Aino

av Alvilde Prydz

Tredje handling. Første afdeling


11914 dage senere. En søndag morgen. Sol over stuen; vinduet ud mod det gamle lindetræ staar aabent.


FØRSTE MØDE



    Aino. (Gaar i en hvid morgenkjole og tørrer støv. Hun gaar smaaleende og siger af og til noget for sig selv. Da hun kommer hen i nærheden af det aabne vindu, favner hun lindegrenen og trækker den længer ind til sig).

Du gamle lindemor, jeg siger det til dig! … Som han var igaar og iforgaars og nu i otte dage … aa, men som han var igaar! Som han er ingen!



    Helle (kommer frem i spisestuedøren).

Var det helst noget?



    Aino (hastig).

Nej da! – Ingenting, jeg siger jo ingenting! 120Jeg synes bare, det er saa godt, at det er søndag igjen og solskin!

(Det ringer fra frøken Lenners værelser. Hendes stemme høres.)


    Helle (kommer farende fra spisestuen og derind, kommer igjen om et øjeblik. Siger, idet hun gaar forbi Aino, der er blevet staaende midt paa gulvet):

Som hun staar og stirer, ret som hun kunde være fra Indiens land, eller fornemme, at noget af betydelse skulde ske! Anlangendes det, tror jeg, at efter korsmess er ingen sikker andet end at verden kan forgaa!



    Aino (vender sig smilende om mod hende).

Hvad var det med min tante?



    Helle.

Grættenskab! det har ærget hende, at da hun kom hjem igaar, sad han her den fuldmægten og stired paa hende – men naar en ikke har agtelse for andre i sig selv, nytter det ikke … Gud ved, om han ikke sad midt i sofaen ogsaa!



    Aino (muntert).

Kan gjerne være det, Helle! Jeg tænkte forresten ikke, du saa ham engang! … Var du ikke til aftenandagt, du, igjen?



    121Helle.

Ja, ret er jeg vel tilmode for det, slig som der blev lagt ud om den rige i helvedes pine, at det var rent til en hjertens fornøjelse var det. Her sætter jeg vandkanden!

(Bringer den hen til hende.) (Det ringer igjen fra frk. Lenners værelse.)

Jøsses!

(skynder sig ind).


ANDET MØDE



    Aino. (Begynder at vande blomster. Smilende mod Inge, som kommer ind fra haven).

Godmorgen, kong Inge! Nej ikke konge idag, hvad er det med dig? Du ser jo ud som en grubler! Kan du ikke se, det er godt vejr om dagen?



    Inge (misfornøjet).

Synes slet ikke det, at det er saa godt vejr om dagen – især ikke for dig! Synes netop, du driver om for alskens vejr – nu om dagen!

(Kommer hen til hende, bevæget).

Husker du den gamle visen, Marthe barnepige altid sang, jeg maa tænke paa den, saadan som jeg ser dig nu:

Det haver saa nyligen regnet
de trær, de dryppe endnu,
hvasse vind, tjørnens tind har dig saaret,
de har revet din kaabe itu!
122Men trods regn og trods blæst
og trods storm af nordvest
stander han dig dog alle tider næst!

Og det er det, som er det gale ved tingen!



    Aino.

Aa ja, gamle Marthe du! … Og den husker jeg vel godt, den visen! Hun sang den bestandig for os! Men det første er ikke sandt, Inge du, det siste bare:

(nynner)

Trods regn og trods blæst
og trods storm af nordvest. …

Nej Inge, du ved nok ikke du, hvor godt vejr det er!



    Inge.

Jo, jeg ved, at det hverken er eller bliver godt? Hvad kan det saa nytte, om du ser ud, som du skulde i paradis?



    Aino (ler og lægger haanden over hans mund).

Det skal vi jo ogsaa!

(I en anden tone.)

