Elskers Stemme i dette Øieblik at trænge ind i hendes Bryst. Den ungdommelige Kjækhed hvormed hun engang vilde forsvaret Kjærlighedens Førstefødselsret ligeover for den hele Verden, den var brudt, elendigen brudt med Modet, med Haabet og Tilliden. En uendelig Skræk havde grebet hende fra det første Ord imellem dem. Den lammede næsten hendes Evne til at tale, til at forstaa, hvad hun siden med saadan frygtelig Klarhed huskede hvert Ord af. En Stemme i hende overdøvede Alt: [292] indlader Du Dig i Kampen, saa er Alt forlorent, Pligt, Ære, Lykke paa engang – knus, tilintetgjør – men gjør det bare kort. Hun søgte efter det Vaaben, der dødeligst kunde føre Slaget.

Du elsker mig jo? sagde han forfærdet over hendes Ubevægelighed.

Hun bevægede Læberne, men man hørte ingen Lyd.

Du elsker mig jo? Han bøiede sit Øre ned mod hendes Mund.

Hvad hun sagde vilde de neppe have hørt de lyttende Bjergaander, der saa skadefro belure Menneskenes jammerfulde Hemmeligheder, men han havde hørt det. I næste Øieblik stod han lænet mod Fjeldvæggen med Hænderne for Ansigtet.

Nei, vedblev Sophie i sælsom Hast, nei jeg tog Feil af mig selv. Det var et Blændværk, der svandt i hiin Time da Deres Ord trængte saa saarende ind i mit Hjerte. Vi passe ikke for hinanden! For enfoldig, for alvorlig er jeg for Dem . . . Ham, den Gode, Ligefremme vil jeg tilhøre. Han holder af mig, han agter mig og aldrig vilde han fornegte denne Agtelse ligeoverfor en Anden . . . . Ja hans er jeg, jeg har lovet ham det . . . jeg skal passe hans Huus . . . jeg skal passe hans Børn! . . oh jeg vil blive en god Kone, det forsikrer jeg Dem.

[293] Jeg tvivler ikke derpaa, De vil blive et Mønster, sagde han, uden Ironi, men bedrøvet. Og nu har De søgt denne Ensomhed for at samle Deres Tanker til Opfyldelsen af disse Pligter . . . og jeg! . . . alt for længe har jeg faldt Dem besværlig.

Ja, ja, saa er det, netop derfor har jeg søgt Ensomheden. For at tænke over disse Pligter . . . O paa Knæ burde jeg trygle Himlen om at opfylde dem! . . Ja det er sandt, De burde ikke forstyrret mig, De har gjort Synd i det, stor Synd . .

Han sank ned for hende i unævnelig Angst. Kald dem tilbage disse grusomme Ord; Du veed ikke selv af dem, nei Du veed ikke selv af dem . . . Du siger dem blot, dit Hjerte kjender intet til dem . . . det er dog mit dette Hjerte, med en helligere Ret end nogen Andens! O Sophie forstød mig ikke! . . . . Elskede . . Dyrebare! .

Bort, bort, dermed! skreg Sophie næsten i Vildelse. En af os skal gaa herfra og vil De ikke tillade mig det, saa skal De . . . Eller bliv! bliv! men saa sandt Gud vil hjælpe mig, intet Ord skal trænge mere mellem Dem og mig.

Hun trak det hvide Shawl over Hovedet, hyllede sig deri, som i et Gravklæde og sad ubevægelig.

Der var ganske stille i Grotten. I lange Mellemrum hørtes kun Dryppet af en Draabe, naar den faldt med en Lyd, som et klagende Suk ned i Hulingen. [294] Der klang mange saadanne Suk . . der var saa stille i Grotten. Sophie saa i Veiret. Som vaagnet af en Forstenelse foer hun op, og med et dumpt Udraab, næsten som en Kalden, styrtede hun udenfor. Lyset faldt paa hendes liigblege Ansigt, hvis ene Kind Bevægelsen kun havde mærket med et mørkt, flammende Punkt. Og hun fløi afsted, først langsomt, nølende, speidende, som om hun frygtede for hvad hun søgte, men da hun Intet saa, Intet fandt, med Angstens stigende Hurtighed.

