IX.

118Efterat Mortensen overtog Ledelsen af «Folkets Ven», forandredes Bladets Navn til «Folkets sande Ven»; og istedetfor det temmeligt tarvelige Udstyr fra gamle Hansens Tid fik det nu smukt Papir og nye Typer.

Illustrationerne derimod forblev en Tidlang paa det samme hjemlige Standpunkt: sortagtige Klatter med hvidt indimellem. Men en Dag underrettede Redaktøren sine Abonnenter om, at Illustrationerne vilde ophøre fra næste Kvartal.

Herved mistede Bladet selvfølgeligt endel Smaafolk; men Mortensen var glad alligevel. «Folkets sande Ven» fandt snart sit Publikum, og hvad det pekuniære angik, saa syntes det at gaa over al Forventning.

Naar Mortensen om Morgenen bragte Bladet med sig i Departementet, blev det gjerne forelæst af den yngste i Kontoret, «hvis man havde Tid.»

119Extraskriver Hiorth havde saaledes just endt Oplæsningen af en Leder, hvori paavistes Umuligheden af at bestemme, hvem eller hvad der nutildags mentes med Udtrykket: Folket; nærmest maatte det vel være Embedsstanden, der udgjorde Folkets Marv, – da Grosserer Falck-Olsen traadte ind i det forreste Værelse og spurgte efter Statsraaden.

Medens en viste Grossereren indover mod Statsraadens Værelse, spredtes den Tilhørerkreds, som havde samlet sig om «Folkets sande Ven», og hver søgte til sin Plads i de tilstødende Rum, forat fordybe sig i Papirhougene.

Alene gamle Hansen havde ikke rørt sig. Han lod altid, somom han ikke hørte disse Oplæsninger. Hvilket imidlertid ikke hjalp ham stort; thi naar der kom noget, som man vidste vilde ærgre ham, blev det brølet ham ind i Øret. Gamle Hansen var bleven et advarende Exempel for Departementets Ungdom, der viste, hvorhen det bærer at have stridige Meninger. Alle vidste, at længer kom han ikke. Der han nu sad med Ansigtet mod Væggen rodende i alskens Affaldsarbeide, skulde han sidde, til han lagdes i Kisten; medmindre man tilslut skulde blive nødt til at jage ham; thi gamle Hansen drak – blev der i den sidste Tid hvisket om.

120Da Statsraaden saa sin Ven Grossereren træde ind, skjønte han, at der forestod en Samtale om Forretninger, og disse Samtaler vare ialmindelighed yderst pinlige.

Derfor spurgte han i en munter Tone, om Grossereren kom, forat invitere ham til et Jagtparti; det var en stille klar Vinterdag med let Frost og Solskin.

Men Falck-Olsen begyndte i en tør Forretningstone at tale om de slette Tider, Tab paa alle Kanter og intet Udbytte af nogenting.

«Ja – ja! –» afbrød Statsraaden, idet han gik op og ned stødende Hænderne mod hinanden med udsprigede Fingre saaledes, at alle Fingertupperne mødtes; – «den indenlandske Industri og Handelsomsætning ligger nede for Tiden; – det kan ikke nægtes; men vi haabe –»

«Aa – det blir sgu ikke bedre paa lang Tid! – jeg ved ikke, hvad der er iveien hertillands. Det gaar en Stund – glimrende saagar; men saa staar det fast, falder fra hinanden, ingenting vil trives for os; der gaar Mak i alt, hvad vi tar os for. Se nu for Exempel denne Aktiebanken, som blev stiftet med saamegen Champagne; – ifjor og iaar gaar det rent Pokker ivold med den!»

Ved disse Ord udstødte Statsraaden et 121Lettelsens Suk. Han havde frygtet for, at Grossereren var kommen, forat underholde ham med «Vanskeligheden ved at reise Penge», «store kontante Forskud» – og lignende Ubehageligheder, som han pleiede at komme med, naar han var i ondt Humør. Men Aktiebanken var et ganske uskyldigt Samtaleemne, og Statsraaden svarede derfor spøgefuldt: «Da maa jeg saamænd som Medlem af Bankens Repræsentantskab protestere mod Deres Angreb. Vi har tvertimod – som Aarsregnskabet udviser –»

«Skidt paa Regnskabet,» svarede Falck-Olsen sint, «det er mindst for at lave fine Regnskaber; det kan enhver Klodrian nutildags. Men hvad der mangler, det er Forretningsdygtighed i Direktionen. Hvad kan det blive til med alle disse kloge Jurister, som aldrig har gjort en Forretning i sit Liv, – alle disse Statsraader, Advokater og Assessorer – de forstaar ikke Tingen – nei gu om de gjør! – de forstaar ikke Tingen!»