Vi gaar til fossen! Du Inge du, du skulde lære ham bedre at kjende, han er virkelig hyggelig! – Om du kunde faa tante Lisinka til at bede ham til middag idag! Jeg kan ikke forstaa, hvad hun har imod ham … det er vel fordi han slet ikke kan fordrage hende, men det skal han virkelig vænne sig af med!



    123Inge.

Jeg har netop talt med faster igaar om, at han ikke burde komme her! Det er jo fru Edvardsen, som har trukket ham ind! Hun ser ud, som hun har sine planer med det – for dig har det ikke været heldigt!



    Aino (muntert).

Jeg har aldrig hørt, som du snakker! Bedt tante Lisinka, at han ikke maa komme her? Jeg forstaar ikke, du kan finde paa saadant noget engang! Jeg vil ogsaa tale med tante Lisinka idag, om ham, netop om ham!



    Inge.

Bliver du med ind og spiser Frokost?

(Inge griber om hende.)


    Aino.

Har spist; spist for længe siden! Aa, heft mig ikke, Inge! Jeg har noget ovenpaa ogsaa, jeg skal gjøre istand, og saa skal jeg klæde mig paa –

(hemmelighedsfuldt leende).

du ved jo, jeg skal i paradis!



    Inge.

Jeg tror, faster vilde finde den udflugt mere passende, om jeg var med!



    124Aino.

Havde du lyst til det?



    Inge (trodsig).

Hvorfor ikke?



    Aino (truer muntert).

Bare vov det! Nej, heft mig ikke, ellers slaar jeg dig ihjel!

(Ser ud.)

Der kan du se, han staar ude i haven allerede! Bed ham du, at komme ind, saa spiser vi frokost vi tre sammen; nu er jeg straks ferdig her!



    Inge (ligegyldig).

Aa, han kommer nok! Der er han … i trappen!



    Aino (utaalmodig, puffer ham mod døren).


    Inge (bliver staaende).

Godmorgen! Saa tidlig paafærde?



TREDJE MØDE



    125Francesco Andersen (kommer op trappen, hilser. Han ser træt ud, som efter en gjennemvaaget nat).

Synes De?



    Inge (fortrædelig).

Ja vist, synes jeg vel det! Jeg er ikke kommet til frokosten engang!

(Ser ind gennem den aabne spisestudør.)

Der er Helle med kaffen, vær med ind og spis!



    Francesco Andersen. (Gaar længer ind i stuen. Hans øjne søger og finder Aino, der nikker til ham bag blomsterne. Hans Ansigt lysner ved at se hende).

Tak, jeg har spist … for en evighed siden!



    Inge (muntert).

Da synes jeg, De bør være sulten – – naa ja, Aino, saa gaar vi ind! Du sagde, du vilde spise med mig, og De undskylder os nok saalænge!



    Aino (bestemt).

Jeg sagde, jeg havde spist! Gaa nu du, mens kaffen er varm!

(Gaar hen og lukker spisestudøren efter ham).


FJERDE MØDE



    126Aino (Gaar hen og rækker ud mod Francesco Andersen begge sine hænder).

Godmorgen Francesco! Er ikke vejret dejligt, kanske? …

(Lægger sit hoved ind til ham og løfter sit ansigt op mod hans. Han kysser hende).


    Aino (ser op paa ham).

Hvor dit kys er koldt! … En gang til! … Nej, jeg fryser af dig idag! … Holder du ikke af mig idag igjen?

(Ser vemodigt paa ham).

Hvad skal vi gjøre ved dig, at ingen ting kan vare? Hvor har du gjort af det dejlige humøret dit fra igaar? Det skulde du holdt paa med begge hænder, skulde du!



    Francesco. (Griber om hende i pludselig heftighed og kysser hende igjen. Saa skyver han hende ligesom tungt fra sig).

Skal vi ikke sætte os?

(Han sætter sig træt ned i en stol og ser paa hende).

Jeg har en frygtelig samvittighed fra igaar og iforgaars og alle disse dagene! Jeg forstaar ikke, du gider gaa med mig idag! Inge er jo meget bedre!



    127Aino

Saa-aah?

