Albertine

av Christian Krohg

X. Stationen.

195Det var næste Morgen, Klokken havde slaat 9 derinde. Albertine stod og flettede Haaret sit. – Naar hun kom derop, saa vilde hun gaa op Hovedtrappen – ikke ind af Glasdøren.

Skulde hun si’ det til Gamla og faa hende med? – Nei – hun slap vel bare med en Advarsel, og da kunde det være det samme. Hun havde sagt, at det var Jossa, Konstabelen havde spurgt efter Adressen paa – for Olsa havde naturligvis øieblikkelig fortalt til Gamla, at han havde vært der. Om Gamla troede det, det vidste hun jo ikke, men hun havde nu slet ikke Lyst at snakke om det. Aa nei, hun skulde nok greie sig sjæl. –

Kanskje hun burde havt Haaret op alligevel? – Aa nei –. Skulde hun gaa ned og laane Olines Hat? Huf, nei – hun vilde ikke ha’ den Spørgingen 196hendes. – Hun kunde gjerne gaa med Tørklæ’ idag, det kunde s’gu være akkurat det samme.

I Lakkegaden stod flere Koner og Piger i en Port og lo og snakkede. – »Goddag Albertine!» ropte de, hun nikkede igjen og skyndte sig ud i Brogaden. – Sporvognene gik som ellers, gule og ramlendes, og glinsede og speilte sig der nede i Sølen. – Udover Elvegaden, ned imod Bryggen, laa en graa, vaad Himmel, og noen mørkere og noen hvidere Skytotter kom fort op. Røgen fra Skorstene og fra de svære Piperne paa Nylands Værksted fløi i smaa Filler bortover, det peb, der kom et Tog, den hvide Røgen for tilbage – indover mod Stationen.

– – Hun var kommet til Hjørnet ved Gunerius Pettersen – Klokken manglede 10 Minutter paa 10 paa Vor Frelsers Kirke. – Skulde hun gaa Youngsgaden? – Nei, da kom hun lige paa Glasdøren og – nei, hun vilde heller gaa Pløens Gade. – Endelig var hun kommet ud paa Youngstorvet – der var fuldt af Trafik; og hun saa den store Buen over Trappen deroppe, som hun skulde op af. – Klokken manglede bare 5 Minuter; det gjøs i hende, og hun gik op af Bakken.

Der var ingen, som saa paa hende, og hun 197skraadde modig over Gaden, blev staaende nederst ved Trappen, ligesom hun tænkte sig om eller ventede paa noen, saa snudde hun og gik nonchalant opover de brede Granittrin under den buede Hvælving.

– «Jeg skulde tale med Politifuldmægtig Winther», sa’ hun til Konstabelen ved Døren.

Det var, som den store Forhallen med det sorte Stengulvet og den vaade, kolde Lugten derinde lagde sig for Brystet. – Gjennem en halvaaben Dør saa hun noen Overkonstabler med brede Guldrender paa Uniformen sidde og le og snakke sammen og røge Tobak.

«Værsgo», sa’ Konstabelen og pegte indover en lang, mørk Gang.

– – – Hun var endelig blet ført ind og saa hans sorte, kortklipte Isse bøiet over en Protokol bag en fængselsgul Skranke.

«Albertine Kristiansen», meldte Konstabelen og gik ud.

Winther saa flygtig fra Siden paa hende, reiste sig og gik frem og tilbage med Hænderne i Lommen.

«Albertine Kristiansen», sa’ han, «hvad er det egentlig, De lever af – bor hos Deres Forældre, kan jeg tænke? – Ja, det er vel bare saa 198af og til, efter hvad jeg hører. – De, Albertine Kristiansen – De – De er inde paa et farligt Skraaplan. – Her foreligger flere Meldinger, jeg siger ikke, hvem det er fra, det er fra noen Veninder af Dem, – det er daarlige Veninder, De har. – De har omgaaes meget med Jossa Evensen før, og nu har De begyndt igjen, siges der – der foreligger som sagt flere Klager. – Her er en fra en af Byens bedste Familier. En ung Søn af Huset har været borte i flere Nætter, og han har vært sammen med Dem. Der blir vel intet andet for end at lade Dem undersøge af Lægen. – Naa, hvorfor svarer De ingenting? Man pleier da ialfald be’ om at slippe og love at forbedre sig – i saa Fald kunde jeg jo tage under Overveielse –. De er, om jeg saa maatte udtrykke mig, inde paa en meget farlig Vei – en ung Pige, som ikke lever skikkelig, bringer en forfærdelig Ulykke over sig selv og over sin Familie. – Hvorfor svarer De ikke? – Ler De? De vil nok snart faa noet at le af! – Jeg tænker, det er bedst, de kommer ind til Lægen. – Hvad siger De om det?»

