VI.

70Om Høsten, naar de flyttede ind fra Landstedet, gav Falck-Olsens et stort Bal.

Grossereren lagde selv megen Vægt paa denne Fest, hvortil han foruden Ungdommen – «der skulde gjøre Nytte for Maden –» ogsaa indbød en Del af Byens Honoratiores.

Naar alle de Unge bleve inviterede med, syntes Grossereren, at han kunde strække Indbydelserne lidt længere udover og især opover, end han kunde ved mindre Selskaber eller Middage. Og der var Plads nok.

Men Grosserer Falck-Olsen var af de nye Navne i Hovedstaden; og da han fra en beskeden Begyndelse ved Skovhandel og Tømmerdrift havde tilkjæmpet sig en stor, solid Formue, rettede han alle sine Kræfter mod at blive accepteret i det høiere Selskabsliv.

Statsraad Bennechen var hans Haab i denne Henseende. Bekjendtskabet skrev sig 71fra Statsraadens Assessordage, og det syntes at blive intimere med Aarene. Fruerne i Byen undrede sig lidt herover, thi Statsraadens vare ellers uhyre fine paa det. Men Mændene forklarede, det kom af Forretningsforbindelser; Grosserer Falck-Olsen havde nok anbragt Statsraadens Penge, ja nogle mente i al Hemmelighed, at han undertiden hjalp til med et lidet kontant Forskud. Man lo ialmindelighed lidt af den forfængelige Grosserer; thi da han ved eget Arbeide havde erhvervet sig sine Penge, var der i de flestes Øine intet fint ved hans Rigdom, og man følte sig irriteret ved den Pragt, han udfoldede. Georg Delphin pleiede at sige: «Der er den Ubehagelighed ved ham, at bedst som man tror, man taler med Hr. Grosserer Falck, saa opdager man med en Gang, at det er Lastehandler Olsen, man har for sig.»

Fru Falck-Olsen delte ikke sin Mands Passion for de store Selskaber; hun ligte bedst smaa koselige Dameselskaber med The. Hendes Herkomst og Oprindelse var ubekjendt, idet – som Kammerherren udtrykte sig – hendes Stamtræ var et af de første, Grossereren fældte, da han begyndte at gaa tilveirs.

Imidlertid havde hun taalmodig og lærvillig fulgt sin Mand opover, saaat hun nu 72udfyldte sin Plads i den elegante Husholdning uden at stikke altfor meget af.

Vistnok pleiede Delphin endnu i al Hemmelighed at kalde hende Mam Olsen, ligesom det var et af hans Nummere at give Skildringer af «Danseballerne paa Olsesalen»; men de, som kjendte Fruen, vare enige om, at hendes godmodige varme Hjertelag veiede rigeligen op mod de smaa Anstød, hun begik mod den fine Tone.

Desuden var hun en pen Kone, og hun tog sig rigtig godt ud, idet hun i sin lysegraa Moiree-Kjole gik gjennem Salonerne og ordnede et og andet, før Gjæsterne kom.

Grossereren gik ogsaa ud og ind; men han var urolig og nervøs, skjændte paa Tjenerne og saa paa Uhret.

«Hvad gaar der af dig idag? – Manden min! –» spurgte Fruen, «du har jo et Kav, somom du ventede Kongen.»

«Snak Mor! – pas dig selv,» svarede Grossereren.

Lidt efter kom han dog hen til hende og sagde i en Tone, som skulde være overlegen og ligegyldig: «Jeg bad Konsul Lind iformiddags.»

«Er du gal?» – spurgte Fruen.

«Naada! – er jeg ikke ligesaa god som 73Konsul Lind? – desuden faldt det sig saa naturligt, vi mødtes i Aktiebanken –»

«Bad du hans Damer ogsaa?»

«Nei –» svarede Grossereren uvist.

«Saa kan du da begribe, han ikke kommer. Det var gruelig taabeligt af dig – Ole Johan!»

«Hæ? –» mumlede Grossereren; det havde undertiden hændt, at hans Kone havde Ret i saadanne Ting.

Idetsamme kom den ældste af deres Døtre ind.

Grossereren bandte, og Fruen raabte: «Nei – men søde Louise! hvorledes er det, du ser ud?»

Begge stirrede paa Datteren.

Frøken Louise var iført sort høihalset Uldkjole med en ynkeligt smal Pibe om Halsen og Haaret presset sammen til en liden blond Potet bag i Nakken; store rynkede Bomuldshandsker fuldendte Toilettet.

