Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 7]

[91] Der ligger i enhver kvindelig Natur nedlagt en lykkelig Spire, en Evne, man kan næsten sige en Drift til Forsagelse.

Over Barnets Ansigt, der leger med sin Dukke, kan allerede denne Forsagelse ligge som en traurig Anelse; den klang gjennem det Svar, som den lille sexaars Pige, da hun første Gang blev buden paa Børnebal, gav Moderen, der undrede sig over, at hun stod der saa stille og traurig, hun, der nu havde faaet sit høieste Ønske opnaaet. «Ak Moder, var det bare saadan en liden Fornøielse, da skulde jeg nok være glad, men saadan en stor Glæde, den bliver der vist ikke noget af.» Saalænge denne Fornegtelse er Reflexen af den Ydmyghed, Gud nedlagde i Kvindens Sjel, er den smuk, rørende og velsignelsesrig, den er deres bedste Støtte mod Skjæbnens Vilkaarlighed; det er den, der gjør deres Glæde mere straalende, deres Hengivelse og Udholdenhed i Modgang større end nogensinde Mandens. Han taler og handler, hun lider og [92] tier. Ja, den er smuk denne Villie til at lide og tie, denne Guds og Naturens Taushed i hende, den er skabt til at seire i sin Ydmyghed, selv Magten og Raaheden bøier sig villig for den. Men Menneskene opdagede, at der kunde drages grove Fordele af den. I deres Samfunds Interesse var det ikke nok, at hun kunde bringe Offere og tie: Hun skulde ogsaa kunne nedværdiges og tie. Og de omskabte Guds og Naturens Ydmyghed i hende til Feighed og Forsagthed, betog den Kjærlighedens og Frihedens Aand og Raaheden bøiede sig ikke længer for den, man misbrugte den. Og de opfandt en Skare pinlige og despotiske Love og omgjærdede hende dermed, for evig at holde hende i Frygten . . . med et Ord – de qvalte i hende Troen paa den store Glæde, men saa lod de hende, som Vederlag for alt dette, beholde de smaa Fornøielser.

Sophie var opvoxet i denne Trældommens Aand; hun havde med Modersmelken indsuget de i denne gjældende Leveregler, og aldrig havde hun i sin Hjembygds snevre Sphære oplevet nogen Forsyndelse mod den. Hun havde seet sine Søstre, stumme bøiende sig, bringe deres Liv i Offer. Men hos hende havde alligevel Ideen om en kvindelighed, sandere og mere gudbesjelet end det Monstrum, Menneskene kalde saa, tidlig rørt sig. Vi have seet, hvorledes [93] denne ubemærket brød sig mod Omgivelserne, indtil hun selv opgav den som en Vildfarelse. Da lærte hun Georg at kjende. Han havde selv lært at afskye Trællesindet og at erkjende et andet, mere ædelt, mere ophøiet i Margrethe. I ungdommelig Tro saa han dette gjenopstaae i Sophie, gjenopstaae til Lykken, til Livet; han vilde blot lægge sin Tillid, sit glade, kjække Mod til. Under det korte Afsnit fra hendes Hjemkomst indtil hans Reise til Christiania, havde han havt en overordentlig Indvirkning paa den unge Pige. Ved ham blev ChimærenChimæren] fantasifosteret; tankefosteret til Virkelighed. Han aabnede hende Udsigter over Livet, som hun i sine dristigste Udflugter aldrig havde drømt om. I sin Varme saa han hverken de Hindringer han havde at bekjæmpe, eller de Farer, hvorfor han udsatte sin Elev. Sophie tænkte ligesaa lidt paa Farer; men ogsaa det Øieblik kom, da hun, bortrykket fra sin trygge Grund saa sig ene med ham, høit over den hele øvrige Verden. Da vil hun med Bæven have følt, at ogsaa han maatte give hende Ly, at det Eneste, der her kunde redde hende, var hans Kjærlighed. Man vil derfor kunne begribe, hvorledes hun blev tilmode, da denne Støtte pludselig svigtede, og i hvilket Dyb af Modløshed hun sank tilbage, da hun troede sig forraadt af ham.

