X

250Hun fik i denne Tid Breve fra Carsten. Hun læste dem og deres Forklaringer, og hun kunde ikke finde noget at svare. Hun forstod først nu, hvor hun i Grunden var fremmed for ham.

Hun fik ogsaa Breve fra sin eneste Veninde, Margrethe Lyders; men heller ikke hos hende følte hun sig hjemme. Dette eftergivende, der altid laa bag hendes Ord, disse Øjne, der altid havde Smilet beredt, medens Munden var veg …

Ada Wilde gik stundom op i Husets øverste Stokværk og saa ud af Vinduet, og hun følte, at her paa Vorregaard vilde hun helst være, skulde hun end være ensom. Menneskene derude var hende fremmede …

I slige Øjeblikke kom hun til at elske dette Hus, hvor hendes Forfædre havde gaaet 251som var hende lig, og hvor hun havde levet saa mange Aar. Dette store Hus af gamle Egeplanker, der ikke vilde lade hende være hjemløs, der vilde bære endnu i mange Aar. – –

– I den Tid, som fulgte, hændte i Grunden saa lidet. Selv da Kommandør Bøg døde, var det kun nogle Minder, der rørtes, nogle Blomster og Kranse, der bragtes til hans Baare, nogle Salmer og nogle Taarer – saa gik Tiden igjen som før.

Sakarias Wilde sagde i de næst paafølgende Dage: «Ja, Bøgs Død er jo et Fingerpeg for mig» … og han gik nogle Dage og ligesom vented paa nærmere Bud.

Men intet Bud kom. Den Afmagt, som dengang havde forskrækket ham, rørte ham ikke mere. Han sagde tidt: «Ja, ja, Menneskene gjør sig tidt unødige Sorger! Havde jeg dengang vidst, at jeg skulde leve saa mange Aar uden Smerte, saa skulde jeg nok have haft bedre Humør i disse Aar.»

Forøvrigt viste sig sikre Tegn paa, at han var ved at overleve sig selv. Hans Hukommelse var ikke stærk, og han var nu og da temmelig umedgjørlig. Men til andre Tider var han da igjen den elskværdigste, som 252tænkes kunde, og han havde nok da Følelsen af, at han ikke altid var, som han burde være. Hans hele Fremfærd var paa de gode Dage en Bøn om Tilgivelse.

Ada gik daglige Ture med ham. Hun gik med ham til en eller anden Bænk i Nærheden, hvor de, naar Vejret var mildt, sad og samtalede. Det kunde da hænde, at Wilde raabte til en og anden af dem, som gik forbi og snakked nogle Ord med ham, selv om han ikke kjendte ham. Tidt var det gamle Bønder med rynket Hud, halvaaben Mund og stirrende, hvidagtige Øjne. Som de stod der og snakked, saa rolige, saa færdige med alt, saa Ada pludselig, hva hun aldrig før i sine lykkelige Dage havde set, at de Folk ikke havde det godt.

Var den, der gik forbi, af Vorregaards Folk, standsed Sakarias Wilde ham altid og spurgte ham ud efter hans Evne. Særlig var han ivrig efter at snakke med Kusken Isak om Vejret.

«Idag er han fin for Skogfuglen,» kunde Isak sige, «Solrenningen vil bli’ klar.»

(Dette om Skogfuglen var fra den Tid Sakarias Wilde og Kaptejn Kruse var Jægere, og de raadspurgte Isak om Vejret for Jagtens Skyld.)

253Eller ogsaa kunde Isak sige:

«Idag nytter det ikke at vaage sig i Vej, for der kommer en Rid, som vil vare baade længe og vel. For jeg kommer lige fra Bølingsaasen og svart er han i Vester, og nærmere kommer han. Jeg begyndte at mærke ham i Gaarkveld.»

«Men i Gaar var det fint Vejr.»

«Det var saa. Men Stjernerne blinked herligt, og mange svellede med lange Ildsluer baade gule og røde og blaa … og det er Tegn paa Storm højt oppe i Luften … og vi har ham snart, for han kommer lavere» …

– Saaledes gik Dage og Aar …

Men en Vaardag – Sakarias Wilde gik da i sit ni og syttiende Aar – gik han ud en Middagsstund, uden at Ada var med, og da Solen skinned meget varmt, trak han sin Frak af og satte sig til Hvile paa en Sten ved Vejkanten. Men Vinteren laa gjemt i den tykke Sten, og Vinterens Pust var ogsaa i de isnende Luftdrag, der af og til kom farende, naar Solen gik bag en Sky.

Den gamle Mand følte pludselig en stærk Kulde … han frøs, saa han skjalv og hakked Tænder.

Han troed selv, at det kun var et almindeligt Ildebefindende. Men næste Morgen 254var han meget syg. Doktoren blev hentet og erklærede straks, at han havde Lungebetændelse, og at det vel var meget tvivlsomt, om han overlevede den.

