Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 5]

[60] Ude i Gaarden stod næste Eftermiddag Edvard med nogle Kammerater, rustede til Jagt. Et Par dygtige Bondeskytter skulde anføre Toget. Hundene sled utaalmodigt i Kobbelet. Man ventede endnu kun paa Cold, der havde lovet at være med. Da han var færdig og vilde ile ned, standsede han uvilkaarlig ved en Dør, som han hver Dag var vant til at gaae forbi.forbi.] rettet fra: forbi, Den stod paa vid Væg, da Pigen netop havde gjort reent til Helgen, og tillod ham Indblikket i et Værelse, som han, i de tre Aar han havde tilbragt paa Gaarden, dog aldrig havde seet før. Det var Husets unge Døttres. Der var Ingen inde, og han kunde ikke bare sig for, fra Tærskelen at beskue dette lille ukjendte, og dog i Tankerne saa ofte besøgte Rige, der laae udbredt for ham. Rummet var stort og opfyldt af saare mange forskjellige Ting. Væggene vare bedækkede med Skilderier af alle Arter og Størrelser, men som uden noget Valg hang mellem hverandre. Madonna della SediaMadonna della Sedia] maleri (1514–15) av Rafael (1483–1520, eg. Raffaello Santi) maatte finde sig i at have en KleopatraKleopatra] maleri (ca 1640) av Guido Reni (1575–1642) med døende, himmelvendte Øine ved sin Side;… ved sin Side] begge malerier befinner seg i Galleria Palatina i Palazzo Pitti i Firenze Kjøbenhavns Ildebrand skillede en Abeilard af [61] Grevedon fra hans sørgende Heloise.Abeilard … Heloise] viser til en av historiens mest kjente ulykkelige kjærlighetshistorier, mellom Peter Abélard (1079–1142) og Héloïse (1101–1164), jf. innledningen, «Komposisjon og tematikk» Colds Blikke ledte forgjæves efter et Spor af Sophies Tilværelse: de streifede rundt, fra en Secretair,Secretair] skrivebord der var beladet med disse tusinde Unyttigheder, som man kalder Nips, og som var ham en sand Afsky, forbi et Uldgarns OverflødighedshornUldgarns Overflødighedshorn] en slags liggende vase laget av ullgarn med støvede Blomster i, og standsede endelig ved en Harpe henne i Krogen, hvortil Pigen i Forglemmelse havde lænet en lang Feiekost, ligesom et Plecter. Den stod der som et advarende Exempel paa, hvorledes hiin usande Poesie idelig udsætter sig for fiendtlige Sammenstød, naar den med pertentlig Afsky vender sig fra visse Arter simple, daglige Phænomener, istedetfor at indlemme dem i den hele Livsopfatning. Dette sidste Syn betog Cold al Tvivl. En Dør ligeoverfor stod paa Klem. Inden han vidste hvorledes, stod han paa Tærskelen. Her, her var Helligdommen. Den gamle Oldemoder paa Væggen syntes strængt at bevogte den. Hun saa vredt paa ham, som om hun vilde sige: Tilbage Forhadte, hvad søger Du her? Du er en af hine Slanger, der bringe Ulykke i Slægterne, der forgifte mine Døttres Hjerter med dette Vanvid, man kalder Elskov . . Tilbage!

Ja her boede hun. Luften, Lyset i dette Værelse var anderledes. Dette syntes ham naturligviis; men det vil desværre neppe vinde nogen Interesse i en Læsers Øine. Her fandtes intet af hiin maleriske [62] Uorden, der gjør saadan Effekt i Romanerne, men som overført i vor ubarmhjertige Virkelighed, kun betyder at angjældende Madame eller Frøken er en uordentlig Madame. Begge Tøfler vare tilstede og stode endrægtig ved hinandens Side paa det blommede Teppe. Paa Gulvet fandtes hverken Musikalier, Ridehat, Handsker eller slige pikante Ting henslængte. Ingen Stumper af Breve, intet halvfærdigt forrædersk Portrait paa Bordet. Endelig nødes vi til at bekjende, at der aldeles ikke fandtes nogen sneehvid, smal lille Seng. Et mørkt folderigt Gardin skjulte hele den ene Side af Rummet. Alt aandede Fred, Simpelhed og dog en usynlig Elegance. Vinduet til Haven stod aabent; Skyggerne dandsede paa Gulvet; en Bogfinke kvidrede sin Aftensang i Poplerne udenfor; men paa Karmen sad den hvide Kat med funklende Øine og syntes at lytte til med blandede Følelser.

