Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 6]

[76] Klokken var bleven ti. Sophie havde gaaet som i en Drøm den hele Aften. Hendes høirøde Kinder og det egne, besynderlig fraværende Blik, havde for en skarp Iagttager let kunnet forraade, at der var foregaaet noget Usædvanligt. Lykkeligviis havde hendes Moder og Søster været formeget optagne af Gjæsten, til at lægge videre Mærke dertil. Cold havde ved en usædvanlig snaksom Munterhed søgt at drage Opmærksomheden derfra. Til hende vovede han slet ikke at tale. Men han havde fundet Anledning til at stikke hende en Seddel i Haanden, hvori han beder hende om en Sammenkomst Klokken sex den følgende Morgen. Den skulde finde Sted under de to store Graner, disse stumme Vidner om deres Pagt, og han foreslog dette Klokkeslet som det beleiligste til et flygtigt [77] Møde, medens endnu hele Huset sov. Sophie bar denne Seddel hos sig. Hvert Øieblik greb hun tvivlende til den, for at overbevise sig om, at den var der, om det ogsaa virkelig var sandt.

Klokken var ti. De to Venner havde sagt Godnat og trukket sig tilbage paa Colds Værelse.

Det var da endelig kommet det Øieblik, da Sophie turde være alene med sine Tanker, kun havde hun endnu et Ærinde at udføre, som hendes Moder havde paalagt hende.

Ja Virkeligheden har sine geniale Momenter, betydningsfulde, poetiske, kunstnerisk fuldendte Momenter, hvori Tilværelsen, midt i sin Hverdagsdvale, pludselig slaaer ud i Blomst og Duft. Men den har ogsaa Momenter, Sammenstød, Combinationer af Begivenheder, der fremtræde saa fatale, saa uheldsvarslende, med en saa skjærende Ironie, at man maa holde meget fast ved Troen paa, at ogsaa disse ere Led i et algodt og viist Forsyns Styrelse; thi de see snarere ud som et Stykke Digt, udsprungen i en Dæmons opfindsomme og vittige Hjerne.

Indenfor Colds Værelse fandtes der, fra dette kun adskilt ved en tynd Bordvæg, et Aflukke, der tjente til Husets Klædekammer.

Det var herop i dette Klædekammer Sophie blev sendt, for at hente noget Linned. Da hun sagte aabnede [78] Døren, hørte hun Cold og Müller i en Samtale indenfor. De to Røster løde saa klart og stærkt i Aftenens Stilhed, at hun kunde tro sig i samme Rum, havde hun ikke vidst det bedre. Et Øieblik lyttede hun fortabt til Lyden af den kjære Stemme. Da hørte hun sit Navn nævne; forskrækket søgte hun hvad hun skulde hente i Linnedskabet, og vilde skynde sig bort; men inden dette var lykkedes hende, havde hun mod sin Villie hørt saa Meget, at hun ikke kunde gaae. Som fastnaglet blev hun staaende uden Besindelse om Noget udenfor hende; hendes Sjæl laa i hendes Øre.

Inde i Værelset hos de to Herrer finde vi Müller paa sin gamle Plads i Sophaen; ud af det aabne Vindu lænede Cold sig, og syntes opmærksomt at betragte Trætoppene og den stjernefulde Himmel. De første indledende Replikker af Müller vil han efter al Sandsynlighed have besvaret noget kort og distrait.

Det forekommer mig dog, fortsatte Müller, at Du nu maatte have faaet en grundig Oversigt af en Amtmands Pligter og Rettigheder, og den Birolle, Du har spillet som Informator, er jo ogsaa endt, siden den unge Herre er bleven Student. Eller har Du maaske andre Biroller her i Huset?

Amtmanden har ikke flere Sønner.

Nei, men Døttre.

Men hvoraf ingen trænger til min Lærdom. Den [79] Ældste er ligesaa gammel som jeg selv, og den Anden er netop kommen ud af et Institut i Kjøbenhavn.

Nu, der kunde jo gives andre Biroller. Altsaa, Du har ikke det Bitterste her at bestille. Hør nu blot: Hiin Ansættelse i Stockholm, som Du engang attraaede saa meget, staaer Dig nu aaben.

