XII

«Du er gal Far, Du taaler det ikke,» sa Fru Lydia Smith til gamle Munthe, som i Barnekammeret hopped frem og tilbage med den lille Elisabeth paa Skuldrene. Barnet havde plantet begge de smaa Hænder i Bedstefarens graastruttende Haarmasse, Øjnene straalte, Kinderne gløded, og de lyse Krøller dingled hende om Ørene.

«Hep, Hep, Tpruen, Hep, Hep, Tpruen,» sa den Lille ustanselig, mens hun red paa Munthes Nakke saa ivrig, at de smaa Støvler klasked ham paa Frakkeslagene.

«Du er gal, Far,» gjentog Lydia, mens hun klapped i Hænderne, og hopped ved Siden af, i Takt med Faren.

«Nej, nu faar det være nok,» Munthe lod sig pustende falde ned paa en Stol. «Jeg skal paa Børsen.»

«Mere, mere,» sa Elisabeth og trak ham af al Magt i Haaret, men Lydia tog hende fra ham, og satte hende paa Bordet, der flød med Legetøj. «Du Dejlighed, Du Dejlighed, Du Dejligheden min,» hun krysted Barnet til sig, og næsten kvalte det med Kys.

Der kom en Pige, som meldte, at Madam Myre var der og spurgte, om Fruen var hjemme.

«Nej,» sa Lydia og rysted energisk paa Hodet, men tilføjed straks: «Endskønt – saa kommer hun igjen en anden Gang. Vis hende ind i «Systuen» Serrine.»

«Giv saa Smaaen den hvide Kjolen paa og det røde Silkeskjærfet,» sa Lydia til Barnepigen, som sad og syde ved Vinduet.

«Ja for de’ Betten sin Debusdad,» pludred den Lille, «og derfor Betten pise vod Bode idad.»

Uf, disse Myre sine, tænkte Lydia, mens hun gik ind i den saakaldte Systue, der havde Vinduer til Gaarden og laa ved Siden af det største Dagligværelse.

«Goddag, Fru Smith,» Petra rejste sig fra Stolen borte ved Døren og rakte uvis Haanden frem. Hun var i sort Dyffels frynsebesat Kaabe og violette Blomster paa den sorte Fløjelshat, der med en Silkesløjfe var knyttet under Hagen.

Lydia hilste uden at gi Haanden, og bad hende værsgod sidde ned. Hun pegte paa en Stol ved Midtbordet.

«Frun maa ikke ta det ilde op,» begyndte Petra i stilfærdig Tone og med et beskedent Smil, der ganske forandred det Ansigtsudtryk, hun havde til hverdags. «Men jeg maatte op og takke Fruen saa mange Gange for alle de goe’ Klærene.»

«Kunde De bruge noget af det?»

«End ikkje bruge! Det, saa kommer fra Fruen, er jo altid saa udmærket pent og godt. Fruen skul bare se, ka dejlige Kjoler eg har faat til Smaapikerne og Trøjer og Bukser til Guttene.»

«Ja, De er vist saa flink med Deres Hænder.»

«Aa,» sa Petra. «En faar jo stræve.»

«Har De vært friskere i det sidste?» spurgte Lydia, for at bryde den trykkende Pause.

«Aa, nej Tak desværre. – Eg taaler ingenting. Alleslags Lejelser og Sorger tar straks saa paa mig. Og hos os er der jo aldrig and’t.»

«Aa nej,» mente Lydia. «Naar en sidder i smaa Kaar, saa –»

«Det fik endda være,» sukked Petra. «Men den Mannen» –

«Jeg trode da, han var snil med Dem?»

Petra rysted bedrøvet Hodet. «Ja, en saa Di,» sa hun med et Blik, der ærbødigt maalte den store Afstand imellem dem, «kan vel ikke tænke Dem – Fruen skulde vide, ka det vil sige, at ha et saant udannet Menneske til Mand.»

