I afgrunden

av Gabriel Finne

[9]

75Guldsmedens værksted lå så nemt til; manman] rettet fra: man man følte sig syg og træt i gaden og angst for alle de mennesker, som kavede med forretninger og ærender i sit alvors sved, og man stak opom Rustad.

Altid var der nogen bag forhænget og drak. Lærlingen, som sad på en krak i butiken og altid havde et arbeide mellem hænderne, var bud til samlaget. Når en sjelden gang en kunde sleg ind, var Rustad i et nu som forvandlet. Et par kaffebønner i munden, lorgnetten på næsen, skjægget i orden, øinene strenge. De bag forhænget sad lydløse.

En aften var der en sjelden gjæst, en som Rustad behandlede med kjærlig ærefrygt. Forøvrigt en ganske ligetil mand. Det var kaptein Dover. Han drak som de andre og var på kammeratsfod med dem. Men han bragte duft fra den arbeidende verden. Og dog, og dog! Han var den, som tyllede brændevin i sig med den selvfølgeligste mine. Han tog op etpar sedler og spurgte høflig: Får gutten lov at løbe efter Hennesy?

Det var en aldrende mand med ualmindelig markerte træk. Blygrå øine, svære, hængende 76barter, hvorafhvoraf] rettet fra: hroraf pjolteren dryppede. Han sad med frakken halvt opknappet og hatten bag i nakken. Hans ord var knappe, det var, som kjendte han altfor vel, hvad der rørte sig i sjælene hos guldsmeden og de hos ham fast stationerede fyllefanter. Der var træt forståelse i hans øine.

Rustad havde låst butiken, slukket gassen derude og trukket forhænget til det indre tæt for. Hans krop vaklede, hans stemme lallede, men hans værdige mine var der, og øinene var skarpe. Han var så skjælvende opmærksom mod kaptein Dover.

– Går du hjem med iaften, du? spurgte han lavt.

Nei, sa’ Dover strengt, men jeg skal hjælpe dig.

Å Gud velsigne dig for det, du! sa’ Rustad og greb hans hænder, hvorefter han vendte sig mod de andre.

– Dere er mine venner, og jeg siger det nu til Dere. Jeg har ikke sagt det før idag, skjønt Dere har spurgt, hvad der var iveien med mig. Jeg var på nippet til at komme i tugthuset idag. Jeg sendte gutten ud alle mulige 77steder for at skaffe penge, men forgjæves. Får jeg ingen anden udvei, så ind at telefonere til ham og spørge, om han vilde hjælpe.

Banden lyttede og så spørgende på Dover. Denne spyttede og så foragtelig på guldsmeden.

– Jeg gjorde det for din kones skyld, Rustad. Og for dine børn. Du havde så inderlig fortjent at komme på tugthuset. Nu drikker jeg et afgjørende glas og går. Jeg tar Dem med, Sibelius.

Så stærk følte jeg denne mand, som jeg aldrig før havde seet, at jeg uden videre reiste mig og sa godnat med ham.

Vi var ude på gaden. De, sa han, som om han i lange tider havde fulgt mine skridt. De bør komme ud af dette her, Sibelius. Hvis De ikke har penge, så har jeg til Dem. De må komme og bo hos mig. De må fremfor alting ha noget arbeide. Kan De tegne? Nå. Så skal jeg ta med fra mit kontor arbeide til Dem. Vi drikker et glas på det. Jeg er svær, jeg, ser De! sa han og lo op i mit ansigt.

Vi gik ind og drak champagne. Kom så op i en drosje og kjørte ud at byen. Vi holdt 78udenfor en gammel have. Det var senhøstes, en pige kom med lygte.

– Sæt istand til denne herre nede i Johans værelser! sa kapteinen.

Vi gik over en grusgang og kom lige ind i en varm og oplyst salon. En fin aldrende dame, vissenrød som et tørret æble, tog imod os med smil og venlig, skarpe øine. Hun gned sine magre hænder og bød mig velkommen i huset.

*

Jeg sa godnat og fulgte pigen, som lyste mig nedigjennem haven til en meget smal enetages bygning med verandaindgang. Der var to små værelser, fuldt møblerede og med væggene dækkede af udklippede tegninger af illustrerte blade. Sengen var opredt, røde tøigardinertøigardiner] rettet fra: tøigarginer for vinduerne og ild i ovnen.

– Er dette «Johans værelse?» spurgte jeg.

– Ja, det er den unge hr. Dovers værelse. Det har stået slig, siden han reiste.