I Stockholm, siger De? raabte Cold og vendte sig endelig om.

Nu ja, i Stockholm, i Stockholm, er det ikke forstaaeligt.

Ak kjære Müller, har De endnu slige store Planer med mig, jeg troede De havde opgivet dem nu.

Om jeg har slige Planer endnu? Ja Død og Plage har jeg det, og slemt var det, om jeg ikke havde dem for Dig. Medens Du ligger heroppe og idylliserer og tænker paa Ingenting eller det som er endnu Værre, have vi handlet paa Dine Vegne. Som det altid pleier at gaae slette Subjecter, har Du Lykken med Dig. Hør nu: N. har faaet et Aars Permission fra Petersburg, og vor flinke S. derinde overtager hans Post, som han sandsynligviis kommer til at beholde, da der siges, at N. skal gifte sig med en riig Grossererenke i Gothenborg, og neppe gaar tilbage til Diplomatien. Altsaa S.s Plads bliver ledig og skal besættes med en Norsk.

[80] Og den Plads kunde jeg faae! Det er vel ikke at stole paa.

Du kan faae den. Jeg gik strax op til ExcellencenExcellencen] tittel for personer av høy rang D., som heldigviis ikke var reist endnu. Han gav mig det bedste Haab for Dig. Du har nu blot at indlevere din Ansøgning og inden næste Foraar maa Du indstille Dig i Stockholm. Din Onkel var sjeleglad. Det er netop en Stilling for Georg; han passer lidet for Livets spidsborgerlige Forhold, sagde han. Nu min Gut, spring, syng og dands, men fald mig bare ikke om Halsen.

Jeg takker Dem, Müller . . . Hvor De er god, at De tager Dem saaledes af mig . . . Men . . .

Nu, men?

Oprigtig talt, jeg har ganske tabt Lysten til denne Post.

Saa, Du har tabt Lysten dertil, jasaa . . . Det var da besynderligt. Du troede dog engang selv . . .

Ah, det var en Grille, et Indfald. For et ungt, umodent Menneske kan hiin Carriere vel have noget lokkende. I Grunden er det dog et Skinliv,Skinliv] liv i illusjoner; overfladisk livsførelse man fører. Jeg troer mig ikke mere skikket dertil; jeg føler mig draget mod en gediegnere, selvstændigere Stilling i Livet, lad den end være ubetydeligere.

Nu det er roesværdigt, det er vakkert. Det røber en solid Anskuelse, en Anskuelse, som er sjelden i [81] Dine Aar. Kun vilde jeg gjerne høre disse gediegne Planer. Vil Du maaskee gaae ind igjen som CopistCopist] avskriver i Revisionsdepartementet?

Ja hvorfor ikke?

Nei hvorfor ikke! . . . Det er en solid og hæderlig Stilling, en Stilling, hvori man undertiden oplever de gladeste Overraskelser; ligesom A., der væddede, at han netop ved Slutningen af det tiende Aar vilde være Fuldmægtig, og see, han blev det Aaret før. Du har Lykken med Dig, Du kan maaske inden tolv Aar være Bureauchef.Bureauchef] byråsjef; sjef for hvert av kontorene i regjeringsdepartementene el. for et kontor i en større statsinstitusjon

Det er ikke umuligt.

Eller har Du Lyst til at blive Bygdeprocurator?Bygdeprocurator] sakfører på landet Hvilken hyggelig lille PolskpasPolskpas] et kortspill Du saa vil faae om Søndagen med Bønderne! Det vilde være Noget for Dig! Eller synes Du bedre om en Lensmandspost?

Det er ogsaa godt. Saa er man jo saagodtsom Storthingsmand! . . . Nei kjære Ven, jeg tænker i Grunden ikke paa nogen Ting. Jeg har det for Øieblikket saa godt, at jeg ikke gider plage mig med Fremtiden. Til Nytaar er min Tid udløben her, og den Tid, den Sorg, tænker jeg.

Der blev en Pause, hvori Müller udblæste store Røgskyer, og Cold morede sig med at mishandle sin Ridepidsk. Endelig sagde Müller:

Hun er smuk, Din Smag er ikke ilde.

[82] Hvem? Hvad mener De?

