II. Oline.

40Ja, det var deiligt Veir, det var det rigtig ossaa det; det drypped fra Tagrenderne, det tinte og lo fra den blaa Himlen, og Solskinnet hadde laget op svære bare Flækker langs med Husvæggene. Hun stansed lidt og pusted; Luften var saa lunken og frisk, det var, som om hun hadde været længe syg; hun saa ind mod Vinduerne igjen; det saa saa mørkt og indestængt ut, og Halvgardinerne var svært sjofle og stoppede. Nei, det kunde ikke gaa længere med dem. Til venstre, naar hun saa bortover Nordbygaden, laa Grønlands Kirketaarn med Sol paa og Ekeberg med skinnende Sneflækker og en blaa Væg bagom; tilhøire bag de stygge Tagene og Husene der laa Byen, det vidste hun, den fine Del af Byen; der laa den i Solskin og ventede paa hende.

41«Nøit dig naa! du maa nøite dig lidt, har jeg tænkt.»

Hun satte paa Sprang efter Jossa, som hun saa «Løitnanten» paa svinge rundt Hjørnet af Lakkegaden.

Her boutede de under Latter og Leven fra den ene Siden til den andre mellem de forskjellige, som gik der, engang tvers over Gaden for at undgaa den udstrakte Arm fra en Kutorvsgut, som fik et Hastværkssvar lige i Fleisen, undertiden med Hop ned fra Fortauget og op igjen for ikke at puffe til hverandre.

Andpustne stod de allerede udenfor en Glasdør i anden Etage i et Hus i Brogaden; Klokkestrængen dinglede frem og tilbage efter Jossas energiske Ringing.

«Nei, vil du bare se, Mor, orntligt trøkt Visitkort paa Døren har hu’ faat sig. Ja, hvad synes du: «Madam Oline Fredriksen – Vask og fransk Strygning» – – aajo, jeg takker! Stort skal det være, sa’ Kjærringa, hu’ fik en Mahoniflis i Enden. Madam hun! Hun er vel ikke mere Madam hun end Gamla; det er rart, der ikke staar Fru Oline Fredriksen. Men hu’ har da ikke sat «Rosalie» paa, lel.»

«Hu’ har Ret til aa kalde sig Madam», sa’ 42Jossa, «for Manden hendes er jo Mester og har Svender paa Værkstedet.»

«Ja, ja, hu’ kan kalle sig Madam, saa mye hu’ vil forresten for mig, hun har da vært fin nok til det engang, skulde jeg tro; det er ikke mange Madammer og kanskje ikke mange Frøkner heller, som hadde slike Klær baade over og under, som – – Rosalie Kristiansen.»

Oline stod i den aabnede Dør, ærbar, med Haaret strøget glat til Tindingerne, samme brune Farve som Albertines med lidt rødlig Krus ved Tindingerne, samme fine Hodeform, samme store, mørke, alvorlige Øine, samme fine Næse og smale, krye Læber, samme brede, firkantede Skuldrene, høie Bryst og store Hænder og samme fine, blege Teint, men lidt friskere, det hele lidt fyldigere og en begyndende Tvehage.

Hun stod der smilende og rolig og anstændig og vakker og gla’ og snil og velstaaende at se til, Kjoleærmerne var opbrættet over Albuen og viste et Par ægte Vaskerkonearme og Hænder med udvasket, rynket Hud paa Fingerspidserne.

Det var koldt inde i Dagligstuen, hvor de blev vist ind, og Papir var lagt udover det nymalte gule Gulv til at traa paa.

Der var mye finere end ude hos dem i 43Nordbygaden, stivede og hele mønstrede Gardiner for de høie Vinduerne, ikke Tale om Halvgardiner eller Stop, naturligvis – neida! Kronprinsen og Victoria, som hang over Sofaen, hadde brede, fine Guldrammer og Flor foran sig for Fluernes Skyld, Tapet paa Væggene, ikke noe blaamalet Panel – ossaa skinte Solen gjennem de høie Vinduerne over hele Værelset.