Men Georg havde en Trang til at synke ned paa Knæ, han kunde ikke flytte en Fod. Da faldt hans Øie paa Rosen, der var sat i Glas paa Bordet. Den stod der saa deilig og frisk, og støttende sig paa sine grønne Bladearme, bøiede den sig ud over Randen, saa det blanke Bord gjengav dens rødmende Billede. Han greb den og fæstede den til sit Bryst. I næste Minut var han nede i Gaarden, og nu gik det lystigt tilskogs.


[63] Georg var nærsynet. Han fik sjelden Noget paa sine Jagter, hvilket dog ikke gjorde noget Skaar i hans ivrige Jægerlyst. Dennegang syntes Lykken at søge ham, da han mindst tænkte paa at søge den. To Harer løb strax i Begyndelsen lige i den tankeløse Jægers Skud, og en stakkels Skovdue laa for hans Fødder, inden han vidste hvordan det egentlig var gaaet til. Næsten forskrækket saa han paa den nydelige lille blaa Skabning, medens den laa varm og blødende paa hans Haand, og paa Edvards spøgende Lykønskning svarede han, at det var skeet af reen Uforsigtighed.

Morgenjagten var endt, og de trætte Jægere samledes for at raadslaae. Først skulde der hviles og siden vilde man drage op i en høiere Fjeldmark, der skulde være riig paa Fuglevildt. Men Georg [64] vilde hverken høre om Hvile eller nogen Jagen mere, og da man var vandt til at lade ham gaae sin egen Vei, bragte dette ikke nogen Forstyrrelse i Selskabet. For ham var Jagten endt – eller – maaske ikke begyndt: Det Vildt, hvormed han stolt belæssede sine Skuldre, var endnu kun en synlig Trophæ fra et heldigt Dagværk. Hans Sjels Spændkraft var igjen vakt. Den Byrde af Tvivl og Ubestemthed, der saalænge havde knuget ham, følte han med Et afkastet, og en modig Beslutning fyldte hans Bryst. Han vilde forklare sig for Sophie. Denne lille Fjernelse fra hende havde endelig løsnet de Baand, der saalænge havde bundet hans Villie i hendes Nærhed, og som om han frygtede Alt, hvad der kunde svække denne Beslutning, skulde han ingen Hvile unde sig, forinden han havde fundet Den, han søgte. Buen var strammet, nu skulde Pilen ustandset naae sit Maal.

I Førstningen gik det raskt nedad; . . . medens han ubevidst nynnede en Melodie af Jægerbruden,en Melodie af Jægerbruden] trolig en sang fra operaen Der Freischütz (på norsk kalt Jegerbruden) fra 1821 av Carl Maria von Weber (1786–1826) han havde hørt Sophie synge, havde han allerede tilbagelagt den vanskeligste Deel af Fjeldet. Men snart mærkede han, paa sine mindre sikkre, mindre energiske Trin paa Fjeldstien, at Kræfterne begyndte at svigte ham noget.

