[I, 14]

225Georg Kold var en af disse Naturer, om hvem man kan sige, at de opdrages ikke, de eier Dannelsen og dens Ynde som Vuggegave. Han var modtagelig, og en varm og let henreven Følelse, en Karakterens Renhed oprettede hos ham, hvad den måske manglede af Styrke.

Opvokset i de ensomme Bjergtrakter, hvor hans Fader eiede og drev en af Landets betydeligere Gruber, havde denne Afsondrethed, hvis Oplivelse, næst de få Fremmedbesøg, Sommeren tilførte Huset, fornemmelig bestod i Læsning af hvad dets ganske vel udstyrede lille Bibliothek eiede af Skjønliteratur, kun altfor meget befæstet disse ideale Forestillinger om Livet, som er så 226velsignet at eie, sålænge man – får beholde dem. Lykkelige Familieforhold, et Hjem, hvor han blot havde lært den Harmoni at kjende, som Velstand og Dannelse forenet formår at skabe, var heller ikke skikket til at forstyrre det Illusoriske i dette stille Drømmeliv.

Så nåede han umærkelig de År, da der skal lægges en Livsplan. Da han ingen ret Sands havde for Faderens Bestilling, lød den på: Kristiania for at studere. Med den mere praktiske Del af hans Studium gik det her kun så som så. En nødtørftig Interesse indbragte et ligeså nødtørftigt Resultat. Tilværelsens ideelle Side med dens Fantasien mer beskjæftigende, dunklere Opgaver og mere løftende Resultater drog ham, den Ensomtfostrede, Drømmeren oppe fra Skovene, anderledes til sig. I de såkaldte abstrakte Studier fordybede han sig nu, da alle Midler dertil stod ham åben, med dobbelt Iver, og Menneskelivet, det levende, bevægede Menneskeliv, hvori han så sig stillet, syntes ham det bedste, sikreste Medium til at tilegne sig det Læste, forklare ham det Dunkle og løse dets Gåder. Og det drog ham med mystisk Magt ind i sin Hvirvel og bød ham Belæringen, sin Belæring, ak altfor villig imøde. Man vil mindes, hvorledes han i hint Brev, stilet til Müller, omtaler nogle 227af de Erfaringer, som han her havde indvundet, Erfaringer, der rigtignok på sin Vis redeligt delende, lod Alt, hvad de plyndrede ham selv for, komme hans Menneskekundskab tilgode.

Ensomme, sensible Sjele eier fortrinsvis Hulspeilevnen til at samle dybt og stærkt, og således kom det, at mange af Tidens Problemer og Spørgsmål anelsesfuldt gik gjennem denne unge Sjel, inden de endnu havde vundet nogen ret Form i den almindelige Bevidsthed. Han levede og åndede i dem og gav dem undertiden i sin Varme Udtryk ved Leiligheder, hvor det havde været bedre at tie eller at tale om noget Andet.

I disse sine Bestræbelser for at klargjøre sig Livets mere ideelle Fænomener i deres forskjellige Grene af Videnskab, af Kunst, Poesi, havde han heldig overstået det kritiske Punkt, hvor man drømmer sig selv Digter og Forfatter, og vundet hen til at blive et Stykke af en Tænker og en ganske flink Stilist.

I Amtmandens Hus havde han fået god Tid til at fortsætte sine Yndlingsstudier. Hvo, der havde seet ham i det første Afsnit af hans Kristianiaophold, vilde imidlertid nu fundet ham helt forandret. Han havde ret heldig uddannet vor Ungdoms Instinkt, at drage en usynlig Rustning over sin lettest angribelige Side. I den 228Kunst at dæmpe ethvert naturligt Udbrud af Følelse og synes uberørt, hvor han mindst var det, kunde han måle sig med den Bedste . . . Farlige, altfor kunstige Pantser, der undertiden ender med at kvæle sin egen Eiermand!

Müller havde måske mer end nogen Anden påvirket sin Ven i denne Retning. Georg Kolds Forældre døde næsten samtidig et Par År efter hans Indflytning til Kristiania. Hjemmet lukkedes, Minerne gik i fremmede Hænder. I denne Krise tog Müller sig opofrende af sin unge Elev, rådede ham, greiede hans praktiske Anliggender og viste ham i det hele faderlig Omhu. Villig skal også den Indflydelse anerkjendes, som den hæderlige, i alle sine Tilbøieligheder og Sædvaner strengt sobre, ældre Mand her kan have øvet.

Men personlig passede disse To ilde sammen. For hårdt havde en Jernnatur som Müllers berørt en fra den så grundforskjellig, og som i sin Art måtte være ham uforståelig. Deres Venskab havde været Lerkrukkens og Vasens Reise med hinanden; kun ved at undvige redder denne Sidste sig.

