Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 8]

132Træerne gulnede og Aftenerne blev længere og mørkere under den Kamp, der nu udviklede sig mellem dem. Vi vil ikke for meget trætte Læseren med Skildringen af denne. Det er pinligt at følge så mange strandede Forsøg, så mange utrættelige Anslag på den ene Side, og på den anden en ligeså behændig Utrættelighed i at tilintetgjøre dem. Thi – man finde det troligt eller ei – det lykkedes ham ikke. Lettere kan man fange den flygtige Ekorn, der svinger sig fra Trætop til Trætop, end man kan få en Kvinde til at stå til Rette, når hun ikke vil det. Tilfældet kom her Sofie til Hjælp.

133De mange heftige Sindsbevægelser havde virket for stærkt på hende. Hun blev syg og nødt til at holde Sengen i nogle Dage, og inden hun var kommen sig igjen, måtte Kold gjøre en af de sædvanlige Forretningsreiser for Amtmanden. Han havde imidlertid havt Stunder til at berolige sig, og han greb Reisen med et Slags Begjærlighed, som en lindrende Afbrydelse i den unaturlige Spænding. Ude af hendes Nærhed vilde han desuden besindigere kunne overveie det Passerede og de Midler, der lettest vilde føre ham til Målet.

Det var en deilig Høsteftermiddag, da han vendte tilbage. Himlen hvælvede sig ren og mørkeblå, Solen, nær sin Nedgang, stod skjult bag en Sky, der, formet som en uhyre Krokodil med opsperret Gab og gylden Bug, leirede sig over de vestlige Bjerge. Et yndigt, farverigt Tusmørke hvilede over Sletterne; de fjerne Åser glødede. Reisen havde virket oplivende på ham, han var freidigere, og han havde udkastet en ny Angrebsplan. Med Rolighed vilde han herefter afvente det beleilige Øieblik; var hun først bleven mere tryg, vilde det nok komme af sig selv. Men jo nærmere han kom Hjemmet, desto mere følte han dette Forsæt vakle, og da han ved en Ombøining af Veien under 134Træerne kunde skimte den Bolig, der omsluttede hans Elskede, havde han blot ét ivrigt Ønske, at kaste sig for hendes Fødder, og ikke ophøre at bestorme hende, før hun havde hørt ham.

I den Bevægelse, han var kommen i, var det ham imod at møde nogen Anden; som en Tyv sneg han sig derfor op på sit Værelse. Han åbnede sagte Vinduet til Haven og lod den længe udelukkede friske Luft strømme ind. Hint År havde et ualmindeligt deiligt Efterår. Høsten var gået med mild Hånd over hele Naturen. Skjønt midt i Oktober blomstrede Asters endnu i rig Fylde, og enkelte Georginer stod i sin fulde Pragt og nikkede hovmodig over Bedene, hvor de fine Sommerblomster var falmede. Træernes Toppe spillede endnu kun i de forhøiede Farvenuancer, der giver dette vidunderlige Relief, Malerne ynder så meget. Idet han åbnede Vinduet, brød Solen netop igjennem det mørke Skybelte i Horisonten og kastede et glødende Skjær udover hele Egnen. Alle Farver strålede i dette Skjær og spillede i tusende Nuancer af Kobber, Guld og Purpur . . . Blomsterne tindrede som Ædelstene. Men vor unge Ven havde i dette Øieblik liden Sans for den ubeskrivelige Naturpragt. Hans Øie trængte speidende ud over alle synlige Punkter i Haven, 135medens han lyttende bestræbte sig for at opfange en Lyd af hende, som han søgte. Da troede han at se en lys Skikkelse bevæge sig i det lille Buskads på Høien, dæmpede Toner lød op til ham . . . Hans Hjerte sagde ham, at det var Sofie. Ligeså hurtigt var han nede, men ligesom han i det Tusmørke, Solnedgangen pludselig havde udbredt, vilde træde ind i Buskadset om Lysthuset, styrter den lyse Skikkelse sig med et: Gud, er Du endelig der! frem og kaster sig i hans Arme. Et nyt, hvinende Skrig opklarer Feiltagelsen. Skikkelsen forsvinder bag Hækken, og den arme Kold står tilbage med udbredte Arme fastgroet til Pletten. Den eliske Flodgud må have seet således ud i det Øieblik, Aretthusa opløser sig i hans Arme til Vand.