Nu forstod imidlertid Statsraaden godt, hvad der var «Tingen»; han stødte lempeligt Fingrene mod hinanden og sagde: «Deri har De vist for en stor Del Ret – min Ven! – for en stor Del; – men –» han stansede og tog sin Ven ved det venstre Frakkeopslag, idet han tilføiede: «det er dog underligt, underligt 122og beklageligt, at en Mand som De skal være saa aldeles blottet for Ærgjærrighed.»

«He?» spurgte Grossereren og saa uvist op.

«Falder det Dem aldrig ind, at De altfor lidet benytter Dem af den Indflydelse, De har – eller ialfald kunde have. Se nu for Exempel i Aktiebanken, som De nævnte: hvis gamle Statsraad Falbe træder ud af Direktionen, som han sandsynligvis gjør ved næste Generalforsamling, saa vilde den Direktørpost netop være noget for Dem.»

«Ja – det er jo den, jeg vil have,» busede Grossereren ud.

«Umuligt – desværre! aldeles umuligt – min Ven!» – svarede Statsraaden, som atter gik op og ned paa Gulvet.

«Jasaa! maa jeg spørge hvorfor?»

«Fordi Konsul Lind sandsynligvis vil have den ledige Direktørpost.»

«Vil? – vil – har man hørt paa Mage!» – raabte Grossereren og lo tvungent, «jeg gad vide, hvorfor alting skal staa paa Pinde for den Fyr; han er da ikke stort rigere end jeg.»

«Nei – ganske vist! men han er paalidelig.»

«Hvad mener Hr. Statsraaden med det? – er jeg kanske ikke en paalidelig Mand?»

123«Rolig – rolig – kjære Ven!» – sagde Statsraad Bennechen smilende og trykkede ham ned i en Stol; «jeg skal faa Lov til at forklare Dem min Mening ved et lidet Exempel. De gav – som De vil erindre – for et Par Maaneder siden et Bal, – en glimrende Fest kan jeg sige; der manglede intet, alt var smukt, korrekt, værdigt – kort sagt comme il faut. – Og dog! – tillad, at jeg minder Dem om en enkelt Scene.»

Nu var Statsraaden i sit Element. Smaa hemmelige Forhandlinger paa tomandshaand for lukkede Døre var hans mest yndede Situation. Hans Tale fik da en konfidentiel fortrolig Betoning, – somom han hvert Øieblik til Gunst for den, han talte med, aabnede sit Hjerte, omtalte, hvad han ellers ikke betroede nogen – ja egentlig helst burde fortiet; – alt paa en saadan Maade, at Folk gik fra ham med den Overbevisning, at de vare i Besiddelse af Statsraad Bennechens fulde og udelte Fortrolighed og havde alle Regjeringens Hemmeligheder i sin Haand. Og dog blev det sagt om ham, at hans væsentligste Egenskab som Statsmand var en smidig, men urokkelig Diskretion.

Han rykkede sin Stol tæt hen til Grossereren, vendte sit smukke, aabne Ansigt mod ham og fortsatte: «Det kan synes underligt 124af en Gjæst at kritisere Værtskabet; – men – vi kjende jo hinanden, – og siden vi just er inde paa den Sag, maa det være mig tilladt at ytre en – en vis Grad af Forbauselse over Deres Invitationer.»

«Naada? – det forstaar jeg ikke –»

«Ser De – min kjære Ven! – den Scene, jeg vilde minde Dem om, forefaldt ved Soupéen, som – i Parenthes bemærket – var charmant, – inde i Deres Cabinet. Som De uden Tvivl vil mindes, blev der disputeret om Politik –»

«Ja men ved De hvad – Hr. Statsraad! – det gjør man Skam overalt nutildags. Nævn mig et Selskab, hvor der ikke tales om Politik!»

