[I, 10]

112En Uges Tid senere, på en smuk, solhed Formiddag, herskede megen Støi og Travlhed i Amtmandens Hus. En Fjeldtur skulde gå for sig. Kold var dragen på Jagt Dagen iforveien: han skulde møde ved Sæteren, derfra skulde man tage hen at fiske i et nærliggende stort Kjærn. Sofie stod ved Vinduet reiseklædt og tænkte: hvor besynderligt, at Turen nu først skal iverksættes, mig er det, som om den alt var oplevet. Såmeget var der allerede talt, drømt og disputeret om den. Fru Ramm, der gjerne stod i Spidsen for slige Foretagender, tog dem slet ikke på den korte improvisatoriske Måde, der altid har vist sig at være den eneste heldige. Tilberedelserne var uhyre, og ikke sjelden gik den lykkelige 113Stemning, hvori man undfangede Planen, tabt, og man var halvveis kjed af den, inden man kom på Veien. En hel Dag iforveien var der stegt og braset som til at forsyne et helt Compagni. Under Kolds Forsikring, at han skulde sørge for Vildt, fandt Fru Ramm det nemlig forsigtigst at belave sig på Noget, i det «mulige Tilfælde», at han ikke skulde være heldig. Inde i Stuen kunde man ikke flytte en Fod for Reisetøi og pakkede Kurve. Det længselfuldt attråede, næsten høitidelige Moment, da man erklærede: nu er Alt færdigt, var endelig indtrådt; kun erindrede Fruen, at det kunde være nyttigt at tage Sennep med, en råbte på en Ridepidsk, en Anden på en Parasol, da udbrød Amalie med et Blik ud af Vinduet: Gud! der kommer Lorenz Brandt!

Er Du gal! skreg Fruen, men tilføiede sirligere: nå det manglede bare! Misfornøielse leirede sig på alle Ansigter. Sofie drog et dybt Suk af Utålmodighed.

Hurtig, Børn! væk med Tøiet, sagde Fru Ramm. Han må aldeles Intet mærke. Vi kunne dog for Gud ikke drage det Menneske med, det vil forspilde os hele Turen.

Ved en stum Forståelse var allerede Enhver ilsomst ifærd med at udrydde Sporene til 114Reisen. Tøiet blev kastet ud og Kurvene stukne ind under Sofaer og Borde. Det hele Selskab, for et Øieblik siden lutter Liv, stod som forstenet.

Den Person, der vakte denne ubehagelige Forstyrrelse, nærmede sig imidlertid Gården med stærke Skridt og trådte uden Omstændigheder ind ad Stuedøren. Det var et Menneske, der af Figur og Bevægelser endnu tilhørte Ungdommen, men hvis Alder man har så vanskelig for at bestemme; det er umuligt at sige, om Årene eller Udskeielser havde ældet Trækkene og gravet Furer i dem. Han var iført en grøn, luvslidt Frakke, der engang i en lykkeligere Tid syntes at have tilhørt en før Mand, Vadmelsbenklæder, upudsede Støvler og en Hue, på hvis Voxdugsovertræk sad en Kocarde, om hvis Farve – også et livligt Thema i Studenterfeiden – man her ikke længer kunde stride. En rudet Verkensvest med blanke Knapper var knappet helt op i Halsen og syntes i Forening med en blåternet Halsklud venskabeligst at ville skjule hvad der var under. En stor, mager Pudelhund af smudsig hvid Farve fulgte ham.

Ah, god Dag, god Dag, mine Venner, hvorledes lever man her? Ydmygste Tjener, min 115nådige Frue! Det er længesiden jeg havde den Glæde at se Dem, altid den Samme; lige ung og blomstrende! På Dem passer Digterens skjønne Ord: «Og Iduns evig unge Vår, på hendes Kinder farvet står» – Puh, det er Satans så hedt!

God Dag, Brandt, hvorledes lever De? sagde Fruen med sur Venlighed. De skal formodentlig besøge Deres Mor. Amalie, skaf Brandt noget Frokost, han skal vist strax afsted, der er et drøit Stykke til Lilleholt endnu.

O, det haster ikke – med Lilleholt mener jeg; det er tidsnok at omfavne Mor i Aften. – – Det vil blive en Overraskelse! Hun har ikke set mig på et År. Bror Hans måtte da stryge med, stakkels Gut! Jeg er nu hendes eneste Støtte.

En almindelig Lyst til at le, døde hen i en medlidende Forlegenhed, som Brandt slet ikke mærkede. Han fik idetsamme Øie på Sofie, der havde trukket sig hen i Krogen.

Hvad for Noget! er det Sofie jeg ser! er Du kommen hjem igjen? Nei, er det Sofie?

Sofie rakte ham med Overvindelse sin Hånd. God Dag, Lorenz.

Nu, det må jeg sige! man oplever meget Underligt i denne bindegale Verden; men det 116skulde jeg, Gud forlade mig, have svoret på var en Umulighed. Er det Sofie! Du var en ganske vever, liden Tingest, før Du reiste, men forbandet tynd og bleg – jeg husker nok, at jeg var dum nok til at vrage Dig på Ballerne – –

Vær så god, Brandt! afbrød Fruen og søgte at afskjere Emnet, tag en Smule Frokost; Amalie, skjænk i Glasset!

Mange Tak, sagde han og tog dygtig fat – noget tynd og bleg fandt jeg Dig som sagt, men Du havde Pinedød noget Aparte ved Dig, Du lignede ikke de andre Snerper – – nu, nu, bliv ikke vred, jeg siger jo, at jeg var en Dumrian, der ikke skjønte rigtig på Dig og ikke vilde forstå, at Du var blandt dem, der havde et godt Øie til mig – – Det var dengang, – her tømte han Glasset med en Taskenspillers Hurtighed, – da jeg var den vakre Lorenz Brandt.

Sofie, der havde trukket sig tilbage, stirrede blot på ham med Blikke, hvori Modbydelighed afvexlede med Skræk. Hun søgte forgjæves i disse oppustede, rødlig blyfarvede Træk, hvori alle lave Lidenskaber stred om Plads, Sporene af fordums Skjønhed. Lorenz Brandt havde virkelig engang været den smukkeste 117Dreng, man kunde se, og den stakkels gamle Madame Brandts Håb og Stolthed. Den Tid kom han ofte til Amtmandens, hvor de unge, livlige Piger altid så ham med Glæde. Da han røbede ualmindelige Anlæg, havde en Slægtning taget sig af ham og ladet ham studere. Det hører ikke hid at berette, hvorledes hin Studenterlivets vilde «Sturm und Drangperiode», der dog bar så mange herlige Evner mod Lyset, medens andre redningsløst sank, rev ham med i sin Hvirvel, indtil han trådte frem i den Fornedrelsestilstand, hvori vi nu ser ham. Forgjæves havde alle Forsøg, som dels Amtmanden, dels andre velvillige Mennesker havde anstillet for at redde ham, hidindtil været. Kan en smuk, ædel Form i den Grad forstyrres? tænkte Sofie. Hvor var den rene Profil, denne fintskårne Mund bleven af? og disse Øine, hvis dybe, rene Blå havde udtømt hendes Søstres hele Forråd af smukke Lignelser? Det lyse, krøllede Hår, der i sin mærkværdige Rigdom kunde have tjent en Billedhugger til Model, hang nu uordentlig opløst som Takelagen om et synkende Skib.

