I

«Du tør prøve paa det, din Mønsterstilk,» hvisked i den latinske Time Sidekammeraten til Severin Myre, en mørkhaaret Gut, tynd og spinkel og med hjemmesydde Klær. Adjunkt Petersen havde rost Severins latinske Stil og sagt, han vented, at han næste Gang vilde skrive den aldeles fejlfri. Severin sad der rød og trykket, og Gutterne tilkasted ham foragtfulde Blikke.

Da Timen var forbi skulde Klassen ha Frikvarter. Adjunkten rejste sig, og Gutterne stormed ud.

Severin gik langsomt nedover den brede Graastenstrappe, der førte til Vestibulen, hvorfra man kom ud paa Legepladsen. Han fik Puf i Ryggen og Slag i Hodet af knyttede Næver fra Gutterne, som fløj forbi, mens Skjældsord og Spottegloser stod som en Hagelbyge omkring ham. Uden at lade, som han mærked det, holdt han sig fast i Rækværket og fortsatte rolig sin Vej. Lærerens Ord blev ved at lyde i hans Øren, og saa tænkte han paa, at Adjunkten havde glemt igjen Bogen, som indeholdt Oversættelserne paa Stileopgaverne. Han saa den saa tydeligt ligge paa Kathedret tilhøjre. Om han nu benytted sig af Lejligheden? Var han resolut og hurtig, kunde han gjøre det paa et Minut. Det vilde være stolt at skrive en fejlfri Stil. Han var ogsaa flink nok i Latin til at kunne det. Der var bare det ivejen, at han havde det med at sidde i Ørske. Derfor vilde der aldeles ikke være noget Bedrageri i det. Og tænk: være sikker paa, at Stilen var fejlfri.

Paa Trappens nederste Trin stod han stille og saa sig om. Alle var væk; ingen at se eller høre. Hurtig sprang han opover igjen, stansed paa Gangen, spejded og lytted, og smutted saa ind i Klassen, hvis aabne Dør han sagte trak til efter sig. Han fik fat paa et Stykke Papir og en Blyant, snapped Bogen, og gik hen til Vinduet, hvor han med skjælvende Fingre bladed gjennem Opgaverne, fandt, hvad han søgte og begyndte at skrive af. Da han næsten var færdig, hørte han Adjunkt Petersens knirkende Støvleskridt i Klassen ved Siden af. En stivnende Angst fo’r igjennem ham. Lynsnart slog han Bogen sammen og krammed Papiret til en Klump i Haanden. Idetsamme gik Døren fra Sideværelset op, Severin vendte sig og saa Adjunkten staa der. Alting danste for hans Øjne, og han følte sig fortabt for Tid og Evighed. Der paakom ham en Drift til at kaste sig ned for Læreren med et Raab om Naade.

«Hvad staar Du der for Gut? Vil Du værsgod ned og trække frisk Luft!»

Hurtig som i et Glimt forstod Severin, at han kunde redde sig, og i samme Nu var Omvæltningen foregaat i hans Indre.

Han saa paa Adjunkten med et ærbødig Smil, der lyste op i de store mørke Øjne og løb mod Døren.

«Har Du ikke set en Bog, jeg brugte i Timen,» raabte Adjunkten efter ham.

«Der ligger en i Vinduet,» var Severins frejdige Svar, og saa smøg han gjennem Døren, let og glad og opfyldt af en levende Taknemmelighedsfølelse mod Adjunkten. Dette, at ikke den svageste Mistanke var opkommet i ham, rørte Severin, saa at han fik Taarer i Øjnene. Sandelig var ikke Adjunkt Petersen et ædelt Menneske! Og ham kaldte de Lucifer. – For et Pak af nogen Gutter! Men Severin skulde vist aldrig ta det Navn paa sin Tunge. Beflitte sig tværtimod paa at bli værdig til Adjunktens gode Omdømme. Dette med Bogen skulde være hans sidste «Streg».

Under disse Betragtninger var han kommen ned paa Legepladsen. Der stod Størsteparten av Klassen og stak Hoderne sammen. Han hørte Ordene: «Mønsterstilken» og «Lucifer» og «statuere et Eksempel». Men saasnart de fik Øje paa Severin, saa de ud i Luften med ligegyldige Miner.

«Det er altsaa paa Søndag, vi skal paa Bal til Dig, du Henrik?» det var Mikkel Mejer som spurgte; han var stor og forspist med et underlig skaldet Ansigt og fine blaa Klædesklær.

«Javel,» svarte Henrik, som var høj og hvidblond, Søn af rige Konsul Smith paa Strandgaden. «Men der kommer forresten Invitation hjem til Dere. Vi blir 30 Par, 14 Stykker her fra Klassen altsaa, med mig selv.»

