Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 1]

3De Fremmede, som engang, medens Amtmandens var fraværende, havde aflagt et kort Besøg på Gården, var en Provst Rein og hans gifte Søster, midaldrende Folk, begge bosatte i et sydligere Strøg af Landet. De befandt sig på en Reise til en Bygd i Amtmandens Distrikt, hvorhen Fruens Mand, en Landmilitær, var bleven forflyttet.

Veien førte dem næsten lige forbi Gården. Provsten havde i yngre Dage kjendt Amtmanden og hans Frue. Det interesserede ham derfor høilig at se disse gamle Venner igjen efter så mange Års Forløb.

Man vil erindre, at de Reisende kun traf Sofie hjemme og tillige det behagelige Indtryk, 4hun gjorde på dem, hvilket stod i en besynderlig Modsætning til de barokke, uklare og tildels umilde Domme, de efter Omtale havde dannet sig om hende. Hvorvidt imidlertid dette gunstige Indtryk havde sin Grund i en indløben Feiltagelse, er vanskeligt at afgjøre. Fordomme og forudfattede Meninger øver stor Magt over os og spiller ofte de Bedste et Puds.

Efterat de to agtværdige Sødskende, vel indskibede i den magelige Reisevogn, et Stykke op i Alleen lidt møisommelig havde vendt sig om og tilvinket deres unge Vertinde endnu et sidste Levvel, bemærkede Provsten:

Det var da ret uheldigt, at vi ikke traf Familien hjemme.

Sig heller, at det var såre heldigt, svarede Søsteren, at vi traf den ældste Datter og ikke den yngre. Det skal være et rent Utyske, kapriciøs og fuld af Indfald. Vild og forvoven som en Kosak, skal hun sprænge alle Faderens Heste. Hun havde været istand til at slå Døren i lige for Næsen af os.

Bevares! da var denne Søster noget ganske Andet!

Ikke sandt! det var da et sødt Menneske! Jeg er ganske og aldeles indtaget i hende . . . 5Og smuk! At man ikke har talt mere om en sådan Skjønhed! Der har Rygtet mod Sædvane været for moderat.

Jeg har dog hørt Frøken Ramm omtale som en indtagende Pige, bemærkede den mere ordknappe Broder.

Og så forekommende og behagelig! . . . Og så Anretningen, hvor smagfuld var den ikke? Retterne var så simple og dog delikate, jeg ved, hvad det vil sige at præstere Sådant på Landet . . . . Og hvor pent lagde hun ikke for ved Bordet og underholdt os tillige. Det er ingen let Opgave, det ved nok jeg.

Hun udviklede særdeles megen huslig Virksomhed, sagde Provsten tankefuld.

Og det var ikke noget Overfladisk, det forsikrer jeg Dig! Jo, jo, min lille, fine Dame, tænkte jeg, dette er vistnok meget smukt og nydeligt Altsammen. Men der skal noget Andet til, end at kunne dække et Bord smagfuldt og gjøre Honnørs på en behagelig Måde. Der er andre Ting, som ikke lader sig gjøre med Handsker på, og det er vel ikke egentlig din Sag, men Du lader Mama sørge for det. Dog, det skal vi snart komme efter. Hvor kort Tiden end var, feiede jeg dog omkring 6med hende i det hele Hus. Vi var på Lofter og i Kjælderen, i Melkebod og i Væverkammer, og det må jeg sige, jeg gjorde hende i al Stilhed Afbigt. Hun var såmen hjemme overalt, og skjønt hun forsikrede, at hun kun tog ubetydelig Del i de udvendige Forretninger, vidste hun dog så god Besked og talte så kyndigt om enhver Ting, som om hun ikke interesserede sig for Andet i Verden end for at væve, yste og kjerne.

Mon hun er musikalsk?

Det tror jeg neppe. Den Yngre derimod skal være et musikalsk Geni. Men derfor får man også ved Siden af Noderne døie Unoderne med. Slige begavede Børn er aldrig til rigtig Glæde . . . . . Her fra denne Bakke tager Gården sig virkelig smukt ud. Mon Møllen dernede tilhører Amtmanden? Se Dig dog om, Frederik!