(Nærmere, bekymret.)

Hvad er der nu ivejen?



    Francesco.

Har du nogensinde oplevet, der ikke er nogenting ivejen? Det er naturligvis galt altsammen! Det værste er, at du holder af mig, det skulde du ikke, og saa –



    Aino (drillende).

er der noget mere, som er ivejen?



    Francesco.

De blomster, som stod paa mit bord og bogen og de broderede ting, det er vel fra dig alt det der?



    Aino (som før).

Du faar undskylde! Men jeg indsaa, du maatte vel have en fødselsdag engang … Saa kunde jo dette være som en liden fødselsdag, kunde det ikke?



    Francesco.

Ja, Gud ved, om jeg har nogen, du! Men jeg skulde ønske, du aldrig vilde give mig noget! Jeg kan i det hele taget ikke forstaa, hvad det skal være til at give hinanden gaver!

(Stiller sig op foran hende med begge hænder i lommerne.)

128Kan du sige mig, hvad det skal være til? Det har jeg aldrig kunnet begribe!

(efter en pause, tøvende.)

Det er galt, vi er blevet dus! Hvorfor kan man ikke ligesaa godt sige De? Og jeg har tænkt over det ogsaa, hvem det var af os, som har kunnet finde paa noget saadant, som det nu er blevet til, det hele mellem os! Jeg er slig en stymper, at jeg finder trøst i, at det ikke egentlig var mig, som fandt paa det!



    Aino (gaar hen og lægger igjen hodet ind til ham).

Idag er du rigtig styg! Hvad slags bøddeltjeneste er det, du har paataget dig for os to? Men nu skal det være slut! Gad vide, hvad det er for drømme, som har plaget dig inat?

(bekymret.)

Du har vel ikke sovet, kan jeg tænke, jo jeg kan se det paa dig!

(ser ham ind i øjnene).

Husk nu endelig paa, at nu er der ingen ting ivejen mer! for os to!



    Francesco (smertefuld, heftig).

Jo, at jeg er en bøddel, som du siger, for jeg piner dig, og det gjør mig godt! Du skal netop have det ondt, saa du kan komme til at hade mig … det er det, jeg ønsker, at du skal komme til at hade mig!! Jeg mener det, ved Gud, jeg mener det!!



    129Aino (lægger sin arm om ham).

Idag er du rent gal og slet ikke snil; nu vil vi ud i solen, ud og leve … Som jeg glæder mig til livet! –



    Francesco.

Nu igjen? Kjære, livet, det har du aldrig vidst noget om: Leve livet: det er at gaa en tungsom gang!!



    Aino (stille).

Francesco! Ser du, solen skinner paa dig alligevel! Føler du ikke, at –



    Francesco (hans tunge øjne gjennemlyses).

Jeg er lykkelig jo – og fuld af nag! For det kommer altid over mig igjen! … Ser du, jeg har aldrig bedt noget menneske komme hen til mig; men da du kom, skulde jeg sagt: vogt dig, kom ikke hen, hvor jeg staar! Aino, du ved ikke, hvor dette bærer ivej!



    Aino.

Nej, jeg ved ikke, ingenting! … Aa, men Francesco, der er alligevel kommet solskin i dine øjne! – Der var altid saa mørkt før! For en forunderlig mand du er! Naar du staar saadan og taler, 130kan det være for mig, som du gaar og gaar, væk fra mig, og jeg bliver ganske angst! Mangen gang hører jeg ikke, hvad du siger engang; – det er stemmen … det er noget i stemmen, som gjør det!



    Francesco (indtrængende).

Aino! Jeg maa jo have sagt dig det, at jeg bedrager dig! Jeg elsker dig jo ikke, jeg længes bare efter det, du ser, jeg kan ikke! Jeg merker det selv, med fortvivlelse, hvor min følelse for dig visner og falder hen! Mit sind er fuldt af, at jeg har ikke gjort dig andet end ondt! Hele dagen har jeg det over mig, og om natten hører jeg det hvisker i mørket om min seng! Aino, ser du ikke, at jeg maa gjøre mig haard og sige: Nu er det forbi, du skal aldrig se mig mer! Og siden, – der er saa mange ting for dig at blive lykkelig paa, du har Inge, han er bedre, han er ren og sterk i sind! … Aino, du maa



    Aino (gjemmer for ansigtet).