«Han slaar Dem da vel ikke,» sa Lydia med et svagt Anstrøg af Ironi.

«Aa – det er bedst te tie stille. Det er jo en Kristens Pligt te lide med Taalmodighed.»

Der hørtes Skridt i et af de tilstødende Værelser, og Konsulens Stemme raabte: «Er Du der, Lydia?»

Lydia svarte muntert: «Ja,Herman!» og løb rask ind til ham.

«Jeg vilde bare gi Dig en Kys, før jeg gik paa Børsen,» sa Konsulen og kom imod sin Kone med fremrakte Hænder. «Jeg har havt det saa travelt i Dag.»

Lydia gjorde Miner til ham, idet hun pegte paa den halvaabne Dør, og hvisked Madam Myres Navn.

«Er det nu galt igjen?» hvisked Konsulen tilbage og fik en fortrædelig Mine.

«Hun har ialtfald ikke spurgt efter Dig. Hun vilde vist bare takke for noget Tøj, jeg sendte hende.»

«Hvor godt den Kjole klæ’r Dig, Lydia»; Smith betragted hendes graa silkespættede, i Halsen udskaarne, Kjole med en bred, nedoverfaldende Knipling og puffede Ærmer, der lod et Stykke af den hvide runde Underarm tilsyne. Det glatte Liv og brede Livbælte sad stramt om hendes store Figur.

«Ja ikke sandt?» hun drejed sig rundt med Armene ud fra sig.

Konsulen tog hende ind til sig og kyssed hende. Saa nikked han og gik, men vendte straks om og hvisked: «Du glemmer vel ikke at by hende noget?»

«Pas Du Dig selv,» svarte Lydia og trued med Pegefingeren. «Husk, Du skal være hjemme i Betids, saa Du kan hjælpe Bedstemor Smith ud af Vognen.»

«Nej men Stakkar,» sa det liksom højt inde i Lydia, da hun kom tilbage til sin Gjæst. Madam Myre saa saa bedrøvet og kummerfuld ud, som hun sad der paa Stolen, bleg og med stirrende Øjne.

«De skal ha Dem et Glas Vin, Madam Myre. Egentlig ser De noksaa daarlig ud,» Lydia forlod atter Stuen.

«Aa, ja, ja,» sukked Petra, mens Minderne strømmed ind paa hende. Lyden af Konsulens Stemme havde vakt dem, og saa havde hun keget gjennem Dørsprækken, og set hans ranke og statelige Skikkelse. Vilde han da aldrig ældes dette Menneske? Hvergang hun saa ham, undred hun sig over det. – Der stod han med Konen i Armene og kyssed hende akkurat paa den gamle Maaden, liksom bored Munden saa dybt ned i Ansigtet. Tænk, at det endnu kunde gjøre saa underlig ondt. –

Aa ja ja – nu sad hun her, i Madam Linds forrige Værelse. Udenfor paa Gangen borte ved Trappen var det, at Konsulen havde kysset hende den aller første Gangen. – Hun havde følt sig saa hjemme i Huset her, og en Tid gaat i Indbildning om, at alt dette skulde blet hendes. Aa Du store Gud – hvor ganske anderledes. – Det var hende umuligt at holde Taarerne tilbage. Da Lydia kom ind igjen, sad hun og graad med Ansigtet skjult i Lommetørklædet.

«Nej men Madam Myre da,» Lydia satte Bakken med Vin og Smaakager fra sig paa Bordet og la fuld af Medlidenhed sin Haand paa hendes Skulder. «Er De virkelig saa bedrøvet?»

Petra graad endda mere.

«Er det Penger? Skal jeg be Konsulen for Dem?»

Hun rysted Hodet og sa gjennem Graaden: «Nej, ikkje nokke presserenes just nu. Myre har daa ikkje sagt nokke.»

«Drik Dem et Glas Vin,» Lydia skjænked op.