Hun mødte Ingen paa sin sælsomme Jagt. Dog jo, paa Broen mødte hun en gammel Huusmand med sin Dreng, der begge bare tunge Kornsække til Møllen. De skulde ikke hvilet forinden de havde naaet den. Men oppe i Bakken havde den gamle Huusmand og hans Dreng mødt en Jammergestalt,Jammergestalt] sørgelig/jammerlig skikkelse som de syntes de skulde kjende, og da havde de sat deres [295] Sække ned og havde stirret efter den, og derpaa ganske tause læsset deres Byrde paa Nakken igjen, for at bære den til Møllen, og ved det nye Syn der foer dem forbi, satte de atter deres Sække ned og stirrede efter det, saalænge de kunde, og vandrede saa tause videre. Hvad tænkte den gamle Huusmand, medens han saa efter Synet, og betænksomt vendte Skraaen i Munden? Maaske faldt det ham ind, at en saadan Sæk vistnok er en Byrde, men ikke alle Byrder ere Sække, at der kan gives meget Andet, der er tungt at bære, og at Vorherre uddeler det Tunge ligeligere til sine Skabninger end saadan gammel Fattigmand mangengang tænker.

Ved Faderens Dør standsede Sophie. Hun lyttede. Hun kunde intet andet høre end sit eget Hjerteslag. Der var ganske tyst! Han var alene. Alene! hvorfor skulde han ikke være alene? Hun hørte ham rolig vende Bladet i en Bog. Arme Sophie! ikke paa den fredelige Gamle spild dit opblussende Mod! Han har kun et Hjerte, et Suk for din Nød, og det hjælper til Ingenting. Dernede gaaer det brusende Maskineri, der har grebet Fligen af dit nye Haab, stands det om Du kan.

Dernede beredes et Bryllup.

Et Bryllup! «En latterlig Ting i Grunden» havde Müller kaldt det. Nei ikke latterlig, frygtelig, er den Fest vi kalde Bryllup. Vi ville ikke engang nævne denne Udstilling af Brudens Skjønhed og rødmende Kinder; hvis han har Hjertet paa det rette Sted, og det overhovedet kan tænkes, at han bringer et Sind med, som Vedtægten ikke ganske har afstumpet, maatte en Harme, en martrende Jalousi overdøve alle andre Følelser paa en saadan Dag, vi tale ikke engang om det, men om den hele banale Prunk,Prunk] glans og prakt hvormed det Helligste udmaies, og hvormed man gjør sig Umage for at betage det sin ophøiede Simpelhed. Vielsen, den hvorpaa [296] Gud selv lægger sine Hænder, er stiftet for de viede Hjerter, de lykkelige Brude, men Bryllupper ere opfundne for de Ulykkelige. De gjøre ganske samme Nytte som Cymblerne og Paukerne ved de Vildes Offringer, de bedøve Offeret og overdøver dets Skrig.

Foran en Vielse vilde altid et modstræbende Hjerte finde Mod til at redde sig – Gud er barmhjertigere end Menneskene – men foran en Bryllupsfest er der ingen Frelse.

Maaske endog vore Elskende, som havde fundet hinanden for seent, vundet hinanden for seent, vilde været reddede, maaske havde de to Ædle, der raadede for deres Skjæbne, havde kunnet beslutte sig til at gjøre disse Børn lykkelige, naar det havde kunnet ske uden Opsigt – Gud er barmhjertigere end Menneskene – men det kunde ikke skee uden Opsigt. Brylluppet var proclameret, Veninderne havde allerede syet Presenter, Gjæsterne var tilsagte og Præsten havde af sit aandelige Herbarium fundet frem og memoreret en Tale, der var saa gammel, at den kunde gjælde for ganske ny.