Hvor gammel mon hun er? sagde Provsten og så ud til den anden Side.

Hvem? den Ældste? Det skal jeg kunne sige Dig på en Prik. Hun må netop være nitten, tyve à toogtyve, høist treogtyve År. Da jeg for sytten År siden så Fru Ramm, var den Yngste af hendes Småpiger tre à fire År, og hun ventede sig pånyt.

7To à treogtyve År! Da ser hun overmåde ung ud for sin Alder!

Af Væsen just ikke. Denne Sikkerhed har ikke ganske unge Piger, de er mere forlegne med deres Person, mere affekterte, om Du vil . . . Ved Du hvad, Frederik, det var en Kone for Dig!

Hvad falder Dig ind! råbte Provsten næsten heftig og lettede sig op af den magelig hvilende Stilling . . . En så ung, smuk Pige! Med hendes Fordringer!

Hm, ja Fordringer! hvorfor ikke? En Mand som Du i dine bedste År, endnu ikke halvtreds, der kan byde en sådan forvænt liden Dame en Stilling, som hun længe må sukke efter. Fru Ramms to ældste gifte Døtre levede begge i mådelige Kår.

Men fire Stedbørn, Mikaline! . . . En stor Landhusholdning! indvendte Broderen, der ikke ugjerne så sig modsagt.

Fire Børn! nu ja, Børn er Guds Gaver! . . . . Alvorlig talt, kjere Frederik, Planen er ikke så ilde. Tag Du ind på Gården, når Du reiser ned igjen, giv Dig Tid i nogle Dage hos den gjestfri Familie og se så Tingen lidt nærmere an. . . . Det er desuden ikke 8passende at afspise dem med et altfor kort Besøg.

Den halv spøgende Vending, Samtalen havde taget, greb dybere ind i den værdige Provsts stille Tanker, end Søsteren vidste af. Hans Besøg hos Amtmandens havde ikke været ganske tilfældigt. Provst Rein havde i en senere Alder giftet sig med en Kusine af Fru Ramm. Efter et kort Ægteskab, hvorpå der ikke havde været det Mindste at udsætte, var den unge Kone død og havde efterladt ham fire Små. En Enkemand kan jo ikke bedre hædre sin Hustrues Minde, end ved så hurtigt som muligt at gifte sig igjen. Viser han ikke derved, at han ikke kan undvære det huslige Livs Sødheder, som den Forevigede har lært ham at kjende? Jo smerteligere hans Tab har været, jo før, jo heller, længes han efter at få det erstattet. I Almindelighed omfatter han dette Anliggende med mere Varme end første Gang. Rein var i dette Tilfælde. Han længtes inderligt efter en ny ægteskabelig Forbindelse. Ensomheden trættede ham, Husets Bestyrelse og små Børns Opdragelse gjorde det desuden nødvendigt. Der var intet kvindeligt Væsen i hans Egn, der kunde komme i Betragtning. Rygtet havde nævnt ham Amtmand Ramms 9Døtre som ualmindelig velopdragne, huslige og elskværdige Piger. Han vidste, at der var en voksen Datter endnu, der var ugift; den anden tænkte han sig først i Opvækst. Da derfor hans Søster skulde tiltræde Reisen til sit nye Hjem, tilbød han sig til hendes Overraskelse som Ledsager. Det vilde glæde ham at lære dette at kjende, og det gav ham desuden Anledning til at fornye det gamle Bekjendtskab med Ramms, Noget, han så længe havde ønsket. At Reisen havde endnu en hemmelig Drivfjeder, vilde han ikke ret tilstå sig selv.