Hun var bleg og lo. Hun hørte nok, han talte om Lægen, men – vilde han lade, som han aldrig havde set hende før – han?. Hun 199syntes, hun saa ham staa foran Vaskevandsbollen igjen. –

Han bed sig i Læben.

«Jeg havde tænkt at lade Dem gaa gjennem denne Døren», han pegte paa en Dør til Venstre, «saa var det ingen som saa Dem.»

Hun lo høit. «Er vi blet Dis naa da, Emil?»

Han gik fort hen og rev Døren op.

«Fredriksen!»

Konstabelen kom ind.

«Før hende ind til Lægen!»

Albertine lo. «Du Emil, Du har glemt en Natskjorte og et Par Tøfler hos mig – vil Du ikke komme og hente dem?»

«Tag Dem iagt De», sa’ han koldt. «Holder De paa længere med denne Maaden at snakke paa her, saa gaar det Dem endnu værre.»

«Mangelsgaard vel», sa’ hun og lo.

Winther vinkede til Konstabelen, han tog hende fast i Armen og ledte hende ud.

Da med engang skjønte hun det rigtig. «Doktoren! Nei – nei – nei», hviskede hun til Konstabelen, «jeg vil ikke, jeg vil ikke – lad mig gaa, jeg skal være skikkelig, jeg skal aldrig gaa ut mere, aa la mig gaa! Lad mig faa tale med Fuldmægtigen igjen!»

200«Kom her», sa’ han.

Det duftede stærkt af Moskus i det Værelse, han førte hende ind i, og raslede i Silke og Stiveskjørter. Tilvenstre var en Dør, hvorfra der kom en ud med svær Hat, knappende sine Handsker og saa paa hende og mønstrede hende fra Top til Taa og smilte kjendt. Huf da! Og hun trak sig tilbage for alle disse sminkede Øine og klemte sig ind til Konstabelen.

«,Kom naa!» sa Konstabelen.

De saa paa hende allesammen og smaasmilte.

Konstabelen lukkede op Døren, og glad over at slippe at bli set længer paa af alle disse sminkede, frække Vikatøserne skyndte hun sig over Tærskelen og gjorde et Par forte Skridt ind paa Gulvet i det giftiggrønne Værelset med de fengselsgule Træpanelinger og fængselsgule Træmøbler paa det graa Gulv.

Men pludselig stansede hun braat op. – Veiret gik fra hende, og hun snappede efter Aande, mens Knæerne skjalv imod hverandre.

Der, lige imod hende, paa den anden Side af det store, fængselsgule Bordet midt i Værelset – der stod den jo – Stolen – den forfærdelige Stol, hendes evige Skræk, hendes uafladelige Angst, men som hun havde glemt igjen en Stund derute 201under de offéntlige Fruentimmernes frække Øine. Der stod den, høi og fæl, mindst en Meter høiere end Bordet, med en halvrund Indskjæring i det brunslidte, læderbetrukne Sæde og en lav, skraa Ryg, der stod den, visende sin uhyggelige Profil, og foran den lille Trappen, som førte op til Sædet stod en ung Herre, som hun ofte havde set ved Musiken paa Karl Johan – med sort liden Knebel og mørke Øine og rettede paa sin Lorgnet, mens han ventede paa hende.

Blodet bankede i Tindingerne, Knæerne skjalv imod hverandre, og hun snappede tungt efter Veiret.

Umuligt, umuligt, hun maatte synke i Jorden af Skam. – Aldrig stige op paa det forfærdelige fængselsgule Stilladset … bare hun havde kunnet synke ret ned i Jorden!

Men med en befalende Gestus pegte han derhen, den ældre, lyse, skjægløse Herre, som stod derborte ved den fængselsgule Vasken mellem Vinduerne og tørrede Hænderne paa det hvide Haandklæ. – Han pegte derhen med den hvide, halvvaade Haanden saa befalende, at hun gik, syntes ikke, hun kunde, men gik alligevel bortover det graa Gulvet langs det store, gule Bordet.

