Mon det ikke lader sig gjøre at komme afsted idag til den udstilling? Hvor bliver Hebbel af? Hør, Edvardsen, hvor bliver der af Hebbel?
(ser ud af vinduet.)Der kommer de ind i kjøkkenet, folkene, vil De gaa ud og sige dem besked! Jeg har forresten et brev at skrive ogsaa. Annemor, hvor er du henne, jeg spørger bare hvor du er henne!
(Aino kommer ind i en ny, vinrød dragt, med friske blomster ved beltet og vakkert opsat haar).54Nej, se hvilke resultater! Har du også brugt to timer til at pynte dig ligesom Edvardsen? Du, her er noget, du maa greje for mig, før du gaar, tror du, du kan faa orden i dette her, efter nummer, før du gaar?
(gaar hen til et bord, hvor der er et rod af papirer.)Det kan jeg godt, for jeg gaar ikke.
Saa? … Er det Hebbels skyld at Cendrillon har kastet sin graa kappe, hvad? Og saa gaar du ikke? Luner, smaa forviklinger, hvad? Du gode Gud, naar man godt og vel er ferdig selv, faar man ikke ro alligevel, saa er det de andre, som skal til! For Edvardsen er ogsaa saa urolig af sig. Og du! Du har bestemt anlæg, Annemor, alligevel! Hvem skulde tænkt det! Det ser ud som du tager dig af Inge ogsaa, en af gangen synes jeg nok a-haha! – –
Men hvad er det for en kavaller, Edvardsen trækker ind her? Du gode Gud, skal hun have sig en mand til, kan det da være nødvendigt at trække ham ind her, mest naar jeg er ude rigtignok, hun er taktfuld, Edvardsen! I havde jo helt selskab her forleden aften, da Inge og jeg var i byen, en udsøgt liden kreds: du og Edvardsen og Hebbel og hvad er det han heder det menneske?
Det er kanske Fuldmægtig Andersen, du mener! han bor lige over her!
Det interesserer mig ikke du! Andersen? Naa, hvorfor skulde han ikke hede Andersen, det heder jo alvelden, saa det maa han da have lov til. Da staar saa besynderlig der, Annemor: Er du med paa det, du ogsaa kanske, er det nummer 3? Hvorfor svarer du aldrig, Annemor, jeg tror jeg kunde beskylde dig for at have dræbt et menneske, uden at du havde noget at indvende. Det er det merkelige ved dig! Men hvorfor minder du mig saa ikke paa brevet, som maa afsted!
(skynder sig ind tilvenstre.)Naa! Ser vi det! Skjøn jomfru staar og spejder og ser af vinduet ud! Er det skatten, der ventes, den sorte ridder? Naa? (mønstrer hende.) Vi kommer 56os! End den gamle hyggelige, fornuftige, graa kjolen? Kasserét som den gamle tro husven, hvad?
(kommer nærmere, fortrolig. Ser bebrejdende paa hende.)Naa! at vi har vore extaser, det ved man jo fra før, men hvorfor lade det gaa ud over mig, som gaar her saa fuldstændig forladt og resigneret og maa finde mig i Edvardsens medlidenhed? Naa, hun er jo ikke saa gal, hun laver dejlig mad, Edvardsen: men hun er ikke slug nok, for han derover har brugt hende som dørnøgle her til huset! Gudbevares, hvor den kjolen klæder Dem! Jeg har nu foresat mig at se tiden an i taalmodighed, for De gaar nu vel ikke og tænker for længe og ømt paa den mugne manden derover? Eller synes De om den slags?
Jeg skal melde tante Lisinka, at De er kommet!
(gaar.)Du ser saa forstyrret ud, Annemor! Synes du det kan være noget værd? Tag det heller med ro!
Naa! er du ferdig, Lisinka?
Saa gik vi da! Aa, men Hebbel, der gaar postmanden, giv ham det brevet, du!
(Hebbel skynder sig ud med det. Hun ser efter ham.)Sandelig tror jeg ikke … de kommer bestemt til at gifte sig! … Gud hjelpe de arme mennesker!
(Fru Edvardsen kommer ind.)Der har vi Edvardsen, og Hebbel er der ude! Saa gik vi da!
(nikker til Helle, der staar i spisestuedøren.)Hils Annemor, pas huset!
(De gaar. Hun vender sig om i døren.)Og pas paa huset!
(Gaar, kommer tilbage igjen.)Og naar forstkandidaten kommer, sig, jeg venter ham øjeblikkelig efter!
Kikkerten, Gud i den højeste himmel, kikkerten?
(Hun søger vildt.) (Helle hjelper hende besindigt, finder og bringer hende den.)Tak. Helle, for nogle øjne De har!
(ser ud).Du himlende, der staar de alt nede under bakken! Hvor Hebbel er en ypperlig mand! Saa probert han er klædt i stil! Det sværmer jeg for! Og saa er han dannet! Jeg skal sige Dem, det er slet ikke aldeles letvindt at blive dannet heller nej! Aa Gud ja! Det har jeg da bestandig tænkt, om man nogen gang kunde finde en mand, man kunde se op til, det maatte være nydeligt! Gud hvor god han ser ud i øjnene!
Han er vist rent bra! Til en mandsperson at være, kan han vel mest ikke være anderledes end som han er: Dem skal vel ikke være saa medlidelsesfulde! Saa længe han Obelin, manden min leved, var han rigtig lej. Gud bevare ham vel i sit Himmerig.
(tar forklædet op, tørrer øjnene med en snip af det)Aa Gud ja, Helle, men De har ingen fantasi; det har jeg altid. Og jeg skal sige Dem, Hr. Hebbel 59er en af de allerførste, som har talent, og de er jo udødelige saadan de allerfleste kunstnere gjennem deres produkter – Aa Gud ja, nej nu maa jeg gaa!
(skynder sig ud.)Han er nu vel ikke andet end som en mandsperson da! Men hvad er det for arabesker med fru Edvardsen? Jeg maa ret spørge om det, slig mine hun sætter!
Du er fæl til at snakke med Dig selv, Helle. Det er dig jeg har lært det af. Vi to bliver gamle!
Jøsses! For skral lærdom!
Der staar Helle og snakker med pigen deroverfra! Om hun vidste saapas, Helle, som at give et lidet bud! Nej, hvorfor skulde hun det? (grundende.) Forresten skal jeg til at være flittig, jeg!
(gaar hurtig hen til bordet med papirerne. Ser op efter et øjeblik.)60Om jeg bare vidste!
(sætter sig ned, begynder at ordne den.)Om jeg bare vidste!
(springer op.)Hvor det var godt, at de gik allesammen!
(løfter armene op over sit hode)Slig usigelig lettelse!
(Der kommer nogen ind. Hun vender sig om med et udbrud. Det er fuldmægtig Andersen. Han kommer langsomt drivende med begge hænder i lommerne paa sin jakke. Hans udtryk er mismodigt.)Er det Dem?
Det er muligt det!
Hvordan fandt De paa at komme her nu?
Jeg saa De blev alene. Og Helle ude i gaden, entrédøren aaben, det var saa letvindt. Faar jeg lov? Jeg er træt!
(finder sig en stol.)De maa glemme, hvad jeg sagde igaar. Der er nogle dage, det er mig umuligt at faa sagt andet end ubehageligheder, jo det er de dage som jeg gaar med denne underlige fornemmelse, som om hele jorden skulde tynge mig paa hodet …, gad vide om det er en slags blødhed paa hjernen?
(tager sig til hodet. Rejser sig, gaar hen til bordet, hvor Aino sidder, bøjer sig ned over hende.)Hvad er det? Vil De sidde med det nu? Mens jeg er her? Det bliver ikke noget af!