Ligesom forstenet var hun bleven staaende i den samme Stilling, hvori hun havde opfanget hvert [94] Ord i den skrækkelige Samtale. Udenfor rakte hun mekanisk Pigen, der traadte hende iveien, det Linned, hun havde i Haanden. Hun listede sig igjennem Amalies Værelse ind i sit eget, hvor den lille Natlampe paa Komoden var tændt. Dens dæmrende Lys saarede hendes Øine, og Rummet forekom hende ængstende stort og tomt. Bag Forhænget trykkede hun sig skjælvende ned paa en Skammel; ingen Krog syntes hende snever og dunkel nok til at skjule hende og hendes Smerte og hendes Ydmygelse. Hvorledes dette var gaaet til, hvad det var for skrækkelige Ord, hun havde hørt, kunde hun ikke samle ret. Hun vidste kun, at hendes korte Drøm var endt, at den laa der i Støvet. Bedraget, forhaanet, hendes Kjærlighed givet til Priis for en Fremmed, nedværdiget til et Tidsfordriv! . . . At det hele kunde have sin Grund i hendes egen Opfatning, faldt hende ikke ind. Enhver, der med nogen Opmærksomhed har fulgt Sophies Udvikling, vil dette ikke forundre. Sophie opfattede alle Indtryk stærkt og umiddelbart. Ironien var hende uforstaaelig, hvor det gjaldt Livets alvorligste Ting. Hun havde endnu ikke gjort sig fortrolig med denne Nutidens Færdighed i at fornegte sine Følelser, og naar det gjælder, at sætte en spottende Maske for det Dybeste og Helligste. Ethvert Ord, hun havde hørt, havde slaaet dræbende ned i en Sjel, som Opdragelsen havde gjort tvivlende [95] og frygtsom. Hun var tilintetgjort. En knugende Angst overfaldt hende som Bevidstheden om en begaaet Brøde. Og hendes Brøde var, at hun havde troet paa Lykken, at hun havde drømt om den og med dristig Haand grebet efter den. Hvor ringe havde hun i sit Overmod skattet Amalies Lod, hvor latterlig mangengang dennes ægtkvindelige Bestræbelser for at udpynte sin Misere! Endnu samme Dag var der undsluppen hende et Drillerie der havde krænket Søsteren. O, paa Knæ kunde hun have bedet hende om Tilgivelse. Hun kunde bedet Alle, den Usleste, om Tilgivelse, hvis hun havde kunnet give sin Skyld noget Navn. Under denne Trang for hendes ængstede Sjel, at finde Noget at bebreide sig, var hun begyndt at klæde sig af. En eller anden Bod, en byrdefuld Pligt vilde i dette Øieblik været hende en Lindring. Da erindrede hun endnu, at Moderen havde bedet hende sørge for, at en Plante, der ikke taalte Nattekulden, blev baaret ind fra Haven. Dette havde hun glemt, men det maatte ikke glemmes. Da Pigen allerede sov, vilde og maatte hun gjøre det selv. Hun listede sig sagte ned og aabnede Glasdøren til Haven . . o, hvor glad var hun for faa Timer siden traadt ind af denne Dør! Nattevinden slog hende kold imøde og gjennemisnede hendes tyndklædte Skikkelse. Veiledet ved det usikre Skin, Lyset gjennem Vinduet kastede paa de nærmeste Buske, fandt [96] hun Det, hun søgte. Kun med Anstrængelse af alle sine Kræfter lykkedes det hende, at løfte den tunge Stenpotte og flytte den ind i Stuen. I Døren erindrede hun, at Bordet, hvorpaa den var stillet, maaske vilde tage Skade af Fugtighed, og med en Iver, der kunde gjort de gamle Selvmartyrer Ære, vendte hun endnu engang om, løftede den hen i Vinduet og tørrede Bordet forsigtig af med et Klæde. Heldigviis gik ikke Rullegardinsnoren aflave ved denne Leilighed, thi et saadant uredigt Rullegardin er overmaade pinligt at skulle greie, naar Sjelen er tung af Sorg. Ankommen paa sit Værelse fuldendte hun sit Nattoilette med en minutieusereminutieusere] meget nøyaktig Omhue, end hun endnu var vant til: Hun toedetoede] vasket sig, hun flettede og glattede sit Haar, hun lagde med mekanisk Nøiagtighed ethvert Stykke paa sin Plads, først da strakte hun sig blændende hvid fra Top til Taa som færdig til Offring i sin lille smale, kolde Seng. Tør vi forlade hende med det sidste, stumme Ønske, hvormed man lukker Laaget paa en Kiste: slumre i Ro! Nei Graven har sine Privilegier. Vaag arme Levende, vaag, strid og forblød, og Himlen staae Dig bi!