Nu igjen!

(rejser sig pludselig).

Men nu lader jeg mig ikke skræmme af dig længer!



    Francesco.

Aino! For nu maa du forstaa det!



    131Aino.

Ingenting forstaar jeg!

(lægger sit hode op til ham).


    Francesco.

Aino, hvad skal det blive til med os?



    Aino.

Jeg ved ikke, hvad du siger! Ved bare, at det er saa forunderligt, at du er her, at du er til! … at jeg fik se dig!

(ler).

Hvad det skal blive til, siger du? … Det tænker jeg ikke paa! Naar det er saa dejligt alting, hvorfor skal vi da tænke paa noget?



    Francesco.

Gud trøste dig, du har det saa vist behov, fordi du altid sejrer over mig! Men du skulde vogtet dig for dette, du!! – – Der staar skrevet noget om kjærlighed et sted:

Den kommer med megen fred …
Den kommer med skræk til døden!



    Aino.

Velkommen er den, som den kommer!



    Francesco.

Vi er fortabte, jeg kan ikke redde dig fra mig selv! For da jeg mødte dig, Aino, fik jeg hjemve 132efter livet og lykken – efter mig selv! Og jeg kunde se igjen, at himlen var dyb og dejlig, og at der kunde være lunt over jord!! Da du gik derude, og jeg saa, hvor straalerne spandt omkring dig, da stilned det i mit sind! … Og nu naar jeg ser dig, bliver det først søndag for mig, hver dag bliver til søndag! Det er, som solen er kommet til at skinne helt ind til hjertegrunden, – og naar jeg skal se efter, saa er det dig! Du er derinde overalt!



    Aino (ler stille).

Vi har vist drukket den samme sterke vin, du og jeg! –

Saa gaar vi til fossen! Francesco, om du vil tage kanden der, saa gaar jeg op og gjør mig istand … Du maa vande alle roserne, forstaar du, jeg glemte dem igaar aftes! Det var din skyld!

(giver ham kanden i haanden og skyver ham ud af døren.) (hen mod ham igjen).

Der er sprunget saa mange roser ud inat… Det er din skyld! … Saa kommer jeg snart!

(gaar hen og aabner spisestudøren).

Inge! Nej Inge er gaat, Inge er bestandig gaat!

(Mod fru Edvardsen. der kommer ind i fuld puds.)

Nej god morgen! Saa elegant?



    Fru Edvardsen (mildt højtidelig).

Vi skal i kirken!



    133Aino.

Vi? Det er vel ikke Hebbel? Jeg ser, han staar dernede!



    Fru Edvardsen (som før).

Jo, vi skal i kirken! Vor Herre har heldigvis aldrig faldet mig besværlig; og nu er det saa dejligt med Hebbel, tænk, han er begyndt at tænke paa det højere! Og tro mig, kjære frk. Aino, selv om man sent begynder, det kan være til velsignelse for et menneskes paa en maade hele løbebane!



    Aino (ler).

Kjære, det kan det vist!

(vender sig om mod frk. Lenner, der kommer ind).

Godmorgen, tante Lisinka! Nu skynder jeg mig ovenpaa, saa skal det straks blive i orden!

(gaar.)


    Frøken Lenner (i Morgentoilette).
(Sætter sig smilende i sin stol ved det store divanbord og vinker til fru Edvardsen).