(irriteret.)De skulde lade den dame greje sine sager selv!
(skyver det hele tilside).Tante Lisinka har saa meget – hun kan umulig overkomme det, hun sætter igang!
Men det skal De!
Derfor er jeg jo her!
Ja, De gaar altid her hjemme! Er det nok det, De har at fare med her? Er det nok for Dem det?
Naar De er saa sint idag, hvorfor kommer De?
Fordi jeg synes De kunde tage Dem lidt af mig, naar jeg er saa sint!
Hvad skal jeg gjøre?
De skal sætte Dem her!
(Hun sætter sig, han flytter sin stol nærmere hen.)Hvor jeg skulde ønske en ting!
Hvilket?
Aa, ingenting! Det er bare godt – alting næsten!
De drømmer! Jeg har en mistanke om, at De drømmer – længer er De ikke kommet endda. Hvad er det?
Det er bare en sommerfugl som er kommet ind her! Tænk at her er saa roligt og godt idag, at sommerfuglene kommer ind!
Jeg tror det bliver uvejr!
Ser De ikke solpletterne danser i løvet ude – og luften oppe der, saa dyb og dejlig?
Vil De nu sige mig, hvad jeg skal sige til Dem?
(Hun ler, de ler begge.)Hvem er det af os, som er saa underholdende?
Det er Dem! De ser anderledes ud for hver dag, jeg har set Dem, nu de siste fjorten dage.
(Aino svarer ikke, og han vedbliver:)De er blevet saa ung. De bliver yngre, naar De taler. Idag er De yngre end igaar, og De har faat andre øjne!
Hvordan det?
Jo! Og vakre klæder klæder Dem! De skulde altid gaa i rødt! Hvad er det for en blomst?
(Han tager den blomst, hun har ved bæltet og sætter i sit knaphul.)Det er jo lindeblomst! Se, her skal De faa en bedre!
(gaar hen til det aabne vindu, bryder en kvast af den blomstrende gren.)Naa ja, saa tager jeg denne!
(Hun sætter sig igjen hen. Ser ud).Jeg mener, det regner alligevel!
Skal vi til med vejret igjen! Vi kan jo tie stille!
Ja, det er ogsaa hyggeligt. Og det er jeg vant til … Det er underligt, men med Dem kan jeg snakke – anderledes end med de andre!
Da var det jo synd at tie stille. Snak væk! Hvad er der ved mig, som løser Deres tunges baand?
Det ved jeg ikke!
(En kort stilhed.)Men folk fortæller nu alligevel, at De er forlovet med billedhugger Hebbel. At De gider – det kan jeg ikke forstaa!
De skal ikke sige det. De ved, at det ikke er sandt! De ved det!
Hvor kan jeg vide det?
De ved det alligevel!
Hør nu paa mig! Jeg er gammel og erfaren. Forlov Dem aldrig. Det er der ikke noget ved! Forelsk Dem ikke heller! Det skal De ikke gjøre. Det er værre endda!
De ser paa mig, som om De troede, at jeg kunde være forelsket! Hvem skulde det være i? I fru Edvardsen eller i Dem for eksempel? Nej, det gider jeg sgu ikke! Og De og jeg, vi blev jo forresten enige om det, jeg mener jeg fik straks det indtryk af Dem, at De ikke var uimodtagelig for fornuft! Det er nemlig de fleste … Gad vide, hvorfor man skal være her i verden. Har De tænkt over det?
Nej! Men over noget andet! Hver gang vi har været sammen og havt det hyggeligt, saa kommer De næste gang og river ligesom ned det hele. … Ved De, De har nogle underlige øjne! … Der er et mørke langt inde i dem – nogle gange kommer det og lægger sig over alting!
(føjer til, sagte og mildt.)Hvem er det som har gjort Dem alt det der? Der er ligesom noget i luften omkring Dem … noget tungt! – –
(en kort Stilhed.)Og De har to stemmer, en som gjør ondt, og en som det lyser af. Idag maa vi have den gode stemmen! Nu som her er saa godt og roligt, nu skal De være lidt glad!
Glad? Det har jeg ikke været, siden jeg var liden. Se da ikke saa forskrækket ud! Jeg er sgu ikke videre bedrøvet heller. Naar man tænker efter, er der jo mange ting at være glad for … at man ikke har tandpine for eksempel!
(trækker paa skuldrene.)Igrunden kan man have mange saadanne nydelser!
Ja, nu vil vi forestille os, vi er rigtig lykkelige. Saa bliver vi det ogsaa!
Hvad skal det til? De er saa dumme, de lykkelige, de kan hverken høre eller se. Lykke er igrunden et slags idiotisme! Hvorfor sidder De og stirrer saadan ud i luften? Fortæl heller noget!
Fortæl heller De, det er bedre!
Aa; det synes jeg nu ikke! Der er sgu ikke noget ved det hele!
Ved hvilket?
Ved det hele vel! Men man faar se at komme gjennem det. Har De børt om den engelske lord, som byggede sig et bus i ødemarken? Og han gik aldrig ud af det. Hver morgen kom en mand med en kurv mad og satte nedenfor muren. Først naar han var gaat, blev den hejset op. Slig leved han i 40 aar. Menneskene havde gjort ham noget. Han vilde ikke se dem mer. Jeg maa tidt tænke paa ham!
Det skulde De ikke!
Værst er det, at dagene er saa mange. Er det ikke?
(rejser sig, gaar hen og blader i nogle papirer.)Jeg skal sige Dem, jeg vilde gjerne være lidt bedrøvet idag, fordi jeg plagede Dem igaar, men jeg kan ikke! Sligt er jo kjedeligt. Men har De ikke lagt merke til det, hvor ufordragelig jeg er af naturen? slig som jeg gaar her med disse umulige nerver? Og hvad jeg ejer af mulighed, jeg mener den smule fornuft jeg har, den mister jeg nok engang. Det er den vejen, det kommer til at gaa, jeg kan tydelig merke det, undertiden!
(tager sig til hodet, ser paa hende og ler.)Hvad gaar der af Dem? Der kan De se! De vilde have mig til at fortælle.
(ser paa hende, blødt.)Det var kanske ikke den gode stemmen? Sig nu noget De, Deres stemme er bedre. Jeg bliver glemsom af den – Jeg glemmer!
(rask.)Forresten naar man bare ikke tager det for alvorligt, kan man vist have det svært godt. Man vænner sig til alt, saa det har ingen nød!
Hvor jeg skulde ønske en ting! Jo, at jeg kunde forstaa Dem!
Huff nej! Ønsk ikke det! Hvorfor skal man egentlig forstaa hinanden? De sagde selv forleden, at her i huset forstod man aldrig hinanden. Og De syntes det var godt, saa havde De alt Deres i fred! Der kan De selv se! Man forstaar hinanden aldrig! Ingen forstaar hinanden!
(tager sig til hodet.)Jeg har snakket for meget! Det gjør jeg altid, naar jeg merker – den draabe død, der er i mit blod … jeg mener, naar jeg faar den underlige følelsen, da bliver jeg saa snaksom! …
Jeg synes, De ser ud som De sidder og nyder Deres egen godhed! Den fordel har De da havt af bekjendtskabet med mig!
(gaar omkring. Ser ud).Er det en ko, som gaar derborte?
(ler.)Aa, De behøver ikke anstrenge Dem! Det er ikke nødvendigt for mig at faa vide det!
Sig mig, hvad det er! Nu blev De saa tung i Deres øjne. Hvorfor siger De saadant?