Det er sødt at vækkes af Glæden! Hvor mildt, hvor varsomt berører den ikke vort Øielaag, at Sjelen skal faae Tid til at fyldes, at den ikke skal briste under Overmaalet. Saa blidt, saa varsomt berører den [97] vort Øielaag, at vi undertiden slumre ind igjen som fra en eftergivende Moder. Men Sorgen er tryggere at stole paa. Har Du bestilt denne haardhændte Vækker, kan Du være sikker paa at blive vækket tilgavns, og Du sover ikke heller lettelig ind igjen. Ogsaa hos Sophie bankede den paa netop det Klokkeslet, hun bar i sin Tanke. Hendes Smerte vaagnede frisk og levende med hende. Den var ikke længer dump, forstenet, beængstende som om Aftenen; den trængte til Luft, Bevægelse. Hun var ilet ud i Haven, medens denne endnu laa ubesøgt i den graa Morgendæmring, vilde den yde hendes urolige Sind et Tilflugtssted, mindre utaaleligt end det trange Kammer. Vi see hende der snart ubevægelig paa en Bænk, snart ilsomt at gjennemfare Alleerne, og atter igjen at standse grublende foran en Blomst, som om hun vilde studere hver Aare i dens Blade. Men det var kun sin Ulykke hun studerede paa, det var alle de fine Traade, hvoraf denne havde udspundet sig, hun bestræbte sig for at samle. Hun vilde blive sig sin Stilling klart bevidst.

Hun gjenkaldte sig Colds Opførsel i hele den sidste Tid, hvor besynderlig den havde været, hvordan den idelig havde ladet hende svæve mellem Haab og Frygt. Da slog pludselig Scenen igaar ned over hende, berusende med Vishedens Fryd . . en Vished, som ikke syntes at trænge til Ord. De vare [98] blevne afbrudte. Bar ogsaa hans Væsen efter denne Stund Præget af, at en Bevidsthed fyldte dem begge? Hun var ilet foran, noget efter var han stødt til Selskabet. Nu først gik det op for hende, med hvilken glad Overraskelse, han havde hilst paa Müller! Saaledes modtager man ingen uvelkommen Lykkesforstyrrer . . . . Hvor oprømt han den hele Aften havde været. Denne Lystighed, hvor grelt stak den af mod hendes egen stille Lyksalighed! Hun veiede endelig med marterfuldmarterfuld] smertefull Nøiagtighed ethvert Ord i den opfangede Samtale . . . . Ak han elskede hende ikke. Lidet gjorde det til Sagen, om han havde meent disse tildeels latterlige Beskyldninger mod hende, alvorlig eller ei. Han havde kunnet udtale dem! Lidet bekymrede hende endog de indre Tilskyndelser til hans Opførsel mod hende, om denne var Virkningen af en beregnet Falskhed, eller en simpel Letsindighed, et tilladt mandligt Coquetteri . . . Han elskede hende ikke! . . . Behøvede hun endnu at græmme sig over, at han var slet! Endnu igaar . . . for faa Timer siden . . . hvor riig, hvor stærk, hvor berettiget følte hun sig da! I sin Lykkes Overmod, i et overstrømmende Øieblik, havde hun sat sig ud over en Form, som Menneskene tillægge en saa skrupuløs Vigtighed: Hun havde udtalt Ordet før ham, ikke bevidst og villiestærk, men saa naturligt som Blomsterkalken, der [99] aabner sig i rette Tid . . . Og da havde hun Ret, Ret for Guder og Mennesker! . . thi selv Menneskene tilgive undertiden et saadant Brud paa deres Love, naar det kun lykkes godt, ligesom de ogsaa lukke Øiet til for et virkeligt Feiltrin, naar Angjældende blot ikke bliver forladt og ulykkelig. Igaar havde hun Ret, idag havde hun tabt denne Ret, idag havde hun Uret. Han elskede hende ikke! Hiin ufrivillige Hengivelse, for faa Timer siden hendes Stolthed, var bleven til en Synd. Med sit Hjerteblod kunde hun kjøbt den tilbage. Ak, havde jeg blot ikke dette, havde jeg blot ikke dette! var det idelige Omqvæd paa hendes lange Betragtninger. Hvilken Tankerække hun begyndte, endte den dog altid med det samme: O, havde jeg blot ikke . . .!

Imidlertid stiger Dagen umærkelig. Det graa Tusmørke flygter, Skyggerne fortætte sig og begynde at antage Former. Den tynde Maaneskive forsvinder ganske paa den blanke Himmel. Det riflede Skylag i Østen begynder at farve sig rødt. Sophie syntes pludselig at besinde sig. Mod Øst, hvor det røde Lys strømmer ind, begrændses Haven af en hvælvet Lindeallee. Den gjennemskjæres i Midten af en Gang, som gjennem en Grind staar i Forbindelse med Markveien ned til Møllen.