Der er Edvardsen! Det var ret! Jeg mener, var det ikke bedst, vi fik lidt klarhed tændt i den igaadeverden. De svævede om i igaaraftes? – For undertiden opfatter jeg Dem nemlig ikke. Er De ikke fornøjet? De, som har det saa godt? Men lykken er Dem jo til ingen nytte Edvardsen, naar De ikke 134selv ved af, at De har den! Og hvad var det for noget altsammen? A-ha-ha-ha? Vil Hebbel gifte sig? Hellige Laurentius vil han gifte sig nu igjen – det bliver kronisk med Hebbel! Og De er altid saa morsom, Edvardsen, hvorfor vil De hjelpe manden til det? Og saa vil De ikke gaa her og lave mad mere! Er ikke det overilet? Skal vi ikke være enige om ikke at tage det under behandling? Enstemmig tilbagesendt hvad, for det har jeg jo altid sagt, at De laver udmerket mad – – Og saa kontorposten efter Iversen, kjære Edvardsen, hvad vil De med den? Hvad er paa færde, har De været i slagsmaal med Helle, fortæl!

(ler).


    Fru Edvardsen (værdigt).

Det er det, jeg har tænkt – nu som vi er alene. Jeg vil sige sandheden!



    Frøken Lenner

Gud fri og bevare os! Hvem har brug for den? Ialfald ikke for meget, om jeg maa bede, vi er jo dannede mennesker! Og De kommer nok til at lyve lidt: sandheden forekommer aldrig ren, ved De! Man trænger ligefrem en smule – saadan poesi over det daglige, hvert skikkeligt menneske har jo sin lille yndlingsløgn. Kan De huske tante Dora, husker De ikke gamle tante Dora? Nej, det gjør De vel ikke; 135men hun havde det saa, at naar der kom noget daarlig mad paa bordet, skulde den roses … en gang i ugen holdt hun en labskaus, som var merkelig, og hun blev aldeles gal paa os, naar vi ikke vilde være med paa at lovprise den, A-ha-ha!

(sukker).

Vi har det hver paa vor vis – naa, men jeg synes, De skulde holde Dem til sagen, Edvardsen!

(ler igjen.)


    Fru Edvardsen (som før).

Sagen er, at billedhugger Johannes Hebbel og jeg er forlovede! Og vi vilde grulig gjerne gifte os?



    Frøken Lenner (ler igjen).

Nej, Edvardsen er udmerket! De og Johannes! Det er udmerket! Er det forresten ikke Dem, som flagrer omkring med denne hr. Andersen og har trukket ham ind her i huset? Vist er det saa! Hvad har De ment med det, hvad har De saa ment med det, kjære?



    Fru Edvardsen (smiler listigt).

Det er jo et nydeligt menneske, det kom saa ganske tilfældigt! Hyggeligt er det for ungdommen ogsaa at træffe lidt sammen!



    136Frøken Lenner.

De er af en godhed og en forstand, Edvardsen, som næsten er rørende! Der maatte sørges for adspredelse for Aino, Hebbel maatte lære, han var overflødig! Ved hjelp af dette har De bragt ham til at finde ind paa den vej, der fører til lyksaligheden, ikke sandt? Naa, lad os nu faa det hele! Hvor var det egentlig, De vilde hen igaaraftes, kjære Edvardsen?



    Fru Edvardsen (mildt højtidelig, men tøvende og afbrudt).

Baade Johannes og jeg, vi ved jo, hvad vi skylder Dem saa inderlig vel, og hvor frøken Lenner antager sig os alle og sørger for, hvad vi andre ikke formaar … Det er jo ikke let at sætte bo! … Jeg tænker paa alle de velgjørenhedsforeninger, frøken Lenner staar i spidsen for! … Nu gaar jo Gud ske lov teglverket saa udmerket ogsaa! … Og alle de pene mennesker, hele byen, som ærer Deres navn! … Johannes og jeg vil gjøre alt vort for at værne om det navn, at det kan vedblive at være godt –



    Frøken Lenner (ler igjen).

Hvad behager? skal I to passe paa det?



    Fru Edvardsen (skarpere).