Jossa hadde ikke Tid til at se sig om: «Aa, det er vel deiligt Veir, kan du tro, Oline, aa saa fik jeg da endelig Albertine med mig ut; hu’ har jo sitti inde i hele Vinter snart, mener jeg, saa hu’ blir rent bleg og mager og daarlig. Tænk, vet du, hvad der gaar i Byen om hende? Aa ja, det kan naa væra det samme ossaa forresten; jeg vil ikke fly med noe Sladder, det er ikke min Skik. Har jeg ikke fiffet op Kjolen min bra forresten? Og slig en Løitnant, Mor! Tænk, der er orntlige Fjærer i ‘en – ja, hvad syns du? – Nei, du kan vel vite, hu’ maa ut naa, hu’ Albertine, men saa hadde a Tøiet sit hos Farveren – ja, man kalder det Farveren, men du skjønner vel, aa det er for Slags Farver – aa saa sa’ jeg: Pyt san, sa’ jeg – og her er vi. – Kongen er i Byen, ser du, og den søte Prins Carl, og du kan vite, jeg maa ut da aa sprade, og det er 44Musik i Studenterlunden, aa» – hun sænkede Stemmen: «men tænk, vet du, hvad det er, dom sier om a? Dom sier, at hu’ har vært indkaldt til Visitation og blet indlagt – –! Hun? sa’ jeg, hun, som er den uskyldigste af alle, sa’; jeg, – hun, som aldrig har vært saa mye som forlovet engang! sa’ jeg, – som ikke engang kjender en eneste fin Herre engang – – hun! sa’ jeg – aa, reis paa Væggen med Dere! sa’ jeg. Albertine tror, det er Valeria, som har sagt det, men jeg sier ikke, hvem det er, jeg – jeg bare fortæller, hvad som gaar i Byen.»

«Ja, det er den værste Løgn, jeg har hørt», sa’ Oline og lo og brættede op det ene Ærmet, som holdt paa at falde ned. «Slig en Rædhare, som Albertine er; hun kommer ikke til aa turde gifte sig engang – hun rømmer Brudenatten! Nei, jamen mener jeg, du har klipt Pandelug paa dig da! Du klær godt Pandelug forresten, men du maa krølle’n.»

«Aa nei, Mor graater saa da; det var snøt, jeg fik Lov aa ha’ Løitnant.»

«Mor er gæl’n, jeg husker nok det første, jeg klipte Pandehaar paa mig; jo, du kan da vel skjønne, at du maa krølle’n. Jeg har orntlige 45Instrumenter, jeg, ser du, baade Tang og Lampe; her er den.»

Albertine saa paa hende. Ja, hun vidste nok, fra hvilken Tid Oline hadde de Instrumenterne, og hun husked godt den Pandeluggen til Oline, fire regelmæssig friserte Lokker, som laa ved Siden af hverandre paa den sminkede Panden. Det gjøs i hende; det var, ligesom Skjæbnen greb efter hende ogsaa nu med denne glødende Tangen, som Oline stod og varmede over Spiritusflammen, og Skjæbnen, den lignede den stygge Stationsbygningen med Uhret som et Øie midt i Panden deroppe paa Hammersborgbakken. Ja, med ét, som et Lyn, stod det for hende igjen: Oline, som gik ind ad Glasdøren med svær, brusende Strudsfjær, de fire Lokkerne i Panden, Pelskaabe, Silkekjole, spidse, lakerte Sko med høie Hæler midt under Saalen, som hun paa en fræk Maate satte altfor udtilbens opover Granittrappen – og hun saa paa Panden, som nu saa saa pen og uskyldig ud – –. Mon hvad hun tænkte paa nu, mens hun stelte med Krøllegreierne, der passed saa daarlig til Vaskekonearmene og de udvaskede, kolde Fingrene?

Var det paa den Tiden, da hun ikke behøvte at slide og slæbe med koldt og varmt 46Vand og Grønsaape, men bare bebøvte at tænke paa Stasen sin – da hun hadde mange, mange flere Penger end naa – da hun var sammen med fine Herrer, som var gla’ i hende og gav hende Gulduhr med Kjæde og Guldringer og rev i Champagne paa hende?

Længtes hun ikke til den Tiden? Jo da, det gjorde hun vist, der var vist mye rart bag om denne dydige Panden og det glatstrøgne Haaret. For nei, det kunde hun ikke skjønne, at Skjæbnen skulde slippe hende aldeles igjen, naar den først hadde havt Tag i hende – og Edderkoppen deroppe den lod jo ikke noen Flue komme ud af Nettet igjen – gjorde den det, saa var det jo ikke saa farligt – pyt san, hvis de kunde bli helt skikkelige igjen! – men det var jo netop Sagen det, at de blev sølet saa til indvendig, at de aldrig kunde bli rene mere – Oline spilte vist bare Komedie med denne Dyden – det var ikke muligt andet – en Dag maatte det begynde igjen – eller ossaa maatte hun komme til at ta’ Livet af sig – for aassen kunde hun holde ud detne herre aa være gift med en grætten Mand paa 60 Aar aa bære paa den Skammen aa ha’ det daglige Strævet og Slitet – – nei, nei!