Hm. Jeg fik et indtryk af, at den unge hr. Dover på enen] rettet fra: en en eller anden måde havde 79afstedkommet sorg i familien, og jeg spurgte ikke mere.

– Her var en kasse cigarer fra kapteinen (hun satte en kasse fra sig på bordet); og når herren ønsker frokost eller noget andet, så behøver De bare ringe på knappen dér. Godnat.

Jeg anede ikke sammenhængen med al denne venlighed fra kapteinens side, men jeg følte mig tryg og varm.

Hvilken velgjørende ro over nerverne den følgende morgen. Solen stod ind gjennem de røde gardiner, skygger af sagte svaiende grene gled over gulvet. Og istedenfor den irriterende gadelarm, som inde i byen jog mig op af leiet og hen efter kloral eller brændevin, hørte jeg summen af et par sildige insekter og af skyllende bølger.

Dover steg ind, med cigar i munden, færdig til at gå til dagens arbeide. Han vilde blot vide, hvor jeg havde mit tøi og mine sager, at han kunde få det altsammen hentet.

– Og trænger De straks nogen småting, så lægger jeg lidt penge her, sa han. Siden idag kan vi tales ved om arbeide for Dem.

Jeg klædte mig på og gik ud og satte mig 80på verandatrappen. Jeg sad midt i al høstens kolde herlighed. Gamle krokede æbletræer strakte nøgne grene udover gange, dækkede af nedfaldent muggent løv. Berberis og troldhæg stak endnu grønne op af bladhavets kolde, gulbrandede og blodrødtstænkede tæppe. Og fjordens friske dybblå var baggrund for alt.

Haven lå i en sænkning. Jeg så intet af byen, men hørte den dumpe hamrende larm af dens liv. Et stykke oppe skimtede jeg kapteinens gule villa inde bag gamle lindetræer. En altandør blev slået op, og en høi ung pige i mørkeblåt trådte ud. Bange for at hun skulde få øie på mig, sneg jeg ind. Hvem var hun? Hvorfor vilde jeg ikke, at hun skulde se mig sidde derude? Lidt efter hørte jeg skridt og raslen af en kjole i veiens løv. Jeg greb en avis. Det bankede, døren gik op og høit på tærskelen stod hun. Jeg var i det sidste så vænnet til de skumle og skidne gadetøsfjæs, at jeg blev forvirret over denne fremtoning fra et lysere liv.

Jeg reiste mig keitet, blev rød, smilte idiotisk og fremstammede, som om det var noget, hun ikke vidste, at hr. Dover havde været så 81venlig, så uforklarlig venlig at tilbyde mig ophold her. Hun målte mig rolig. Det var den korrekte og rene dames kolde nysgjerrighed ligeoverfor det halvkomiske, evig bundhæderlige og lastværdige mandfolk.

– Her bodde Johan, min bror, sa hun. Han holdt et farligt hus, kan De tro. Far lukkede øinene til og forstrakte ham med penge i det længste. Alligevel skrev min bror falsk. Da var det, far jog ham ad. Det er nu tre år siden. Ingen har hørt fra Johan. Vi ved ikke engang, om han lever. Men værelset her står, som da han forlod det. Og far vilde gi ham alle de penge, han ønskede, bare han vilde komme tilbage. Jeg var kanske heller ikke snil mod ham, skjønt jeg syntes så synd i ham. Far synes, De minder så om Johan. Jeg tror, det er derfor, han gjerne vil De skal bo her.

Hun talte, som om det hele var hende noksaa ligegyldig, som om hendes verden lå langt fjernet fra disse stakkels mandfolks, lå i en fredet egn med stille grønne marker og høi blå himmel.

Jeg så for mig i tankerne den mand, hun skulde kunne elske. Idealmanden. Høi, bred, 82blåøiet, åben, alvorlig, stort blondt skjæg, hvide tænder, der aldrig havde smagt tobak eller brændevin; men fremforalt måtte han tage sig selv alvorlig, bære hovedet strengt og høit og have et væsen, som skarpt afviste spøg og familiære tilnærmelser. Sligt et kjedeligt eksemplar drømte hun sikkerlig om. Slig en soigneret gorilla skulde få med bred lab herske over hendes klokkeklare skyløse sjæl og gjøre hende om til en husmoderlig pligtopfyldende mama med børn og husholdningsbog og en lænkehunds instinkter for sin herres bedste.

