III. Karl Johan.

57Det var midt paa Dagen i Grand – De gule Formiddagspjolterne stod bortover paa Marmorbordene, de to Opvarterne traskede søvnig frem og tilbage over det papbelagte Gulv.

Henne ved Hjørnevinduet sad Helgesen og Smith med sine Pjoltere. Helgesen hadde stillet Jalousien foran sin Del af Vinduet og stirrede med sit alvorlige Blik udover Kafeen og de perspektivisk forsvindende, hvide, cirkelrunde Flækker af Borde med Fyrstikopstandere midt paa og hist og her en Pjolterdrikker nedsunken ved Siden af eller en Avis med en Skaldepande dukkende op bagved, hvis Glanslys gjorde sig ligesaa stærkt gjældende som Glassenes og Flaskernes.

Mon hvor han skulde faa Penge fra til Ingebret idag?

58Smith strakte sine Ben med de lysegraa Gamacher langt fra sig og saa sorgløst ud paa Karl Johan, mens han stadig glattede sit velfriserede Haar med den rette Skillen midt i Panden, naar han ikke netop tog sig en Pjolterslurk.

«Er det for Avancementets Skyld i Departementet, at du anbringer Jalousien saa diskret foran Formiddagspjolteren, eller er det af Hensyn til dit Renommé i Almindelighed og specielt ligeoverfor eventuelle Forlovelsesudsigter med den pene Frøken Møller?» spurgte han.

Helgesens Blik blev endnu mere alvorligt – han tog en Slurk af Pjolteren –:

«Hvorfor jeg vil stille Jalousien foran? – aa, jeg ved ikke – jeg hører ikke til dem, som synes, det er saa morsomt at forarge Folk – især naar det trækker positivt skadelige Følger efter sig for en selv. – Denne Seltersen kan man da heller aldrig faa rigtig kold!»

Han stillede Jalousien bedre op. Der gik en Tid, i hvilken de næsten tømte sine Pjoltere. Solen strømmede ind og brød sine gyldne Reflexer i Glasser og lavede lange Strimer af Cigarrøgen og Støvet. Opvarterne krydsede frem og tilbage.

«Du, der gaar Frøken Møller. Skal vi ikke 59gaa ut nu – det er Fan saa pent Veir! Der gaar hun.»

«Opover eller nedover?»

«Nedover.»

«Saa kommer hun nok opover igjen siden til Musiken», svarede Helgesen og delte det sidste i smaa Slurker.

Efter en Stunds Forløb sa’ Smith: «Der kommer Jossa igjen med den nye Veninden sin – hun har virkelig adskillige Fordele den Veninden – Holdning og et nydeligt Hode – hvad gir du mig for Øinene? – Og saa hoven, som hun ser ut! – Jo, hun er Virkelig brillant. Jeg undres, om det er en Træktøs?»

Helgesen reiste sig op og tog Jalousien lidt tilside: «Ja, hun er vakker, men altfor rette Skuldre – Brystet er bra forresten – Underdelen ser ut til at være bra efter Bensætningen at dømme. Træk? Aa ja, naturligvis – naar hun gaar med Jossa – Jossa er ikke af Vorherres bedste Børn, og den elegante Regnkaaben ser mig temmelig betænkelig ut – jeg synes desuden, jeg skulde kjende hende, jeg – jeg maa ha’ hat noe at gjøre med hende engang – det er jeg sikker paa – det Hode og de Skuldrene.» Han stillede Jalousien foran igjen og drak det sidste.

60«Du, skulde vi ta’ en til – sammen?»

«En til? Jeg er bange for, vi ikke kan bestride det – for Middagens Skyld.»

«Den har vi jo alligevel ikke nok til –»

«Ja, men det er dog godt at ha’ et Grundfond til at operere med – jeg liker ikke denne absolute Letsindighed.»

«Pyt san! Det er jo en hel Time til Middagen – vi gaar og hører paa Musiken, og der finder vi altid et eller andet Slagtoffer, som vi kan slaa for 5 Kroner.»