Nej, jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det! Nu vil jeg gaa! Men først kunde De jo fortælle mig noget lystigt! Hvad drømte De inat?
Jeg skal sige Dem, hvad jeg sidder her og drømmer nu: den samme drøm, jeg havde en gang som barn! Jeg syntes, jeg lytted paa en guldfugl. Den sang om dejlige riger og land! Da kom nogen og bar mig hen et sted, ind i mørket og sagde: det er her, du skal være! Og da jeg saa mig omkring, var der ikke andet end et stort, dybt øde! … Dagen efter var det mor blev syg – saa drømmen blev sand! Ofte siden har jeg drømt det samme. Og det er som at komme ind i det igjen!
(man ser hende gyse).Men hvorfor vil De egentlig ud af det? Jeg synes, der maatte være satan saa bra derinde, jeg har bestandig havt lyst til at komme hen saadan et sted, saa kunde en da faa være ifred!
Hvorfor kommer De saa ind her? For at spørge om vejen derhen, kanske?
Til den lejlighed, som staar øde efter Dem, ja! Og saa for at se, hvor grulig alvorligt damer tager paa alting! – Jeg mener, De rent har mistet humøret. Er De ræd, jeg skal tage Deres drømmeland fra Dem! Kjære, jeg finder mig vel en anden krok!
Det skulde De endelig gjøre! Det vil nok lykkes! Jeg undres, om De ikke kan den kunst at gjøre det rigtig ensomt omkring Dem selv!
De bringer mig i godt selskab! For blandt de ensomme, ved De, der skal de jo befinde sig, jordens nobilitas!
Men for det første, altsaa … siden vi nu engang, jeg mener der kan jo ikke være noget ivejen for at passiare lidt sammen! Saa hvis De ikke endnu forstaar at vurdere Deres ensomheds majestæt, kan De jo f. eks. sætte bare dette flaget i vinduet der –
Hvorfor skulde jeg det?
Saa ved jeg, De er alene! Det er ikke sikkert, jeg under Dem det nemlig. Jeg har mange gange tænkt at bede Dem om det – men saa har jeg glemt det!
Hvorfor glemte De det ikke fremdeles? Det skulde De gjort!
Hvorfor er der med engang blevet saadant tusmørke over Dem? Der staar formelig skygger fra Deres ansigt ned over den røde dragt!
(heftig mod hende.)De skal være snil og se paa mig, som De gjorde, da jeg kom!
(I undertrykt ophidselse.)Hvem ser De ud efter? Aa det er forstkandidaten, der kommer fra sin lange cycletur. Det var ham, De vented paa! All right! Nu gaar jeg!
Det var ikke! Og De gaar ikke! Hvorfor skal De gaa?
(det ringer.)Jo! For der er noget ved ham, som naar man 74vaagner om morgenen i sterkt solskin. Det kan jeg nu ikke fordrage, adieu!
(gaar, vender sig om mod hende igjen.)Han hører til idioterne, de lykkelige, mener jeg, det vil sige, han forstaar aldrig at lade folk være ifred! Husk, hvad det var jeg bad Dem om!
I like coffee, and I like tea
I like the girls, and they like me!
Aa goddag Deres fuldmægtighed, hør her!
(griber ham ved frakkekraven og holder ham.)Jeg har faat en udmerket ide! fiks, fuld ferdig i dette sekund! De skal faa Dem en cykle, det vil sige det samme som det, der mangler Dem af livsglæde. De kan laane min ene, saa prøver vi straks! Hvad er det forresten De foretager Dem om dagen?
Jeg foretager mig sgu ikke andet, end det, jeg maa!
(vil gaa.)Det er for lidet! Hvorfor vil De gaa? Bliv nu bare! Saa faar vi noget at drikke, ikke sandt Aino, 75noget, som der er humør i! Men hvorfor gaar De? De gaar da vel ikke, fordi at jeg kommer?
Jeg gaar, fordi man maa gaa engang! Og jeg kan ikke indse, hvorfor jeg skulde lade det være for Deres Skyld. Godmorgen!
(gaar.)Det var nok galt dette her, at jeg kom! Oprigtig talt, jeg synes ikke, det skulde være tilladt at se saa sort ud.
Hvordan er vejret?
Aa, det drusler og regner, det bliver ruskevejr, men det kommer ikke os ved!
(synger paa sin strofe).Inge, det var godt, at du kom!
(Sætter sig ned ved sit arbejde; gjentager sagtferdig).76Det var godt, Inge, at du kom! Men syng ikke, er du snil!
Jeg er henrykt over din paaskjønnelse! Men jeg er ogsaa en usædvanlig ung mand; jeg ved flere, som gaar og venter paa, der skal blive noget stort af mig!
(hen mod hende.)Du ser ud, som du kunde være min lille tante idag, naar dine øjne er slig, saa dybe og tause.
(ser paa hende).Jeg havde ellers tænkt at spørge dig om noget.
(synger videre paa sin strofe).Inge, du! Der er bud til dig fra tante Lisinka, at du straks skulde komme efter og være med paa concerten –
Min ven, ja, hvis du bliver med! Du har godt af det at høre lidt musik!
(vedbliver at synge.)Jeg synes musik er saa forfærdelig! Jeg kommer altid til at græde. Det vil jeg ikke! Inge, du, aa syng ikke, er du snil!
Aino! Hvordan har du det, sagde du?
Godt! Bare at du ikke synger!
Det glæder mig du har det saa godt, Annemor!
Ikke sig det «Annemor»! Du ved, jeg kan ikke fordrage det!
Faster siger det to hundrede gange om dagen. Altsaa det var ikke godt!
(noterer).Men ellers har I det rigtig mageløst her, faster og du og fru Edvardsen, i huslig ro her paa Rolighed, hver dag en lun eftermiddagsthe i den mest harmoniske familiestemning –
Inge, du ved vist ikke om alt det, som gaar istykker her til hver eneste dag! Jeg har en fornemmelse, 78som om det knaser omkring mig: det er stemningerne, som du snakker om! Vi slaar gjensidig istykker for hinanden! Det er der ikke noget at gjøre ved!
Jeg beder! Men er det ikke dig, som siger, du har det saa godt?
Kjære! Der maa altid være lidt ivejen; man har det ligegodt for det, siger tante Lisinka!
Naturligvis! Og saa naar tante Lisinka kommer og spiller marseillaisen, har I det jo storartet, maa jeg sige.
(sætter sig ved pianoet, begynder paa en vals).Aa lad være! Jeg skal sige dig, jeg taaler saa lidet, at nogen spiller!
Aa, hvor jeg skulde ønske –
Ingenting var det! Inge, sidder du nogengang og fantaserer om det, som ikke er?
(med et stille smil).Her en dag var det aldeles som jeg ikke vidste om mere end to mennesker i hele verden. Og den ene kom, og hver gang kom han med blomster og fred! Men naar den anden kom, havde han med til mig bare alt det, som svider og brænder og gjør ondt – – men Inge du, du maa gaa, tante Lisinka venter dig jo!
Hun har Hebbel. Hvorfor vil du, jeg skal gaa?
Jeg vil jo ikke! Jeg hviler mig i det, at du er her!
(dæmpet sky)For jeg skal sige dig, jeg har det ikke saa fredeligt, netop!
Hvad er det med dig, Aino? Ved du, da jeg kom her og saa dig første gang syntes jeg, der var noget saa gammelkoneagtigt ved dig, som du gik der med det stille, stængte ansigt, og den kjolen og det haaret! Gudskelov, tænkte jeg, her er du vel assureret – jeg trode, du var aldeles uskadelig, nemlig. Du er ikke det! Hvordan er dine øjne, det glemmer jeg altid! Jeg kan ikke se det nu heller, der er noget i dem, som gjemmer farven! Hvorfor er du saa meget sammen med den sture manden derover. synes du, det er noget godt, det?
