Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 9]

[130] Den Deel af . . . e Præstegjæld, hvor Provst Reins Præstegaard ligger, var med Rette bekjendt for sin Naturskjønhed. Hvem kan nogensinde glemme disse lykkelige Egne, naar han engang har boet i dem, og hvem glemmer ikke over dem alle Andre, naarnaar] rettet fra: nar han første Gang seer dem! Vore Reisende havde tilbagelagt den bugtede Vei langs Indsøen og søgte nu at formilde sig Opstigningen af de lange, besværlige Sandbakker ved idelige Tilbageblik paa det underliggende, sig altid herligere udfoldende Landskab. Oppe paa Høiden fængslede en anden Scene dem. Ganske tæt ved, beherskende den hele frugtbare Slette, laa Præstegaarden og Kirken. Den store Gaard saa ret herremæssig ud i sin Krands af høstlig brogede Træer, overraget af Kirkens slanke Spir. Den hele Vinduesrække glødede mildt og lokkende i Aftensolen, et Syn ret skikket til [131] at vække de glade Fornemmelser, hvormed man uventet seer sig nær et behageligt Maal, med en Evne til at nyde, som Anstrengelsen ikke har svækket. Afstanden var dog bedragerisk; endnu bugtede Veien sig i en viid Kreds inden man naaede Indkjørselen til Alleen. Hvilke herlige Træer! I denne Kraft og Yppighed mærkede man strax den sydligere Jordbund. Hvorfor repræsenteres altid den norske Natur i sine Graner? . . Man glemmer Birken, Hængebirken, dette sande nationale Træ. Danmark roser sig af sine Ege- og Bøgetræer, men de ere eensartede, de have ikke Kontrastens Skjønhed. Hvor deilige ere vore lyse Hængebirke! . . Denne Ynde, den er reent kvindelig, men den har en Dronnings Kvindelighed. Alleen var uregelmæssig og kunde snarere kaldes en grøn Hvælving; den bestod af en Blanding af Hængebirke og dunklere Træsorter, nedentil lukket ved en Hæk, der sparsomt indlod de sidste, spillende Solstraaler. Lydløst rullede Vognen hen over det faste Sand. Samtalen tystnede, i Bevidstheden om den nære Modtagelse. Ved Alleens Udgang dannede Træerne en Halvcirkel om Gaardspladsen; foran dem laa den statelige Bygning. Som en Sjeldenhed ved Præstegaarde, var denne oven- og nedentil omgivet af disse aabne Gallerier, der undertiden, men desværre ikke ofte, findes ved større Gaarde paa Landet, og som danne en saa velgjørende [132] Afbrydelse i den monotone, kasseformige Stiil. Provsten stod allerede paa Trappen og tog imod dem med en uforstilt Glæde, som Amtmandinden belønnede med et Kys, medens han mere galant kyssede de to unge Damer paa Haanden. I Dagligstuen foran det ventende Thebord med den surrende Maskine og de længesiden ordnede blaa, kjøbenhavnske Kopper, bleve de modtagne af en gammelagtig Kone. Hendes hele Dragt og Væsen tydede paa, at hun hørte til Tjenesteklassen, eller rettere til disse Væsener, der ikke kunne regnes til nogen Klasse i et Huus: sort Morins Skjørt med bredskjødetbredskjødet] vid, bred Trøie, et stort, hvidt NetteldugsNettel] tøy av fint bomullsgarn Forklæde, og omkring det skarpe men velformede Ansigt med det opstrøgne graa Haar, en saakaldet HølkHølk] lue med krusede Strimler. En lille Pige paa otte–ni Aar, ikke smuk, men med et godt, mildt Udtryk stod derved.