I dennes dunkle Skygger har Sophie gjemt sig. [100] Hun grubler ikke mere; hun lytter: Skjult bag et Træ, opfanger hun skjælvende enhver Lyd, der naaer hende ovenfra Huset. To Gange har hun taget Feil. Men det . . . ja det var ganske bestemt Glasdøren, der blev lukket op og i. Det er menneskelige Trin, der knirke paa Sandet. De nærme sig, de streife hende forbi og forsvinde gjennem Grinden. See kunde hun ikke i sit Skjul, men hun kjendte disse lette, faste Skridt, hun følte Luftningen af dem vifte hen til hende. Hendes Hjerte løftede sig, som om det vilde følge med; hendes Villie drog det igjen tilbage. Næsten krampagtigt slyngede hun sine Arme om Træet for at holde fast. Saaledes sidder Fuglen stur foran den oplukkede Dør . . . den hører den lokkende Sang udenfor, den føler Sommeren strømme ind i Buret, men den vover sig ikke ud, Fangenskabet har knækket dens Mod. Medeet var Sophie sprungen frem og piilsnart ilet hen under den grønne Hvælving og saa tilbage igjen . . . og atter ned. Var det blot Fuglens fortvivlede Flagren i Buret, eller kjæmpede kanske en modig Beslutning i hende? . . . Gud veed . . . men da hun anden Gang vendte tilbage, stod hun Ansigt til Ansigt med et Menneske, der imidlertid ubemærket var kommen Hovedgangen ned. Dette Menneske var Müller.

Ah min lille Frøken! Beundrer De Naturen alt [101] saa tidlig paa Dagen? Det tager jeg til Indtægt. Jeg er ogsaa kommen ud i den Anledning, saa kunne vi slaa os sammen derom . . . Men jeg skræmte Dem vist?

Sophie havde fra det første Øieblik følt sig frastødt af denne Mand. Der var noget Nærgaaende i hans gjennemborende Øie, der indgjød hende baade Frygt og Mishag, og desuden følte hun allerede den uvilkaarlige Uvillie, vi ikke kunne undertrykke mod dem, der ere blevne Redskab til at forstyrre en Illusion. Hans Stemme vakte en rystende Erindring i hende. Hun stirrede paa ham, uden at kunne frembringe et Ord.

Jeg har endnu slet ikke, vedblev han, seet Noget af Naturen heromkring, uagtet jeg dog adskillige Gange har havt den Fornøielse at gjæste Gaarden. Det er ikke billigt, er det vel? . . . Men derfor skal ogsaa De nu vise mig omkring.

Gjerne, stammede Sophie, men jeg frygter . . . men De maa ikke vente Dem stort deraf. Her er ingen mærkelige Puncter, der kunne tilfredsstille en Fremmed.

Grotten har jeg dog hørt tale om. Den skal være høist pittoresk. Vi kom ikke derhen igaar. Hvad mener De om vi gik en Tour derned først?

[102] Til Grotten! . . Nei, nei . . . Det kan jeg ikke . . .

Bevares! Huse maaske Bjergtroldene der endnu? Dog vel ikke længere end til Solrinding?

Maaske, svarede Sophie med et tvungent Smiil. Jeg mener ellers blot, at jeg ikke tør fjerne mig saa langt fra Huset, min Nærværelse bliver snart nødvendig derinde. Hvis De ønsker, vil jeg vise Dem om i Haven. Her er en Høi, hvorfra man har en smuk Udsigt.

De naaede Toppen af Høien. Under det tætte Buskads var her anbragt nogle Bænke, hvorfra man havde en viid Udsigt over Dalen. Det hele Landskab, Fjeldkløften med Møllens Tag, den skummende Elv, der siden bugter sig stille hen over Sletten, laa mildt belyst af den røde Morgenhimmel. Horizonten flammede, og de bagerste Aase tabte sig for det blændede Øie formløst mod denne Grund. Først skjød enkelte Straaler, fine og glindsende som Spindelvævtraade hen mod dem, saa flere og flere i ustandselig Hast; tilsidst laa det hele Straalenet udspændt over Egnen. Solen var oppe. I dette Øieblik gaar der ligesom et tilbageholdt Aandedræt, en Andagtsgysen gjennem hele Skabningen, Mennesket staar stum, Fuglene tie i Løvet for at istemme desto kraftigere bagefter. Ogsaa Sophie stod fortabt deri. Det er netop det Skjønne i Naturen, som [103] i Kunsten, der idet at det griber os, allerførst vækker Smerten, denne Sjelens letslumrende Vogter . . . Ogsaa hendes Længsel, for et Øieblik betvungen, vaktes med fordoblet Styrke. Hun glemte hvor hun var og med hvem. Staaende paa Brinken med den ene Haand for Øiet, søgte hendes Blik under Solglandsen blot et Punkt, Toppen af de to Graner bag Møllen. Hun syntes de neiede sig, ligesom vinkende Hænder mod hende . . . Fossen susede ømt og lokkende hendes Navn.

Frøken, jeg vil sige Dem Noget, sagde pludselig en fremmed Stemme bag ved hende.