Først prøvede hun et Øieblik at se fast paa sine Forældre; men med et brast hun i Graad og hulkede: «Det er Hans – det er Hans, som har sagt – som har sagt, at jeg ikke – som har sagt, at jeg ikke maatte være anderledes –»

«Hans! –» raabte Grossereren, «nu er jeg saa lei af denne Hans; – holder han 74ikke snart op med at pine dig, skal du minsæl slaa op med ham.»

«Hys hys! – Ole Johan! bliv bare ikke sint. Lad mig tale med Louise. Der hører jeg alt nogen i Entreén.»

Grossereren gik hurtigt ind gjennem Værelserne, for at modtage de første Gjæster, medens Fruen gik ovenpaa med Louise, forat faa lidt Skik paa hende.

Det var nogle unge langbenede Herrer, som kom først, og i sin Flauhed herover gik den ene bestandig bag den anden, indtil de endte inde i en Krog af det inderste Kabinet, hvor de stod og lo med en fjollet Latter af hverandre eller af ingenting.

Imidlertid begyndte Vognene at rulle frem, og Gjæsterne samledes. Værten tog imod i det forreste Værelse; Fruen havde taget Plads i den lille Sal foran Dandsesalen. Den yngste Datter Sofie og Husjomfruen havde taget sig af Louise, og en Stund efter kom Søstrene ind sammen.

Frøken Sofie var en smuk Pige og Faderens Yndling. Hans store Plan var at faa hende gift ind i de høieste Cirkler, og han var utrættelig i at anvise hende Partier. Sofie tog imod dem halvt i Spøg; men da han en Dag foreslog hende Kammerherre Delphin, blev hun eftertænksom og bestemte 75sig til at prøve. Iaften bar hun hvid Kjole med Livstykke af Silke og en Mængde smaa Silkesløifer overalt; og hun var fortryllende, da hun leende hviskede til Moderen, hvilket Stræv hun havde havt med Louise.

Louise saa ud som et Offerlam. Hun havde faaet hvid Kjole og ordentlige Handsker, og i sidste Øieblik havde Jomfruen luret sig til at hænge en Gren Liljekonvaller i hendes Haar. Med ængstelige Blikke saa hun sig om i alle Krogene efter Hans; men da hun ikke kunde opdage ham, modtog hun først et og saa et Engagement til – hvilket ogsaa var hende forbudt –; og tilsidst stod hun, før hun selv vidste Ord af det, midt i en Gruppe af Veninder, snakkede og lo; og da hun leverede en Herre sit Dansekort, blev hun yderst forbauset, da han rakte hende det tilbage med en utrøstelig Mine: det var ganske fuldt!

Hendes bedste Veninde Caroline Hjelm forsikrede hende, at hun aldrig i sit Liv havde været saa pen; men Louise havde en skrækkelig Samvittighed.

Værelserne begyndte at fyldes. Midt paa Gulvet i den store Sal stod de unge Damer i Grupper og lod, somom de talte meget ivrigt sammen. Men i Virkeligheden bestod Samtalen mest af Udraab, Spørgsmaal i Hyt 76og Veir, der ikke besvaredes – afbrudt af smaa nervøse Lattere, idet hver var helt optaget af Øieblikkets Vigtighed: at faa Dansekortet fuldt.

Herrerne samledes i Dørene og tog Tilsprang, stilede saa over Gulvet med forvirrede Miner, bukkede, engagerede, løb mod hverandre, snublede i de lange Slæb og mistede sine Blyanter.

De to Venner Extraskriverne Hiorth & Bennechen, som begge gjorde Kur til Frøken Sophie Falch-Olsen, mødtes foran hende. Hun havde bare en Dans tilovers, og den gav hun Bennechen. Hiorth satte op et Ansigt, der skulde udtrykke Fortvivlelse, og engagerede Hilda Bennechen, som stod ved Siden.

Hun havde mange Danse at disponere over. Thi uagtet hun som Statsraadens Datter var sikret mod at sidde altfor meget over, var hun dog den, man sidst trev til, og ingen gjorde sig synderlig Umage for at skjule, at hun var en Pligtdans.

Kammerherre Delphin, hvem Falck-Olsen havde trukket til Huset gjennem Statsraadens, dansede yderst sjeldent. Han var for gammel – sagde han selv –; kun en enkelt Gang tog han en liden Tur med en af de yngre Fruer, der havde været Fifdamer i hans Tid. Da han imidlertid saa det 77Grin, hvormed Extraskriver Hiorth vendte sig, efterat have engageret Frøken Bennechen, gik han pludseligt over Gulvet, bukkede for hende og bad om en Dans.

Hun blev ganske rød og saa mistroisk paa ham; han var jo saa fæl til at gjøre Nar af Folk. Imidlertid havde han alt taget hendes Dansekort og udbedet sig Françaisen efter Bordet; hun kunde ikke godt svare nei heller, skjønt det havde hun bedst Lyst til.

