[5]

Et par dage etter. Vor ven går omkring, går ganske forladt omkring i sine egne stuer og fløiter og spiller piano afvekslende. De nedenunder maa slet ikke indbilde sig, at her er ond samvittighed her ovenpå. Tvertimod. Jubalon i sjælen! De har fået sin kjødøkse tilbage. Rigtignok har banden i et overgivent øieblik været nede i haven og kastet snebold i hodet på hinanden samt lige udenfor vinduerne etterladt sig ugalante mærker på det hvide dække. Men det har fruen dernede så inderlig godt af 41at ha for øie. Ingen affektation, kjære fru Agnes. Vi er nu engang dyr.

Det ringer. Det er telegram fra fru agenten, Mød mig iaften kl. 11. Det bæst! Hun havde sagt, hun vilde bli borte en hel uge.

Men bare modig, Ananias! Lykken hjælper den tapre. Foreløbig tilbringer vi natten ude i byen. Styrker os imorgen på en ti–tolv pitlahiverter, sætter på kontordøren en skreven lap: Bortreist i forretningsanliggender til ieftermiddag. Viser os så i villaen, fuldkommen ædru og renset efter et dampbad, og blir glædelig forbauset ved at se, at fruen er kommen tilbage. Telegram? Nei, har ikke modtaget noget telegram. Telegram fra dig, siger du? Nei. Da må det ligge på kontoret. Jeg har ikke været indom dér, siden jeg måtte på denne forretningstur igår. – Ja, det rote her ja! Og sengklærne! Og alt svineriet! Ja, du kan tro, jeg hadde mas med dem, før jeg fik dem ud! – Kommer ikke den før–dø–melige malerslasken her, ser du, trækkende med noen kjæltringer – dannede folk forresten, en skuespiller – jeg kan ikke godt hive dem ud, men i den tro, at de som gentlemen vil fortrække fra et hjem, hvor ingen 42vært er tilstede, går jeg på kontoret og græmmer mig der og bare ønsker, at du vilde komme snart. – Ja, og spiskammeret du! Havde jeg ikke vidst, hvor fattig og forsulten denne malerslasken var, skulde jeg ha meldt ham for politiet. – Men nu, du kjære, kjære, er kommen hjem, vil jeg glemme alt nag. Ved du hvad, du – her er et brev fra –? Nei har jeg ikke lagt det i skuffen på kontoret –! Det var et brev fra onkel Peter i Bodø; han siger, at du endelig må komme derop isommer. Jaja, den tid, den sorg. Jeg har forresten fået klo i en affære nu, som der inden fjorten dage vil tilfalde bare på min part mindst otte tusen af kanske ti. En sagfører –ja dette skal være en hemmelighed sålænge – nå, han har valgt mig som mellemmand. Godt at ha gamle venner, du! Og nu –! nu er du elskede hjemme igjen. Dermed kysser vi hende vildt og bærer hende bort på sofaen og – beseirer kvinden!

I disse tanker vandrede den ulykkelige, for livet knækkede ødeland ind gjennem byens gader, blæksprutens arme, som havde suget hans nerver itu.

Af pure angsten gik han hen og fyldte sig 43med øl og snaps. Fik en flaske cognak med på kontoret, låste døren og turde ikke tænde lampen af frygt for at hun måske kunde komme med et tog tidligere end i telegrammet nævnt og stile sine skridt direkte fra stationen til «agenturet». Han la sig på sofaen og begyndte at drikke. Skjæret fra en gaslygte trængte ind og oplyste væggen. Ude på gaden larmede livet. Hvor ikke mørke er og ikke stilhed, er heller ikke den forfærdelige spøgelsesangst.

Den næste morgen klistrede han udenpå kontordøren lappen med: Bortreist i forretningsanliggender. Og gik til en af sine veninder fra de frie ungkarledage. Se, hos hende var det lunt at være. Hun havde hjerte og venlig omsorg tilbage. Da hun hørte, han vilde ha kognak og var pengeløs, gav hun ham en tikrone.