Det er ikke ganske tilfældigt, begyndte Müller, efterat han med et Vink havde betydetbetydet] oppfordret den af sine Drømme voldsomt udrevne Pige at tage Plads ved Siden af ham, at vi ere komne til at beundre Solens Opgang tilsammen. Jeg saa Dem fra Vinduet, hvorledes De, øiensynlig et Rov for en urolig Sindsstemning, vandrede om i Haven, og jeg tror det var en god Aand, der indskjød mig Tanken om at gribe Leiligheden til en Samtale med Dem. Seer De min bedste, lille Frøken, jeg troer nu at der var Redning for mangen en Skade, naar man itide modtog Lægehjælpen og ikke kvindagtig skyede den.

Sophie var tilmode ved denne Indledning som man er tilmode under Tilberedelserne til en virkelig Operation. [104] Man sidder paa Marterstolen . . . Man seer Tandlægen nærme sig med en Artighed og den frygtelige Tang skjult i Haanden. Hjertet krymper sig sammen.

En anden end jeg, vedblev Müller, vilde sandsynligviis ladet det være, maaske vilde jeg ligeover for en Anden end Dem, ligeledes ladet det fare. Dem tiltroer jeg Sjelsstyrke nok til at bære noget Usædvanligt.

Min Sjelsstyrke har lidet været prøvet hidindtil, sagde Sophie, dog tænker jeg, at det, Hr. Müller har at sige mig, ikke kan overstige mine Kræfter. Hendes Tænder klaprede.

Altsaa uden Omsvøb. Jeg kjender Deres Forhold til min Ven Georg. Tillader De at jeg aabenhjertig siger Dem min Mening, og vil De troe saa godt om mig, at ikke lav Nysgjerrighed driver mig til at blande mig i Sagen. Der gives nok af Dem, som ved slige Leiligheder forstikke sig bag en falsk Delicatesse, der i Grunden kun er Feighed. Jeg vil det ikke. Jeg vil give Dem nogle Oplysninger, som kunne være Dem nyttige. Georg har jeg kjendt fra hans tidlige Aar; jeg har været hans Lærer. Vi stode Begge ene i Verden og vi sluttede os til hinanden, skjønt saa ulige i Alder og i Alt. Enhver af hans Tanker og Handlinger har ligget klart for mig. Ingen kjender derfor bedre end jeg hans Elskværdighed, thi ikke sandt, han kan være [105] elskværdig? Men Ingen kjender heller bedre end jeg hans svage Sider. Han er Phantast,Phantast] drømmer han mangler Charakteerstyrke. Let opblussende sætter han Alt tilside, for at naae et Maal, men har han naaet det, har det med det Samme tabt sin Tillokkelse for ham. Neppe var han sluppen ind i Verden, førend han begik en heel Deel saadanne Streger, den ene Forelskelse afløste den anden, alle endte de paa samme Maade – i Kulde og Lede. Et Par Forlovelser, han havde, gik det ikke bedre med. Han er en af disse ulykkelige Idealister med andre Ord, der aldrig vil kunne tilfredsstilles. Det var disse hans Daarskaber, der har bragt ham til at bortdrømme nogle af hans bedste Aar heroppe. Og nu vil jeg henstille en Sag til Dem. Endelig viser det sig en – jeg kan sige efter vore Forhold glimrende – Udsigt til at drage ham ud af denne Uvirksomhed og bringe ham ind i en Sphære, der værdigere vil sysselsætte hans Evner, og virke – haaber jeg – styrkende paa hans Charakter. Jeg er kommen herop i denne Anledning. Det forekommer mig at være min Pligt at berede DemDem] rettet fra: dem paa dette, bedste Frøken. Det vil være nok for Dem, naar jeg siger, at det er en ubetinget Nødvendighed for ham at være fri og uhildet af ethvert Baand . . . . Han reiser. Om kort Tid vil han have forladt Gaarden. Inden et Par Maaneder er han i Stockholm.

[106] Jeg fatter ikke, stammede Sophie, hvad der kunde være iveien derfor . . . . Der er Intet her, saavidt jeg veed, som kunde holde ham tilbage.

Men jeg fattede det godt, da jeg første Gang saa Dem igaar.

Jeg forstaar hvortil De sigter, men jeg forsikkrer Dem, De tager feil. Der er intet Forhold mellem Deres Ven og mig, intet, aldeles intet, der kunde hindre hans Lykke . . . . . Han elsker ikke mig! lagde hun skjærende til.

Det siger jeg just ikke. Hvis jeg troede det var Tilfældet, hvis jeg troede der var Alvor med i Spillet, saa blandede jeg mig visselig ikke deri – –

Naar De er vis derpaa, afbrød Sophie ham med bævende Røst, saa indseer jeg ikke, hvad De kan frygte af mig . . .