Jeg havde seet den udvikling før. En høi og vidunderskjøn provstedatter i min hjemby, som vokste op med os gutter og som vi alle dyrkede. Vi kom tilbage som studenter og gjorde vore hoser grønne. Men som foragtelige slaver behandlede hun os. Endskjøndt hun havde lidet seet af verden i forhold til os. Hun havde lavet sig et ideal. Det stemte med en på de kanter opdukkende teolog. En af disse erkekjedelige, frisindede teologer, som just er de værste. Naturligvis havde han rigelig med skjæg mens vi kun eiede lidt antydning til det under næsen. Det er en mand! sa hun til os.

83Det var uden tvil, at frøken Åse var af disse piger, der forguder sit eget legemes skjønhed og nyder dets renhed. Formskjøn, rig, uden et moralsk brøst, uangribelig. Ren og streng. Et tilsølet, syndefuldt mandfolk mindes helligdages klokkeklang over kjølig vårjord, når han stedes foran sådan en dames åsyn.

Vi gik ned på en plæn i haven og begyndte et parti kroket. Som en lavpandet synder iagttog jeg den skjønne skikkelse med stjålne blikke. Hun spilte med sikkerhed og fornærmelig ligegladhed. Jeg følte, hun spilte bare for at slå tiden ihjel. Havde jeg ikke været ved hånden, havde hun måske telefoneret efter et bybud, som mod en krone pr. time vilde håndtere køen.

Jeg havde gjort et feil stød igjen og kom ikke gjennem bøile, mens hun alt var røver.

– Spiller De schak? spurgte hun?

– Ja.

– Så tar vi hellere det. Jeg skal gå op efter.

«Så spiller vi hellere det. –?» Hun vilde absolut spille noget. Hun bar vel på sin sorg, hun også, som hun vilde hindre tankerne i at beskjæftige sig med. Det var mig besynderligt, 84at en ung dame på sådan en herlig soldag vilde holde sig i denne gamle ensomme have fremfor at feie gjennem byens gader. Sikkert havde hun fuldt op af dem, der sværmede for hende. Andre unge piger vilde måske bli syge, om de en dag ikke fik vise sig på promenaden.

Jo længere, jeg tænkte over hendes gåde, desto stærkere og mere helstøbt forekom hun mig at være. Hun bar ingen smykker, ingen stas paa kjolen. Den sluttede stramt om et slankt, fuldudviklet legeme. Her i denne have går jeg, uberørte stærke jomfru, indtil den mand kommer, som min renlige sjæl vælger sig til hersker. Ja, hun var som den kolde hvide vandlilje, der fæstet urørlig til samme flæk venter på dagen, da den skal åbne det herlige bæger for solen. En anden stemme i mig sa, at hun var en hovmodig, indolent spisemaskine, en forkjælet sjælløs dydspalme. En død, duftløs statue. Hundrede slige til at regjere staten, og de vilde sætte alle mandfolkegaster paa proskriptionslisten og være tilstede ved henrettelsen som skar de op maven paa mærkværdige haier.

Min syndefulde krop gik i tunge blodbølger. Jeg vilde slænge mig næsegrus for hende som 85en pisket hund. Eller saa vilde jeg gå hen og kvæle hende i had, mens jeg kyssede hende istykker.

Jeg besluttede at tale til hende som til et tænkende menneske.

– Frøken Åse, er De aldrig bange?

– Bange? For hvad?

– For gåderne omkring os. For den djævel, som styrer tingene.

En aften kort før Jul gik jeg med frøken Åse og en veninde af hende indover til Byen. Jeg var som et nyt menneske, velbespist, velklædt og veludhvilet ved flere ugers regelmæssig levemåde. Mine proletarsympatier var dunstet bort, alt mere som Åses kjølige fornemhed havde magtstjaalet mig. Af den ærbødighed, hvormed hun og hendes veninde blev hilset af nærsagt hver eneste standsperson, fik jeg ret et indtryk af, at der vederfores mig ufortjent ære. At være i Åses selskab var at være under moralsk garanti. Hos hende følte jeg mig velbjerget som en våd hund under en varm ovn. Og jeg var ikke langt fra at føle kjøterens uvillie mod fattigfolk og forfrosne stakkarer. Således mødte jeg etpar af de frakkeløse eksistenser, jeg havde 86gjennemsviret mangen en sort nat sammen med. Jeg kom til at mindes en kirkedag i barneårene. Præsten stod paa stolen og skildrede de saliges lykke. Lykkens toppunkt var at stå på himmeriges balkon og skue ned i dybet, hvor de vred sig i uendelig vande, som havde fornærmet gud. Dernede så de udvalgte, hvorledes en ugudelig broder eller en i synden død søster lå og sprællede under smerten. Og når de havde vederkvæget sig længe nok ved synet, gik de gode ind og priste herren.