Det var nemlig den Dag Brøchers Fødselsdag. Alt i længere Tid havde Amalie beredt sig til at feire den på en Måde, der svarede til dens Vigtighed. Hun havde indstuderet en ny Sang til Guitaren, en tysk Sang, der begyndte med et «In dieser heil’gen Runde,» og som i Grunden var en Frimurersang, men ligesom alle Frimurersange så dunkel, at den kunde passe for alle mulige Ting. I lang Tid havde hun været beskjeftiget med at udføre en Tegning 136i Vandfarve, der forestillede det ovenomtalte Galterud, der skulde blive deres jordiske Paradis. Familie og Bekjendte fandt den meget vellykket, og når man undtager, at den oprindelige skidne Træfarve på Huset var ombyttet med en strålende gul, og at dette var omkranset med en Rigdom af smaragdgrønne Træer, var den også meget tro og nøiagtig. En Spotter, der endelig vilde finde Noget at udsætte derpå, vilde måske småligen kunnet udregne, at det lykkelige Par, der sad under en Hængebirk ved Døren, vilde, når det reiste sig, rage op over Skorstenen, men denne lille Feil i Teknikken skadede aldeles ikke Effekten af det Hele. Med dette Stykke og flere andre Presenter skulde Brøcher have været overrasket, når han efter Løfte var kommen for at tilbringe hele Dagen med dem. Om Formiddagen skulde Familien have gjort en deilig Tur. Kapellanens Yndlingsretter, Grønkål med Kjødboller og Marvbudding som Dessert, hvortil Amtmanden vilde føie en Flaske Champagne, ventede ham til Middag. Dagen gik, men Dagens Helt udeblev. Amalie begyndte alt at finde den hvide Kjole, hun havde taget på, noget kjølig i det Frie, og Buketten i Brystet falmede. Utallige Gange havde hun fra Høien, lig den «hvidbarmede 137Colma fra Stormenes Bjerg», speidet udover Sletten. Da han endnu ikke var kommen Klokken fem, kunde hun ikke længer holde det ud; hun løb til Skrivebordet og gav sin martrende Uvished Luft i følgende Linier (Amalie læste Ossian i de Dage).

Dagen synker og endnu er Du ikke kommen. Hvor er Du, min Elskede, ak, hvor er Du? Hvorfor kommer Du ikke? I otte uendelige Timer har jeg ventet med stigende Angst; i ethvert Blad, som bævede, har jeg troet at høre dine Trin – men ingen Brøcher! Nu kan jeg næsten ikke mere. Jeg er rolig, frygtelig rolig. Det er, ligesom Naturen forstod og led med mig. Dagen var før så smilende, med Et er det bleven mørkt som i min Sjel. Alle de små Gaver, hvormed jeg vilde have beredt Dig en liden Glæde på denne Dag, ser så vemodigt på mig, som om de vilde sige: han kommer ikke! Alt hvisker til mig: han kommer ikke! . . . Når Du blot ikke er syg! Du har vel ikke fået dit Tilfælde igjen? . . . Rolig siger jeg, at jeg er, o tro det ikke. Du er måske syg, og jeg sidder her i uvirksom Klage, istedetfor at ile til Dig . . . Tilgiv Elskede, men skynd Dig med at berolige din
Amalie.

138Visergutten Ole var, under utallige Formaninger om at skynde sig, bleven sendt afsted med dette Brev, og det var i denne Mellemtid, at Tildragelsen i Haven indtraf.

Da Kold senere gik ned for at fremstille sig for Familien, stansede han nølende i det lille Forværelse foran Dagligstuen. Gjennem den halvåbne Dør lød ham en høirøstet Samtale imøde. Den syntes at dreie sig om Brøcher. Fru Ramm havde, ligesiden den Dag, da han var trådt iveien for Amalies Forbindelse med Provsten, fået Noget imod ham; skjønt hun ikke nævnede denne Grund til sin Uvillie mod ham, greb hun dog enhver Leilighed til at give den Luft. Mellem Fruens og Amalies heftige og klagende Røster kunde Kold skjelne Amtmandens beroligende og lidt bebreidende Stemme. Værelset var i nogen Uorden. En Mængde Reisetøi lå opstablet på Stole og Sofaer. Lidt til Siden ved Lampen bemærkede han Sofie ivrig beskjeftiget med at sy. Hendes Ansigts ligegyldige Rolighed stak besynderligt af mod de Andres Heftighed. Kold havde stor Frygt for Familiescener. Han stod alt i Begreb med at vende om, da et almindeligt Udråb, fulgt af en høitidelig Pause indenfor, uvilkårlig bragte ham til at stanse igjen.

139Se så, sagde Amtmanden, så er da den Sorg slukt. Nu Amalie, hvad skriver han?

Læs Du, Far, jeg kan ikke. Det er ligesom Bogstaverne går rundt for mig.

Faderen læste:

Jeg beklager overmåde meget, at Omstændighederne har hindret mig fra at komme, såmeget mere, som jeg derved har voldt Dig, kjereste Amalie, flere bekymrede Timer. Med Hensyn til min Helbred kan jeg ganske berolige Dig. Mit Tilfælde har, Gud være lovet! kun vist sig efter betydelige Mellemrum, og for hver Gang i en kjendelig ringere Grad. Derfor kan min søde Pige være rolig.

