XI

51Flere Aar var gaaet fra den Morgen, Tante Martha kom til Vorregaard. I de første af disse Aar tænkte ikke Ada meget paa hende. Indtrykket fra første Morgen havde hun beholdt; men Ada var lykkelig og endnu for Barn at regne, Livet var hende let og klart, og naar hun tænkte paa Tante Martha, var det, som om hun oppe fra Strømmens blanke Overflade saa en gaa paa Bunden i Halvmørke, en som hun, naar alt kom til alt, ikke kunde se tydelig, og som hun i Grunden ikke ganske kjendte.

Nu og da hørte hun et og andet Ord blandt Tjenerskabet: Ja, ja, Gud ved, hvad for Sorg tynger hende. Eller: hun har trukket en Skal over sig, hun hører ikke noget udenfra; men hun ly’er efter noget hos sig selv. Eller: hendes Øjne siger, at hun er enslig og forladt, men at hun ikke begjærer andet. 52Alt i det dunkle Sprog, som Almuefolk holder af at bruge.

Og disse Ord passede i mange Maader og kunde nok bruges her, hvor de, som talte, ikke vidste noget bestemt.

Tante Martha sad næsten altid paa sit Værelse. Værelsets Møbler var hendes egne: to højryggede Stole, en Træseng, gulmalet med mørke Forsiringer, en Sofa og et Væggeuhr: et Spindelværk med tunge Lodder, der langsomt gled op og ned. Over Sengen hang et Billed, Tante Martha havde tegnet, da hun var ung Pige, og sat Vandfarve paa: en Kraake sad i en Grantop og saa med store Øjne paa en Jæger og en Hund, der stod ved Foden af Træet og saa igjen paa Kraaken. Disse Ting var altid ens: de falmede Møbler, Uhret, der dikkede for hvert Minut og surrede for hver Time, og Skilderiet, der hang i Dag som for Aar tilbage – – en langsom henglidende Tid hersked deroppe. Og her sad Tante Martha, der ikke mere vented paa noget.

Ada syntes, efterhvert som hun blev større, at forstaa, at Tante Martha var ulykkelig for noget, og naar Tante talte, aabnede hendes Ord ligesom Udsigt til noget, Ada ikke kjendte. Før havde altid det staaet for hende som den 53største Sorg, der kunde times hende, om hendes Far skulde dø. Nu følte hun ligesom, at andre Ting kunde hænde, underlige Kryb kunde liste frem fra Mørket og bide sig fast til hende, der kunde volde værre Sorg end den.

Ofte kunde Tantens Ord falde tungt paa hende. Som nu en Dag, da Ada sad oppe hos hende. Høsten var inde, og Ada saa igjennem Vinduet, hvor Havens gulnede Blade blæstes i Ring. Pludselig rejste hun sig, løb ned og hentede nogle Høstblomster og lagde dem paa Bordet.

«Tante, her er nogle Blomster til Dig.»

«Er de til mig, Ada?»

«Ja, der er ingen andre, de andre er visnede ud.»

«Du vilde helst, at det skulde være Sommer, Ada?»

«Ja, nu er det saa koldt, i Sommer var det dejligt.»

Da sagde Tante Martha stille: «Saa Du er bedrøvet, fordi Høsten kommer. Gid Du altid maa være det og ikke af de ulykkelige, som længes efter Høsten.»

Saadanne Ord kunde Tante Martha sige. Omend Ada ikke ganske forstod dem, trængte dog den Tone, hvori de udtaltes, ind paa 54hendes bløde Sind og gav hende som i en Sum Sætningernes dunkle Mening.

Derfor hændte det en Junidag næste Aar, at da Ada paa sin lette Fart gjennem Huset kom gjennem Tante Marthas Værelse med nogle lyse, svulmende Roser i Haanden (af disse Solens blødagtige Børn, der væver sig ind i de første Sommermaaneders Pragt) saa blev hun, da hun syngende sprang frem, pludselig greben af Skamfuldhed. Hendes Skridt sagtnedes. Hun gik videre paa Tæerne og nynnede ikke engang. Og da hun gik ud af Værelset, var det, som en Skygge var falden over hendes Ungdoms Glæde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.