Han stod ved Leddet, der lukkede for Skoven. Foran ham, nedenfor den tynde Rugbraate,Rugbraate] rug som vokser opp etter en bråtebrann steg [65] Røgen i Veiret af den første lille Gaard. Hans Øine søgte ud over Lien henimod de fjerne Sletter, hvor en blaalig Skygning af Løvtræer afbrød de mørke Granmasser. Der var endnu nogle Timers Vei derhen. Dog hvile skulde han ikke forinden . . . . Kun et Øiebliks Rast der i Bakkehældet under den lune Klippevæg, der hvor Septembersolen skinner saa mildt og dæmpet igjennem Birken hist! . . . . og han strakte sig hen paa Mosset. Der var saa stille. Kun Lyden af de mange Bjælder fra Markerne klang blidt melodisk hen til ham; . . . . Granerne susede sagte og søvndyssende over hans Hoved. Af og til slog en Luftning, ligesom et mægtigt Vingeslag, ned over Jorden. Han reiste sig, men kun i Tankerne; hans Lemmer holdt Jorden magnetisk fast. Endnu havde han ikke overskredet den mystiske Grændse, men hans Forestillinger vuggede sig paa de luftige Stier, som føre derhen. Disse Forestillinger antage phantastiske Former, der sælsomt blande sig med Virkeligheden. Endnu er han i Skoven, den samme Melodi summer i hans Øre. Hele Sophies Familie er med, kun ikke hun selv. Han skyder endnu engang Skovduen, saa havde han igjen en Fornemmelse, som om det var hende, han havde truffet. Men der laa jo Duen ved Siden af ham i Græsset, og Birken ved Leddet svaiede hemmelighedsfuldt med de lange Grene.

[66] Han drømte:

Paa den haandsbrede Afsats i den steile Klippevæg staar Sophie, sorgløs fri, som ahnede hun ingen Fare. Lyset omspiller hendes Skikkelse. Hun seer kjærligt paa ham, og vinker ham med Rosen i Haanden. Han stormer derop, griber hende, og zittrende af Fryd bringer han hende ned paa den sikkre Grund. Men idet hun vinder sig ud af hans Arme, see! da er det ikke længer Sophie, men Fru Ramms smekre, lille Gestalt. Hun seer paa ham med de kolde, blaa Emailleøine, neier og siger: Mange Tak for Deres Uleilighed! De har reddet mig fra at slaaes itu . . . Jeg er en meget kostbar Indretning, maa De vide: Alt er komplet indeni, kun har jeg intet Hjerte . . . Det behøves ikke heller . . . thi Fornegtelse er et Fruentimmers Lod . . .

Det hænder os undertiden, at man kan vaagne i en Rædsel, der ikke staar i noget rimeligt Forhold til det Drømtes Indhold. Georg vaagnede med et Skrig, den kolde Sved stod ham paa Panden. Han kunde længe ikke forvinde det uhyggelige Indtryk; tilsidst maatte han dog lee selv. Den Smule Hvile, han havde faaet, den herlige Luft styrkede ham snart igjen, og han bevingede sine Skridt. Det er en mærkelig Dag denne, sagde han; Alt vil og maa lykkes mig. Jeg føler et Mod til at udfordre Guderne.

[67] Ud paa Eftermiddagen naaede han Gaarden. Da han gik over Stien, der fører ind i Haven, hørte han af Folkene, der vare beskjæftigede med at læsse Korn, at Frøken Sophie havde været ude hos dem, men hun var ganske nylig gaaet nedad mod Elven. Han skilte sig da ved sit Jagtbytte, og saaledes som han gik og stod, støvet og blussende af Anstrængelsen, tog han Veien i den anviste Retning. Neppe var han kommen over Leddet, idet han fortsatte Stien langs Aaen, da han plutselig standsede og lyttede: Gjennem Fosseduren hørte han Stemmer og en Hunds Gjøen. Deriblandt troede han at skjelne Sophies Røst, der lød gjennemtrængende, som i Angst. Som en Piil skjød han afsted og naaede Overgangsstedet ved Aaen, men her var til hans Forundring KloppenKloppen] liten gangbro av stokker eller stein kastet af. Der var heldigviis ikke meget Vand, med et Par dristige Spring kom han lykkelig over, trængte igjennem Busken og stod idetsamme foran en Gruppe, der vakte hans Forbauselse og Harme.