Stakkars gut! Hun er nok ikke god mod dig, præstedatteren.

– Ingenting anede han, der han sad, om hvad hans strenge frue foretog sig.

Imidlertid var hun kommen aftenen iforveien og havde forundret sig over, at han ikke var mødt frem paa stationen. Hun tog en slæde 44og kjørte hjem. Fruen nedenunder var vågen. Og hun fortalte den hjemkomne om mandens meriter. Præstedatteren var hvid og hvas i ansigtet. Med et lys gik hun rundt i leiligheden, måtte slå vinduer og altandøren op for ikke at kvæles af den stank, de brændevinsdrikkende banditter havde efterladt. Hun fandt tomflasker i kjøkkenet, ja selv i sengene. De kostbare edderdunstæpper og puder var borte, pianoets taster var overklinte af punsch og tobaksaskelåsen i spisekammerdøren ophuggen.

– Får jeg lov til at sove på en sofasofa] rettet fra: sofå hos dere inat? spurgte hun fruen nedenfra.

Derefter låste hun leiligheden. Om morgenen lod hun telefonere efter en droske og kjørte så rundt fra pantelåner til pantelåner. Det lykkedes hende at få indløst alle de bortførte sager. På hvert af lånekontorerne nedla hun påbud mod at la hendes mand herefter få nogetsomhelst lån. Min mand er umyndig! sa hun kort og strengt. Og la til, idet hun gik et skarpt; Forstaar De!

Hun fik sendt bud efter den rømte pige, og de to i forening med en for dagen leiet stuepige gav sig igang med at ordne leiligheden.

45Den hele tid blev hendes mand ikke nævnt.

Han kom hjem udpå kvælden, nogenlunde restaureret ved hjælp af søvn og et godt bad.bad.] rettet fra: bad (manglende tegnsetting)

Han vilde omfavne hende.

– Kom mig ikke nær! råbte hun og stod som et jern. Du kan lægge dig, når du vil, Din seng er flyttet ind i stuen dér.

– Men kjære du! sa han og dansed i glad uvidenhed og med udbredte arme mod hende.

– Kom mig ikke nær, eller jeg telefonerer efter politi. Eller til Gaustad, la hun til.

Dette virkede paa ham som et puf i brystkulen. Engang før havde hun slået på den streng, og han havde en anelse om, at hun havde havt en konference med andre angående hans sindstilstand.

Han stod en stund og skjalv med forrykt glødende øine. Han så et hadefuldt, foragteligt djævelsk blik i hendes. Han så, hvor han var bleven taget grundigt ved næsen af denne halvgamle grå og slue præstedatter. Som et smidigt kattedyr sprang han ind under hende og slog hende overende. En kamp opstod. Hun bed tænderne sammen og vred sig under hans 46klo, men øinene fulgte hans med det samme triumferende had. Han dunkede hendes hode voldsomt mod gulvet, det var lige under en blomsteropsats, den væltede, og potterne knustes med et brag. Man stormede op trapperne, og han så flere mennesker stå med skrækslagne blikke ude bag den opslagne dør.

– Hun bedrager mig! Hun har stjålet mine penge! Hun foranstalter skandaler, for at det skal se ud som jeg er gal, og hun kan få mig indespærret. Hun er en styg djævel! råbte han til dem i døren, idet han trængte sig ud, fandt sin frakke og pelshue og styrtede ned trapperne.

Den tanke steg op for ham og fyldte ham med iskold rædsel, dér han jog på måfå om i byens gader: Var det sandt, at hun stod i forhold til en af lægerne ved en sindssygeanstalt, og at de to vilde faa ham indespærret, så de kunde leve et hyggeligt forhold, og takket være hans arv ha et sorgfrit udkomme?

Han slentrede omkring længe den nat. Og gik tilsidst op på sit kontor og slængte sig til hvile dér.