47Oline saa op og saa, hvorledes Albertine stirrede paa hende og smilte.

Uf, det Smilet! Ja, ja, det var det samme, det samme, det samme som fra den Gangen – det samme Smilet som ved Glasdøren – det samme – som hun aldrig glemte! Uf, hvor netop dette herre dydige Udseende var forfærdelig uanstændigt og liderligt – saa’n som hun stod der saa ærbar forresten, men med det Smilet, og holdt den fine, elegante Nikkeltangen i Haanden – ja, det var Oline, som var Skjæbnen, som var efter hende, smilende med Tangen for at gribe hende og putte hende ind igjennem Glasdøren deroppe. Hun saa sig i Speilet. Ja, hun ligned Oline forfærdelig fra den Gangen paa Hammersborg – – Nei, nei, nei! hun vilde ikke krølles, hun vendte sig bort. Ingen Overtalelser hjalp – – nei, nei! hun vilde ikke – og hun vilde ikke gaa paa Musiken heller – naar hun tænkte sig om, hadde hun slet ikke Tid – ossaa hadde hun vondt i Hode, aa, ikke idag! – hun vilde gaa hjem igjen – hun hadde ikke Lyst. For Pokker – kunde de ikke labli hende! «Isch, aa ækkel du er, Jossa! Nei, den Regnkaaben er altfor fin til mig – jeg ved nok, hvad a Valeria 48vil si, naar hun ser den. Aa krøl Jossa i Stedet, vel – Krøllerne hendes er gaat ut – –

Ja, Jossa vilde gjerne krølles, og Oline lavede fire stive, blanke regelmæssige Lokker bort over ved Siden af hverandre af den gulgrønne Hødotten med lysere og mørkere Striber i, som hang ned i Jossas smaa Griseøine.

Albertine vilde hjem, og snart sad hun bag Halvgardinet ivrig ved sit Arbeide og lod Naalen prikke med rasende Fart.

Men blegere og blegere blev hun for hver Dag, og den høie Bølgelinie over Barmen blev fladere og lavere, og det var, ligesom de kraftige, rette Skuldrene bøiede sig fremover, og naar Mor Kristiansen saa paa Ryggen, syntes hun, det graa Kords Kjolelivet spændte sig rundere og rundere over den, og hun var ikke saa lystig og heller ikke saa flittig som før, snakkede næsten ikke mere, mens hun sad og sydde, og lo sjelden.

Mor Kristiansen blev ræd. Skulde hun ogsaa faa Asthmatæringen – skulde hun faa se hende ogsaa bli daarligere og daarligere, se hende bli fløttet paa Sygehuset og bare komme paa Besøg imellem og tilsidst slet ikke komme mer? Aa nei, det var vel bare Mangel paa frisk Luft, og hun tagg og ba hende om at gaa ud. «Du skal gjerne 49faa Sjalet mit forærendes, om du vil» – ja, hun kunde gjerne farve det, hvis hun ikke vilde gaa med det, slig som det var. – Men Albertine bare smilte lidt til hende.

Men det, som gjorde Gamla mest ræd, det var, at hun var blet saa snil og føielig, ossaa at hun hadde begyndt at læse i det nye Testamente, som hun aldrig hadde gjort før.

Hun læste alt, hvad hun kunde finde, om Maria Magdalena – for kanske hun kunde faa Greie paa det der – paa alt dette, som hun ikke skjønte – paa, hvordan Oline kunde komme til at gjøre det, og hvorfor det nu var, som om hun ikke hadde gjort noen Ting, bare for det en gammel Mand paa 60 Aar hadde giftet sig med hende – og saa stod der det, at de ikke skulde kaste Sten paa dem, men hun syntes, at de kastet Sten paa dem uafladelig, – og hun mente, at de burde kaste Sten paa dem, – ossaa holdt de op med en Gang, for det en gammel Fyr vilde ha’ hende for sig selv alene. Nei, hu’ skjønte ikke et Duft af det altsammen – aa saa læste hun i det gamle Testamente, hvad det stod der om saanne Ting, men hun fik ikke noe Greie paa det der heller – hun syntes, det var stygt og fælt altsammen.