Nej!
Aino, som du sidder der, ligner du det billede jeg har oppe hos mig. Det er dig, som er «das Mädchen aus der Fremde». Jeg kjender dig ikke!
Ikke jeg heller! Undertiden er jeg ræd mig selv! Tror du, det er finneblodet?
(rejser sig og gaar omkring i uro.)Hvad siger du Aino?
Ikke noget!
Ved du, hvad jeg vil foreslaa: at vi sætter os her og har det lidt hyggeligt, som andre mennesker.
De andre mennesker? Dem ved jeg ikke noget om!
(støtter hode og hænder mod bordpladen.)Jeg har opdaget, at du ikke skulde bo her! Du skulde hen et sted, hvor du kunde se vidt! Sol og alle stjerner, det kunde passe for dig!
Her var saa ødt, for du kom! Men du har solen med dig! Og det er sandt, Inge, hvad du siger, at jeg ikke er gammel mer! Jeg er blevet saa ung, at jeg aldrig kan blive gammel igjen!
(holder inde, gjemmer for ansigtet.)For jeg er begyndt at gaa og vente saa: Om morgenen, naar jeg staar op, da tænker jeg: idag 82maa her hænde noget, især for at det ikke hændte igaar, men imorgen hænder det ialfald, om det ikke hænder idag! Tror du, jeg kan blive lykkelig nogengang?
Det bliver man altid, naar man bare ikke forlanger formeget. Du maa ikke være for begjærlig altsaa!
For meget? Hvad er lykken for noget? Jeg har netop tænkt mig, at den maatte være alting: mørke og lys og alt det, som er godt! – Kanske det, som er ondt ogsaa … Naar man først engang skal blive lykkelig, maa man da have det hele!
(med en bevægelse mod ham.)Inge, ti stille, nej, ti ikke stille Inge, fortæl om livet! … med alt, som er i det, det elsker jeg, det tunge ogsaa – det, som er at løfte i, for det kan jeg godt forstaa, at slig maa livet være! Og fortæl om den vakre jorden, saa vil jeg lukke øjnene, … Inde i mørket ser jeg det straale, jeg hører det bruse over hav! Inge, hvorfor siger du ingenting? Du, som ved saameget!
Jeg sidder bare og tænker paa noget.
(nær hen.)Naar jeg ser dig, maa jeg tænke paa en hvid vin, jeg ved noget om!
Hvad ved du om den hvide vin?
Dens hemmelighed! Jeg kan et eventyr om den: Nede i Bourgogne etsteds vokser en drue. Men det er ikke bare solen, som er skyld i, at den er saa purpurdyb; den suger af jordens hemmelige ild og drikker al dalens sødme. Saa kommer en dag Bachus derhen, du ved
Af guderne fra gamle dage
er han den blideste, der blev tilbage.
Men han har nu altid havt glæde af at holde folk for nar. Saa siger han til vingaardens herrer: Hør her. I godtfolk, den røde drue der er en røversjel, den stjæler baade fra jord og himmel! – Men denslags bør serveres paa en forsigtig maade! Nu skal jeg lære Jer at sende den ud forklædt som en hvid vin, og den vil gjøre underværker. Den skal komme som kjøling fra grønne blad til hver den der forsmægter – men imedens fylder den deres hjerter med sin ildskraft, og man tror sig bænket ved gudernes bord!
Bachus gik sin vej og lo. For vingaardsmændene fulgte hans raad!
Det er siden den tid, der findes en vin saa træsk, at intet kan overrumple et menneske som den. En vin, som er stille og sval, men brænder 84blodet, som er myg og fuld af fred, idet den overvinder mennesket og gjør ham til nar. …
Aino, du ligner den hvide vin i det, at du er saa aldeles træsk! Aino! Jeg kan aldrig faa sagt dig, hvad jeg vil –
Du behøver ikke. Jeg ved det!
(ryster paa hodet)Men ikke at jeg er som den hvide vin! Naar fik jeg sol og dalens sødme?
(tier lidt, udbryder saa pludselig.)Inge, jeg er ræd for noget! Jeg vilde saa gjerne have det godt! Men det er som noget siger til mig: det skal du ikke, du skal ind i noget andet. Og der staar skræk af det … det kommer og griber mig, noget tungt, vidunderligt, som jeg ikke ved, hvad er … Inge! Har du nogengang set dybt ind i dig selv og følt det mægtige som er derinde, har du kjendt slig lidelse der er i det? … Aa, Inge, naar du er her, bliver alting bedre! Jeg ligner vist alligevel den hvide vin du, for jeg længes mod sol og fred, mod al dalens sødme!
(stemmen slaar om.)Er det sandt, at det er kjedeligt at være lykkelig?
Hvem siger sligt?
Aa, ingen! Jeg gik her i disse aarene … jeg blev saa underlig af det; der kom op i mig et begjær efter alt, hvad der var til! Det var, som der aldrig kunde blive nok af det, min længsel stod mod! Tænke sig til, hele mit liv gik jeg fattig omkring, og nu vil jeg have alt det som er, ingenting er for stort! Og ikke er jeg fattig ner! for jeg vil noget! Tror du nogen kan blive lykkelig, som vil meget? Tror du, at den er til, lykken? Du ser saa underlig paa mig?
Du skal ikke være saa begjærlig! Du kan faa meget, du kan ikke faa alt!
(bønlig)Synes du, det er saa lidet det, som er dit? Du skal svare mig, du kan ligesaa godt sige, hvad du tænker paa, for det straaler af din taushed, den staar i alle farver! Aino, du ser ud, som du ikke hører paa mig engang!
Jeg kan ikke for det, Inge, du ved ikke, hvor slemt det er!
(hurtig, ængstelig.)Jeg siger jo, det er dig, som kommer med det, som er godt til mig; med blomster og fred – saa jeg næsten glemmer det, som gjør mig angst. Inge, sig mig alt, hvad du ved!
(sidder og ser hen for sig, drømmefortabt.)Jeg ved bare, at nu er du igjen «das Mädchen aus der Fremde»! Undres paa, hvor det er du færdes! Jeg bor i sollandet, kom ud her til mig, skal jeg fortælle dig noget forunderligt!
Jeg ved noget, som er forunderligere end, hvad du fortæller om: Det er dagene, som de gaar, mest de, som kommer! Men Inge, du skulde jo sige mig alt, hvad du ved!
Aino, du maa ikke være saa videbegjærlig! For øjeblikket ved ikke jeg mer end en eneste ting. Jeg har dig kjær! Er det saa lidet? Du siger, det er godt, naar vi er sammen! … Naar jeg rejser, følg mig da, og lad os ikke skilles mer!
Der er spørgelag efter kandidaten!
Sagde du, jeg var kommet da, Helle?
Aajada, som ret og redelighed var!
Det var en stor uredelighed af dig det, Helle. Sig, jeg kommer straks, bare jeg faar spist lidt.
Nej, nu maa vi vist og sandt snakke lidt fornuft! Vi har jo siddet her og tøvet, kan du skjønne! Det er ikke værd, du siger noget saadant til mig mer! Jeg vilde saa gjerne være hos dig bestandig; men det kan ikke blive! Du bor i sollandet, jeg kan ikke vejen did! Naar du rejser langt ud igjen, saa faar du hilse den dejlige jorden fra mig og sige, at jeg kunde nok ikke komme, som jeg tænkte engang. Hils alt det jeg ikke faar se, for det kan vist aldrig blive anderledes for mig, jeg skal vist være her! … Jeg gaar og ved ikke, hvor jeg gaar – tør ikke tænke frem. Det er saa langt og mørkt! … Inge, du ved, jeg holder af dig –
Mens du staar og siger det der, er dine tanker langt borte. Hvad tænker du paa?
