Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[I, 11] Fortsættelse af Sofies Dagbog.

155Skjønt Opholdet i Kristiania kun varede i ti Dage, vilde Tilfældet, at jeg også her skulde blive buden på Bal. Her skulde jeg se den hele gentile By. Jeg gik med et hemmeligt Håb om, at jeg blandt mine Landsmænd vilde forvinde det ubehagelige Indtryk og forsone mig igjen med min kjere Dans. Men jeg tog feil. Alt, hvad der dunkelt og ubestemt havde stødt mig, trådte her bestemtere og mere udpræget frem. Her var Individualiteterne mere fremtrædende og Kontrasterne mere iøinefaldende.

Jeg kom til at sidde i en af de forreste Damerækker. På Gulvet havde Herrerne dels placeret 156sig i Grupper, dels slentrede de op og ned langs Rækkerne, akkurat som Officererne, der mønstrer Geledderne. Idetsamme lød Musiken den hele forreste Række blev optaget på en eneste stakkels, påfaldende svær, ung Dame nær. En Herre ved Siden af sagde blot de Ord til sin Sidemand, men så høit, at den Arme nok kunde høre det: Veiet, men ikke fundet for let. Hvorfor udsætter hun sig for en sådan Ydmygelse? . . . Hvem af os kan sikres for den? . . . Hvorfor udsættes vi for den? . . . Alle disse Spørgsmål stormede konfust ind på mig, medens den ene Damerække forsvandt efter den anden, og Raden nu kom til min. En ulidelig Følelse af Skamfuldhed betog mig, jeg ønskede mig hundrede Mile borte; jeg følte, at jeg vekselvis blev bleg ogog] rettet fra: eg rød. Jeg vil slet ikke danse, sagde jeg til mig selv. Dette kom over mig med ét. Og virkelig, efter at jeg havde givet et Par Afslag, følte jeg mig beroliget igjen og ligesom hævet i mine egne Øine. Jeg sad mellem to unge Damer, der var smukke og meget nydelige. En liden tynd Kavaler med et fladt, intetsigende Ansigt lorgnetterede os meget stærkt, men syntes ikke at kunne blive enig med sig selv. Mine Naboersker raillerede ham dygtig bag min Ryg; jeg ventede intet Mindre, end 157at de vilde slå Vrag på ham. Hvor forundret blev jeg derfor ikke, da han bukkede for den Ene, og hun reiste sig med det forbindtligste Smil!

Den Anden sad over; jeg forsøgte at knytte en Samtale med hende, men det var ikke muligt at få et ordentligt Svar, så forstemt og distræt var hun bleven. En Mængde Damer sad over, og der manglede ikke på Kavallerer, men de stode blot omkring og så til, og de, der dansede, så ud, som om de forrettede et tungt Arbeide. Ingen af Parterne syntes at føle nogen rigtig Glæde derved, og jeg vidste ikke hvad jeg skulde tro. Mon det skulde komme af, at Damerne slet ikke få Lov til at danse med hvem de vil?

Det forundrede mig også, at de styggeste Herrer på Ballet næsten altid opsøgte de smukkeste Damer, ligesom de ikke kunde falde nok i Øinene alligevel. Når en sådan Herre vilde gjøre sig Rede for, hvorfor og med hvilke Tanker en sådan Dame følger ham i Dansen, så vilde det dog ganske bestemt falde ydmygende ud for ham. Mig forekommer det, at de uheldige Kavallerer også burde opsøge de uheldige Damer, så var de dog sikre på et frivilligere fra Hjertet kommende Jo Tak: Et frivilligt 158Jo Tak, o, hvem giver ikke det! Vi danse med hvem det skal være, når vi blot får danse, vi danse med Nåle i Skoene, når vi blot får danse!