– Men nu nyder han den ufortjente Lykke, at en ung, elskværdig Pige som De, interesserer sig for ham . . . .

Oh, Hr. Müller! Det har De ikke Ret til at formode . . .

Ingen Formodning, Frøken, jeg veed det.

De veed det? . . . Han har sagt det! . . . har han dog? . . . og til Dem! Det er umuligt! raabte Sophie og slog Hænderne for Ansigtet. Da hun lod dem synke, skinnede Solen paa Træk, som Smerten [107] næsten gjorde ukjendelige. O Gud, hviskede hun for sig selv, saa var det dog sandt . . . jeg tog ikke feil, . . . . saa var det dog sandt!

Hvad er sandt? Kjære, bedste Pige, hvor kan De tage Dem det saa nær? sagde Müller, og drog hende sagte ned paa Bænken igjen . . . . Om De nu nærede denne lille Svaghed . . om De endog tilstod ham det i et svagt Øieblik, hvad var det saa! Troer De, jeg dømmer det saa haardt? Vel er jeg en gammel Bjørn, men jeg er hverken PedantPedant] en som henger seg opp i uvesentlige småting eller Philister. Hvor let kan ikke et stakkels FruentimmerFruentimmer] rettet fra: Frnentimmer komme til at begaae et Brud paa Reglementet! Et livligt Temperament, et Sind, der føler sig uafhængigt nok til at hæve sig over sit Kjøns Indskrænkninger og Smaaligheder . . . .

Nei, o nei! ved alt hvad der er helligt, afbrød Sophie ham, De gjør mig Uret! Jeg er ingen saadan stærk Sjel, der vil hæve sig over sit Kjøns Indskrænkninger og Smaaligheder . . . Det er grusom Bagtalelse! . . . Jeg er ikke modig, jeg er ikke uafhængig, . . . det er ikke sandt! . . . . Jeg er en stakkels Pige, der kan lade sig mishandle i Stilhed saa godt som Nogen, . . . som kan lade sig krænke tildøde, uden at Nogen fik vide hvorledes.

Müller følte sig besynderlig ilde tilmode. Ved Gud, dette smerter mig . . . . Det er saa langt fra, [108] at jeg vilde gjøre Dem ondt . . . Det er Dem, som gjør mig Uret . . stor Uret. De maa tro mig, at har jeg af Interesse for Georg sagt Dem disse Ting, saa har jeg i Sandhed ogsaa havt Deres Vel for Øie. Berolige Dem, kjære Pige. Jeg siger jo ikke, at Georg er ganske ufølsom for Dem . . . Hvor kunde han det? . . . Alene den Interesse, De skjænker ham, kan ikke Andet end smigre ham . . . den beskjæftiger ham levende, den vil beskjæftige ham, saalænge han er i deres Nærhed. Men jeg frygtede blot, at det, der var for ham en Leeg, kunde ende med alvorlige Ubehageligheder for Dem. Jeg vilde ikke, at DeDe] rettet fra: de for pludselig . . jeg vilde advare . . oplyse Dem . . .

Under denne Tale var ethvert Spor af Bevægelse forsvundet af Sophies Træk. Altsaa for min Skyld, har De gjort dette, sagde hun, liigbleg men meget rolig. Uagtet jeg ikke veed, hvorved jeg har fortjent denne Interesse, som Hr. Müller viser mig, saa takker jeg Dem. Har det været Deres Hensigt at oplyse mig, saa har De naaet den. De har oplyst mig . . fuldkommen godt. Har De endnu noget at sige mig inden vi gaae ind?

Slet ikke . . . slet ikke. Ikke uden jeg vil . . . endnu engang bede Dem, at De . . at De . .

O, De vil bede mig om at lade ham i Ro herefter? [109] ikke trygle ham om en Følelse, han ikke nærer . . . ikke fordærve ham denne skjønne Fremtid, som ligger Dem saa paa Hjerte . . . var det ikke derom, De vilde bede mig? . . . Det lover jeg Dem ganske, ganske vist.

De misforstaaer mig ganske og aldeles, raabte Müller . . . Frøken, jeg forsikkrer Dem . . !

Men Sophie var allerede forsvunden.

En allerhelvedes Samtale! sagde Müller ved sig selv. Puh! Jeg veed blot to Gange at have været saadan tilmode – det var da jeg læste Brevet fra Bolettes Moder – og saa hiin første Gang paa Rigshospitalet. Hvem kan blive klog paa disse Væsener! Hun fortæller mig selv, at Georg ikke bryder sig om hende, hun er ganske rolig og fornuftig, men neppe har jeg saa varsomt som muligt – Gud veed, hvor jeg fik de delicate Vendinger fra – dreiet Talen hen paa hende selv, saa bliver hun fortvivlet. Skjælvede hun ikke som et Æspeløv! Da hun gik, skulde hun synes rolig, men hun var s’gu ude af sig selv. Jeg maa endnu engang tale med hende, førend jeg reiser, jeg maa see til at berolige hende.