Forvekslingen af de to Søstre voldte imidlertid en slem Forvirring. Han var ikke bleven skuffet, langtfra! Ulykken var, at han havde fundet noget Andet – meget Mere, end han havde ventet. Sofies Væsen, hendes Ungdom og Skjønhed var Egenskaber, som den beskedne Mand ikke mere gjorde Regning på hos den Ledsagerinde, han søgte, og som skulde blidgjøre ham hans fremrykkende Alderdom. Dog var han ikke ufølsom for disse Fortrin; de havde gjort et Indtryk på ham, som han af al Magt bestræbte sig for at forvinde.

Da han efter kort Tids Forløb vendte tilbage, traf han Familien hjemme. Alle ilede ud og omringede ham, inden han endnu var 10stegen af Vognen, med glade Velkomstråb. Rein studsede ikke lidet ved at se en ukjendt, noget før, ret smuk, ung Dame ved Siden af Fru Ramm, som denne forestillede ham som en Datter af Huset. Men min elskværdige Vertinde? spurgte han, forundret henvendt mod Sofie, der viste sig bag de Andre.

Det er vor yngste Datter, som allerede har været så lykkelig at gjøre Hr. Provstens Bekjendtskab.

Ja vist, ja vist, sagde denne i en Forvirring, som han skjulte, så godt han kunde.

Men nu skulde den gode Mands Strid først ret begynde. Det gjaldt at glemme Rachel og henvende sit Sind til Lea.Lea.] rettet fra: Lea (uten punktum) Amalies venlige, mere sirlige Væsen, der havde et Udtryk af jomfruelig Beskedenhed, som dels var sandt og dels påtaget, hendes tækkelige, mere satte Udvortes, behagede ham også. I de to Dage, Gjæsten opholdt sig hos dem, var det hendes Tur at gå i Huset. Hun lagde for, hun skjænkede The o. s. v., og disse Beskjeftigelser klædte hende godt, de passede så at sige til hendes Personlighed, idet de tillige hindrede en vis usand, affekteret Side fra at komme frem. Han kunde ikke negte for sig selv, at denne huslige, mere jevne Pige var den mest passende 11for ham, og han bestræbte sig for at henvende al sin Opmærksomhed på hende. Dette skete som sagt ikke uden Anfegtelser. Da Amalie havde Opvartningen at sørge for, tilfaldt Underholdningen mere den yngre Søster. Provsten var en Mand, der forstod ret vel at sætte Pris på kvindelig Elskværdighed. Sofie havde hin Gratie, der ligesom gjenfødes og frigjøres ved Kulturen, det vil sige, hvor den ydre Dannelse har stået i en heldig Samklang med den indre. Denne lykkelige Harmoni opnåes sjelden af vore unge Piger; derfor henfalder de, idet de træder ud over den ubevidste Barndoms Grændser, så let til Stivhed og Affektation. Thi det, vi kalder Affektation, består vel tilsidst kun i en Stræben, en Famlen efter en Form for det indre opvågnende Menneske, medens man smerteligt føler det Mislykkede. De rigest Begavede er ligefuldt som Andre, ja ofte endnu mere, udsatte for Affektation. Sofie undgik måske kun dette Skjær derved, at hun så tidlig blev hensat i kultiverede Omgivelser. I denne Henseende havde de Par År, hun opholdt sig i Tantens Hus, havt en overordentlig Virkning.

Men det blev den arme Mand først ret broget, da Sofie begyndte at synge og spille, et 12Talent, som han endnu ikke vidste af. Provsten havde i yngre År spillet Violin, og han var en lidenskabelig Elsker af Musik. Når hun hævede sin herlige Stemme, glemte han rent den intetsigende Samtale, han havde begyndt med Amalie om Landlivet, om Gårdens Beliggenhed o. s. v., og svarede adspredt og hen i Tåget, når hun ufortrøden begyndte forfra igjen.

Ak, tænkte han, denne unge Pige er en af disse udvalgte Naturer, disse Poesiens Duftvækster, der ved en Misforståelse er skudt op i vor hårde Jordbund, men som aldrig vil fæste Rod der. Hun er ikke skabt for Virkeligheden, ikke for vort huslige Liv. Hvor skjæv denne Slutning end var, søgte han i den dog et Slags Beroligelse.