«Det er meget uforsigtigt – hvor Pokker kjender jeg dog det Pigebarnet fra? Jeg synes, jeg har set hende – og det endog i Vika – eller ogsaa en, som ligned hende svært.»

«Ødegaard!» ropte Smith, «en Selters med avec! I Vika? – aa langtifra – det er hun da ved Gud for ung til – og ser hun for fin og uskyldig ud til –»

«Aa, nu ved jeg det – det er «Rosalie», jeg tænker paa – Rosalie Kristiansen – husker du ikke hende? Den vakreste i Vika i sin Tid – og saa snil og hyggelig – Rosalie – Herregud – hvor er det blet af hende? Rosalie – eller Oline, som de andre, der var misundelige, kaldte hende. Herregud, hun er vist død!»

61«Rosalie Kristiansen er blet skikkelig og gift. og bor et Sted ude i Brogaden – hun.»

Ødegaard kom bærende med et klingende Nikkelbræt, hvorpaa en Eau-de-Colognekaraffel med Kognak, en Selters og to Glas.

Helgesen stirrede igjen ud i Kaféen med sine store, vakre Alvorsøine. Hvide Marmorborde, Pjolterstel og Cigarrøg flimrede foran dem. Huf – hvad det havde vært for en væmmelig Tid – den raa Tiden, da de drak sig fulde om Aftenen og gik i Vika, – og undertiden gik de derned uden at være fulde. Han væmmedes ved sig selv, naar han tænkte paa det. – Rosalie – huf ja, – hun var kanske den bedste, – men alligevel – forfærdelig. – Nei, nu vilde han gifte sig og føre et ordentligt Liv og bli en god Borger og stifte Familie, og da vilde han ophøre med Pjolter – det vilde vist komme aldeles af sig selv.

Smith betragtede sine elegante, spidse smaa Fødder med de graa Parisergamacher og de hvide Knapper paa Siderne. «Jeg undres, om hun er à prendre.»

«Se saa –! ja, jeg kunde tænke det – ikke før kommer det ulykkelige Pigebarn ud paa Gaden, før du og de andre skal lægge Dere efter hende. Kan du ikke naa la’ være med det engang? Vi 62er da saavidt gamle nu – kan vi ikke forsøge en anden Sport – for Exempel at stanse hende, – for ellers vil hun ha’ Visitation inden et Aar.»

«Jeg tror ikke, jeg har videre Anlæg som Menschenretter – og ikke du heller – det skulde da være, fordi du holder paa at forlove dig – – Au da!»

Med engang smaldt det i et tindrende Messingskrig udenfor – Tambourmajoren havde hævet sin sølvknappede Stok, og Uniformerne passerede forbi med de velpudsede Messinginstrumenter, som glimrede i Solen, støttet mod de røde, udpustede, anstrængte Kinder – og saa hele Følget af Dagdrivere efter og Smaagutter foran, som løb i Takt.

Klokken var to.

«Saa – nu faar vi gaa ud da, Helgesen, ellers blir det for sent til at faa Tak i noen Penger.»

«Ja, vi faar da faa i os denne fattige Pjolterskvætten først lel. Der er desuden Tid nok. – Se, der kommer Jossa og Rosalie.»

«Jamen er hun pen ja – langtifra –, det er sgu ingen Træktøs, – men hun ligner paafaldende afdøde Rosalie. Nu skal jeg da spørge Winther forresten, som sidder derborte, det hører jo til hans Departement.»

Han satte sig hen til en liden firskaaren, 63sorthaaret, kortklippet Herre uden Skjæg, med skarpe Øine, i Politifuldmægtig-Uniform.

«Hun» – sa’ han og saa ud – «hun derover – ia, det skal jeg si Dem, det er en Pige, som heder Albertine Kristiansen –»

«Søster af Rosalie, som bodde i Mellemgaten?»

«Søster af Oline, ja, som kaldte sig Rosalie.»

«Er hun ogsaa …? – Har hun været oppe hos Dem?»

«Ikke endda.»

«Kommer hun snart?» spurgte Smith smilende.