Ikke vilde det være fordelagtigt at have et tændt lys overalt omkring i ens syndige hjerte! Herren 137være os alle miskundsom! Og dersom ingen vilde passe paa frøken Lenners navn, kunde det nok komme til at fare saa ikke, at det blev vanskeligt at være æresmedlem saadan her og der! Og ikke for alt det i verden er, vilde jeg –



    Frøken Lenner (rolig).

Nu ved jeg, hvem det er, som har rodet saa gyselig oppe i chatollet, hvor de gamle brevene mine ligger. – Det skede i vinter, mens jeg var syg! Jeg har havt en anden mistænkt! Jeg er glad over, at det er Dem, Edvardsen!

(Ler.)

Deres øjne ser saa tomt skyldfri omkring, og det er ret, for De skal slet ikke bryde Dem om det! Det er en kjendsgjerning, at ikke alle kan være dydsmønstre! … For Hebbel er ikke med i dette, saa sjofel er nemlig ikke Johannes Hebbel!

(Rejser sig, gaar omkring, bruger sin vifte sterkt, stanser foran hende).

Men at dette er Dem, Edvardsen, som kommer til mig paa den maade! Lad mig se, er det ikke snart femten aar siden nu, at jeg tog Dem, ikke bare ud af fattigdommen, men op fra smudset! – Jeg vilde gøre et bra menneske af Dem, og det er De jo blevet! Det er bare mig nu, det er saa smaat bevendt med, at jeg er henvist til Deres barmhjertighed! – –

Naa, kjære Edvardsen, altsaa: Har De raadført 138Dem med Gud i himmelen og slægt og venner, saa gaa De bare hen og gift Dem med Hebbel! Og det, som skal til forresten … det er jo bare en anden beskatningsform! … I har fundet det paakrævet at udarbejde en ny finantsplan, naa ja, Iversens post altsaa og udstyr og bryllup –



    Fru Edvardsen.

Vi har tænkt i al stilhed at knytte vor pagt.



    Frøken Lenner (lystig).

Hvad behager, ikke noget bryllup? Det var lejt! Saa bliver jeg jo nødt til at gjøre en anden fest for Dem! Jo, Edvardsen, det skal jeg rigtig gjøre! De er jo en ypperlig festgjenstand! … Nej, Edvardsen er morsom, som tror, der behøver at være noget ved folk, fordi om man vil gjøre en fest for dem! …

(Sætter sig igjen i sin stol ved divanbordet og vinker til fru Edvardsen, der ogsaa tager plads igjen).

Og en saadan anledning lader jeg heller ikke gaa fra mig, De og Hebbel, det bliver samlet en ganske udmerket festgjenstand!

(ler.)


    Fru Edvardsen (mildt).

Frøken Lenner har altsaa ikke noget imod det, for det vilde vi jo saa grulig nødig!



    139Frøken Lenner.

Kjære Edvardsen, det vilde være en synd af mig! Men ikke noget bryllup altsaa, en ganske stille indsejling bare, i den Gud velbehagelige havn! Og De er jo blevet saa meget gudfrygtig i det siste, Edvardsen? Og Hebbel ogsaa? …

Naa, jeg kan jo bare glæde mig over al den gudsfrygt! … Men, kjære Edvardsen, lidt forsigtig kunde man jo være! Og De vilde virkelig gjøre mig en tjeneste med det ogsaa! … Det er nemlig af og til jeg har havt slemt for at sove nu, saa det har plaget mig lidt, at De undertiden har besøg oppe hos Dem! Kjære, jeg ved jo, at det sandsynligvis bare har været til et bønnemøde eller noget andet opbyggeligt, men vilde det alligevel ikke være heldigere lidt tidligere paa døgnet?



    Fru Edvardsen (ler, pludselig forbitret).