Det er min ældste Datter Lina, mine to Drenge ere i Christiania, sagde Provsten, og her maa jeg forestille Dem vor Dorthe, som for Tiden er mit Huses Bestyrerinde. Hun har været min salig Kones Amme, og har fulgt hende trofast til det Sidste. Gamle Dorthe er lidt undselig over at skulle gjøre Honneurs for et saadant Herskab, men jeg haaber, at De vil sætte lidt Mod i hende. Fru Ramm afbrød ham her med en Overflod af charmante Forsikringer, saa at den Gamle, ganske undselig over den smukke, [133] fremmede Frues Venlighed, ikke vidste hvordan hun skulde udtrykke sin Tak. Dette hindrede hende imidlertid ikke fra, saa snart som det ubemærket lod sig gjøre, at maale de tre Damer med ret skarpe, prøvende Blikke. Nu først opdagede man, at der i Værelset endnu fandtes et Væsen, nemlig en lille tre a fire Aar gammel Pige, der havde holdt sig forskandset bag Dorthes Skjørt. Ved nærmere Eftersyn, saa man ind i et Par store, forskrækkede, mørkt tilslørede Øine, et sandt Mignonsphysiognomie.Mignonsphysiognomie] yndlingsutseende

Hvad hedder Du, mit søde Barn? sagde Fruen.

Hun hedder Adamine efter Moderen, men vi kalde hende Ada, sagde Dorthe, saa svar dog Ada, og see paa Damerne!

Men den lille Piges Opmærksomhed var idetsamme optaget af noget Andet, og dette var Sophie, der let som en Alf kom og forsvandt gjennem den aabne Stuedør, beskjeftiget med at ordne Tøiet. Med et eget Udtryk, man kunde kalde det Fortabelse, fulgte den Lille enhver af Sophies [134] Bevægelser og ligesom hun vilde meddele sin gamle Pleiemoder sin Forundring, rykkede hun denne heftig i Skjørtet.

Det er sandt, dette Syn kunde fængslet ogsaa andre Øine end Adas. En høihalset, graa Merinos KjoleMerinos Kjole] ullkjole fremhævede forunderlig den unge Piges fine Skabning, og det gratiøse i hendes hurtige Bevægelser. Den friske Luft havde opløst Lokkerne og gjengivet hendes Kinder noget af den friske, blomstrende Farve. I dette Øieblik lignede hun den forrige straalende Sophie. Kun Blikket havde hiint Ubedragelige, der røber at Tanken er fjernt fra vore geskjæftige Hænder.

Under et Gjæstebesøg paa Landet indtager det fremmede Huus, dets Indretning, Beliggenhed etc. en vigtig Plads og kræver en ikke ringe Andeel af vor Interesse og Opmærksomhed. Det er ikke her som i Byerne, hvor Omgivelserne ved den alt nivellerendenivellerende] utjevnende Kultur mere og mere taber sit Præg og afgiver kun endnu den upaaagtede Ramme, den ene maaske endnu lidt mere forgyldt eller snirklet end den anden. Paa Landet ere Omgivelserne mere end Ramme, de ere en Deel af Beboerne selv, et Stykke af deres Sæder, deres Tænkemaade, deres Eiendommeligheder; derfor kan man med FøieFøie] berettigelse sige, at Besøget gjælder ligesaameget Stedet, som Beboerne. Den første Forfriskning bliver altid nydt i nogen Distraction, medens man i Stilhed trøster sigsig] rettet fra: sig sig (dittografi ved linjeskift) til det Øieblik, da man kan give sin Nysgjerrighed Tøilen. Dette er altsaa Dagligstuen! . . hvem mon hine Portrætter forestille? . . det var et underligt, gammelt Skab det! . . . . Blikket smutter igjennem enhver oplukket Dør, for at opsnappe Hemmelighederne der bagved.

Denne første Nysgjerrighedscrisis blev betydelig [135] lettet vore Gjæster ved de aabne Fløidøre, der tillode Indblikket overalt, dog endnu mere ved den fri, hjemlige Tone, der strax gjorde sig gjældende. Man tilstod aabenhjertig sin Utaalmodighed efter at «besee sig,» og den venlige Vært kom dette Ønske med den største Beredvillighed imøde.