Siden hiin sidste Scene mellem Brandt og Sophie, havde hun slet ikke seet noget til ham; men han forfulgte hende desto heftigere med Breve, der bleve mere og mere nærgaaende. Dette er en Art Overlast, imod hvilken en ung Pige i vore Nybyggerforholde ingen Beskyttelse har. Paa Landet er det vanskeligt at faae Døttre passende bortgiftede, og vor brede Gjæstfrihed [68] tilsteder hvilkensomhelst Fremmed uden videre Indpas i Familierne. Man riskerer jo Intet derved: I vort sædelige Land, tør Lidenskaben blot træde frem i den lovlige Form. Men under dette dydige Formaal trives ikke desmindre Meget og Mangt, som den finere Følelse vilde kalde umoralsk. I dette dydige Formaals Navn sluttes ikke sjelden disse skræk– og medynkvækkende Mesalliancer,Mesalliancer] ekteskap med en som står sosialt lavere enn en selv i dets Navn have de ynkværdigste af Skabningens Herrer Ret til at beleire en Pige, forfølge hende, drive hende til det Yderste. De have naturligviis de redeligste Hensigter, det er: de have den bedste Villie til at dele deres Misere med hende. Nu, den stakkels Lorentz var ikke af de Værste. Sophie besvarede et af hans Breve, saaledes som man kun kan besvare saadanne, undvigende og paa bedste Maade beroligende, og lod det siden være. Men nu gik Lorentz i sine Skrivelser over fra Bønner til Trudsler og formelige Undsigelser. Han skulde nok passe hende op, skrev han, og da skulde hun faae Grund til at angre det; . . . nu havde han Intet at tabe mere . . . han solgte sit Liv for en Skilling. Vilde hun ikke leve med ham, saa skulde hun døe med ham, o. s. v. . . . Den stakkels Pige var her virkelig stillet mellem en dobbelt Ild. Det sidste Møde med ham havde, trods hans Voldsomhed, efterladt en dyb, smertelig Medynk med ham, der drev hende til bestandig at tage hans [69] Parti, og, naar det lod sig gjøre, forsøge at holde den gode Mening om ham oppe. At drage Forældrene ind i denne Affaire, vilde været det Samme, som at udslukke den sidste Gnist af Deeltagelse for ham. Men den Nødvendighed, hun derved sattes i, at maatte bære sin Skræk alene, drev hendehende] rettet fra: denne til det Yderste. Hun turde neppe vove sig ud alene paa Marken eller Landeveien. Hun foer sammen, hvergang det raslede i en Busk.

Hiin Eftermiddag, netop som Sophie var ude paa Ageren, kom den lille LægdsdrengLægdsdreng] fattiggutt paa Gaarden og hilste fra Moderen, at hun maatte strax komme ned til hende i Grotten. Da hun nylig havde talt med denne om en Forbedring, der skulde foretages dernede, fattede hun ingen Mistanke, men let som en Fugl, ligesom baaret af den lykkelige Drøm, der fyldte hende, fløi hun derned. Netop ankommen foran Indgangen til Grotten, traadte Lorentz Brandt hende imøde fra dens Indre. Han vaklede, og en triumpherende Glæde stod malet i hans udslukte Træk.

Hvor er Moder? . . . hvorfor har De lokket mig herned? . . . Det er afskyeligt!

Jeg vilde blot forsikre Dig, dyrebare Veninde, at Du er mig kjær . . . usigelig kjær . . . sagde Brandt med lallende Tunge. Jeg har valgt dette yndige, romantiske Sted, for at forklare Dig mit Hjertes Tilstand [70] og Beskaffenhed . . En Beskaffenhed, som er af den Art . .

Lad mig gaae, lad mig bare gaae! sagde den forfærdede Sophie, og søgte at komme forbi Lorentz, der havde spærret hende Veien.

Hvorfor saadan Frygt, Tilbedede! . . . . . hvad er her at frygte? . . . . Du er skjøn . . . overmaade skjøn . . . Men Ingen skal fordriste sig til at fornærme disse guddommelige Yndigheder med et Blik, en Stavelse . . . . Ja hvis jeg fornærmede dem, var jeg ingen Æresmand . . . men en Hallunk,Hallunk] kjeltring; skurk en forbandet, gudsforgaaen,gudsforgaaen] syndig nedrignedrig] tarvelig; simpel Slyngel . . uden Levemaade og Fordring paa Dannelse . . Ja hvis jeg fornærmede Dig . . .

O nei nei, det veed jeg nok! men lad os bare gaae . . . hjemme kunne vi tale om det . .