Men Gud, hvor er han da! afbrød Amalie.

Jeg befinder mig på Fjerdingstad, hos Lensmanden, hvor jeg har siddet i Fattigkommissionen fra Klokken ni Slet. Forretningen vilde vist have endt til sædvanlig Tid, når ikke Spørgsmålet angående den nye Rodeinddeling var kommet på Bane og havde holdt os varme til Klokken syv. Det er ubegribeligt, at noget Sådant kan blive Gjenstand for en Diskussion, da det må være enhver Fordomsfri, der blot overfladisk sætter sig ind i Sagen, indlysende, at den nye Inddeling af kun otte Roder er langt mindre hensigtsmæssig og til Kommunens 140Tarv svarende, end den gamle Inddeling af det Dobbelte, nemlig seksten, da denne – efter min subjektive Overbevisning idetmindste – på en ganske anden fyldestgjørende Måde forener alle Interesser, navnlig Fattigvæsenets og Skolevæsenets, og fornemmelig det Sidstes, når man erindrer den megen Tid, Veilængderne tager for den omgående Skolelærer. Jeg skal senere på en mere tilfredsstillende Måde udvikle Dig hele Vigtigheden af mit i denne Retning gjorte Forslag, nu ikke et Ord mere derom, da jeg ved, min Amalie venter. Jeg vil altså blot gjentage, hvor oprigtig jeg beklager ikke at have kunnet tilbringe denne Dag i Eders Midte. Men da vor Afreise er berammet til Klokken tolv, vil jeg endnu kunne indhente det Forsømte og komme desto tidligere imorgen, hvorved vi vinder et Par Timer, som vi kan hellige vor Kjerlighed. Altså Klokken ni har Du mig! Hils alle dine Kjere, men selv være Du, min elskede Pige, hjerteligst hilset af din
Adolf.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Det var også et Brev! udstødte Fruen med et Blik mod Loftet.

Hm, Hm, ser man det, sagde Amtmanden med et forunderligt Ansigt, og rakte Amalie 141Brevet. Det tænkte jeg nok, at der var noget Sådant iveien. Nu, Amalie, det må være Dig en Trøst, at han er rask.

Men Amalie lod ikke til at finde denne Trøstegrund så tilstrækkelig, som han havde ventet. Uden at sige et Ord, rev hun med en tragisk Bevægelse Buketten af Brystet og styrtede grædende ud.

Hvad er der nu igjen påfærde? sagde Amtmanden, nu troede jeg Alt var godt og vel!

Og derom kan Du spørge? brød Fruen ud. Først at lade den stakkels Pige tilbringe den hele, lange Dag i Ængstelse for hans Skyld, uden at sende hende så Meget som et Bud, forspilde hendes hele Glæde, skuffe hendes Længsel! Her har vi ventet til Klokken fire med Maden . . . !

Men han skrev dog . . . indvendte Amtmanden.

Er det et Brev at skrive for en Elsker! . . Dog, det er Noget, Du ikke forstår, min kjere Ven . . . Har man hørt Magen! Plage hende ovenikjøbet med sine Rodeinddelinger! . . Ja, har jeg ikke sagt det! Det er intet Parti for en Pige som Amalie, med hendes Følelser og rige Hjerte.

Men kjere Mariane, sagde Amtmanden for 142Alvor utålmodig, Amalie får dog sandelig vænne sig til at tåle – trods hendes rige Hjerte – at Manden sidder i Fattigkommissionen, med andre Ord, at han opfylder sine Pligter.

Å, råbte Fruen hånlig, idet hun gik ud, det har ingen Nød. Bliver Amalie først hans Hustru, sætter hun sig tidsnok ind i Fattigvæsenet, det skal jeg love for.

Den Gamle så hovedrystende efter hende.

Det er godt, at vi kommer til at reise. Denne Dag har gjort os Alle forstyrret i Hovedet. Efter en Pause tilføiede han i en ganske anden Tone: Og min lille Sofie, hvordan er det med Dig? Den Upasselighed har taget stærkt på Dig. Du ser ganske bleg og medtagen ud.

Ser jeg, Far! sagde Sofie forskrækket, Du tager feil . . . Jeg føler mig vel, fuldkommen vel.

Heller ikke har jeg hørt din velsignede Stemme på så lang Tid . . . Dog, iaften tør jeg ikke bede Dig . . ?

Desværre, kjere Far, Mors Reisekåbe må jeg have færdig.

Derpå tænkte jeg ikke, men Du ser virkelig så lidende ud, at jeg frygter, det vilde angribe Dig . . . . Og dog vilde det netop iaften have gjort mig så godt at høre Dig.