«Aa nej, det kom saa underlig over mig,» sa Petra, da hun endelig havde faat Bugt med sin Bevægelse og havde drukket lidt af Vinen. «Eg kun’kje late være te tænke paa gamle Dager – Fruen maa undskylde mig» – kom det forlegent og bønligt – «men daa eg gik her og stelte og styrte, og hadde det saa godt i alle Maader. Kaa dum en er, saa gifter sig.»

«Drik ud, Madam Myre og faa lidt til.»

«Hele den Tiden blir saa lyslevenes for mig, naar eg kommer op her,» fortsatte Petra vemodig. «Det er, saa eg kjenner igjen hver Flæk og Krok, endskjønt her er jo adskillig forandret,» hun rakte lidt paa sig, og kasted et spejdende Blik ind i Dagligstuen.

«Kom ind lidt og se Dem om,» sa Lydia venlig, idet hun rejste sig.

«Aa nej, det er altfor snilt. Det er altfor snilt,» gjentog Petra, som var fulgt efter Lydia ind i Dagligstuen.

«Og nej, aa nej, kaa anderlissen. – Der paa Sofapladsen stod den kvite Himmelsengen te Førstefruen. Ok kaa engletaalmodig hun saag ud i alle de Aarene, hun laag der.»

«Ja Stakkar,» bemærked Lydia.

«Ok kaa Konsulen graad den Natten hun var død. Han laag paa Knæ der foran Sengen, daa eg og Madam Lind kom ind. Men se, der hænger jo et dejligt Billede af Førstefruen. Det ligner ikkje godt.»

«Jo, det tror jeg dog.»

«Og Madam Lind, saa har faat Post hos Gamlefruen. – Kem sku’ tænkt – Hun maa daa være fælt gammel nu?»

«Forfærdelig.»

«Det kan’kje være behagelig for Konsulen,» fortsatte Petra lidt snakkesalig efter Vinen. «Han, saa var saa sjæleglad, han fik hinner ud af Huset her, da Førstefruen dødde. Gejstli’e Heksen kaldte han hinner. Og er det sandt, at hun spiser me’ Borde’?»

«Ja for Gamlefruen vil det.»

«Nej, eg faar vel ha mig afste’,» sa saa Petra. Lydias sidste Svar havde vært kortere i Tonen, forekom det hende.

«De kan gaa denne Vejen, Madam Myre. Saa faar De se mere af gamle Tomter,» de gik gjennem den portierebehængte Døraabning ind i Lilledagligstuen.

«Ja her er ogsaa kommet mykkje nyt og Pianoe’ fløttet. – Ja, det er vel saa det –» Petra stod hensunken med en Mine som foran en af sine Kjæres Grave. Lydia skjøv en Lænestol paa Plads, og sa ikke noget.

«Men eg hefter Fruen,» hun tog sig sammen, og gik videre.

«Men her finder De vist alting uforandret,» sa Lydia, da de kom gjennem Salen med Familjeportrætterne og de store gamle Glaskroner.

«Ja her er alt just saa dengangen. Ok ja, her var det, hun laag Lig. – Eg var sengeliggende daa, men eg maatte grave meg frem, og op og se hinner. Der ret ud fra Væggen stod Linnebænken.» – –

Da Petra var borte, tog Lydia sit Broderi, og satte sig foran Sybordet ved Vinduet.

Hun syntes Synd i Madam Myre; egentlig kom hun til at like hende, hvergang hun havde snakket med hende, men i Forvejen kvied hun sig altid. Beskeden Stakkar, og stilfærdig, – og zirlig og pen i sin tarvelige Paaklædning. Man kunde se, hun havde vært vakker engang. Det var vist en udmærket Kone. Havde hun bare ikke vært gift med denne Myre, eller havde han bare ikke nogensinde vært Dreng hos hendes Forældre paa Øvregaden, eller havde hun bare ikke siddet dernede i Haven dengang dette skrækkelige hændte – – – Aaja pyt! Nu var det jo saa længe siden, hun behøved saamæn ikke at tænke mere paa det.