Iblandt de Dansende var der en Herre, der var mig påfaldende mellem de Andre. Det var en høi, slank Person med et blegt, udtryksfuldt Ansigt. Han var ikke ganske ung, og af den Måde, hvorpå man gik af Veien for ham, sluttede jeg, at det var en Mand af Betydenhed. Det mest Påfaldende var den Glæde, det Liv, hvormed han dansede. Det er umuligt at beskrive den ridderlige Gratie, den virkelige Fornemhed, der hvilede over ham, når han bøiede sig ned til sin Dame i Konversationen eller førte hende ud i Dansen, og den Livslyst, den Glæde, der da strålede ud af hans Træk, af enhver Bevægelse. Han så ud, som om han havde vundet hende gjennem tusinde Farer, ikke som om hun var tilfalden ham ved et Magtsprog. Hvor gjerne vilde jeg ikke have danset med ham! . . . Det var, som om jeg måtte flyve ham imøde og styrte mig med ham ind i Hvirvelen ved Lyden af Musiken, der idetsamme bragte mit Hjerte næsten smertelig til at banke. Og dog vilde det ingen Glæde have voldt mig, hvis han havde opfordret mig. Jeg havde måttet give ham det 159samme Ja, med den samme Bøining, det samme reglementerede Smil, som han vidste jeg vilde have givet den første den bedste Gjæk, der var kommen. Han forekom mig for god dertil.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Mine Ballidelser, er de ikke i det Små en Afspeiling af Livet?
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

O, i disse Ord ligger ligesom Summen af mine dunkle Barnesorger! Lykkelige Børn, hvis største Frygt har været den for en bortkommen Skolebog, som ikke har kjendt andre Sorger end Tabet af deres Dukke! Ved hvilken dunkel Tilskikkelse blev mit Sind så tidlig vakt til en Betragtning af Livets alvorlige Sider, til en dyb Sorg, en Angst over det, vi kalde vor Bestemmelse? – Vor Bestemmelse er at giftes, ikke at blive lykkelige. I den Forstand har jeg seet begge mine ældre Søstre opfylde deres Bestemmelse. De tog deres Mænd med Overlæg, frivilligt, og dog vilde de ikke under nogen Omstændighed selv have valgt dem. Hvor levende stå disse Scener endnu ikke for mig; de gjorde 160et Indtryk på mig, der aldrig kan udslettes. Om begge mine Svogre, der fulgte efter hinanden som Lærere her i Huset, har jeg den ubehageligste Erindring. Da Marie blev forlovet med Broch, denne sære, stive, utålelige Pedant, som hun så mange Gange selv havde leet af, var jeg endnu ganske liden, men jeg husker det godt endnu. Da vi var samlede, og det blev forkyndt, sagde jeg til ham: hvor kan Du tro det, hun vil bare narre Dig! Marie – der så tidlig skulde dø – blev først ofret; hun var den Ældste. Hun skal have været så smuk, men jeg har intet bestemt Indtryk deraf, måske hendes Skjønhed havde dette alvorligere, åndelige Præg, som et Barn ikke forstår. Men Louise var frisk og strålende som en Vårdag, da hun kom hjem efter to Års Fravær i Kjøbenhavn hos Tante. Denne Skjønhed, det fremmede Snit på hendes Klæder, hendes utvungne og dog sirlige Væsen gjorde et dybt Indtryk på mig. Det var, som om Alt, hvad hun rørte ved, blev forskjønnet. Jeg så op til denne Søster med en Art stum Beundring. Med en Skarpsindighed, som kun Børn har, vidste jeg at gjennemtrænge Alt, hvad der angik hende. Men hun var den voksne Pige, og kun på barnlig Vis turde jeg lægge denne min dybeste Interesse og Hengivenhed 161for Dagen. Jeg løb hendes Ærinder, gjettede ethvert af hendes Småønsker og søgte på alle Måder at behage hende.