«Sandsynligvis», svarte den anden, ligeledes smilende.

*

«Musiken» bevægede sig med sit Følge og Fortrav opover den solbeskinnede Karl Johan, spillende Kadetmarchen.

Ja – det var fint paa Kal Johan naa. Hvor hun likte sig naa – nei, alle de pene Studenterne, som stod udenfor Universitetet, – og alle de fine Herrerne i Floshat og Stok, som gik langsomt op og ned, og Damerne i Vaardragter allerede og med Nodemapper eller Pakker, som hang i Løkker over Lillefingeren – akkurat som de, hun og Jossa havde lavet af Filler – og som gik og snakket med Herrerne op og ned, og Jossa 64kjendte dem ved Navn og vidste, hvem som altid gik sammen, og hvem som skulde bli forlovet, og hvem som havde været forlovet. Mon saane fine Damer noensinde tænker paa det, som jeg tænker paa bestandig? Nei – aaja, kanske – men de er ikke bange for Politiet, for de behøver ikke det, – de hører til en høiere Stand, og de blir aldrig tat, og de har ikke noen Søstre, som har bod i Mellemgata – aa, gid jeg var en fin Dame!

«Se der gaar Helgesen bort», sa’ Jossa, «og snakker til den pene Frk. Møller – de sier, han skal ha’ hende, – Faren er svært rig, og han har nok Brug for noen Penger, Helgesen. Syns du, hun er pen?»

«Aajo – men jeg liker ikke den Pandeluggen – den ser ikke adstadig ut – altfor langt ner i Øinene, og de høie Hælene og den Løitnanten, og slig som hun svingser paa sig – nei, vidste’n ikke bedre, skulde man næsten tro, hun var en slig en.»

Og de gik videre op og ned og svingede sine Pakker skjødesløst over Fingrene, saaledes, som de saa, at de andre gjorde.

«Lad os gaa over og møte dem, saa jeg faar se hende nærmere.»

De var gaat over Gaden – havde nærmet sig og havde passeret, – men Helgesen, som gik 65og talte med den pene Frk. Møller, havde ikke hilst paa dem, og lidt efter mødte de Smith med Søsteren, den stygge Frk. Møller, – han gav sig til at gaa og se paa sine Gamacher, medens de gik forbi.

«Nei, naa mener jeg – saa du det, Jossa – Saa du det, de hilste ikke, bare fordi de gik sammen med de fine Damerne. Jeg vet ikke, hvad du synes.»

«De hilser aldrig paa mig, uten de gaar alene –»

«Og det lar’ du dig nøie med – ja, det kommer af, at du gaar alene og drikker Sjampanje med dem, saa det er rimeligt nok – og røger Cigaretter, ossaa har du naa spjaaket dig saa fælt ut ossaa med den digre Løitnanten og alting, saa de kan naa ta’ dig for hvadsomhelst. Men jeg haaber da, du er færdig med dem naa.»

«Nei», sa’ Jossa, og hendes smaa Griseøine spilte sig op, saa godt de kunde, «jeg skjønner ikke, hvad du mener, jeg – jeg kom aldrig til at ha’ noe Morro, jeg da – for det er ingen Herrer, som hilser paa mig paa Kal Johan, naar de gaar sammen med Damer.»

«Morro? Jeg skjønner naa ikke, det kan være 66saan Morro jeg – at drikke Sjampanje og røge Cigaretter –»

«– Aa spise god, nydelig Mat – da, saa mye, som en vil –»

«Huf da!» – sa’ Albertine – «det var da fælt, saa han glante da! – Hvorfor ser ‘n saa rart paa mig? – Hvorfor ser dem allesammen saa rart paa mig?»

«Aa pyt san – dom synes, du er pen vel – kanske dom synes, det skulde være Morro at faa dig med paa lidt Morro – at faa dig til at drikke Sjampanje og røge Cigaretter.»

«Ja – det skal dra’ ut, før dem faar mig til det – det kan du trygt bande paa det, Jossa – Gud, det er da fælt ossaa, saa dem glaner – dem lar nok vist være aa se slig paa Damerne – ser vi ut som noen simple Tøser vi da? Jossa, la’ vors gaa over til Magnus og speile vors.»