– Uf jamen, bare det dog ikke var sket! – Lydia drog et dybt Suk og læned sig tilbage paa Stolen med Arbejdet i Skjødet. Saasnart hun bare saa et Glimt af Myre, blev hun rød og fik Hjertebanken endnu den Dag idag. Og gaa med denne Hemmelighed for sin Mand, sin søde, dejlige, ejegode Mand – i det var endda det værste. – Gad vidst, om Myre havde fortalt sin Kone det? – Nej saa fræk kunde han da ikke ha vært – ja, og Gud véd, om hun saa ikke vilde ha mærket noget paa hende. – Saa’n en Tilskikkelse ogsaa, at Myre netop skulde komme i hendes Mands Brød og faa Boden i Muregaarden overladt. Og at de aldrig blev kvit ham, for endskjønt det nok hed sig, at Myre handled paa egen Haand, saa var det dog Herman, som stod bagved, og altid maatte hjælpe og støtte ham. – Bare de kunde faa dem over til Amerika hele Familjen. – Herman havde engang talt om det, for det var jo ofte saa rent ravruskenes galt fat med Myre. – Saa vilde hun ogsaa slippe for at se paa denne Severin, som gik her til Henrik, og ligned saa Faren, at det rent var en Gru.

Der standsed en Vogn udenfor Gadedøren. Lydia retted sig op, og saa gjennem Vinduet. Ganske rigtig, det var Bedstemor Smiths skinnende Kariol. Gamle Jørgen Hestedreng bandt Tømmen og gik ind.

«Nu blir der Morro, hvis Herman ikke er kommen.»

«Nej, det er han altsaa ikke» – tænkte Lydia videre, da Jørgen straks efter kom ud igjen, fulgt i Hælene af den ældste Kontorist, som barhovedet bukked og bukked og vilde aabne Fangskindet for Gamlefruen.

Nej, hun er frygtelig – slaar hun ham ikke over Fingrene, og se paa Madam Linds sorte Kyse, som gaar op og ned, mens hun ævler. – Saa, der skal Jørgen til!– – Ja, sandelig, har han da endelig faat dem ud med alle deres Pakkenelliker.

Lydia løb ud paa Gangen og keg over Rækværket ned ad Trappen. Der kom Gamlefruen stavrende, høj og rank og tynd som en Stok, Madam Lind ved Siden af. Med sin runde Ryg og lille sammenskrumpne Skikkelse ligned hun en uformelig Pakke. Gamlefruen traadte hvert Øjeblik i sin Kjole, Madam Lind søgte at hjælpe hende og snakte gudeligt, men Gamlefruen brummed og snerred og bad hende holde Mund.

Ja, idag blir hun værre end ellers, siden Herman ikke var tilstede, tænkte Lydia, mens hun lo lydløst, og gik ind efter Serrine, der skulde hjælpe dem Tøjet af.

Straks efter kom de øvrige Gjæster: gamle Munthes og unge Munthes og Lydias ugifte Bror Herman Munthe, og endelig gamle Tante Stokflet, og da Konsulen samtidig indfandt sig, gik de tilbords nedenunder i den store aflange Spisestue bag Kontorerne.

«Saa,» sa Gamlefruen og puffed Madam Lind paa Armen.

Madam Lind forsøgte at folde de gigtknudede Hænder og begyndte savlende og mimrende:

«I Jesu Namn gaar vi tebor’s»

«Fold Hænderne, Herman,» afbrød Gamlefruen.

Konsulen kneb Øjnene sammen, og la løst den ene Haand ovenpaa den anden. Serrine, som stod nede bag Lydias Stol, vendte Ansigtet bort for at skjule sit Smil.

Madam Lind begyndte om igjen og læste nu Bønneverset tilende.

