Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

FORORD

IIIDa denne Fortælling for et Snes År siden første Gang viste sig for Publikum, var den i sin Art noget Nyt oppe hos os. Vore hjemlandske Novellister, vor fortræffelige Maurits Hansen først at nævne, havde næsten udelukkende holdt sig til Almu- og Småstadsforholdene. En Skildring af de sociale Tilstande, således som de efter vor politiske Gjenfødelse artede sig i vort norske Patricierliv, var så godt som uforsøgt.

Den Studsen, som dette Forsøg derpå vakte, må fornemmelig tilskrives denne Omstændighed: det Uvante. Den samlede sig i den private som i den offentlige Kritik i tvende Hovedanklager. Den første af disse Anklager, at det var en «Tendentsroman», vil nu falde bort af sig selv, da det omtrent hører til Umulighederne i vore Dage at skrive en Roman, som ikke er det. Den Anden, der er bleven tilbage, at den er Produktet af en pessimistisk Livsopfatning, der ser Skygger overalt, kunde måske ligesålet pukke på Uundgåelighedsundskyldningen: IVhvorledes er det mulig, i vore Dage ikke, etc.? Imidlertid er det fornemmelig for at imødegå denne sidste Anklage, at jeg har fundet det nødvendigt at forudskikke et forklarende Ord.

Titelen «Amtmandens Døtre» får denne Fortælling nu engang beholde, men den kunde måske mere betegnende omsættes til «Et Lands Døtre». Den giver, betydelig formildet, en Skildring af de Livstilskikkelser, der ventede Døtre i de mere dannede Klasser, særlig under vore isolerede Landboforhold. Noget mildnende i disse Vilkår vil Tiden, især ved sine lettere Kommunikationsmidler, naturligvis have medført. I mit lange Liv, tilbragt under disse Forhold, havde jeg ikke oplevet andet end Tragedier rundt om i Familierne, ei heller, så langt som Sagnet strakte sig tilbage, hørt berette om Andet. Nogle af disse Sagn var af den Beskaffenhed, at de kunde forsvaret en Plads i Sophokles eller Shakespeare.

Jeg gjentager derfor: hvad jeg har meddelt deraf, disse Småbidrag til en fædrelandsk «Kvindehjertets Historie,» er gjengivet med al Moderation, al nødvendig Hensynsfuldhed, anende, mere end jeg dengang var mig det klart bevidst, at det vilde være betænkeligt alt for pludselig at rive Sløret bort fra Tilstande, som man nu engang var bleven enig om, med åbne Øine ikke at se. VFolks Beholdning af smukke, ømme Følelser var næsten ganske flygtet over i Digtningen, særlig derunderforstået hin Tids importerede, sterkt tårepersende Romaner, dem man i slidte Bind og i en forfærdelig Oversættelse kunde finde på næsten ethvert Familiebord. I denne Lekture søgte man da Forfriskelsen efter Dagliglivets Tryk og Prosa; det var den unge Piges Hjertetrøst at drømme sig ind i den, ligesom det fornemmelig var den, der måtte levere Stoffet til den selskabelige Underholdning.

Man skulde næsten sige, at i samme Grad som den æsthetiske Følsomhed bevægede Gemytterne, i samme Mon afstumpedes den for de virkelige Tilstande, man havde lige for Øine. Gjennem Generationer kjendte man dem nu engang ikke anderledes. Man havde vænnet sig til at betragte dem i sine Kriser og enkelte Udbrud omtrent som andre Naturfænomener, som Sommertørken, som et Skybrud eller som den første Nattefrost, der ubønhørlig feier Havens sidste Blomst væk.

En Mægling mellem disse to Livsmagter, Digtning og Virkelighed, med det Formål ved den Førstes mægtige Hjelp at vindicere den Sidste sin Ret, var som sagt endnu så godt som uforsøgt. Fru Gyllembourgs Noveller, der på en høist velgjørende Måde afløste og tildels fortrængte den fremmede Sensationsroman, VIdannede vistnok en Overgang til en bedre Forståelse af vort eget Liv. Men de var dog, trods at de tiltalte os mere hjemligt, byggede på Kulturtilstande og andre Forudsætninger, der lå os for fjernt til, at de kunde virke stort anderledes end som behagelig Underholdning. Nærværende Fortælling tør derfor uden Anmasselse, kun ved en Kjendsgjerningernes simple Berettigelse, regne sig som et første Forsøg på at vække denne Forståelse.

Det er umuligt at beskrive den Forundring, det vakte dette Blik ind ad «vore egne Vinduer». Endnu inden anden Del af Bogen var kommet ud, havde Personerne og deres Skjebner vakt den inderligste Deltagelse. Hvordan mon det vil gå dem? Dog vel ikke for slemt!