Tak, ikke mere, Fru Ramm! Slet ikke mere, sagde han og tømte det fjerde Glas. Denne Farve duer ikke i en sådan Temperatur. 118Nei, den brune, den kjøler! Jeg ved ikke, om De har bæmerket, Frue, at der er intet bedre Middel mod Hede end Cognak. Gamle Ole HolmForfatternote: En dengang bekjendt Drikkebroder, der var bleven typisk. lærte mig det, og det er mærkværdigt, ganske mærkværdigt! Har De en Smule ved Hånden, skal vi forsøge engang. Ikke? men De bør anbefale Amtmanden det, som ganske probat. Får vi ikke den Ære at se ham nede?

Min Mand er just i Dag så overlæsset med Forretninger, sagde Fruen. Han kommer neppe ned.

Ih naturligvis, så vil vi ikke uleilige ham. Det er desuden mere passende, at jeg går op og hilser på ham.

Far er ikke rigtig rask heller, sagde Amalie.

Han er virkelig overmåde dårlig, tilføiede Fruen med betænkelig Mine.

Overmåde dårlig og dog overlæsset med Forretninger! . . . Det er jo stor, blodig Synd. Men hvor kan De, Fru Ramm, der er Ømheden selv, tillade Sligt? Nei, det må ikke tillades, dertil er han os Alle altfor dyrebar; vil ingen Anden tale fornuftig med ham, så vil jeg – – jeg skal øieblikkelig – –

Fru Ramm forstod ret vel den rå Ironi, 119der lå skjult i disse Ord. Hun vilde just ved et nyt Påskud forsøge at afværge den hendes Mand tiltænkte Visit, som hun vidste blot havde til Hensigt at «låne», som Lorenz kaldte det, Penge, da en Hændelse idetsamme gav hans Tanker en Vending, som var hende endnu mindre behagelig.

Krøsus, det stakkels forsultne Bæst, havde opsnuset Kurven under Bordet og begyndte at anstille Undersøgelser på en Måde, der straks ledede Brandts Opmærksomhed derhen. Inden Fruen kunde forebygge det, var den allerede opdaget. Han trak den frem, så Glas og Flasker klirrede.

Ei, ei, was ist das! Flasker, Brød, Konfekt! hvor skal det hen? og nu ser jeg først, at Frøken Amalie har en så kuriøs Habit på, De ser jo ud som Frøken Ginevra, der skal på Falkejagt! . . . to–tre–fire, sagde han og holdt Flaskerne for Lyset . . . Jeg tror, Gud straffe mig, at det er Rhinskvin! Tør jeg være så dristig at spørge, hvor Turen går hen?

Vi skulle gjøre en Tur til Sæteren, sagde endelig Sofie.

Og, afbrød Fruen hende, da De kom, stod vi just og rådslog, om hvordan vi skal komme afsted. Da vi er så mange, kniber det 120med Befordringen. Det Bedste er nok, at vi opsætter det Hele.

Ei, hvorfor det! De har jo Stalden fuld af Heste, hvad er der så iveien?

Vi har kun tre, sagde Amalie. Mors Kjørehest og de to brune, det er til Sofie og mig. De andre Heste er på Sæteren. Brøcher skulde også været med, men han har ingen Hest.

Der er Brøcher i Alleen med to Heste! råbte Edvard. En Damehest, den er til Dig, sagde han til Amalie, der rødmede.

Ser De! sagde Brandt, den fortræffelige, velsignede Kapellan! Ja, der er han s’gu, og i Jagtdragt; ja, Gud forlade mig er han ikke grøn som en Papegøie. Og med Sporer på; nå min Gut! det vil jeg se på! Kommer Du redelig ned af Hesten med dem, så skal jeg sluge både Dig og Sporerne til Frokost i Morgen. Men det er det samme, Du er os lige kjer for det. – Så er vi Alle hjulpne! – Nu tager jeg den gamle, blakkede Hoppe.

Den gamle Blakke er jo halt, Edvard, sagde Fruen fortvivlet og blinkede med Øiet.

Er den halt? bi, det skal vi snart se! og ud for han, så han nær havde revet den indtrædende Brøcher overende i Døren.

121Nu brød der en Klagesang løs.

Hvad synes De vel, Brøcher! råbte Fruen. Alting var færdigt, vi ventede kun på Dem, så falder det fordrukne Menneske ligesom ned fra Skyerne! . . . . Vi må tage ham med, det bliver Enden på det.

Hvor det er fælt! jamrede Amalie. Det var også et Indfald af Dig, kjere Mor, at byde ham Frokost . . . . Var han ikke munter nok før? . . . Hvilken himmelsk Tur det kunde blevet!

Bed ham ligeså godt være med, bad Sofie.

Ja, det er s’gu det Bedste, ligesågodt springe i det, som krybe i det, sagde Edvard. Bryd Jer ikke om ham, I Andre, jeg tager ham på mig, lagde han vigtig til.

Brandt kom stormende ind. Viktoria! nu er Farvandet klart! Den Blakkede er ikke mere halt end De, Fru Amtmandinde. Det kalder jeg at komme til Skrædderens Barsel. Her mangler desuden Kavallerer til såmange Damer. Jeg ser ikke Hr. Kold! hvor er hans Herlighed henne?

Toget satte sig i Bevægelse. Først drog Fruen i en Gigh med Husholdersken for at kunne i Forveien arrangere Alt til Selskabets Behov. Dernæst kom de to Søstre til Hest, 122ledsaget af Kapellanen. Edvard og Brandt, ligeledes til Hest, sluttede Toget. Amtmanden stod venligt nikkende oppe i Vinduet. Først nu viste han sig, ligesom det skræmmede Vildt ved Hulens Udgang lytter, om Faren snart er over. Ved Leiligheder som denne, hvor Huset stod på Ende, så man ham aldrig nede; han forskandsede sig så godt han kunde bag sin Pult.

BrøcherBrøcher] rettet fra: Brøeher med de to Damer havde allerede forladt Kongeveien og tilbagelagt et godt Stykke på den smale men velbanede Skovvei, der i en Mils Længde gjennemskar Bygdens nordligste Strækninger; de havde ganske tabt Edvard og Brandt af Sigte. Kapellanen underholdt sig udelukkende med Amalie, og han syntes neppe at bemærke, at Sofie var med, så at denne mere og mere holdt sig tilbage. Noget, hun vilde rette ved Bidslet, forsinkede hende lidt, og måske benyttede Brøcher dette til en fuldstændig tête a tête med Amalie, nok, han satte Hestene i jevnt Trav, og snart så Sofie sig alene i den dunkle Skov. Et Øieblik standsede hun og overlod sig med et uforklarligt Velbehag til den Følelse at være ene. Hun tog Hatten af, hang den på Sadelknappen, og medens det gik fremad i sagte, vuggende Skridtgang, lod hun den svale Skovluft frit 123omstrømme sit Hoved. Disse balsamiske Luftninger lod til at øve en lignende Virkning på Brunen, den rystede på Hovedlaget, som om den helst vilde af med det; men da dette ikke vilde lykkes, lod den sig nøie med i al Magelighed at opsøge de få Græsstrå, som mellem Mosset pippede frem ved Grøftekanten.