«Ja se deri ligger det jo netop –» raabte Statsraaden, «der tales om Politik overalt – deri har De Ret – fuldkommen Ret. Men læg vel Mærke til den Omstændighed» – her slog Statsraaden ham smaa Slag paa Knæet i Takt med sine Ord; – «naar der disputeres om Politik, saa betyder det, at Selskabet er slet sammensat! – deri ligger Forskjellen!»

«Men der var jo lutter Folk af Betydning derinde. Den Dag havde jeg just inviteret mange fremragende Mænd, som jeg 125ikke før havde havt den Fornøielse at se hos mig.»

«Ganske rigtigt! – og det var det, som var Ulykken. Der var jo Mænd af alle Farver» – Statsraaden dæmpede Stemmen: «helt nedover til rødt! – og der blev sagt mange høist ubehagelige Ting – høist ubehagelige – maa jeg sige. Ikke for min Part – forstaar De; jeg brød mig ikke det ringeste derom; det var jo de almindelige Fraser og mest unge Folk, som kom med dem. Men for Deres egen Skyld – kjære Ven! finder jeg, at – «

«Bah!» – afbrød Grossereren og reiste sig; «det bryder jeg mig Pokker om; jeg er en uafhængig Mand; en self made man; jeg tigger ikke nogen om noget – jeg!»

«Nei – nei! – det er som jeg siger: De er ikke det mindste ærgjærrig, – og det finder jeg beklageligt, meget beklageligt;» Statsraaden gik op og ned, medens han gjentog: «meget beklageligt!»

«Naa – naa – ærgjærrig,» sagde Falck-Olsen tilslut ærgerlig; «jovist er jeg ærgjærrig, forsaavidt som jeg nok ønsker, at – at opnaa den Indflydelse, som tilkommer mig. Men med Politik vil jeg ikke have noget at skaffe, det har jeg sagt Dem hundrede Gange; jeg tager ikke Parti, jeg – jeg staar midt 126imellem – eller rettere: jeg staar over Partierne!» –

Han var stolt over denne velklingende Slutning; men Statsraaden vendte sig mod ham med et Skuldertræk: «Det Udtryk, De der betjener Dem af, er paa sine Steder et godt Udtryk; jeg indrømmer, at det i visse Tilfælde kan anvendes endogsaa med stor Virkning. Men – kjære Ven! lad os være enige om – her paa tomandshaand, at det er en Talemaade – eller rent ud sagt: noget Nonsens. Nei – da er det gamle Ord bedre: Sig mig, hvem du omgaaes, og jeg skal sige dig, hvem du er.»

«Men – men hvem er det da, jeg ikke burde have indbudt?» – spurgte Grossereren lidt mygere.

«Ah – bedste Ven! hvor kan De tro, at jeg saaledes vil gaa i Detaillen. Jeg mente bare saadan i sin Almindelighed, at Selskabet var mindre ensartet. Flere kunde uden Skade have været borte; og omvendt savnede jeg en og anden, som jeg synes burde været der. Tillad mig blandt disse sidste at nævne Redaktør Mortensen, en Mand, som uden al Tvivl –»

«Han med Fyrstikkerne! – nei hør – ved De hvad!» –

«Jeg vil sige Dem i Fortrolighed,» hviskede 127Statsraaden; «den Mand har Fremtid, hvorledes saa end hans Fortid har været. Har De lagt Mærke til hans Blad? – til Dem tør jeg betro det: det Blad vil faa Betydning – en meget stor Betydning!»

Idetsamme kom Mo ind med en Del Papir.

Grossereren var ingenlunde tilfreds med Audiensen. Istedetfor at sætte den anden Kniven paa Struben med en Gang havde han indladt sig i en Diskussion, i hvilken han – som sædvanligt – havde trukket det korteste Straa.

Han vilde dog ikke gaa uden at have spillet sin Trumf, og derfor sagde han halvhøit: «Ja jeg vil bare sige Dem, at jeg gjør sikker Regning paa Deres Stemme.»