Fra Tante Charlotte havde jeg til min tiende Fødselsdag fået en Voksdukke, og da jeg syntes, at den havde Lighed med Louise, kaldte jeg den op efter hende. Men lidt efter lidt identificerede jeg den ganske med min Søster; jeg inddigtede i dens Skintilværelse Alt, hvad der bevægede hende. Fik Louise en ny Kjole, skulde Dukken have akkurat en lignende. Med denne Louise talte jeg, for hende turde jeg uden Sky udøse mit Hjerte. Jeg rådede, jeg trøstede hende i vanskelige Tilfælde, jeg drømte de skjønneste Fremtidsdrømme med hende. Dukken havde sin Bopæl inde i en dyb Niche i Grotten. Her sad den som en liden fortryllet Prindsesse, skjult for Verden, og ventede på den Dag, da Lykken skulde komme og hente den.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Ja, Louises Skjebne har jeg taget mig ganske anderledes nær. At hun kunde gjøre dette! Hvor jeg hadede denne Caspers! . . Han var yngre og smukkere end Broch, havde et såkaldet «godt Hoved» og et Slags Mutterwitz, 162som han idelig øvede; men disse Egenskaber tjente kun til at sætte hans Råhed og Indbildskhed i et stærkere Lys. Mor og mine voksne Søstre behandlede han altid plumpt og uærbødigt, og han skammede sig ikke ved at indprente i Edvard den Grundsætning, at alle Kvinder var et Slags underordnede Væsener, der ingen bedre Behandling fortjente. Det bar ypperlige Frugter; Edvard blev, fra en ganske snil Gut, mod os Søstre tyrannisk og uartig. Ikke desmindre forelskede Hr. Caspers sig i Luise og nedlod sig til at begiære hendes Hånd. Aldrig glemmer jeg den Dag. Om Morgenen havde han skrevet et Frierbrev. Ved Bordet var alle tause. Luise så blussende ned på sin Tallerken og rørte ikke sine Yndlingsretter, som – jeg ved ikke om tilfældigt – var bragt på Bordet den Dag. Mor så høitidelig ud, og da vi reiste os fra Bordet, hjalp Caspers hende at sætte Stolen bort. Om Eftermiddagen talte Mor om Kvindens Bestemmelse og hvad Børn skylde deres Forældre. Jeg forstod da, hvad der var paa Færde; jeg vidste også, hvad Luise vilde svare; jeg vidste, at hun elskede en Anden. Hun havde aldrig sagt det, men jeg vidste det dog. Jeg var gået således ind i denne stumme Kjerlighed med hende, at den var bleven ligesom 163min egen. Jeg skiftede Farve ligesom hun ved hans Navn, skjønt jeg aldrig havde seet ham.

Natten efter denne høitidelige Dag vågnede jeg ved, at hun lå og undertrykte sin Hulken. Er Du vågen, Sofie? spurgte hun. Har hun villet åbne mig sit Hjerte, eller var det af Frygt for at røbe det? Jeg troede det Sidste og lod, som jeg sov. Men da det blev stille, stod jeg op og listede mig hen til hendes Seng. Hun sov. Her sad jeg til den lyse Morgen; jeg turde ikke forlade min Post, jeg måtte overbevise mig om, at hun sov trygt, ligesom om jeg kunde beskjærme hendes Søvn. Dagen efter blev det forkyndt, at hun var forlovet med Caspers. Da sneg jeg mig ud af Stuen, for ned over Engene og skjulte mig i det Tykkeste af Skoven. Her græd jeg bitterlig.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Når jeg så Caspers vise Luise Kjertegn, forekom det mig, at hun led en offentlig Beskjæmmelse. Jeg kunde ikke tåle det, jeg oprørtes på min stakkels Søsters Vegne, jeg kunde ikke holde det ud inde i Huset, men skjulte mig i Skoven og i Grotten.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

164Imidlertid nærmede sig den frygtelige Dag, da Louise skulde vies til Caspers. Jeg troede bestandig, at Himlen vilde lade ske et Underværk for at forhindre det. Der skede intet Underværk, uden at det skulde være, at Louise var forunderlig fattet. Det smertede mig mere, end det glædede mig. Enten jeg vilde eller ei, måtte jeg være med i Kirken. Her så jeg Louise stå for Alteret med den Mand, som hun hverken elskede eller agtede, og som siden har gjort hende så grænseløs ulykkelig.