Gaarden var oprindelig bygget af og havde været Sædet for en dansk Herremand, men var senere bleven forandret til Præstegaard, hvortil dens nære Beliggenhed ved Kirken gjorde den meget skikket. Den havde allerede tjent et Par Præstegenerationer til Bolig. Huset havde ganske den Bygningsmaade, man bemærker ved Herregaarde fra en senere Periode. Intetsteds noget Indknebet eller Lavt; høie, blanke Ruder, hvælvede Loft. Den Stue, hvori de befandt sig, var noget dunkel, da Galleriet udenfor og nogle svære Potteplanter skyggede stærkt, men netop denne Dunkelhed gav Værelset en egen, trist Hygge. Derfra kom man ind i et større Hjørneværelse med Vinduer ud til Haven. En vis Elegance, hvormed dette var udstyret, stemplede det til den paa Landet uundværlige Storstue. Det hvælvede, i rigt StuccaturarbeideStuccaturarbeide] dekorasjoner av gips udførte Loft,Loft] innvendig tak samt de malede Dørstykker, vare endnu Rester fra den gamle aristokratiske Tid. Forresten var det arrangeret paa vanlig Viis; man kjendte endnu intet til vor moderne Uryddighed [136] i Værelserne, Møblerne stode adstadig rundt om Væggene, og Skilderierne – nogle udmærket smukke Kobberstik – hang rolig paa sine Pladse. Hertil stødte endeel mindre Værelser, to smukke Gjæstekamre, Provstens Sove- og Studerekammer, samt et lidet Bibliothek, der havde den sjeldne Egenskab, at det var tilgjængeligt for Enhver, medens Slige, naar de findes, gjerne udelukkende benyttes af Huusherren. Alt hvad de saae bar Præget af solid, bramløsbramløs] beskjeden Velstand, forenet med Sands for det Skjønne og Comfortable. Hvor man i vort Land endnu træffer slige Boliger, betegne de enten den sidste, svindende Rest af en fremmed, til os overført Kultur, eller den glædelige Begyndelse til en Egen, ny Oprunden. Et Par Timer forløb paa denne Viis umærkelig. Man blev kaldt tilbords. I Dagligstuen stod det ziirlige AftentaffelAftentaffel] aftenmåltid dækket. Dorthes blændende Damaskdækketøi,Damaskdækketøi] damaskduk det blinkende Krystal og adskilligt vægtigt Sølvtøi tog sig godt ud under Skinnet af to solide Armstager. Ingen Overdaadighed af Retter, men alting ypperlig tillavet, frisk Ørret fra Søen, fortreffeligt Vildt, god Viin, Alt bekræftede, at Værten var en Mand, som forstod at leve godt – paa den rette Maade, der forstod, at al Nydelse beroer paa Skjønhed og det rette Maadehold. Fru Ramm var uudtømmelig i smigrende Bemærkninger. Men under dette dulgte [137] hun mangt et Suk, naar hun tænkte paa, at Amalie kunde været Herskerinde over al denne Herlighed, og enten det nu kom af at Brøcher virkelig var mere stiv og træagtig end sædvanlig, eller at han ved Siden af den belevne Vært blot syntes det, saa havde hans Svigermoder aldrig fundet ham utaaleligere og følt en mere levende Trang til at forsikkre ham derom, end netop denne Aften.

Provsten selv afbrød den livlige Stemning og drev sine Gjæster til Ro. Medens han fulgte Amtmandens tilligemed Brøcher ind i deres Værelser, skred Dorthe med Armstagen i Haanden foran de to Søstre opad Trappen, for at føre dem til Deres; dog havde hun lovet dem først at vise dem hele Localet ovenpaa.

Denne Dør fører til Barnekammeret, hviskede hun, men derind er det ikke værdt at gaae, for saa vaagner Ada og Gud naade os da, hun er ikke grei at faae i Søvn igjen.

De traadte først ind i en stor Sal, der stod i Forbindelse med nogle mindre Værelser, men som Alle paa noget løst HuusgeraadHuusgeraad] gjenstander; (kjøkken)utstyr nær, stode aldeles tomme. Her, bemærkede Dorthe med et vemodigt Blik til den ensomme Krone under Loftet, var i gamle Tider da Fruen levede, Balsal, men siden den Tid har Faer ikke havt Lyst til sligt.