Foran Stolen, ved Trappen stansede hun 202med nedslagne Øielaag og Øinene fæstet i Gulvet, og den unge Herren med den sorte Knebelen, som hun kjendte fra Musiken, rettede igjen paa Lorgnetten og sa’ ganske ligegyldig –:

«Værsgo, sæt Dem op!»

Hun saa op paa ham med store, forvildede Øine, som om hun ikke forstod.

Men han rørte ikke en Muskel i Ansigtet, bare pegte paa den lille Trappen og sa’ –:

«Vil De gaa op af de Trinene der og sætte Dem paa det Sædet der» – og med et lidet Smeld lod han Haanden faldt flad ned paa Læderbetrækket.

Hun blev staaende endnu et Sekund, saa greb Hjælpeløsheden hende helt, og igjen gik Benene mekanisk afsted og bar hende opover Trinene.

Men kommen op paa det øverste Trinet vendte hun sig lynsnart om, og idet hun dumpede ned i Sædet med Knæerne presset tæt imod hverandre, greb hun med begge Hænder om dem og glattede Kjolen godt ned om Lægger og Ankler og blev saa siddende der med én Haand paa hvert Knæ, bøiet lidt forover og stirrede deroppe fra sit ophøiede Sæde forvildet ned paa Assistenten 203og paa Doktoren og paa Doktoren og paa Assistenten.

Men ingen af dem saa paa hende. Doktoren hængte rolig det hvide Haandklæ fra sig paa den fængselsgule Paneling og satte sig hen ved det store gule Bordet foran Protokollen – og Assistenten saa ikke høiere op end til Stolens Sæde og sa’ rolig belærende:

«Du maa sætte dig helt ind i Sædet og læne dig tilbage mod Ryggen.»

Hun saa sig hjælpelost om, og Sveden sprang kold frem paa Tindingerne, men saa pludselig flyttede hun sig helt ind i Sædet og faldt med Haandbagen over Øinene og en eneste tør Hulk tilbage mod Stolens stærkt bagoverbøiede Ryg, mens hun uvilkaarlig uden at vide det pressede Knæerne haardt imod hverandre som i bevidst Angst for det, der nu skulde ske.

Og mens hun laa der med Haanden for Øinene, tilbagelænet oppe i den høie Stolen, med Læggerne og Fødderne hængende ned fra Kanten af Sædet, næsten bevidstløs af Skam, følte hun Klæerne bli brættet op om Hofterne og lagt henover Brystet. Og det blev koldt omkring de sammenpressede Knær, og paa hvert af dem la’ der sig 204en varm Haand, som tog Tag og vilde bryde dem fra hverandre.

Hun bed Tænderne sammen og stred imod alt det, hun aarkede, men de to Hænder blev for stærke – da pludselig Doktoren for op og stampede i Gulvet og skreg med brutal Stemme:

«Nei, ikke noe Sludder! Hun skal værsgo selv ta’ Knæerne fra hverandre!» Og vendt mod hende:

«Tror Du, det er for Morro Skyld, vi staar her da, Tøs? Værsgo – Knæerne fra hverandre!»

Assistenten havde sluppet – men hun rørte sig ikke, bare bed i Fortvilelse Tænder og Knær endnu fastere sammen end før og pressede Haandbagen ind mod Øinene saa haardt, at hun saa Stjerner.

»Naa», skreg den brutale Stemmen, denne Gang lige henne ved hende, og det stampede igjen i Gulvet – «blir det til noe? eller skal jeg ….»

Og greben af Rædsel følte hun de skjælvende Knær rent mekanisk gaa fra hverandre, og hun syntes, hun maatte dø af Skam, og alt gik rundt for hende, og det sortnede for Øinene, og hun trodde, hun skulde besvime.

Saa pludselig følte hun Instrumentet mod sit blottede Legeme, og hun skvat til, men blev saa liggende der i dyb Rædsel uden at turde røre 205en Muskel og med en rent unaturlig klar Bevidsthed.

….. Du store Gud – hun laa her altsaa virkelig nu, det var hende, hende selv, som laa her i denne forsmædelige Stolen med Klæerne opover Brystet, og han, den unge Herren, med Knebelsbarter og Lorgnetten, som hun kjendte fra Musiken, han stod virkelig der foran hende og undersøgte hende med Sprinkelhornet – utænkeligt, som det var, saa var det dog sandt – og endda var hun ikke død af Skam …..

