[II, 22]

[300] Georg Cold var vendt tilbage til Christiania. Det er et gammelt Sagn, at en Mands Sorg, naar noget Saadant gaar ham imod, yttrer sig heftigere, men ogsaa mindre varig end Kvindens. Maaskee. Han eier ikke Skuffelsens Fatning i det afgjørende Øieblik, han er ikke forberedt paa den, som hun. Sandt er det, at Colds Smerte over at han maatte opgive sit Haab ikke havde denne Fatning: han rasede mod sig selv, mod Müller, han lukkede sig i lang Tid inde og vilde ikke see noget Menneske . . han reiste til Stockholm. Men lad end hiin Sats gjælde i Almindelighed, saa vide vi af sikre Kilder, at hans Sorg i al sin første Heftighed tillige var dyb og varig, at den længe kastede en vemodig Skygning over al hans Glæde, og at han under sit senere Livs mangehaande eventyrlige Konflicter og paa den Bane, hvor Æren og [301] Lykken siden bleve hans stadige Følgesvende, aldrig glemte sin første Elskede.

Om Müller vide vi kun, at han var bleven nødt til at opholde sig nogle Uger i Huset hos en Embedsmand i det Throndhjemske, for at curere et farligt Tilfælde, hvoraf denne leed. Men her faldt han selv som et Offer for sin menneskekjærlige Iver, eller, om man vil, for den aldrig slumrende Nemesis.Nemesis] skjebnens rettferdige gjengjeldelse Han blev forelsket i Datteren, forlovet, og gift. Brylluppet var meget storartet og muntert. Der manglede ingen Formaliteter. Af de jevnlige Forsikringer, han lader falde i sine Breve til Cold, om sin ægteherrelige Myndighed og de Ængstelser han nærer for, at en Karakteer som hans skal knuse et saadant svagt, skrøbeligt Redskab som en Kone, slutter Cold, at han er kommen under Tøflen, en Gisning,Gisning] gjetning der deles af alle dem, der har Anledning til at betragte Dr. Müllers Huuslighed i Nærheden.

Sophies første Tanke, da hun saa sig i Besiddelse af timeligt Velfærd og sin Mands Tillid, var Lorentz Brandt. Hun havde længesiden vundet Provstens varme Interesse for ham. Men en anden Beskytter, mægtigere end han, der trofastere holder ud, og ingen Tak begjærer, var kommen ham i Forkjøbet. Lorentz’s Forbedring havde været alvorlig meent, og Forvandlingen var virkelig foregaaen. [302] Kun bukkede han under for den. Han havde ikke Kræfter til at gjennemgaae denne for Menneskenaturen maaske vanskeligste og smerteligste af alle Processer. Hvor mange have i Sandhed udholdt disse den gjenvakte Selvbevidstheds Qvaler, hvor man til Andres Ringeagt endnu skal føie den bittreste at døie, sin Egen, og det medens man martyriserer et allerede undergravet Legeme? Han skyede mere og mere de menneskelige Boliger, og til Tider, hvor Andre søge Ly, saa man ikke sjelden ham og hans Hund slumrende paa bar Mark eller under nogle Graners gjæstmilde Tag. En Bonde, der en Aften i Juli kjørte ned fra Skoven med et Læs nyslaget Græs for at tørre det paa Sletterne, blev et Stykke fulgt af en hvid Hund, der gnistrede og viste en paafaldende Urolighed. Ledet af den fandt han Brandt faa Skridt fra Veien liggende midt i Lyngen med Armene under Hovedet, men med rolige, milde Ansigtstræk som om han sov. Han maatte ganske nylig være død. Maaltrosten sang en smeltende Cantate over hans Hoved, og Bonden lagde ham paa det duftende Græs og kjørte ham til Bygden, escorteret af den sørgende Krøsus.

Med hede Taarer begræd Sophie ham. Hun gjemte det lille Skriin som en Reliquie.Reliquie] dyrebart arvestykke Det er kun de Lykkelige, og de, der udbrede den største Lykke, der begrædes af Alle. Men bittrere, mere brændende, [303] flyder den lønlige Taare for dem, der bragte Forjættelserne dertil dobbelt med og blev bedraget for dem Alle, hvis rigeste Evner vendte sig som en Spot mod dem selv, for dem, hvis altfor yppige Livskrav, ustillet i en nødtørftig Virkelighed, slukkedes i Fornedrelsen – for disse Ulykkelige endelig, hvis Ulykke man skyer paa Jord at nævne, men hvis «Kummers Navn er kun i Himlen kjendt.»«Kummers Navn er kun i Himlen kjendt.»] referanse til diktet «George Frederik von Krogh» av Henrik Wergeland

Og Sophie! . . . Læser, vi have gjenseet Sophie i hendes Hjem. Hun var ældet, derimod havde Lykken forynget ham, hvilket gjorde, at Forskjellen i deres Alder slet ikke var paafaldende. Hun syntes kun at leve for alle Andre. Ikke tilfreds med at være alle sine Nærmestes Lys og Trøst, sin Mands beundrede Ideal og Adas kjærlige Veninde, søger hun at drage Alt hvad der er lidende ind i den dulmende Kreds af hendes Ømhed og Omsorg. Hvilket høiere Lysets og Fredens Liv, der endnu vil oprinde i hende, og hvortil det Aar af hendes Liv, hvis mangehaande Kampe og Bevægelser disse Blade kun ufuldkomment gjengive, maaskee allerede har lagt en kraftig, om end usynlig Spire – det tilhører Fremtiden, men Anelsen derom berører os lindrende idet vi skilles fra hende.

Louise er bleven Enke, og Søstrene besøge hinanden ofte.

Amalies laante Romantik har ikke holdt Stand [304] i en Forbindelse med Brøcher. Den havde sporløst taget Flugten og havde efterladt den rene, uforfalskede Prosa. Det Blide, SmægtendeSmægtende] inderlige i hendes Væsen havde givet Plads for en vis tør, huusbagthuusbagt] hjemmelaget Fornuftighed, som klæder hende mindre godt.

Søstrenes Værelse ovenpaa var undergaaet nogle Forandringer. Amalie havde ladet det tapetsere, og der var virkelig kommen hvide Molls Gardiner.Molls Gardiner] bomullsgardiner Tage vi ikke Feil vare disse opsatte paa forgyldte Pile. Men fra Væggen er Kjerlighedens Sangere borttagne, og den gamle Oldemoder seer strengt og triumpherende ned paa sin unge Slægt.

Ende.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.