I Samtaler med Andre var Kold sleben, beleven, ikke uden et Anstrøg af Ironi, der for en dybere Iagttager netop vilde have røbet de 229ømme Punkter. I hans nuværende Omgivelse var der heller Ingen, som havde gjort et Blik i denne Natur, uden det skulde været Amtmanden. Fruen betegnede ham altid som et Uhyre af «Ufølsomhed», og for de Yngre, der vanskeligere opgive Troen på noget Ligestemt, var han ialfald en Gåde.

Mere forrædersk afspeilede hans Ydre enhver stærk indre Bevægelse. Også hans fysiske Komplektion var af denne delikate Art, der let giver efter for Sjelens Angreb, og han måtte mere end engang finde sig i at gjælde for syg, når Noget kun stærkt havde angrebet ham.

Margrethes Mindeblade havde rystet ham dybt. Han gjenkjendte denne anelsesfulde Imødekommen, hvormed hun, tilsyneladende mindst beskjæftiget med ham, traf de dybeste Strenge i hans Sjel. Ingen, som hun, havde den Evne at gjætte Tankens stumme Sprog, at løse Tvivl og at yde Trøst, hvor det mindst ventedes. Dobbelt indtrængende nåede denne Røst ham, da den klang til ham fra Graven, forklaret gjennem en nu forstummet Smerte.

Den øvede en øieblikkelig Virkning på hans Tanker og Følelser ligeover for Sofie. Den halv nysgjerrige Mistro, hvormed han hidtil havde betragtet hende, veg med Ét for øm Interesse og 230Medlidenhed. Som Margrethe stod også hun ene i sin Kreds, uden som denne at have en Livserfaring at støtte sig til. En uendelig Lyst til at nærme sig hende greb ham, men en ligeså dyb Sky holdt ham tilbage. Han kunde ikke overvinde sig til at drage hende ind i en af disse almindelige, daglige Diskurser, eller henvende noget Ord til hende i de Andres Nærværelse. At træffe hende ene vilde aldrig lykkes ham. Derved fik deres gjensidige Forhold noget Tvungent og Fremmed, som begyndte at vække Opmærksomhed. Enhver, som kjender lidt til Livet på Landet, ved, hvor fornaglet Sligt kan blive.

Forstemt over dette, vred på sig selv, gik han en Aften til Ro. Da havde han følgende Drøm:

Det lille Optrin på Sæteren, som han havde meddelt i hine Blade til Margrethe – disse Blade, som hun ikke fik – gjentog sig igjen. Sofie sad i sin barnlige Dragt med de tykke Fletninger nedad Ryggen, på Gjerdet og sang. Han klappede i Hænderne og råbte et skingrende Bravo! Da vendte hun et Ansigt mod ham, hvorpå der stod malet en Smerte, en Rædsel, der næsten forstenede ham selv – men det var ikke længer Barnet Sofie. Han ser hendes 231Skikkelse glide foran sig mellem Træerne, men nå den kan han ikke; hvergang han tror at være hende nær, forsvinder hun igjen. Hist ved Klipperanden må hun standse, der sidder hun på Stenen, tænker han. Men se! hun er heller ikke der – men fra Dybet lyder Toner op til ham, vilde, jamrende, hendøende, og atter igjen smeltende og lokkende som en Havfrusang. Han vil styrte ned, men vågner med et Skrig. Endnu hører han Tonerne, endnu jamrer de i Dybet, da springer han forvildet op og hen til Vinduet og lytter. Det er Lyden af et Piano, han hører; det er Sofie, som synger. Hendes Instrument var da kommet; over Sofie havde han rent glemt hendes Musik.

Med utålmodig Hast klædte han sig på og ilede ned i Havestuen. Sofie var alene. Et Øieblik standsede han igjen uvis. Hun sad med Ryggen vendt mod ham, iført en frisk strøgen, lysstribet Morgenkjole. Hendes lange Lokker, måske ikke bestemte til at hænge ned den Dag, var tvungne glat til Siderne, men ligesom oprørte ved denne Tvang, dannede de i deres bølgende Fylde en Frisur som den, man ser på de antikke Kaméer. Ved Kolds Indtrædelse vendte hun Ansigtet om med et Udtryk af let Overraskelse; hun mindede ham om Drømmen.

232Se, der er jo Pianoet, så få vi Musik her i Huset, det vil blive herligt!

Blot De ikke får formeget af det Gode, sagde Sofie smilende; hvad mener De om Øvelser som disse? og hun tog et Par kromatiske Løb. Kold holdt for Ørene.