Min hundske dyrkelse af det ophøiede væsen Åse og min rædsel for nogengang at komme ned i mørket igjen, gav mig kjøterens biske hårdhed.

Med engang gik der som et søk af kold angst gjennem mig. Et hvidt frækt ansigt stod under et lyktepæl og målte mig. En bred kvinde i sjuskede skjorter. Helene! Jeg havde ikke seet hende på måneder. Men jeg havde hørt om hende gjennem de offentlige piger. Jeg vidste, hun var i stadig forfølgelse af politiet. Hun skeiede ud i en målestok, så selv Klara eller Agnes eller Anna skyede at være kjendt med hende.

Gud bevare mig! Helene havde opgivet sin 87post under Gaslygten. Hun fulgte efter os! Sinnet for i mig, jeg brændte efter at vende mig og slå hende i gaden. En afskyelig situation. Jeg tog Åse i hånden og hviskede til hende, om hun vilde gjøre mig en tjeneste. Den at gå ind med på en Kafé. Det var et brevkort, jeg måtte skrive øieblikkelig. Og jeg måtte hvile lidt for smerter i brystet.

Jo, så gjerne. Både hun og veninden trængte til at varme sig på et glas vin.

Derinde på kaféen præsterte jeg en gådefuld frækhed. En ritmester ved kavalleriet kom bort og hilste på damerne, han greb endog en stol og satte sig ved vort bord. Jeg erindrede ham fra for mange år siden. Jeg var en liden gut og i besøg i officersmessen på Gardermoen. Det var søndag aften, de ældre officerer sad med sine toddyglas. En for én af de til byen permitterede herrer vendte hjem og bragte med en duft af livet derude. Fortalte de ferskeste anekdoter, mens de bryggede sig et glas. Blandt de ankommende var løitnant Våler, nu ritmester. Et fint indsmigrende væsen, udadlelig og militært korrekt. Man sad just og talte om 88hans elskerinde dernede i byen, en smuk operettesangerinde, da han meldte sig.

– Velkommen tilbage, hr. løitnant! sa den gamle oberst, som havde en skjælm bag øret. Har herren moret sig godt. Var vi på teatret og hørte operaen.

– Hr. obersten behager at spøge. Jeg bad om permission for at besøge min mor.

– Nå, ja ja ja! Så hr. løitnant altså ikke den unge frøken Sjøblom, som synger.

– Jeg kjender ikke den hetære! sa løitnanten strengt og kvast, så der blev nogle øieblikkes pinlig taushed i messen.

Men alle følte, at han løi. Og i min guttesjæl satte der sig fast et had til hykleren.

Jeg havde ikke seet ham i alle disse år. Ved mødet med ham nu, ved hans nærværelses oplivende virkning på Åse, ved hans mandige sikkerhed, hans stærke væsen æsede hadet op i mig.

Han gik snart og jeg følte, damerne syntes der blev tomt efter ham.

Åse målte mig:

– De var ikke høflig mod ham, Sibelius. Hvad i verden har han gjort Dem?

89– Ingenting. Jeg har bare engang været vidne til en gemenhed af ham. Den går mig aldrig af glemme.

– Ritmester Våler! Hvordan?

– Nå, sa jeg, det var en sommer for mange år siden – –, og så fortsatte jeg om den utrolige sjofelhed. Jeg blev varm, hed af indignation.

Åse smilte.

– Men slig er jo alle herrer! sa hun.

– Gement! gement! råbte jeg og så ud som et moralsk punktum.

Åses store deilige åsyn var vendt mod mig i nysgjerrig undren. Jeg følte, at hvis hun sa til mig: Du er manden, jeg vil ha! så vilde jeg med et forvandles til den retskafneste samfundsstøtte, til den ubønhørligste lastens fordømmer, ja til en sådan, som ad åre kunde komme på tale ved formandskabsvalget.

Der var et øieblik, hvor mange mennesker i kaféen pludselig så op. En kvinde med sjusket dragt og hvidt, forsviret ansigt var trådt ind og lod blikket vandre fra bord til bord. Hun opdagede mig og stævnede lige bort, jeg mødte hende med mit giftigste blik.

90– Lad mig få tale med dig, Sibelius.

