Arbeidsfolk

av Alexander L. Kielland

V.

57«Naar en Strøm støder paa en fremspringende Odde, løber Vandet ud forbi Spidsen, men bøier tilbage, naar det har passeret og fylder Bugten bag Odden med en liden Malstrøm.

«Kommer et Træstykke drivende nedover i Kanten af Strømmen, føres det ind i denne Ring, gaar rundt i Bugten, vinder helt frem til Spidsen bag Odden, men trykkes saa af den stærke Strøm uden at gribes af den og vedbliver at gaa rundt og rundt i det uendelige. Saadan en Rundlauf af en Strøm kaldes paa Norsk Evje eller Bagevje.

«De utallige Evjer, som Livets Strøm danner, ere dels saa smaa, at kun en enkelt Mand har Plads til at gaa rundt i dem; dels ere de saa store, at de rumme hele Familier eller hele Partier, – ja man kjender endogsaa historiske Bagevjer, hvori et helt Folk 58har dreiet sig rundt om sig selv – trykket af Tidens Strøm, men uden at gribes af den.

«Ogsaa et Lands offentlige Liv har sine Bagevjer; og i Norge kalder man de store Statsevjer for Departementer. Det er vældige Masser af langsomt roterende Papir, der lig en Malstrøm dreie sig om et dybt Hul, hvori der ikke er noget, men hvori alt trækkes ned, hvirvles rundt, forsvinder og bliver borte uden Spor.»

Kammerherre Delphin lagde Pennen væk, fyldte sit Glas og drak det ud, idet han nikkede til sig selv i Speilet. Det var sent paa Natten. Han var i hvidt Halstørklæde og udringet Vest; men Kjolen havde han kastet af; thi han var varm.

Georg Delphin havde været paa Bal og nød nu sin Cigar hjemme i sin elegante Ungkarleleilighed i Wergelandsveien. Det var en Vane hos ham at sidde længe oppe om Natten – især efter Selskaber, – og naar han ikke spillede Pianoforte, skrev han undertiden et eller andet.

Om Morgenen var han daarlig; brugte en Masse koldt Vand indvendigt og udvendigt. Men naar han saa kom ind i sin hyggelige Stue, hvor Madam Børresen – hans Husholderske – havde dækket Frokosten, var han pyntet og frisk som en Ungdom. 59Han var heller ikke mere end en syv-otte og tredive Aar; men stundom saa han ældre ud, især fordi han begyndte at miste sit smukke buklede Haar.

Efter Frokosten og Avisen lavede Bureauchefen sig til at gaa i Departementet. Men først saa han efter i Skrivepulten, hvad det var for noget, han havde skrevet om Natten. Og ofte endte det med, at han rev Papiret i bitte smaa Stykker og strøede det i Ovnskrogen – til stor Fortræd for den sirlige Madam Børresen.

Det var en stille vakker Høstmorgen. Slotsparken stod i sin fulde Pragt med gult og rødt Løv indimellem det grønne. Den lette Rimfrost fra Natten blev til tindrende Dug udover Græsset. Paa Dammene laa nedfaldne Blade og Svanefjær som Flaader af Skibe, der ventede Vind. Og Luften var ligesom saa fyldig, at Folk stansede, drog et Par dybe Drag, og idet de skyggede for Solen med Haanden, kjendte de noget, de ikke forstod – som en Længsel eller noget sligt, medens de stirrede udover Fjorden og de lave Aaser mod Syd, hvor Solskinnet laa tindrende hvidt og disigt som et fristende Slør.

Da Kammerherren kom ned i Gaderne, begyndte Hilsningen; thi han kjendte Alverden. 60Men han var øvet i den indviklede Praxis.

Han kunde se paa Hestene, hvem der sad i Vognen, og holde sin Hilsen parat. Aldrig forsømte han gamle Damer eller unge Fruer, som holdt sig inde, og som derfor vilde hilses i sine Vinduer, og paa samme Tid kunde han holde Øie med begge Fortouge, opdage om nogen tog til sin Hat nede paa Hjørnet af Kvartalet, – ja selv Herrer paa Platformen bagpaa Sporvognene fik han Tid til at hilse paa, idet de for forbi.