Nok, nok! spil nu noget Smukt ovenpå, eller syng Noget, jeg beder Dem . . . De synger jo, ikke sandt? men idetsamme frygtede han igjen for at få det gamle traditionelle Svar: O nei! en Smule, det er ikke værd at høre på men lykkeligvis svarede hun:

Jo, jeg synger. Sang er min Glæde. Når jeg nu vidste noget Smukt, vilde jeg synge det for Dem . . . De har mere end nogen Anden Ret dertil.

Jeg? sagde Kold overrasket.

Jeg skylder egentlig Dem min Sang. Den var måske aldrig bleven til Noget. Erindrer De ikke engang, De traf mig på Sæteren? . . . Dog, hvor skulde De kunne huske en så ubetydelig Begivenhed! . . . For mig blev den vigtig.

Kold forstod hende, men han lod hende tale.

De opmuntrede mig til at udvikle dette Talent, 233og De gjorde det på en Måde, der lod mig se Tingen fra en ganske ny Side . . .

Ah, virkelig!

Fra det Øieblik fik jeg en sådan Lyst, og jeg greb derfor begjerlig det Tilbud, jeg ofte havde afslået, at besøge min Tante i Kjøbenhavn. Her har jeg arbeidet så flittigt som muligt, men Tiden var for kort. Nu angrer jeg næsten, at jeg afbrød den.

De afbrød den selv, og hvorfor gjorde De det?

Jeg ved ikke, jeg blev betagen af en sådan Hjemve, at jeg ikke kunde holde det ud længer.

Og nu længes De ned til Danmark igjen? har De måske ikke fundet Alting så herligt heroppe, som De tænkte?

Nei . . jo . . nei rigtignok . . jo naturligvis, sagde Sofie i en Forvirring, hvorover de Begge istemte en Latter. Dog kan jeg ikke negte, at Meget forekommer mig anderledes, end det foresvævede mig. I Danmark er der dog så meget Godt og Elskværdigt, som man kan længes efter igjen.

Jeg kan nok begribe Hjemveen, sagde Kold, dog tror jeg, at den aldrig skulde kunne underkue 234mig, forudsat, at mit Ophold i det fremmede Land var frivilligt.

Det kommer af, at De endnu ikke har prøvet den.

Nei, det kommer af, at jeg forud er overbevist om, at den vilde berede mig Skuffelser, når jeg gav efter for den. Jeg vilde tvinge den til at afklæde Hjemmet alle usande Fuldkommenheder. Den skulde blot få Lov til at gjøre mig de virkelige Fortrin bevidste. I Hjemveen er der desuden skjult en Portion Skrøbelighed, en Magelighed nemlig, en Modbydelighed for nye Indtryk.

Og dog, og dog er jeg bange for, den vilde overliste Dem.

O, jeg tror Dem . . . jeg tror Dem! . .

Men hvori kan det ligge, at den har sådan Magt denne Følelse, når der er en Stemme, som siger os, at vi gjør Uret i at give efter for den?

Ja, hvori kan det stikke? Det er Nationalitetens Mysterium. Jeg tænker mig, at et Lands Naturbeskaffenhed ligesom afsætter sine Stoffer og afpræger sit Billede i sin Befolkning, og at Individet, løsrevet fra denne sin Jordbund, føler et Savn, der drager det tilbage til den igjen med al Erindringens Magt. I Danmark må en Norsk, såvidt jeg kan skjønne, klarere end noget andet 235Sted blive sig sin nationale Eiendommelighed bevidst – og omvendt en Dansk heroppe.

Måske det ligger meget deri, at de to Nationer nu for Tiden sålidet ynder hinanden, bemærkede Sofie. I Danmark har man ondt for at anerkjende noget Norsk.

Kold studsede, og nær havde han sagt: Har De gjort den dybsindige Erfaring i Deres Tantes Salon; dog vel ikke ved de To af «første Rang?»

Finder De det komisk? sagde Sofie, der så hans Smil.

Nei, slet ikke, tvertimod, det er jo sørgeligt, men det lader sig dog forklare.

Hvordan mener De?