143Sofie reiste sig og gik langsomt hen til Pianoet; men idet hun kom forbi sin Fader, mødtes deres Øine. Hun kastede sig om hans Hals og brast i Gråd. Atter vilde Kold træde tilbage, men han kunde ikke komme af Pletten. Under stigende Uro havde han fra sit Skjul hørt disse Hentydninger til en nær forestående Reise. Først da Sofie, ved et Par kjerlige Ord af Faderen, havde fattet sig og endelig taget Plads ved Pianoet, vovede han sig ind.

Hans Komme oplivede synlig Amtmanden. Efter en hjertelig Velkomsthilsen sagde han:

Vi ventede Dem ikke førend i næste Uge, da jeg troede, De vilde lægge Veien over A., og jeg begyndte allerede at få Skrupler over at De skulde komme hjem og finde Buret tomt. Reiselysten er nemlig faret i os Allesammen. Efter mange Ventilationer har vi endelig besluttet at besøge vor gamle Ven, Provst Rein, og tilbringe nogle Dage i hans smukke Præstegård. Vi agter at bryde op imorgen Middag . . . De kjender ham nok fra hans Besøg her i Sommer.

Rein! Provst Rein?

Det er også sandt. De var dengang i Kristiania. Det var Skade, der skulde De have lært en elskværdig Mand at kjende . . . Men 144ved De hvad, De kan jo følge med, der er endnu Tid. Kan Du begribe, Sofie, at dette ikke er faldt os ind før? Kom De med, kjere Kold, der er netop en Plads i Vognen . . . Jeg indestår Dem for den bedste Modtagelse.

Kold stod et Øieblik tvivlrådig. Lig den Strandede havde et drillende Bølgeslag idelig skyllet ham tilbage igjen; nu gjaldt det altså at gribe og holde fast.

Du ser, hvor nødig Hr. Kold vil, kjere Far . . . Han må også være så træt af at reise, at det næsten er Synd at opfordre ham til en ny Tur.

Sofies Miner modsagde i dette Øieblik det Harmløse i hendes Ord. Hendes hele Ansigt udtrykte den angstfulde Spænding, hvormed man venter, at en Ulykke vil ske.

Han kunde ikke tage feil. Sofie flygtede for ham; den blotte Tanke, at han kunde følge med, indgjød hende Skræk.

En ubeskrivelig Smerte gjennemfor ham. I dette Øieblik troede han, at Sofie ikke elskede ham.

I få men bestemte Ord afslog han Tilbudet om at følge med og ilede under det første det bedste Påskud op på sit Værelse.

Nei, han kunde ikke tro det, nei, han 145kunde ikke. Endnu et Forsøg vilde han gjøre, før hun reiste. Han vilde skrive. De første Timer af Natten anvendte han dertil. Han opbød i dette Brev Alt, hvad der kunde røre hende; han bønfaldt hende om at løse den frygtelige Gåde for ham, og at gjøre dette inden hun reiste og ikke efterlade ham fortvivlet.

Sofie fik dette Brev om Morgenen. Time på Time ventede han på Svaret. Afreisens Stund slog; Vognen stod allerede forspendt. Klokken præcis tolv havde Brøcher afsluttet sine Hyrdetimer i Havens Lunde og iført sig Læderfrakken med det brogede Skjerf, som Amalie havde foræret ham. Damerne havde stuet sig ind i den med Reisetøi tæt bepakkede Vogn, og medens Amtmanden og Fruen var beskjeftiget med at bedømme en Kufferts Fastsurring, og Amalie havde sine Øine henvendte på Kariolen bagefter, stod Kold ved Vogntrinnet og bevogtede alle Sofies Bevægelser, den Domfældte lig, der til sidste Øieblik venter at se Benådningens hvide Tegn. Han velsignede ethvert nyt Tilfælde, der udhalede Reisen nogle Minuter, og det klang ham næsten som Spot, da Amtmanden rystede hans Hånd og sagde: Nu da endelig! . . endelig, min kjere Ven, skal De blive os kvit. Jeg ser, De har rent tabt 146Tålmodigheden . . . Så i Guds Navn da, Børn, er vi færdige! Men snille Mariane, har Du ladet Hatæsken sætte der? Der falder den bestemt af. Medens dette blev undersøgt, bøiede Kold sig hen til Sofie og sagde: Sofie, har De Intet at sige mig?

Farvel, sagde Sofie, så tonløst, så brustent!

Et forseglet Papir, som Kold fandt i sit Værelse, indeholdt kun hans eget ubrudte Brev. Han stirrede en Stund på det tomme Blad, som kunde hans Øie tænde usynlige Ord.

Ikke en Linie! råbte han og knugede Brevet i Hånden.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.