Men når så under en Spadsertur ud over Markerne Samtalen mellem dem kom på ganske praktiske og landlige Gjenstande, vilde hin Opfatning af hende igjen ikke passe. Sofie var opvokset mellem disse Ting, og hun viste såmeget Skjøn på dem og talte så naturligt om dem, som om hun først her var i sin rigtige Sfære. Hans Søsters Ord: det var en Hustru for Dig! lød da igjen ret fristende for hans Øre. Det var også ret fatalt med den 13Forveksling, som fra først af havde draget hans Tanker hen på den Urette! Den værdige Mand reiste hjem forstemt, vred på sig selv, men ledsaget af mange Bønner om at komme snart igjen, og det i et ordentlig langt Besøg.

Hurtigere end han selv tænkte, skete dette. Nogle Familieanliggender gjorde straks efter en ny Reise op til Søsteren nødvenDig, og på Tilbageturen undlod han ikke at stige af hos Amtmandens, hvor han blev modtaget med uskrømtet Glæde. Også på Sofie havde han gjort et godt Indtryk. Der var noget Mildt, Tillidsvækkende i hans Måde at være på, der ingenlunde udelukkede den Respekt, hans Alder og geistlige Værdighed krævede. Han havde hin Sindets Ungdommelighed, der karakteriserer så mange ældre Mænd, og som danner en så egen Kontrast til vor yngre Slægts indre Udlevethed og gammelklog nøkterne Livsanskuelse. Han elskede Ungdommen, han forsvarede dens Feil, når de blot var ungdommelige, han gik med Varme ind i dens Interesser, uden at han dog selv vilde være ung. Intet i hans Væsen eller Udvortes røbede nogensomhelst Bestræbelse derefter. Dette var kraftigt og kjernesundt. Rein havde været 14en meget smuk Mand; han var det endnu. Det sorte, stærke Hår var kun ubetydeligt grånet. Tænkning og åndelig Anstrængelse havde ikke trykket ødelæggende Spor på hans Ansigt, men der lyste Forstand og Godhed parret med Fasthed, ud af det. Hans Skikkelse, hans herlige Røst, hans Holdning, der var imponerende og selv noget chevaleresk, syntes bedre at passe til en fornem Militær end til en geistlig Mand. Sofie sagde til Amalie, at hun syntes så godt om Rein, at hun – ikke vilde gå i Kirke for at høre ham prædike; deres Præst havde nemlig anmodet Rein om at forrette Kirketjenesten, da han selv havde Forfald.

Denne Ytring, sagt og optaget i Spøg, indeholdt dog et sørgeligt Alvor. Fru Ramm gik næsten hver Søndag i Kirke med sine Døtre. Hos hende trådte Bevidstheden, det er Beskuelsen af, at hun havde «været i Kirke», i Andagtens Sted. Men for dem, som kom med Trang til en høiere Opløftelse, vilde dette ikke forslå. Sofie delte Skjebne med tusinde Børn. Opvokset i en steril Tid og særlig under en fortørret og verdsligsindet Moder, måtte hun undvære Velsignelsen af en allerede i Hjemmet vakt levende Forbindelse med Guddommen. Lykkelig hvem der magelig kommer 15til denne Velsignelse, som bringer Amuleten med, inden Livets Kampe begynder, og hvem det ikke, ligesom Sofie, var forbeholdt, af selve disse Kampe og Lidelser smerteligt at skulle tilkjæmpe sig den! Hendes åbne, religiøse Sind søgte tidlig Gud i Naturen, i Alt, hvad der var stort og skjønt, medens hun dunkelt følte Savnet af en inderligere Hvilen i ham. Men denne Nærmelse, denne inderligere Tilegnen af det Høieste, hvor skulde man ret søge den, uden i Kirken? Men netop her, i hendes Hjembygds Kirke, havde Sofie mindst fundet den; den hele Handling her voldte hende Uro og Forstemthed. Som Barn fik hun ofte ondt og måtte bringes ud. Dette vil neppe kunne forundre Nogen, der kjender lidt til Gudstjenesten i mange af vore Kirker på Landet, i det mindste således, som den øvedes for tyve til tredive År tilbage. Man tænke sig til de timelange, åndsforladte Taler, den Masse Salmer, som Menighed og Klokker foredrog hver i sit Tempo og sin Toneart, dertil de mange Ceremonier, Barnedåb, Altergang og Katekisation, der hobedes sammen på engang, hvor måtte dette ikke berøve den alt Høitideligt og udtvære den, indtil man var slap på Legeme 16og Sjel! Man tænke sig dette i stivnende Kulde eller i den kvælende Sommerhede!