Derfor var han ogsaa en af de mest fremragende i Hovedstadens high life, skjønt han kanske var mere frygtet end elsket; thi han førte en hvas Tunge og vidste Alt.

Udenfor en Butik i Kongens Gade holdt Statsraad Bennechens Enspænder. Georg Delphin vilde just spørge Kusken, da Frøken Hilda Bennechen traadte ud af Butiken.

«Aa – kjære Kammerherre,» bad hun, «følg med mig hjem. Mama har sendt mig ud, forat finde Pynt til en Kjole, og jeg er vis paa, at det er galt – det, jeg har valgt. Men naar De er med, tør hun ikke skjænde.»

«Det gjør mig ondt – Frøken! men jeg er paa Veien til Departementet. Hvad vilde Deres Hr. Fader sige, om jeg kom for sent?»

61«Pyt – tror De kanske, jeg tror, at De er ræd Papa? – Kom nu;» hun gjorde Plads for ham ved Siden, og han steg ind. –

«Jeg undres ikke paa, at Kammerherre Delphin betænkte sig paa at kjøre med Frøken Bennechen,» sagde en ung Herre, der gik opover Gaden med en Dame.

«Nei Stakkel! – hun er gyselig,» svarede Damen med en Grimace.

«Stygt Haar, styg Hud, stor Mund, ingen Næse, endnu mindre Figur; – det eneste ved hende, som gaar an, er Øinene.»

«Finder De, at hun har smukke Øine?» – spurgte Damen og saa op.

«Gudbevares – ikke som visse andre, jeg kjender,» svarede Herren galant; «men det er dog det bedste, Frøken Bennechen har at byde paa.»

«Aa ja! det er af disse kjedsommelige dumme Hundeøine.»

«Dum skal hun jo ogsaa være?»

«Som en Gaas! – det er bekjendt nok.»

Imidlertid kjørte Delphin med Frøken Bennechen tilbage den Vei, han var kommen, – Statsraaden boede i Kristian Augusts Gade. I Portrummet mødte de en høi ung Pige, der hilste paa Frøkenen.

«Hvem var det?» – spurgte han.

62Det var en Niece af Mo, som hedder Kristine; var hun ikke vakker?»

«Hun var for stor for mig,» svarede Kammerherren.

«Alfred siger, hun er et Pragtfruentimmer up and down; han paastaar, han kjender hende der vestenfra.»

Statsraad Bennechens Leilighed var møbleret i stor Stil; man saa strax, at Husets Tendens gik mod det imponerende. Fløidørene stode aabne gjennem en Svite af rummelige Stuer, der sluttede i Fruens Kabinet med tykke Tæpper og Forhæng for Døren.

Fru Statsraadinde Bennechen modtog Kammerherren med uforstilt Glæde; det var en Visit, hun satte Pris paa. Og Hilda saa med lettet Hjerte, at hun havde gjort et coup de main ved at bringe ham med.

Fruen var i en lysegraa Morgenkjole med en liden Blondekappe paa Haaret. Tiltrods for sine 55 Aar var hun en smuk Dame med kloge, kolde Øine. I sin Ungdom havde Fruen været en feteret Skjønhed, og hun havde beholdt en afgjort Sympati for pene Mennesker.

I Selskabslivet var hun livlig uden at være aandrig og statelig uden at være stiv; hendes Smil var indtagende og vilde have været det i endnu høiere Grad, om det ikke 63havde mindet saa stærkt om det eiendommelige Smil, der – som en Familielighed følger alle de Damer, der bære sine sex forreste Tænder paa fast Plade.

I Salonen var ogsaa Husets yngste Søn Alfred, der just var kommen til Byen, samt hans gode Ven Hiorth. Extraskriveren gjorde sig saa liden som muligt henne i en Krog, forat Bureauchefen ikke skulde bemærke ham her midt i Departementstiden. Delphin nikkede derfor overmaade venligt til ham.