Skade, yttrede Sophie, at saadanne smukke, rummelige [138] Værelser skulle staae ubrugte . . . . Og sligt et herligt, glat Gulv ikke benyttes, lagde Amalie til, og gjorde nogle drønnende GaloppadetrinGaloppadetrin] dansetrinn hen over det.

Ak hvortil skal vi bruge dem! Vi have Rum nok, Guds Gaver, og Glæde og Lystighed bliver her vel ikke mere i Huset.

Og dette? raabte Søstrene overrasket, da Dorthe lukkede Døren op til et mindre, fuldstændig møbleret Gemak.Gemak] rom Hvor her er deiligt!

Dette er hans Høiærværdigheds Kammer.

Er dette Provstens? det er jo nede!

Provstens! nei kors bevares, dette er Bispekammeret.

Præstens, og nu saagar Provstens Værelse er altid en Helligdom i en Præstegaard, men det er endnu ikke det egentlige rette sanctum sanctorum,sanctum sanctorum] det aller helligste thi det er Bispekammeret. Og i Sandhed, dette syntes sin ophøiede Bestemmelse fuldkommen værdigt. I Modsætning til de øvrige Rum, der blot havde sine Trævægge, var dette betrukket med Tapeter, der ret vel conserverede forestillede Hyrdescener i BouchersBouchers] François Boucher (1703–1770), fransk maler Maneer. Hvor friske vare endnu Farverne! Disse Hyrdinder smilede endnu lige sødt, denne Himmels straalende AzurAzur] dypblå farge kunde ikke falme, Tiden kunde blot saae nogle Skyer paa den. Et langt, smalt Mahognyspeil [139] saa ud som om det følte sig i slet Selskab, det saa skjævt til Siden og fortrak sit blege, grønlige Glas til et gyseligt Vrængebillede af den lykkelige Hyrdeverden ligeoverfor. Ikke bedre enedes den ældgamle prægtig udskaarne Lænestol, med det speilblanke, nye Bord. Ligesom mæglende mellem Parterne, et Billede paa Tidens Uomskiftelighed, sad en chinesisk MandarinMandarin] porselensfigur oppe paa en Piedestal i Krogen og nikkede og vrikkede med det afskyelige Hoved, hvergang man gik over Gulvet. Slige smaae AnokronismerAnokronismer] noe som ikke hører hjemme (i en bestemt tidsepoke) i Indretningen maa man holde Folk paa Landet tilgode. Det Hele saa trods dette ganske pompøst ud. Det var ogsaa med en vis Stolthed, at Dorthe drog Sengegardinerne tilside, for at de ret kunde see de fine, hollandske Lagener, der havde en halv Alen bred Søm, og det stukne Silketeppe, der idetmindste havde occuperet en eller anden Oldemoders halve Levealder.

Fra dette Værelse førte den Gamle dem skraas over Gangen hen til Et, hvis Dør var tillaaset. Hvor forskjelligt var dette fra det Foregaaende! Det havde kun et Fag Vinduer, var simpelt men net møbleret; hist og her opdagede man Spor af en kvindelig Beboerinde. Desuagtet havde dette Værelse noget saa forladt, Luften deri var trykkende, ubeboet. Ved Foden af en hvid Seng, stod en tom Vugge, tildækket med et broderet Teppe, og under Loftet hang et Fuglebuur, [140] ligeledes tomt. Det Hele var saa afsjelet, og Søstrene følte Noget af hiin hemmelighedsfulde Rædsel, der griber os ved Beskuelsen af Portrætter, malede efter Afdøde . . . spørgende saae de paa Dorthe.

Dette er salig Fruens Kammer, sagde hun dæmpet. Her døde hun for fire Aar siden paa Barselseng med lille Ada. Her har intet levende Menneske boet siden den Tid. Alle disse Ting ere lutter Afmindelser om hende, hendes Skriin og Arbeidskurv, og der hendes Bibel, og hist hendes Portræt. Det blev Altsammen sat herop, da han ikke taalte at see det nede. Dette Teppe har hun selv broderet, see kun paa den Søm, det er nok et Taalmodighedsværk!

Men Rokken hist i Hjørnet, var den ogsaa Provstindens?