Med et Redningsraab paa Læben var Sophie ilet nedenunder. Forstuen var opfyldt med Løv og Krandse, Vinduer og Døre stode aabne, og i Værelserne vare en Deel Tjenestefolk ifærd med at flytte Møblerne. Der var Ingen af dem hun søgte. Men fra Kjøkkenet kom Amalie hende glædestraalende imøde. Den [297] er kommen! den er kommen, raabte hun, og drog den villieløse Sophie med sig.

Kassen, den længe ventede Kasse fra Byen, var kommen. Kassen med Bryllupsstadsen, der var forfærdiget hos de første Modehandlerinder i Christiania, og mange andre skjønne Ting til Festen. I Kammeret stod Fru Ramm beskjæftiget med at pakke ud. Den lidt echaufferedeechauffered] opphisset Mine vidnede om Travlhed og en høi Grad af Veltilfredshed. Borde, Stole ligetil Vindueskarme laa fulde af udpakkede Sager. Overalt skinnede det festlige Hvide i Atlas,Atlas] glinsete stoff Baand og Flor. Amalie løb beundrende fra det Ene til det Andet. Sophie var sunket i en Stol.

Nei see Slørene Moer! raabte Amalie. Hvor yndige! Ere de eens? . . See engang hvor det tager sig ud paa Sophie! Hun kastede Sløret over Sophies Haar, hvis rige Fletninger under det voldsomme Løb vare faldne ned.

Jo jeg takker, sagde Fru Ramm oprømt, det vil blive noget at «glane» efter. Jeg gad see Jer begge to.

Moer, sagde Sophie, men saa sagte, saa brustent. Ingen hørte det.

Og Kjolerne! hvor prægtige! nei slige Atlaskjoler ere virkelig for elegante for et Par Landsbypiger som os . . . Jeg kommer til at blive ganske undselig i min.

Aa Fjas, sagde hendes Moder, Du finder Dig [298] nok i det. Jeg synes nu, at en Brudekjole, som ikke er af Atlas, er ingen Brudekjole. Jeg har staaet i Atlas, og jeg har lovet mig, at, saasandt jeg havde Raad til det, skulde mine Døttre det ogsaa . .

Moer . . sagde Sophie. Det klang som et fjernt Nødskrig, det Sidste, et af dem, som man befinder sig paa om Dagen, at man har hørt, men da troede man det var Indbildning, eller Lommen som skreg. Ingen hørte det.

Dog jo, til Søsterens Øre trængte det. Det trængte dybere, til hendes Hjerte. Hun stirrede i Speilet. De opløftede Arme, hvormed hun netop befæstede en Prydelse, standsede, og med det Angstraab: o Moer, Sophie besvimer! styrtede hun til og greb den Segnende.

De sædvanlige Midler anvendtes. Fru Ramm løste Sophies Kjole, men Amalie tog grædende Sløret bort og kyssede hende paa den blege Pande.

Vær ikke ængstelig, Amalie, det gaar snart over. Jeg har havt det accurat ligedan. Det kommer blot af at gaae fastende ud . . og Sophien min! med de tynde Skoe i Duggen! . . . Seer Du, nu kommer hun sig. En Kop Kaffe vil styrke hende! Amalie, en rigtig god Kop!

Fruen maa ikke stole paa, at Provsten først kommer i Aften, raabte Huusholdersken i Døren. Peer [299] fortæller, at Skydsen paa –li er bestilt til Klokken Et. Saa bliver det alligevel bedst som jeg sagde, at belave sig paa Middagen.

En Strøm af de forskjelligste Ordre besvarede denne vigtige Efterretning.

Er det nu bedre, mit søde Barn? spurgte Moderen.

Ja meget bedre.


Vor Fortælling ender her; og de Læsere, der ere fornøiede, ja kanske for længesiden fornøiede, kunne godt her lægge Bogen bort. Men for de Læsere, der ikke er fornøiede, men ligesom Børnene, når man har fortalt Eventyret ud, ville vide mere, tilføie vi et lille Anhang,Anhang] tillegg hvori vi ville bestræbe os for at samle de faa Træk af Personernes senere Skjæbne, som det har været os muligt at opdrive.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.