Det vakte Opmærksomhed i Salen; Damerne stak Hovederne sammen og fniste. Hilda Bennechen følte sig ulykkelig, og i sin Forvirring blev hun endnu hæsligere end nogensinde. Hun tog sin Tilflugt til Louise, der i et Anfald af Forsagthed klagede sin Nød for Caroline Hjelm.

Et Par af Herrerne, som ogsaa havde lagt Mærke til, at Kammerherren engagerede Frøken Bennechen, troede, at det var en forbandet fin Vittighed; hvorfor de skyndte sig at gjøre det samme. Mod Sædvane fik saaledes Hilda sit Kort fuldt besat i en Fart og det endogsaa med nogle af de fashionableste Kavallerer.

Ballet aabnedes med en Polonaise, der førtes af Værten og Fru Statsraadinde Bennechen – Statsraaden var ikke kommen endnu.

78«Daniel er saa frygteligt overlæsset med Arbeide i denne Tid,» forklarede Fruen.

Heller ikke Konsul Lind havde vist sig, saa Grossereren var ikke ganske tilfreds. Hans Humør kom sig dog en hel Del under Promenaden rundt Salen; thi det var et glimrende Syn.

Kammerherren kunde nu sige, hvad han vilde, om «Olsesalen», – et smukkere Danselokale fandtes neppe i Byen. Og da den lange Række pyntede Damer og Herrer langsomt bevægede sig rundt Salen under den prægtige Musik, tindrede Grossererens Øine af Stolthed.

Der var en stor Mængde Uniformer og dekorerede Personer, Grosserere, Bankierer, Professorer, Kammerherrer, udenlandske Konsuler – en Overflod af store, velklingende Titler, hvori Værten formeligt fraadsede, medens han gik og konverserede Fru Statsraadinden.

«Hvor smuk Deres Sofie er iaften,» sagde Fruen, for at være aimabel.

«Det fornøier mig, at De finder det; jeg synes ogsaa – sandt at sige –, at der er noget distingveret ved Sofie.»

«Netop, hvad jeg vilde sige –» svarede Fruen, idet hun i sit stille Sind lo af ham.

Men nu vilde ulykkeligvis Grossereren 79gjengjælde Komplimenten og begyndte at udtale sig med Henrykkelse om Hilda Bennechen, der just sluttede sig til Polonaisen med en halvgammel Adjunkt eller noget sligt.

«Aa nei – gjør Dem ingen Uleilighed, –» raabte Statsraadinden, «vor Hilda har desværre ingen Skjønhed at rose sig af.»

«Men Frue! – da finder jeg – tvert imod –» den ulykkelige Grosserer stammede.

«De er altfor artig – Hr. Grosserer!» Fru Bennechen lo tvungent, og han forstod, at han havde begaaet en stor Dumhed.

Da imidlertid Alfred Bennechen kort efter viste sig, fik han Anledning til at rette paa sine Affærer ved at rose denne over al Maade; og han havde den Tilfredsstillelse at se, at Fruen med levende Interesse hørte hans Komplimenter, medens hun fulgte sin yngste Søn med øinene.

Den første Vals slæbte sig hen stiv og kjedsommelig, skjønt Musiken var udmærket, og den prægtige Salon straalede i hvidt og Guld med sine tre svære Lysekroner og Lampetter paa Pillerne langs Væggene. Paa den ene Langvæg var der smaa Kabinetter, hyggelige halvmørke Smuthuller, hvor – som Fru Bennechen sagde – Benene kunde hvile og Hjerterne tale.

80Alfred dansede med en Mine fuldkommen comme il faut – som en Pukstenshugger, der slider for Føden. Ligervis Hr. Extraskriver Hiorth. Idetheletaget var der en velopdragen Tværhed over de fleste Herrer. Kun nogle halvgamle gifte Kavallerer, der dansede med de yngste Piger, saa ud, somom de morede sig i sit Ansigts Sved.

Mellem hver Dans flygtede Herrerne ud i de fjernere Rum mod Gaarden, hvor der blev drukket Punsch og Toddy. Naar en ny Dans blev meldt, lagde de Cigarerne fra sig med en fortrædelig Mine og skyllede i sig store Glas Punsch og Selters eller Cognac og Vand, somom det gjaldt en Tur i den koldeste Vinternat. Derpaa slæbte de sig indover mod Salen – førende med sig en let Duft af Tobak og Vin.

Ballet skred fremad, men meget tungt, som det pleier i de første Timer.

«De har ikke faaet Dampen op endnu –» mumlede Værten med en Kjendermine og lod bringe mere Punsch omkring i Værelserne.