Naar hun bare kunde la’ være evig og altid 50aa gruble og tænke paa dette herre – men det kom igjen og kom igjen, og Smilet til Oline var med bestandig – det rare, stygge Smilet udenfor Glasdøren, som viste de pene, velpudsede Tænderne hendes – midt i det skikkelige, hæderlige Ansigtet med den lige Skillen i Panden uden Pandehaar. Hun vilde ikke tænke paa det – hvad kom det hende ved? og der fulgte saa mange Tanker med, som vist var Synd – og hvis hun var saan en Rædhare, som Oline sa’, saa hun vilde rømme Bryllupsnatten, hvorfor tænkte hun saa bestandig paa det da?

For det gjorde hun jo – støt og stændig, evig og altid forfulgte det hende – og det var vist ossaa Synd. Rømme Bryllupsnatten – ja, det kom hun vist til at gjøre. Var det da, fordi hun var en Rædhare? Hun syntes, det maatte være saa forfærdelig flaut, og hun syntes, det ossaa maatte være Synd, endda Gud hadde indstiftet Ægteskabet – og det var jo ossaa Loven og skulde saa være og tilladt af Øvrigheden – men nei! Hun skjønte ikke, hvordan man kunde gjøre det, – hun skjønte, det var stygt og fælt, og hun saa bort paa Gamla og syntes, det var rart, at hun hadde kunnet gjøre det – hun, hendes egen Mor.

51Var hun da selv skabt anderledes end andre Mennesker? Ja, hun maatte vel være det da – men altid saa maatte hun tænke paa det – det var saa leit, og det var vist Synd – det var godt, at det ikke var noen, som vidste, at det altid var saan’t, hun sad og tænkte paa.

Men da Mor Kristiansen saa hende læse i Testamentet, saa fandt hun paa et Fif for at faa hende ud. Hun spurgte, om hun vilde være med i Kirken paa Søndag. Nei, hun hadde ikke noe videre Lyst til det først, men saa til Slut gik hun ind paa det, og om Lørdagen gik Mor Kristiansen paa egen Haand hen til Oline og fik laane Regnkaaben og Pelsluen og endda et Par Hansker.

Det hadde været lidt Graaveir og regnet lidt i Løbet af Ugen, men Søndag var det deiligt og klart med noen lyse, sommeragtige Skyer paa, og det hele var blet mere vaarligt og friskt.

De gik i Vor Frelsers Kirke.

Hvor det saa rigt og fint ud derinde med det høie, høie Rummet med Søilerne og Tæpperne paa Gulvet og de brede Trapperne og Stilheden og alle de pyntede Folkene med pene Salmebøger i Hænderne med de stramme Hanskerne paa, fine Fruer og unge, fine Damer og fine Barn, og selv Kjærringerne saa saa pent klædte ud, som om 52alting var saa godt og vel. Og Folk var saa blide og snille mod hverandre og lod hverandre se i Salmebøgerne, selv de, som ikke kjendte hverandre det Gran, og Presten var saa pen og saa saa fin ut. Hun følte sig vel i dette ordentlige og fine Selskab – hun hørte bare efter i Begyndelsen, om det ikke var om Maria Magdalena – men hun syntes, det var saa hyggeligt at lade Lyden af Prestens Stemme gaa ind i Øret – det var saa behageligt og roligt og godt og vel med det Tonefaldet – snart opover og snart nedover – regelmæssig – – dette var vel den Freden, som hun hadde hørt Tale om, man skulde faa, naar man gik i Kirken – hun hadde aldrig skjønt det før, men nu skjønte hun det godt, og hun var gla’ for det – ja, det var virkelig Fred, som var kommet nedover hende – hvad kom det hende ved alt det stygge? – hun hadde jo ikke gjort noget galt endda og vilde heller ikke gjøre det, nei aldrig i Verden. Hvad gjorde det, om de sa’, at hun hadde faat Visitation og var indlagt – og Glasdøren deroppe – hvad behøvte hun at tænke paa det – – hun pustet dybt op, og man kunde puste godt her i det høie, stille Rummet – nei, det var vist bare Tøv og Sludder, dette, hun altid gik og tænkte paa – man behøvte ikke at skjønne 53altingen vel – men Freden, de snakked om, den kjendte hun tydelig inde i sig, især naar Orgelet begyndte at bruse – det var saa deiligt – det var, ligesom det var løst op inde i hende – det var Freden – hun kunde godt tænke paa noe andet end Oline og alt det derre bestandig, og hun gav sig til at tænke paa noe andet. Hun var saa gla’, for første Gang paa lang Tid, og hun saa sig om og saa paa de fine Fruerne og Frøknerne og paa Hattene og Kaaperne deres – om de var pene eller ikke – hun var saa gla’ – kanske hun var et Guds Barn ossaa da, siden hun kunde forstaa denne Freden – og da var det jo ingen Fare. – «Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade lyse sit Ansigt over dig og være dig naadig! Herren løfte sit Aasyn paa dig og give dig Fred!» Hun reiste sig som de andre og syntes, at nu var alting godt med det samme – hun var bare lei, fordi han holdt op at tale – for den dybe, rolige, velvillige Stemmen, som steg og sank saa nydelig og høitidelig, steg og sank, det var ligsom den hadde Freden inde i sig selv – men saa, kort efter, bruste Orgeltonerne gjennem det høie Hvælv – ossaa de hadde dette milde, gode, fredelige i sig, og hun gik ud gla’ og forsonet med sig selv og Verden.