Det var en smuk, solklar Dag den Søndag, Rein skulde prædike. Hele den Ramm’ske Familie tog til Kirke for at høre ham. Det lille snevre, dunkle Gudshus var fuldproppet af Mennesker. Men Rein havde beordret den store Kordør oplukket, så den friske Sommervind kunde trænge ind og holde Luften ren. Solen skinnede gjennem det tætte Løvverk udenfor, der dannede ligesom et lysegrønt, gjennemsigtigt Teppe foran Indgangen. Det så så smukt ud. Ethvert Øie søgte dette Punkt, og Enhver kunde efter sin Trang hvile derved eller higende fortabe sig i den store, duftende, lyse Gudssal udenfor! Salmerne var valgte sparsommere og med mere Omhu. Han holdt derpå en Tale, som efter vore Tiders Fordringer neppe vilde været fyldestgjørende, men som, understøttet af hans milde, værdige Personlighed, ikke undlod at gjøre et vist Indtryk. Menigheden lyttede, som om den for første Gang hørte sig tiltalt i Modersmålet. En levende Opmærksomhed var trådt istedetfor den sædvanlige døde Stilhed. Selv den gamle hvidhårede Mand, der aldrig manglede på sin Plads under Prædikestolen, hvor han altid fik sig en 17sød Søvn, var idag vågen og gjorde et Par Gange en mislykket Anstrengelse for at komme til at se Taleren.

Hvad var det, som vakte dette ualmindelige Liv i Kirkefolket? Her var ingen glimrende Veltalenhed, der henrev. Ingen stærk Gestus, ingen stigende, rungende Pathos! Var det Evangeliet selv, det deilige Evangelium om Kristi Forsvar for den foragtede, brødefulde Kvinde ligeoverfor Egenretfærdigheden og Despotiet? . . Var det Udførelsen deraf, hvorledes Frelseren, ligesom han havde forkyndt et Ligeansvar for Alle, i denne Akt forkyndte en Ligeret til Skånselen, til Mildheden? Det var alt dette, og måske endnu Noget til. Det var, at denne Mand, der så rolig, djervt udlagde dem dette, gjorde Indtrykket af, at det var hans Sjels Overbevisning, som han vilde stå ved, ikke alene på den anordnede, bestemte Dag, under et bestemt Ceremoniel, men også næste Dag – hver Dag i Ugen. At han vilde hævde denne de Svageres Ret i hvilken Situation han kom, i Thingsalen, på næste Kirkemøde, ligeoverfor egen Hustru, som ligeoverfor disse Ulykkeligste, der undertiden ty til vore Præster for at klage sin Nød – levende Vidner om, at den rå Styrke længesiden 18har ophævet denne af Kristus indstiftede Lighedens Lov og kun forbeholdt sig selv Skånselen.

Det var dette Indtryk af noget Pålideligt, sandt Menneskeligt, Tilhørerne ubevidst modtog af den fremmede Præst, da han prædikede i deres Kirke.

I sit Forhold til Amtmandens to Døtre havde Rein taget det Parti, der anstod en sindig, aldrende Mand. I de Dage, han opholdt sig i Familien, beskjeftigede han sig udelukkende med Amalie; han viste hende al den Opmærksomhed, der passede sig for hans Alder, og Amalie, hvem denne Udmærkelse smigrede, kom ham tillidsfuld og venlig imøde. Hun betroede ham endog, at et stille, husligt Liv i en Præstegård på Landet var Idealet af alle hendes Ønsker, – Udladelser, som Tilhøreren ikke kunde andet end tyde gunstigt for sig selv.

