[6]

Jeg begyndte at sky alt godt selskab. I min trods mod moral og gode sæder var jeg tilbøielig til at kalde for idiot hver den, som ikke drak sig fuld hver aften, men stod tidlig op om morgenen og nød kaffe og hvedebrød.

Måneden gik og jeg blev mer og mer fordrukken. Mine kjendte blandt de upper ten sendte mig vemodige blikke ligesom engle, der står på himmeriges balkon og beskuer en igrunden kjær afdød fætter nede i dybet, hvor han spræller på sine gjerninger.

Konstablerne begyndte at holde øie med mig. Et par gange var de borte i mig, men jeg 61fik dem overbevist om, at jeg var forholdsvis ædru. Forøvrigt begyndte jeg at få sympati for de lazzaroner, som offentlig blev trukket til arresten for drukkenskab.

Så kom sommeren. Og en længsel fyldte mit sind. Længsel efter fjeldet, efter selskabet med Olaf og Helene, dengang forholdet endnu var rent. Og jeg fik ikke sove i mit sjofle hotelværelse. Jeg gik ude og rækte i byens park. En aften traf jeg dér en ung dame fra min hjembygd. Hun var reist hid for at søge post og var just kommen med banen. Jeg havde ikke seet hende på otte år. Det var Kamilla Bode, datter af præsten. Jeg blev så glad, at jeg rev hende ned med på en bænk og slog armene om hende og bed i fletten. Hun havde de samme forfløine blå øine og det samme zigøinerfjæs som dengang, vi legte i hølåven der hjemme, og jeg kom til at bide hende i hagen, så blodet flød. Jeg så efter arret, hun havde det endnu. Men nu var det ingen korte skjorter længere, nu var der af vildjenten blit en liden nydelig dame. Bare øinene var som en lokkende djævel i en nonneseng.

Jeg sad trist hen og gav hende sure svar 62på de spørgsmål, hun kom med om min livsstilling, og hvordan jeg havde det. Jeg legte med fletten og kyssede hende på ærmet som i søvne. Hun rystede i mig for at få mig til at svare, men jeg lå med lukkede øine og bed hende i tøiet og lod, som jeg ingenting hørte.

Hun bad mig følge sig hjem. Vi gik op igjennem byen, kom ind i snevre smug mellem villahaver, syrener og gulddusk hang udover, og Kamilla var den sarteste rose. Med alkoholikerens pludselige kjærlighedsdrift slog jeg armene om hende og kyssede hende. Et instinkt sa mig, at hvis jeg blev glad i hende, så hun suged al min tanke og opmærksomhed, så vilde lidt efter lidt Helene og Olafs hvide spøgelse bortelimineres af min samvittighed. Ja, sådan ræsonnerte jeg. Hun blir nu her i byen, for hende kan du arbeide, hos hende kan du i de lange aftener få hvile dit hode, til hende kan du pludre al din stemning ud, hende kan du gi dine overflødige penge, hvis du får nogen, hende kan du komme til at elske, med hende kan du bli ét og engang komme ud af din skidne ham.

Jeg følte hendes puls slå mod min. Og 63jeg bad hende gå med og drive natten igjennem, så vi kunde tales ved. Hun fulgte. Jeg kyssede hendes hænder uafbrudt og stansede og omfavnede hende. Og jeg sa til hende: – Hvis vi giftede os Kamilla, så vilde snart fortryllelsen svinde. Jeg har endnu ikke seet mange ægteskaber, som har varet nogle år og ikke er hæslige. Kamilla fulgte mig som en viljeløs blomst. Jeg gik ved siden og skalv, jeg var dødelig træt og så forelsket, at jeg gjerne havde lagt mig ned i grøften, hvis hun bare havde villet komme og skjære struben over på mig. Jeg tog hende under armen, og den var så mager, at jeg kom til at tænke på et rypeben. Jeg tog hende om barmen. Bare korset med ribben bag. Men jeg klyngede mig til forelskelsen. Jeg fik hende ind i en park, ned på en bænk, og begyndte at bide hende i alle de tøistykker, hun havde på sig. Jeg løftede på flonellen og hun sank hen …

Jeg fik et tag i kraven og sprat op. En politikonstabel stod der. Han havde bøiet sig under en buske bag bænken. Der foregår så meget en sommernat.

Kamilla fløi op, stelte på tøiet og var hvid, 64så det lyste gjennem den hvide nat. Hun kastede sig mod mig i angst: – Gud! Gud! råbte hun.

–It no tøis! Di får værsgo følge med! sa politimanden.

– Jeg følger gjerne med. Men lad den dame gå hjem ifred. Det er min kone, sa jeg.

– It no tøis! Hu får gå med! sa han.

Jeg havde to hundredekronesedler på mig. Jeg tog den ene op og stak den til konstablen og sa: – Hør nu, kjære ven, lad den dame gå hjem.

– Trur Dem, jeg lar mig bestikke! var svaret, og han greb mig hardt i armen og kommanderte marsj!

Kamilla fulgte efter som lammet af skræk. Gang på gang gjorde jeg tegn til hende med den hand, jeg havde fri, at hun skulde skvætte tilside, ind mellem træerne. Jeg bad konstablen, jeg talte til ham, spurgte, om han ikke selv havde en kone eller en datter, og hvad han da vilde sige, om en af hans kolleger arresterte dem slig. Det nyttede intet.

Jeg fik se et par konstabler nede i gaden, og jeg prøvede det sidste for at frelse Kamilla 65fra hullet. Jeg spændte bag og pegte med foden op i lunden ved siden af veien, og samtidig gav jeg konstablen af al min magt et slag i hodet. Jeg havde beregnet, at han skulde blive svimmel af det et par sekunder, så jeg kunde ha mestret ham, til Kamilla var borte. Men isteden fik jeg et Kølleslag i skulderen, så jeg sank, jeg hørte en fløite, og lidt efter kom et par uniformerte bondedrenge og hjalp mig på fode. Jeg så mig om. Kamilla stod der. Skjælvende og angst, som vilde hun anklage mig. De havde revet hendes tøi istykker. Rasende slog jeg til politiet, fandt paa de gemeneste skjældsord. De slog mig med en klubbe, så jeg tilsidst ikke kunde gjøre modstand.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.