«Nei, vent lidt, vent lidt. Gud! der kommer jo Kongen – der kommer’n – Gud, jeg tror, jeg faar Hjerteklap, – og bagefter kommer den søte Prins Carl – se, aassen Damerne rømmer, og noen hilser. Se paa Frk. Møller og Helgesen – aa saa nydelig dom nejer!»

Frøknerne Møller og Helgesen og Smith hilste dybt paa Majestæten, som derpaa passerte forbi 67Albertine og Jossa, som var alene paa det Stykke af Veien; han tog Hatten høflig af og Prinsen ligeledes. Albertine og Jossa forsogte i sin Gjenhilsen at efterligne Frøknerne Møller.

Klokken var henimod 3. De fleste fine Damerne og Herrerne var gaat sin Vei – tilsidst kom Musiken nedover den tomme Karl Johan i en liden taus Klynge uden Fortrav og Følge. Ved Storthingsbygningen kom to tykke, elegante Piger med høie, spidse Hæler midt under Skoene, som de satte frem paa en udfordrende Maade, svære Fjærer i Hatterne, tyk Sminke og en Atmosfære af Moskus omkring sig. De talte ivrig sammen og smilte; den ene havde mistet en af Fortænderne. De forsvandt opover lille Grænsegade. Albertine og Jossa blev staaende en Stund og saa i et Butikvindu længere nede – saa gik de fort hjemover – Karl Johan var øde og uddød.

Skraas over Torvet, gjennem Storgaden, Nygaden og Stenersgaden var de kommet ud i Brogaden igjen. Himlen var overtrukket, og der blæste en skarp Vind.

Efter at ha’ leveret Oline Regnkaaben tilbage løb Albertine hjem gjennem Lakkegaden. Ærterne stod paa Ovnen og holdt sig varme, Mor Kristiansen 68sad og sov paa Edvards Stol ved Siden af. Symaskinen ventede paa hende ved Vinduet. Hun øste selv Ærterne op, satte sig ved Bordet og spiste.

«Naa faar vi ha’ Kaffi da, Mor.»

Mor Kristiansen vaagnede, hældte Vand paa Kjedlen og satte sig ned igjen paa Stolen og smaasov.

Albertine gav sig til at olje Maskinen i alle Hullerne og Sammenføiningerne og tog frem det, hun skulde sy paa, og aabnede Æsken med Sysagerne i og ordnede lidt nedi der. Hun vilde ikke begynde at sy endda. Nei, hun maatte da ha’ Kaffi først lel, hadde hun tænkt.

Det begyndte at suse paa Ovnen – Mor Kristiansen vaagned.

Da de havde drukket Kaffen, og Albertine havde fortalt lidt om, hvad hun havde set og hørt paa Karl Johan, satte hun sig, mens Mor Kristiansen vaskede op, til at sy paa Kraft, og Maskinen surrede afsted.

*

Jossa kom flere af de følgende Dage ved Middagstider og hentede hende for at gaa paa Karl Johan. Hun gik altid med, de spadserede op og ned en Del Gange, de mødte Helgesen og 69Smith og de samme Folk som sædvanlig. Albertine begyndte at kjende dem; Herrerne saa svært meget paa hende – paa en underlig Maade. Det maatte vist være, fordi hun gik med Jossa. Naar Musiken var slut, gik hun hjem og sydde om Eftermiddagen. Søndagen var hun i Kirken.

Jossa havde ogsaa faat hende med ud enkelte Aftener – ud til Menneskemylderet i Mørke, under Gaslygter, foran oplyste Butikvinduer. De havde flere Gange truffet Helgesen og Smith, som da havde hilst – men uden at faa nogen Gjenhilsen. Hun gik tidlig hjem og sydde en Stund, før hun lagde sig.

Det var Tusmørke.

