I afgrunden

av Gabriel Finne

[7]

Jeg drev omkring mere sky end nogensinde og uden at foretage mig andet end at gå på guldsmed Rustads værksted, hvor vi spleisede til brændevin, eller at drive om på kneiperne med marsvinet eller Julius Markussen, min sørgelige fætter, endmere sørgelig end jeg.

66Det begyndte at lakke med pengene. I klædedragten var jeg snart en lazzaron. Jeg lod stå til, jeg tænkte, det skulde være artigt at løbe linen ud. Ved at gå sådan på siden af samfundsstrømmen som en liden bitte smal, skidden vandåre for sig selv, fornam jeg et eget filosofisk velvære. Og jeg smilte så indfult fornøiet, når en af mine kjendte, som på lang afstand havde fået øie på mig, skvat over gaden og så travl ud eller dukkede ind i en butik.

De samme folk havde teet sig anderledes, når jeg ved tidligere besøg i byen var optrådt med friskt og freidigt væsen, penge på lommen og altid dækket bord i mit værelse på hotellet. Og nu, jeg gik omkring syg på sjælen og økonomisk ruineret, lo jeg mig til godt humør ved at se, hvor de kjære helst undgik mig.

Jeg gik og drev om nætterne gjennem byens mest berygtede strøg. Jeg traf sammen med pigernes officielle kjærester, handfaste karle med kniv i sliren og tugthus i erindringen. De samlede sig om mig, fik mig ind i mørke smug og sa: Mester, riv i et par flasker øl på vors da.

En nat, jeg befandt mig i dette fremragende 67selskab, og man bad om øl, fik man min sidste ti-krone til veksling. Han som skulde hente øllet, kom ikke tilbage, og én efter én forsvandt for at se efter’n Kristofer.

Der var én tilbage og holdt mig med opbyggeligt selskab. Jo, dem kommer nok, dem kommer nok! sa han, hvergang jeg vilde sige godnat. Vent bare, dem kommer nok. Dem loserer hos hu Anna heroppe. Hvissom atte Dere vilde betru mig at skaffe Dem øl, så skal vi få det på flækken. Jeg skal garantere, at De skal få Demses peng tebars.

Han fik de to–tre kroner i sølv, jeg havde, og førte mig op gjennem smauget og hen til en port og bad mig vente, mens han gik op til «Anna». Jeg gav nøie agt på, hvilken trappe, han tog. Jeg tænkte, at kommer han ned igjen, så er der endnu en retfærdig i Sodoma. Jeg ventede og ventede, og sinnet tog mig. Jeg var ikke istand til at le af mig selv. Jeg blussede af indignation som et barn. Tilsidst stormede jeg ind, op trappen. Der var bælmørkt. Ved det øverste trin, stødte jeg mod en dør og bankede på. Det lyste gjennem nøglehullet. Jeg hørte dem tiske derinde. Jeg bankede på igjen. 68Med et ryk reves dører op, og min nye ven stod der, afklædt sin jakke.

– Er det her, Anna bor? spurgte jeg blidt. Å vil Di her? skreg han og knyttede næven.

Jeg satte op min blideste mine i skjæret fra lampen derinde: Jeg vilde bare se, hvor der blev af Dem med pengene, lille ven! sa jeg.

Idetsamme smeldte han døren igjen, og jeg stod i mørket. Jeg gav mig til at dundre med støvlerne. Det skulde jeg ikke ha gjort. Døren blev revet op igjen, en stålbeslået hæl sendtes op i luften og traf mig så voldsomt, at jeg tumlede baglængs ned de bratte trapper og faldt besvimet om. Da jeg vågnede, stod der et kvindemenneske over mig med en blodig klud, som hun skyllede i et blikfad med vand.

Å jøs! å jøs! å jøs! sa hun og sa deltagende: De må da komme op, mand og få stelt på dere.

Og jeg gik med op, og hun fortalte så troværdigt, at han, som havde sparket, var hendes bror, og at han havde været så fortvilet over, hvad han havde gjort, at han ikke havde kunnet 69andet end flygte ud i natten igjen. Han havde ingen penge og ikke logi, derfor sov han hos hende, søsteren, på en sofa, når han en sjelden gang var i byen.