– Jeg kommer straks. Vil De vente ude, sa jeg og greb i lommen efter nogle papirer og en blyant. Jeg følte en mængde vågne blikke på mig. Et par kelnere nærmede sig og fordrev hende ud igjen.

– Hvem var det? spurgte Åse. Hun havde løftet sig og trak pusten dybt som efter en pludselig forskrækkelse.

– Det er en stakkels kone ovenfra landet, sa jeg. Manden død, ingen penge. Jeg havde lovet hende en tjeneste. Jeg bare noterer op her et par steder, hun kan henvende sig.

Men både Åse og veninden havde stramme miner. Åse ringede og tog op portemonæen. De to damer kunde godt klarere for sig uden kavallerens bistand. De havde forresten travlt. De skulde ærend. Et koldt nik til farvel, og de seilede ud. Jeg følte, at om jeg havde gjort forsøg på at følge, vilde jeg være bleven afvist.

Ritmesteren havde reist sig og stod med dybt buk. Damerne dreiede hoderne mod ham til en lang smilende hilsen. Jeg gik ud bagveien og lo halvfjollet. Stod i mørke på et vist sted og bed tænder og spyttede og ønskede 91mig i jorden. Åse! Dum som en skinke! kold som en bordkniv. Sjælløs som et stearinlys. Og veninden, det ondskabsfulde dyr! Brændevin! Brændevin! At skylle sin ynkelighed ned med.

I en fart var jeg ude på gaden, i en sjap fandt jeg mig et hjørne, hvor jeg kunde sidde ubemærket og døve mig.

Mit liv var så meningsløst. Så uden mål. Jeg syslede med tanken på revolveren, som kunde ende det hele. Havde jeg bare havt et menneske at holde af! Eller havde jeg bare havt den stærke kjærlighed til penge, som kan holde et liv oppe! Så vilde jeg dér ha havt et mål. Nu sad jeg og døvede mig som så ofte før for at slippe for nattens søvnløse timer, disse martrende timer, hvorunder onde ånder flakser som flaggermus om og opspiler sjælen i rædsel. Hvormange nætter havde jeg ikke ligget med lyset tændt og læst og læst, indtil bogen faldt mig ud af hånden, og jeg troede, søvnen var der. Men for straks at fare op, skjælvende efter et stygt drømmesyn. Alkoholistens og lediggjængerens sædvanlige helvede.

En mand kom bort og satte sig hos mig 92med et hæst god kvæld. Det var en kammerat fra skoledagene. Det uhyggeligste offer for spiritus. I mange år havde han daglig drukket en flaske kognak. Og sjelden spist middag før henad aftenen. Nu var han bleg, sammensunken i frakken, blygrå, dødningeludende.

Jeg spurgte, hvordan det gik. Med døde øine og uden at se på mig, mælte han, at han havde ikke mange uger igjen. Tæring. Og det var bra. For til den tid vilde det sidste tusen kroner af hans arv være opbrugt.

Hans hænder skjalv og svedede. De blygrå øine flakkede angst i sine huler, som så de ind i et taust og iskoldt mørke. Han spurgte, hvordan det gik mig. Jeg fortalte om mine forrevne forhold og sa, at jeg var kjed det hele. Men det interesserede ham ikke. Hans fraværende flakkende blik sa mig, at hans sjæl stønnede i et helvede, imod hvilket mine plager var som et barns tandpine. Når en mand er ved at drukne, kan han heller ikke godt fatte medfølelse for Per eller Pål, som står inde på strandbredden og jamrer sig over, at hans hus skal gå til auktion eller at naboen er løbet med hans kone.

93Han vinkede til opvarteren og bad ham bringe sig en flaske kognak, godt indpakket.

– Jeg skal nemlig sige dig. Vendte han sig til mig, – jeg er bange for at få dilla, før jeg dør. Om nætterne vågner jeg ofte i den forfærdeligste angst. Har jeg så ikke kognak ved hånden, er pinen ubeskrivelig.

Min ven så en stund på mig med disse øine, hvoraf der stod gravangst.

– Forresten vedblev han, – tror jeg på udødeligheden. For om nætterne, når organismen ligger i hvile, lammet af alkoholen, er min sjæl på vandring gjennem rummet. Jeg bæres afsted som et dun, og det er ingen ubehagelig fornemmelse at føle sig som et dun. Videre indser jeg, at sjælen har eksisteret fra evig tid. Hvoraf jeg slutter det? Jo, deraf at jeg føres hen i længst svundne tider, min sjæl gjenkjender sig i perioder fra årtusinder tilbage. Jeg omgåes dyr af de underligste former. Især er der meget store dyr. Jeg har nogle gange revet mig løs fra drømmesynet og sprunget frem og tegnet dyrenes skikkelser op efter hukommelsen. Dagen efter er jeg gået på biblioteket og i plancherne over fortidens fauna ganske rigtig 94stødt på de samme bæster, jeg har seet i drømme. Det er et uomstødelig bevis på, at sjælen har levet før.