Men efter Høitideligheden, da Ingen spurgte efter mig, ilede jeg ned til Grotten. Siden Louises Forlovelse havde jeg neppe seet min Dukke Louise. For sidste Gang tog jeg hende frem. Jeg talte ikke mere til hende; thi hun var jo død. Hun skulde, hun måtte være død. En sådan Nedværdigelse turde hun ikke overleve. Og så tog jeg da den lille Døde og iførte hende hvide Klæder, lagde hende i Kisten og satte den ind i det Dybeste af Nichen. Seks små Vokslys brændte i malede Tinstager, og ligesom de Gamle skrinlagde deres Døde med alle deres jordiske Skatte, tog jeg hendes Klæder og Kostbarheder og alt mit Legetøi og gjemte derinde. Da Alt var i Orden, kyssede jeg hende og græd så oprigtige Tårer over hende, som om det 165kunde have været min Søster. Derpå murede jeg ÅbningenÅbningen] rettet fra: Abningen ganske til med Ler og Sten, og et nyt Lag Jord og Mos skjulte aldeles Sporene. Hvad der her gjemtes skulde aldrig, aldrig mere komme for Dagens Lys. Jeg følte, at jeg murede min Barndom ind med det samme. Udmattet på Legeme og Sjel kom jeg hjem og sneg mig op på mit Værelse.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Og det er sandt, hermed endte min Barndom, og et nyt Afsnit af mit Liv begyndte. Den Tomhed, den Ensomhed, der indtrådte i vort Hus, efterat begge mine Søstre havde forladt det, var også ret skikket til at nære den triste Retning, mine Tanker havde taget. Mor havde nok havt alvorlige Kampe med dem at bestå, førend de føiede sig. Hun troede det derfor nyttigt itide at bearbeide sine andre Døtre, for om muligt at forebygge hos dem, hvad hun kaldte «Romangriller.» Så hørte jeg da i rene, tørre Ord udtale, hvad jeg med Skræk havde anet, at det næsten aldrig falder i en Kvindes Lod at ægte den, hun elsker, og dog er det hendes Bestemmelse at ægte Nogen, da den ugifte Stand er den allersørgeligste. 166I denne Henseende er I alle Prindsesser, sagde hun. Jeg svimlede mellem disse Tilstande . . . At giftes bort uden nogen Tilbøielighed, at slynges således ved en dunkel Magt viljeløs og dog frivillig ind i en ganske anden, uelsket Tilværelse! Og nu, hvis man elskede en Anden! . . . . Arme Louise! . . . O Gud, lad mig ikke elske som hun! . . . Udtør denne Kilde i min Sjel! . . . Lad mig undgå Skjebnen! Jeg vil leve ene – ene til mit Livs Ende, aldrig elske, aldrig ægte Nogen. Denne barnlige Bøn var kanske latterlig, men endnu kan jeg ikke le ad den.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Den enlige Stand begyndte at få en Art hellig Betydning for mig. Undertiden var den dog vist en stærk, fri Sjels eget Valg. Når jeg kom sammen med Bygdens gamle Jomfruer, iagttog jeg dem med spændt Interesse. Ak, de var lidet skikkede til at gjøre Ideen smuk eller opbyggende. Hvilket øde Liv! Deres Tanker og Anskuelser om enhver Ting, hvor pertentlig bornerte, hvor forstenede! Hvor ynkværdige deres Beskjeftigelser! Gamle Jomfru Møllerup har i de sidste ti Aar uafladelig strikket på en 167Strømpe og rækket den op igjen, og denne Straf, der minder forfærdelig om Danaidernes, har hun pådraget sig, siger Mor, fordi hun var dårlig nok til at afslå nogle gode Tilbud «for en Grilles Skyld.» En gammel Kone, der går i Barndommen, kan måske udfylde sit Liv med at strikke, strikke evindelig, men mon hun vilde række op igjen? jeg tror det ikke . . hun har vel havt Børn . . . Over alle disse enlige, forladte Væsener det samme Præg, jeg ved ikke af hvad . . af en gammel Jomfru. O Gud, kunde ikke denne Tilværelse gjøres smukkere? Lær mig det, lær mig at bære, at fylde den! Jeg vil læse, jeg vil lære, jeg vil arbeide Nat og Dag.

Dengang havde jeg alt læst Meget, men overfladisk og uden noget Valg. Det var Ting, som mere slappede end berigede min Sjel. Men selv ved et bedre Valg savnede jeg Hovedbetingelserne for at forstå og tilegne mig det Læste: jeg manglede Kundskaber. En glødende Iver for at lære Noget greb mig. Under den forrige Lærer, Hr. Caspers, havde jeg holdt Skridt med Edvard, det vil sige, jeg havde gjennemgået de første Udtog af de almindelige Skolebøger. Nu begyndte mine Selvstudier; jeg læste sent og tidligt, jo mere jeg kom ind i det, jo mere vokste Interessen. Men jeg skjulte 168mine Bøger ligeså forskrækket som Amalie sine Romaner. Således holdt jeg hemmelig Skridt med Edvard, indtil jeg var kommen ham forbi.