«Nu skal De – Hr. Kammerherre! – afgive Deres Dom i Sagen» – sagde Fruen, «Alfred er saa ulykkelig – Stakkel! – fordi Papa ikke vil tage ham i sit Departement. Alfred paastaar, at det baade er retfærdigt og europæisk – som han udtrykker sig –, at Papa hjælper ham frem; men De ved selv, hvor ængstelig Daniel er for at give Oppositionen den mindste Anledning til Klage, og derfor –»

«– og derfor vil han sende mig Fanden ivold i Revisionen,» afbrød Alfred, «hvor jeg ikke kjender en Sjæl, mens jeg netop havde glædet mig til at faa sidde sammen med Hiorth, – hvor blev der af Hiorth?»

Extraskriveren kom nu frem bag en Viftepalme og dreiede forlegen sin blonde Snurbart.

64«Ja – det er rigtig Synd for Alfred –» fortsatte Fruen; «Daniel har altid været saa haard mod ham.»

Men nu fik hun fat paa Hildas Prøver, og snart havde hun bedækket hele det store Bord med Tøistykker og Mønstre. Kammerherren hjalp hende, og Hilda slap for Skjænd.

De unge Herrer blev staaende henne ved Vinduet.

«Har du seet noget saa svineheldigt – Hiorth! hun bor her i Huset. Hun er nemlig i Slægt med Mo – Fars Mo.»

«Anders den Almægtige –» sagde Hiorth.

«Kalder I ham saa? – det er ypperligt. Ja – ser du – Anders den Almægtige er Bror til hendes Far, – et stort Svin forresten, – straffet for Konkubinat. Har Du seet hende? – jeg skal introducere dig. –»

«Kjendte du hende godt derhjemme?»

«Aa ja! – saa temmelig –» svarede Alfred og blinkede med Øinene.

«Du skal se, det gaar med hende som med Faderen.»

«He?» spurgte Alfred,

«Konkubinat –» hviskede Hiorth.

Men denne Vittighed overvældede dem i den Grad, at de maatte gaa ud gjennem Spisestuen, forat le rigtigt fra sig i Trappen. –

65Da Bureauchefen kom i sit Kontor, var Klokken henimod et. Paa hans Bord laa der en uhyre Houg nye Sager. Budet Mo stod just og læste i nogle Dokumenter indlagte i gult Omslag.

«Hvad er det? – Mo!» spurgte Delphin hurtigt.

«Dette er nærmest en Voldgiftssag; en Tvist om en Tarestrand der vest ved Kysten.» Anders Mo havde tilegnet sig mange juridiske Kundskaber og var fuldstændig hjemme i det departementale Sprog.

Bureauchefen hørte imidlertid ikke efter, men gav sig ifærd med et Par Breve, der laa.

«Aa bring hele Bunken ind til Mortensen, og bed ham se, hvad det er, og sortere det lidt,» sagde han utaalmodig.

Men da Mo kom til Mortensen, var denne endnu mere optaget end Bureauchefen. Thi Mortensen skrev i al Hemmelighed en Leder for sin Avis.

«Læg det i Chaos – saalænge,» raabte han uden at se op.

Chaos var en Hylde nederst ved Gulvet, som stod under Mortensens specielle Administration.

Anders Mo tog Bunken og vendte den, saaat Dokumenterne i det gule Omslag kom til at ligge underst, han brættede endog de 66gule Kanter ind, saaat det slet ikke saaes; derpaa stak han det hele langt ind i Chaos, hvor der laa adskilligt før. –

Anders Mo, som havde forandret sit Navn fra Vatnemo til bare Mo, gjorde Bennechens Bekjendtskab, da Statsraaden endnu var Assessor.

Mo havde paa den Tid havt en solid Høkerhandel tæt ved Assessoren, og fra at vise Familien Smaatjenester, var han lidt efter lidt stegen saaledes i Gunst, at han tilslut blev ligesaa uundværlig for Herren som for Fruen.

Og da Assessoren blev udnævnt til Statsraad, tog han Mo med sig, og ansatte ham som Departementsbud. Denne Stilling viste sig som skabt for ham. Han gled om som en Kat fra øverst til nederst, og det varede ikke længe, inden han var kjendt i hver Krog og havde alle Departementets Hemmeligheder og Intriger i sin Haand. Den Indflydelse, han øvede over selve Statsraaden, var ligefrem ubegribelig, og det var vitterligt for enhver, at han var den mægtigste Mand i hele Departementet.