Anden Del tilfredsstillede derfor mindre. Den vakte al den lyssky Uvillie, som en sandfærdig Historie kun kan ønske, som det bedste Vidnesbyrd om – dens Sandfærdighed. «Så nær Lykken, disse stakkels Unge, og dog! . . . At det skal briste på et lumpent Tilfælde, som let kunde være greiet! Det er dog for galt!»

I denne sidste Anke, at Fortællingens tragiske Vending beror på nogle «usandsynlige Tilfældigheder», har man samlet sin vegtigste Anklage. Vi vil finde den gjentagen i alle Anmeldelser; VIIselv i de velvilligste mangler aldrig «den usandsynlige Tilfældighed.»

Og netop i denne Anke har Kritiken, skyldløs i sit lykkelige Ikkehjemme på dette Felt, rørt ved Fortællingens egentlige tragiske Nerve.

Lykken kaldes det, men mon det for hendes Vedkommende ikke snarere kunde kaldes Lykketræf? Thi i Sandhed, således som vort Samfundsreglement engang er ordnet og vedtaget, beror den kvindelige Lykke kun på en Mulighed, et blot og bart Træf, omtrent ligeså beregneligt som Udfaldet af en Trækning, når man har et Lod i det store, garanterede Statslotteri.

Ægteskabet, Familielivet har man fastslået som Kvindens Bestemmelse, «hendes sande, skjønne Livsopgave», hendes «hellige, ophøiede Kaldelse,» pleier Præsterne at benævne det. «Derfor er det mindre ved ÅndensÅndens] rettet fra: Andens Gaver end ved Hjertets, Følelsen, at hun får sin Betydning og udfylder sin Plads i Samfundet», etc. etc.

Smuktklingende Ord. Man glemmer kun, at hun selv står vanmægtig bunden ligeoverfor denne sin Livsopgave, at det er hende kun tilladt at forholde sig negativ efventende ligeoverfor denne ophøiede Kaldelse. En overveiende Del Kvinder tilstedes jo slet ikke at opfylde sin Bestemmelse, VIIIog sker det, falder Loddet neppe engang blandt hundrede således ud, at denne skjønne Livsopgave virkelig bliver skjøn, medens Alt udenfra ved alle Tilskyndelsesmidler vil drive hende til at opfylde Bestemmelsen netop således, og ikke anderledes.

Og nu hendes Følelse, derunder forstået en vis halstarrig Smag for og Villie til at påtage sig Livets Besvær, netop for ham og ingen Anden, og finde dette Besvær uendelig himmelsk . . . hvad Betydning har denne hendes sterkeste Sjeledrift for Samfundet? Hvad bruges den til? Hvilken øm Agtelse viser dette samme Samfund denne Skat, som det vil påstå at stille så høit?

Du, som spørger, hvis Du kræver alvorligt Svar, spørg Virkeligheden, dette ene pålidelige, ubestikkelige Vidne. Lad den fortælle dig sine Hemmeligheder, sine triste Hemmeligheder, alt dette Ubehagelige, Brydsomme, som Verden stræber at glemme ved hårdnakket at negte, at det eksisterer. Den vil fortælle dig, stakkels unge Pige, hvis det er dig, som spørger, den vil fortælle dig denne Virkelighed, at samme din mægtigste Sjelsevne kun i Tale og Digt hæves så høit og gives de smukke Navne af «dit Hjertes Skat», «Livets Fornyelseskilde» o. s. v., men at denne Skat på dens egen Grund er en såre ringeagtet, uselig Ting, som Du må skjule næsten IXsom en Skam, skjule, undertrykke, indtil den har fortæret sig, eller måske i bedste Tilfælde dig selv. Den kan fortælle dig, at selv hvor det hænder, at Lykkens store Lod kommer ud, selv hvor det Vidunderligste hænder, at din Følelse besvares og et af disse stille, bævende Forhold indtræder, som Ordet endnu ikke har beseglet eller Tilliden gjort uangribeligt, vil dette samme Samfund have tusind Midler til forstyrrende at gribe ind. Endnu må du tie og lade Alt ske, tør ingen Forklaring søge, er dette Ord ikke udtalt og Pagten sanktioneret af lykønskende Slegtninger og Veninder. Vær da på din Post, det hænger i et Hår, noget ørkesløst Sladder, et ubetimeligt Drilleri, en plump Ven, en tynd Væg, der røber Noget, der skulde forståes anderledes, – kort, den jammerligste Tilfældighed optræder her som Skjebne og har den Magt at knuse din Lykke på Stedet, og du – du må taus lade det ske.

Alt dette har Virkeligheden, denne min tidlige, mørke, indesluttede Fortrolige, fortalt mig. Den har hvisket mig det i Øret, i lange, kolde, ensomme Dage, og ængstelig besvoret mig ikke at røbe det. Om jeg har formået at holde Løftet, må min Fortælling afgjøre.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.