Efterhånden blev det for sent for Sofie at tænke på at nå Amalie igjen; hun besluttede da at bie på Edvard og Brandt, der kom efter. Snart lød Hovslag på den hule, drønende Klippegrund. Men det var ikke uden Skræk, at hun så, at Brandt var alene.

Hvor er Edvard?

Edvard tog af ved Jochumspladsen. Han vilde hente et Stangbidsel hos Smeden, men han når os igjen på Sæteren, ad en anden Vei. Og Du, Sofie, hvorfor er Du alene?

Jeg forsinkede mig lidt, og så vilde jeg ligesågodt vente, til I kom efter, sagde Sofie og skjulte sin Frygt under den roligste Mine. Hun følte, at Brandt var ligesom enkelte Dyr farligst, når man viser dem Frygt eller Mistro.

Vilde Du det? nu det var vakkert, det skal Du ikke fortryde; jeg skal s’gu nok beskytte Dig.

Men lad os nu se at indhente de Andre.

124Har det da sådan Hast? det er så længe siden jeg så Dig, jeg må ret takke Hændelsen, som gjør mig til din Ridder, lagde han galant til, medens en større Slappelse i Trækkene og en vis Nedslagenhed i Blikket tydede på, at han begyndte at blive ædru igjen.

Ja, det er længesiden vi såes, jeg tror næsten fem–seks År.

Jeg kan ikke tænke mig, at det er Dig, der var et sådant fint lidet Dunhoved, som man kunde blæse bort med et Pust. Det er Gud – mig sandt, enten Du vil tro det eller ei, jeg turde ikke danse med Dig, fordi Du var for let, jeg var bange, Du kunde komme til Skade. Nu ligner Du mest Louise! . . . Når jeg ser Dig kommer jeg til at tænke på så mangen fornøielig Scene, hun og jeg har oplevet sammen. Kan Du huske, dengang vi væltede i Tomsbakken, Skjækerne gik af, og vi stod der i det græsseligste Veir og vidste ikke vort arme Råd!

Ja, men De betænkte Dem ikke længe, men tog Louise på Armen og bar hende en hel Fjerdingvei hjem i den dybe Sne.

Pyt, det var Lidet at rose sig af. Louise var Bygdens smukkeste Pige, og Mangen vilde misundt mig den Spadsergang.

125Og så for De afsted igjen som en Stormvind for at hente den stakkels Broch, der var bleven tilbage på Valpladsen og var krøben under Fælden . . . .

Og I sendte Muffe og Fodpose med til ham – hvor gal han blev! . . . . Nei, men husker Du Sofie, da jeg havde fået Præstekjole på og holdt en Brudetale i Brochs Maner? Marie og Vilhelm Meier vare Brudeparret. Da tænkte nok Marie mindst på, at Broch næstegang selv vilde være så god at overtage en Rolle, og det Brudgommens, ha! ha!

O, le ikke deraf, sagde Sofie med Uvillie. Ingen kan vide, hvad Fremtiden bringer . . . .

Nei, Du har, Gud – mig, Ret. Det kan ingen Mors Sjel vide . . . . det ved nok Ingen bedre end jeg.

Og kan De huske, Brandt, faldt Sofie ind, ængstelig over at have sagt Noget, han kunde anvende på sig, den Dag De vandt en Pris, som Damerne udsatte, ved at springe tre Gange over Majorens store Hest.

Om jeg erindrer det! Det var jo den Gang jeg var bleven Student med bedste Karakter. Din Far gjorde Selskab for mig, om Aftenen dansede vi! – hvad havde jeg ikke gjerne gjort den Dag! – hvilken Lystighed! hvilken Glæde! 126«Es waren schöne Zeiten, Karlos». Tiderne har forandret sig.

Ja, vistnok har Meget forandret sig, sagde Sofie med pinlig Rørelse.

De rede en Stund ganske tause.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg just nu kommer til at tænke på gamle Dage. Det er underlig nok . . . når jeg ser Dig sådan til Hest, smekker og rank som en Dronning og med de lange Lokker flyvende i Vinden, da sættes jeg ti År tilbage i Tiden, og jeg drager til Sæters igjen med dine Søstre. Akkurat således spillede Solen på de grønne Tuer, Lyngen blomstrede, og vi hørte Elvens Dur nærmere og nærmere. Fast kunde jeg tro, at de ti År, som ligge imellem, var en Drøm . . . o, en Drøm!

Han taug igjen stille som i en Art Tankeløshed. Atter indtrådte en pinlig Pause, og da de idetsamme nåede et Sted, hvor Veien delte sig, udbrød Sofie, for dog at sige Noget: Hvilken Vei skal vi nu tage? Kjender De den, Brandt?

Den rette Vei –! Ja, Død og Helvede den kjendte jeg, men tog blot feil af den, skreg Lorenz med skraldende Latter. Sofie for sammen.

Hvor De forskrækker mig! sagde hun, og 127idet hun satte sin Hest i Galop, lod hun Brandt et Stykke efter sig. Da hun havde nået Høiden af en Skrænt, holdt hun stille og lod sin Stemme lyde ud over de stille Åse. Et fjernt Råb svarede hende. Derpå ventede hun på Lorenz, som kom langsomt efter.

Tilgiv mig, Sofie, sagde han ydmygt, hvis jeg har forskrækket Dig. Vær herefter ganske rolig. Sofie så overrasket på ham. Han var bleg som Døden, og Øinene lyste så besynderligt. I dette Øieblik mindede han om den Skjønhed, der engang havde udmærket ham.

Aha! råbte Lorenz i en ganske anden Tone. Der kommer nok Ridder St. Georg, der skal befri Dig fra Dragen.

Nu, Gud ske Lov, at jeg træffer Dem ilive! sagde Kold og dreiede sin Hest behændig ind mellem de to Andre uden at hilse Brandt . . . . . Selskabet er i en umådelig Forskrækkelse . . Der er dog ikke tilstødt Dem Noget?

Langtfra, ikke det Mindste; jeg er så kjendt i Skoven, at jeg umulig kunde fare vild.

Jeg syntes dog, jeg hørte Dem råbe, eller har jeg taget Feil?

Det var blot Ekoet mod Jutulsvæggen, som jeg vilde prøve. De har virkelig uleiliget Dem uden Grund.

128Et taknemeligt Blik fra Lorenz traf hende, og han sagde med en vis Selvfølelse: Hr. Kold synes slet ikke at observere, at Frøken Sofie har en Ledsager.

Om Forladelse, Hr. Brandt, jeg har virkelig observeret det, og jeg forsikrer Dem, at der er taget tilbørligt Hensyn til, at Frøken Sofie havde Dem med.

Og dog siger jeg, sagde Lorenz hidsig, at Frøken Sofie er ligeså sikker i min Varetægt som i tre slige «Troppisters» som De. Om her så var ti slige, skal jeg stå ved hvad jeg har sagt.