Jeg mener blot, blev Müller rolig ved, at hun er smuk, og at Din Smag ikke er ilde, ja, hvad der næsten aldrig har hændet mig før, hun har frapperetfrapperet] forbløffet mig. Hun kom os imøde paa Stien, da vi skulde ud at opsøge Dig.

Ah, det er Frøken Sophie, De mener?

Ganske rigtig, Sophie, saaledes kaldte Du hende engang. Hun mødte os som sagt paa Stien, hvor vi ogsaa vare saa heldige at træffe Dig. Det er altsaa hende, tænkte jeg, som har voldt den stakkels Georg saa megen Ærgrelse og Tidsspilde, og som Du forrige Gang skildrede mig som et uhyggeligt, forskruet Væsen. Hun syntes at være i en altereret Tilstand; hendes Stemme zittrede, og hendes deilige Haar, som jeg aldrig har seet Mage til, befandt sig i en høist malerisk Uorden. Det var ordentlig Synd, at det Syn skulde være spildt paa et MammuthhjerteMammuthhjerte] hjerte av stein som mit. Fruen spurgte, hvor hun havde gjort af sin Hat, hvortil hun svarede, at hun havde vovet sig for langt op ad Fjeldet, var gleden ud og havde mistet den deroppe. Mama skjændte over hendes Vildskab, men med et Blik til mig, som om hun vilde sige: Har De seet noget Yndigere? Mig hilste hun med en vis Kulde, og jeg har forgjæves søgt at nærme mig hende i Aften. Der erer] rettet fra: et noget Aparte ved hende. Men smuk og [83] nydelig er hun som en Ulykke. Er Du kanske ikke af den Mening?

Jo unægtelig, det er hun. Frøken Ramm er en meget smuk Pige, sagde Georg, og brak sin Pidsk over. Sophies Smiil, dette Særegne, hvormed hun havde forkyndt ham hans Lykke, steg i det Samme forræderisk frem i hans Erindring, og forskrækket lagde han til: Men der er et Træk ved Munden, som ikke er smukt. De sagde, synes mig, at S. allerede er kommen til Petersburg; kan det være muligt?

Til Petersburg. Det Træk ved Munden, som ikke er smukt, har jeg slet ikke bemærket. Hendes Ansigt er, troer jeg, af den Art, der ikke maa analyseres. Det Hele gjør et frappantfrappant] slående Indtryk.

Hvilken Lykke han har gjort i saa kort Tid! Og N., hvad var det, De fortalte, at han . . ?

N. trækker sig tilbage for at gifte sig . . .

Ja, ja rigtig, med en riig Enke . . Men han var jo designeret til at blive Baron M.s Eftertræder i Kabinettet,Kabinettet] regjeringen hvem faaer da den Post?

Diplomatien begynder pludselig at interessere Dig. For et Øieblik syntes Du lidet at bryde Dig om det Hele. Georg! . . . om Alt det skal jeg siden oplyse Dig . . om Alt hvad Du vil . . Georg . . . læg Din Pidsk kun hen. Jeg skal siden forbinde Bruddet . . . Hør kjære Georg, ved Gud, jeg [84] mener Dig det vel, sagde Müller med en Bevægelse, som om han vilde lægge Piben bort, medens han langsomt førte den til Munden igjen, en Maneuvre, som Cold kjendte meget godt, og som betydede et ualmindeligt Alvor.

Seer Du, jeg vilde saa gjerne gjøre noget Dygtigt af Dig, og det skulde ogsaa lykkes, hvis Du ikke altid stod Dig selv i Veien. Disse evige Forlibelser for et Menneske af Din Beskaffenhed ere en reen Ulykke. De sætte Dig idelig ud af Ligevægten, forstyrre Dit Humeur og hæmme Din Udvikling. Og tilsidst vil det dog, trods Dine Forsikringer, ende med, at Du for Alvor bliver hængende. Jeg siger ikke, at det gaaer saa med Din nærværende Inclination, meget muligt, at den ender som alle Dine andre, men alvorlig eller ei, kommer den forbistret ubeleiligt. Hør Georg . . riv Dig løs . . . strax om Du kan . . . Gaa til Stockholm og frels Din Sjel! Naar ti Aar ere forløbne, naar Du er bleven en moden, holden Mand, saa i Guds Navn forelsk Dig, gift Dig saa meget Du vil.