Endnu Skræk i disse hulde Miner? . . . Unge Pige, Du kjender ikke Lorentz Brandt. Nei Du kjender ham ikke. Han er ikke af disse Lurendreiere, disse Faar i Ulveklæder, som snige sig omkring den værgeløse Uskyld, for at lokke den og daare den med farlige Kunster. Han er en Nordmand af det gode, gamle Kuld . . . hver Draabe Blod i ham er ægte, seer Du! . . . der er en anden Malm i ham, end i den Troppisten . . . denne fine Skrællingen,Skrællingen] feigingen som gaar der og sætter Dig Skruer i Hovedet. Jeg [71] mener det redeligt jeg . . . . Hvad jeg siger, siger jeg af Hjertens Overbeviisning . . af fuld Hjertens Overbevisning siger jeg: Dig vælger jeg blandt alle Jordens Piger . . ene Dig tilbyder jeg min Haand og mit Hjerte! . . . Fanden i alle de andre . . . . O Pige! mindes Du vor Barndoms stille Dage!

Två plantor udi Hildings Gård,
Ei Norden før set två så skøna,
De voxte herligt i det grøna . . . .Två plantor … grøna] henvisning til Frithiofs saga (1825) av Esaias Tegnér (1782–1846), inspirert av islendingesagaen Frithiofs saga

Her gjorde Sophie en fortvivlet Anstrængelse for at komme forbi, men Lorentz, stærkere end hun, stødte med et eneste Fodspark Kloppen, som tjente til Overgang over Aaen, tilside. Ved denne Maneuvre kom han noget ud af Ligevægten, og greb efter Sophie, hvem Skrækken nu i den Grad overvældede, at hun tabte al Besindelse. Lidt mere Erfaring i Livet vilde lært hende, at her var mere en indbildt end en virkelig Fare forhaanden. En rolig, frygtløs Opførsel vilde ganske holdt ham indenfor Skrankerne.vilde … holdt ham indenfor Skrankerne] ville hindret ham Det blotte Syn af hende havde jo allerede ladet ham glemme sine feige Trudsler. Men den attenaarige Frygt raisonnerer ikke, den er instinctmæssig, ubændig,ubændig] ustyrlig; sterk; vill grændseløs, den overveier ikke, den skjælver blot i Raahedens Nærhed.

Med et Skrig styrtede hun tilbage mod Indgangen, [72] men da Grotten lukkede hele Huulveien, og følgelig ingen Tilflugt kunde yde hende, klattrede hun med Skrækkens Behændighed op ad de bratte Klipper. Det lykkedes hende at naae Midten af den steile Brink, og her blev hun hængende uden tilstrækkeligt Fodfæste, klamrende sig til en skrøbelig Busk, der hvert Øieblik truede med at give efter, og raabende alt hvad hun kunde om Hjælp. Nedenunder udtømte Lorentz sig i de ynkeligste Bønner og Klager, og den graa Pudel stemmede i med, ved at hyle af fuld Hals.

Man sige ikke, at Virkeligheden mangler geniale Momenter. Ingen lafontainisklafontainisk] Jean de La Fontaine (1621–1695), fransk dikter eller tromlitzsktromlitzsk] A. von Tromlitz, pseudonym for Karl August Friedrich von Witzleben (1773–1839), tysk forfatter Romanhelt kunde komme mere á proposkomme … á propos] komme når det gjelder end Cold i dette Øieblik. I et Nu havde han stødt Lorentz tilside, og med et Par kraftige Steg naaet op til den Ængstede, som med et Henrykkelsesskrig kastede sig i hans Arme. Hvorledes han kom over Aaen med hende, derom melder Historien intet Paalideligt, men den fortæller, at han først standsede, da han havde naaet Leddet ved de to store Graner, og at han her sagte lod sin Byrde glide ned paa Mosset.

Men Sophie slog Øiet op, og kastede sig heftig om hans Hals igjen.

O slip mig ikke, slip mig ikke! bad hun. Have vi ikke lidt nok?