Jeg havde fået det velmente spark i kindbenet, hvor et stort stykke kjød var oprevet. Hun la forbinding på og indbød mig til hvile på sofaen, hvor «broren» havde hvilet. Jeg var træt og mat og følte mig overbevist om hendes venlighed, så jeg la mig til ro. Jeg skvat op ved et ynkeligt jamrende barneskrig. I nærheden af den brede seng, hvor min værtinde allerede lå og snorkede, så jeg en vugge. Jeg trak den hen til mig og begyndte at bysse – bysse. Et lidet blåhvidt kræk lå dernedi og snappede efter luft og skreg høit op med bestemte mellemrum. Jeg skjønte den lille var alvorlig syg og vækkede moren.

– De må få doktor til hende.

– Å, hvad skal en fattig stakkar gjøre; dem er så dyre disse doktorne!

Dermed sov hun igjen.

Jeg vuggede og vuggede og keg på det lille svedige hode og tænkte på den tid om endel år, når denne små, hvis hun ikke var død eller 70i fængslet eller på hospital, sandsynligvis vilde sidde i samme helvede som moren nu og ønsker, der havde været brændevin i huset til at døve den lilles skrig med.

Jeg tog barnets hand i min, det var som et par tynde, kolde champignonsstilke.

Jeg lovte mig selv, at jeg skulde skaffe læge og være omkring den lille, til jeg så, om hun blev frisk igjen. Og såsnart det blev morgen, gik jeg ud.

Jeg gik til en onkel, en stilfærdig, eiegod departementsmand og lånte et hundrede kroner, kjøbte en flaske mild sygevin og fik en ung læge, jeg kjendte, med ned til det syge barn. Det var strubehoste. Og moren tog imod den besked med stor ro. Jeg foresatte mig at bli hos hende og passe på, at lægens anordninger blev fulgt. Den hele dag sad jeg ved vuggen og stelte med barnet. Moren fik en tikrone til at kjøbe mad og vin for. Hun gik ud om kvælden og kom fuld hjem og bandte den lille, som nu lå i de sidste krampetrækninger.

«Løb efter doktor», sa’ jeg, jeg turde ikke lade hende alene ved vuggen.

71– Ja, giv mig peng til en da! Ellers vil’ en it komme inat.

Hun fik endnu en pengeseddel. Barnet så ud som det sov. Og jeg faldt i søvne på sofaen. Jeg vågnede, og det var morgen igjen. Jeg så en skikkelse liste ud døren, som blev stående halv åben. Jeg greb efter vuggen og begyndte at bysse. Den lille lå hen med opsvulmet blåt ansigt, de små hænder krammede fast om dynen og var kolde, da jeg vilde løsne dem. Barnet var død.

Jeg listede hen og vækkede dets mor og spurgte, om hun ikke vilde se op.

– Ja, jeg ved det. Ongen er dau, og så er a dau! sa hun og vendte sig mod væggen for at sove rusen videre ud.

Jeg stod en stund og tænkte på dette og fandt ud, at ligegyldigheden hos den ulykkelige skrev sig vist bare fra langvarig økonomisk misére. Og jeg syntes jeg så hende slænge sit barns lig i en kloak for at slippe udgifter ved begravelsen og klokker og præst og hvad der nu indfmder sig ved et dødsfald. Derfor sa jeg til hende: Er det mig muligt, skal jeg skaffe dig penge til at bestride omkostningerne. 72Hun maa ha hørt bare det ord «penge». For hun slængte lidt med hodet og snorkede: Bare gå, jeg har it tat dine penge! Bare gå! Beskylder du mig for tyveri, så –!

Hun var som et hvæsende dyr. Jeg skjønte, hendes sorg var for dyb, hun forlangte at være alene med sit døde barn. Og stille gik jeg min vei. Jeg satte mig på en kafé og bestilte frokost. Men da jeg skulde til at betale, fandt jeg, at mine pengesedler var bleven fjernede, mens jeg sov. Du stakkels kvinde! Bare der havde været ti gange så meget i min lomme! Det skulde været dig vel undt!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om I afgrunden

I afgrunden kom ut i 1898 og ble Gabriel Finnes siste verk. Året etter døde han av lungebetennelse, bare 33 år gammel.

Fortellingen har selvbiografiske trekk og er en dyster bok. Romanens «jeg», Jean Sibelius, lever et hardt liv som stadig fører ham nærmere «afgrunden».

Se faksimiler av 1. utgave, 1898 (nb.no)

Les mer..

Om Gabriel Finne

Gabriel Finne var en tid del av bohemmiljøet i Kristiania og blir gjerne regnet som en rent naturalistisk forfatter, men i siste del av forfatterskapet dreide han mer mot dekadansetematikk.

Finnes direkte og rå fortellerstil vakte forargelse. Grunnstemningen i de fleste av verkene er dyster og beklemt, og karakterene er ofte hatfulle og forbitret.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.