Men Müller . . Hør dog! . . der er ikke Tale om . . .

En forbistret Historie! Siig mig, hvorvidt er Du avanceret med hende?hvorvidt er Du avanceret med hende] hva slags forhold har dere Maaske Ondet endnu kunde afværges. Kniber det saa kunde maaske jeg tale med [85] Frøkenen, og see at faae det afgjort paa en peen Maade.

Er De gal! . . . For Guds Skyld! . . . Jeg siger Dem jo, denne Sag angaar ikke Frøken Ramm. Hun har ikke ringeste Indflydelse paa mine Fremtids-Planer.

Det skulde glæde mig, hvis det stod i Din Magt at overbevise mig derom.

Overbevise Dem om, at dette ikke angaar hende! sagde Cold, bragt til det Yderste, . . . Men for Fanden! Jeg elsker hende ikke. Der er Intet, Intet mellem os.

Arme Georg! . . . Kjære Læserinde! Hvis Du ikke er under tyve Aar – er Du under tyve Aar, nytter det ikke – men hvis Du ikke er under tyve Aar, saa ville vi her, netop her, førend Du ganske bryder Staven over ham, lægge et Ord ind for ham. Ja, det er stygt, meget stygt af ham, og Enhver kan efter sin egen Smag tænke sig en bedre og elskværdigere Maade for ham at slippe derfra paa. Han kunde f. Ex., naar han blev lagt saaledes lindt paa Pinebænken, ende med at slaae i Bordet og sige: Ja, ja for Fanden, det er sandt Altsammen, lad mig bare i Ro! Men saa havde det ikke været Cold, vor Cold, og han havde maaske ikke elsket saa varmt, saa iversygt,iversygt] svært ivrig saa nærig ængstelig for sin Skat, som han. Og lad os saa være ærlige. Hvem har ikke været saaledes [86] tirret og tilsidst drevet til et Punkt, hvorfra man ikke kan tilbage mere, og hvor man, uden at ville det, næsten uden at vide det, bliver Jesuit? Enhver, der med Haanden paa Hjertet tør sige, at han aldrig har været det, at han aldrig har sagt noget om sin dyrebareste Ven, som denne ikke maatte høre, at han havde Mod til at læse, Sort paa Hvidt, Alt hvad denne dyrebare Ven har sagt om ham, nu vel, han der kan det, han kaste Stenen. Og endelig ville vi erindre, at ethvert af disse ulykkelige Ord falder i en Sjel, der mindst af alle er skikket til at forstaae dem, og at han ved ethvert af disse Ord, som en skadefro Aand syntes at lægge ham paa Tungen, frasiger sig sit Livs største Glæde.

Du elsker hende ikke! Ja ja, det er en anden Sag, sagde Müller, og Gløden af hans nystoppede Pibe kastede næsten et dæmonisk Skjær over hans uskjønne Træk. Men Du kan dog ikke nægte, at det klinger forbandet utrolig, at Du skulde kunne leve under eet Tag med en attenaarig Skjønhed, uden at anfægtes deraf.

De burde have bedre Tanker om mig Müller, sagde Cold, idet han tog sin Tilflugt til det krænkede Alvor, jeg, som ganske nylig, Sort paa Hvidt, har skriftet for Dem al min Modgang, alle mine Ulykker i den Vei. Slige Erfaringer pleie dog at gjøre Folk besindigere. Skjønhedens Magt indrømmer jeg villig, [87] men kan der da ikke tænkes Egenskaber, som tilintetgjøre den, og det netop saadanne, der frastøde mig?

Det maa være nogle bansatte Egenskaber, der kunne øve en saadan nedslaaende Virkning hos Dig. Da Du altsaa ikke bryder Dig om den lille Dame, saa kan Du betroe mig nogle af disse Egenskaber, der vansirer hende. Er hun kanske ligesaa doven og egensindig, som da hun var Din Elev?

Doven og egensindig . . . en doven og egensindig ung Dame! raabte Cold, med Nød og Neppe betvingende sig, hvad vil det sige? Det er jo ganske betydningsløst!

Er hun da enfoldig . . stupid? . . . Du meente engang . . . .