Nedenunder i Statsraadens store Gaard – Bennechen havde faaet Penge med sin Kone – boede Anders Mo i Portnerleiligheden. Det var jo halvveis en Kjælderbekvemmelighed; 67men naar man steg ned de to-tre Trin, som førte fra Portrummet, var Stuerne lune og koselige, og der faldt fuldt Dagslys fra Vinduerne, som stod høit oppe paa Væggen.

Siden Kristine kom i Huset, var den mellemste Stue tagen i Brug til Soveværelse for hende. Derved faldt det sig saa, at Farbror Anders maatte gaa gjennem hendes Værelse, for at komme til sit. Det var ikke netop behageligt; men hun brød sig hellerikke stort om det. Farbror Anders var saa snil mod hende, og den store smukke By havde saamange Overraskelser for hende, at hun vandt Bugt med Længselen efter Hjemmet.

Desuden var hun glad ved at være blandt Fremmede, som ikke vidste om den Skam, Faderen havde ført over sig selv og hende.

De fine Statsraadens nikkede til hende, naar hun mødte dem i Porten. Frøken Hilda havde endogsaa stanset og talt med hende et Par Gange.

Kristine syntes, det var mere end ventende, at en saa fin Dame vilde tale med hende, der bare var en simpel Bondepige. Derimod forstod hun ikke at sætte tilbørlig Pris paa Kandidatens Elskværdighed. For det første var hun vis paa, at Alfred kjendte hendes Faders Skam; desuden var der noget, som ængstede hende, i den Tone af Fortrolighed, 68hvori den unge Herre talte, naar han standsede hende i Porten eller endog kom helt ned i Stuen.

Da ligte hun meget bedre Doktoren – Husets ældste Søn; men med ham havde hun bare talt to Gange.

Da Kristine havde været i Byen et Par Uger, fik hun Brev hjemmefra:

«Kjære Kristine! Katten haver jamtet, siden du reiste, og din Fader ligervis, men han haver en anden Maade, som mest bestaar i en overhændig Graving og Minering og Dundring og Husering, saaat det er helselaust at færdes langs Udmarken hans formedelst opskudte Stene og Torv og Skidt, som fyger alsomtiest i Luften, ligervis som ogsaa Veien i og for sig giver megen Jammer for Folk og Fæ desformedelst, at dette Veistykke haver ingen opsporlig Hjemmelsmand, men Lensmanden haver vist mig til Rodemeisteren, og Rodemeisteren haver vist mig til Veiingenøren, som er en Kaftein, saa du kan selv begribe, hvad det skulde nytte. Men han er bedre end jeg havde ventet – Far din. Til at være saa alene, men han har solgt de fire, hvilket var godt, thi der var en Sodomas og Gomoras Forstyrrelse i Fjøs og Melkekammer, formedelst at de spændte, men din svarte Ko og den, han 69kjøbte af Forpagteren til Præsten, er igjen og mælker godt, fordi han giver dem formeget efter min Avenans, som han ikke vil høre paa, men bliver sint. Et omløbende Veir har vi havt, og Rusk og Tordenveir staar ude i Sjøen, som jeg ogsaa haver læst i Bladene, at en heftig Syklop er faret hen over Atlanteren og opigjennem Kanelen, og et stort Kristianiaskib, som kom fra Kubæk – eller var det Nevrok, haver mist sin Faarerig, som du maa spørge efter og skrive mig nøiagtig Beskrivelse. Din Fader hilser dig og undertegnede

med særdeles Høiagtelse

Lauritz Boldeman Seehus.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Arbeidsfolk

I romanen Arbeidsfolk fra 1881 setter Kielland kritisk søkelys på byråkratiet. Med humor og ironi skildrer han et departementsvesen som ikke gjør stort annet enn å sende papirbunker fra den ene til den andre. Han går også til angrep på dobbeltmoral og umoral.

Som i Garman & Worse er bokens persongalleri stort og uten en tydelig hovedperson. Og også i denne romanen er det et såkalt «kardinalkapittel», hvor Kielland lar naturen belyse handlingen i boken.

Boken fikk blandet mottakelse i samtiden, mange mente at Kielland denne gang var for krass og direkte i sine skildringer.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1881 (nb.no)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.