Aa, jeg tænkte – jeg har altid tænkt mig, at 88jeg engang skulde faa det godt! … Men det kan vist ikke blive!
Du holder jo af mig … siger du?
Ja!
Hvorfor vil du da bort fra mig?
Jo!
Aino! Nu vil jeg have besked.
Det kan du ikke faa! Spørg vinden, hvor den skal hen, spørg, om den ved det!
(strengt.)Inge, hvordan kan du tænke paa mig? Du er for god – kan du ikke se det? For lys og glad!
(hviskende.)Det er ikke vejen til glæden, den jeg har gaat?
Hvorfor staar du og stirrer saa?
Jeg ser bare – ind i mørket!
Hvilket mørke?
Det, som er vidunderligt!
Hvad ser du?
At der gaar ingen vej mellem os!
Du har nok ret. Aino! Du er som vind og vove! De ved heller ikke, hvor de vil hen!
Du har ret, Inge – for vind og vove, de vil heller ikke, de maa!
Det siger jeg, og det er rigtig sandt ogsaa, nu er det telefonodre igjen, og det er ikke værd, for frøken faar fornemmelser af det, som har saa meget før –
Hils og sig, jeg er gaat! Aino, bliv med!
(Helle gaar).Bed mig ikke! Farvel Inge, du maa skynde dig!
Du vil jeg skal gaa! Vel, til imorgen! Saa tales vi ved!
(kysser hendes haand, ser langt paa hende og gaar.)Begynder det nu?
(Sætter sig ned ved sit arbejde, staar op og løber ud, kommer ind igjen, staar et øjeblik i indre kamp, springer saa hen til vinduerne og rydder plads i dem, aabner det eneste, der staar tillukket.)91For her findes jo ikke luft!
(Tager de smaa silkeflag fra blomsterhjørnerne og stiller hen, tager alt, hvad hun kan finde og fylder vinduerne med det. Sætter sig, hvisker):Nej, jeg maa ikke gjøre det, jeg tør ikke!
(siger strengt til sig selv.)Tag det væk altsammen igjen!
(Men hun rører sig ikke, sidder sammensunken, ler sagte hen for sig).Nej, jeg vil ikke, men jeg skulde bare ønske, at han ikke saa det, at han sov, f. eksempel, saa han ikke kunde se det!
(lytter, hvisker hen for sig.)Han er alt nede i gaden – nu … nu!
(gjemmer ansigtet i sine hænder.)Den unge mand har sat entredøren aaben efter sig, jeg maatte over og lukke den!
(Han gaar sagte hen til Aino og siger dæmpet):Vidste De, at jeg kom?
Ja!
(Hun følger ham med øjnene, slagen ved forvandlingen over ham, der han gaar omkring, smilende, straalende).Tag Deres arbejde! Jeg liker saa godt at se 92Dem sidde der og sy ved vinduet. De behøver ikke at sige noget. De kan tie ganske stille!
(Han ler, de ler begge. Han sætter sig paa en lav stol ved siden af hende og følger nysgjerrig hver bevægelse af hendes fingre.)De har det nok hyggeligt, naar De er alene?
Er De alene nu?
Nu synes jeg, De bør aflægge rapport om alt muligt, som er passeret her!
Jeg skulde jo ikke sige noget!
Det er sandt! Men jeg vil have vin! Kan vi ikke faa vin? Meget vin!? – Og saa vil vi have i kaminen, det regner og bliver snart rent mørkt ude!
Jeg skal lægge mere paa! Vi har havt i før idag ogsaa, tante Lisinka frøs!
(vender sig om mod ham med et forborgent smil.)Vil De have af den hvide vin?
Uff nej! En, som er vaagen, en, som det straaler af!
Da skal De have en flaske af tantes Romanée. Den er et ædelt blod, siger tante Lisinka. Jeg synes den er som sol!
(gaar ud og kommer om et øjeblik ind igjen fulgt af Helle, der bringer vinen og stiller den hen paa et lidet bord, Aino har sat foran kaminen).Vil De forføre os, Helle? Det havde jeg ikke tænkt om Dem!
Jøsses! En styrkedraabe i al mandighed er nu ikke det værste, nej … efter kroppens beskaffenhed! Han Obelin –
Hvad siger De om vejret da, Helle? Det er da godt, det er blevet sommer!
Det har det nu været længe! … Ja men er det pent om sommeren, men jeg synes nu, det er ligesaa højtideligt om vinteren da! Han Obelin –
(efter et blik fra Aino nejer hun og gaar ud).Er De svært glad i – Deres tante Lisinka?
Hvorfor spørger De om det, nu igjen! Jeg synes synd paa hende, fordi der aldrig er nogen, som finder det hyggeligt, naar hun kommer ind – fordi vi allesammen synes, det er bedst, naar hun gaar! Derfor kan jeg ikke gjøre nok for hende! Noget vederlag maa hun da have! Nu vil vi ikke mere om det!
(i en anden tone.)De kan sige noget! Jo, jeg skulde have lyst til 95at vide, hvad det er, De tænker paa, naar De ikke siger nogenting!
Skal jeg sige alt det, jeg tænker paa?
Nej! Jo, sig det!
(pludselig heftig.)Nej, De skal ikke, for naar De siger noget, er det næsten bestandig noget andet, end det, jeg tænkte, det var, for –
For De har saadan egen maade at løfte øjenbrynene paa! De bliver saa store øjnene af det – iaften er de, lad mig se, hvor er der blevet af alt det stilferdige graablaa derinde?
Hvor kan jeg vide det?
Ikke jeg heller!
(Efter en stilhed, varmt, dæmpet.)Er det ikke dig, som prøver paa at forbedre mig 96om dagen? Jeg synes, du skulde bruge tiden, før den ædle tante kommer, for da gaar jeg!
De sagde «du»!
Gjorde jeg? Nej, det var dig!
Sig det engang igjen! … Jeg vidste ikke, det var saa vakkert.
(som med magt ind i en anden stemning).Hvorfor har De saa meget imod tante Lisinka? Igrunden er hun god, det er bare sine egne, hun plager lidt! … Engang loved De at fortælle om Dem selv, nu skal De gjøre det! Men hvorfor bliver De saa alvorlig igjen? Med alt det der inde i øjnene?
(bønlig.)Det maa De ikke!
Snak! Der er ingenting ivejen med øjnene! Men skal jeg gjøre, hvad De beder om, faar De vel behage at tie stille!
Naturligvis!
Naturligvis ja! Altsaa bedste frøken, et godt raad til at begynde med! Den mand, der lyder unavnet Francesco Andersen, bør De tage Dem ivare for! Som Deres velædle tante indskrænker han sig ikke til at plage sine egne. Af den grund, han ingen har, plager han hver den, der kommer ham nær. – Det var det, jeg igrunden kom her for ogsaa nu … jo, jeg havde bestemt mig til, at jeg vilde sige til Dem: Bryd Dem ikke om mig, gaa fra mig itide, for jeg vil komme til at plage livet af Dem, ikke tale om andet! … Gud bevare Dem vel, er De alligevel fra forstanden, siden De ikke kan forstaa det?
Nej, for det er jo ikke sandt! Jeg ved lidt om, hvor meget godt den mand gjør. Jeg skal sige Dem, han er en menneskeven!