Men da jeg nu i det Høieste kun er en Troppist, så er det ikke værd for en så tapper Mand som De at indlade Dem med mig.

For Deres Skoser skal De stå mig til Regnskab en anden Gang, sagde Lorenz bleg af Vrede.

Skose Dem! Stakkels Mand! det er længesiden Nogen fandt det Umagen værdt, blev Kold ubarmhjertigt ved, vendt mod Sofie.

Hvad mener De dermed? for Lorenz op, nu skal De Død og H. ud med Sproget – –

For Guds Skyld, Brandt, styr Dem, vær rolig! råbte Sofie, så skal jeg dog beklage mig 129over Dem! Jeg forsikrer Dem, Hr. Kold, jeg har ikke havt Grund til Frygt før nu.

Og er det min Skyld, Frøken Sofie, sagde Georg lidt såret ved Sofies Tale.

Det kalder jeg talt som en Engel! sagde Lorenz pludselig mild. For hendes Skyld skal det være glemt, jeg tilgiver Dem. Han rakte ham høitidelig Hånden.

O, tusind Tak! sagde Kold med det forunderligste Ansigt og drev sin Hest afsted foran de Andres. Sæteren var snart nået, og her stansede Selskabet for at holde Måltid.

Ved det store Kjern træffer vi det så igjen. Dette Kjern lå så dybt og forborgent i Urskovens Skjød, at man stødte lige på det, inden man anede det, og da ydede den store, blikstille Speilflade i den dunkle Ramme et ganske overraskende malerisk Skue. Skjønt Solen endnu stod høit på Himlen, syntes Aftenen allerede at have leiret sig her. En Flig af dens Stråler glødede endnu kun på den østlige Bred og gav de gule Åkander, der brystede sig i Mundingen, en skinnende, metalagtig Glands. Den øvrige Vandflade lå i dybe, blålige Skygger af Skoven, der reiste sig til alle Sider og med Nød og Neppe syntes at have afstået den lille 130Plet, hvorpå Fiskeranders havde bygget sin Stue.

Foran denne standsede Selskabet og aflæssede Kurve og Reisetøi.

Hvor her er smukt! var det almindelige første Udbrud.

Høist malerisk, høist eiendommeligt! . Nei hvor besynderlig ensomt og stille! lød enkelte Stemmer.

Se her, Børn, vil vi drikke vor The, sagde Fruen, det vil blive deiligt.

Se så, tænkte Kold, der netop flyttede nogle sjeldne Planter fra sin Hat over i en Næverskrukke, nu skal der spises igjen. Vi kommer netop fra et uendelig Måltid på Sæteren. Men sådan er disse Lystture: Maden, det er Hovedsagen. Man spiser ikke for at kunne udholde en Smule mere legemlig Besvær, men man opsøger Besværligheden for at kunne spise desbedre . . . Dog jeg kan spare mig den Umage at beklage mig . . . hvem i dette Selskab vilde forstå det? ikke En! og idetsamme kunde han ikke tilbageholde en liden Grimase, der et Øieblik vanzirede hans smukke Træk.

Skal vi nu spise igjen, Mor? udbrød Sofie. Jeg troede, vi skulde fiske; nu burde vi virkelig selv fortjene Føden.

131I Hytten var Ingen tilstede. Anders og hans Datter var sandsynligvis gangne til et nærliggende Kjærn for at fiske. Det er ikke sjeldent, at disse er så rige på Ørret, at de arme Folk derved frister deres Tilværelse på det øde Fjeld. Stuen var ellers pen, Krakke og Borde hvidskurede til St. Hanstid, Birkeløv under Loftet og i Kakkelovnspalten, og i det lille Vindu med grønne Ruder stod en halseløs Flaske, hvori en frisk Kvast med Koblom og Nyperoser. På Bordet lå Kingos Psalmebog opslagen, brun af Slid og Ælde; dens ærværdige store Tryk trådte lapidarisk frem under et Par uhyre, stærkt konvekse Næsebriller, der lå som Mærke. Det eneste levende Væsen, foruden de surrende Fluer, var en halvvoksen, hvid Gris, der reiste sig fortumlet op af Asken og, forfærdet ved Synet af såmange uventede Gjæster, for ud af Døren.

Hvor her er pent og hyggeligt! sagde Amalie. Det vil blive yndigt at drikke The her i denne lille Fiskerhytte ved den stille, blanke Sø. Se blot, hvor nydeligt! . . Her i denne Hytte kunde jeg ordentlig ville bo . . . her mangler Intet . .

Uden et Hjerte, parodierede Edvard. Ikke 132sandt Amalie, det var «en Hytte og hans Hjerte» Du tænkte på?

Hvilket Tøv, sagde Amalie snerpet. Hvad vil det sige? Det passer jo her som «God Dag, Økseskaft».

Ikke så ganske, bemærkede Kold. Skulde denne Kombination virkelig aldrig være falden Dem ind, Frøken Amalie? Den er dog både smuk og naturlig . . . . Vær nu engang oprigtig!

Jeg forstår ikke et Ord af det Hele, må jeg være fri for Deres Kombinationer, sagde Amalie, der nu for Alvor blev stødt.

Kold og din Broder sigter til et fransk Stykke af den Titel, der har gjort stor Lykke på Theatret, sagde Fruen belærende. Forfatteren, Scribe, sværmer der noget forskrækkelig for Hyttelivet. Det kan være smukt nok, men sådan Kjerlighed med tørt Brød og Kildevand tager sig nu bedre ud i Romaner og Komedier end i Virkeligheden.

Kold så sig om, som om han søgte Hjelp. Sofie var ikke tilstede.

Brandt, der efter en dygtig Hjertestyrkning på Sæteren havde fået sit gode Lune igjen, udbrød lidt plumpt: Frøken Amalie behøver vist ikke at søge længe efter et Hjerte til sin Hytte. 133Måske det bliver vanskeligere at finde Hytten til Hjertet. Hvad mener De, Hr. personel Kapellan? Amalie flygtede rødmende, men Brøcher, der længe forgjæves havde søgt et lidet Kald, svarede blot med et vredt Blik.

Ja, nu har jeg søgt i hver Krog forgjæves, sagde Sofie, der trådte til.

Efter et Hjerte?

Nei, efter en Thekjedel. Tænk, den findes ikke, hvad gjør vi nu?

Under megen Latter satte nu Alle sig i Bevægelse for at opdage Noget, hvori der kunde koges Vand. Endelig fandtes Hyttens eneste Gryde, men den var fuld af Velling og måtte først tømmes og på det grundigste renses, skulde den kunne benyttes til det omtalte Øiemed. Man blev enig om, at den, hvem Loddet traf, skulde, hvem det så end var, påtage sig dette lidet tillokkende Arbeide. Loddet traf Sofie, og hun tog Gryden meget pent med de yderste Fingerspidser og bar den under mange Drillerier ned til Stranden, hvor hun ufortrøden begyndte Arbeidet. Bag hende stod Amalie og afbrød undertiden Søsterens Anstrengelser med nogle sværmeriske Eksklamationer over Landskabet. Brandt var i idelig Bevægelse. Han for op og ned med en umådelig Iver og Tjenstagtighed, 134han citerede og deklamerede, alt imellem talte han forblommet om den sande Prindsesse i Eventyret, der påtager sig Ternens Gjerning, om Ternen, der forklæder sig og agerer Prinsesse etc.