Det viste sig om ikke længe, at Sygdommen førte til Døden. Den blonde Sakarias Wilde med det vakre Smil, han, som altid havde følt en stor Rædsel for Døden, den samme Mand laa nu og vented paa den ganske rolig. Det lod til, at han var glad over denne Død, denne langsomme Gliden ud … Det var, som om han glæded sig over, at Slagtilfældet alligevel ikke havde faaet Bugt med ham.

Den Dag, han døde, sagde han til Ada, der stod ved hans Seng:

«Som Du ved, min Datter … vi maa engang herfra …

Her kommer Glæden og her kommer Sorgen …

Du har givet mig megen Glæde.»

Lidt efter, medens Ada knæled ved Sengen, fortsatte han:

«Et Hjem … er en Lykke … Uden Hjem ingen Lykke …

Sørg for at give dit Barn et Hjem … giv din Søn et Hjem …

255Se om Carsten Stahl har forandret sig … efter Ulykken …

Om han er bleven en anden … Prøv at give din Søn en Far» …

Ada svared:

«Jeg skal gjøre alt, hvad der staar i min Magt … for at give min Søn et Hjem. Og for at gjøre ham lykkelig. Jeg skal gaa i mig selv og anstrænge mig for at gjøre alt … Og naar jeg gjør det, skal jeg huske, hvad Du har sagt.»

Sakarias Wilde tied en Stund. Saa sagde han med en Stemme, der lød fjern og anstrængt:

«Misforstaa mig ikke … Gjør det, om Du kan gjøre det … uden at tage Skade paa din Sjæl …

Uden at Du behøver at ydmyde Dig.

Og den Stolthed, som er sand og vakker hos Dig.»

Ud paa Aftenen blev Sakarias Wildes Stemme meget svag. Han talte ofte Ting, der ikke kunde forstaas, men af og til kom de Ord tydelige frem: «nu skal alle Mennesker sove» …

Men pludselig sagde han ganske højt:

«Det er mærkværdigt … se mine Hænder … de er ikke rene … Ada … jeg vil 256have Vand … for at vaske mig … Jeg kan ikke … begribe det.»

Ada saa, at hans Ansigt var forandret som dens, hvem Døden nærmer sig og næsten rører. Kun Øjnene leved, og disse stirred ufravendt paa Hænderne. Ada saa paa dem: først fandt hun ingenting mærkeligt ved dem; de var jo ganske hvide. Men saa opdaged hun, at Neglene var blaalige over det hele … Og det var disse blaa Negle, han ikke fik Ro for.

Ada hented Vand og vasked hans Hænder. Hun følte nu, at hans Fingerspidser var iskolde og stive, og hun forstod, at det var Døden, der kom, og at det vel var den, der gjorde Neglene mørke.

Da han saa, at den mørke Farve holdt sig, vilde han vaskes paany. Men saa blev han pludselig igjen ganske stille og hvisked: «Det kan jo være … til imorgen. Gaa hen og sov, Ada. Lad os sove … allesammen.»Saa lukked han sine Øjne og døde let og stille. Et kjøligt Pust slog ligesom igjennem Stuen i samme Nu.

– Ada følte sig meget forladt efter sin Faders Død. Hun sad ved Sengen, hvor han laa gammel og mager og dog med saamange gule Haar blandt de hvide. De to sidste 257Dage før Begravelsen sad hun over Liget Time efter Time, og hun kom i en egen Tilstand. Den døde Oldings lukkede Øjne, den uendelige Fred, der hviled over hans Træk, gav hende en stor Higen efter Hvile, efter dyb, langvarig Søvn, ja efter Død.

Hun sov engang ind, og hun syntes nu, at hun var paa Steder, hvor alt var fredsælt, hvor Solen ikke brændte paa Himlen. Hvor et dæmpet Lys laa over alt – som fra et andet Lys end Solens.

Begravelsesdagen kom. De sortklædte Mennesker, som sang, Præsten, som talte, den stærke Blomsterduft … alt gjorde, at hun forblev i den besynderlige Luft, hvori hun havde været de sidste Dage.

Ved Kirkegaardens ene Hjørne var et Sted ved en stor Klippeblok, hvor Wilderne havde sine ved et gammelt Malmgitter indhegnede Grave. Om Sommeren flokked fagre Blomster sig sammen der, og om Høsten laa Stenen rød i Solnedgangen, og om Vinteren taarned Sneen sig om Stenen som et skinnende Taarn. Denne Grav ved Stenen – fem Alen i Bredde, otte Alen i Længde – var Wildernes og kunde aldrig berøves dem eller deres døde. Thi da en af de første Wilder solgte Moen til Kirkegaard, gik han hen og rammed Stedet 258ved Klippen ind og sagde: «Saa faar I alt; men dette sælger jeg ikke. Det skal være mit og mines, saalænge til Stenen er sunken i Jorden. Gaar I ind derpaa?»

Og de samtykked, eftersom de havde faaet Moen for en billig Penge. Men da Salget blev ført til Protokols og beseglet, føjedes disse hans Ord til og bekræftedes ved Navnes Underskrift.

Her blev Sakarias Wilde, den lyseste af Wilder, begravet. Et nyt Kors blev hugget ind i den store Sten, og han Navn, Fødselsaar og Dødsaar føjet til.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.