[II, 3]

Det var endelig vel overstaaet dette første, rødmende Gjensyn. Stumme, ikke et Ord mægtige, stode de ligeover for hinanden. Enhver af dem var saa overvældet af sin egen Bevægelse, at den Ene ikke mærkede den Andens. Sophies Udvortes var ogsaa forandret – det er vanskeligt at sige hvori. Sommeren, Lykken, Længselen havde i den korte Tid mærkelig udfoldet det; det var bleven sjelfuldere, interessantere. Ogsaa dette forvirrede ham. Den Ene imponerede den Anden, medens de ved sig selv følte sig inderlig forknytte. Det gik paa denne Viis i nogen Tid. Georg bragte Sophie en ny Sang eller en Bog. Naar hun havde benyttet dem, leverede hun dem med en almindelig Tak tilbage; men de fandt ingen Ord til at udtrykke sig nærmere herom. Ved Sangen var imidlertid Sophie mere veltalende. Heri, i [31] Kunsten, havde hun et eget Værn, imod den Forknyttelse, hun led under. Musikken rev hende uimodstaaelig med sig. Hendes Stemme, hendes hele Personlighed gik op i Sangens Idee. Mere end engang flygtede hun bag dette Værn, saa betryggende for hende – saa farligt for ham.

Efter en saadan Scene stormede han en Aften ud over Markerne. Det er forbi, sagde han, Alt er forspildt. Jeg har ingen Holdning mere ligeoverfor hende, hun har ganske taget Magten fra mig. I Aften efter Bordet, hvordan sang hun ikke! Saaledes har hun aldrig sunget før . . . . . Det Blik, der engang streifede mig over Bladet, var saa fraværende, – hun vidste neppe at jeg var tilstede, medens jeg blot saa og hørte hende . . . . Og da jeg endelig samlede mig for at sige Noget, var hun forsvunden . . . . . . Hvad maa hun tænke, jeg der reiste saa freidig, saa selvtilfreds, som om jeg havde foræret hende den hele Verden! . . . . Jeg kunde ligesaagodt styrte mig for hendes Fødder strax, men det tør jeg ikke. Jeg har intet vundet endnu, intet – intet! . . Ak hine gemytlige Samtaler, hvor jeg sad saa belærende, saa mentorsværdig,mentorsværdig] veiledende de forekomme mig nu usigelig naragtige,naragtige] tåpelige; latterlige og dog ønsker jeg dem tilbage. Hvorfor kunne de ikke opdrives igjen? . . . De maa! . . . .

Men hine gemytlige Samtaler vilde ikke komme [32] istand. Han streifede om paa Markerne, han gik hver Dag ned i Grotten, men han mødte aldrig Den, han søgte. Da opmandede han sig engang og spurgte hende ligefrem, om de ikke skulde gaae en Tour sammen. Naar de saa vandrede paa de gamle Stier sammen, tænkte han, vilde den gamle Tone umærkelig komme af sig selv. Hun var villig hertil, og han ventede paa Trappen, glad og urolig. Sophie kom, men Amalie var med. Dette hændte oftere, naar han havde haabet paa en Tête à Tête. Da kom han i dette Lune, hvor et fornuftigt Menneske behager sig i at vrøvle, eller han blev tør og ordknap. Det gik da ud over den stakkels Amalie, der maatte døie hans Sarcasmer; han var endog bitter mod Sophie. Dette kunde hun igjen ikke forstaae. Al Godhed, al Interesse for mig er forbi, han spotter mig endog, sagde hun ved sig selv. Men netop han følte sig saaret og trak sig tilbage; han arbeidede hele Dage paa sit Værelse, medens hun sneg sig urolig og speidende omkring.