Alfred Bennechen var urolig og hemmelighedsfuld. Naar nogen spurgte ham, hvem han skulde danse næste Dans med, svarede han undvigende. Hans Ven Hiorth opdagede endogsaa, at han slet ikke havde engageret 81til flere af de første Danse. Bennechen syntes at vente paa noget.

Den skrækkelige Hans var endelig ankommen. Louise havde seet ham flygtigt, idet hun dansede forbi. Hun havde læst sin Dom i det blege Ansigt, og hun følte sig aldeles sønderknust. Men den unge Kandidat Smith, med hvem hun dansede, fortalte saa mange spændende Scener fra en Fodtur i Jotunheimen, at hun hvert Øieblik glemte sin Elendighed. Og da hun en Stund efter ikke kunde opdage sin Forlovede, indhyllede hun sin Samvittighed i noget, hun vidste, Hans vilde kalde Syndesikkerheden.

Men da Dansen var slut, opsøgte hun Caroline Hjelm, som var en Kusine til hendes Kjæreste, og besvor hende for deres Venskabs Skyld at gaa til Hans og forklare ham, at de havde tvunget hende til at pynte sig, samt spørge, om han var skrækkeligt sint.

Denne delikate Mission paatog Caroline sig med stor Redebonhed; thi hun for sin Part nærede ikke den ringeste Frygt for Fætter Hans. Hun fandt ham rodende i et Bogskab i en af Stuerne.

«Godaften Hans! – jeg skulde hilse fra Louise og spørge, om du ikke vilde danse med hende –» sagde Caroline og neiede frimodigt.

82Hans fixerede hende først med sine smaa, lyseblaa Øine; men da det sletikke syntes at bide paa den forstokkede Caroline, spurgte han: «Bad Louise dig virkeligt sige det?»

«Ja – hvorfor ikke? tror du kanske, det er Synd at danse? Da sagde saamænd Stiftsprovsten, da jeg blev konfirmeret, at man godt kan danse, naar man bare har et rent Hjerte; – og det har da vist du – Fætter Hans – hvad?»

«Jeg vil ikke tale til dig – Caroline. Thi du er et Verdens Barn.»

«Fy Hans! hvordan du snakker,» udbrød Caroline fornærmet, «jeg begriber ikke, at Louise, som er saa sød, vil have dig; – jeg vilde ikke eie dig for alt i Verden!»

«Jeg vil forsøge at redde Louise ud af dette Syndens Hus –»

«Isch – Hans! hvor ækel du er!» sagde den uforbederlige Caroline og vendte sig fra ham og gik ind i Salen igjen.

Nu kom endelig Statsraad Bennechen. Det var en høi, smuk Mand, glatraget og med en paafaldende blomstrende Ansigtsfarve. Værten modtog ham i det forreste Værelse og gjorde meget Væsen af ham. Thi uagtet de vare gode Venner, saaat Grossereren paa Tomandshaand mangengang kunde være yderst kordial, saa imponerede Statsraaden 83ham dog, naar han optraadte i sin Glands med sine Ordener og sin Statsmandsmine.

Desuden var Statsraaden iaften den fornemste Gjæst, – Festens egentlige Glandspunkt, og den lille livlige Grosserer straalede formeligt, idet han førte den høie Herre gjennem Salonerne.

Statsraaden hilste hjerteligt paa Husets Frue, gik derpaa en Stund omkring blandt de ældre Damer og var elskværdig. Siden passerede han over Salen mellem to Danse, hilste paa Husets Døtre og forsvandt derpaa i Grossererens private Gemakker, hvor der var samlet et Udvalg af de betydeligste Gjæster.

Statsraad Bennechens Ankomst gav Festen sit Præg. Ellers havde man hos Falck-Olsens «en hovedløs Fornemmelse» – sagde Delphin; for baade Vært og Værtinde gjorde sig saa lidet gjældende, at de ligesom kom væk i Vrimmelen, og man glemte dem næsten.

Men nu havde Situationen faaet sin Spidse i Statsraadens Person; idet han – som en intim Ven af Familien afgav en Garanti og ligesom legitimerede Husets nybagte Glands. Hver enkelt blandt Gjæsterne fik en beroligende Fornemmelse af, at man var i godt Selskab og trygt kunde more sig.

84Nu først tog Ballet Fart; Pukstenshuggerne smilte under sit Stræv, og Værten, som ikke længer tænkte paa Konsul Lind, gned sig i Hænderne: Dampen begyndte at komme op, nu Mad, saa var alt iorden.

Saasnart Alfred saa sin Fader træde ind, listede han sig ud i Entréen, fik fat paa sin Frak og forlod Huset.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.