«Idag tror jeg, jeg gaar, før Jossa kommer.» Hun slap Tøiet, som hun holdt paa at falde – løftede Halvgardinet op – joda – aldeles deiligt Veir – rent Vaar.» Hun slap det igjen og faldede færdig den ene Falden – tog saa Staalhæverten oppe paa Maskinen og løftede Naalen op, klippede Traaden over, som hang igjen, og lagde Tøiet væk. Snellerne og Saxen og Fingerbøllet puttede hun ned i Maskinbordskuffen og børstede væk nogle Traadbeter, som laa udover. «Men tænk, om Jossa kom.» I en Hast trak hun alle Haarnaalene ud af Haarknuden i Nakken, saa 70den faldt nedover Ryggen. Saa tog hun det lange, tykke, brune Haaret og virrede det om Haanden opover Baghodet og la’ det tilsidst oppaa Issen og fæstede det der med Haarnaalene. Saa bar det bortom Oline.

«Faar jeg laane Regnkaaben?»

«Ja værsgo – du er mye ute naa» – hun smilte i Døraabningen, da hun lukked den efter hende.

Det var lyst og næsten Trængsel paa Fortauget paa Karl Johan. Hun gik op til Universitetsuhret, hvor hun snudde efter at ha set paa Klokken og gik nedover igjen og mødte de samme Ansigter og Hatter og Kaaber. Ved Posthuset snudde hun igjen og gik opover og mødte de samme Mennesker bestandig. Det blev lidt mørkere. Hun snudde ved Universitetsuhret igjen og gik nedover – og gjorde Turen til Posthushjørnet engang til og opover igjen. Det blev mørkere, næsten Tusmørke. Der var jo ingen, som glodde paa hende slig som ellers – de tog hende for en fin Dame, men nu maatte hun vist ikke gaa længer slig op og ned, for det gik nok ikke an alene og i Mørke. Det skulde være sidste Gang, da hun nu snudde ved Uhret og gik nedover, nu vilde hun hjem.

71Hvor det var Morro at gaa slig alene med sin Pakke i Haanden forresten og gjælde for en fin Dame, som skal skynde sig hjem til Aftensmaden, men endda har noen Ærinder at besørge først.

Hun gik med en Gang fortere, saa trodde de nok, hun havde meget at gjøre, men hun maatte se paa Fotografierne udenfor Håkonsen, hele Vinduet var fuldt, det var Fotografier af Musikere og Skuespillere og Skuespillerinder, store Fotografier, og Skuespillerinderne var i fin Adelaskes Baldragt – udringet – der stod ogsaa mange Noder, med pene Billeder og Figurer udenpaa. Mon hun skulde gaa ind og spørge paa noen Noder mon de vilde ta’ hende for en Dame, som spilte paa Pianoforte, det skulde være Morro – men nei, hun turde ikke.