Er han? Naar de kommer og skal have ham med i folketællingen, ber han for sig og siger: tag mig heller med, naar I tæller op dyrene! Gad vide, 98om det ikke er ham ogsaa, som har bestemt sig til, at om han nogensinde kommer til evighedens land, vil han bede Vorherre tage fra ham det, han endnu kan huske om jorden og menneskene, – for hvordan skulde han ellers kunne holde det ud derinde?
Nej, nu vil vi ikke have mer om det! Vi vil drikke sol! Skaal! Og De skal være hyggelig!
(de klinker og drikker.)Synes De ikke, dette var hyggeligt? Jeg skal sige Dem, den største barmhjertighed, som er os mennesker vist, det er den, at vi kan glemme! – – – Naa, er ikke det heller hyggeligt? Vi kan tale om noget andet da! Jeg mødte en gammel dame paa gaden igaar! Der er nogle gamle damer, som er mit sværmeri! Jeg vender om og følger efter dem, jeg maa se paa dem saa længe som muligt! Har De set en saadan gammel dame, naar hun kommer stille og mild, med det hvide haar som en krone om panden? Da tænker jeg hvergang: saadan kunde min mor have set ud, dersom jeg havde havt nogen!
Men hvorfor skulde hun være saa gammel? Det 99behøvede hun da ikke! Min mor var ikke saa gammel som tante Lisinka engang –
Maa jeg være fri for Deres tante Lisinka, naar jeg taler om min mor! Hvorfor kan ikke min mor faa lov til at være hvidhaaret og dejlig, som jeg siger? Kan De ikke unde mig det?
(grublende).De skulde set det ansigt igaar, som det kunde fortælle – som var striden stridt og klenodiet grebet allerede her i verden! Der staar et hellighedsskin om saadant et menneske, man aner, det er muligt at leve livet og overvinde det, som ondt er! …
Jeg har altid holdt af at forestille mig saadant et helt sundt menneske, hvis liv var sejer og ikke fald – det maa jo være blandt kvinderne, skal slige findes.
Jeg tror netop, det maa være blandt mændene! Jeg tænker mig at de maa være sterkere –
Er De ogsaa blandt dem, som bestandig kommer med det der og morer sig over, at vi tror dem? Eller synes De, vi gjør vore sager saa godt? Vi sætter kurs for slægten, som det heder! … Ha-ha, 100jeg maa rigtig le! … Og hvorfor skulde vi egentlig være saa sterke, maa jeg spørge? Vor styrke er jo af anden rang! Har De aldrig tænkt over, hvad for en majestæt, der ligger i det at kunne være mor, og hvad for en uhyre forrang det giver at kunne elske mest? Lad os andre regjere længe nok som kejsere og paver i alle mulige formater, der er en anden magt, en stille, stor genialitet, som opholder jorden –
Fortæl om Deres mor, som De loved!
Men det er det – der er for lidet af den alligevel! … Lyset over vejen, det ser jeg ikke noget til, menneskene har ikke faat det tændt endda, der er koldt og mørkt mellem dem! … Jeg tænkte, det var kvinderne, som skulde gjøre det!
Men De glemmer jo at fortælle om Deres mor!
Mor? Ja! Hvormange er det vel, som kan være mor? – Jeg kunde have lyst til at spørge dem i 101hobetal disse damer: hvordan tør De højstærede, indlade Dem paa det der? Har De den guddommelige uddannelse, som skal til? Kjender De moderhjertets hellige aarvaagenhed? Ved De, at den skal være som et mildt Gudsøje paa jorden, der elsker mennesket frem i en? Der er saamange, der tror, det hele bestaar i at faa et barn, som de siden sagte kan ødelægge! … Naa ja, der skal idetheletaget andre folk til om vi skal komme videre nogengang, … sterke, stolte, saa de kan det sværeste –
Det sværeste? Hvad er det?
Elske – inde fra dybet af sig selv! Saa der staar magt af det! Saa man ser, at Gud gaar her paa jorden … saa stymperen lærer at blive menneske ved det!
(holder hænderne op om sit hode, grublende). (ser op, drikker, ler.)Jo jo da! I faar se til hvad I kan gjøre, I, som skal til med det nye aarhundrede? Jeg siger tak for mig! Jeg vil ikke ind der. jeg gider sgu ikke! Det er heller ikke saadanne folk, de skal have at begynde med … Men for Dem passer det!
De er blevet saa irriterende ung med ét, har De ikke lagt merke til det selv?
Hvad kan jeg for det?
Nej, naturligvis! Men til en begyndelse gik det udmerket med os to. Men nu! Gud bevare Dem for en livsappetit, De har lagt Dem til! Hvad er det, De vil altsammen? Burde man ikke udrydde den forestilling, at der er saa meget at finde her i verden?
(ser paa hende, bevæget.)De ser det selv: baade igaar og iforgaars, vi kan ikke tale sammen mer, hyggeligt og roligt som før! De vil ind i det, jeg ud af det, der bliver ikke følgeskab af det!
(lystig, som for at dræbe virkningen af, hvad han siger.)Det var lejt De skulde træffe paa mig! Men jeg har Gudskelov ikke kunnet gjøre Dem andet end bare heftet Dem lidt paa vejen. Skaal!
(han drikker.)Ikke tal med den stemmen! Det bliver saa tungt og koldt af det!
Det er ganske rigtigt det! Jeg er nemlig kold – af det, at jeg har frosset! Og tung og træt efter det, at jeg ingenting har faat gjort!
Jeg vil ikke, De skal sige noget saadant! Nu skal De fortælle lidt om Deres mor!
Hvad har De med min mor at bestille? Om jeg havde havt nogen mor, hvad kom hun saa Dem ved? Er det noget at faa taarer i øjnene for? Hvorfor vil De staa og lytte ved hjertedøren hos mig?
(Hans ansigt skifter igjen udtryk, hans stemme bliver varm, bevæget, hans hænder flakker rastløst om.)Da jeg gik hjem fra Dem igaaraftes, stod der en mor nedenunderbakken. Hun talte til sit barn! Jeg hørte ikke ordene; men der var i tonefaldet noget som en uendelig rigdom, der blev givet hen og givet hen! Jeg kom til at tænke paa, hvad der staar i bibelen om den levende vandkilde, at hvo, som drikker af den, han tørster ikke mer! … Og jeg kom til at tænke igjen paa min barndoms savn … min længsel efter at have havt en mor!
Ikke sid og sig saadant, for det har De jo!
At jeg er født til verden? Synes De, det er 104nok? De kan jo selv se, hvor brydsom man er – for andre kvinder, naar man ikke har havt nogen mor!
(hans stemme faar en klang af sørgmodighed.)Jeg har en erindring om hende! Hun kom en aften. Jeg var kanske fem aar. Jeg ved ikke, hvor jeg var; jeg var ikke hos hende. Men naar hun kom, blev alting underbart. Den aften var hun dejlig, i lang silkedragt og skinnende smykker. Og jeg vilde ikke, hun skulde gaa igjen, jeg kastede mig over hende og holdt fast. Da rev hun sig løs fra mig og et armbaand, hun havde, faldt paa gulvet. – Jeg syntes, det var en slange! «Tag det op!» sagde hun flere gange. Men jeg vilde ikke, jeg kunde ikke tænke paa andet end, at hun maatte ikke gaa. Saa tog hun det selv op og gik. Jeg saa hende aldrig mer. Siden rejste de bort med mig. Hid, formoder jeg. Jeg fik en plejefar, han var snil; men jeg gik altid og vented efter mor. Og hele barndommen op igjennom angrede jeg paa, at jeg ikke havde gjort det siste, hun bad mig om. Jeg indbildte mig, det var derfor, hun sendte mig væk. Og saa gik de og narred og lokked mig med det altid, at naar jeg bare var snil, skulde jeg faa komme til min mor!
