Ada Wilde

av Thomas P. Krag

IV

211Carsten og Ada havde nok før lagt Mærke til Balduin Orne og hans Frue, og de havde talt sammen om dem. Saa traf de sammen med dem ved en Fest, som Konsul Lyders gjorde for nogle Officerer fra en engelsk Fregat (Lyders var britisk Konsul), der laa i Havn for at proviantere. Festen holdtes paa et af Konsul Lyders Skibe, og netop medens det var muntrest traf Stahls og Ornes hinanden og blev i hinandens Selskab. Fest, Lystighed og Vin havde gjort dem elskværdige og meddelsomme, og Fru Orne tog straks Ada for sig og snakked en Mængde i sit lidt ubehjælpsomme Sprog, fortalte hende, at dette Selskab dog var et elskværdigt Selskab, og at Fru Lyders var en Dame med et godt Hjerte. Om en Stund yttred hun, at hun igjen vilde rejse bort fra Byen, at hun blev med Orne, hvergang et Skib kom fra de Kanter, hvorfra hun var, 212at hun da sad og spiste Beskøjter og snakked med Matroserne, og at hun ikke vilde blive her længere. Da hun sagde dette sidste, rynked hun sin Pande og saa paa Orne, der ingenting hørte, eller lod, som han ingenting hørte.

Ada forstod hende ikke ganske. Det ene Øjeblik troede hun, at Fru Orne virkelig var ulykkelig, for hun saa saa sørgmodig ud, men næste Øjeblik kom en Latter saa ligeglad, at hun fik den Tro, at den vakre Frue til syvende og sidst i hele sit Liv ikke havde haft en bedrøvet Time. Ja, da Ada en længere Stund havde siddet og talt med hende, syntes hun, at hun aldrig havde truffet noget mere aabenmundet og pludrende. Maaske Festens Vin havde bevirket en Del af Aabenmundetheden, men … den var alligevel meget stor. Tilsidst gav hun sig til at tale om Ornes Forelskelse, og da Ada vilde have et Ord ind om, at det i Grunden ikke var godt for hende at høre, saa slog Fru Orne det hen: «De er Dame, og jeg er Dame, vi kan nok tale om det samme. Ja, De maa ikke tro, at jeg var et Tossehoved, som kom hid for ingenting … havde jeg vidst dengang, hvad jeg nu ved, skulde jeg ikke have ladet mig narre.» Ada maatte næsten le og hun gav sig over; her var intet Udkomme.

213Fru Orne fortsatte efterat have drukket et Glas gul, sød Champagne, som en Tjener bragte, og klinket med Ada: «Jo, han havde forfulgt hende, hun havde aldrig haft noget tilovers for ham; men han gav hende store Løfter: de skulde have stort Hus og Hest og Vogn og deres egen Lystyakt; men saa tog han hende med hid, hvor hun ikke kunde være … nej, han tog hende ikke, det skulde han aldrig have magtet, men han lokked hende med hid, fordi der gik mange Penge, og fordi de elegante unge Mænd derover beundrede hende. O, hun var jo ung, om hun var gift … Men en Lystbaad havde de dog … vilde ikke Fru Stahl være med ud at sejle?

Ada loved meget; hun husked snart ikke noget af det hele. Hun sad og hørte paa Fru Orne, og uden at vide det maatte hun igjen le: en Lystighed, som Fruen ikke lod til at tage unaadig op, ja som hun pludselig selv deltog i … Hvor nydelig hun i Grunden var. Den sorte, blanke Silkekjole sluttede saa tæt om hende, saa hendes Krop fik noget af Slangens Bugt ved sig, i Viften fandtes nogle blaa indvævede Fugle og i det blødt nedfaldende Haar hang tre mørkerøde Roser, der skinned henover den dybe, varme Teint og 214ligesom tilraabte de sorte Øjne, den røde Mund og de hvide Tænder.

Man havde opsat Dansen i det længste paa Grund af Aftenens varme Luft. Nu, da Solen var gaaet ned for to Timer siden, og en kjøligere Luft kom fra Sjøen, tog man fat paa den. Øjeblikkelig blev Ada og Fru Orne engagerede, og fra nu af var der ingen Ro at faa; de var uafladelig i fuld Fart. Ogsaa Fru Lyders blonde Hoved og velvillige Smil saaes den hele Tid. Det hele var jo godt nok; men det blev sluttelig noget anstrængende. Fru Orne lod endda til at trives derved – hun dansed meget med Carsten – men da Ada og Fru Lyders en Time efter mødtes, segned de næsten mod hinanden af Træthed og Varme. Fru Lyders raabte: «Kom, lad os sætte os her bag disse Flag … her er jo et helt lidet Kabinet … Jeg er nok Værtinde; men jeg kan ikke mere. At dog Folk gider gjøre sig al den Umage i denne Varme. – Se her, her er jo bekvemt … og her er nydelig Udsigt … se Sjøen er stille … ah, det skulde være lækkert at bade nu.»

«Det lille Kabinet» som Fru Lyders fandt, var et Hjørne, dannet af Flag og Dekorationer. Her fik de Fred en Stund. Fru Lyders tilraabte 215en forbiilende Tjener og lod ham bringe nogle Forfriskninger, Is, Sodavand og let Frugtvin, og de to Veninder sad nu og snakked roligt sammen, mens de lod Aftenluften kjøle sig.