«Fjorten Stykker her fra Klassen» – Severin regned og regned og fik det, naar han trak fra dem, som der umuligt kunde være Tale om, ikke til mere end 13, hvis han ikke selv var den fjortende. Men hvorfor havde Henrik saa ikke sagt noget? Han grunded over dette Resten af Formiddagen og haabed. hvergang Timen var ude, at nu kom det. Da han blev hørt i Tysk, hakked han i det, og oversatte galt, og hans Blik droges uafladelig over mod Henrik, i hvis Ansigt han søgte at læse. Hvis Henrik blir hørt, skal jeg der, tænkte han, hvis han ikke blir hørt, skal jeg der ikke.

Da Skoletiden var forbi, og Gutterne laved sig til at gaa, holdt Severin sig ved Siden af Henrik, mens han lod, som han var optat af sit eget. Nedover Trapperne fulgte han ham i Hælene, og da de i Vestibulen tog Tøjet paa, tabte han ham ikke et Sekund af Syne. Hvergang Henrik aabned Munden for at sige noget, klapped Severins Hjærte, og al hans Sans samled sig i en anspændt Lytten. Ude paa Gaden søgte Severin at slaa Følge med ham, men Henrik sakked agterud og tog Mikkel Mejer under Armen. Saa skyndte Severin sig afsted. Han følte sig saa usigelig skamfuld, og han brændte efter at komme hjem, hvor idetmindste ingen vidste det.

Da han naade Hjørnet af Domkirkegaden, satte han paa Løb men husked saa, at Mikkel Mejer bode der, og at altsaa Henrik straks blev alene. Han sagtned sine Skridt, og idetsamme raabte Henrik paa ham. Glæden fløj varm igjennem ham, og der kom som et Slør for hans Øjne. Rask vendte han om og sprang tilbage.

«Aa laan mig Kniven din lidt,» bad Henrik, som i den lukkede Haand holdt en Cigar, hvoraf Spidsen stak frem mellem Tommel- og Pegefingeren.

«Staa for mig mens jeg tænder,» vedblev Henrik, efter at ha brugt den Kniv, Severin havde rakt ham.

Med ivrig Tjenstvillighed tog Severin Huen af og holdt den op foran Henrik, som kasted et spejdende Blik bag sig, før han tændte. Saa fulgtes de ad nogle Skridt. Severin kunde ikke faa Maalet op. Henrik saa sig idelig tilbage.

«Død og Krite, Lucifer!» udbrød Henrik pludselig – han drejed rask tilhøjre og skyndte sig nedover Skostrædet. Severin vendte sig om. Der kom Adjunkt Petersen med Briller paa Næsen og svingende Spaserstok.

Severin gik videre med en sviende Følelse i Brystet. Han tænkte uafladelig paa, at hvis bare Henrik havde sagt de faa Ord: «Du, det er sandt, Severin, jeg glemte at be Dig til paa Søndag» – saa kunde han nu ha været saa sjæleglad og let om Hjærtet. Han gjentog Sætningen saa længe for sig selv, indtil han ganske tydelig hørte Henriks Stemme sige den, og sig selv svare: «Mange tusen Tak, men jeg er desværre udbuden.» Det var han nemlig bestemt paa at ville sige. At gaa var der ikke Tale om. Ikke kunde han danse, men det vidste ikke Kammeraterne, og aldrig i Verden vilde han faa Lov. Dans var en syndig Fornøjelse, mente Forældrene. Det skulde deres Børn aldrig ta Del i. Men alligevel, indbuden vilde han være; det var saa krænkende at bli sat udenfor altid.

Og nu denne Henrik, som han aldrig havde gjort andet end Tjenester. Vilde nu ogsaa han slaa Haanden af ham. Smiths havde sikkert ingenting imod, at han blev buden. Konsulen ialtfald ikke. Hans Far havde jo altid havt saa meget med Konsulen at. gjøre – og desuden – Henrik fik jo Lov til alt, hvad han vilde.

Hans Smerte blev tilsidst saa heftig, at han pønsed paa at aabne sit Hjærte for Henrik. Ligefrem tigge ham om en Indbydelse. Men naar han skulde sige det, kom han sikkert til at græde, og det var dog altfor flout. Ja, men det fik ikke hjælpe. Alting heller end at lide dette.

Ved Hjørnet af Strandgaden stod han stille og saa efter Henrik. Han maatte komme opover Torvet fra Skostræde. Og ganske rigtig, nede ved Børsen kom han, roligt dampende paa Cigaren, med Bøgerne i en Rem under Armen.

Et Par Sekunder stod Severin og vented. Saa blev han greben af Forfærdelse over sit Forehavende. Hurtig skraade han over Gaden, sprang op gjennem Apothekersmuget og gik Markevejen hjem istedetfor Strandgaden, som han plejed.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.