Statsraaden følte et ubehageligt Stik indvortes. Grossereren saa paa ham med de gule Øine, som pleiede at ledsage «store kontante Forskud» og lignende Ubehageligheder. Men han strakte sin Haand frem aabent og venskabeligt, idet han tog Afsked i Døren: «Nuvel – kjære Ven! – den Tid – den Sorg! ellers tænker jeg nok, vi til den Tid er kommen til Enighed i et og alt!»

Grossereren brummede noget, som ikke var let at forstaa, og Statsraaden lukkede Døren efter ham med en levende Følelse af, at næste Gang blev det værre.

128Derpaa vendte han sig mod Mo, tog Papirerne og lagde dem ligegyldigt paa Bordet. «Har De Regningerne?»

Mo trak frem syv otte Regninger.

«Det er altfor meget – altfor meget! langt over Aftalen!» – raabte Statsraaden forarget; «De maa sige Madame Gluncke, at det ikke er Meningen, at hun skal føie alle hendes Nykker; dette gaar aldeles ikke an.»

«Ja Hr. Statsraad!» – svarede Mo beklagende; «det samme siger jeg ogsaa; men Malla Bimbam paastaar –»

«Hvem?» spurgte Statsraaden strængt.

«Aa – Omforladelse! – jeg mente Madam Gluncke, hun paastaar, at de har det saaledes nutildags alle den Slags –»

«Hm!» – afbrød Statsraaden og aabnede en liden Skuffe i sit Bord.

Mens han talte Pengene op, sagde Mo: «Ved Hr. Statsraaden, hvem Bureauchef Delphin omgaaes?»

«Nu da?»

«Gamle Hansen.»

«Gamle Hansen – derinde?»

«Ja; – forleden sad Bureauchefen hele Aftenen hos Hansen, og da han gik, stak han Madamen 40 Kroner i Haanden. Jeg ved det med positiv Vished» – tilføiede Budet.

«Upaalidelige Personer, hvor man vender 129sig,» mumlede Statsraaden, idet han lagde Sedlerne hen til Mo.

«Ja det er sandt, mens jeg husker det; – De har en Søsterdatter i Huset Mo?»

«En Broderdatter – Hr. Statsraad.»

«Nuvel! – jeg ønsker, at De sender hende bort. Se saa; De kan vente derude, til jeg ringer.»

Statsraaden satte sig tilrette; men Budet Mo blev staaende.

«Var det mere? – Mo!»

«Jeg vilde meget nødigt sende min Broderdatter bort,» begyndte Anders Mo ærbødigt.

«Reisepenge behøver hun naturligvis,» sagde Statsraaden og tog i Nøgleknippet, som endnu stod i den lille Skuffe.

«Jeg ønsker at beholde hende hos mig,» – gjentog Mo tørt.

Statsraaden vendte sig: «Hvorfor?»

«Fordi – fordi jeg ønsker det,» svarede den anden med sin underdanige Mine.

«Lad os ikke spilde Tiden – Mo! min Kone siger, hun fordreier Hovedet paa Gutterne; jeg har lovet det, og bort maa hun.»

«Statsraaden maa have mig undskyldt; men jeg maa faa Lov til at beholde hende,» svarede Anders Mo og forsvandt ud i sit lille Forværelse.

130Statsraaden sad en Stund og grundede over dette. Det hændte jo, at Mo gjorde Vanskeligheder; men naar man først var kommen til den lille Skuffe, pleiede det at gaa glat. Det værste var, at nu fik han formodentlig en Scene med Fru Statsraadinden.

Den lille forskræmte Expeditionssekretær fik undgjælde for det: selv Bureauchef Delphin gik ikke fri; og Rygtet om Statsraadens onde Humør udbredte sig over hele Departementet. Der blev en Hvisken og en Løben og en Konferering fra Pult til Pult; de mest rystende Forudsigelser om Afsættelse eller Degradation gik fra Blækhus til Blækhus, og hver gjorde i Stilhed op sit Synderegister.

Alene Anders den Almægtige gled smilende om paa sine Listesko, og alle Mand saa op fra «Arbeidet», naar han passerede, saa hemmelighedsfuld og tilknappet med det hvide Haar udover Frakkekraven.

Statsraaden havde gjort rigtig Beregning. Saasnart Fruen saa ham, spurgte hun: «Nu? – har du ordnet det?»