54– – Den blaa Kaapen var ikke daarlig – hun saa ikke mere i Trængselen end Hatten – og den Vaarkaapen – lysegraarudet ligsom den, hun vilde havt – ja, den lyse graarudede Vaarkaapen fik hun se til at skaffe sig naa, saa kunde Vinterkaapen og Hatten jo gjerne bli staaende til Høsten, hun hadde ikke Brug for det naa – jo, slig en vilde hun ha’, men det var nok Tid at tænke paa det nu, det blev saa pent Veir. Hun var saa gla’, og saa gik hun hjem igjen og sydde.

Næste Søndag, da hun kom ud af Kirken, stod Jossa derude og vented paa hende og vilde ha’ hende med i Kunstforeningen – der var saa mye Morro om Søndagen, for da var alle de fine der; det var bare om Hverdagene, de gik paa Karl Johan, sa’ hun.

Det var noksaa Morro ossaa, for der var mange fine Folk med pene Klær, men Billederne syntes hun var stygge, klumpede og grove; bare to Portræter kunde hun li, for de var fine og pene og ligned dem af Kronprinsen og Victoria derhjemme, men de var ikke fuldt saa pent malt –

Da de kom ud fra Kunstforeningen, hørte de Musiken spille i Studenterlunden. Gud, hvor længe, siden hun hadde hørt Musiken, og hun holdt næsten paa at gaa i Takt, skjønt hun vidste, at 55det ikke var fint. Hun var gla’, hun hadde den pene Regnkaapen paa, og hun glædet sig, naar Vinden tog lidt i den, saa det Atlaskes Foret i Belægstriberne kom frem.

«Gud», sa’ Jossa, «der sidder Helgesen og Smith i Vinduet i Grang – det kan du tro er nydelige Herrer – og saa pene Klær – det var dem, jeg var sammen med og drak Sjampanje og røgte Cigaretter – den Aftenen hadde dem mange Penge, men ellers har dem næsten aldrig til et Glas Øl engang – men det er det samme, for de er saa hyggelige og morsomme – jeg elsker Smith» –

Albertine saa op et Øieblik. Det var et Ansigt, hun ikke fik set, men det andre var saa svært pent og saa alvorligt og med Skillen paa Siden. De lo og nikked til Jossa, som hilste igjen og nikked, saa den skiddengule Pandeluggen fløi op og ned.

«Jeg skal forresten si dig en Tingen, jeg, Jossa – du skulde ikke hilse ind til Herrer, som sidder i Grang, det er ikke fint –»

De gik et Par Gange til op og ned og mødte Helgesen og Smith, der var komne ud fra Kafeen.

«Han høie, mørke er Helgesen», sa’ Jossa, «han er Kandidat; han rare med de lysegraa Mansjetterne 56paa Bena er Bruno Smith, han skriver i Blaene. Det er ham, som jeg elsker – tænk, jeg tror, jeg elsker ham orntlig.»

«Var du alene og drak Sjampanje med dem – det skulde du ikke gjøre – det kunde gaa med dig som med Oline.»

«Pyt san», sa’ Jossa og satte Spidsen af sin store Næse endda høiere tilveirs.

«Aa nei, det er ingen Morro om Søndagen her – det er saa simpelt, det er jo ingen fine. Kom ind en Hverdag og hent mig, naar det er Musik – Kongen er vist ikke ute om Søndagen.»

«Nei og ikke Carl heller.»

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.