Ak ja, det kan De troe, det var netop hendes Øiesteen, hun holdt saameget af at spinde. Hver Morgen Klokken fire om Sommeren og Klokken fem om Vinteren, var hun oppe og spandt sine tre Timer, inden hun gik til Kaffebordet. Herregud, hvor mangen Gang jeg sagde til Moer: Kjære Barn, sagde jeg . . thi mit Barn kaldte jeg hende, trods hun varvar] rettet fra: var var (dittografi ved linjeskift) mit Herskab . . . Kjære Barn, hvortil al denne Spinden? Du har jo Guds Velsignelse af Spundet og Vævet, sagde jeg, hvor meget Du giver bort, bliver der dog altid nok igjen, sagde jeg, nyd heller din [141] Morgenro i sød Søvn. Ak, sagde hun, Du veed ikke hvad Du siger. Den som er lykkelig, kan aldrig staae for tidlig op, sagde hun, han burde egentlig aldrig sove, for at kunne nyde hvert Minut af sit Liv med Tak til Gud. Naar jeg vaagner saadan med Fuglene en klar Sommermorgen, sagde hun, hvad kan jeg gjøre bedre da end at istemme med dem? Saa sætter jeg mig ved det aabne Vindue med min Rok, sagde hun, og aldrig er jeg gladere, end naar jeg blander min Røst med dens muntre Snurren og Fuglenes Qviddren udenfor! Ak vel havde hun Ret, at man burde nytte Tiden og spinde flittig . . . hendes Livstraad var snart udspunden!

Den stakkels Ada blev altsaa strax moderløs?

Strax, ak alt for tidlig. Neppe havde hun otte Dage skuet denne Verdens Lys. Aldrig glemmer jeg hiin Stund! Hist laa hun, han stod der. Det var netop Klokken fire om Morgenen. Præcis Klokken fire kommer nemlig Solen herind paa den Aarsens Tid, og da pleiede hun altid at vaagne. «Der er Solen, nu kommer jeg!» sagde hun ogsaa nu, og da tog hun min Haand og lagde den over Vuggen, som om hun vilde sige: «tag vare paa hende!» . . . og idetsamme stod hele Kammeret i en Glød, og det skinte ogsaa paa hende, og hun laa der saa deilig og blid, det var umuligt at tænke, at hun var død. Men [142] hendes Haand laa endnu over den Lille. Tag vare paa hende! ja det meente hun, og det har jeg gjort, og det vil jeg gjøre, saalænge jeg har Liv og Hilsen.Hilsen] godt helbred Men der er noget i dette Barn, som jeg ikke raader med, den Evige lægge sin Magt til! Gud Fader veed, hvor hun har faaet det heftige Gemyt fra! Faer er vel hastig af sig, men han bliver strax god igjen, og hun var god som Himlens Engle.

Disse Træk af den fromme Præstekones Liv rørte Søstrene dybt. De vare blevne blege deraf, eller maaske af Træthed, og uvilkaarlig klyngede de sig til hinanden, da de fulgte Dorthe, der efter omhyggelig at have laaset Døren, skred foran dem ned til Enden af den lange Gang.

Og her er de naadige Frøkeners Værelse, gid det maatte tækkes Dem.

Et Bifaldsraab afbrød Dorthe. Al Ængstelse var ligesom strøgen bort, da de satte Foden over denne Tærskel. Dette Værelse kunde tjene som et Mønster i sin Art. Dette ubeskrivelige, denne uopnaaelige Hygge, kan kun et Gjesteværelse paa Landet have. Man sige ikke, at et saadant Rum ikke ogsaa har en Sjel.

Og hvilket Speil! det er mageløst! udbrød de Begge, da et i sin Art vistnok sjeldent Rococospeil, der nogensinde kunde betage en nuværende LiebhaberLiebhaber] person som viser stor interesse for noe; person som gjerne vil ha noe [143] Søvn og Appetit paa lang Tid, først faldt dem i Øinene.