– Eller at du som barn har seet de dyr i billedbøgerne, uden at du erindrer det, – sa jeg.

Han vilde til at svare, men fik pludselig ondt og greb til halsen.

– Farvel Sibelius. Jeg føler, der kommer en hostebyge. Farvel. Jeg håber, du går efter min kiste.

*

Det er stille kold nat, når jeg sniger ind i Dovers have og går ned til mit hus. Jeg er så træt og så tung af grå sorg. Jeg vilde uden kamp, uden betænkning sluge en dræbende dosis gift, om jeg havde den inde. Thi ikke har jeg noget mål for den dag imorgen eller dagene derefter.

Men hvad er det? Det sorte på trappen? En varm mild anelse fylder mig – bare det var hende! Hun reiser sig, jeg ser på skikkelsen, 95at det er Helene. Gud ske lov og tak! Jeg forstår det ikke, men det er som om der i denne nat vil ske noget godt med mig. Jeg går lige bort og omslynger hende, åbner frakken og lægger hendes kolde, våde ansigt ind til mig, mens jeg klapper hende over håret: Stakkels, stakkels Helene! Hvad er det, du har gjennemgået for rædsler! Kom ind, at vi kan snakkes ved.

Lampen er tændt, og jeg har fået det til at i ovnen. Hun står midt påpå] rettet fra: pa gulvet og følger mig med sløvt, dumpt blik.

– Og her bor du nu, Jean? Jeg talte til de to damer, du gik med. Jeg passede dem op, da de kom ud fra kaféen. Er du sint for det, Jean? Jeg vilde så endelig vide, hvor jeg kunde finde dig. Jeg måtte tale med dig én gang Jean.

Jeg kunde ikke komme med ord, hendes ydmyge søgende blikke greb mig, så jeg ikke vidste, hvor jeg skulde gjemme mig for skam. Jeg faldt på knæ, omslyngede hende og bad om forladelse med hodet inde i hendes kjole. Jeg kjendte, hun bøiede sig og lod fingrene glide gjennem mit hår. Da jeg så op, smilte det over hendes hvide forsvirte ansigt. Jeg så disse poser 96under øinene, som fortalte om nattevåg og fylderi, og jeg reiste mig forfærdet, over så gammel og styg, hun var bleven.

– Ja ikke sandt, Jean? Jeg er ingenting at se på nu mere? Men jeg er ikkeikke] rettet fra: ikkke ond, Jean. Og jeg holder af dig. Vil du være med, så reiser vi op i skoven. Ikke der, hvor Olaf var. Men et andet sted hen. Jeg længes efter hvile, og vi to kan jo bo sammen som venner. Ikke denne stygge sanselighed. Men som to mennesker, der hjælper hinanden med at arbeide. Vil du, Jean? Så henter jeg barnet.

– Jeg stod ude på trappen, mens Helene klædte af sig. Et stille alvor og en ømhed, jeg aldrig havde kjendt, fyldte mig. Da jeg kom ind, lå hun i min seng.

– Hvor det skal bli godt at hvile ordentlig ud en nat, sa hun. Tror du nu, at du får sove i stolen der?

På lange tider havde jeg ikke grædt. Men tårer silte nedover mig, som jeg den nat lå på knæ ved Helenes leie og bad til Gud!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om I afgrunden

I afgrunden kom ut i 1898 og ble Gabriel Finnes siste verk. Året etter døde han av lungebetennelse, bare 33 år gammel.

Fortellingen har selvbiografiske trekk og er en dyster bok. Romanens «jeg», Jean Sibelius, lever et hardt liv som stadig fører ham nærmere «afgrunden».

Se faksimiler av 1. utgave, 1898 (nb.no)

Les mer..

Om Gabriel Finne

Gabriel Finne var en tid del av bohemmiljøet i Kristiania og blir gjerne regnet som en rent naturalistisk forfatter, men i siste del av forfatterskapet dreide han mer mot dekadansetematikk.

Finnes direkte og rå fortellerstil vakte forargelse. Grunnstemningen i de fleste av verkene er dyster og beklemt, og karakterene er ofte hatfulle og forbitret.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.