Kold, der lå henslængt i Græsset udenfor Huset, forstod endelig, at det var Sofie alt dette gjaldt, og han vidste ikke, enten han skulde le eller ærgre sig. Han var selv altfor meget beskjæftiget med hende til ikke at finde en Andens støiende Beundring utålelig.

Sofie havde aldrig vist sig i et mere indtagende Lys end i denne Stund. Den ophøiede Skovnatur syntes at være den rette Ramme for en Skikkelse som hendes. Den fuldkomne Skjønhed har Momenter, hvori den er mangelfuld, og jo åndigere den er, jo mere er den underkastet denne Tilfældighedens Lov. Sofies var af denne Art, den var stærkt journalière. Hvo, der havde seet hende i Øieblikke, da Kjedsomhed eller Mismod trykkede hende, kjendte hende ikke igjen, når Glæden oplivede disse Træk, eller en dybere Følelse afspeilede sig i dem. Det ualmindelige Ry for Skjønhed, som senere, takket være vore ravnekrogske Forhold, spredte sig i så vid en Omkreds, var derfor på en Måde ufortjent, thi hendes Skjønhed var ikke af det Slags, der bør bedømmes af Mængden. Nysgjerrigheden, 135der gridsk leirede sig på hendes Vei, følte sig derfor ikke sjelden skuffet.

Sofies Hår var overordentlig deiligt. Det var en Familiearv, som Fru Ramm var lidt stolt af. Dets Rigdom faldt allerede i Øinene, da hun var Barn, dog kun som en smuk Enkelthed; nu var det på det nøieste sammensmeltet i det Heles Harmoni. Det var af en dyb, kastaniebrun Farve og så glansfuldt, jevnt og blødt i sit Fald, at det selv i Uorden var en Prydelse. Hun bar det i mange Fletninger, da det var for tungt til at tvinges ind i en eneste. De lange Lokker foran berørte hendes Hals og Skuldre. Hun havde hint blomstrende Inkarnat, der følger med en rig Hårvækst. Dette Inkarnat var dog ligesåligeså] rettet fra: ljgeså bevægeligt som hendes Øines Udtryk og Farve, hvilken sidste af Nogle påstodes brun, af Andre blå. Vi ville i al Hemmelighed betro Læseren, at de var blå, men havde et brunet Udtryk. Mund og Næse var upåklagelige for at være her på vor antiklassiske Grund; men ved at beskue dette Åsyn, tænkte Ingen på, at de kunde have været smukkere. Her passede virkelig Digterens Ord: «wer kann wissen, wo der Mund aufhört und das Lächeln beginnt».

Sofies Skabning havde denne Formernes Slankhed og Spædhed, der tyder på, at de aldrig 136vil træde ud i Førhed: den lange Hals, de sænkede Skuldre, de fine Lemmer. I sine Bevægelser var hun let og pilsnar som en Vild. Efterhånden bestræbte hun sig vel for at lægge en større Ro i disse, og det kostede hende ikke liden Umage at vænne sig til at gå istedetfor at løbe, en Hang, hun havde fra Børneårene, når hun drev om i det Frie. Når man så denne hurtige, svævende Gang, måtte man tænke på Linerlen, der nødtvungen følger Jorden, idet den bereder sig til at flyve.

Kold følte, at den Gådefuldhed, der havde indhyllet Sofie, nu stod på Nippet til at løse sig, og at hendes egentlige Væsen var i Begreb med at stige ud som Puppen af sit Svøb. Dette voldte ham en besynderlig Angst. Nu kunde det ikke undgåes mere. Det halvdrømte Billede måtte fuldendes – eller forstyrres. Han kunde ikke få Øinene fra hende; men det var ikke langt fra, at han følte en Uro, hvergang hun åbnede Munden for at sige Noget. Til Lykke var Sofie temmelig taus.

Hvorfor skulde hun være anderledes end Andre! sagde han til seg selv, medens han oppe fra Bakken med Øinene fulgte enhver af Sofies Bevægelser. Har jeg ikke før ladet mig bedrage? Hvorfor skulde hun undgå denne 137Usandhed, som kanske er Kvindernes naturlige Våben mod Verden? Denne Usandhed, denne Forstillelsesfærdighed, fødes den med dem? er den måske allerede i Vuggen påtrykt deres Sjele som et usynligt Slavemærke? Hvorledes skulde dette stakkels, forsømte Barn have undgået den? Dog måske netop, fordi hun er forsømt. Kunde de blot vokse vildt op som Hvidtjørnen, kunde man holde dem denne nederdrægtige Forkvakling, som de kalder Opdragelse, omhyggeligt fra Livet . . . Sofie er naiv og hun har levet meget ene . . O, jeg vil være snil mod hende, støtte hende, hvis jeg kan . . . Hun er dog yndig! . . . Nei, nei – mod hende vil jeg netop være streng, uden Barmhjertighed. Hvis hun ikke mere end de Øvrige forstår at vurdere det Ægte i sin Sjel, hvis hun ikke karrig, ubønhørlig bevogtede det, med grænsesløs Stolthed! . . . Hvis også hun bortskakrede det i en umoden Følelse! Bønhør Ingen, Ingen, Sofie, førend Du elsker selv . . . Og giver Du denne Følelse Rum, da negt ikke, skjul det ikke, lyv ikke . . . O, kunde hun være sand, sand, sand! . . Hvor fin og svævende er hendes Skabning, når hun reiser sig fra den bøiede Stilling! . . Når hun slår Blikket op, er det, som om det havde skjult en dyb, grublende 138Tanke, og når hun så vender det frygtsomt, bedende mod os, er det, som om hun sagde: Har jeg forsømt Noget? o vær ikke vred, og da er hun idel Opmærksomhed mod Alle. Hun har sorte Øine, tror jeg . . . Besynderlig nok har hendes Blik aldrig truffet mit. At hun gider tale med denne Lorenz! Hun smiler til ham! . . . Hvor kan hun tåle, at den fordrukne Landstryger ser på hende med sådanne Øine!

Den stakkels Sofie anede ligesålidt, at hun var Gjenstanden for denne lange Betragtning, som at Lorenz’s Galanteri gjaldt hende i Særdeleshed. Han var falden som en Byrde på Selskabet, og nu syntes hun, at det var billigt, at hun også tog sin Anpart deraf. Hun havde desuden ondt af ham, og uden noget Forsæt søgte hun ved Venlighed at bøde lidt på de Andres Uskånsomhed og slet dulgte Ringeagt.