Jeg har Intet meent. Hun var dum som Barn, men hun kan jo have lagt sig til Forstand siden. Jeg troer, hun har, hvad hun behøver deraf.

Det tænkte jeg nok. Naar det kommer til Stykket, er hun dog et Mønster. For Fanden, Noget maa det da være! Er hun coquet, letsindig, intrigant, ondskabsfuld?

Hvad falder Dem ind? Tvertimod, jeg troer Frøken Sophie har det bedste Hjerte. Det er en Pige med Characteer, med en livlig, stærk Sjel . . . . Men hun har noget Originalt, for ikke at sige Exentrisk i sine Anskuelser . . . . hvad synes De om Søsteren?

[88] Ah! Excentrisk! . . Jeg forstaaer . . . hun er poetisk . . forskruet . . . emanciperet?

Netop, der traf De det, sagde Cold, og brast i Latter over denne løierlige Vending i det piinlige Forhør.

Virkelig! Nei alvorlig . . . er hun af den Sort? Ja hun saa mig ud til noget Sligt. En norsk femme emancipée!femme emancipée] (fr.) fri(gjort) kvinne Det var moersomt, det var noget ganske Nyt! Hvordan yttrer det sig? Røger hun Cigar? Bærer hun Sporer? Sidder hun tilhest som salig Dronning Caroline?Dronning Caroline] Caroline Mathilde (1751–1775), gift med Christian 7., dronning av Danmark og Norge fra 1766 til 1772, skal ha ridd overskrevs på hesten iført skinnbukser og herrestøvler

Cold rødmede af Forbittrelse. Han kunde have myrdet Müller.

Nu, bliv ikke fornærmet. Hun røger altsaa ikke Tobak . . Hun bærer ikke Sporer. Det er en aandelig Amazone,Amazone] sterk (og stridslysten) kvinne en nordisk George Sand, der aander et glødende Had mod det hele Mandkjøn og dets Nedrighed og Despotie?Despotie] tyranni

Netop.

Hvilket dog ikke hindrer disse Damer fra at have deres smaae Privatinclinationer. Frøken Sophie er forelsket i Dig?

Naturligviis.

Og Du gjør formodentlig hvad Du kan for at nære Flammen?

Naturligviis. Har jeg Andet at bestille?

Og uden at tændes selv?

[89] Vær ikke bange. Det er blot en ny Blomst, jeg fletter ind i mine Seiervindingers Krands. De emanciperede Damer ere desuden de mindst farlige.

Det har jeg hørt. Selv har jeg ikke erfaret det. Min stakkels Bolette var ikke af den Classe Skabninger . . . Har hun allerede erklæret sig?

Hm . . . ikke ganske; men jeg venter det vil skee med det Allerførste. Jeg har Kurven færdig, kan De begribe.

Müller saa længe stivt paa ham. Saa? Virkelig! . . Det var Meget!

En Pause indtraadte, hvori Müller syntes at falde i Tanker. Hør Georg: Veed Du hvad, driv ikke dette Spil for vidt. Vil Du lyde mit Raad, saa lad det ganske fare. I Grunden har jeg ondt af den stakkels Pige. Vær skikkelig mod hende og forbered hende paa det Uundgaaelige . . . . Ikke for pludselig . . . det duer ikke . . . ikke for pludselig.

Cold saa studsende paa ham. Nu først mærkede han af Müllers Miner, der havde antaget et ganske eget Præg, at denne opfattede det hele som det strængeste Alvor. Det var aldrig faldet ham ind, at kloge, men lidet gemytfulde, Mennesker i Følelsens Sphære undertiden kunne vise sig overordentlig enfoldige. Han blev næsten forfærdet over, at det var lykkedes ham ved en grov Spøg, hvad han med al sin Forstillelse [90] ikke havde kunnet opnaae, at skuffe Müller. Denne Spøg brændte ham paa Læberne som en Vanhelligelse, og dog turde han ikke gjenkalde den. Skulde han dog lade sig fravristefravriste] rettet fra: fraviste sin dyrebare Hemmelighed, som han neppe selv eiede, neppe selv turde troe paa, og det af en Mand, der maaske vilde gjøre et udelicat Brug af den!


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.