[8]

Det lykkes os ikke at komme i harmoni med forholdene, vor mistanke til samfundet og de værdier, det opstiller, holder os tilbage fra at søge en af dets havne. Vor stilling er meget sørgelig. Vi har intet holdepunkt, intet mål, og vi siver langsomt ned igjennem samfundslagene, ned blandt vagabonderne og de åbenlyse banditter. Vi får anfald af længsler efter de mere 73primitive trin, vi vil æde mask med svinene. De gjennem slægtled møisommelig erhvervede moralske opstivere glider unna, en for en. Vi står der tilsidst i vor dyriske nøgenhed. Og vi ler ondt mod dem, som går rundt og prædiker, mens de tager sig selv alvorlig. Vort øie er skarpt til at opdage glimt af dyrehammen under det svulmende kravebryst og den sorte selskabsdres. En mand reiser kysten rundt og tordner mod drik og drifter og elskovs lyst. Vi blir først urolige som udtrættede sviregaster, der i den lyse morgen lusker hjem og møder på gaden den travle arbeidsmand på vei til værkstedet. Men ikke længe varer uroen. Vi spørger: Hvem er den mand, som står der og tordner mod gifte folks utroskab? Jo, det er ham, som stod i forhold til sin bedste vens kone. – Og hvem er så han, som står og forbander sig på, at brændevinet nedstemmer sindet og gjør blodet tykt og tungt? En gammel fyllebøtte, som endnu smugdrikker. Kjæltringer alle tilhobe!

Jeg gik omkring i byen og slang uden mål. Jeg kunde slumpe til at hendrive aftenen i hjem, hvor der rådede orden og lykke. Men jeg sad 74modfalden og længtede derfra. Ud til kneiperne og de øllede fruentimmer. Ud i det klamme mørke mellem de søvnige gadelygter. Ud blandt lazaronnerne, som flokkende sig om mig kaldte mig mester og bad om penge til stadig mere øl. Og som, mens de tråkked hinanden over skohælene for at få være mig nærmest, lod mig høre smiskende ord. Jeg sad der i de lune borgerhjem og følte dragelse ud mod kredsen af disse logrende banditter, efter spændingen ved at gå i deres midte og hemmelig gyse ved deres grønt lurende blikke. Mere end engang havde jeg stået med dem i mørket ude på en bryggekant, mens de tyllede i sig den laddevin, jeg havde ladet dem kjøbe. Under stilheden, som faldt på, når en konstabel trådte gjennem gaslygtens lyskreds, så jeg ned i vandet, som skvulpede mod bolværket. Der skimtede jeg vragstumper og korkepropper, indklint mod hinanden, skyllende opad stolpen. Et billede på menneskelige vrag, drevet sammen i en klike, ind i de skumle kroge, hvor ikke vand eller lys er klart.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.