Theen var færdig og blev drukket under megen Støi og Lystighed, om end ikke med Munterhed, dertil var Selskabet altfor uensartet; den egentlige dybere Samklang manglede. Af og til forefaldt nogle små Rivninger mellem Fru Ramm og Lorenz, der morede Kold og opbragte Amalie. Uagtet Fruens og Husholderskens Påpasselighed, havde dog Brandt vidst at tilvende sig Resterne af de medbragte Spirituosa, 139noget kold Punsch og en halv Flaske Cognac, bestemt for gamle Anders, og man frygtede ikke uden Grund Følgerne deraf. Brandt, der ædru var trist og indesluttet, ja næsten forknyt, når man ikke tirrede ham, blev i beruset Tilstand uforskammet, storpralende og yderst nærgående i sin Tale; det Værste var, at der var altid noget Sandt i hvad han sagde. Hans Railleri havde denne fortvivlede Humor, hvormed Mennesker i hans Stilling søge at hevne sig på de Lykkeligere, som foragte ham, og det traf undertiden altfor godt. Fru Ramm især frygtede ham som Pesten. Som Dreng havde allerede Lorenz skarpsindig nok opfattet alle hendes Svagheder, og det var med en særegen Skadefryd, at han søgte at ramme hende i nogle af dem.

Landture, der for få samstemmende Mennesker kan være så nydelsesrige og herlige, burde aldrig foretages i blandet Selskab. Menneskene bliver ikke betydeligere og bedre, fordi man flytter dem ud i den store, ophøiede Natur, ligesålidt som et mådeligt Skilderi tager sig bedre ud ved at hænges op i en brillant Ramme. Har man oplevet et sådant slet sammensat partie de plaisir, så har man oplevet dem alle; man vil overalt gjenfinde de samme 140Grundelementer: megen Æden og Drikken, som Kold allerede har bemærket, samme Snak og Kjævleri om Ingenting, kun mere høirøstet og godlunet end hjemme i Dagligstuen, en besynderlig Lyst til at gjøre Støi, megen usand Naturbegeistring, der kommer ligeså umotiveret som Applausen fra Galleriet, og hvori den Smule sande Følelse beskeden eller ærgerlig forstummer. Undertiden kommer Hændelsen tilhjælp med et lidet Eventyr, der dog sjelden er af det behagelige Slags: en gjennemvåd Trøie, en forvreden Fod etc., og det Hele ender med den Glæde at komme hjem, og dette er en så virkelig Glæde, at man skulde tro det var ene og alene for den, at man havde foranstaltet det Hele.

Vi springe derfor over nogle Timer, som Læserens egne Reminiscenser lettelig kan udfylde, førend vi igjen opsøge vort Selskab. Lystigheden havde kulmineret, der begyndte at indtræde Pauser. I en sådan Pause bemærkede Kapellanen: Her støier og larmer vi, som om Anders og hans Familie ikke var til. Det er artigt nok sådan i fremmed Mands Stue at lade, som om man var hjemme.

Ja, De har virkelig Ret! sagde Amalie. Når jeg betænker det ret, er det i Grunden skjendigt. 141Om Nogen vilde gjøre det Samme med os! storme vore Værelser, når vi var ude, vende op og ned på Alting, hvad vilde vi sige? Anders har akkurat samme Grund til at beklage sig.

Dette Spørgsmål vakte en liden Strid. Medens den mere følelsesfulde Del af Selskabet, hvoriblandt Husholdersken, ubetinget gav Amalie Ret, mente Nogle af de Andre, at Tilfældet ingenlunde tålte Sammenligningen.

Ja, Børn, det være nu, som det vil, så er det forsent nu at ændre Noget. Jeg skal nok stille vor Vært tilfreds, så han skal takke til for Besøget – hvad mener I, om jeg lagde denne Seddel ind i Psalmebogen? Det vil blive en from Overraskelse.

Havde blot ikke Brandt slået Ruden ud, vedblev Amalie. Tænk, om de arme Folk ikke mærker det, men lægger sig her lige ved den åbne Rude. Natteluften skal være så uhyre skadelig. Jeg tror, jeg sætter mit Tørklæde ind i den, det skal være min Overraskelse.

Jeg synes, at det er mest Synd for Blomsterne, tilføiede Sofie. Se kun, hvor ynkelig de ligger nedtrådte! Nypetorn, Blåklokker og røde Tjæreblomster. Måske har Kari været en hel 142Mil nede for at finde dem, og vi behandler dem, som om det var Græs.

Det er unegtelig Husets eneste og kostbareste Vase også, sagde Kold og betragtede melankolsk Skårene af den halseløse Flaske; det Værste er, at det er af den Art, som det er en Umulighed at erstatte.

Brandt kan det uden Tvivl; han forstår sig på alle Operationer med Flasker, mente Edvard; hei, Brandt, De skulde vel ikke tilfældigvis kunne knække Halsen på en sådan?

På ti, om Du vil, min Gut. Er det Rhinskvin?
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Men det falder mig ind, sagde Fru Ramm, ved at se disse Briller i Psalmebogen, hvor kan gamle Synneve være henne? jeg har rent glemt hende.

Ja, gamle Synneve! råbte Alle. Død og Plage, hun kan dog ikke være gået til Dans på Bygden, sagde Edvard.

Synneve har ikke på de sidste tyve ÅrÅr] rettet fra: Ar været udenfor denne Plads, det er, siden hun sidste Gang gik til Herrens Bord, forsikrede Kapellanen ministerielt. Hun går formodentlig rent i Barndommen. Ubegribeligt! Vi må have indgydt hende en sådan Skræk og Ængstelse, at 143hun har gjemt sig etsteds, hvis hun ikke er faret lige til Skogs.

Ud at søge hende! udbrød Alle. Halli, Hallo, en Jagt på gamle Synneve! råbte Edvard. Krøsus for gjøende foran.

I det lille Fjøs sad den gamle Synneve trykket ind i Hjørnet af den tomme Bås. Ved Siden af hende stod Grisen, som om de gjensidig søgte Beskyttelse hos hinanden. Den lille visne, sammenskrumpne Figur, med det grå Hår stikkende ud af den sorte Hue, stak besynderligt af mod de ungdommelig friske, brogetklædte Skikkelser, der omringede hende. Hun stirrede med dyrisk Forbauselse på dem. Gamle Synneve havde vist forlængst tabt Erindringen om slige Skikkelser, om hvordan de så ud, gebærdede sig og klædte sig. Deres Tilværelse var svunden ud af Kredsen af hendes Forestillingsevne, der dreiede sig snevrere og snevrere om den vilde, øde Plet, hvorpå hun vegeterede, og lidt efter lidt gik ud som de ældste, mosgroede Graner. Forgjæves søgte man at bevæge hende til at gå ind eller at bringe hende til at tale. Damerne bød hende Mad og Lækkerier, men fik hende ikke til at spise, medens de var tilstede; bortfjernede de sig derimod, fortærede hun det med Grådighed.