Det blev mørkere, og en Gaslygte oppe paa Bakken ved Bergwitz blev tændt og skinte gult – en til blev tændt paa den anden Side og saa paa den første igjen, det gik i Zigzag imod hende; mange Vinduer var nu stærkt oplyste med pene Ting, nu skulde hun strax gaa hjem i Nordbygaden, det blev nok temmelig sent, og hun, som hadde gaat fra Sømmen sin, som skulde være færdig imorgen – – Nei, hvilket Lys hos 72Tostrup – hvidt og gult elektrisk Lys, det gjorde næsten vondt i Øinene, og alle de nydelige Tingene, Brocher og Søljer og Brocher og Søljer igjen, af Sølv og Guld, over hverandre og under hverandre paa sort Fløiel. I det andre Vinduet bare Ringer og Guldkjæder – ossaa kom der Skeer og Gafler, som laa i sorte, opslaatte Æsker med grønt og rødt Adelaskes For i. Det var saa lyst som om Dagen baade indenfor og utenfor paa Gaden et langt Stykke, og Fok, som stansede og gik forbi, var en liden Stund inde i det, det var aldeles som om Formiddagen. Gaslygten udenfor blev saa rar og saa ut som en Smørklat, de hadde sat op paa en lang Stang. – Hvide Handsker, bare Handsker i et Vindu – Vindruer og Æbler, Vindruer var deiligt – hun havde smagt det engang i sit Liv, da hun hadde byttet sig til en Vindrue af en Klase – Herregud det var mange Aar siden – Handsker igjen i Gaslys med brede Rænder – Stokker – det var nok en Herrebutik. Hun skraade over Gaden med Strømmen over til Hjørnet ved Bergwitz – Vindruer igjen – Klokken var 6 paa Uhret i Bergwitz’s Vindue – nei, naa maatte hun skynde sig – hun gik fort – dette kunde hun jo se paa en anden Gang – hun maatte se til 73at komme hjem naa, ellers blev vel Gamla ræd for hende ossaa. – Næ–i! for et nydeligt Korset hos Mathisen og pent sat op – midt nede i Vinduet – alene, med røe Silkelommetørklær puttet indi for at fylde det lidt – ja, et Korset skulde hun ossaa ha’ sig, endda det var fælt vondt at ha’ paa – det husked hun fra engang, hun hadde hat paa sig Jossas, men Jossa maatte ha’ Korset for Figurens Skyld, hun. – Ja – naa skulde hun gaa – ja, det kunde naa være det samme med Korsettet, naar hun kunde faa de lange, fine blaa Strømperne, som der hang en af paa hver Side af Vinduet – de maatte jo gaa langt opover Knæerne. – Men naa maatte hun hjem, havde hun tænkt. Klokken blev vel 7, før hun kom hjem paa denne Maaden – hun maatte bare se lidt paa de kulørte Kraverne – de røe var penest – eller røe og blaa stribede. Noen andre unge Piger trængte sig frem ved Vinduet, Gaslyset faldt ud paa de fremstrakte Ansigterne – der kom flere – det blev for trangt – hun gik. Jo, saane blaa Strømper – tænk de fine Damerne, som altid kunde gaa med saane, som havde mange, mange Par af dem, noen blaa og noen røe, og som kunde kjøbe alt saant, som de vilde, og være ligesaa pene under, helt ind til Skindet, da skulde hun ikke være bedrøvet 74for noenting i Verden. Ja, Oline hun hadde hat det slig og endda bedre – hun, men det var en anden Sag – mon hun var gla’ over det? Aa Sludder med den evindelige Oline! – blaa Strømper –. Hun kom ind i en deilig, fin Lugt – det var næsten, ligesom hun selv blev fin af at lugte den – det var ved Daniel Steen. – Lugten blev stærkere – Døren var gaat op – Handsker, Silkeparaplyer – Klokken var naa ikke saamange endda forresten; hun vilde bare fort skvætte nedom Steen og Strøm og se, om de hadde noe nyt til Vaaren i Vinduet.

Næ–i! Jo, det kunde vel hænde – en hel Vifte af Parasoller – med nydelige Haandtag – med Ringer i til at bære over Haandledet – ossaa de opslaate indenfor – moderne rudede, firkantede, den røe og blaa var den peneste – fine Kjoletøier – til Vaaren – uldne – saadant et brunt med blaa Striber vilde klæ hende – ja, det var vist – naar saa derover kom den lysegraarudede Vaarkaaben – lysegraarudet over brunt – joda! Mon hun turde gaa ind og se paa det, som var indenfor? Aa ja – naar hun ikke hadde Jossa med, saa gik det nok an, de tog hende for en fin Dame; gjennem Vinduet saa hun bag og mellem alle de nedhængende Folder og Mønstre 75en fin Butikfyr, som stod og maalte op noe. Jamen hun hadde jo ikke noe at kjøbe for – pyt san – hun kunde jo spørge paa noe – de tog hende nok for en fin Dame, hun hadde da ialfald Morro af at se, om de ikke tog hende for en fin Dame. Naa ja, saa vilde hun gaa ind, men hun blev staaende ved Vinduet – «den røe og blaa Parasollen er den peneste – der er fire store Lamper med Melkeglaskupler i Vinduet – nu har han maalt op – nu klipper han af – Gud, aa han er fin paa Haaret – det er en nydelig Herre – nei, jeg tør ikke!» – Hjertet slog tungt og haardt – og saa gik hun op ad Granittrappen, tog raskt i det store Broncehaandtag, den store Glasdøren med helt Vindu i aabnede sig let og blødt, hun gik gjennem en Glasdør til og stod saa indenfor i et stort, stort Rum, som gik gjennem to Etager med et Galleri om, som det hang lange, lange, fine hvide og krêmefarvede Gardiner ret ned ifra. Det var næsten som i Kirken. Der var Søiler, som der hang fine Tæpper nedover – rundt Væggene helt op til Taget var der bare Ruller at se, Ruller overalt – og paa Diskene, overalt Ruller af Tøi. Paa Stoler ved Diskene sad fine Damer og Fruer og følte paa Tøiene og pruttede paa Prisen. Langt inde gik der noen 76Trappetrin op, og saa gik det langt indover igjen – der sad noen Damer og skrev. Nei, saant nydeligt Tøi – hun standset ved en Søile – et graat Stykke Plyds var viklet rundt om, og ud af Svingningerne stak der frem kinesiske Vifter. Der gik op til Galleriet en bred Trap – som der ogsaa hang Tæpper og Gardiner nedover, og ved Opgangen var der tunge, svære Portièrer, akkurat som i Kirken.