Da de paa denne Viis havde plaget hinanden en Tid, blev det hende for utaaleligt; en Dag gik hun ham imøde og sagde:

Jeg veed ikke hvordan jeg skal fortælle Dem det Uheld, jeg har havt med Deres Bog. Jeg er ganske fortvivlet derover, især da jeg veed, De sætter saadan [33] Priis paa den. Hun rakte ham det Bind af Paludan-Müllers Psyche,Paludan-Müllers Psyche] Amor og Psyche. Et Mythologisk Drama (1833) av Frederik Paludan-Müller (1809–1876) som Lorentz Brandt havde sønderrevet.

O den Skade er ikke stor! svarede Georg, ikke mindre forvirret. Hvor let kan saadant ikke hænde, og har det voldt Dem nogen Fornøielse . . . . . Læsningen mener jeg . . . . . saa skal det være mig en Fornøielse. . . . .

Nei selv har jeg rigtignok ikke gjort det, svarede Sophie, og betvang et Smiil. Jeg kan gjerne sige Dem, hvordan det er skeet. Lorentz Brandt var her engang, medens De var borte . . . Han var i en skrækkelig Tilstand . . .

Saa han har revet Bogen itu! . . . men hvad bragte da den stakkels Lorentz i et saadant Raseri?

Jeg troer næsten det var Deres Navn, men idetsamme stod den hele Scene med Brandt levende for hende. Den dobbelte Betydning, der kunde lægges i disse Ord, faldt hende ind. Hun standsede, og en blussende Rødme drog over hendes Ansigt. En Pause indtraadte, hvori Georg betragtede hende forskende, og strax følende den lille Overvægt, Sophie gav ham, sagde han muntert og med sin sædvanlige Utvungenhed.

Er det muligt, er Lorentz saa opbragt paa mig? Jeg, som troede, at vi vare de bedste Venner, siden hiin Dag, da han saa høimodig trak mig op af Vandet! . . . Men tag Dem nu blot ikke nær af Skaden. [34] Jeg vil foreslaae Dem et Bytte: De kan give mig en af Deres Bøger igjen.

Ak mere end gjerne, naar jeg bare havde nogen, der var værdig til at erstatte denne.

Oh, den første den bedste er god, har De ikke Elisa eller Mønstret for Koner?Elisa eller Mønstret for Koner] Elisa, eller Mønstret for Koner av Wilh[helmine] Karl [Karoline] von Wobeser [1769–1807]. Oversatt av M. Tøxen, Kjøbenhavn, 1799

Nei jeg har ikke! sagde Sophie tørt.

Saa har DeDe] rettet fra: de dog altid RobinsonRobinson] Robinson Crusoe (1719) av Daniel Defoe (1660–1731) – Platous GeographiePlatous Geographie] Udtog af Geographien for Begyndere (1812) av Ludvig Stoud Platou (1778–1833) – Balles Lærebog?Balles Lærebog] populær betegnelse for en utgave af Luthers Lille Katekismus med forklaringer, utgitt av biskop Nicolai Edinger Balle (1744–1816) i 1791 med tittelen Lærebog i den evangelisk christelige Religion

Nu, sagde Sophie i samme Tone, De har ret udmærkede Tanker om mit Bibliothek! Saa skal De ogsaa faae Thiemes første NæringThiemes første Næring] Første Næring for den sunde Menneskeforstand (1803) av Karl Traugott Thieme og M. R. Flor . . . .

For den sunde Menneskeforstand . . . Det er jo udmærket! De veed da ogsaa at træffe det Bedste for mig!

Men saa beholder jeg Deres Bog?

Det er ikke mere end billigt. De beholder Levningerne af min Psyche, og jeg faaer den sunde Menneskeforstand istedet. Gid jeg blot maa beholde den ubeskadiget, lagde han pludselig alvorlig til. Der kom Nogen. Istedetfor som fordum uforstyrret at vedblive Themaet, brøde de forvirret af med nogle Bemærkninger om Veiret.