144Nu var det Aften. Kjernet var sunket ganske ned i Skyggen. Solens Gløden på de høieste Grantoppe forkyndte dog, at den endnu var oppe. Åkanderne lukkede deres Bægre og lagde sig til Ro på de brede, glindsende Blade. Det lokkede og kauede fra de nærmeste Sætere, Bjelderne klingrede taktmæssig hjemad . . . . . I det dybeste Fjerne tonede en Lur. Kold og Edvard stod på en Tømmerflåde, af Størrelse som en almindelig Stuedør, der var fastgjort med en Vidielænke til Stranden. De var ifærd med at fiske, Edvard meget ivrig, Kold distrait, fortabt i Omgivelserne. I en lille Ege midt på Vandet, et Slags Båd med flad Bund, der kun kan bruges i stille Vande, lå Amalie og Sofie beskjeftigede med at indfange hvide Vandliljer, hvoraf der vokste nogle få. De to Søstre havde, drevne af Brandts tiltagende Påtrængenhed, tilsidst listet sig ned i Båden og stødte fra Land. Det hele Landskab afspeilede sig med minutiøs Klarhed i det blikstille Dyb: Granernes dunkle Væg, det strålende Himmeltag, Huset på den mosgroede Klippebred med en Potetesager så stor som et Stuegulv, to Ribskjer og en rød Valmuebusk, der repræsenterede Haven, den hvide Gris, der idetsamme kom spadserende ned 145ad Stien, Alt gjentog sig i Vandspeilet med en næsten latterlig Nøiagtighed.

Oppe fra Huset lød vekselvis Lorenz Brandts Latter og Fruens og Husholderskens skarpere ublide Røster.

Kolds Blikke streifede bestandig ud på Dybet, medens han mekanisk passede og drog Anglen, eller med en kort Stavelse besvarede Edvards Håbs- eller Utålmodigheds-Udråb. Ikke halvhundrede Skridt fra ham lå Sofie bøiet ud over Båden; hendes lange Lokker berørte næsten Vandfladen. Han måtte beundre den gratiøse Livfuldhed, hvormed hun snart skjød den brydsomme Lokkefylde tilbage, snart greb efter Blomsterne, der tilsyneladende ubevægelige dog drillende undveg hende og skjød snart under, snart til Siden på de lange, svaiende Stængler. Hun syntes at tilhøre det samme Element, hvorpå hun vuggede sig med dem, drømmende, flygtig, gådefuld, fremmed blandt de Andre, og at være opstegen af den dybe Bjergsø, lokket af de menneskelige Røsters Trylleri, hun selv lokkende Menneskene, og Amalie ved hendes Side syntes et sådant Menneskebarn, der, trøstig eller letsindig, havde givet sig i hendes Vold.

Man kan i det Øieblik, Noget har grebet os dybt, ret blive harmfuld ved at høre en Anden 146udskrige hvad vi endnu ikke har, eller vil have noget Sprog for. Kold blev vækket af sin stumme Beskuelse ved Brandts høirøstede Perorationer bag ham.

Er det ikke, som jeg siger! Se på de to Søstre! Den ene kalder sig en Skjønhed og kror sig og skaber sig som en Sådan, men ved Siden af den Anden er hun, Gud f– mig, ikke Andet end en Kammerlærke, en opstrammet Budeie . . . Hun derimod har intet Navn endnu, men jeg vil være en Kryster, om hun ikke skal få et, og det et, som skal klinge fra Lindesnæs til Nordkap og lidt længere endnu . . Det er Noget det! . . Det forstår I jer ikke på . . I vil have Noget, der skjærer i Øinene. Det er Figur! det er Øine! det kalder jeg Teint, som har vasket sig! . Og den, som siger noget Andet, den erklærer jeg for en Filister, en Stokfisk erklærer jeg ham for . . .

Så smal som Stængelen af en Lilie
så fuld som, så fuld som . . . så fuld . . .

Som et Bæst, supplerede Edvard og kastede ærgerlig Snøret ud igjen . . . . Skrig dog ikke så forbandet høit!

Jeg siger blot, min Ven Edvard, at Du ikke skal lade dine fagre Søstre således skjøtte sig 147selv på det troløse Dyb . . Det er vor Pligt at stå dem bi . . . Vor Ridderpligt . .

Skjøn Havmand sig op af Havet skjød,
Beklædt med Tang,
Hans Øie var kjerligt, hans Tale var sød,
O vogt dig . . .

Bliv fra Flåden, Brandt, De skræmmer Fisken . . . .

Er de rasende, Menneske! skreg Kold.

Men det var for sent. Under Refrainet: O vogt Dig, mit Barn, for de falske Mandfolk havde Brandt allerede løst Vidien og med et Tellsk Fodspark stødt Flåden fra Land. Edvard reddede sig med et fortvivlet Hop, men Kold drev på det lille ynkelige, vaklende Fartøi tilligemed den ligeså vaklende Brandt ud på Vandet.

Vær ikke bange! det har ingen Fare, sagde denne, det har aldeles ingen Fare. Nu skal De blot se, hvor pent det skal gå. Kan De se Bunden? Det er en Fandens Dybde på disse Kjern.

Men er De da rent besat gal, Brandt! Hid med Stangen, væk fra den Side! . . . . Flåden vælter jo!

Jeg ser, De er bange. Det gjør mig ondt, 148overmåde ondt. Det må være en Satans Plage den Frygt. Nyere Læger påstår, at den skal være noget rent Fysisk og være begrundet i et Organ, der skal befinde sig etsteds bag, Gud ved, hvor det var. Det kan gjerne være, jeg må sige, det er en Fornemmelse, jeg aldrig har havt. Støt Dem til mig . . . Plumper vi, så plumper vi begge, det er klart, det er soleklart . . . Og et Guds Under vilde det være, om vi ikke plumpede . . . Men det er det samme, reddet skal De blive, mit Æresord derpå! . . . . Jeg fortjente ikke Navnet af den bedste Svømmer, jeg har svømmet fra Vippetangen over til Hovedøen, hvad mener De om det? . . . Jeg fortjente ikke Navnet . . . Au Død og Salte! – nei – se så, nu går det! . . . . Jeg fortjente ikke Navn af den bedste Svømmer, siger jeg, skulde jeg ikke kunne påtage mig at bringe en sådan let, vindig Patron på det Tørre. De kommer til at gjøre mig akkurat samme Nytte som en Blære. Ha, ha!

Medens Lorenz vedblev at vrøvle således, havde Kold råbt til Damerne i Båden, at de skulde nærme sig. De var nu så nær, at de strakte en Åre ud, og Flåden vilde snart have lagt bi, havde blot Brandt kunnet holdt sig rolig. Hvad Kold befrygtede, skete. Brandt 149kan ikke oppebie Båden, han vil med et voldsomt Spring nå den, men taber Balancen, Flåden vipper over, og de to ulykkelige Seilere i Vandet. Det var en Scene! Et uhyre Vandplask indhyllede et Øieblik hele Gruppen, der dunkel broncefarvet, midt på den guldgule Flade, ikke var ulig den berømte Nereidegruppe i det store Bassin, når Vandene springe. Krøsus, der var svømmet efter og allerede havde nået Båden, lagde endnu Sit til, ved at ryste sin dryppende Pelts ud over de stakkels Damer. Kold, en dygtig Svømmer, kom straks op; han greb instinktmæssig fat i Båden, men Søstrenes skingrende: For Guds Skyld, Brandt drukner! hjælp ham! drev ham straks tilbage. Det var gået Lorenz, som det så ofte går berusede Folk, når de falder i Vandet; han blev greben af en Slags Lamhed. Efter nogle fortvivlede Ryk med Armene, der drev ham længere ud, udstødte han pludselig en drøi Ed og sank under. At dukke efter, gribe ham i hans lange Hår, var et Øiebliks Sag for Kold, hvorpå det lykkedes ham, men med uhyre Anstrængelse, at drage ham mod Land, hvor Edvard ydede ham den fornødne Hjælp.