*

47Helene, Olafs hustru, var i byen. Første gang, jeg så hende, var en tidlig morgen, klokken kunde være mellem seks og syv. Op gjennem den sjofle gade, hvor jeg var taget ind som pensionist i et femteklasses hotel, kom hun den morgen side om side med en gift ekstraskriver i kirkedepartementet. Hun var ufjælg. Han også. Jeg skjønte, de havde sovet sammen i et af de talrige logi for reisende. Jeg fløi ned på gaden, slog klafferne til ulsteren op, så jeg var ukjendelig. På torvet gik de ind et portrum. Jeg passerte just forbi og så, de stod der og kyssede hverandre.

Jeg gik den hele dag og drev omkring og drak snapser og stod på gadehjørnerne for at se, om jeg ikke kunde opdage Helene. Og jeg må vist i min store kvide ha rystet med hodet og seet forrykt ud, for folk vendte sig ofte og sendte mig et blik.

Helene! Helene!

I en hel uge gjemte jeg mig inde på mit værelse. Gik bare ud om kvælden og drak øl og drammer.

En kvæld, jeg står på et hjørne, kommer en og slår mig på skulderen. Det er en gammel 48klassekammerat, nu mediciner. Vi har på ti år ikke seet hinanden. Vi går og drikker vin, spiser østers, og da klokken blir mange, beder han mig endelig om at gå med på en liden «vift». Vi skal gå ned til Magda. Om jeg ikke kjendte hende? Det var den fineste jente, han vidste.

Vi kommer op et sted. En smuk kvinde fører os tilsæde i en sofa under en måneskinslampe. Vin kommer på bordet. Medicineren og hun går ind bag et forhæng. Jeg går bort og ser på alle de nipsgjenstande på den med et kniplingetæppe overdækkede kommode. Der står fem – seks fotogrammer på stativ. Blandt dem et af – Helene, Helene i kabinetsformat. Under stod skrevet: Fra din trofaste veninde Helene!

Jeg satte mig i en stol og tilbefalede al min ro. Da de to kom ud igjen, og hun havde sat sig ved min side, spurgte jeg saa ligegyldigt som gjaldt det en flis i væggen: Hvad er det for en dame, De har der i kabinetsfotografi?

– Hun! Hun! Helene! Det er min bedste veninde, det!

– De kjender hende altså?

49– Jeg sku mene det! Manden er no dau! Sia har det gåt skit med a. Men jeg har vært a en god ven, kan Dem tru. Kom a ikke her for en måneds tid sia så belort å bedrit å så fuld a insekter, at jeg måtte klæ a fluksens naken å gi a en a mine nye særker. Å så måtte jeg bade a. Hu fik god forpleining af mig, må De tru. Synd på a, stakkar!

– Ved De, hvor hun opholder sig nu? spurgte jeg.

– Politien var etter a. Jeg antar, hu er på Mangelsgården nå.

Så tungt, så tungt kan mange ha det. Et feilgreb, og individet ser en skygge falde over sig, en lang skygge, hvori det må vandre i bare sorg. Kommer økonomiske mangler til, bærer det dybere og dybere ind i skyggen. Man ser sig forladt af Gud og mennesker, og man er prisgivet drukkenskab og et bittert opjaget sind.

Der var en røst som sa mig, at jeg fortjente at gå dybere og dybere i skyggen og se Helene gå med.

Jeg begyndte for alvor at leve det mest antisociale liv. Jeg følte mig kun vel blandt de mest forkomne exsemplarer af mandkjøn og 50kvindkjøn. Jeg drak med dem og følte mig ét med dem. Aldrig fornam jeg et værre fysisk ubehag, end når jeg en aften var gjæst i et anstændigt hjem. I et hjem med the og pianoforte og husfaderen efter maden med en pibe i lænestolen og de velsindede blade på fanget. Jeg tvang mig til at le med af den mest vandede og uskyldige spøg. Og til at se tankefuld ud, når datteren med åbent næb og opad vendte øine sang: Aftnen er stille, tonerne trille …, – Å, frøken! bad jeg, – vil De synge den: Månen lyser over havet, øde piazettan står –? Og så fik jeg den med!