En Dag bad jeg ham så vakkert at låne mig et botanisk Værk, som jeg vidste, han havde i sin Reol; jeg vilde blot se Billederne, sagde jeg. Men han yttrede hånligt: «Du behøver ikke at anstrenge Dig med at lære noget Sligt; Caspers siger, at Fruentimmer blot er skabte til at styre Huset for Mændene, og at man burde sætte alle lærde Damer i Dårekisten. Det gav dog ikke min Lærelyst noget Stød. Det er ikke for Mændenes Skyld, det er for min egen jeg lærer.» Men aldrig bad jeg Edvard mere om nogen Bog, og alle dem, jeg dels af Faders Bogsamling, dels ved Lån kunde overkomme, bragte jeg ned i Grotten, hvor jeg indrettede mig et lidet Bibliothek. En Sten lukkede for Åbningen så kunstigt, at Ingen kunde opdage den. Hvor glad var jeg ikke, når jeg kunde komme ned til mine Skatte! . . . Jeg gik altid ugjerne hjem, men dog, som mig syntes, rigere end før. Alt, hvad jeg oplevede om Dagen, satte jeg i Forbindelse med det, jeg havde læst. Historien interesserede mig især levende. Fra Stenen ved Indgangen kunde jeg se, når der kom Nogen. Nærmede Nogen sig nede ved Mølleleddet, 169så kom Bogen øieblikkelig ind i sit Skjul. Jeg havde en overordentlig Sky for at røbe nogen Kundskab, selv for Far, og Edvard og Caspers kunde have lagt mig på Pinebænken, før de skulde have mærket Noget.

Mine Glæder og Sorger var således ikke et Barns. Jeg havde en egen Målestok for dem. Kun i det Forhold, de stod til min egen store Bekymring, fik de Betydning. En legemlig Smerte, et skuffet Håb, Tabet af noget Kjert tog jeg mig derimod lidet nær. Et Instinkt sagde mig, at den bedste Modvægt mod disse Grublerier lå i Virksomhed, og neppe havde jeg fattet den Ide, førend jeg med grænsesløs Iver begyndte at deltage i Husets Forrretninger. Men dette skete med en Ustadighed, en febrilsk Uro, der aldrig gjennemførte Noget.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Caspers reiste, og nu skulde Kold komme. Jeg hadede ham allerede, førend jeg havde seet ham. Da han første Gang sad ved Bordet, blev jeg forundret ved at se, hvor ung og smuk han var, og at han talte et ganske andet Sprog end de Andre. Han kom ikke blistrende ind i Stuen, han bandede ikke, når han talte med Folkene. 170Jeg hadede ham endnu mere derfor. Jeg gjorde den simple Slutning: jo høiere de have Grund til at stille sig selv, desto lavere stiller de os. Hr. Caspers fandt mig og mine Søstre altid gode nok til at blive hans Husholdersker, for Hr. Kold måtte vi da være noget endnu Ringere. Med denne Uvilje, så glødende, som den kan rodfæste sig i et uerfarent Barns Hoved, har jeg mødt ham. Hvor pinlige var ikke disse Skoletimer med ham! Jeg vidste, at jeg med al Lærvillighed, al min Flid dog kun vilde blive dette ringe Væsen i hans Øine, som han havde Ret til at se ned på. Den himmelske Tålmodighed, han viste, kunde den være Andet end Ringeagt? Når jeg da kunde lade ham sidde en stiv Klokketime og anstrænge sig for at forklare mig Elementerne til Noget, som jeg for længesiden var ud over, følte jeg selv det Grusomme og Latterlige deri, men jeg var som forstokket. En Forbryder må være således tilmode. En sjelden Gang skjændte han, og jeg følte mig besynderlig sønderknust og hædret derved . . . Ethvert Tegn på hans Uvilje kunde have gjort mig stolt. O, jeg syntes, at jeg kunde føle, hvor jeg var ham imod; når Lektien var ude, løb jeg, som om jeg kunde løbe fra min egen Ufordragelighed.