Nu havde jeg næsten glemt at fortælle frøken Lenner om en underlig gammel mand, jeg har truffet i vinter! Det er en skibsfører Fredrik Andersen, som er kommet ind og har bosat sig her i byen, jeg tror for et aars tid siden. Jeg har saa ganske tilfældig mødt ham i Kristelig Forening. Siden har jeg set til ham nogle gange nu! Han ligger saa syg og elendig. Jeg var netop hos ham forleden! Han har en stor gammel plejesøn, som bor her i nærheden. Men nu har han det for sig, at gutten er liden endda, og han ligger bestandig og rører og snakker om en liden Francesco, som vil til sin mor!

(Ved at se frøken Lenner blive bleg, nærmere hen.)

140Vær vis paa, jeg vil bede til Gud i den højeste himmel, at han opretholder Dem og tilslut maa vinde Dem ind for sit rige!



    Frøken Lenner (fatter sig efter et øjeblik, rolig, smilende).

Tak, kjære Edvardsen, tak skal De have. De har altid havt et godt hjerte! – Det bliver som jeg har sagt. Men husk endelig, at De ikke glemmer at tale om alt, hvad De ved! Jeg vilde saa nødig, De skulde glemme noget! Husk, jeg kjøber ingen ting af Dem!

(Rejser sig, ser ud gjennem vinduet.)

Hebbel venter Dem vist! Men vær saa snil og hent min sykurv først, jeg tror, den staar igjen ovenpaa.



    Fru Edvardsen (gaar).


    Frøken Lenner (oprørt).

Her i byen! Herre Kristus! Og den infame Edvardsen! Ser man det!

(Ler hysterisk, synker tilbage i stolen, rejser sig, iler hen til pianoet, spiller i forceret tempo de første takter af «Marseillasen», rejser sig igjen, vakler tilbage til sin lænestol, griber den lille sølvklokke paa bordet og ringer)

Helle, Helle, hvorfor kan du ikke komme Helle?



    Helle (kommer farende ind fra spisestuen).


    141Frøken Lenner (ophidset).

Du skal have tak, Helle, fordi du aldrig har vidst nogen ting – jeg vil bare sige dig, Helle, at du har været snil!



    Helle (nejer).

Jøsses, det er nu vel mig, som faar sige tak!

(Gaar igjen, vender sig ved døren og siger stille):

Jeg har da vet! Jeg ved nu vel, hvor lejt det er at komme gjennem verden!



    Francesco (kommer fra haven, sætter vandkanden fra sig paa trappen og træder ind af den aabne dør. Studser ved at se frøken Lenner, hilser koldt).

Frøken Aino er kanske ikke tilstede?

(Han vil gaa igjen)


    Frøken Lenner (der har fattet sig, siger koldt høflig).

Vil De ikke tage plads, hun kommer vist straks!

(Vender sig pludselig om mod ham.)

Nej, det er sandt, frøken Aino er sikkert optaget, jeg tror, hun er gaat allerede.



    Francesco (skarpt).

Det tror ikke jeg!



    142Fru Edvardsen (kommer inde fra frk. Lenners værelser, sætter kurven paa bordet, hilser smilende fortrolig paa Francesco).

Undskyld, at jeg blev saalænge, men kurven var ikke ovenpaa, den stod inde paa toiletbordet. Og saa fik jeg se hr. Andersen gaa i solstegen i haven, saa bad jeg ham rigtig komme ind og vente saalænge, frøken Lenner sidder her saa alene, og frøken Aino kommer straks!

(hilser og gaar.)


    Frøken Lenner (Tager og flytter kurven. Et slangeformet armbaand, som har hængt fast ved kurvfletningen, løsner, falder og triller hen over gulvet. Frøken Lenner utaalmodig):

Det armbaand! Som det hænger i overalt! Jeg vil ikke eje det mer, det skal ødelægges, brændes!



    Francesco (er faret tilbage, som ramt af et stød. Saa staar han og stirrer efter det, som det triller henover. Hans øjne funkler, han siger med skjærende betoning).

Det er som en levende slange!

(Gaar langsomt hen, tager det op og rækker hende det med rystende haand.)


    Frøken Lenner (viger tilbage, stirrer paa ham, stammende i skræk).