Og når jeg gik hjem fra sådan en familie, følte jeg mig som en røvermand, der er kommen til at deltage i et totalistmøde af skikkeligt borgerfolk, der titulerte hinanden brødre, og sang falsk og drak kaffe. Gudskelov! endnu er kaféen ikke lukket! Opvarter! Pst! En grog!

– Jeg besluttede at undgå guldsmedens hjem. Ligedan Moldestads. Men en dag, et par uger efter hans frues hjemkomst, fik jeg besøg af den evigt skandallystne Rustad. Han måtte fortælle mig om agenten. Han havde drukket 51værre end nogen gang i det sidste. Og hun havde lykkeligen fået skræmt den sidste rest af vet ud af ham. Hun havde drevet ham til dilla, far. For at bli kvit ‘en. Så hun kunde sidde med pengene hans. Ja ja, san.

En tidlig, tidlig morgen skulde jeg se Helene igjen. Jeg trodde hun var reist fra byen. Jeg var just kommen ud af mit smudsige hotel og stod på det øde, grå torv. Jeg havde ikke kunnet bekvemme mig til at drikke mig fuld den foregående aften. Og da jeg på længe ikke var gaaet ædru tilsengs, fik jeg denne nat ingen søvn.

Som jeg står på torvet og gyser af gråt ubehag, ser jeg et par arm i arm komme opigjennem en af de med kneiper og femte klasses hoteller fyldte gader. Jeg så på parret og trak mig så ind i et åbent portrum for ikke at blive opdaget. Det var Helene! Ufjælg og grå som vintermorgenen. Iført en skrigende hat og slaskede klær. Arm i arm med – ja, denne anden! Min afskyelige fætter Julius Markussen, boghandler, avisudgiver, kolportør, foredragsholder, mormon, morfinist og alkoholist. Ja, han var bleven gift for et par år siden, 52havde jeg hørt. Med en dame i Stockholm, en ung håndværkerdatter, som havde lært massage.

Julius Markussen og Helene. Jeg havde hørt, der skulde gives unge, smukke kvinder, som kunde lade sig forhekse af grimheden. Men da var altid grimheden parret med et par kloge hundetro øine og en jætteenergi, som ryddede klippeblokke tilside for at det sarte elskede kvindevæsen kunde finde ly.

Og fætter Julius’ øine! Et par stikkende blå, lurende øine i et galdegult, indskrumpet ansigt med krøllet sort emissærskjæg!

Hvordan havde Helene kunnet slå følge med ham? Denne udmagrede hyæne.

Nå. De forsvandt op i byen. Og jeg var glad for, at de ikke havde seet mig.

Næste dag er det søndag. Man går jo den lange formiddag omkring i sin puds og venter på, appetiten til middag skal indfinde sig.

Jeg får et slag på skulder en: «Er det du, gamle fætter!»

– «Nei, goddag, goddag Julius. Er du i byen?»

Gud, hvor han så luvslidt ud! Uvasket; ubarberet; skidden snip og en tynd regnfrakke, 53hvis knapper var udrevne. Men hatten flot på skakke og en tone som hos en dansk provinsskuespiller.

– Ja, du blir vel hjem med og spiser middag? sa han. Jeg bor på Metropole.

Jeg fulgte med.

– Hvad driver du på med nu? spurgte jeg.

– Ja, sa han og flyttede hodet langsomt. – det er et fossefald borte i Sverige, jeg har fået i opdrag at sælge. Passelig for en cellulosefabrik. Jeg får nu prøve her. Jeg kan ikke garantere mere end 12 pCt. Har jo tilbud nok fra Sverige, men jeg vilde så gjerne ha de fleste aktier på norsk hånd.