«Ret Ryggen, Henrik!» kvækked Gamlefruen, da Madam Lind var færdig. Han havde under Bønnen siddet tilbagelænet paa Stolen og stirret stivt paa sin Bedstemor.

«Nej.»

«Din Søn er velopdragen, Herman,» Gamlefruen lo skrattende, og en graablaa Aare blev synlig i Panden.

«Hædre din Fader og din Moder,» mudred Madam Lind.

«Kan Du ha nogen Fornøjelse af at ærte saa’n en gammel Mumie,» hvisked Tante Milla, idet hendes Kind et Sekund strejfed Henriks Pande.

Henrik retted sig øjeblikkelig og smilte til Tante Milla, der smilte igjen. Han blev med ét saa jublende glad. Siden under Maaltidet saa han ofte paa Tante Milla, der af og til uformærket hvisked til ham.

Gamlefruen skjændte: Suppen var for varm, og Skamlen,hun havde under Fødderne, for høj. Serrine, der varted op, strøg sig altfor tæt op ad hende, og Lina sad og knirked paa Stolen.

Henrik lod Mumien gaa videre til Lina, der begyndte at knise, og saa lo de sagte baade Tante Milla og Henrik.

Saa var Stegen Gamlefruen for sejg. Men det kom vel af, at de lod denne herre Bondegapen, Myre nede i Muregaarden, besørge Kjødet for sig.

Stegen smelted i Munden, paastod Tante Stokflet, der havde et rundt lidet Nikkehode med graa Hængekrøller og lilla Kappebaand. Tante Stokflet syntes bestandig, at alt hvad hun fik i det Smithske Hus, var det dejligste og bedste, hun vidste.

Just ikke smelted, mente Svigermor Munthe. Men Stegen var saamæn upaaklagelig mør.

«Herren bespiser os alle med sine milde Gaver,» læsped Madam Lind.

«Vittig Passiar, Du Milla,» Herman Munthe kasted en Brødkugle over paa sin Svigerinde.

Konsulen spøgte med Milla og paastod, at hun fik alle Herrer forelsket i sig. Om det saa var hendes egen Svoger.

«Ja, Du er frygtelig koket, din Styggen,» samtykked hendes Mand, Julius. «Se paa Henrik, han er fuldstændig væk. Fy Millen,» han trued smilende til hende.

Henrik blev rød og vrikked paa Stolen, men Tante Milla tog sit Glas og sa: «Ja Henrik liker mig godt, ved jeg, og jeg ham. Skaal Henrik!»

Gamle Munthe sa Dikkedik over til lille Elisabeth, der troned i en høj Barnestol ved Siden af Lydia, og blev ved at gjenta: «Bettepapa være Tpruen, naar Betten har spist.»

«Hyss!» hvæste med ét Gamlefruen og saa truende bisk paa Elisabeth, der et Øjeblik maabet forundret, men derpaa rakte Pegefingeren frem og sa: «Bettemor Mith er den Heksen i Billedboden.»

Lina og Henrik brast i Latter, og Tante Milla og de unge Munther lo med.

Gamlefruen holdt sig for Ørene og forlangte, at Henrik og Lina skulde fra Bordet.

«Kan ikke Barnene le?» udbrød gamle Munthe. «Eg ska le med Dokker, ha, ha, ha!»

«Tølper!» knurred Gamlefruen.

«Stille Børn!» sa Smith strengt.

Serrine bød om Dessert.

«Hvorfor skal Madam Lind ha en umage Tallerken?» spurgte Gamlefruen hvast.

«Jo, for vi har bare 12 igjen af det gamle Stelle’!»

«Hm. Ja knuse kan di.» Gamlefruen begyndte at spise, men lidt efter lod hun Skeen falde og sa forfærdet: «Saa er vi altsaa 13 tilbords.»

Alle begyndte at tælle, og det viste sig, at de var 13.