I en fortrolig Samtale med Forældrene den sidste Aften anholdt han om hendes Hånd. Han udtalte dette mere som et Ønske, end som en Begjæring, og da han ikke som en forelsket Yngling turde henvende sig til hende selv, lagde han sin Sag i deres Hænder. Både Amtmanden og Fruen blev glædeligt overraskede. 19Partiet var anseligt; Provsten var en i alle Henseender agtet Mand, hvis Hus havde Ry for Orden og Velstand. De forsikrede derfor uden videre, at deres Datter vilde finde sig særdeles hædret ved hans Tilbud.

Amalie blev kaldt til Forældrene. Men her mødte dem dog en Modstand, de ei havde ventet. Amalie sank på Knæ og bad dem hulkende ikke at gjøre hende ulykkelig og knuse to Hjerter, der var skabte for hinanden. Endelig kom det ud, at hun alt i lang Tid havde været hemmelig forlovet med Brøcher.

Så, der har vi det! sagde Fru Ramm.

I Guds Navn, min Pige, sagde Amtmanden og løftede hende op, berolige Dig! Her er ikke Tale om at gjøre Dig ulykkelig; Ingen vil tvinge Dig. Vi har vist Dig Udsigten til en Forbindelse med en anseet, brav Mand, der vilde være istand til at omgive Dig med alle Livets Goder. Du har selv valgt en, i menneskelige Øine idetmindste, ringere Lod.

En sådan Stymper som Brøcher, der måske om ti År kan have Udsigt til et Sognekald oppe i Finmarken, lagde Fruen til.

O! råbte Amalie, vi er Begge unge og behøver ikke så Meget. Kjerlighed og Nøisomhed kan forsøde selv det tarveligste Liv. . . .

20Men af hans Personelkapellans Gage kan I dog for Pokker ikke tænke på at leve, hvad? – sagde Amtmanden.

O Far, stammede Amalie med nedslagne Øine, om så var? . . . . Du ved den store Plads under Bratli står tom. Brøcher har Håb om at forpagte den på billige Vilkår . . . Den ligger så yndig ved Vandet! . .

Den gamle, faldefærdige Rede! Du drømmer nok, råbte hendes Moder.

Vi sætter den istand . . . O, vi skal indrette os på Galterud som i et Paradis.

Faderen rystede på Hovedet, men Fru Ramm tog det langt fra ikke så resigneret.

Da Amalie var gået, udbrød hun: Har man hørt Mage til Dårskab! Hvor kan Amalie finde Smag i den Pedant! Sådan en Erkeprosaist! . . . En Pige med hendes Følelse og Smag! . . .

Ja, ja, Mariane, derved er desværre Intet at gjøre. Vi – i visse Forbindelser talte Amtmanden altid i Pluralis, – vi har selv holdt Partiet for antageligt og vist Brøcher Forekommenhed.

Du udtrykker Dig så underligt, kjere Ven. . . . Vi skulde have vist Brøcher Forekommenhed! . . . . Vi skulde have opmuntret ham! . . . . . 21Vi har vist Brøcher den Forekommenhed, som vi vise enhver Gjæst i vort Hus.

Ja, ja, kjere Mariane, jeg mener jo også kun, at . . at vi har behandlet ham på en Måde, som . . som ikke netop har afskrækket ham . . Nu, skeet er skeet. Tror Amalie derved at blive lykkelig, – i Guds Navn! . . . Nu smerter det mig blot, at vi har beredet Rein en Skuffelse.

Rein tog imod Kurven med megen Anstand. Han lod som om Intet var passeret, og udtalte sig med stor Deltagelse om Brøchers Stilling, som han søgte at fremstille i et trøsteligere Lys. Han lovede endog at anvende sin Indflydelse for ham, og reiste fra Gården – som det lod til – meget trøstig.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.