Müller var kommen i en for ham ganske usædvanlig Knibe. Han var vistnok gaaet ud fra det Ønske, at gjøre Cold en Tjeneste, men ved at see Sophies Smerte derved, blev han greben af en [110] selsom Medlidenhed. Der fandtes i Müllers Sjel en eneste sentimental Streng, det var Tanken om Bolette. Han troede at see Sophie i en lignende Situation, som den, der fremskyndede hendes Død. Men her var det gaaet ham som Bjørnen, der ømt vil kyse Fluen bort, og som slaar sin Ven ihjæl med det samme. Ret ilde tilmode sneg han sig ind i sit Værelse igjen, tilfreds med ikke at have mødt Nogen. Da han havde brugt den Forsigtighed, at tage Nøglen med, vilde Ingen heller have bemærket hans Fraværelse. Pigen, der kom for at bede ham ned til Frokostbordet, var i den gode Tro, at han havde sovet, og beklagede, at han ingen Kaffe havde faaet. Müller frygtede ikke uden Grund, at Sophies lidende Tilstand kunde vække Opmærksomhed i Familien og maaske volde Scener. Desto mere overraskede det ham, at finde hende ved Kaffebordet fuldkommen fattet. Med stor Forekommenhed bød hun ham en Plads, og viste sig saa ivrig i disse smaae Opmærksomheder, der paaligge en Værtinde, ret som om der ingen Ting var passeret. Den unge Piges Magt over sig selv indgjød ham en ukjendt Følelse, noget som lignede Respect, og gjorde det Ønske levende hos ham, at kunne faae sagt hende, hvad han kaldte et beroligende Ord. Men dette var ikke saa let en Sag. Inden en Time skulde han reise, og Cold, som imidlertid var kommen [111] til, gjorde det endnu vanskeligere. Hans Uro tog til, han svarede distrait til de Andres Tale, og bevogtede enhver af Sophies Bevægelser. Men enten hun ikke forstod dette eller ikke vilde forstaae det, hun tilintetgjorde alle Anslag paa en saadan tête à tête. Efter Thebordet satte hun sig hen paa sin Plads ved Vinduet og syede, og denne Plads beholdt hun haardnakket, indtil at Skydsen stod for Døren. Den stærke, haarde Mand stod i Afskedens Øieblik holdningsløs, næsten comisk forvirret ligeoverfor den unge Pige, der formaaede at dølge sin Krænkelse i en saa skuffende Ro. Cold havde slet Intet mærket. Kun da Pigen kom løbende efter med Müllers Pibe, som denne havde glemt, studsede han, og leende skyndede han paa Budet.

Sophies Udebliven fra Stevnemødet havde ikke vakt nogen egentlig Bekymring hos den Ventende. Hun kunde paa tusinde Maader være bleven forhindret. Dette vilde snart løse sig. Da endelig den forønskede Frokosttime slog, var han ilet ned i Dagligstuen, hvor han fandt Müller og hele Familien samlet. Sophies Farvevexling ved hans Indtræden undgik ham; heller ikke var det ham paafaldende, at hendes Øie ikke en eneste Gang mødte hans. Neppe vovede han at fæste det paa hende, for ei at røbe nogen Bevægelse. Naar først Müller var vel afgaarde! [112] Men da denne var reist, forsvandt Sophie i Huset. Nu – det var jo hendes Uge. Saaledes gik Dagen; Aftenen kom, men endnu havde intet Tegn, ikke det svageste, forstaaeligt kun for hans aarvaagne Speiden, røbet deres Forstaaelse. Dette blev ham vel tilsidst paafaldende, dog saa han deri kun en skjærpet Opfordring til at være forsigtig. Men det begyndte at blive ham utaaleligt. Han følte en overordentlig Trang til at forsikkre Sophie om, at han ikke kunde holde det ud længer. Hans eneste Trøst var da i den stille Nat at udøse alle sine Længsler, al sin Utaalmodighed paa Papiret.