Fru Lyders fandt den hele Fest noksaa ensformig … og hun var ikke saa hjemme i det engelske Sprog, at hun kunde snakke det uden at radbrække det: Det var jo i Grunden Skam for en engelsk Konsuls Frue, at hun ikke magted det bedre, og hun vilde jo gjerne lære det perfekt; men … aa, at begynde paa Lektier paany … det vilde være saa kjedeligt. Men, somsagt, det havde virkelig været saa vanskeligt at snakke med de engelske Officerer. Engang – ja det var før hun blev gift – saa havde hun nok snakket uden at forstaa et Ord af Sproget; men saa havde hun snakket lidt med Øjne og Hænder … som Døvstumme, hvad? … Men naar man skulde det, maatte Øjnene være vakre … hm, meget vakrere end disse Officerer havde dem … ja, det var mærkelig, hvor disse Officerer saa lidet godt ud … saa senede og knoklede … og saa lange Ansigter … og næsten alle med rødt Kindskjæg … Nogle af Kadetterne var forresten 216vakre … særlig en med fin Mund og rolige, stolte Øjne, som en Mand skal have dem – se slig, Ada! … Jo, det var mærkeligt, hvor Britterne var ligefrem skjønne, naar de først var det.

«Aa Du Margrethe!» raabte Ada smilende og kyssede hende, «Du er akkurat som før … sværmer akkurat som da for det vakre, det vakre, det vakre.»

«Javist gjør jeg,» svarede Fru Lyders og lagde sin Arm om Adas Liv, «derfor har jeg i Grunden altid været glad i Dig! Hvor Du er nydelig, søde Ada! … det skulde jeg jo have sagt straks den Dag. vi traf hinanden; men vi var jo ikke saa gode Venner da … Du skal se, hvor gode Venner vi skal bli’! … Naa, men denne syttenaarige eller attenaarige Kadet … han var pudsig, ser Du. Han turde virkelig ikke blive hos mig for en eller anden Officer … Jo, jeg har en Anelse om det … jeg tror, det stak i det. Han forsvandt nemlig pludselig … Kanske et lidet Vink fra en lang Pegefinger, hvad? … Ja for ligeefter, han var borte, blev jeg taget op af en af de knoklede.»

«Nej, oprigtig talt,» fortsatte Fru Lyders; «Løjtnant Carsten Stahl er vel den eleganteste 217Kavaller her … se der er han … se, hvor han føler det, den vigtige Mand.»

Ada saa efter ham. Ja han følte det maaske. Han gik nok rolig, vistnok imødekommende og høflig, men samtidig med noget næsten udfordrende i sin Mine, som Bevidstheden om at være den første lettelig giver den, der en Aften føler sig sikker i sin Sag, men som til dagligdags ikke finder sig paaskjønnet nok.

Nu hændte følgende: Fru Lyders blev siddende at se efter Carsten, endnu efterat Adas Opmærksomhed var bleven henvendt andet Steds … der gik han paany hen til Fru Orne.

Fru Lyders saa paa ham, men pludselig saa hun igjen paa Ada og opdagede, at hun var i Færd med at skjænke sig et Glas Frugtvin, og at hendes Blik maaske vilde opdage Carsten, naar hun satte Glasset for Munden og drak. Den blonde Frues Øjne blev urolige, og pludselig saa hun ud over Sjøen og pegte i samme Øjeblik derud.

«Se, Ada, se, der lyner det!»

Ada saa, hvor Veninden pegte.

«Vent,» sagde denne, «vent lidt, det kommer snart igjen.»

218«Men kjære Margrethe, Himlen er jo klar.»

«Derfor kan det lyne, Kornmod kanske, se, var det ikke noget nu igjen …»

«Nej, det var ikke, Du har taget fejl.»

«Naa ja, kanske det var et Stjerneskud.»

Lidt efter sagde Fru Lyders: «se der borte danser Stahl, nu vil vi have ham her hen, jeg har næsten ikke snakket et Ord med ham den hele Aften, vent lidt, nu henter jeg ham til os.»

Fru Lyders traf Løjtnant Stahl, netop som han havde fulgt Fru Orne til Sæde. Hun hvisked til ham: «Naa, synes De saa om Fru Orne? javist, hun er smuk, og naar man taler med hende om det, som De talte med hende om for en liden Stund siden, saa er hun vist ikke dum … da har hun vist megen Forstand … man er jo altid duelig, naar man kommer paa sin rette Hylde. Men De er uforsigtig, Løjtnant Stahl … husk paa, at De skal ikke bekjende den Slags smaa Daarskaber for Alverden. Ved De, at det var med Nød og næppe, jeg fik hindret, at Ada saa det … jeg maatte kalde Lyn fra klar Himmel for at faa hende til at se andetsteds.» Hun lo: «De skulde bare set, hvor jeg agerede. Gud ved, hvad hun havde 219gjort, om hun havde set den Kurtise, De drev … ja ved De hvad, den Slags Øjne og den Slags Smil og den Slags Haandtryk kan bare betyde et. Nu ikke mere om det …

Se her har jeg ham, Ada, nu har han lovet at være underholdende en hel Time.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.