Hvad siger Du, Sophie? . . . . Det er mig, [73] det er mig! . . Sophie . . . og Du tilstaaer det! . . . O siig det igjen!

Ja, ja, jeg tilstaaer det, sagde hun, og hævede de straalende Øine op mod ham. Jeg har sagt det, jeg kunde ikke andet . . . . Forstød mig nu, hvis Du kan! . . Du kan ikke!

Hvormange Ord de Elskende fik sagt? . . . maaskee ikke et eneste. De kyssede hinanden, de klyngede sig til hinanden i en saa lidenskabelig Angst, som om de ahnede dette Øiebliks bittersøde Betydning for hele Livet . . . . . . . . Var der gaaet Minutter hen, eller «var det Sekunder bare, ei længer Salighed kan vare,» siger jo Digteren? . . . . Ak at det skal være saa, ak at det skal være saa! Nornen,Nornen] skjebnegudinne i norrøn mytologi den mørke, vrantnevrantne] vanskelige; vrange Norne, regner det ikke saa nøie med en Time, en Dag mere i Lidelsens Terminer, men mærker hun, at en menneskelig Fryd vil springe ud, saa tæller hun karrig Sandkornene.

Sophie udstødte et sagte Rædselsskrig. Tæt bag dem paa Gjærdet stod en lille, hæslig Gnomegestalt og stirrede paa dem med uhyggelig opspærrede Øine. I Haanden holdt den en lang Rognekjæp, som den med en besynderlig Grimace strakte ud mod dem. Synet stod der saa pludselig, at det bogstavelig saa ud, som om det var skudt op af Jorden.

Men Fossen brummede i Nærheden, og derfor [74] gik det ganske naturligt til, at Vesle-Ole – thi det var ingen Anden end ham – barfodet som han var, kunde liste sig ubemærket ind paa dem.

Hvad vil Du! foer Cold op, selv et Øieblik rystet af Skræk.

Der skulde en særegen, i Kunsten indviet Begavelse, som lykkeligviis Cold var i Besiddelse af, til at bringe ud af Ole, hvad Ærinde han var sendt i, naar dette ikke indskrænkede sig til en Brevdues Hverv, men bestod i noget, der krævede menneskelig Tanke eller Tale. Dette Ærinde var ogsaa af en usædvanlig indviklet Art. Det var ikke alene paalagt Ole, at søge Cold op, for at melde ham, at der var kommen en Fremmed til Gaarden, som vilde besøge ham, men at denne Fremmede tilligemed Herskabet var gaaet ud, for at møde ham.

Hørte Du hvem det var? spurgte Cold.

Jeg veit inte!

Har Du aldrig seet ham før? Har han aldrig været paa Gaarden før?

Jeg veit inte!

Er det den Herre, som var her ivaar, og som gav Dig en Mark, da Du holdt Hesten hans?

Et Smiil, et Griin, opklarede Oles Ansigt; han ledsagede dette med en udtryksfuld Pegen opad mod Gaarden.

[75] Müller! hviskede Cold med formørket Mine. Allerede kunde han see et Par Damer, ledsagede af en Herre, bevæge sig nedad Stien henover Bakken.

Cold vendte sig til Sophie, der, skjælvende af saamange Sindsbevægelser, støttede sig mod Granen.

Fat Dem, sagde han, gaa De dem imøde, . . . Jeg bliver her! . . . O vær flink! . . . De kan det bedre end jeg . . Men imorgen! . . O, Sophie, Sophie!

Hun var allerede borte.

Müller! mumlede Georg. Hvilken Djævel fører ham netop i dette Øieblik hid? Men han skal Intet faae at vide. Dette SatyrblikSatyrblik] satyr: naturgud i gresk mytologi, halvt mann, halvt bukk, spiller på det mannlige begjæret skal jeg holde ude fra min Helligdom.

Fra sit Skjul kunde han see Sophie slutte sig til Selskabet, der langsomt bevægede sig nedad Stien mellem Nøddekrattet; først da vovede han sig frem. Paa Broen standsede han, for at vinde mere Fatning. Han bukkede sig dybt over Fossestupet, som om han vilde betroe Dybets Magter sin unge Lykke.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.