XVIII

91Dagene gik altfor hurtigt. Det led snart mod Tiden, da Carsten maatte rejse.

De sidste Dage før hans Bortrejse gik han og Ada lange Ture og talte om, hvordan de vel havde det næste Aar paa samme Tid. De var da vel flyttet ud til Holmen. De boede vel paa den gamle Fæstning ganske for sig selv, befandt sig vel og ønskede ingen Fremmede.

De følte nu, da Adskillelsens lange Timer nærmed sig, ikke saameget den forrige begjærende Kjærlighed. Den havde veget Pladsen for en dyb Ømhed. De holdt af i disse Dage at sidde stille, tæt mod hinanden, og tale om Tiden, som vilde adskille dem: hvad de da vilde gjøre og lade, og hvorledes de vilde mindes den dejlige Maaned, de nu havde tilbragt, og hvorledes de vilde søge at lade 92Tiden gaa saa hurtigt som muligt for jo hurtigere at kunne forenes.

Dagen for Adskillelsen kom. Ved Middagstid kjørte Sakarias Wilde sin Datter og hendes Forlovede til Byen, lige til Bryggen, hvor en Baad laa færdig til at hente Carsten ud til det lille Skib, med hvilket han skulde rejse. Ada var kjæk, hun græd saa langtfra, at hun endog smilede ved den sidste Afsked, omend jo nok det Smil var noget blegt.

Saa rejste han, og Ada kjørte med sin Fader tilbage for at vente paa ham, en Høst, en Vinter og en Vaar, syv Maaneder i det hele …

Omend Oktober nu var kommen, holdt Høsten sig endnu i Afstand. Ja tidt kjendtes det, som om Sommeren endnu gik over Jorden. Men det var jo ikke Sommer mere. Haven, Alléen og Skogene gulnede lidt efter lidt. Solnedgangen strakte store Striber langt op over Himlen, og det gyldne Lys, de spredte, gjorde, at enkelte Fugle sang; nogle kolde Pust kom flygtende fra Nord og meldte, ikke ved sin Styrke, men snarere ved sin trygge Bredde, at de kom fra noget, der havde meget at øse af. De ødelagde dog ikke og ribbede ikke. Skogene og Alléen og Haven 93stod endnu prydet med Oktobers farverige Pragt og vented paa Døden.

Jeg har før sagt, at Ada ligned en af de Blomster, hvis Farve er dæmpet, hvis Duft er en noget fjern Solduft. Men nu havde Kjærlighed og Længsel gydt hende en fremmed Saft i Blodet. Hun bar ikke den dæmpede Farve mere. Hun gik i Haven, under Alléen og i Skogen paa alle de Steder, hvor hun og Carsten havde gaaet, og hendes Tanker var lumre som Duften fra de Blomster, der aabner sig om Natten.

Hun længedes efter ham, hun elskede. Hun længedes Dag efter Dag. Hun blev sluttelig fortrolig med sin Længsel; derfor sagde hun ofte tidlig Godnat til sin Fader og gik ind paa sit Værelse, klædte sig af og laa, før hun sov ind, stille med lukkede Øjne og tænkte paa ham og ønskede at ligge saaledes den hele Nat.

Tiden gik forresten hurtigere for hende, end hun havde haabet. Næsten hver anden Dag kom Brev fra Carsten, og Læsningen af disse Breve og Skrivningen af Brevene til ham optog Størstedelen af hendes Tid den mørke Vinter.

Saa nærmed lidt efter lidt Maaned Maj sig, og endelig var den der, og endelig var 94ogsaa den Dag der, da han, efter hvad han havde skrevet, skulde være paa Vorregaard igjen. Ada sad ved Vinduet, og fordi Carsten skulde tilbagelægge den sidste Del af Rejsen over Land, saa hun efter hvert Kjøretøj, der nærmed sig.

Henimod Aften kom han. Ada saa ham igjen fra før; hans Skikkelse, hans Øjne, hans Mund, ham selv … hun havde ham virkelig tilbage.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.