«Det er Ondskab,» sa Gamlefruen og skjøv Tallerkenen fra sig, gulgraa i Ansigtet. «Jeg er jo den ældste.»

«Herren er mægtig i den svage,» kom det fra Madam Lind.

«Nej, kjære Bedstemor Smith,» bad Lydia ulykkelig. «Jeg havde ingen Anelse. Vi plejer jo altid at være 12, naar det er bare os. Men idag skulde jo Betten med. Jeg tænkte ikke paa det.»

«Det er kjedeligt,» bemærked Konsulen. «Siden vi ved, at Mor har saa meget imod det.»

Gamlefruen sad stiv og taus. Det rynkede Ansigt, der var indrammet af et hvidt Tyls Kappebrus, var liksom sunket sammen i Kinderne og saa endnu haardere og mørkere ud end ellers. De tørre, smale Hænder, der paa Kryds og Tværs var gjennemvævet af mørkegraa Aarer, hvilte paa Borddugen, og hun rørte ikke mere ved Maden.

«Jeg gaar op med Betten,» Lydia rejste sig, og tog Barnet paa Armen: «Naar vi ikke har vært 13 hele Tiden, saa gjør det vist ikke noget.»

«Nej, nej, nej,» sa Tante Stokflet og hæved forskrækket Haanden. «Et gammelt Ord siger,» og saa hvisked hun til sin Sidemand, at det altid blev den, der gik først fra Bordet, som døde.

Da Lydia kom tilbage, var de færdige med at spise. Madam Lind folded atter Hænderne og fremsa:

Nu Tak for Mad i Jesu Namn.
Lad os nu aldrig lide Samn.
Men lær os Gud at prise Dig,
Og vorde glad engang til Lig.

Konsulen kyssed sin Mor paa Haanden til Tak for Mad. Lydia fulgte hans Eksempel, men da hun skulde se sig om efter Børnene, for at de skulde gjøre ligesaa, var de alt ude af Stuen. Saa bød Konsulen sin Mor Armen og førte hende ovenpaa.

Oppe paa Gangen stod Severin med Huen i Haanden og spurgte efter Henrik.

«Kom ind med,» sa Konsulen venligt. De gik gjennem Systuen ind i Dagligværelset, hvor Kaffebordet var dækket.

«Hvad er det for en?» spurgte Gamlefruen, da Konsulen havde bragt hende tilsæde i den store Empiresofa. Hun skjelte hen paa Severin, der havde stillet sig op ved Døren.

«Det er Severin Myre, en Klassekammerat af Henrik.»

«Søn af ham dernede i Muregaarden? Hvad skal han her?»

«Tale med Henrik. De er Klassekammerater, hørte vel Mor.»

«Severin Myre er her!» raabte saa Konsulen ind gjennem den portierebehængte Døraabning.

«Er Severin her?» Lina kom farende, men blev med ét staaende og vendte Hodet bort, rød i Kinderne. Saa tog hun sig sammen, gik rask forbi Severin idet hun sa: «Kom ind her og vent. Henrik kommer straks.»

«Her var det, jeg lærte Dig at danse,» bemærked Lina, da de stod i Systuen.

«Ja,» sa Severin glad forfjamsket over hendes Venlighed. Han luded med Hodet og drejed Huen mellem Fingrene. Saa saa han sig stjaalent om og tog Konvolutten med «Klagesangen» op af Lommen. «Det er noget, jeg har skrevet til Dig,» hvisked han.

Lina saa forundret paa ham. Saa vilde hun aabne Konvolutten, men idetsamme kaldte Moren myndigt paa hende; hun skulde bringe Bedstemor Smith Kaffebrættet. Lina stak Konvolutten i Lommen og adlød.

Henrik tog Severin med op paa sit Værelse, men Severin blev affærdiget i en Fart. Henrik vilde ned igjen til Tante Milla. Før han gik ind bored han ude paa Gangen Ansigtet dybt ind i hendes Kaabes Pelsfor og kyssed det.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.