Jeg mener blot, at nu, da det gamle Bånd er løst mellem os, medens vi dog, i så mange Stykker henviste på hinanden, uundgåelig hendrages til hinanden, må hin Forskjellighed virke på en anden Måde, en mindre sympathetisk. Det er menneskeligt; det kan ikke være anderledes. Det Nationaleiendommelige ved os må af gode Grunde frastøde en Dansk mere, end Danskheden os. Det vækker Erindringer om Noget, som engang var, men ved Forholdenes Magt ikke mere er; Erindringer, som må have Tid til at læges. Vi derimod, som unegtelig har 236trukket det lykkeligere Lod i dette Verdensbegivenhedernes Lotto, vi har også lettere for at være billige. Vi påskjønner ret hjertelig Alt, hvad der er Godt dernede, Alt, hvad de har forud for os. Det skal såmen ikke hindre mig fra at sætte stor Pris på at tilbringe nogen Tid i Kjøbenhavn. Men jeg har desværre ingen Gudmor dernede.

Efter en Pause, medens hun ligesom ubevidst akkompagnerede Tanken på, hvad han havde sagt, med et Par dæmpede Akkorder, ytrede Sofie:

De kan også vanskelig gjøre Dem en Ide om, hvor forskjelligt Livet arter sig dernede mod her. Tilværelsen forekommer mig der lettere, sorgløsere, mere overfladisk; man er mere fornøiet med sig selv og sin Næste, og man tager Alting på en mindre besverlig Måde . . Når man er kjed af Dagens Byrde, griber man med usvækket Lyst efter Fornøielser. Man har Lyst til Alt, man har Tid til Alt . . . men her . . .

Her, supplerede Kold, her tager man Livets Disharmonier ret grundigt, og når man er træt af Dagens Byrde, er der ingen Tid til Fornøielser, hvoraf der heller ikke gives stort flere end de, den vilde Natur tilbyder.

237Men, tilføiede han alvorligere, denne åndelige Afsluttethed, disse Savn, hvori vi ammes op, gjør netop Karaktererne stærke, om end strenge, og Gemytterne dybe, om end smertefulde og indadvendte . . Ja, vort Norge er en streng Mor for sine Børn.

Sofie fæstede ved disse Ord sine Øine på ham, og det var, ligesom der malede sig en Angst i hendes Miner.

Da Kold bemærkede dette og smilende spurgte, om hun led af Hjemve efter Danmark, sagde hun:

Jeg tror det næsten, jeg ved ikke bedre, end at De imellem får holde et lidet Foredrag for mig om alle de Skuffelser, denne Følelse bereder os.

Jeg vil gjerne holde alle de Foredrag, De ønsker, sagde han med Varme. De ved jo, Sofie, at jeg har en gammel Ret dertil . . . . og at jeg har Noget at indhente, lagde han til med Betoning.

Og jeg, sagde Sofie rødmende, vil til Gjengjæld synge for Dem . . hvis det kunde formilde lidt af vore «Disharmonier».

Godt! sagde han med strålende Mine, det 238er en Aftale. Jeg holder Taler for Dem, og De skal synge for mig. Vi vil straks begynde.

Hvormed?

Med Sangen! . . Med Talerne! . . . Med Sangen, Sangen! råbte de med én Mund.

Sofie bøiede sig ned efter et Nodeblad, men idetsamme trådte hendes Moder ind. Hun syntes lidt forundret over denne livlige tête à tête.

Er De så tidlig på Færde, Hr. Kold! så gjør De os vel den Fornøielse at drikke The med os? Sofie, se at skynde på den.

Sofie greb fornøiet dette Påskud til at udsætte Sangen, som hun med Ét følte Ulyst til.

Isen var brudt. De søgte hinanden, ikke stjålent, åbenlyst, uden Tvang. Ved Bordet, på Spadserture, i Selskaber sluttede de sig til hinanden. Det er sandt, de havde Meget at sige hinanden. I Førstningen studsede man, men Fru Ramm, der tog det fra den eneste Side, som Sådant bør tages op på, besluttede at være delikat.

Lykkelige Tid! Ingen af dem tænkte på at give dette Forhold noget Navn. Sofie hørte blot på ham, hun indsugede hans Ord, hun troede Alt, hvad han sagde; han var bleven hendes Lærer igjen, og hun skulde jo indhente det Forsømte. 239Og han! længe havde disse Ord ligget opdæmmede i hans Sjel, for første Gang i hans Liv turde de strømme fuldt. I Sofies Liv var et nyt Afsnit indtrådt: Opklarelsens, Bevidsthedens. Hendes hele Væsen modtog Præget deraf; det blev sikrere, tillidsfuldere, mere eiendommeligt, undertiden lidt hensynsløst. Hun udviklede en forbausende Virksomhed, var oppe med Solen, og når hun således efter en lang Dag, tilbragt med Læsning, Musik, Samtaler med Kold og huslige Forretninger, lagde sig til en sød og fast Søvn, syntes hun, at Dagen endnu havde været for kort. Den Hjælp, hun ydede i Huset, glædede hendes Moder meget. Denne havde vænnet sig til ikke at have synderlig Nytte af Amalie, der tilbragte sin Tid mest med de såkaldte Fruentimmernetheder, med at male Vandfarve og imellem klimpre lidt på en Guitar.