«Hvad ønsker Frøkenen?»

Det var en nydelig ung Mand med rudede Klær og Haaret skilt midt i Panden og en liden Sax op af Lommen i Vesten, som var af tyk, himmelblaa Plyds – hun havde aldrig set en, som var saa fin. Hun havde ikke svart – han bukked for hende og spurgte igjen:

«Hvad ønsker Frøkenen?»

Jo – hun – vilde se paa en Kjole –

«Selskabskjole?» – De havde netop faat hjem brillante nye Silketøier fra Lyon, prima Kvalitet.

Nei, det var ikke det, hun vilde gjerne se paa noe Tøi til en Vaarkaabe.

Her var en Mønsterbog – hvorledes var det specielt, Frøkenen ønskede det? Lysegraa rudet – der fandtes, som hun saa, noet mørkegraa rudet – men ikke lysegraat – skulde være lysegraat? 77– beklageligt – om noen Dage fik de ny Sending – om hun da vilde se indom igjen – Farvel! – Han bukked – han saa vel pen og høflig ud! – han lukked op Glasdøren, men i det samme hun hilste, blinked han med det ene Øie til hende og smilte paa den ene Siden af Ansigtet – og hun stod ude paa Trappen.

«Huf da!»

Hun gik ned af Trinene og blev staaende paa Fortouget og saa tilbage. – Hvad mente han – mente han noe – eller hadde hun set feil? Huf! – Med engang strømmet det indover hende – og hun var paa Graaten. Hvad tog han hende for?

Men hun stansed – Der var Jossa! Hun kom skraas over Gaden til hende. –

Før Albertine havde sagt Goddag, havde Jossa allerede faat sagt, at det var godt, hun traf hende, for hun hadde mødt Helgesen og Smith, de stod borte paa det andre Hjørne, de var saa svært leie, for det de hadde kommet til at ikke hilse den Dagen, det var rent en Misforstaaelse, og det skulde aldrig hænde mere. Og nu bad de, om de begge to vilde være med dem i Floraen eller i Operaen eller i Royal, hvis de heller vilde det, og spise til Aften og drikke Sjampanje, 78og de syntes, at Albertine var saa vakker – hun var den vakreste Pigen i hele Byen –

«Aa reis paa Væggen», svarte Albertine, «hils dem og si, at jeg blaaser dem fuld begge to, og at jeg ikke skal ha’ det saa godt, for jeg vet nok, hvad det er, de vil, jeg skal ikke ha’ med saa fine Herrer at gjøre –»

«Jamen er du rent spænnagælen, da Jente – vi kan jo bare gaa i Floraen med dem – de vil la’ sig orntlig præsentere for dig.» Albertine gik fort opover Kongens Gade, og Jossa tripped med – to mørke Herreskikkelser med høie Floshatte fulgte forsigtig og langsomt paa den andre Siden af Gaden.