Det kunde passe i Prindsesse ScheherezadesPrindsesse Scheherezades] den kvinnelige hovedpersonen og eventyrfortelleren i eventyrsamlingen Tusen og én natt Gemak, her stikker det næsten af! . . . hvilken Skade, at Englen der har mistet Vingen!

Ak ja, sagde jeg det ikke! mumlede Dorthe med inderlig kummerfuld Mine og rystede paa Hovedet. Sagde jeg det ikke til Faer!

Og hvilket da, kjære Dorthe?

At dette gamle Skrab skjæmmede Værelset ud, og at det var ikke noget at byde slige Frøkener. Jeg vilde taget Bispespeilet jeg! . . Men han bare loe og sagde: Lad Du det være, Dorthe. Smukke Damer ere bedre tjente med at skue sig i dette gamle Glas, end i Bispespeilet. Ja, ja, jeg sagde det nok!

Nei, kjære Dorthe, Du misforstaar os, forsikkrede Sophie, da hun endelig kom til Orde. Vi ere netop henrykte over dette gamle Stykke, vi vilde slet ikke undværet det! Det er saa deiligt, saa deiligt, og Du skal see, der kommer en Tid, da man vil erkjende det, og da komme de gamle Ting til Ære igjen. Men paa en Maade har Du Ret, dette Speil burde flyttes ind i Bispekammeret, thi der hører det netop hjemme, mellem Hyrderne og Hyrdinderne.

Men Dorthe rystede endnu vantro paa Hovedet, som om hun tænkte: De ere nu saa gode, og finde [144] sig i Alting, det er netop den fine Opdragelse! Derpaa blæste hun omhyggelig et vissent Blad bort fra Marmorbordet, kastede et Blik til Haandklæderne paa Væggen, om de vare endnu lige friske og glindsende, og gik med uendelige Ønsker om sød Søvn og at drømme behageligt, etc.

Det maa jeg sige, det er en Enkemand, der forstaar at indrette sig! udbrød Amalie. Dette Huus er et Paradiis heelt igjennem. See Dig dog om, Sophie, og staae ikke saa fortabt. Gulvteppe! de prægtigste Levkøier og Asters i Vasen, og hvilken Seng! . . her forstummede hun ganske ved Synet af den røde Damaskes Gjæsteseng, der i Omfang dristig kunde maalt sig med Ridder von Gleichens Verdensberømte.Ridder von Gleichens Verdensberømte] trolig referanse til det tyske sagnet om Ludwig von Gleichen som reiser fra kone og barn for å dra på korstog med Ludwig IV i 1227. Han blir tatt til fange av en sultan. Von Gleichen og sultanens datter forelsker seg og han tar henne med seg hjem tilbake til kona. Der deler de alle samme seng (og senere grav).

Det er to Ting, jeg nok vilde forandre ved dette Værelse, vedblev Amalie, da den første Beundringsruus begyndte at lægge sig noget, ellers er det complet, først burde det være betrukket – thi jeg har aldeles ikke din Smag, Sophie, der finder saamegen Poesie i de nøgne Bjelkevægge – dernæst Gardinerne. Disse falmede SirzesSirz] glatt, tettvevd bomullstøy Gardiner passe aldeles ikke til det Hele. Raadede jeg, da tog jeg dem strax ned og hængte hvide, klare, ophæftede med forgyldte Pile istedet . . . Hvor jeg længes efter Morgenen for at see Udsigten fra disse Vinduer! . . Hvad [145] er dette for to Portrætter? . . Goethe og B. Y. R. O. N. Biron!

Byron, formodentlig, sagde Sophie adspredt.

Nei, men hvem er det han ligner? . . Aa det er jo tydeligt nok! Cold op ad Dage! Sophie foer sammen. See kun, vedblev Amalie, Pande, Haar, Øine, den glatte Kind, Halsens Bygning, det er frappant, især naar man holder for Underansigtet.

Jo det ligner! mumlede Sophie, og hendes Blik hang et Minut ved Billedet. Det var Kobberstikket fra 1814, efter Phillips berømte Malerie.Phillips berømte Malerie] maleri av Lord Byron malt av den engelske maleren Thomas Phillips (1770–1845), jf. http://www.gac.culture.gov.uk/work.aspx?obj=24070

Dybere sank hendes Hoved ned igjen, og hun greb skjælvende fast om Marmorbordet. Et Blik af Amalie, der mødte hendes i Speilet, vakte hende igjen af den smertelige Bevægelse, og hun gav sig ivrig til at løse Haaret.