Den sande Følelse er altid tvivlende, paastaaes der. Dog med Hensyn til Sophie, tør man ikke engang sige dette: Tvivl forudsætter et Haab, som den [35] følger ligesom Skyggen Lyset. Men Sophies Følelse var ammet af Haabløsheden. Hun havde aldrig tænkt, eller drømt om en saa grændsesløs Lykke, som at see den gjengjældt. I hendes Erfaringsrubrikker var en saadan Mulighed endnu ikke forekommet. Denne Bevidsthed gav hendes Væsen en Fasthed, en ydmyg og bestemt Tilbageholdenhed, som forvirrede ham og gjorde ham urolig. Undertiden antog denne Tilbageholdenhed noget Uvilligt, der med Skræk mindede ham om den gamle Barndoms Antipathie.

Men den Dag maatte ogsaa komme, da Haabet drog ind i hendes Sjel. Stakkels Sophie, hvorledes seer det ud i dine stille, dunkle Hjertekamre? Er der ogsaa Plads for denne nye, glimrende Gjæst, og hvorledes vil den komme til Rette med de mørke, glædesskye Aander, som engang have faaet Huusretten der? . . . Slet nok, frygte vi, der vil blive Tummel og Forvirring og Opbrud og fortvivlede Kampe. Stakkels Sophie, gid alle lyse, glade Aander maatte seire! . . . . imidlertid Farvel Fred, Farvel Resignation!

Den milde, mæglende Natur løste endelig den trykkende Spænding, og lod dem for en Stund glemme Huuslivets Pinagtigheder. Paa en Lysttour, Familien tilligemed Cold gjorde hen til en Bondegaard i en smuk Egn, kom det til en Nærmelse, og der udspandt sig en af disse Samtaler uden Indhold, uden Sammenhæng, [36] hvoraf man siden ikke husker et Ord, men som faae sin hele Fortryllelse fra det som skal dølges, og som dog ikke kan dølges. Ligesom Børn gjøglede de omkring hinanden, – skildtes de et Øieblik, var det kun for at have den Fornøielse, at søge hinanden op igjen. De vare saa fordybede, at de ikke mærkede de Andres høflige Omsorg for at lade dem i Ro. Der gives en Maade at værne om et saadant i hinanden fortabt Par, som er fornærmeligere end den plumpe Forstyrren, der intet ahner. Men som sagt, de mærkede hverken det Ene eller det Andet, de vare lykkelige, saa lykkelige, at de syntes, idet de brød op til Hjemreisen, at denne Dag havde lønnet dem for alle de forrige Ugers Lidelser. Desværre skulde de ikke bringe denne Lykke heel og holden hjem. Og hvor kan der ogsaa være Tale om Lykke i en Tilstand, der ei bestaaer i Andet end Uro, i en evig gjensidig Jagen og Flygten, i en aandeløs Vippen mellem alleslags stridende Sindsbevægelser, i denne Tilstand, man aldrig kommer tilende med at beskrive, men hvoraf Goethe alene har forstaaet at nedlægge Summen i fire Linier:

«Freudvoll und leidvoll, gedankenvoll sein,
Hangen und Bangen in schwebender Pein,
Himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt
Glücklich allein ist die Seele, die liebt.»Freudvoll … liebt] fra skuespillet Egmont (1788) av Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832), oversatt av Ingeborg v.d. Lippe Konow: «Frydefuld, / smertefuld, / tankefuld gaa, / hige / og vige / i bange Attraa; / juble mod Himlen / og længes mod Grav; / lykkelig ene / hvem Hjertet hengav» (Goethe: Egmont, Det norske Aktieforlag, Kristiania, [1898])

Himmelhoch jauchzend for en Bagatel, zum Tode [37] betrübt for en Bagatel, og det var slige Bagateller, der saa ofte styrtede Sophie fra hendes Himmel ned i Virkeligheden igjen.