(ler.)Da jeg var seksten aar, skulde jeg tilsjøs og blev med paa min plejefars skib. Vi laa nede ved Sicilien etsteds og lossed, da sagde han til mig en dag: «Din mor er her i nærheden, vi skal rejse derhen, jeg har skrevet, at vi kommer!»
Den dag kom et brev. Hun vilde ikke se mig. Min plejefar aarkede ikke sige mig det; han skyldte paa en ordre fra rhederiet: at vi maatte skynde os. Men jeg fandt brevet, jeg kunde skaaret det ud af hans levende kjød! Og jeg læste det: Hun vilde ikke se mig!
(Ler, skjænker i og drikker.)Det var et haardt vejr paa den tur – vi holdt paa at gaa under – et vejr, som rev og rusked i en og satte merker! Jeg fik ulyst paa sjøen siden den dag: den var ligesom med i det! …
Saa jeg har holdt til paa landjorden siden! Underligt, jeg skulde komme netop her ud! Men det var min gamle plejefar, han vilde paa liv og magt, jeg skulde bo netop i den gaarden derover. Det er jo hans gaard – og saa gjorde jeg det tilslut – for at føje ham; han ligger og er saa syg!
Er Deres mor død?
Jo vist jo, hun døde fra mig dengang i silkedragt og skinnende smykker! – og siden, engang til – da brevet kom! Saa er jeg blevet, som De ser mig! Over hver en vej, jeg har gaat, ligger igjen efter mig som sten alle de kolde ord, jeg har saaret mennesker med! Hvor jeg gaar, ligger noget ondt igjen efter mig! Jeg ved det, men jeg kan ikke lade være! – Idag og imorgen, alle dage bliver det ikke anderledes! Jeg undgaar helst at tænke paa alt det onde, jeg endnu kommer til at gjøre mod andre og mod mig selv! Jeg liker ikke, nogen holder af mig, jeg kan ikke holde af nogen mer! Hvorfor skal man det? Det bliver bare til den usigeligste lidelse for en selv! – – – –
Skaal! Hvorfor sidder De nu igjen med taarer i øjnene? Jeg haaber, jeg ikke har sagt noget galt, som for eksempel, at jeg holder af Dem? Det er min oprigtige hensigt at gjøre Dem saa lidet ondt, som muligt! Og saa skal jeg sige Dem, det er noget gedigent vrøvl alt det, jeg har sagt her iaften! Glem det – og det, som jeg ikke har sagt! Jeg har ikke ment noget af det, det er vinen!
(Ler, rejser sig.)Jo, det er vinen! – det kan De være saa forbandet sikker paa!
(Ler, driver om med hænderne i lommen.)Vinen – er det vinen? Og De vil gaa? Francesco, jeg vil ikke, De skal gaa bestandig, naar De har sagt noget, som kan pine mig rigtig!
(Nærmere mod ham, hastig.)De skal ikke sige, at De ikke har ment det –
Jeg har hele tiden havt Dem mistænkt for det, at De gaar formelig ud fra, man mener, hvad man siger. Gud bevare Dem, mangler De alligevel noget paa forstanden?
Jeg kan ikke dette længer – vil ikke!
(heftig, lavt.)Hvorfor skal der aldrig menes nogenting? Hvorfor kan jeg ikke faa lov til at vide det og aldrig faa hvile mig i det, at du holder af mig? Hvorfor skal alting være saa tilfældigt, naar det ikke er sandt, at det er det? Hvorfor er du der, hvor jeg kommer? Hvorfor kommer du altid der, hvor jeg er?
Vil De, jeg skal sige Dem komplimenter? De faar nøjes uden. Jeg har aldrig kunnet fordrage, at 108sige nogen lige op i deres ansigt, at jeg synes om dem! Men lad nu endelig være med at prøve at faa tingene saadan i stil! De maa finde Dem i, at Francesco Andersen er en umulighed. Det var bare en mor, der i en forbigangen tidens fylde kunde faat rede paa den. Nu forstaar De vel, det er forsent!
(Nærmere, lidelsesfuldt)Forstaar De ikke, at han er det ensomme menneske, hans mor har gjort ham til?
(Gaar fra hende nogle skridt, bliver staaende, famler efter en stol. Tilføjer stille.)Dagene glider bort, ind i mørket fra alle dem, som har været, – og det er altid over mig! Jeg længes til den tid, jeg er ferdig!
Francesco! Om jeg kunde tage Deres lidelse paa mig! Jeg skulde vinde over den, for jeg maatte – at De kunde blive lykkelig igjen!
(Holder hænderne op for ansigtet og græder.)Hvad ved De om lidelse? Hvorlænge mener De, man kan holde det ud? Til man græder, og hjertet er ved at briste? Det er bare begyndelsen, det! Hvad siger De om at lide, saa hjertet bliver fuldt af haan; merk Dem det. fuldt af haan, saa man maa le! Ha, ha, ha, ha, hvor jeg maa le af Jer, I mennesker! 109Naar det kommer til stykket, hvor er I usle allesammen, usle!
Francesco, vær ikke saa! Aa, sig, at De ikke mener det – bare vil skræmme mig!
Jeg synes De skulde sætte Dem igjen og tage det roligt bare! Kjære, De maa undskylde, at jeg kom ind her nogengang, undskyld, hvis jeg har gaat her og indbildt Dem, at jeg holder af Dem!
Jeg forstaar det ikke – nej, jeg kan ikke forstaa det! Og jeg vilde saa nødig havt det … at De skulde være saadan … det vilde jeg saa nødig! De skal ikke heller, De maa jo leve livet! Livet, som er fuldt af dejlighed!
Hvad ved De om livet? Om De kunde se over alt det levendes land bare en dag og havde saa sterk en sans, at De kunde fornemme al verdens dejlighed som De siger, men ogsaa al nød, hvert skrig og hver taare, merk Dem det! – Jeg tænker, De vilde ikke 110fornemme noget videre af dejligheden, De vilde ikke kunne høre nogen le … De vilde ikke høre det for bruset fra sorgens sjø! De vilde faa vide, at det er den, som er det store hav, der omslutter alt – at den evige ild, den har vi allerede midt iblandt os!
(Rejser sig, tilføjer i en let, ligegyldig tone.)Jeg har den vane at staa op om morgenen, før solen kommer. Fra mit vindu ser jeg over hele byen. Jeg ser, hvordan de begynder at vaagne og tage fat paa en ny jordens dag.
(Ler.)Men jeg hører ikke til disse lykkelige, som gaar og træller i taalmodighed! Naar solen skyder frem, vender jeg mig bort, jeg ruller gardinerne ned!
(Haardt.)Nej, nu vil jeg gaa! Hvorfor skal jeg gjøre Dem ondt? De ser da selv, at jeg gjør Dem ondt! Jeg vil ikke ind i Deres liv, hvad skal jeg der? Hvad skal det til at forandre vort bekjendtskab paa den maade –
Alt det, De siger, er galt – det er ikke sandt!
De synes, jeg udtrykker mig fejlagtigt? Kan godt være; men det er nu min maner! Og vi mennesker 111er nu engang ikke ens! Nogle synes, solen gaar op, naar andre synes, den gaar ned!