«Isch, aa dom du er Tina – det blir da ikke noe Barn af det lel! – Hvis ikke du vil, saa blir det ikke noe af bare for din Skyld.»

Albertine standset. – «Hvem var det?» spurgte hun.

«Hvem?»

«Den lille svarte Fyren, som gik forbi vel, og glante slig paa mig! Der gaar ‘en der nede, naa skraar ‘en over Prindsens Gade. Der standser ‘en.»

«Det – Herregud, kjender du ikke ham? – Det er Politifuldmægtig Winther.»

79Politifuldmægtig! – var det ikke, som om hun blev aldeles mat med engang? »Politifuldmægtig, sier du» – hun vendte sig – «Gud, der staar han og ser efter os!» – Hun næsten løb opover Kongens Gade, mens Jossa ropte efter hende:

«Er du gælen da, Tina?»

Paa Hjørnet af Karl Johans Gade snudde hun sig – syntes hun ikke, hun saa ham der langt nede? – Gud, hvad havde hun gjort, hvorfor var Politiet efter hende? – Havde hun gaat formange Ganger op og ned? – Hun skraadde over Torvet i Hast – hjem – hjem – hjem til Gamla – hun stansede. Hjem? – Ossaa – imorgen, saa kommer Kongstabelen med de røe Kneblerne og en blaa Seddel: «Under Tvangs Afhentning» – og Mor Olsen faar se ‘en – Gud, aa Gud – kanskje jeg ikke hadde Lov til at gaa ind til Steen og Strøm – Gud, der er han – som en Pil for hun afsted nedover Bakken til Storgaden – Folk stansede og saa efter hende – «Politiet efter mig», sa’ hun halvhøit og forpustet. – Jeg har vist gaat for meget med Jossa – hun er vist ikke skikkelig – Er ‘en efter mig endnu? – Hun gik fort og snudde sig ofte – nei, naa kunde hun ikke se ‘en mere. Mon han vidste, hvor hun bodde? 80– Kom han efter helt hjem? – Skulde hun gaa ind til Oline? Nei – nei – hjem – hjem – hjem til Gamla. Nedover Brogaden – der gik hun lidt roligere – det var ligesom lidt tryggere her paa de gamle, kjendte Stederne – i Lakkegaden snudde hun sig for sidste Gang om. – Nei, han var ikke mere efter hende naa.

Der laa Huset – det lyste saa hyggelig ut af de lave Vinduerne – men det var frygteligt mørkt i Portrummet, og det var som en Evighed, fra hun fik fat i Dørhanken, og til hun var helt inde. Var det ikke ligesom noen, som greb i hende bagfra og vilde hale hende ut igjen?

Lampen stod og brændte. Der hang Kronprinsen og Victoria – der sad Gamla ved Ovnen paa Edvards Plads og strikket – Øinene hendes var røe – hun hadde nok graadt, som hun pleiede.

«Lampen oser, Mor.» Hun gik hen og skruede ned.

«Du blev svært længe borte.»

«Ja», svarte hun.

Mor Kristiansen spurgte om flere Ting. – «Var du ikke indom Oline med Regnkaapen?»

«Nei, jeg glemte det.»

«Saa faar du gaa hen med den naa da vel.»

«Jeg tænker, det kan være til imorgen –.»

81Det øsregnte næste Dag – hun sad hele Dagen ved Vinduet ved Symaskinen – men sydde ikke et Sting og saa ud under Halvgardinet uafladelig. – Der kom en Kongstabel – Hjertet stod stille – pyt san – nei, det var jo han, som pleiet at gaa der det – han hadde Bukkeskjæg, han. Hun lo. Gud, aa dom og høitidelig han saa ut. Bare Jossa vilde komme, hun hadde saa mye at spørge hende om; men hun kom ikke – det var vel for det det øsregnte. –

Næste Dag kom der heller ikke nogen Kongstabel med røe Knebeler og Indkaldelse og hun blev lidt tryggere igjen.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.