Saaledes var det hændt Dagen før, at hun havde sunget en svensk Romance, hvoraf Georg syntes at hvert Ord var skrevet for ham. Pludselig havde hendes Moder spurgt ham om det ikke var deiligt. Han havde let kunnet slippe med en almindelig Indrømmelse, men han var selv altfor dybt greben. Efterat have rost Musikken, erklærede han Ordene for noget smagløst Tøieri.Tøieri] tøys

Paa Gaardstunet stod Vognen forspændt til Hjemreisen. Var det en Trang til at være ene og lade sit Hjertes Fylde strømme ud i den friske Høstaften, eller var det en frivillig Bod, hun paalagde sig, idetmindste her at nægte sig hans Selskab, men Sophie havde ingen Lyst til at sidde inde i Vognen, hun satte sig paa Kudskesædet. Georg, der var gaaet ind for at tænde sin Cigar, kom netop til, da Fruen raabte:

Vil Du sidde der Sophie? Naa saa . . . Men saa faaer Peer staae bag paa, . . . og pas vel paa Tømmerne kjære Cold, og vælt os ikke altfor ofte, lagde hun drillende til.

Sophie, høilig forskrækket over dette Arrangement, som han kunde troe, hun havde nogen Deel i, sprang [38] hurtig ned af Vognen, men gjorde derved Galt værre; thi han erklærede netop tørt og kort, at han slet ikke havde isinde at tage Peers Plads, da han agtede at gaae hjem.

Gaae? sagde Fruen, her er jo Plads inde i Vognen. Den ulykkelige Sophie havde nu netop indtaget en af disse.

Tak, jeg gaaer. Jeg har nydt Damernes Selskab saa længe idag, at det vilde være at misbruge en saadan Lykke, sagde han med et Ansigt, som gjorde denne galante Vending til en Uartighed.Uartighed] uforskammet ytring

Han var allerede et Stykke paa Veien.

Nu, sagde Fruen til Amalie, vi To skal ikke rose os af at have faaet formeget af hans Selskab.

Georg gik hjem, straalende lykkelig, uden at have mindste Ahnelse om, at han havde saaret Sophie. Hun derimod sad stum den hele Vei, vred paa ham, paa sin Moder, paa sig selv. Det er Straffen, sagde hun, for at jeg et Øieblik har kunnet troe . . . . det Umulige.

Da de kom hjem, sprang hun forbi sin Moder og Søster, uden at sige Godnat, og ilede paa sit Værelse, hvor hun gav sit Mismod Luft i en Taarestrøm.

Den næste Dag var Sophie streng mod sig selv og tilbageholden som sædvanlig. Hendes Opførsel havde dog ikke Udseendet af nogen ængstelig Flugt. [39] Hendes Holdning var beskeden og sikker, men hun undgik ogsaa enhver Nærmelse. Dette ventede han ikke, og det drev hans Utaalmodighed til det Høieste. Men det skulde blive værre. Ved Middagsbordet kom Pigen ind med et Brev, som hun rakte Sophie, der i synlig Forvirring stak det til sig. Hvem har bragt det? spurgte hendes Moder. Pigen havde faaet det af Huusholdersken, og denne havde faaet det af en af Folkene, og denne havde igjen faaet det af den fjantede Ole, Lægdsdrengen paa Gaarden. Men her standsede ogsaa alle Efterforskninger; thi Ole havde blot eet Svar paa alleslags Spørgsmaal, i hvad Form de end kom, og det var: «jeg veit inte.»

Det er da nogle hemmelighedsfulde Breve, Du faar, sagde Moderen. Det er altid usynlige Hænder, der bringer dem.

Bah, sagde Amtmanden, en Billet fra Breiens om at faae laant en ny Vals eller Mønsteret til en Krave. Det er nok hele Hemmeligheden.

Breiens? Nei min Ven, fra dem er det ikke, deres Kragetæer kjender jeg.

Jeg veed ikke fra hvem Brevet er, stammede Sophie.

Men dette var Formeget for den stakkels Georg. I sand Sjæleangest skred han op og ned i sit Værelse.

. . . . . . . . . . . . . . . . .