Hm. Hvad er det for en svindel, du er igang med nu igjen! spurgte jeg og lo overbærende.

Han slog hodet tilside og rystede det dovent, samtidig trak han øienbrynene op: jeg tor mine hænder indfor slig uvidenhed.

Vi kom til hotellet, hvor portièren stod ved indgangen og ikke vørrede os et buk. Vi gik op gjennem mange trapper og steg ind i et rum. Ved et vindu ud mod en grå mur sad en tynd kvinde med et barn paa fanget. Hun havde just grædt.

54Får jeg præsentere! sa han og udførte dette på en måde, som lod mig forstå, det var ham om at gjøre, at hans kone fik det mest duperende indtryk af mandens bekjendte.

Hun reiste sig og neiede og satte sig så igjen til at se ud på den grå mur. Barnet sad med hodet under hendes brystsjal.

Min stolte ven gik op og ned og lod til at være i glimrende humør.

– Er det ikke en storartet bagage, vi har, hva? råbte han og pegede på en håndkuffert, der stod borte i en krog og ikke var større end et nisteskrin.

Som en skuespiller, der repeterer sin rolle, gik han op og ned og sled sig i sit grisne skjæg og hår.

Nei, jeg tænker, at jeg er en mand på 70,000, hvis denne forretning går i orden du. Du skal få den silkekjole, jeg lovte dig, Annamor! sa han og var borte hos den triste kone og agerte kjærlig.

– Apropos du! Har du spist idag?

Jeg sa, jeg havde spist.

– Men et glas vin kan du ta vel?

55– Kellneren kom ind med det samme med en tallerken semouillegryn til barnet.

– Hør De kellner! sa Julius og gik op og ned og trak sig tankefuldt i det grisne skjæg – det så ud, som han havde glemt, hvad han vilde sige. Og kellneren stod der med et par spydige øine.

– Ja, altså, du –! sa min ven og kom ud af en tankedistraktion, – hvad vil du drikke altså?

– Nei, tak, jeg har ikke lyst paa nogen ting, sa jeg.

– Tøv med dig. Et glas vin skal du drikke med din gamle ven! Hør – kellner! En flaske madeira af den bedste! Å nei – vent lidt! De har vel ikke af den sort, jeg liker bedst! Min ven Evensen hernede, han har en charmant madeira, det husker jeg fra sidst jeg var i byen. Jeg går heller ned til ham. Tak skal De have.

– Dermed vinkede han tjeneren af, flot som en general vinker et ligegyldig korporalsbud af.

Han iførte sig den lange kanarigule regnfrakke uden knapper og gik stolt ud.

Jeg vilde vende mig mod hans kone for at konversere hende i mellemtiden, men jeg så, at 56hun sad og hikstede og vilde skjule tårerne. Barnet begyndte at kvække, og hun reiste sig og gik op og ned på gulvet med det og brystede det.

Hvilken sorg! Hvilken sorg! Og hvilken foragt for mig, bare fordi jeg i hendes øine var mandens ven!

Om lidt kom Julius op igjen med sin mest stormodigt svingende mine. Han havde ingenting med sig. Men han gik bort og åbnede familiens lille kuffert, og frem af den, blandt barnebleier og filler, fandt han en flaske, som han hurtigt stak i lommen. Hvorefter han ringede.

– Tak tre vinglas, kellner!

– Denne madeira er den bedste, som er at opdrive her paa stedet! fik han tid til at sige, før kellneren forsvandt.

Konen sad og så ud som hun sank sammen i fortvilelse derborte ved vinduet.

Julius blinkede til mig og knyttede næven mod sin hvide spidse næse og sendte mig et par øine, som sa: Hys! Lad ikke nogen faa rede paa humbugen. Allermindst hun!

Derpaa skridtede han op og ned og talte om cellulosefabrikken i Sverige.