Hvad vil De? Jeg spørger Dem om, hvad vil De mig?



    143Francesco (ser paa hende, stort, funklende, fra hende og til armbaandet).

Bare tage op det armbaandet. Denne gang tager jeg det op! Andet vil jeg ikke – nu mer!

(vender sig for at gaa.)


    Helle (kommer).

Der er telefonbud nede fra byen til fuldmægten, nogen af hans slægt, som er syg der. Nu igjen er det paa det siste med ham.

(sukker.)

Ikke er det let at komme ud af verden heller, nej!



    Francesco (ler pludselig).

Det er min gamle plejefar, De mener! Skibsfører Fredrik Andersen, som engang gjorde en tur til Sicilien! Er dette den siste turen for ham, er han at misunde!

(stanser, ser vist paa Helle.)

Hils! sig tak for mig!

(gaar hurtig.)


    Helle (gaar hen og ser ud efter ham, vender sig om og ser paa frøken Lenner, der sidder med ansigtet gjemt i sine hænder. Gaar stille hen mod døren).


    144Frøken Lenner (overvældet).

Helle! Gaa ikke, jeg tør ikke være alene her! Nu først – kjendte jeg ham! Min Gud … det var hans øjne! … Den kveld, jeg gik fra ham, brændte de som nu – de store, dybe barneøjne, som saa saa strengt paa mig, fordi de ikke kjendte nogen svig! … Nu var det et ulykkeligt voksent øie, som ved, at en mor kan glemme sit barn! … Hvad har du gjort ved dine øjne, Cesco, at de er blevet saa tunge? … De loved mig allesammen, du skulde faa det godt! …

(klager.)


    Helle (har bragt Eau de Cologne, bader hendes pande).


    Aino (kommer syngende i trappen, kommer ind, ser sig om, merker intet usædvanligt, optaget af sit eget, som hun er. Gaar hen, ser ud i haven, bliver staaende i den aabne dør).

Tante Lisinka, har ikke fuldmægtig Andersen været herinde og spurgt efter mig? Saa er han i haven! Ved du, at han heder Francesco? Han vilde først ikke tilstaa det, men han heder slig, synes du ikke, det er vakkert? Han burde ikke hede Andersen bare –

(vender sig om.)

Han kan da vel ikke være gaat igjen? Han maa da vel have været her, aa tante Lisinka, du ved ikke –



    145Frøken Lenner (som har fattet sig, langsomt, tungt).

Jo, nu ved jeg! Det er Francesco Brantos, du mener!

(heftig.)

Skynd dig, spørg Helle, siger jeg!

(ser sig om.)

Er Helle gaat? Gaa ud og spørg Helle, siger jeg, gaa, gaa!



    Aino (stirrer paa hende, forskrækket).

Er du syg, tante Lisinka?

(paa et vink gaar hun stille ud.)


    Frøken Lenner (synker ned over bordet, hvisker):

Se ikke paa mig med de øjnene!

(farer op hen til vinduet, ser ud efter ham. Synker ned i en stol.)

Det var Francesco, – Lille Cesco, som han saa paa mig, dengang jeg gik fra ham!! … Han glemmer mig det aldrig, han er en Brantos! Gud i himmelen, som hans øjne de saa paa mig!

(gjemmer sit ansigt i sine hænder, jamrer.)

Cesco!

(Tæppet ned.)

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Aino

Skuespillet Aino ble utgitt i 1900 og oppført på Nationaltheatret året etter.

Hovedpersonen Aino lever et stille liv i huset til sin pleiemor, frøken Lisinka Lenner. Hun drømmer om et mer innholdsrikt liv, og når to menn dukker opp i livet hennes, den livsglade Inge Lenner og den deprimerte og ensomme Francesco Andersen, må hun velge retning.

Les mer..

Om Alvilde Prydz

Alvilde Prydz er i dag et ganske ukjent forfatternavn, men hun etterlot seg en stor litterær produksjon: først og fremst romaner, men også skuespill, noveller, dikt og essays.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.