(Spøgende)Kjære, De maa gjerne blive sint paa mig, det maa De saa gjerne! Og om De ikke har lyst, behøver De aldrig mer at sige «du» til mig, ikke sandt? Gud bevares, hvor De igrunden maa være letsindig! De ved slet ikke, hvem jeg er! For det ene, bliver jeg jo sindssyg, ikke nu straks; men jeg bliver det, det har jeg sagt Dem saa mange gange! – Og saa for det andet er jeg sygelig – jo, det er det tilfælde, jeg fik den gang i mine unge aar, at jeg fryser bestandig om hjertet. Det er mig ikke muligt at have ondt af et eneste menneske! Om jeg saa det for mine øjne i den yderste nød; jeg vilde ikke have nogen medlidenhed!
(Hidsigt.)Se, det er Deres fejl, at De har faat mig til at glemme det nogle gange, hvordan jeg har det! De har skinnet over mig som en varm Gudssol og indbildt mig, at jeg var blevet levende igjen og karsk – Men saa er den altid kommet krybende over mig igjen, kulden, afmagten, døden! De har selv merket det gang paa gang, hvor jeg bliver borte for Dem! Hvad vil De mig?
(Nærmere hen.)Forstaar De ikke, hvor De plager mig?
Ikke sig saadanne ord! Jeg kan ikke glemme dem 112igjen! Hvad du siger, det husker jeg saa dybt og længe! Aa, lad det ikke blive sagt, mere af det, som er dig i sindet nu! Ikke lad det blive sagt, – for du kan aldrig tage det bort!
Nu er jeg jo ferdig ogsaa! Jeg havde gjort op med mig selv alting, længe før jeg saa Dem! Det gaar ikke for Dem at bringe mig ind paa andet spor – jeg ved for godt, hvad det er, der ligger og lurer paa mig!
(lystig).Men hvad gjør det, om man er lidt mere eller mindre gal, det er jo igrunden ganske ligegyldigt!
Jeg er ræd dig! … Jo, alt det tunge i dine øjne! Og din stemme … den kommer inde fra mørket –
Det er ganske rigtig det! Og ind i mit mørke, det er der, De ikke maa komme … husk det hevner sig at gaa over sin grænse, ind hvor man er fremmed og ikke kan finde vej! Forhør mig ikke, spørg ikke! Jo, De gjør det med Deres øjne – jeg vil ikke forhøres, se ikke saadan paa mig!
Hvorfor skal du staa der saa hensynsløs og grusom, naar det alligevel ikke er sandt, at du er det? Naar du alligevel vil, at vi skal være sammen og alligevel kommer her?
Jeg har ikke villet det! Jeg gjør det, jeg ikke vil!
Er det ikke underligt? Jeg kunde have det godt, men det vil jeg ikke, jeg vil heller pines af Dem! Og derind, hvor De er, der kommer jeg efter! Det kan nok være, jeg ved ikke vej – men saa vil jeg lytte mig frem! Og selv om det bærer dybt ind i mørket – er De der, er der lyst, er De der, er lykken der! Francesco! Du skal sige et ord, jeg kan hvile mig i – for nu er jeg træt!
Hvad skal jeg gjøre for ikke at gjøre dig ondt? Jeg hører ikke, hvad du siger! Hvad skal jeg gjøre for ikke at gjøre dig ondt?
Sig, hvad du tænker paa, naar dine øjne er 114stille som nu! Giv mig et ord, et, du aldrig vilde sige til nogen anden – et ord til mig alene!
Nej, nu vil jeg gaa! Jeg kan ikke være her længer!
Gaa ikke, det er jo saa tidligt endda!
Jo, nu vil jeg gaa!
Godnat!
(Der gaar en skjælven gjennem ham. Han lægger armen om hende, men ganske løst. Hun ser paa ham; han gaar. Han har lukket døren efter sig.) (Hun staar stiv og ser mod den, synker ned i en stol, sidder og ser mod døren. Saa gaar den op.)Giv mig at drikke, for jeg tørster! Giv mig af den levende vandkilde, at jeg ikke tørster mer!
(Hulker saart og smertefuldt med hodet i hendes fang, siger afbrudt, hver gang, hun vil trøste ham):Bed mig ikke lade være, lad mig græde – det er saa længe siden sist!
(Vinder over sin hulken, saa den bliver stille.)Det er din sjel, som er her … nu er den her hos mig! Hvor vanked den saa længe?
Tilgiv, at du nogensinde saa mig – at jeg har vovet at komme dig nær!
Hvor er din stemme dejlig, jeg gjemmer mig inde i dens klang! Verden er saa fuld af det, som er tungt! Men du vil vogte mig! … Jeg gjemmer mig hos dig!
Vilde bare tage det ud, at ingen skal faa vondt af det, for jeg anser det for at være Edvardsen, som kommer nede her i bakken!
(med et velvilligt blik hen mod dem, idet hun tager brettet og gaar.)Nej men om det er let at komme igjennem verden, nej!
Gaa!
Aa. Gud ja, det er en forunderlig dualisme at skabe saa forskjellige drifter i et menneske! Men det maa jeg sige, at jeg er aldeles skrækkelig for det individuelle!
(Kommer ind, ser sig om, gaar hen mod Aino.)Godaften!
Naa! Naa! Bevares vel, hvor det er godt at være her hjemme igjen!
Godaften!
(bliver staaende, som hørte og saa hun dem ikke.)De har det vist ikke godt? Jeg synes, det ser saa latterligt ud, naar folk ikke er rigtig overlegne! De skulde være forsigtig med det, jo for saadant kan da være saa vigtigt for en dames paa en maade hele løbebane! Jeg saa, De havde fremmede!
(Gaar hen og lukker døren op til spisestuen. Vendt mod Hebbel.)Skal vi ikke have en kop the? Den staar ferdig!
(Nærmere mod Hebbel.)Gud, jeg tror nu alligevel ikke alt, hvad De har sagt iaften! De kjender mig ikke, der er saamen meget mere end to mennesker i mig!
Javel ja. Naa!
(Sætter sig, gynger hjemligt i stolen og gnider sine hænder.)Men bliv nu ikke saa betaget ved tanken paa Deres egen mangfoldighed, at De glemmer – naa, hvor tørst jeg er!
Først vil jeg vide, om De mente, hvad De sagde for lidt siden!
Jeg er altid oprigtig! Naa, men man kan jo mene mange ting i løbet af ganske kort tid! – Har jeg forresten ikke været forelsket i Dem nu i over en halv time? Naa!
De er aldeles! – – – Men vær vis, De skal faa det betalt!
Og nu skal vi have en kop the, ikke sandt?
(Hen mod spisestuen.)Naa, javist ja! The er ved Gud godt, alting er godt – det er eftersom man tager det! Men det ved jeg, at om forbarmelse nogensinde findes i verden, da er det hos kvinden! Hvad mener De om la Veuve Cliquot, hun den tørre enken?
(De ler og gaar ind i spisestuen.)Er det slig at leve? … Som det bruser ind over mig!
(Strækker armene op med et udbrud.) (hvisker.)For han elsker mig!
(synker ned i en stol.)Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Skuespillet Aino ble utgitt i 1900 og oppført på Nationaltheatret året etter.
Hovedpersonen Aino lever et stille liv i huset til sin pleiemor, frøken Lisinka Lenner. Hun drømmer om et mer innholdsrikt liv, og når to menn dukker opp i livet hennes, den livsglade Inge Lenner og den deprimerte og ensomme Francesco Andersen, må hun velge retning.
Se faksimiler av førstetrykket, 1900 (nb.no).
Alvilde Prydz er i dag et ganske ukjent forfatternavn, men hun etterlot seg en stor litterær produksjon: først og fremst romaner, men også skuespill, noveller, dikt og essays.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