57– Apropos du! Ved du, om min onkel, statsraad Krabbe er i byen nu?

Nei, det vidste jeg ikke.

– Hm! Julius gik op og ned ad gulvet. Jo, vist fanden er han i byen jo. Jeg fik jo et brevkort fra ham fornylig i Stockholm. Han sa, jeg maatte endelig besøge ham. Han vilde saa gjerne se min kone. Hvad mener du, lille ven, om vi kjørte ud til ham idag? sa Julius og var borte med sit smiskende ansigt hos hende ved vinduet. – Skjøndt? la han til, – en søndag – nei? Det er bedre, jeg går til ham en hverdag og får ham med på planen. Da har han bedre tid.

– Med grin som af en abekat fremstillede min ven den flaske, han havde fundet frem blandt barnetøiet. Det var en flaske af den berømte laddevin.

Jeg havde ikke lyst på vinen, hans frue heller ikke. Så drak han den alene. Ringede så atter, og begyndte, da kellneren kom, at skjælde alle toldbetjente ud, fordi de endnu ikke havde villet udlevere hans kostbare bagage fra Sverige.

– «Ja, ja, jeg får gå ned og prøve på at få mine kufferterter udløst imorgen!»

58Jeg var nær ved at gråte over al denne humbug. Min stakkels fyllefant af en fætter! Talte om vandfald og kapitaler, som var det smørrebrød.

Men han gik der med en mine. Jeg havde ikke mod til at sige mine oprigtige spørgsmål, sålænge hans kone var tilstede. Aldrig har jeg seet et så tamt og forkuet væsen.

– Gav han sig ikke til at ringe igjen! Alt mens hans mine blev mere og mere stolt!

Kellneren stod der med whiskers og vaate øine.

Å høi! sa min ven og trak i barterne og så grundende mod gulvet, – ja, kone, du vilde altså gjerne ha en tur udover til Sandvigen. Ja, altså, hr. kellner vil De telefonere efter slæde med to hester – skjønt –! det er jo så dyrt! Hvad mener du, kone! om vi tar en almindelig kjøreslæde. Hvorfor kaste så mange penge bort! Du blir med Søbelius! Altså, vil De telefonere efter en slæde. Tre personer. 6–7 timer.

– Kellneren bukkede med et smil. Lidt efter meldtes, at slæden var der. Min ven i sin gule frak, hans kone i et stakkars plaid og barnet hyllet i tøibiter, indskibede de sig i slæden, 59som holdt ved hotellets indgang. Portièren med en skare tjenere stod og iagttog embarkeringen med spydig og medlidende mine.

– Kjører du ikke med? – siger Julius til mig.

Jeg finder på en udflugt og går opover gaden.

– Så blir det den tunge triste søndagsvinteraften. Jeg driver langs gaden. En kusk kommer bort til mig og spørger, hvad det var for en, han dér, som jeg var isammens med, og som kjørte med et fruentimmer og et barn. – Hvad da? – siger Jeg. – Han havde ingen peng jo! – Og så fik jeg vide, at den hele familie er bleven afsat nede ved jernbanestationen.

– Langs hovedgadens allé sidder der folk på bænkene, søndagsfolk, som de andre dage har for travlt til at ræke.

Ved elve–tolv tiden går jeg langs bænkene. En stemme kalder på mig. Jeg ser to individer, alene, som havde andre skyet at sætte sig ved deres side.

Som om det var noget rigtig humoristisk fortæller Julius mig, at de har lavet det med 60kjøreturen for at dupere hotellet. Nu må de sidde her til over midnat, før de tør gå hjem i hotellet, da er alle lagt der. Og ingen kan se, at de ikke kommer kjørende tilbage igjen. – Om jeg havde nogen penge? – Hverken han eller fruen eller barnet havde nyt næring siden iformiddag.

Heldigvis var endnu en kafé åben.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.