Amalie havde i sin godmodige Snakkelyst Intet mærket. Provsten har virkelig Ret, naar han siger, at dette Speil er Skjønheden værdigere, end noget Andet, blev hun ved. See dette Glas, hvor dybt, hvor ætherreent!ætherreent] (eter-rent) klart, like rent som luften/atmosfæren Er det ikke, som om din Skikkelse i Virkeligheden stod indenfor den pragtfulde Ramme! Man kunde gribe efter Blomsterne. Hvor Du er yndig, Sophie, i denne Dragt! Naar Du saaledes hæver dine hvide Arme for at nedtage Fletterne, ligner Du Billedet nede i Stuen, der forestiller en af de gamle [146] Maleres Elskede. Jeg er vis paa, hun har ikke været smukkere end Du . . . Jeg maae stille mig herudenfor, ellers forstyrrer jeg Billedet.

Nei, gaae ikke, sagde Sophie, og drog i et Anfald af ubetvingelig Smerte Søsteren til sig . . . Hvor skulde hun hen med sin pludselige Taarestrøm!

Gud, søde Sophie, hvad feiler Dig?

Intet . . Intet . . . Jeg tænkte kun . . jeg tænkte paa . . naar Du ogsaa snart reiser, saa bliver jeg ganske forladt.

Tal ikke om det, Sophien min, vi ville aldrig, aldrig skilles. Min Hytte bliver aldrig saa snæver, at der jo er Plads til Dig ogsaa . . Du, han og jeg; hvilket lykkeligt Kløverblad! men ak, arme Adolph, ikke engang Justedalen! . . Vi kunne vente en god Stund inden han faaer Noget!

Der gives Navne, Forestillinger, der gjøre samme Virkning i visse Stemninger, som et koldt Dryp i Varmen. Sophie rettede sig i Veiret; ethvert Spor af den øieblikkelige Bevægelse var ligesom manet bort.

Lyset var slukket; paa det lille Bord brændte kun en Natlampe.

Kjæmpesengen havde lukket sine Duunbølger over de to Søstre, dog ikke førend Amalie omhyggelig havde tællet Vinduesruderne og gjort et Kors over Døren. Man veed, at dette er den ufeilbarlige Trylleformular, [147] hvormed man, første Gang man ligger paa et Sted, fremmaner sande Drømme.

Jeg veed ikke hvordan det er, hviskede hun efter en Pause, men man føler sig saa ængstelig tilmode ved at ligge første Gang paa et fremmed Sted. Hvor mange Ting kunne ikke være passeret paa en saadan gammel Gaard! . . Dette Værelse er saa venligt, saa hyggeligt . . . og dog turde jeg ikke for Noget i Verden ligge her alene . . ikke en halv Time. Sophie, Sophie, hvor skal Du hen? Gaae for Guds Skyld ikke bort!

Jeg vil blot flytte Natlampen . . jeg kan ikke lide slige Portrætter inde i et Værelse, de stirre paa os hvergang vi slaae Øiet op.

Aa disse Portrætter ere ikke farlige, jeg har læst om Et, et Oliemaleri i Legemsstørrelse, der pludselig, medens Damen sad og klædte af sig for Speilet, begyndte at dreie Øinene . . hu . . jeg tør ikke tale om det nu . . Godnat!

Godnat Amalie, nu ikke et Ord mere. En lang Pause fulgte.

Sover Du, Sophie?

Nei.

Har Du Intet hørt? ikke en fjern Lyd, som om Nogen vaandede sig?

Jeg har længe hørt det, men jeg vilde ikke [148] forskrække Dig . . . . Maaske er det Vinden, som piber.

Vinden? Der rører sig ikke et Blad. Nu igjen! Det lyder som en Jamren, et Skrig . . det kommer fra den Side, hvor Provstindens Værelse ligger. Hører Du ikke ligesom slæbende Skridt ned ad Gangen? de nærme sig . . Hør!