Hun laa der en Stund forbauset med Haandbagen for Øinene og saa sig selv i Tankerne ligge der i den forsmædelige Stilling foran den unge Herren –! Og hun levede virkelig – var slet ikke død af Skam – forunderligt!

Og hun gløttede lidt op under Haandbagen og fik se det øverste af den hvide Panden hans med det sorte velkjæmmede Haar, skilt i Midten, mod Vindusruden – og hun følte Sprinkelhornet bevæge sig … utroligt!

Og han trak Hodet lidt tilbage og la’ det lidt paa Skakke for at se bedre, og hun saa med Forbauselse paa dette rolige, forretningsmæssige Ansigt – – som om ingenting var paafærde! Men saa blev hun ganske rolig og begyndte at tænke.

206…… Nei, men der var jo heller ikke noe paafærde for ham. Naar han var færdig med hende, skulde han jo undersøge den næste, en af de andre derude, og saa en til, en efter en, allesammen. Og imorgen ligedan og igaar – og hun huskede pludselig paa, hvor slidt det var, dette brune Læderbetrækket – – – her havde jo Oline ligget og alle hendes Veninder fra den Tiden – og her havde jo Jossa ligget og Valeria – allesammen de, hun kjendte, saa havde de jo maattet op i denne Stolen – og nu hun ossaa. Og i Grunden var det jo ikke saa farligt heller – nu var hun jo ganske rolig – det var Skrækken, som var det værste – pyt san!

Oline havde saamæn Ret – hun havde vært dum. Tænke sig alt det Sludderet, hun havde siddet og tænkt paa hjemme ved Vinduet foran Maskinen! – Stygt! stygt! stygt! – det var i Grunden alt, hun havde tænkt – havde aldrig vovet at tænke sig det slig, som det var, det stygge! Naar alt kom til alt, saa var det bare Sludder med dette stygge – og hun havde nær begyndt at le ved Tanken paa, at hun ikke havde kunnet forstaa, at Gamla havde kunnet gjøre noget saa stygt med’n Far.

Men pludselig blev Sprinkelhornet tat bort, 207og hun hørte Assistenten si’: «Nei – ingenting», og følte, at han brættede Klæerne nedover Hofterne igjen.

Hun blev liggende med Haanden for Øinene.

«Ja nu er det forbi», sa’ han, «nu kan Du gaa ned igjen.»

Hun tog Haanden fra Øinene, reiste sig lidt forvirret og steg ned. Og nu, da hun ikke længer var nøgen, nu kom Skammen igjen, og hun blev rød som dryppende Blod. Men ingen af dem la’ Mærke til det engang. Doktoren derhenne ved Bordet saa ikke op, bare bladede i Protokollen, og Assistenten bare sa’ «Værsgo – nu er det ikke mer» i den ligegyldigste Tone af Verden og fulgte hende hen til Døren og ropte: «den næste» saa snart hun var kommet over Tærsklen.

Og før hun kom derud, havde hun alt faat den blege, fine Olivenfarven sin igjen – og freidig, som om ingenting var, mønstrede hun nu, da hun gik igjennem Venteværelset, disse offentlige Fruentimmer, som havde genert hende saa, da hun gik ind, deres Ansigter, deres Klæer, deres Hatter.

«Hu’ har vist sleppi Visitation, hu’», sa’ en af dem lidt forundret.

«Hu’ har vel det da», sa’ et Par andre.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Albertine

Den naturalistiske romanen Albertine handler om den troskyldige og glade, men fattige sypiken Albertine som forføres og voldtas av politifullmektig Winther. Etter voldtekten forandrer Albertine seg og hun havner på «skråplanet». Hun ender som prostituert i Kristiania.

Albertine kom ut i 1886 og var et skarpt innlegg i datidens moraldebatt. Boken ble beslaglagt og førte til en voldsom diskusjon om offentlig prostitusjon. Striden omkring romanen bidro til avskaffelsen av den offentlige prostitusjon i Norge.

Krohg brukte Albertine-motivet også i flere malerier, det mest kjente Albertine-bildet er nok «Albertine i politilægens venteværelse».

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (nb.no)

Les mer..

Om Christian Krohg

Christian Krohg er nok i dag først og fremst kjent som maler, men han var også forfatter, journalist (Verdens Gang 1890–1910) og ikke minst samfunnsdebattant. Han kjempet for sosiale reformer og enkeltmenneskets og kunstens frihet. I over 50 år var han en viktig og innflytelsesrik deltaker i norsk kulturliv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.