I et ulykkeligt Øieblik for Sophie var Müller traadt hende imøde i Haven. Hun stod zittrende mellem to Muligheder, uden anden Leder end de stridende Stemmer i hendes Bryst. Thi – vi maa sige det – ogsaa hos hende – var det ikke ved Viftet af hans Trin! – havde Haabet rørt sig. Dets sagtesagte] forsiktige Røst, maaske ogsaa det i vort Hjerte aldrig forstummende Raab om Lykke, havde et Øieblik overdøvet alle Tvivlens, Forsagthedens, alle Trældommens Indskydelser. I slige Øieblikke er Alt omkring os Skjæbne; et Pust, et Atom kan bringe Skaalen til at synke til en af Siderne. Hendes Samtale med Müller var bleven Stenen i den onde Vægtskaal. Den gav hendes Hjerte Dødsstødet. Hendes Følelse for Georg havde [113] givet Plads for en dyb Skræk. Nu gjaldt det blot at reise Muren, der skulde skille dem ad, og at gjøre den ret stærk, ret uigjennemtrængelig, saa at ingen Klage, intet uvilkaarligt Smertessuk kunde trænge igjennem. Ved saaledes ubønhørlig at udelukke hvert Tegn paa det mellem dem Passerede, vilde han tilsidst tvivle derpaa som noget Oplevet, og glemme ogsaa det, der for hende var den dybeste Ydmygelse at tænke paa.

Idet Sophie traf disse Foranstaltninger til at forstene sit Væsen, og samlede al sin Styrke til at bringe dette Offer paa Kvindelighedens Alter, hvis grumme Guddom hun indbildte sig at have fortørnet, tænkte hun blot paa de Anfegtelser, der muligens kunde opstaae i hendes eget Sind. I hendes Ulykke tænkte hun ikke mere paa Angreb fra hans Side. Man kan derfor dømme om hendes Skræk, da hun om Morgenen efter Theen, hvor Cold ikke havde været tilstede, mødte denne ved Indgangen, og han med et Ansigt, hvori hele hans Utaalmodighed noksom røbede sig, rakte hende det Brev, han havde skrevet om Natten. Saa var det dog sandt, hvad Müller sagde, saa vilde han dog for Alvor fortsætte et grusomt Spil med hende? En varm, menneskelig Vrede blussede op i hende. Hun veeg tilbage, som tvivlede hun paa hvad hun saa. Ak, havde hun ladet denne Vrede faae Ord, havde hun blot talt i dette Øieblik, da [114] kunde Alt blevet godt igjen! Men hendes Tunge var som lammet. Hun forblev stum . . . stum som en Kvinde, der ikke er elsket. Dette Øieblik afgjorde hendes hele Livsskjebne, og som et ondt Varsel, skulde hendes Moders gjennemtrængende Discantstemme netop i dette Øieblik raabe hende ved Navn. Hun fulgte dette Raab og lod Georg tilbage, forstenet af Forundring og gjennemisnet af det Blik, Sophie havde fæstet paa ham. Brevet var faldet paa Gulvet, og Pigen, der i det samme gik forbi, tog det op og rakte ham det igjen, medens hun sendte et af hine Øiekast efter sin unge Frøken, der ere eiendommelige for det Slags Folk, naar de troe, at have gjort en Opdagelse.

Forundring, ja det var Udtrykket for hans Sindsstemning; der blandede sig deri endnu ikke Skygge af Bekymring. En Mand har Lykkens Tillid, han lader sig ikke saa let skrække af Phantomer. Han ahnede derfor ingen Ulykke, men en Misforstaaelse, en af disse Knuder, der vilde løse sig af sig selv. Han havde en inderlig, seierrig Forvisning om, at han var elsket af Sophie. Hiint Hengivelsesmoment var fremtraadt med en saa uvilkaarlig Styrke, saa seirende over alle Tvivl, at nogen Saadan aldrig mere kunde opstaae. Men hvor søge Grunden til Sophies pludselige Fjernelse fra ham? Hans Mistanke faldt paa Müller. Ja, tænkte han, han er det, det kan ingen Anden [115] være. Han har dog iværksat sin Trudsel, at henvende sig til hende, og han har behandlet hendes ømmeste Hjerteanliggende saa brutalt forretningsmæssigt, som om Talen var om at sætte et Lem af. Det var altsaa Grunden til hendes Udebliven igaar! . . Medens han ventede, havde Müller opholdt hende, og benyttet denne Time, der skulde beseglet deres unge Kjærlighed, til at forstyrre den. I sin Harme trak han allerede Pen og Papiir frem, for at skrive til denne besværlige Ven, da det faldt ham ind, at han dog maaske burde være ganske vis i sin Sag. Under et eller andet Paaskud kunde han let faae udæsket af Pigen, hvordan Müller havde tilbragt Morgenen. Men Pigens Forklaring beviste, at hiin Meddelelse umulig kunde fundet Sted. Müller havde ikke paavirket Sophie. Hendes Kulde maatte altsaa have en anden, maaskee dybere Grund. Dette kunde ikke andet end forøge hans Forundring. Han blev meget, meget forundret.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.