Begge Søstrene lyttede spændt, men Alt var dødsstille igjen.

Pludselig gaar Døren op og en hvid Skikkelse, der med Haanden skyggede for et Lys, hvis Skin faldt skarpt paa et blegt, indfaldet Ansigt, traadte lydløst ind. Amalie foer med et Skrig under Dynen.

Er det Dig, kjære Dorthe, sagde Sophie, hvad er der paa Færde? Der er vel Ingen syge?

Nei, nei kors, var det ligt sig det! Der er Intet paa Færde, slet Intet. Ak, sagde den Gamle, jeg veed ikke hvordan jeg skal fremføre min Begjering. Længe stod jeg udenfor, da jeg frygtede De sov, men da jeg hørte De var vaagen saa! . . . seer De, Ada er vaagnet og skriger som en Besat, hun vil endelig have den vakreste, fremmede Dame ind til sig, det er vel sagtens en af Frøkenerne hun mener, lagde hun diplomatisk henvendt til dem begge, til. Jeg har snakket for hende og lovet hende Guld og grønne Skove, men hvad hjælper det! naar hun falder paa Noget, maa vi alle lystre . . og dog . . var det ikke fordi Herskabet [149] ligger lige nede under! ak jeg kan ikke sige, hvor undselig jeg er! . . Jeg forvinder det aldrig.

Tag Dig ikke nær af det, snille Dorthe, jeg skal med Fornøielse gaae ind til lille Ada, raabte begge Søstrene med een Mund. Ingen havde Lyst til at blive alene, og Enden paa det blev, at de gik begge, ført af den utrøstelige Dorthe, der forsikrede, at det var første Gang, hun havde gjort sig skyldig i det Barbari, at forstyrre Gjæsternes Nattero. Hun var tilmode, som om hun var greben i Kirkeran.

Da de kom ind i Barnekammeret, sad den lille Pige overende i Sengen med de straalende Øine stivt hæftet mod de Indtrædende. Ved deres Nærmelse dukkede hun under Teppet. Forgjeves var Amalies Tiltale og venlige Ord, den egensindige Lille blev haardnakket i sit Skjul. Dog ikke før bøiede Sophie sig ned mod hende, saa reiste hun sig sagte op, og inden denne vidste et Ord, havde hun slynget sine smaae Arme med lidenskabelig Heftighed om hendes Hals og kyssede hende; derpaa lagde hun sig ned og lukkede Øinene. Sophie stod uvis.

Nu kan De gjerne gaae, hviskede Dorthe, nu sover hun strax.

Som hun laa der, ubevægelig som et Marmorbillede, blev Sophie først opmærksom paa dette Barns vidunderlige Skjønhed. Hun havde næsten Intet af [150] den barnlige, buttede Fylde. Den hele Skikkelse var psycheartet,psycheartet] yndig; refererer til den greske myten om Amor og Psyke, jf. innledningen, «Komposisjon og tematikk» spæd og zart; der sad endnu Taarer paa Kinden, men over de marmorrene Træk spillede et saligt, tilfreds Smiil, hvori der tillige lurede en Skalk,en Skalk] noe skøyeraktig; noe skjelmsk der fortalte, at hun endnu slet ikke sov.

Om Morgenen, da de to Søstre efter gammel Skik nød Kaffeen og de bittesmaae, hjemmebagte TvebakkerTvebakker] kavringer paa Sengen, vilde Amalie ikke ret ud med hvad hun havde drømt om Natten. Det var tydeligt, at hun havde gjort Regning paa en betydningsfuldere, meer poetisk-prophetisk Drøm. Det hele indskrænkede sig til, at hun havde været ifærd med at ombytte de falmede Gardiner med nye; om de forgyldte Pile havde været med, var ikke engang vist. Sophie havde hun seet beskjæftiget med at tage de to Portrætter ned og hænge det gamle Oldemoderbillede fra Hjemmet op igjen.

Og Du, har Du drømt noget? spurgte hun Sophie.

Jeg har drømt om Ada.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.