[40] Elsk ikke fortidlig, Sophie! Bortkast ikke dit Væsens Klenodie! sagde jeg ikke engang saa! . . . . . Hvilken ironisk Djævel erindrer mig netop nu om disse Ord? . . . . Elsk ikke . . . . o det har ingen Nød, vær ganske rolig! . . . Jeg troede det dog . . . . ja, jeg har vovet at drømme derom! men jeg troer det ikke længer. Denne Rolighed, denne venlige Kulde . . . en ung Pige kan ikke beherske sig saa . . . Og hvorfor skulde hun det? Har hun ikke forstaaet, at jeg slet ikke beundrer disse Kramper, denne Unatur? . . . Jeg begriber hende ikke! . . Efter en Dag som den igaar, hvor vi syntes saa inderlig at forstaae hinanden, at Ordet, der har svævet hemmende mellem os, forekom mig overflødigt, som en tom Formalitet, efter en saadan Dag, hvor jeg synes vi maatte stumme flyve til hinandens Bryst, er hun pludselig afmaalt og fremmed . . . . Hvad er dette da? . . . . Og dog dølger hun en dyb Bevægelse, jeg har hundrede Tegn derpaa . . . . Om det var for en Anden! . . . . Ubegribeligt, at denne Mulighed for første Gang falder mig ind . . . . Denne hemmelige Brevvexling, . . . . . hendes Forvirring . . . skulde nogen Anden dog . . . men hvem er han? . . . . hvor er han? Hun var længe nok i Christiania dertil . . . . maaske endog i Danmark . . . . .

Her standsede han lyttende . . . rev Vinduet op [41] og stod en Stund med tilbageholdt Aandedræt. Milde Toner svævede op til ham fra Havestuen. Sophie sang en af disse Melodier af Kjerulf,Kjerulf] Halfdan Kjerulf (1815–1868), norsk komponist hvor pludselig bag den graa Muur af nordisk Traurighed og Forsagelse, en sydlig Livslyst strækker sine Hænder ud efter os, og sender os smeltende Øiekast. Men Vinduet sidder saa høit! Naar vi see ret til, forvandler Prinsessen sig til vor egen kjære Amme, der nynner os den gamle, vel bekjendte Barnesang, og beder os smukt, holde os nær ved Huset.

Han gik ned, tog en Omvei gjennem Haven og satte sig ubemærket paa Havetrappen. Det var en dunkel, men mild Septemberaften. Døren stod aaben; gjennem den saa han Sophie sidde foran Pianoet. Skinnet af Lampen faldt paa hendes Ansigt, hvilken Contrast mod det fra iformiddag! Hendes Øine luede, de syntes større og mørkere end sædvanlig. Hun havde nok sunget sin Smerte vaagen. Hun sang som en Kvinde blot tør synge, naar hun er alene. Hun sang som om Hjertet vilde briste. Nu hørte han ogsaa Ordene, men disse længselsaandende Ord vare ikke skikkede til at dæmpe hans Uro. Idet hun sang:

«Min Tanke jeg Dig sendte
Jeg sendte Dig mit Blik,»Min Tanke … Blik] fra diktet «Længsel» (utgitt i samlingen Sang og Sagn, 1840) av den danske dikteren Christian Winther (1796–1876)

løftede hun tilfældig Øiet op mod den Kant, hvor [42] han stod; han bævede. O, hvorfor kan jeg ikke styrte hen til hende! . . . . . Hvad holder mig tilbage? Et Ord, et eneste lille Ord; men i dette skjules en Vished, jeg ikke kan bære . . . . . O, Sophie! Ræk mig din Haand over denne Afgrund . . . . . Giv mig et Tegn!

Han gjorde en Bevægelse fremad, vendte sig pludselig bort og ilede ned mellem det Dunkleste af Haven . . . Men Sophies Stemme lød endnu som en smertelig Kalden efter ham:

«Ak hvor mit Hjerte brændte
at intet Svar det fik.»Ak hvor … fik] fra diktet «Længsel» av Christian Winther, jf. over

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.