171Har jeg gjort ham Uret? Én Gang, en eneste Gang faldt denne Tanke mig ind, men den var så flygtig, så uklar, et Stjerneskud, ingen ledende Stjerne. Vi traf hinanden på Sæteren. Han forekom mig der ganske anderledes end mellem de Andre, hvor han bestandig er så underlig og siger Alting med en sådan Mine, at man aldrig ret ved, hvad han mener. Han udtalte Ord så sælsomme . . . Jeg tvivlede, om jeg havde hørt Ret. Han opmuntrede mig til at synge . . . At synge! . . . Men da vi kom hjem igjen, var han den Samme, og jeg så, at jeg havde taget feil.

Har jeg taget feil? Jeg ved ikke, men endnu er denne Fordom så rodfæstet hos mig, at jeg ikke kan være i hans Nærhed; uden at jeg føler mig beklemt.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Imidlertid var jeg alt blevet en stor Pige, men jeg forekom mig selv så utækkelig, at jeg aldrig gad se i et Speil. Jeg kunde nok lide smukke Dameklæder; enhver sådan smuk Fremtræden kunde gjøre et dybt Indtryk på mig. Hvor beundrede jeg ikke de Dragter, Luise havde, men aldrig tænkte jeg mig selv i nogen sådan. Mor sagde mangen Gang: «Du får sætte 172dit Hår op og få Dig en lang Kjole, Sofie, Du er snart en voksen Pige»; men altid tryglede jeg om at måtte beholde min barnlige Dragt, jeg kommer tidsnok i den voksne, tænkte jeg. Sangen blev aldrig nævnt. Men næste Gang, da Far slog på den Streng, at jeg skulde ned til Tante, var jeg pludselig villig dertil, om alene for Sangens Skyld ved jeg ikke; måske en hemmelig Misnøie med mig selv lå til Grund, måske håbede jeg, at Livet i større, mere udviklede Forhold vilde bringe mig Svar på de Gåder, der plagede mig, og forsonende føre mig tilbage til mig selv og mine Egne. Jeg vil tie om de Erfaringer, jeg derom har gjort. Min Smerte, mine Skuffelser hører mig til, og jeg får se at komme tilrette med dem; men hvad jeg kan gjøre – og jeg vil gjøre det – er, at de ikke skal blive forstyrrende for Andre.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Min Barndom var altså trist, tristere måske end mangt andet Barns, der mindre end jeg nød de udvortes Betingelser for Lykken. Det var Skygger, usynlige for alle Andre. Men i disse Skygger er der dog faldt enkelte Glimt af Håb og Fortrøstning. Det var en Høsteftermiddag, 173netop Dagen før jeg skulde reise, nogle Dage før havde jeg fyldt mit femtende ÅrÅr] rettet fra: Ar. Jeg havde taget Afsked med Grotten og sad nu på Stenen foran Indgangen, vemodig, næsten ude af Stand til at løsrive mig fra Stedet. En kold, ubehagelig Tåge efter et langvarigt Regnveir havde hele Dagen hvilet over Egnen. Den lyse Baggrund mellem Fjeldrammen var lukket af et gråt Forhæng; man kunde netop skimte de to store Graner ved Møllen. I de ubestemte Omrids så de kjæmpemæssige og næsten truende ud, de stod der som Vogtere foran den hemmelighedsfulde Fremtid, denne Fremtid, som fyldte mig med en dunkel Gru og Angst. Jeg tænkte på Louise, min stakkels Søster, som jeg nylig havde gjenseet – hvor forandret, o Gud! – jeg tænkte på Jomfru Møllerups danaidiske Strømper, og Tilværelsens Trøstesløshed overfaldt mig. Jeg mærkede ikke, at et Vindpust strøg op igjennem Fjeldtrakten, at det med Ét lysnede i Luften, før jeg pludselig så Grantoppene blinke som to Kirkespir, ogog] rettet fra: sg nu så jeg Tågen i store tunge Masser rulle sig sammen og synke ned mod Elvedybet. Med Ét lå hele Landskabet forklaret i Aftensolen, og ligeså hurtigt, som fremkaldt ved den samme Naturlov, slog den Tanke lys og varm ned i mig: «At elske og 174leve for den, man elsker!» Forestillingen om en sådan Lykke overvældede mig, jeg sank på Knæ og trykkede mit Ansigt mod Stenen. Jeg gik hjem, fortumlet som Betleren, der har drømt om, hvor den uhyre Skat ligger begravet og som bævende tænker på, at Drømmen kan være sand.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.