Kold havde i visse Måder fundet Sofie anderledes, end han havde ventet. Det var ikke hendes Skjønhed og eiendommelige Gratie, den havde vel overrasket ham, dog denne Mulighed havde han tænkt sig. Han mærkede også godt den Snare, denne vilde drage om hans Sind; dog, da han havde i friskt Minde alle de Lidelser, en 240fordringsfuld, lykketørstende Sjel kan gjennemgå, når den skal leve af Skjønheden alene og intet Andet, havde denne Egenskab hidtil mere holdt ham fjern. Men han opdagede en Sjel hos Sofie, en Sjel stærk nok til at møde hans. Hendes åndelige Natur havde været ham gådefuld. Han troede på noget Sterkt og Begavet i den, men han havde altid forenet dette med noget Ensidigt, Eksentrisk, noget i mange Stykker Forkjert. Han havde drømt om Kampe og Modstand. Den Forståelse, der pludselig udfoldede sig imellem dem, så smuk og harmonisk, så berigende for dem Begge, overraskede og fortryllede ham. Den skulde blive det bedste Værn – det indbildte han sig idetmindste – mod en blind Forelskelse, der igjen vilde forplumre Alt. Margrethe havde anbetroet ham denne unge Piges Lykke. Hendes sidste Bøn til ham havde været for hende, den Ukjendte. Og han skulde ikke svigte Margrethes Tillid. Han var virkelig så ivrig, så opfyldt af denne nye Opgave, at han ikke kom til at dvæle meget ved Sofie selv, det vil sige, hendes Person, hendes Dragt og disse tusinde Tilfældigheder,

«Hvoraf sig Guden spinder
Til Net om Hjerterne de sterke Bånd –»

241. . . I henrivende, indtrængende Ord strømmede hans Livsbetragtning over i en Sjel, altfor villig til at optage den. Han fandt ikke alene et åbent Øre, men mangen Gang en Selvtænkning, en Modenhed, der mødte ham på de dristigste Udflugter, og som ofte i kvindelig Gjetningsevne svang sig op over ham selv.

Om Kold nu følte, at dette Vern ikke var ganske at stole på? . . . Men ligesom instinktmæssig undgik han enhver personlig Berørelse, endog den ærbødigste, som enhver Herre kan tillade sig ligeover for en Dame. På deres Spadserture bød han hende aldrig Hånden til at støtte hende over Stene ved Bækken, aldrig Armen ved et vanskeligt Sted i Fjeldet. Sofies naturlige Behændighed gjorde det tildels overflødigt. En Dag havde hun på en sådan Spadsertur fået en Torn i Hånden, der smertede hende meget, men hun undertrykte Smerten, og Kold vilde måske blot have henvist hende til Tålmodighed eller et andet Husråd, førend han, en anden Daphnis, havde forsøgt at trække den ud.

Der var gået nogle Uger. Man var allerede midt i Juli, Juli med sine varme, farverige Aftener og strålende Nætter. Liaen klang, og Millioner Blomster sendte deres sidste Duft ind 242i Husene. Lykkelige Tid! Lykke uden Navn og Mål, der fik en ny, farlig Fortryllelse under Sommerens berusende Ånde! Og Sofies hele Skikkelse strålede i Gjenskinnet af denne Lykke. Hun blomstrede som en Rose. Der var en Ånds Lethed og Lydløshed over Alt, hvad hun foretog sig. Hendes Sang var en Jubel, hendes Gang en svævende Flugt. Man så hende komme og forsvinde som et Syn. «Du forfærder mig med din Hurtighed», sagde hendes Moder mangen Gang, «Du kan umuligt have været der nu»; men Sofie forsikrede, hun havde været der, og at hun havde gået ganske adstadig.

Det forekom Kold, at denne Tid aldrig kunde tage Ende! Og den endte – altfor snart! Han fik pludselig den Opfordring af Amtmanden at gjøre en Forretningsreise til Kristiania. Kold var vant til disse Hverv; Amtmanden vidste, at han gjorde ham en Fornøielse med dem. Dennegang traf det ham som et Tordenslag. Med Overvindelse rev han sig løs, og medens han i urolig Iver drev på Reisen, drømte han sig allerede tilbage igjen. Ved Afskeden rakte han Sofie Hånden og anbefalede hende de Bøger, hun skulde læse under hans Fraværelse, samt lovede hende nogle nye, som han skulde bringe med.

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.