Statsraaden vred sig lidt, før han svarede. Hans Kone var det eneste Menneske, han havde truffet, som han ikke kunde behandle i den overlegne Diplomattone. Derfor valgte han at svare: «Nei rent ud sagt – du! saa har jeg ikke faaet ordnet det endnu; men –»

131«Hvad er der iveien?»

«Mo vil ikke; han vil saa nødigt sende hende bort.»

«Mo – altid denne Mo!» – udbrød Fruen ærgerlig; «naar Mo ikke vil, saa staar du og maaber. Man skulde næsten fristes til at tro, at han paa en eller anden Maade har dig i sin Magt, saa du ikke vover at kny mod ham.»

«Hahaha – stakkels Mo!» – lo Statsraaden; men det lød ikke synderligt hjerteligt, og han saa ivrigt ud af Vinduet, idet han svarede: «Du kan jo vide, at hvis det virkelig er dig saameget om at gjøre, at denne Pige kommer væk, saa er der intet iveien; jeg kan jo ligefrem befale Mo –»

«Ja synes du ikke, det er paatide, at du bruger din Magt, om du har nogen? Du ved ikke, hvilke Dumheder Johan gjør; Alfred fortæller hundrede Ting –»

«Undskyld! – men saavidt jeg har kunnet mærke, gjør Alfred vel saa hyppige Besøg i Portnerstuen som Johan.»

«Aa ja, hvad gjør saa det? Alfred er fornuftig, – en Mand af Verden! om han gjør Kur til en simpel Pige, saa ved vi dog, hvad det har at betyde. Men Johan – ser du! du har aldrig forstaaet, hvor farligt Johans Naturel er, hvor usigeligt dum han er – 132mellem os sagt. Sætter han sig først noget i Hovedet, er han istand til at begaa de største Fadæser; – ja – det skulde ikke undre mig, om han en vakker Dag kom og fortalte os, at han vilde gifte sig med saadant et Fruentimmer.»

«Ah – men bedste Adelaide! – hvor kan du tænke sligt! Det maatte naturligvis ikke ske; – ikke paa nogensomhelst Maade – naturligvis!

«Ja – ja – jeg har seet meget af den Sort,» svarede Fru Bennechen; «man siger saalænge: det er umuligt, indtil Skaden er skeet, og saa sidder man der til op over Ørene i Skandale. Nei sligt skal man tage itide, – det er min Mening; og bort skal hun, – den afskyelige, rødhaarede Tingest! – Tænk bare – Daniel! for en horribel Smag!»

«Ja, men du ved, at Alfred ogsaa – «

«Kommer du nu igjen med Alfred! – du har aldrig holdt af ham! Alfred har noget af en Kunstner i sig, som mange i vor Familie. Det røde Haar mod den hvide Hud – eller noget sligt er det, som tiltaler ham. Og desuden! – jeg tænker ikke, du heller var saa vanskelig paa det i den Alder – Far!»

Dette Argument var Fru Statsraadindens store Kanon, som aldrig undlod at afgjøre 133Kampen; desuden blev der netop kaldt tilbords.

«Hvor er Alfred?» – spurgte Statsraaden, da bare Jomfruen var i Spisesalen.

«Alfred – Stakkel! – han vil ikke komme til Middag,» – svarede Fruen; «han var heroppe i Formiddag og meldte, at han vilde gaa lige fra Departementet hen til Eriksen, – du ved, hans Ven – Kandidat Eriksen, som er saa syg.»

Statsraaden gjorde i sit stille Sind den Bemærkning, at Kandidat Eriksens Sygdom var meget langvarig.

«Men Hilda? – hvor er Frøkenen? – Jomfru!» – spurgte Fruen.

«Frøkenen kommer strax,» svarede Jomfruen, «hun bad, at Pigen vilde sige hende til, naar Maden var sat ind. Hun er nede i Portnerstuen.»

«Hører du! – Daniel!» – hviskede Fruen; «den listige Tingest begynder med at indynde sig hos Søsteren.»

Da Hilda kom, vilde hun fortælle om sin nye Veninde Kristine; men Moderen bed hende kort af. Og da hun hellerikke fik nogen Støtte hos Faderen, taug hun.

De spiste da alle sin Middag i Taushed, – en Hverdagsmiddag – treven og uhyggelig.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.