Forskrækkelsen var over. På Stranden lå Brandt bevidstløs, ynkelig at se til. Alle var 150beskjeftigede med at gnide, banke og ryste ham for at bringe ham til Live igjen. Amalie fandt Anledningen til en Besvimelse i vore Dage altfor sjelden til at hun kunde modstå denne; hun lå med lukkede Øine i Brøchers Arme, og da hun endelig åbnede dem og så Sofie og Edvard ifærd med at drage Kjolen af Lorenz, så at den bare Skjorte kom tilsyne, besvimede hun igjen. FruFru] rettet fra: Eru Ramm vidste ikke, hvem hun skulde skjende på, da den egentlige Ophavsmand til Ulykken ikke var i den Tilstand, at han kunde høre hende. Man forstod ikke, hvem hendes Beklagelse mest gjaldt, enten de Forulykkede eller Amalies nye Ridedragt, der var bleven grundspoleret. Lidt til Siden, støttet mod en Gran, stod Kold blegere end sædvanlig; Vandet strømmede af hans mørke Hår, han så ud som skjøn Havmand i Visen. Han søgte så godt han kunde, at værge sig imod Husholdersken, der havde grebet Amtmandindens Shawl og gned og tørrede ham alt hvad hun kunde.

Det er spildt Møie, kjere Børn, sagde Fruen, da Lorenz intet Livstegn gav fra sig. Her er al menneskelig Hjelp forgjæves! . . . . Hvilket Tilfælde! Lad os love hverandre at være rolige og fattede. Bare rolige, bare rolige! jeg vil selv underrette hans Mor.

151Det behøves ikke, mælte Lorenz pludselig med svag Røst, det skal jeg selv gjøre . . Pruh! sagde han og pustede ud som en Hval, idet han reiste sig overende . . . Hvilket Bad! . . . Men jeg sagde det . . . Jeg tænkte det min Salighed nok, at det vilde gå så! . . . Hvor er Kold! Blev han reddet? Gud ske Lov, der er han! . . . Det forbandede kolde Bad betog mig så Sands og Samling, at jeg neppe ved, hvordan jeg fik ham i Land.

Denne Forveksling af Brandt kom for uventet. Alle brast ud i en ustandselig Latter. Fru Ramm måtte le midt i sit onde Lune, og Amalie formåede ikke længer at vedligeholde sin Besvimelse, men stemte hjertelig i med. Endog gamle Synneve blev derved lokket frem. Man så hendes grå Hoved titte ud af Fjøsdøren. Nu var Lystigheden bragt tilveie igjen, og der blev drevet stærkt på Hjemreisen. Fru Ramm bestemte, at Edvard skulde endnu samme Aften ledsage Brandt hjem til sin Moders Gård, der heldigvis lå i samme Egn. Denne var efter det ufrivillige Bad bleven mere spagfærdig, så han føiede sig uden videre i Alt. Alle rustede sig; idet man skulde bryde op, drog Sofie Edvard tilside og syntes ivrig at bede ham om Noget.

Hvor kan Du forlange det, Sofie? råbte 152Broderen. Madame Brandt kan dog umuligt blive vred på os, fordi Lorenz drikker sig fuld og plumper i Vandet. Hun burde før blive vred, fordi vi drog ham op igjen . . . .

Fy skam Dig, Edvard!

Hvad er det, din Søster beder Dig så om? spurgte Kold, da han i Sofies Miner læste, at hun heftig og med Uvillie gjentog sin Anmodning.

Hun har sat sig i Hovedet, at gamle Madame Brandt skulde få ondt af at se Lorenz i Aften, og hun vil derfor, at jeg skal tage ind på Krogvold tæt ved, lade ham sove ud der og så først i Morgen bringe ham hjem. Synes De ikke, at jeg har været Galevogter nok idag? Skal jeg nu ovenikjøbet forspilde min Nat på et sådant elendigt Hul for en Grilles Skyld . . . Og Sofie tænker ikke på, at Mennesket er dryppende våd . . . Men det er Fruentimmernes sædvanlige Upraktiskhed, lagde Edvard til, meget tilfreds over at kunne anvende dette nye fortræffelige Ord, som netop var kommet i Moden og var bleven et Slags Feltråb for alle Stokprosaister.

Kold udbad sig, at det Hverv at føre Lorenz hjem, måtte overdrages ham, og han gjorde det på en Måde, der afviste enhver Indvending 153af Edvard. Han overdrog til denne straks ved Hjemkomsten at sende et Ilbud hen til Krogvold med tørre Klæder til ham og Brandt. Med dæmpet Stemme tilføiede han endnu Noget.

Behøves ikke, Vest kan han få af mig, og jeg skal nok knibe en af Fars Skjorter, sagde Edvard høit.

Sofie var ikke ganske beroliget ved dette Arrangement. Af Kold kunde hun intet Løfte tiltrygle sig angående det, som lå hende på Hjerte; men idet han svang sig på Hesten, tilkastede hun ham et af disse bedende Blikke, der ere mere veltalende end Ord.

Da Brandt vågnede næste Morgen på Krogvold, ædru og legemlig styrket, fandt han sig alene. Foran hans Seng hang en meget pen, fuldstændig Klædning. Kold havde fundet, at han ingen anden Rolle havde at spille end de gode tjenende Ånders, der forsvinde ligesåsnart, som de have udført deres Hverv. Efter at han havde bragt Lorenz tilsengs i den bedste Seng, der var at opdrive, og givet ham noget Varmt at drikke, samt indprentet Bonden nogle Forholdsregler for Morgenen, drog han ilsomst hjem igjen.

Med Brandts Besindelse Morgenen efter, vendte Erindringen om Gårsdagens Tildragelse 154klart tilbage, og nu overlod han sig til et af disse Anfald af Anger og Sønderknuselse, der ere det Samme for Folk af hans Slags, som de såkaldte «lyse Øieblikke» for den Vanvittige: ulyksalige, fulde af Elendighed. Han græd over sig selv. Den hele Sammenhæng gik op for ham, hans Redning ved Kold, hans egen broutende Uforskammenhed, de Andres Morskab. En uendelig bitter Følelse mod denne Redningsmand betog ham, og den blev ingenlunde formildet, da han så Klæderne og tænkte på, at det var af ham, han var tvungen til at modtage dette nye Offer. En Rest af nobel Modbydelighed for at tilegne sig denne Foragtens Almisse kjæmpede i ham, men var der nogen anden Udvei? . . . . Han var en øm Søn, og fremfor Alt måtte han vise sig anstændig for sin stakkels Moder for ikke altfor meget at forskrække hende. Han var en øm Søn, derfor turde han heller ikke vise sig så nedslået, så sønderknust, som han var. Hans næste Tanke var derfor det Middel, der kunde give ham Noget af hans Freidighed og gode Lune tilbage.

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.